En forskers drivkraft: kampen for udødelighed

Craig Venter, manden som udfordrede den etablerede forskerverden ved at afkode sit eget dna, har skrevet sine memoirer i et forsøg på at blive husket for eftertiden - og gøre regnskabet op.

Af: Robin Engelhardt
Store videnskabelige bedrifter skyldes sjældent kun en nøgen søgen efter sandhed. Som regel er de blandet op med meget menneskelige ting, med følelser af stolthed, med indædt konkurrence, storhedsvanvid, misundelse, stædighed og ønsket om evig berømmelse. J. Craig Venter har det hele.

Craig Venter var manden som konkurrerede med det internationale Humane Genom Projekt (HUGO) om at kortlægge det menneskelige DNA. Kappestriden kulminerede i året 2000 under en stort anlagt ceremoni i Det Hvide Hus, hvor Bill Clinton og Tony Blair erklærede, at målet var nået, og udråbte våbenstilstand mellem de stridende parter. Menneskets gener var nu blevet sekventeret, i hvert fald i form af en grov skitse, og nu gjaldt det om at gøre den nye viden åbent tilgængelig for alle mennesker og udvikle ny medicin.

Craig Venter gav journalister verden over det nødvendige krydderi til en historie, der ellers var mere symbolsk end spændende: at opremse den fuldstændige rækkefølge af arvematerialets tre milliarder byggeklodser, der i form af bogstaverne A,C,G og T danner livets kode.

På den ene side af kamparenaen havde man The Human Genom-Organization, et offentligt betalt "FN for det menneskelige genom", som talte tusinder af forskere og med et budget på flere hundrede millioner dollar. På den anden side havde man klassens slemme dreng, J. Craig Venter, der havde gjort sig selvstændig og i pagt med den onde kapital forsøgte at gøre det hele meget hurtigere og tilmed patentere de menneskelige gener foran næsen på alle andre.

Med sin nye selvbiografi A Life Decoded gør Venter nu regnskabet op. I en kontrær og underholdende bog fortæller Venter, hvordan han trodsede titanerne, hvordan han fightede sig op til at blive en førende forsker, hvordan han kæmpede mod et skrækkeligt bureaukrati i National Institute of Health (NHI), hvordan han holdt fast i sin tro på, at hans egen 'shotgun'-metode til at aflæse generne var bedre. Hvordan han opbyggede flere organisationer og virksomheder, og hvordan han i det hele taget altid havde ret. Sideløbende med sin succesrige karriere havde Venter selvfølgelig også tid til at overvinde de vildeste orkaner, når han tog på sejltur i Bermudatrekanten. Bogen er uden tvivl den første forskerbiografi, som ville passe godt til en coverhistorie i Euroman.

Ikke store dybder
Venter plejer sit macho-image med omhu. I begyndelsen fortæller han, hvordan han med sine kammerater altid cyklede om kap med de lettende fly langs landingsbanen på San Franciscos lufthavn.

Temaet er hermed sat: dette er den utrolige men sande historie om en underdog, der tør udfordre alt og alle. Venters version af det store genom-projekt udgør da også et godt argument for at tælle ham med som en væsentlig aktør i bestræbelserne på at afkode det menneskelige genom (et genom er en organismes samlede DNA, sådan som det er lagret i cellerne). Ikke mindst fordi det viser sig, at hans firmas dna-data baserer sig på Venters eget cellevæv. Venter er dermed det første menneske i verden, hvis fuldstændige dna-kode vi kan læse på skrift. Løbende i teksten finder man faktabokse, som beskriver de helbreds- og adfærdsmæssige konsekvenser af hans gener og deres mere eller mindre heldige mutationer. I en af bogens mange faktabokse sporer Venter for eksempel sin tendens til at tage unødige risici til en mutation i et bestemt gen, der findes i flere varianter på kromosom nummer 11. Hans gener kan ligeledes fortælle om prædispositioner for astma og Alzheimer. Bogen markerer således også begyndelsen til en ny genre: molekylær-biografien.

Men selvanalysen når aldrig de store dybder. Familien bliver knap nok nævnt. Hans to eks-koner forbliver statister i fortællingen, og hans egen søn får et enkelt afsnit med på vejen, inklusive en forsikring om at han elsker ham højt - for ligesom at kunne lægge temaet på hylden. Også Venter selv forbliver mærkelig fremmed, som en supermand med maske, hvis indre liv (hvis det er der) vi aldrig for alvor får adgang til. Af samme grund kan man sjældent finde anstrøg af tvivl eller svaghed. Frem for at være en selvbiografi af en person, der forsøger at afkode sig selv, er bogens formål snarere et offentligt forsvar for egne handlinger, og frem for alt et forsøg på at placere sig selv i det udødeliges rækker.

Det betyder ikke, at bogen er kedelig læsning. Forfatterens rå ambition og styrke giver fortællingen en vis frossen charme, og man får et enestående indblik i en forskningsverden, hvor politik, penge og prestige er en uløselig del af alle handlinger og beslutninger. Man får også en god forståelse af, hvor mange ting der skal passe sammen for at nå frem til resultater inden for molekylærbiologien og få dem offentliggjort i de vigtige tidsskrifter. Uden tvivl vil Craig Venters fremstilling af begivenhederne blive gransket nøje af historikere i fremtiden.

Hængt ud som den store stygge ulv
Hvad vi får at vide om Craig Venters opvækst og uddannelse har samme karakter af barske realiteter. Aldrig særlig dygtig i skolen fik han som ung mand tilbud om at tage til Vietnam for at tjene som læge i flåden. Hundreder af amputerede ben og napalmofre gik igennem hans hænder, og endnu flere døde i løbet af forløbet. En dag blev det for meget for ham, og han besluttede at svømme ud i havet for aldrig at vende tilbage. Da en haj begyndte at vise interesse og giftige søslanger gled forbi, tog angsten overhånd. Med nød og næppe reddede Venter sig tilbage til strandkanten, og fra den dag af var hans liv et andet.

Da Venter endelig kom hjem fra Vietnam, var han fast besluttet på at blive forsker. Efter han havde afleveret sin ph.d.-afhandling i biokemi, fik Venter arbejde på NHI for at studere adrenalin. På et tidspunkt under en flyvetur fra Japan til USA fik han en ide til at identificere gener på en meget simpel måde. Med den nye teknik og de rette maskiner ville han kunne finde langt flere gener langt hurtigere, end det var normal praksis. Den genetiske guldfeber havde på dette tidspunkt allerede skabt overskrifter, og Venters nye metode vakte opsigt, både i forskerkredse og i medicinalindustrien. De fleste forskere anså Venters teknik for at være ubrugelig, og da det blev kendt, at der ville blive knyttet patent-ansøgninger til de fundne gener, blev Venter hængt ud som den store stygge ulv. Men faktisk var det ikke Venter selv som pressede på med patentansøgningerne. Det var den offentlige sundhedsinstitution NHI's egen advokat.

I løbet af 1990'erne bragte hans ambitioner og salgsevner ham flere gange i nærkontakt med den private sektor, først via TIGR-instituttet, senere med Celera. Hver gang blev han angrebet og, ifølge ham selv, bagvasket af sine videnskabelige kolleger for at sælge ud af livets arvesølv, generne. Hver gang kom han i karambollage med selv samme skrupelløse businessmænd og patentadvokater i forsøget på at bibeholde et minimum af videnskabelig integritet. Selv ser han sig gerne som en foregangsmand, der med sin innovative teknologi var landet midt imellem to stole: på den ene side de offentlig institutioner, universiteter og hospitaler som med stor skepsis så på denne griske 'Big Biology', og på den anden de farmaceutiske giganter, der rigtig nok så milliarder flyde, hvis bare de kunne få monopol på nogle af de mest lovende gener.

