En prut i en spand vand

I en for nylig udkommet artikel i fagbladet Nature gennemgår klimaforskeren Michael Wara fra Stanford University de foreløbige resultater af den globale handel med CO2-kreditter. Billedet der tegner sig er meget grumset, hvis ikke grumt. På den ene side er det godt at kvote- eller kreditsystemet har åbnet udviklingslandenes øjne for at der er noget der hedder drivhuseffekt. Men på den anden side viser det sig, at systemet lider af mange sygdomme og et virvar af tekniske og administrative påfund som gør det modtagelig for snyd og bedrag.

Konkret viser Wara, hvordan handlen med et bestemt drivhusgas, kaldet HFC-23, frem til år 2012 vil kanaliserer 4,7 milliarder Euro til Kina, selvom den skadelige gas ville kunne fjernes med blot 2 procent af beløbet. Artiklen karakteriserer markedet for at give en ”pervers tilskyndelse” til ikke at udvikle nye CO2-begrænsende teknologier, men tværtimod give HFC-producenter kronede dage. Danmark deltager via Den Danske Carbon Fond i denne oversubsidiering af de kinesiske myndigheder og underminerer dermed Kyoto-aftalens formål om at reducere de globale CO2-emissioner til den lavest mulige pris.

Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som blandt andet hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. Ironisk nok blev disse fleksible mekanismer i sidste øjeblik tilføjet Kyoto-aftalen fra pres af netop de lande, som endte med ikke at underskrive. I dag repræsenterer CDM og JI de første store forsøg på at løse et internationalt miljøproblem via markedsmekanismer.

Antagelsen var at hvis man satte en pris på CO2 og kædede den sammen med Kyoto-landes grænseværdier for CO2-udslip, ville man få mere miljø for pengene, fordi det ville være langt billigere at bygge lav-emissions kraftværker i Kina end i fx Danmark. I realiteten er CDM og JI dog blevet til et vekselkontor for CO2-reduktioner til reduktioner af andre drivhusgasser i udviklingslandene. Og det med store gebyrer. Langt over halvdelen af CDM-projekterne fjerner HFC-gasser, methan og nitrogenoxider, og der er endnu ikke et eneste mega-kraftværksprojekt på tegnebrættet som kan udvikle en bæredygtig energi-infrastruktur med et lavt CO2-udslip.

CDM-markedet prioriterer de økonomiske aspekter, dvs. billige kreditter, frem for ideer som bæredygtighed, addition, osv.. Konkret viser det sig, at næsten 30 procent af alle CO2-kreditter kommer fra projekter i Kina som opfanger og nedbryder HCF-23 (som er et biprodukt af F-gassen HCFC-22, der bruges til fx nedkøling), hvilket svarer til en værdi på €4,7 milliarder i kreditter frem til 2012. Men ifølge Michael Wara ville man kunne fjerne HCF-23 med en investering på kun €100 millioner. Da fjernelsen af biproduktet er en nem sag, kan HCF-23-forurenere effektivt tjene dobbelt så meget ved at lade HFC-23 blive fjernet af CO2-kreditkøbere fra Europa end ved at sælge HCFC-22 på det almindelige markede. En skidt sag.

Historien om HFC-23 er historien om et kæmpe smuthul i en model som måske var en god ide. Den danske stat investerer i dag i HCF-23 projekter via Den Danske Carbon Fond, der administreres af Verdensbanken, og tæller en række store danske virksomheder som investorer. Ifølge formanden for Den Danske Carbon Fond Frank Rasmussen er der indgået en aftale med de kinesiske myndigheder i slutningen af 2005 om at 65 procent af profitten fra alle HFC-handler går til bæredygtige projekter i Kina. Men det er den dag i dag ikke muligt at opspore yderligere oplysninger om rammerne for denne aftale.

I stedet for at lukke en smutvej i en måske fornuftig model, hænges der et skilt foran indkørslen med påskriften ”Kina ordner resten”. Men der er ingen garantier, ingen dokumentationspligt, ingen transparens som sikrer at kineserne vil forvalte CO2-pengene på en hensigtsmæssig måde. Og selv om 65 procent af profitten ville gå til bæredygtige projekter, forsvinder der stadig 35 procent, dvs. 1,6 milliarder Euro frem til 2012. Penge der sandsynligvis vil blive delt i porten af kinesiske bureaukrater og fabriksejere.

