Modeteorier - eller hvorfor nogle tanker forgår, mens andre består

Asterisk har mødt professor Heine Andersen for at høre, hvem der topper den sociologiske kongerække, hvorfor Karl Marx er en gammel og måske knap så hot klassiker, mens gamle Jürgen Habermas stadig er en af de store konger i dansk sociologi Professor Heine Andersen fra Sociologisk institut ved Københavns Universitet har gennem mange år fulgt teoriudviklingen inden for sociologi i Danmark. Han har også selv skabt den. Han kender de hotte og de knap så hotte klassikere. Hvad styrer Heine Andersen og de sociologiske miljøers valg af klassikere? Hvad gør, at konger bliver væltet af den eftertragtede klassikertrone, og hvem og hvad kroner nye konger? Er det ideologiske fravalg, videnskabelige valg, samfundsudviklingen, idiosynkratiske valg, smitsom name-dropping, moden, ansættelsespolitikken, gamle underviseres død eller en blanding af det hele? Asterisk har mødt Heine Andersen for at høre om mekanismerne bag sociologernes kongerække.


- Heine Andersen, kan man i det hele taget tale om, at nogle teorier er mere på mode end andre teorier inden for samfundsvidenskaberne?
"Ideen om mode er kompliceret nok i sig selv. Når noget slår igennem som et modefænomen, så er det, fordi der er andre grunde end kun de funktionelle eller faglige elementer. Det er grunde, som har noget med identitet at gøre, med at noget skal fornys og være afvigende. Med tøjmode er funktionaliteten – dvs. at den skal kunne beklæde en krop – for eksempel heller ikke det primære. Der skal være noget, som skal afvige, for at det kan betragtes som mode. Derfor er modebegrebet i sig selv en vanskelig størrelse. Når der er et skift i moden, så skyldes det andet end blot en fornyelse på grund af objektivt bedre alternativer."

- Men moden har vel også en kontekst at navigere i og på. Den skal vel forholde sig til en materiel virkelighed?
"Ja det er klart. For at mode skal have noget for sig, skal den også have en funktionalitetsværdi, og det sætter grænser for hastigheden af de forandringer, der er mulige. Det koster noget. Men det interessante ved moden er, at der sættes en værdi på selve distinktionen fra det normale. Og der skal dannes et hierarki i kraft af distinktionsværdien, som Pierre Bourdieu ville sige. Det vil sige, hvor god moden er til at skille sig ud fra rosset og markere, at den er en finere og bedre mode, end den som andre har fundet på. Mode skal være kollektivt accepteret, men heller ikke for kollektiv, da den ellers mindsker sin distinktionsværdi og dermed sin tiltrækningskraft."

- Det lyder ganske socialkonstruktivistisk det hele. Betyder det, at vi danner vores meninger og præferencer ud fra en kollektiv forhandling om, at alle skal være noget specielt?
"Socialkonstruktivismen er i udpræget grad selv et modebegreb. Den kom frem i 1990’erne og kan betragtes som gammel vin på nye flasker. Hvis man forstår den som et udsagn om, at den sociale virkelighed er menneskeskabt, så er der intet nyt under solen. Denne banalitet har sociologien haft som grundpræmis siden dens start. Det nye kommer først frem, hvis sådan et udsagn tænkes anderledes. Mindre banale former for socialkonstruktivisme er for eksempel dem, der er inspireret af Derridas og Foucaults diskursanalyser, og som lægger vægt på den virkelighedskonstituerende del i analysen. Det vil sige, hvor man ontologiserer diskursen til at være konstruerende for virkeligheden og ikke kun for virkelighedsopfattelsen. For eksempel har vi i 3. udgave af vores bog Klassisk og moderne samfundsteori inkluderet Judith Butler og hendes socialkontruktivistiske analyse af kønnene, hvor hun viser kønnet som værende kulturelt konstrueret via en evig gentagelse af stiliserede handlinger. Her har vi at gøre med en import af teorier fra filosofi og sprogvidenskab, som har stor tiltrækningskraft. Men man kan diskutere, om det er sociologi eller ej."