Craig Venter synes til gengæld ikke at ville tage parti i denne ideologiske strid, selvom han næppe kan siges at være uanfægtet af penge. Læseren bliver løbende opdateret med lønningsposen udvidelse, og da Venter kunne observere værdien af sine aktieoptioner styrtdykke med 300 millioner dollars, efter at Clinton havde annonceret, at det menneskelige genom "tilhører alle medlemmer af den menneskelige race", annullerede han blot købet af en skonnert til 15 millioner.

Store egoer
Rivaler var der mange af. En af Venters tidligste kritikere var verdens mest kendte molekylærbiolog, James D. Watson, der sammen med Francis Crick i 1953 havde opdaget dna'ets molekylære struktur, og som var blevet leder af det humane genomprojektet i NIH. I et bagholdsangreb og for selv at holde ryggen fri udråbte Watson Venter til at være den værste patentforsker af alle. Senere måtte Watson dog selv forlade sin stilling, fordi det viste sig, at han havde et større antal af aktieinteresser i medicinalindustrien, hvilket var i konflikt med det humane genomprojekts officielle politik om at lade den nyvundne genetiske viden komme alle til gode.

James Watson er tydeligvis af samme støbning som Craig Venter, måske med den forskel at han er mere sikker på sin symbolske udødelighed - og derfor mere bramfri. Som 79-årig udgav Watson for nylig sin anden selvbiografi, Avoid Boring People, der i en (om muligt) endnu mere egomanisk tone end hos Craig Venter sladrer løs om alle mulige karrieretræk og ligegyldige møder med kendte mennesker. Watson blev kort efter offentliggørelsen i oktober citeret for at kalde afrikanere mindre intelligente og sige, at "vores socialpolitik baserer sig på den antagelse, at deres intelligens er den samme som vores - om end alle undersøgelser viser noget andet." I en anden sammenhæng blev Watson citeret for at "håbe", at alle mennesker er lige, men "folk, som har med sorte ansatte at gøre, ved, at det ikke er sandt".

Som en fornøjelig krølle på den historie, blev det i begyndelsen af december 2007 annonceret i Sunday Times, at 16 procent af Watsons dna er af afrikansk oprindelse, 16 gange så meget som det europæiske gennemsnit på én procent, hvilket gør det klart, at Watson må have haft en oldefar eller en oldemor, som kom fra Afrika. Resultatet stammer fra deCODE Genetics, et islandsk firma, som havde undersøgt Watsons dna, der var blevet lagt åbent frem på internettet af ham selv.

Konkurrencegener
Craig Venters fulde dna er nu også blevet offentliggjort i en separat udgivelse, og fejret som "den ultimative autobiografi" på grund af dens enestående "fuldstændighed". Men det står klart efter endt læsning af A Life Decoded, at Venter ikke ejer evnen til selvreflektion. Hans ønske om at være en god videnskabsmand er utvivlsomt ægte, ligesom hans stædige higen efter ære og anerkendelse er det. Hans overlevelsesinstinkt, hans vilje til at tage risici, og hans benhårde konkurrencegen er bemærkelsesværdige. Og hans kamp for udødelighed overvældende.

Hvis J. Craig Venters personlige historie ville danne skole for en succesrig forskerkarriere, burde vi nu straks gå i gang med at klone hans dna. Men prisen er måske lidt høj.
___________________________________
Craig Venter om sine egne gener 1: Giv mine gener skylden
"Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse, hvis kendetegn er påfaldende uopmærksomhed, overdreven motorisk aktivitet, impulsivitet og adspredthed - en nøje træffende karakteristik af teenageren Venter. Den seneste forskning har fundet en sammenhæng mellem ADHD og et genetisk gentagelsesmønster, der omfatter 10 repetitioner af en gensekvens kaldet DAT1 - transportgenet for dopamin. Dette gen ligger bag genoptagelse af signalstoffet kemisk dopamin i hjernen og er også påvirkningsmål for amfetamin og kokain. Det er muligvis ikke noget tilfælde, at varianter af dette gen også influerer på, hvordan børn responderer på methylphenidat (Ritalin) - en stimulans, som bruges til at behandle ADHD. Mit genom viser sig at have netop disse 10 gentagne sekvenser, hvilket altså skulle forklare min adfærd - vel at mærke, hvis man tror på, at et simpelt genetisk gentagelsesmønster kan genere et så komplekst træk. Derom er ikke alle enige'

Craig Venter om sine egne gener 2: Udholdenhed
'Min evne til at svømme over store afstande beror til dels på det faktum, at jeg ikke har en mutation i et af mine gener, nemlig den mutation, der er ansvarlig for enzymet 'monophosfat deaminase 1' eller AMPD1, som spiller en afgørende rolle i musklernes stofskifte. En mutation her - som er en af de mest udbredt forekommende - forårsager en mangel i enzymet, hvis konsekvens kan blive smerter, kramper og hurtig træthed. Alt, hvad der behøves, er at udskifte et enkelt bogstav, C med T, for at hindre enzymet i at blive dannet med øget udholdenhed som resultat. Det er mit held, at jeg er en C/C og ikke en T/T.'

Craig Venter om sine egne gener 3: Stress, impulsivitet og spændingstrang
'Evnen til at håndtere pres og en tilbøjelighed til at opsøge spænding er blevet sat i forbindelse med et gen på X-kromosomet, der ligger bag enzymet 'monoamin oxidase' (MAO). En form af dette gen er navnlig relateret til sanseoplevelsestrang og til reguleringen af kemiske signalstoffer (som dopamin og serotonin). De lave MAO-niveauer, der bliver følgen heraf, er sat i forbindelse med impulsive tendenser til at søge umiddelbar lystgevinster uden tanke på konsekvenserne. En usædvanlig variant af dette gen blev sågar sporet igennem tre generationer af kriminelle mandspersoner i en hollandsk familie, hvorved der blev påvist en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem molekuler og misgerninger.

Genet koder for et enzym, der er lokaliseret i synapserne mellem hjernecellerne og som opfanger overskydende kemiske signalstoffer. En almindelig variation af genet producerer et mindre aktivt enzym, som ikke anses for at være lige så effektivt til at fjerne overskydende signalstoffer, og denne form er tilstede hos udprægede opsøgere af sanseoplevelser. Samtidig ser højaktivitetsudgaven af dette gen ud til at have en beskyttende virkning imod stress. En scanning af mit genom afslører, at jeg har højaktivitetsformen og dermed lavere risici for at forfalde til antisocial adfærd, hvilket muligvis vil falde nogen svært at tro: Jeg er trods alt blevet kaldet 'biologien slemme dreng', en provokatør, ja sågar diabolsk. Jeg har dog svært ved at tro, at selv mine skarpeste kritikere ville anfægte, at jeg er i stand til at klare stress i store mængder'.

J. Craig Venter: A Life Decoded: My Genome - My Life, Allen Lane / The Penguin Press, 390 sider, £25
James D. Watson: Avoid Boring People, Oxford, 347 sider, £14.99

Håbet, der koster 100 dollar

Drømmen om at bringe 100 dollar-computeren til alle udviklingslandes børn og løfte dem ud af fattigdom har det svært. Årsagerne er de sædvanlige: en kompliceret hverdag med mange aktører, men også uventet konkurrence.