Det ville ellers være nemt at løse problemet. Montreal-protokollen løser det med hensyn til CFC-gasserne som nedbryder ozonlaget. Udviklingslandene accepterede i slutningen af 1980erne at afvikle disse gasser mod et tilskud fra vesten der svarer til omkostningerne ved at fjerne dem, og netop ikke ved at betale en markedspris som det sker nu under CDM. En kopi af Montreal-modellen ville derfor kunne afvikle produktionen af HFC-gasser til langt billigere penge.

Men hvor meget betyder det hele - i det store billede? Hvis det er sådan i Danmark i dag at de fleksible mekanismer kun bidrager til en reduktion af CO2 på under 10 procent i forhold til Kyoto-atalens mål om en reduktion af drivvhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2012, og hvis Kyoto-aftalens mål kun svarer til en procent af det globale CO2-upslip i dag mens eksperterne i det internationale klimapanel IPCC anbefaler en reduktion på 60-80 procent inden 2050, hvor er vi så henne? Ved en prut i en spand vand, ikke mere.

Når Danmark i 2009 skal være vært for FNs klimatopmøde for at udvikle og måske endda underskrive en Københavner-protokol til et post-2012 aftale om drivhuseffekten, skal der helt andre filtre i suppen. Man må stoppe de mange bogføringsfiduser og statstilskud som skævvrider markedet i dag, og man må adskille de forskellige drivhusgasser fra hinanden med differentierede protokoller og regelsæt. Desuden må man nok indse at markedsmekanismer måske kan skabe lidt opmærksomhed, men ikke de nødvendige løsninger. Til det er der brug for langt mere bindende beskatninger og afgifter.

(offentliggjort i Politiken, søndag den 25. marts 2007)

Vi, idioterne

I undersøgelser af fremmede kulturer fremhæver sociologer ofte de problemer der opstår, når gamle vaner støder sammen med nye ideer udefra. Kollisionerne kan destabilisere kulturen, forårsage en splittelse mellem traditionalister og fornyere og ende i drabelige opgør. Men det sker også tit at de nye ideer begynder at eksistere side om side med de gamle, og at deres indbyrdes modsigelser naturaliseres i en godartet grød af rummelighed. Det er jo en af vores civilisations større bedrifter at vi har lært at udvise tolerance over for anderledestænkende og fejre pluralismen.

At samme fænomen ikke kun eksisterer i store samfund men hos enkelte individer - ja faktisk i hovedet på os alle sammen - er dog mindre erkendt, endsige accepteret. Men vi ved det udemærket: vi bevarer rester af overtro, handler mod bedre vidende og er i evig indre konflikt med forskellige anskuelser. Inkonsistente og overlappende synspunkter konkurrerer om vores opmærksomhed, og meget ofte lærer vi at leve med dem side om side i troen på at der nok skal være en samlende tanke - et eller andet sted. Godt nok er vi komplekse, tænker vi, men ikke skizofrene!

Jeg tvivler på at vi kan beholde denne illusion særlig længe. Vores overbevisninger er ikke så rationelle som de giver sig ud for, og vi har overraskende let ved at leve med selvmodsigelser. Lad mig give et eksempel fra den mest ’rationelle’ verden af alle - naturvidenskaben. Til et middagsselskab fortæller en belæst gæst i forbindelse med en diskussion om livets fremtid på jorden, at i sidste ende vil alting alligevel forsvinde. Det siger termodynamikkens anden lov. Orden vil blive til uorden, entropien vil vokse og vi vil blive til støv og gas alle sammen.

Uagtet rigtigheden i at fysikeren Clausius sagde den slags ting i slutningen af 1800-tallet, har man i dag fået en langt bedre forståelse af, hvornår termodynamikkens anden lov gælder og hvornår ikke. Den kan fx ikke bruges på åbne systemer langt fra en ligevægt. Til modspørgsmålet om, hvordan vi så har været i stand til at opbygge komplekse strukturer som fx byer og store civilisationer fra ingenting - ja, hvordan livet i det hele taget har kunnet opstå, kom svaret: ”Ja, det er jo livets mirakel !”, efterfulgt af en længere betragtning om at livet ligger uden for videnskabens forklaringsregime.