- I Klassisk og moderne samfundsteori har du og Lars Bo Kaspersen udvalgt en masse klassikere, og I har i den seneste version inkluderet Zygmunt Bauman og Ulrich Beck. Er det op til diskussion at afgøre, hvad der er en klassiker?
"Der er selvfølgelig noget, som ikke er til vilkårlig forhandling. Det forsøger bogen at udtrykke i sin skelnen mellem klassisk og moderne. For eksempel har vi et kapitel om Sartre. Det kunne man jo godt forhandle om. Og Foucault var primært idehistoriker, hvad med ham? Han betragtede ikke sig selv som sociolog, og det er svært at se, hvor meget han egentlig kendte til sociologi – han brugte jo meget få fodnoter, så det er svært at knytte ham til et bestemt fagområde. Parson derimod er et person, som alle vil være enige om at medtage som sociolog. Der er ingen tvivl om, at han tilhører det sociologiske felt."

"Og så har vi også det interessante tilfælde med Kuhn. Kuhn mente selv, at hans teorier kun var anvendelige inden for naturvidenskaberne, hvor man har opbygget en nogenlunde stabil vekselvirkning mellem, hvad han kaldte normalvidenskab og paradigmeskift. Det mærkelig er, at Kuhn efterhånden bliver brugt mere i humanvidenskaberne end i naturvidenskaberne. En af grundene er, at der i 1970’erne skete en kognitiv sprængning, som resulterede i en stor mangfoldighed af teoretiske retninger, og Kuhn kunne bruges via hans begreb om inkommensurabilitet mellem paradigmerne. Det blev brugt som et redskab til klassifikation af kaoset."

- Åbnede det op for en mere psykologisk måde at betragte videnskaberne på?
"Kuhn trængte ind i USA i 70’erne og lidt senere i Danmark. Mange marxister kunne ikke lide ham, fordi de syntes, han var for internalistisk og idealistisk og derfor irrelevant. Han beskæftigede sig ikke med, hvad der fandtes i samfundet omkring videnskaberne, og specielt ikke med forhold som klassemodsætninger, magtforhold, produktivkræfter og ideologier, men med strukturer og processer internt i den videnskabelige aktivitet som sådan. Men Marx blev dømt ude i de senere 1970’ere. I hans tilfælde skyldes det en stor blanding af sociale, ideologiske, men også faglige argumenter. Marx mente for eksempel, at profitraten ville falde, og mange inden for den tids dominerende marxistiske retning, kapitallogikken, byggede ukritisk videre på den påstand. Imidlertid kunne man vise, at det slet og ret ikke passer. Uanset at Marx sagde mange rigtige ting, ophobedes der en række rent faglige indvendinger, som var bidragende, men ikke tilstrækkelige til Marx’ dalende popularitet."

"På et tidspunkt lavede vi en surveyundersøgelse om samfundsforskeres faglige læremestre og sammenholdt det med deres citationer. Mest markant var det, at der var en meget stor spredning. De tre store klassikere Marx, Weber og Durkheim fik flest stemmer, men selv de samlede kun maksimalt 40 procent af stemmerne. Når det drejede sig om nyere sociologer, var spredningen meget større, så den undersøgelse tydede egentlig ikke på udprægede modestrømninger. Men måske er forholdene anderledes i dag, hvor der er større tilstrømning af yngre forskere til faget."

- Mode er vel også kendetegnet ved at ville pege frem i tiden. Sociologien derimod synes mere interesseret i samtidsdiagnoser end i futuristiske forslag.
"Grandiose diagnoser, som forsøger at pege ud i fremtiden, kan man finde hos for eksempel Bauman og Beck. Også Giddens forsøger at uddestillere mere almene træk fra samtiden og se på, hvad det vil eller kan føre til. Og så er der ‘post’-analyserne af det postindustrielle og postmoderne samfund, som for eksempel Daniel Bells fra begyndelsen af 1970’erne. Hans skildring af postindustrielle samfund svarer i forbløffende grad til, hvad vi i dag kalder videnssamfundet. Også værd at nævne er Alain Touraine, som hæftede sig ved magtstrukturer, og som prognosticerede, at arbejderklassen ville miste sin betydning. Mange af deres forudsigelser har vist sig at være rigtige."