Af: Robin Engelhardt

Galadima-skolen ligger i udkanten af byen Abuja i Nigeria. Den har hverken elektricitet eller rindende vand. Til gengæld har alle elever som de første i Afrika fået en XO computer, den såkaldte 100 dollar laptop, der med sine grønne ører og sit specielle software er designet til at hjælpe børn med deres uddannelse.

Den efterhånden berømte maskine, som er blevet udviklet af non-profit organisationen One Laptop Per Child (OLPC) fra MIT i USA, er bygget ud fra et håb om at børn i udviklingslande selv kan begynde at udforske og bruge informationsteknologien og på den måde kortslutte den digitale kløft i deres eget land, hvor uddannelsessystemet ofte er præget af en svag infrastruktur, få lærere og gammeldags undervisning.

Der er masser af positive historier fra pilotforsøget på Galadima-skolen. For eksempel den lille usynlige dreng fra 4. klasse, som hurtigt lærte at bruge XO'ens tegneprogram og begyndte at lave helt enestående tegninger. Hans detaljerede kort over Afrika gjorde ham til klassens helt på ingen tid. Eller drengen fra 5. klasse som nu kaldes skolens chief engineer, fordi han er så god til at reparere computere. I et traditionelt skolesystem, hvor udenadslære, kæft, kridt og tavle i århundreder har været standard for undervisningen, er der pludselig en arbejdsform, som skaber nye rum for kreative og anderledestænkende børn, et værktøj der synliggør nogle evner, som den almindelige undervisning sjældent understøtter.

Men en ting er opløftende anekdoter, en anden den konkrete virkelighed. Den oprindelige plan var, at alverdens regeringer i udviklingslandene skulle købe XO-laptoppen for 100 dollar per styk, men kun i portioner af et antal millioner, som så skulle fordeles gratis til alle skolebørn i landet. Interessen var stor, og mange regeringschefer så positivt på ideen. Men indtil videre har kun meget få lande givet endeligt tilsagn. Peru har sagt ja til 260.000 maskiner, Uruguay til 100.000, og en oprindelig aftale med Nigeria om at starte med 100.000 maskiner er heller ikke blevet realiseret endnu. Den langsomme spredning har gjort, at man nu har valgt at gå ned til salg af 1.000 og endda 100 laptops ad gangen, hvilket har fået en række NGO'er til at melde sig på banen. Desuden har man i USA iværksat en 'Give One Get One'- kampagne, hvor man for 400 dollar kan købe en maskine til sig selv, samtidig med at man giver en anden væk.

Store udfordringer
"XO-computeren understøtter en elevcentreret og eksplorativ form for læring, hvor eleven selv begynder at udforske de forskellige programmer, bruger internettet og samarbejder med de andre elever gennem computernes netværk og på den måde tilegner sig kompetencer på en helt anden måde," siger Anders Mogensen fra innovations- og konceptudviklingshuset Seismonaut. Han er lige blevet sendt af Danida til Nigeria for at indsamle viden fra pilotprojekterne og finde ud af, om den nye computer har en positiv effekt på uddannelsessystemet. Hvis ja, vil den Danske NGO Sudan missionen og muligvis andre støtte nye projekter.

De afrikanske lærere er dog ikke ubetinget glade. Kun forsynet med en maskine uden hverken vejledning eller medfølgende læreruddannelse, er det nemlig svært at nedbryde en etableret autoritetsstruktur.

"Den form for læring, som XO-computeren understøtter, kan være en stor udfordring for læreren at acceptere", siger Anders Mogensen.

"Pludselig skal skolelæreren ikke fortælle eleverne, hvad de skal gøre, men i stedet samarbejde med dem og i mange tilfælde blive undervist af dem, fordi de jo er meget hurtigere til at lære at bruge en computer end dem selv."

Og resultatet er i mange tilfælde, at lærerne synes, at computeren forstyrrer den almindelige undervisning.

"Et andet problem er når en computer bliver stjålet. Hvad gør man så? Må eleven som har mistet sin dyrebare XO så ikke deltage i undervisningen?", spørger Anders Mogensen. Konsekvensen kan være at computerne bliver låst væk i skolen. Mange forældre mener desuden, at computeren er familiens ejendom og forbyder deres barn at tage den tilbage i skolen.

"Den optimistiske vestlige vision om, at børn kan eje en computer, tager slet ikke den lokale kultur i betragtning. Hvis et barn i Nigeria tager en splinterny XO computer med hjem, vil mange forældre bare konfiskere den og mene, at deres børn ikke kan eje en så værdifuld genstand," forklarer Anders Mogensen.

Uventet konkurrence
Ud over disse kulturelle og sociale udfordringer, er der et yderligere problem: konkurrence fra etablerede IT-virksomheder som Intel og Microsoft. Intel er kommet til Nigeria med deres egen skole-laptop, der kører Windows, kaldet Classmate, og firmaet Asus er ved at lancere deres egen såkaldte Eee PC. Nigeria er pludselig blevet en ny kampplads for IT-branchen, hvor en lang række computerproducenter forsøger at komme ind på markedet, lokker med pilotforsøg og gratis prøvemaskiner. Og måske vil det lykkes dem at udkonkurrere XO-laptoppen. For eksempel går Intels Classmate i modsætning til XO'en ud fra en lærercentreret læringsfilosofi, hvor eleverne skal logge ind på lærerens egen computer, for at følge med i, hvad læreren gør.

"Denne envejskommunikation er meget nemmere at acceptere for mange lærere, fordi det ikke er særlig forskelligt fra deres traditionelle tavleundervisning", siger Anders Mogensen.

"Dog kræver Classmate computeren langt mere efteruddannelse, fordi lærere generelt ikke er så gode til at bruge en computer."

Desuden er Classmate-computeren tre gange så dyr, og den har ikke XO'ens unikke kvaliteter som f.eks. dens meget skarpe skærm, der kan bruges selv i stærkt sollys, og dens tilhørende yoyo-agtige strømforsyning, der kan oplades med håndkraft.

Ophavsmanden til XO-laptoppen, Nicolas Negroponte, der i øvrigt er bror til USA's viceudenrigsminister John Negroponte, ynder at pointere at OLPC-initiativet "ikke er et computerprojekt, men et uddannelsesprojekt".

Det er meningen at løfte børn og unge ud af fattigdom, og alle ved, at den bedste måde at gøre det på, er at give dem en god og nyttig uddannelse.

Men det spørgsmål, som mange mennesker stiller sig i disse dage, er, om 100 dollar- laptoppen og dens læringsfilosofi er for radikal og for revolutionerende for de eksisterende uddannelsessystemer. Muligvis skal OLPC-initiativet snarere samarbejde med de etablerede aktører på computermarkedet og gå lidt på kompromis med de konkrete forhold, under hvilken skoler og lærere arbejder. Indtil videre har XO-laptoppens væsentligs-te forandringskraft i hvert fald ligget i at kunne for åbne nye markeder, og i erkendelsen af, at man sagtens kan lave børnevenlige laptops til billige penge.

Så måske ender det hele med, at XO'en alligevel var et laptop-projekt, og ikke et uddannelsesprojekt. Den konkrete virkelighed, de mange forskellige lokale forhold, traditionel undervisning, problemer med at distribuere maskinen ud til tilpas mange børn, konkurrencekampe og regeringers mange agendaer - alle disse ting kan gøre det svært at realisere en god ide. Måske har hele ideen også været en smule naiv. Måske er den bare forud for sin tid. Det vil tiden vise.