Eksemplet er karakteristisk, fordi det kolporterer en typisk misforståelse og fordi det beror på en logisk selvmodsigelse. Misforståelsen består i at livets opståen sagtens kan forenes med termodynamikken. De kemiske og biologiske processer skal blot være langt fra en termodynamisk ligevægt. Den første grundige beskrivelse af alt dette blev givet af belgieren Ilya Prigogine, der i 1977 fik Nobelprisen i kemi for sit arbejde med det han kaldte dissipative strukturer, men allerede i 1954 kunne englænderen Alan Turing vise at mønsterdannelse var en mulig konsekvens af vekselvirkningen mellem kemiske reaktioner og fysiske kræfter som fx diffusion.

Biologien i dag har overvundet 'design-argumentet' med hvilket Thomas Aquinas i 1200-tallet havde ment at kunne bevise, at der lå en intelligent bevidsthed bag livets form og virke. Turings og Prigogines arbejder og de mange efterfølgende modeller for ikke-lineære systemer og autokatalystiske netværk har grundigt udhulet design-argumenterne i idehistorien og gjort udviklingsbiologien til en veletableret videnskabelig disciplin, hvor et utal af computermodeller og laboratorie-eksperimenter lader mønsterdannelse og selvorganisering finde sted.

Argumentets selvmodsigelse består selvfølgelig i gæstens samtidige anvendelse af naturvidenskab og mirakler. Hvis livet opstår af mirakuløse årsager, har det ikke brug for naturvidenskabelige forklaringer for at gå til grunde. Gæstens fremstilling er et eksempel på, hvordan gamle ideer kan sameksistere med nye, uden at det synes at volde problemer. Det er sundt en gang i mellem at blive mindet om, hvor hurtigt vitalismen kan krybe tilbage i bevidstheden på selv videnskabeligt tænkende mennesker. Og det er også sundt at erkende, hvor svært vi har ved at slippe tanken om en bagvedliggende intentionalitet, en Gud, når vi konfronteres med noget uforklarligt.

Selv en hardcore fysiker, som kun tror på naturlovenes eksistens, går ikke ramt forbi. Videnskabsfilosoffen Nancy Cartwright har for eksempel argumenteret med at ideen om at naturlove foreskriver verden dens beskaffenhed og dynamik, i sig selv indeholder en forestilling om Gud. Naturlove er idealiserede modeller af øjensynligt universelle regulariteter i naturen. Og derfor kan de strengt taget hverken styre eller bestemme noget. De kan til nøds beskrive, men ikke foreskrive. I mange år har mange naturvidenskabsfolk ikke desto mindre insisteret på naturlovenes fundamentale forrang, enten i en empiristisk eller platonisk forstand, og derved ironisk nok bevaret en form for gudsforestilling.

I stedet for at begræde denne tingenes tilstand, burde vi måske fejre den. Eller i hvert fald lære af den. Vores hjerne er en ganske brugbar heuristisk mekanisme til at løse problemer. Men at forlange konsistens, logik og sammenhæng er at forlange for meget – og på en måde også for lidt. Det er forfængeligt at kræve, at samfundet godt må bestå af divergerende meninger, mens individet burde være indehaver af et sammenhængende verdensanskuelse. Alt tyder på at hvert enkelt menneske repræsenterer inkonsistente, defragmenterede, idiosynkratiske og overlappende trossystemer (forkortet IDIOT), som godt kan hækles sammen til en nogenlunde sammenhængende personlighed, men næppe resultere i et rationelt verdensbillede.

Selv denne klumme vil sikkert kunne vises at være lidt til en side, fyldt med urigtige antagelser, en blanding af gamle og nye ideer, og umulig at rense for fejlslutninger. For eksempel forbyder den sig selv at påstå at den har ret, og man kan kun takke pluralismen (i sit eget hovede) for at der gives plads til den slags overvejelser.

(publiceret i Politiken, 11. marts 2007)
There was an error in this gadget