- Hvordan skelner man mellem forudsigelser, utopier og dystopier? Er forsøget på at være neutral ikke en illusion?
"Nok har samfundsvidenskaberne normative aspekter, men de skal ikke foreskrive virkeligheden utopier. De skal ikke foreskrive nogen noget. Samfundsvidenskaber kan på den anden side ikke være neutrale, og det kræver, at de normative komponenter åbent drages frem til almindelig debat. Når Marx for eksempel siger, at "kapitalismen udbytter", er det mere end et rent beskrivende udsagn. Der indgår mere end beskrivelse og analyse af virkeligheden, der må også indgå antagelser om retfærdighed. Således vil der altid indgå normative aspekter, som måske fortrænges eller isoleres eller reduceres til subjektive holdninger. Men det er ikke i orden. Som samfundsforsker er man altid også en del af prægningen af virkeligheden."

- Hvis du ville prøve at beskrive din egen teoretiske tøjstil, hvordan ville den se ud?
"Min reelle tøjstil er overordentlig konservativ. Det eneste, som adskiller sig i dag fra 1970’erne, er muligvis, at bukserne ikke længere er så brede forneden. I samfundsvidenskabelig forstand har jeg altid været pluralist; nogle vil kalde det eklekticisme, og det har jeg ikke noget imod. Jeg deltog i positivismekritikken i slutningen af 1960’erne og fandt i den sammenhæng inspiration hos blandt andre Habermas, og det er fortsat en inspirationskilde."

- Og hvad med forelskelserne? Siden 70’erne har du vel ikke kun været trofast over for Habermas. Hvilke andre moder eller rettere strømninger har du været draget af siden?
"Som sagt trækker jeg på mange forskellige traditioner. Blandt andet er det spændende at læse folk fra rational choice traditionen. De laver nogle simple antagelser og prøver at se, hvad man kan få ud af det. Det er en slags legetøjsmodeller, som ofte fører til nogle skarpe pointer om den sociale virkelighed. Og det uanset den rummer urealistiske - og i øvrigt også utiltalende - antagelser om mennesker."

(Heine Andersen er sociolog og professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Har i en årrække Beskæftiget sig med samfundsvidenskabernes videnskabsteori, vidensskabssociologi og samfundsforskningens samfundsmæssige rolle og vilkår. Har tidligere skrevet og redigeret bl.a. bøgerne Rationalitet, velfærd og retfærdighed (1996), Klassisk og moderne samfundsteori (1996, 2000, 2005, redigeret sammen med Lars Bo Kaspersen) samt Samfundsvidenskaber i kontekst (2003).)
Artiklen udkom i Asterisk, nr. 33, februar 2007, og kan også læses her.

Det posthumane menneske

For nylig skrev avisen Haaretz om en israelsk familie, der fik rettens medhold i at inseminere en kvinde med deres døde søns sæd. Sønnen, Keivan Cohen, var blevet skudt som soldat i Gazastriben i 2002. Han havde aldrig mødt den 25-årige kvinde, som nu skal føde hans barn. Hun var blevet udvalgt blandt over 40 ansøgere, efter at moderen havde beordret lægerne at nedfryse sønnens sæd, inden hans endelige død. Familiens advokat sagde efter kendelsen, at arvefølgen nu kunne fortsætte uden et skriftligt samtykke fra faderen, og at det var »en drøm, som var blevet til virkelighed. På den ene side har familien tabt et barn, på den anden har de fået håbet tilbage«.

På trods af den lidt creepy fornemmelse, historien forårsager, giver citatet et glimt af en enorm følelsesmæssig kamp. Sønnen havde tidligere udtrykt ønske om at skabe en familie, og forældrene har ment, at det var deres pligt at realisere sønnens drøm. Måske var det også deres eneste søn og inseminationen dermed deres eneste chance for en slags udødelighed.