ERGO udkommet !

ERGO - Naturvidenskabens Filosofiske Historie
af Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen,
456 sider, Linhardt og Ringhof, 2007,
ISBN 9788759528662


Se online-version af bogen her.




Hvad anmelderne siger:
"En fascinerende, meget anderledes og fantastisk velskrevet bog om den vestlige videnskabsfilosofis historie, klart og forståeligt fremstillet for ikke-fagfolk."
Tine Demandt, rundtombogen.dk, 4/5 stjerner


"Bogens illustrationer fortjener en særlig ros... Næsten hver side i bogen har illustrationer, og de fleste er fremragende hvad enten det er fotografier, tryk, kunstværker, diagrammer eller tegninger. Det gør bogen meget indbydende og bidrager væsentligt til læseoplevelsen."
Frederik Voetmann Christiansen, Mona

"ERGO rummer mange navne og megen viden, som vil egne sig til gymnasiets nye fag. I langt højere grad end sin idehistoriske forgænger, De europæiske ideers historie, ... bidrager den til at sætte naturvidenskaberne i (stort) perspektiv."
Kristian Hvidtfelt Nielsen, Information

"Sådan er bog har jeg længe savnet."
Anne Okkels Olsen, EMU-portalen

"Man får en masse ud af at læse 'ERGO', fordi den er spækket med tankevækkende viden og historier, der er underholdende fortalt på en måde, så den interesserede læser som regel kan forstå dem uden større forudsætninger."
Michael Stoltze, Politiken


Fra bagsiden
"ERGO fortæller historien om naturvidenskabens udvikling fra skriftens fødsel og til nutidens hjerneforskning og globalisering. Bogen lever sig ind i hovedet på forskerne, genoplever deres argument og følger de videnskabelige erkendelsers idehistoriske betydninger.

Bogen går bag om de videnskabelige nybrud og undersøger forudsætningerne for deres opståen. Den viser, hvor meget der skal til, for at en ny verdensopfattelse kan udvikles og blive taget i brug. ERGO er på den måde også bevidsthedens og dømmekraftens historie.

ERGO er gennemillustreret med fotografier, malerier, statistikker, tegninger og diagrammer. Den viser, hvordan vi gennem tiderne har udvidet vores erkendelsesmæssige repertoire, fået nye ideer og er kommet nærmere en forståelse af os selv og vores omverden. Og der er intet, der tyder på, at vi er ved vejs ende. Tværtimod, vi er lige begyndt."

Anmeldelser

Istrien og vinden fra alperne

Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu. Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde

Af Robin Engelhardt

Når jeg kommer med bil fra vest, så begynder det at skylle ned, når jeg rammer Trieste. Det er sket mange gange før. Men det varer kun et kort øjeblik, og så bliver vejret klart igen på grænsen til Kroatien. Det er, som om vejrguderne hver gang har lyst til at lave en speciel forestilling og trækker et forhæng af regn til side, når det sidste alpebjerg er passeret, og Istriens frodige bakkelandskaber kommer til syne. Det er, som om de vil sige: "Her skal du se, hvad vi har gemt specielt til dig! Vi har holdt det under vand i mellemtiden, for at græsset skal være grønt og druerne fyldige."

Og der er rigtig nok foruroligende grønt på Istrien. Det er den nordligste halvø i Adriaterhavet, lidt sydøst for Trieste og lige over for Venedig. Husene og de små halvforladte byer virker en smule grå og østeuropæiske. Skove, små grusveje og forladte ruiner præger billedet. Men området har alligevel et umiskendeligt italiensk præg. 'Vino', 'miele' og 'tartufo' står der skrevet på de små skilte langs vejkanten, for at turister skal komme ind og købe deres vin, honning og trøfler. De højtliggende stenterrasser er fyldte med blomster og palmer.

Siden 1200-tallet har området været tilknyttet den venezianske republik, og bortset fra en periode mellem 1813 og 1918, hvor det var en del af det østrig-ungarske rige, har Istrien hørt under Italien. Efter fascisternes nederlag blev Istrien overdraget til Jugoslavien, hvilket blandt andet førte til, at hundredetusinder af italienere emigrerede og efterlod deres hus og hjem. I dag er der kun omkring 200.000 mennesker tilbage på en af de mest frugtbare og idylliske halvøer ved Adriaterhavet.

Den sorte bora
"Det er den sorte bora," siger en ung kvinde, som står og blaffer ved vejkanten på vejen fra Buzet til Porec, da jeg fortæller hende om regnen i Trieste. "Bora er grækernes Gud for nordenvinden. Han kommer ned fra alperne med sine heste og bærer kold luft og vand ned over Triestebugten."
"Nogle gange er vinden så kraftig, at den kan vælte biler og både," siger hun og gør en kraftig bevægelse, der får bilen til at vugge.

Tiltrukket af hendes vildskab, indvilliger jeg i at tage hende op til Motovun, som viser sig at være den smukkeste middelalderby på hele Istrien. Den ligger på toppen af et fritstående bjerg, midt i den frodige Mirna-floddal, omkranset af trøffelskov og indrammet af en høj stenfæstning. Dengang hunner, goter og lombarder jævnligt plyndrede landet, må folk fra dalen være flygtet op bag Motovuns tykke mure for at forsvare sig mod deres bueskytter og katapulter.

Autentisk og levende
De mange små gyder, et 800 år gammelt kirketårn og lige så gamle huse giver en fornemmelse af at være ankommet i en anden verden. Stedet kan slet ikke sammenlignes med de sædvanlige turistattraktioner langs Istriens vestkyst.

Der er smukt, enkelt og stille. En rundtur på fæstningsanlægget på toppen af byen giver 360 graders udsyn over hele dalen, og tidligt om morgenen kan man badet i sol kigge hen over skyerne, som driver forbi under én. På trods af et stigende antal turister er byen stadig autentisk og levende med lokale beboere, små butikker, en skole og posthus. En gang var Motovun en rigtig by med flere tusinde indbyggere, men i dag bor der kun få hundrede mennesker.

Et af de bedste tidspunkter at tage til Istrien på er om foråret og efteråret. Ikke sjældent er der 25 grader i midten af oktober, og vandet holder sig som regel til over de 20 grader helt til november. De fleste turister er taget hjem på det tidspunkt, og man kan nyde den smukke 'indian summer' i al sin enkelhed. Mange byer i området har deres egne specialiteter. Motovun er en udpræget delikatesse- og filmby med en egen filmfestival i juli, det smukke Groznian har specialiseret sig i kunstgallerier og musikfestivaller, mens kystbyerne Porec, Rovini og Pula har strande og antik romersk arkitektur i overflod. Ikke uden grund er Istrien både slovenernes og kroaternes lokale ferieparadis, og der er altid noget nyt at opdage i de mange små landsbyer i det indre af halvøen.

"Jeg tror, at jeg vil blive her lidt endnu," siger jeg til den unge kvinde, hvis navn jeg endnu ikke har spurgt om. "Jeg kan lide byen. Den er smuk og fængslende, og stedet passer til mig på en eller anden mærkelig måde."

"Det ved jeg godt," siger hun og leder med øjnene efter havet mod vest. "Men jeg må videre. Jeg har travlt."

"Hvor skal du hen," spørger jeg forvirret. "Jeg troede, at du ville til Motovun. Og hvad hedder du egentlig?"

