Det posthumane menneske

For nylig skrev avisen Haaretz om en israelsk familie, der fik rettens medhold i at inseminere en kvinde med deres døde søns sæd. Sønnen, Keivan Cohen, var blevet skudt som soldat i Gazastriben i 2002. Han havde aldrig mødt den 25-årige kvinde, som nu skal føde hans barn. Hun var blevet udvalgt blandt over 40 ansøgere, efter at moderen havde beordret lægerne at nedfryse sønnens sæd, inden hans endelige død. Familiens advokat sagde efter kendelsen, at arvefølgen nu kunne fortsætte uden et skriftligt samtykke fra faderen, og at det var »en drøm, som var blevet til virkelighed. På den ene side har familien tabt et barn, på den anden har de fået håbet tilbage«.

På trods af den lidt creepy fornemmelse, historien forårsager, giver citatet et glimt af en enorm følelsesmæssig kamp. Sønnen havde tidligere udtrykt ønske om at skabe en familie, og forældrene har ment, at det var deres pligt at realisere sønnens drøm. Måske var det også deres eneste søn og inseminationen dermed deres eneste chance for en slags udødelighed.

Den moderne genetik gør det muligt. Vi ved, at forelskede men uheldige par kan få befrugtet deres æg i en glasskål og vælge mellem mange screenings- og forplantningsteknologier. Inden længe vil soldater gemme et glas med deres sæd inden de drager i krig. Allerede i dag står mange firmaer på spring for ikke kun at bruge genteknologien regenerativt, men også konstruktivt, så vi kan vælge vores eget og vores børns genetiske makeup meget mere frit end i dag. I dette perspektiv var Cohen-familiens kamp blot et lille skridt i den samme retning.

Der er skrevet mange romaner og afhandlinger om sociale konsekvenser af den perfektionerede genteknologi. De fleste af dem udtrykker angst for, at den ægte kærlighed og den naturlige opvækst forsvinder. Men det er netop ofte den grænseløse kærlighed og ønsket om at leve som alle andre (og måske lidt bedre), der får mennesker og familier til at vælge disse teknologier.

I sin roman 'Fagre Nye Verden' forudså Aldous Huxley allerede for 75 år siden den moderne biologis konsekvenser. Han var utvivlsomt en dårlig skribent. Men Huxley havde én styrke som opvejede hans lidt kluntede skrivestil. Han vidste, at naturvidenskaben i århundreder har bestemt menneskets evolution og vil fortsætte med at gøre det.

Hverken filosofiske strømninger eller politiske nødvendigheder er i stand til at forme menneskets og samfundets udvikling i samme grad som de teknisk-naturvidenskabelige kompetencer kan. Og han vidste, at menneskets evne til at genskabe og ændre den genetiske kode ville få kolossale konsekvenser.
For hvad naturvidenskaben først er i stand til at gøre, vil også blive gjort. I begyndelsen vil nye kompetencer måske blive påtvunget mennesker på en udemokratisk og forbryderisk måde - sådan som historien tidligere har vist os - men senere vil der findes en ’human’ vej, en vej hvor ingen love eller morallære står i vejen for videnskabens løfte om et bedre, og muligvis evigt liv.

Det er klart, at Huxley formulerede sin fremtidsvision som en dystopi: Et mareridt, hvor individualiteten er udvisket, hvor genteknologien har gjort alle til identiske kloner, hvor underholdningsindustrien har ændret folk til driftsfikserede zombier, og hvor der ikke længere findes ægte menneskelige relationer. Kun overfladisk sex og morskab er tilbage.

Men mange elementer i Huxleys fagre nye verden bliver i dag accepteret som goder. Den stigende adskillelse mellem sex og teknisk understøttet reproduktion er et godt eksempel. Den voksende accept af aktiv dødshjælp et andet.

I en opdateret version af Huxleys fremtidsvisioner skriver Michel Houellebecq i romanen 'Muligheden af en ø' om et samfund, hvor evnen til at få børn ad naturlig vej er blevet erstattet af en perfektioneret kloningsteknik, hvor man ikke kun kan genskabe eksakte genetiske kopier af mennesker, men også er i stand til at genskabe selve det historiske individ i en ny krop inklusive hukommelse og fysiske udtryk. Ægte udødelighed med andre ord, og ikke blot surrogat-udødelighed via børn og børnebørn. Cohen-familien ville være lykkelig.

Uanset romanens mangel på videnskabelig realitetssans sætter den fingeren på de punkter, hvor Huxley tog fejl. I Houellebecqs fremtid lider ’nymennesket’ af kroniske emotionelle afsavn. Fænomener som begær, lidelse og ubetinget kærlighed er fjerne tåger fra fortiden og veget for en livsførelse, som ikke kender til glæde eller smerte, kun til tekniske fix. Og i den totale evighed er individualiseringen absolut.

Netop individualiseringen er kendemærket for udviklingen. Konkurrencen mellem mennesker er stor, og alle ønsker at være speciel, unik. Modetøj, tatoveringer og piercing er blot overfladiske afskrabninger af de gennemgribende biologiske designs, som man vil kunne få tilbudt i fremtiden. Muligheden for at kunne få afkom, selv når man er død, vil blot tilskynde til flere grænsesøgende eksperimenter. Historien om Cohen-familien er derfor begyndelsen til det posthumane menneske. Til mennesket, som kan vælge at være anderledes i et løfte om genopstandelse efter døden igennem et barn.
(publiceret i Politiken, 4. februar 2007)

0 comments:

There was an error in this gadget