Den moderne genetik gør det muligt. Vi ved, at forelskede men uheldige par kan få befrugtet deres æg i en glasskål og vælge mellem mange screenings- og forplantningsteknologier. Inden længe vil soldater gemme et glas med deres sæd inden de drager i krig. Allerede i dag står mange firmaer på spring for ikke kun at bruge genteknologien regenerativt, men også konstruktivt, så vi kan vælge vores eget og vores børns genetiske makeup meget mere frit end i dag. I dette perspektiv var Cohen-familiens kamp blot et lille skridt i den samme retning.

Der er skrevet mange romaner og afhandlinger om sociale konsekvenser af den perfektionerede genteknologi. De fleste af dem udtrykker angst for, at den ægte kærlighed og den naturlige opvækst forsvinder. Men det er netop ofte den grænseløse kærlighed og ønsket om at leve som alle andre (og måske lidt bedre), der får mennesker og familier til at vælge disse teknologier.

I sin roman 'Fagre Nye Verden' forudså Aldous Huxley allerede for 75 år siden den moderne biologis konsekvenser. Han var utvivlsomt en dårlig skribent. Men Huxley havde én styrke som opvejede hans lidt kluntede skrivestil. Han vidste, at naturvidenskaben i århundreder har bestemt menneskets evolution og vil fortsætte med at gøre det.

Hverken filosofiske strømninger eller politiske nødvendigheder er i stand til at forme menneskets og samfundets udvikling i samme grad som de teknisk-naturvidenskabelige kompetencer kan. Og han vidste, at menneskets evne til at genskabe og ændre den genetiske kode ville få kolossale konsekvenser.
For hvad naturvidenskaben først er i stand til at gøre, vil også blive gjort. I begyndelsen vil nye kompetencer måske blive påtvunget mennesker på en udemokratisk og forbryderisk måde - sådan som historien tidligere har vist os - men senere vil der findes en ’human’ vej, en vej hvor ingen love eller morallære står i vejen for videnskabens løfte om et bedre, og muligvis evigt liv.

Det er klart, at Huxley formulerede sin fremtidsvision som en dystopi: Et mareridt, hvor individualiteten er udvisket, hvor genteknologien har gjort alle til identiske kloner, hvor underholdningsindustrien har ændret folk til driftsfikserede zombier, og hvor der ikke længere findes ægte menneskelige relationer. Kun overfladisk sex og morskab er tilbage.

Men mange elementer i Huxleys fagre nye verden bliver i dag accepteret som goder. Den stigende adskillelse mellem sex og teknisk understøttet reproduktion er et godt eksempel. Den voksende accept af aktiv dødshjælp et andet.

I en opdateret version af Huxleys fremtidsvisioner skriver Michel Houellebecq i romanen 'Muligheden af en ø' om et samfund, hvor evnen til at få børn ad naturlig vej er blevet erstattet af en perfektioneret kloningsteknik, hvor man ikke kun kan genskabe eksakte genetiske kopier af mennesker, men også er i stand til at genskabe selve det historiske individ i en ny krop inklusive hukommelse og fysiske udtryk. Ægte udødelighed med andre ord, og ikke blot surrogat-udødelighed via børn og børnebørn. Cohen-familien ville være lykkelig.

Uanset romanens mangel på videnskabelig realitetssans sætter den fingeren på de punkter, hvor Huxley tog fejl. I Houellebecqs fremtid lider ’nymennesket’ af kroniske emotionelle afsavn. Fænomener som begær, lidelse og ubetinget kærlighed er fjerne tåger fra fortiden og veget for en livsførelse, som ikke kender til glæde eller smerte, kun til tekniske fix. Og i den totale evighed er individualiseringen absolut.

Netop individualiseringen er kendemærket for udviklingen. Konkurrencen mellem mennesker er stor, og alle ønsker at være speciel, unik. Modetøj, tatoveringer og piercing er blot overfladiske afskrabninger af de gennemgribende biologiske designs, som man vil kunne få tilbudt i fremtiden. Muligheden for at kunne få afkom, selv når man er død, vil blot tilskynde til flere grænsesøgende eksperimenter. Historien om Cohen-familien er derfor begyndelsen til det posthumane menneske. Til mennesket, som kan vælge at være anderledes i et løfte om genopstandelse efter døden igennem et barn.
(publiceret i Politiken, 4. februar 2007)
There was an error in this gadget