Men hun er allerede på vej ned ad skråningen. En tør brise rammer mit ansigt, og jeg hører hendes stemme hviske i mit øre: "Bianca- Bianca Boreas er mit navn. Datter af den sorte bora. Jeg er vinden, der bringer en klar himmel og ro i sjælen," siger hun og er forsvundet - som båret væk af luften fra alperne.
_________________________________________________
FAKTA: Istrien ligger som en halvø i Adriaterhavet. Størstedelen af Istrien hører til Kroatien. Den nordlige kyst på Istrien ligger i Slovenien. Siden romerriget har Istrien været en smeltedigel af mennesker, kulturer og religioner. Selv om de fleste indbyggere i dag er etniske kroater, kan man møde mange slovenere, italienere, romanere, østrigere, bosniere og tyskere. Der er en lang tradition for tolerance mellem de mange nationaliteter, og officielt er området tosproget: man taler både italiensk og kroatisk
_________________________________________________
FAKTA: Trøflerne i skovene omkring Mirna-floden i Istrien er nok de mest velsmagende trøfler i verden. Det siges at der foregår en del illegal trafik hen over grænsen, fordi man kan få en bedre pris når de bliver solgt i Italien som 'italienske trøfler'. Besøg for eksempel byen Livade, som er trøflernes centrum. Her kan man ud over de sorte trøfler også få de sjældne hvide trøfler, som i år går til den sølle pris af 5.-7.000 euro pr. kilo.

(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

Gisningernes bog

To 'fritænkere' har påtaget sig den frække opgave at fortælle om sjælens og kulturens naturhistorie ud fra et darwinistisk perspektiv. Det er der kommet en bog ud af, der vil for meget og kan for lidt

Af Robin Engelhardt

I evolutionsforskningen findes der en talemåde, når man i mangel af konkrete beviser for sin teori begynder at finde på gode historier. Den hedder Just So Stories, og stammer fra en børnebog af Rudyard Kipling med samme navn. Deri fortælles der blandt andet om, hvordan hvalen fik sin lille hals (ved at en sømand satte en rist i den), kamelen sine pukler (fordi den ikke gad at pukle) og næsehornet sin rynkede hud (fordi den fik kagekrummer under huden).

Mindst lige så indlysende læser vi i Dennis Nørmarks og Lars Andreassens nye bog Det virkelige menneske om de biologiske årsager til menneskets trang til religion (fordi den påstår at forklare noget), dets hang til sex (man kan jo få børn) og krig og sociale lege (fordi man kan drage personlig fordel af det), der peger hen imod kultur, sprog og alt det andet, der kendetegner en moderne civilisation.

Bogen vil intet mindre end at genfortælle sjælens og kulturens tilblivelseshistorie ud fra det rigtige perspektiv: dvs. darwinismens og den evolutionære psykologis erkendelse af, at det ikke kun er vores kæbeparti og oprejste gang, der er et resultat af den naturlige udvælgelse, men også vor ånd, vores mest intime følelser og vores mange mærkelige sociale strukturer.

Forskellen mellem Kipling og Nørmark/Andreassen er imidlertid, at historierne i Det virkelige menneske højst sandsynligt er sande. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Det er jo rigtigt, at vores emotioner er et resultat af en lang evolutionær proces, præget af en vilje til at overleve, og at vi derfor har udviklet angst og aggressioner, charme og glæde, paringsstrategier og mandlig kreativitet. Og det er rigtigt, at det fører til en række politisk ukorrekte erkendelser om utroskab, religiøsitet, intelligens og fremmedhad. Og det er jo godt, at der findes videnskabsformidlere som tør sige den slags og tør bygge synteser mellem de mange videnskabelige discipliner.

Men selvom alt dette er rigtig fint og godt alt sammen, er der alligevel noget, som ikke klinger. Måske er det, fordi man må kunne forvente en vis forsigtighed over for konklusionerne, når de nu er så kontroversielle, som de er, og især når forfatterne ikke kan være eksperter på alle områder. I det mindste må man forvente en klar adskillelse mellem forskningens resultater, gisninger og personlige overbevisninger.

I stedet begynder Højmark og Andreassen at debattere moderne politik og finde en evolutionær begrundelse for alt det, de kan lide - og ikke kan lide. For eksempel argumenterer de for en naiv form for biopolitik: Der er dem, som er primært irrationelle - nazister, kommunister, fundamentalister og alle de andre totalitære utopister - dem, der kun tænker med deres gamle pattedyrhjerne. Og så er der dem, som tænker primært instrumentelt og logisk med frontallappen, dvs. alle os gode individualister og demokrater. Ak ja. På trods af diverse forbehold og mange fornuftige betragtninger i teksten, kan man som læser ikke helt sige sig fri for at blive en smule irritabel.

Der reproduceres også en række misforståelser, som f.eks. at naturvidenskaben ikke beskæftiger sig med metafysik, at sekularisme har noget at gøre med ateisme, og at den naturlige og seksuelle udvælgelse er de eneste mekanismer, hvormed en biologisk egenskab kan blive til. For blot at relativere den sidste, så findes der også fænomener som genetisk drift, horisontal genoverførsel, specialisering, kanalisering og co-evolution, der alle kan bidrag til det biologiske slutprodukt, og derfor ikke nødvendigvis passer ind i forfatternes teleologiske skema "livets eneste formål er overlevelse".

Således bliver bogen i de sidste kapitler videnskabsteoretisk naiv og politisk enfoldig. Videnskaben er til en vis grad, ligesom Kipling, altid nødt til at arbejde med myter og Just So-historier. Det sker dog ud fra et motiv om at granske og kritisere myterne for til sidst at ende op med noget mere håndgribeligt. Og selvom forfatterne husker at citere den naturalistiske fejlslutning og dermed bedyre, at de aldrig ville mene, at noget var godt, blot fordi det var naturligt, konkluderes det alligevel, at demokrati og jæger-samler-samfund er gode, mens kommunisme og socialistiske samfund er dumme.

Argumenterne er noget med, at de første er egalitære og passer bedre til vores biologi, mens de sidste ikke udvikler sig. Det er rigtig ærgerligt at se forfatterne hoppe i med begge ben og fortælle flere Just So Stories, som oven i købet er naturalistiske fejlslutninger.

Det er en underlig bog. På den ene side formuleres der den ene grov-darwinistiske ekstrapolation efter den anden, på den anden side er skribenterne fornuftige nok til at anerkende, at årsag-virkningssammenhænge helst skal gøres kontrollable for at være videnskabelige. Det er, som om der eksisterer et halv-gennemtrængeligt filter mellem forfatternes bedømmelse af fordums fejl (som de sagtens kan se) og egen skråsikker ufejlbarlighed. Evolutionspsykologen Robert Trivers ville sikkert kunne more sig med at begrunde denne skråsikkerhed evolutionært, for en af hans teorier (som ikke bliver nævnt i bogen) siger nemlig, at idet den bedste løgn er den, som man selv tror på, er mennesket det dyr i dyreverdenen, som kan snyde sig selv bedst.

Lad os formulere det på en lidt mere diplomatisk måde og sige, at bogens alt for skarpe vinkling af den evolutionære psykologis forskningsresultater er udartet til at være en reproduktion af forfatternes politiske ønsker frem for en konsekvens af den videnskabelige metodes evne til at opdage nyt.


Det virkelige menneske
Dennis Nørmark og Lars Andreassen
570 sider-299 kr.
ISBN 978-87-7055-111-3
People's Press


(Dagbladet Information, 27. oktober 2007)

Framing - en desperat løsning

Af Robin Engelhardt

Der er ikke nogen tvivl om, at forskere har det svært for tiden. Et videnskabeligt resultat er ikke hvad det har været i den politiske debat, og en belærende forsker i medierne er snarere noget man måber af, end lytter til. Alt peger på at det videnskabelige argument er i gang med at miste kampen om den offentlige opinion, og fortsætter med at gøre det.

Forholdet mellem videnskab og samfund har altid været præget af kontroverser og magtkampe. I perioder af krige og sociale opbrud blev forskere og deres forskning som regel misbrugt. Eller også blev de undertrykt. Men de er nok aldrig blevet gjort så ligegyldige, som det er tilfældet i dag. Med politiske ledere i USA, som lader følelserne bestemme over krig og fred, og over hvad der er sandt og falskt, godt og ondt, har vi fået en ny version af magtens arrogance, som i Danmark har fået sit eget lille fæle udtryk i den danske statsministers udtrykkelige ringeagt over for eksperter, smagsdommere og urostiftere.

Denne tingenes ulidelige tilstand har naturlig nok ført til en diskussion af, hvordan det har kunnet komme så vidt. Hvordan har fx en række velorganiserede ideologiske grupper af religiøs eller reaktionær observans i USA formået at forme det politiske landskab i deres retning? Det ser ud til at de har brugt nogle ret beskidte tricks, som mange mener må imødegås, hvis ikke landet skal domineres af en politisk farlig og anti-videnskabelig elite.

En række fremtrædende forskere og journalister har identificeret disse beskidte tricks som "frames", der betyder noget i retning af "tankerammer" eller "vinklinger". De spiller på emotionelle og værdimæssige fordomme hos publikum, og underminerer de mere rationelle argumenter. Ordet frames kommer af "framing", som er det begreb den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff brugte til at analysere den politiske debat i USA med i bøgerne Moral Politics og Don’t Think of an Elephant.

Men hvad er framing? Hvis man ønsker at skabe en social forandring eller angribe en fjende i offentligheden, har man brug for at "frame" sin sag på en overbevisende måde. Alt efter hvor meget indflydelse man har i forvejen, kan man nøjes med at bruge simpel newspeak og fx kalde en demonstrant for en terrorist. Har man mindre magt kan man skabe tvivl i offentligheden ved at lave "en Lomborg" – dvs. finde en person som siger noget andet. Har man kun meget lidt magt kan man altid iværksætte en langsigtet kampagne og grundlægge en ngo. I visse tilfælde har man indflydelse nok til blot at sige hvad der falder en ind, som det for eksempel var tilfældet med videnskabsminister Helge Sander, der mente at en sammenlægning af universiteterne ville være mere "effektiv", selvom al forskning siger det modsatte. Men i de fleste tilfælde må man anvende frames på en meget bevidst og udspekuleret måde.

I et massemedieret demokrati er framing en interessant størrelse, fordi det er en effektiv metode til at samle og sortere komplicerede emner, og dernæst aktivere bestemte værdier og synspunkter i en population af Homo sapiens. Frames er sådan set helt naturlige værktøjer til at organisere tanker med, og de findes latent hos alle medlemmer af menneskearten. Men anvendt i strategisk kommunikation aktiveres de ved at man gentagende gange betoner bestemte fortolkninger frem for andre, for på den måde at strukturere, hvilke dele af virkeligheden, der bliver bemærket. Frames understøtter med andre ord de mere dovne tankeprocesser. Emotionelle stimuli aktiverer bestemte perspektiver og dermed kortsluttes argumentationen i retning af nogle forudbestemte domme.

Frames kan være små slogans, enkelte ord, symboler eller billeder. Som amerikanske eksempler kan man nævne "pro-life"-bevægelsen mod abort, brugen af ordet "flip-flop”" i kampagnen mod Kerry, men også ord som "effektivitet", "bruttonationalprodukt" eller symbolet for atomkraft er blevet til faste frames som henleder opmærksomheden på bestemte værdier og tolkninger. Frames som kommunikationsværktøj bliver først rigtig virksomme efter en længere brugsperiode i medierne, og især når de er i samklang med allerede eksisterende religiøse, ideologiske eller kulturelle værdier.

Hjerneforskningen har også bidraget til bedre at forstå dynamikkerne bag framing. Sidste år viste en gruppe forskere, hvordan emotionelle valg konsekvent overtrumfer de mere analytiske fornuftslutninger i hjernen. Et simpelt eksempel fra supermarkedet viser, hvordan framing fungerer: Hvis man står foran køledisken og ser to pakker med friskhakket oksekød, hvor der på den ene pakke står "80 procent magert" og på den anden "20 procent fedt". Hvad vælger kunden? Indholdet er det samme, men i langt de fleste tilfælde vælger kunden det "magre" kød. Man vælger med andre ord det produkt, som er blevet framet i den retning, der korresponderer med deres præferencer.

Når forskerne så på hjerneaktiviteten med MR-scannere kunne de se at amygdalaen, som er den del af hjernen der udløser de emotionelle responser, var relativt mere aktiveret når forsøgspersonerne valgte i samklang med deres framingeffekt. Når forsøgspersonerne derimod besluttede sig i modstrid med framingeffekten, observeredes der en større aktivitet i den såkaldte anterior cingulate cortex, hjemstedet for de mere analytiske tankeprocesser.

Eksperimentet tyder altså på at der i hjernen eksisterer flere stemmer, som kan være i opposition til hinanden. Forskerne kunne desuden vise, at en mindre følsomhed over for framingeffekten korrelerer med en øget aktivitet i den orbitofrontale cortex, hvilket samlet set understøtter en forklaringsmodel, efter hvilken den orbitale og mediale prefrontale cortex evaluerer og integrerer både den emotionelle og den kognitive information, og på den måde understøtter en mere "rationel", dvs. en mere beskrivelsesinvariant beslutning.

Langt de fleste debatter i offentligheden kan betegnes som framingkrige. Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en framingkrig der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om Islam, om drivhuseffekten og om atomkraft handler under overfladen om den rette strategiske placering af frames. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for en sag. Det er ikke dem, der har argumenterne. Det er argumenterne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har frames været nyttige for beslutningsprocesser, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse via emotionelle stikord. Frames er ikke nogen ny opfindelse og har sandsynligvis været brugt siden menneskets forfædre besluttede at leve i sociale grupper. Men frames er også det perfekte resonanskammer for irrationalitet og gruppe-forstærkede raserier. Det kan især være tilfældet i stærkt medierede og globaliserede verdener som vores, hvor et eksorbitant stort antal af stimuli og emotionelle symboler oversvømmer vores hjerner. Denne overdosis gør os direkte dumme, fordi den aktiverer instinkter frem for reflektion. Framing er heller ikke velegnet til at formidle ny information, hvilket er det, forskere og forskningsformidlere normalt ville tro, at de gjorde.

Framing er derfor anti-videnskabelige. Den er nødvendig for kommunikationen, men i relation til demokratiske beslutningsprocesser, hvor enhver debat har tendens til også at blive betragtet som en policy-anbefaling, ender man nemt i emotionaliserede situationer hvor politikere agerer som hævntørstige krigere eller som forurettede børn. Med dårlige beslutninger til følge.

Det foruroligende perspektiv er, at der er ingen vej uden om framing, og at de offentlige framingkrige blot vil forstærke de gruppe-baserede psykopatologier, hvor hver gruppe låser sig fast i nødvendigheden af at nedkæmpe den anden. Socialiseringen af ethvert had, enhver vrede, enhver jalousi, omdanner verden til en åben kampzone, hvor alle, som stikker hovedet ud af skyttegravene, risikerer at få det skudt af. På en bizar måde skaber dette sin egen følelse af sikkerhed, men i virkeligheden er alle fanget i en infantil trang til bare at få ret. Hvis politisk ukontrolleret, vil framing blive grundlaget for demokratiske beslutningsprocesser - og ikke blot et aspekt af dem.

(publiceret i Politiken, 24. juni 2007)

En pluralitet af vidensformer

Den tyske professor Dietrich Benner fra Humboldtuniversitetet i Berlin mener at Humboldts ideer om Bildung og fri forskning stadig gælder i dag. Men han mener også at man burde differentiere bedre mellem forskellige former for viden og give dem lige vilkår for at komme til orde i en verden, hvor traditioner glemmes alt for nemt.

Af Robin Engelhardt

Jeg træder ind i professor Dietrich Benners kontor i Geschwister Scholl Strasse, og hilser ærbødigt på alle de tyske tænkere, der ser ned på mig fra væggen. Humboldt virker som om han gemmer sig bag sine små skuldre mens Schleiermacher bestemt ikke er til at spøge med. Kant ser som sædvanlig kategorisk mod højre og Fichte leder efter sig selv i kameralinsen. Hegels oppustede ansigt har altid gjort mig lidt utryg, så jeg vender blikket mod kontorets reoler som er bestykket med ikke mindre imponerede læderindbindinger af disse menneskers samlede skrifter. Og der er intet støv på dem. Jeg er tydeligvis landet hos en forvalter af den tyske ånd og tradition, her på Humboldtuniversitetes Institut for Pædagogik. Ud af vinduet kan man se det smukke nyrestaurerede Bodemuseum på museumsøen. Lige ved siden af ligger Pergamonmuseet over for hvilket Hegels barndomshjem engang lå inden det blev bombet under 2. verdenskrig. I et svagt anfald af anakronistisk ubehag sætter jeg mig ned og læser i en tilfældig bog.

Lidt forsinket træder professor Benner ind på kontoret og hilser velkommen. Han havde overværet en nyudviklet testmetode, som skal teste elever i andre og mere rige vidensformer, end dem, PISA-undersøgelserne har for vane at teste elever med. Egentlig havde jeg planlagt at tale med professoren om Wilhelm von Humboldt og hans rolle i opbygningen af det moderne tyske universitet og Humboldts rolle som repræsentant for den måde, man legitimerer viden på. Men Benner tager hurtigt ordet og fortæller om nødvendigheden af at kunne skelne mellem tingene.

"Jeg kan ikke foretage et interview med en person som ikke kender til de forskellige vidensformer, der er på spil," siger han, og fortsætter med at forklare, at man må skelne mellem seks forskellige vidensformer for at kunne foretage en fornuftig samtale om det foreliggende emne.

"Den første vidensform, som jeg vil kalde en livsverdensforståelse, hører direkte til levede liv og er bundet til erfaringsverdenen og til kroppen. Aristoteles formulerede denne vidensform i en teleologisk kontekst, men i dag ville vi nok snarere betragte den husserlsk som en umiddelbar fænomenologi der tager alt det oplevede som udgangspunkt for at danne sig en mening om verdenen. Den anden vidensform er den scientistiske, som man finder udviklet hos Galilei og Newton, og som udtrykker den typiske forståelse af, hvad videnskabelig viden er i dag. Den tredje vidensform er den historisk rekonstruerende, der i en hermeneutisk tradition søger viden i den eksisterende korpus af tekster og viden."

Benner fortsætter med at beskrive den fjerde form for viden, som han kalder den ideologikritiske, der undersøger strukturen af ideer og fordomme som ligger til grund for eksisterende sociale strukturer. Karl Marx og Frankfurterskolen er væsentlige repræsentanter for denne tradition. Den femte, kaldet den forudsætningskritiske, undersøger ifølge Benner betingelser for - og begrænsninger af - viden i stil med Hume og Kant filosofiske programmer. Den sjette og sidste vidensform er den anvendelsesorienterede vidensform, som evaluerer viden via dets funktioner og brugsområder.

"Den scientistiske form for viden har udviklet sig til en meget dominerende modus, der i høj grad har trængt de andre former i baggrunden. Som eksempel kunne man tage vores forståelse af farverne. De kan beskrives på forskellig måde ud fra alle seks vidensformer, deres betydning og anvendelse. Livsverdensforståelsen af farverne er meget anderledes end den Newtonske forståelse af dem som frekvenser i et optisk spektrum. Farver i livsverdenen kan have dybde, være komplementære i deres skyggevirkning og kan blandes. I en subjektiv forstand er summen af alle farver heller ikke hvid og deres samspil burde snarere forstås sådan som Goethe gjorde det."

Vil De dermed sige, at det kun er disse seks former, som er legitime udtryk for viden?, spørger jeg. Tidligere gjaldt der jo helt andre regler. I middelalderen forsøgte man for eksempel at legitimere viden ud fra en transcendental orden. Man spurgte hele tiden "hvad beviser dit bevis" og ”hvem bestemmer hvad et bevis er", hvilket igen førte til et postulat om et nødvendigt guddommeligt princip. I renæssancen og senere i industrialiseringen begyndte man at placere begrundelserne for vidensarbejdet i universalismer som 'folkets emancipation' eller 'fremskridtet'. Vil der ikke altid skulle formuleres en begrundelse for den status, som viden har?

"Transcendentale legitimeringer af viden fandtes heller ikke i det gamle Grækenland," mener Benner. "En moderne differentiering af viden i forskellige domæner modarbejder ethvert forsøg på at formulere en enkel slutbegrundelse for, hvorfor viden har den status, som den har. Ideen om plurale vidensformer tillader ingen fundamentalisme, fordi den er anti-hierarkisk formuleret og forudsætter, at man accepterer mangfoldige perspektiver og former for kritik. Selvfølgelig peger de forskellige tilgange til viden på forskellige funktioner, de kan udføre, men det er ikke sådan at de kun legitimeres på baggrund af disse. Man kan ikke påstå at religionens funktion kun er at trøste, lige så lidt som man kan påstå at biologi kun handler om selektion. En moderne legitimering kan kun søges i pluraliteten i formerne af kritik."

Men hvad nu hvis der dannes en masse offentligheder, hvor man kun snakker med dem som man er enige med i forvejen? Folk og synspunkter, der ikke eksisterer i ens egen bevidsthed, kan man jo ikke tilskrive en retstatus.

"Ja, så må man iscenesætte nye offentligheder, hvor sådanne spørgsmål debatteres. Som et eksempel kunne man tage et akut socialt dilemma om overfiskning af torsk i Nordsøen. Der eksisterer lige nu ingen konsensus om, hvem der har en legitim ret til at sidde ved bordet, når der skal forhandles om torskekvoter. Ja, der eksisterer ikke engang enighed om man overhovedet kan forhandle om torskekvoter, fordi bestanden er så udpint at videnskabsfolk anbefaler et komplet stop for fangst i flere år. Fiskerne har primært en livsverdenforståelse af deres omgang med torsk og argumenterer for at der jo er masser af torsk i Nordsøen uden at indrømme (eller se) at det også er blevet nemme at finde torskene med deres nye teknologi. Videnskabsfolk argumenterer udelukkende scientistisk og viser grafer, hvor torskebestanden står ved randen af et sammenbrud, uden at indrømme at deres beregningsmetoder er mangelfulde og fyldt med iboende usikkerheder. Politikerne argumenterer anvendelsesorienteret om arbejdspladser og økonomiske konsekvenser uden at indrømme at de også tænker på det næste valg. Ngo'en argumenterer gerne ideologikritisk om magtstrukturer og skjulte dagsordener uden altid at indrømme at der kan opstå reelle konflikter uden at det nødvendigvis skyldes ondskabsfulde hensigter. Hver fraktion stiller spørgsmålstegn ved de andre fraktioners legitimitet på grund af deres mangelfulde perspektiv, og nægter dem retten til at have en stemme i sagen. En løsning kan kun findes igennem en accept af at alle seks vidensformer repræsenteres i en fælles offentlighed, hvor man forsøger at tale sig til rette uden andre regler end dem, man bliver enige om."

Hvad med Wilhelm von Humboldt? Han var indsat som Bildungsminister og grundlagde Berlins Humboldtuniversitet i begyndelsen af 1800-tallet, som går for at være det første universitet i moderne forstand. I hvor høj grad kunne han bruge denne uddifferentiering af vidensformer?

"Han kendte i hvert fald til livsverdensforståelsen, såvel som til den scientistiske og den forudsætningskritiske. For Humboldt gjaldt det især om at formulere modeller for en moderne videnskab hvor legitimeringen, dvs. dets påstand om at repræsentere sandhed, er iboende i videnskabsspillets egne regler og etableres som fælles holdepunkt via en frivillig anerkendelse af reglerne og deltagelse i spillet. Denne ide om "viden for dens egen skyld" var parret med Bildungs-begrebet, som er tæt knyttet til ideen om en offentlighed og defineret som en mangfoldig, fri og livlig vekselvirkning mellem mennesker."

Var der i ordet Bildung ikke også indeholdt et stærkt nationalt formål om at "træne nationen spirituelt og moralsk", som Humboldt skrev? I Tyskland er et menneske ligesom i Danmark trods alt primært defineret som statsborgere, og ikke bare som borgere.

"For Humboldt var adskillelsen ikke mellem borger og statsborger, men mellem borger og menneske. Universitet havde ingen forbindelse med staten andet end visse formaliteter for udnævnelsen af professorer. Universitetet skulle være stedet hvor mennesker lærer at udforske det ukendte og i processen blive hele og frie mennesker som kan danne deres egen mening og diskutere den i en offentlighed."

Hvordan kan det være at den universitære Bildung i så høj grad blev forstået som Forschung og Wissen og som evnen til meningsudveklsing i seminariet, hvorimod kunsten ikke fik samme status? Humboldt var jo trods alt ven med Schiller som satte kunsten højere end alt andet.

"Min formodning er at Humboldt betragtede kunsten som ikke metodiserbar inden for en universitær ramme. Til gengæld grundlagde Humboldt jo også museet. Humboldt troede på en tredeling af vidensområder i form af Statslottet af Hohenzollern, som i dag er genoprejst i form af en papfacade på den anden side af Unter den Linden, Det Nye Museum, der ligger lige ved siden af Domkirken over for Statsslottet, og så Humboldtuniversitetet lige ved siden af. Denne tredeling af magt, kunst og viden er blevet kopieret i mange lande, og den dag i dag har universiteter generelt ikke nogen kunstneruddannelser, dertil har vi kunstskolerne."

Hvis De ville få lov til at bestemme, hvordan ville et neo-humboldtsk universitet skulle se ud i dag?

"Jeg mener at fundamentet burde være differentiering af viden i de seks domæner, som jeg har beskrevet, og man burde fokusere mere på de tværvidenskabelige anvendelser. Og så skal resten selvfølgelig også være der," siger Dietrich Benner, som desuden beklager at vores nuværende samfund tenderer mod en stigende dominans af de økonomisk-tekniske vidensformer som sætter rationelle og funktionelle argumenter højere end de mere bløde og traditionelle værdier.

"Religion er på vej væk," mener han, "men vi mennesker er i stor omfang afhængige af tanken om noget absolut, og det må man ikke undervurdere. Afskaffelsen af det absolutte kan hverken erstattes af politiske, emancipatoriske eller etiske værdier. I det nye århundrede står vi derfor over for den opgave at genfinde traditionen, og hvis vi ikke kan det, at opbygge en kunstig tradition som kan erstatte det, som blev afbrudt."

Hvordan en sådan kunstig tradition burde se ud, var desværre svært at få ud af professoren, og på vej ud af Humbolduniversitetes lange gange blev jeg enig med mig selv om, at det nok var en restaurering af de åndelige traditioner han havde i tankerne, ikke blot som en overfladisk fernis af gamle bygninger, men. i en anerkendelse af gamle værdier. Det kan godt være at Museumsøen, Humboldts Universitet og Statsslottet disse dage bliver genskabt i deres gamle pragt, men Hegels barndomshjem er jo nok forsvundet for altid.

(publiceret i Asterisk, juni-juli 2007)

Heroic Politics and the Framing of Public Opinion

Introduction

My main purpose of this talk will be to look at the current climate of the political debate, and compare it to some efforts in improving science communication and scientific governance. I will argue that the political climate is characterized by an increasing emphasis on group-enforced emotions instead of rational analysis and that this creates huge problems for science. In particular I will make a diagnosis of the "heroic" politics in America and Denmark and show some examples of how it has seriously challenged the scientific community. Then I will move on to talk about the effects of framing as a tool for shaping public opinion in times of emotionalized politics. Framing is currently heavily discussed in a number of research articles and internet fora. It has come up as an issue because there is a general feeling that scientific reasoning is loosing the battle of popular opinion. Several well-organized ideological groups of reactionary and/or religious bend have been able to shape the political landscapes in recent years, and it looks as if these groups have used some nasty tricks which need to be countered, if we not are to become dominated by them. I will talk a bit about what framing is, how it works, and why it would be a huge mistake to copy such primitive techniques - as some people advocate - and use them for science communication and scientific governance...

read the whole talk...

(Talk given at the conference Dissensus - Research, Politics, Money and Journalis, 1. June 2007, Copenhagen)

Unicorn Open 2007, round 7

[Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.20"]
[Round "7.33"]
[White "Tuertmann, Dieter"]
[Black "Engelhardt, Robin"]
[Result "1/2-1/2"]
[ECO "D94"]
[WhiteElo "1958"]
[PlyCount "37"]
[EventDate "2007.05.16"]
[EventType "swiss"]
[EventRounds "7"]
[EventCountry "GER"]

1. Nf3 Nf6 2. c4 g6 3. Nc3 Bg7 4. d4 d5 5. e3 O-O 6. Be2 c5 7. dxc5 Qa5 8. O-O dxc4 9. Qd4 Nc6 10. Qxc4 a6 11. Qh4 Bg4 12. Nd4 Bxe2 13. Nb3 Qb4 14. Qxb4 Nxb4 15. Nxe2 Rfd8 16. Nc3 Rac8 17. Bd2 Nd3 18. Na4 Ne4 19. Ba5 1/2-1/2

Unicorn Open 2007, round 5 and 6

[Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.19"]
[Round "5.26"]
[White "Boettcher, Patrick"]
[Black "Engelhardt, Robin"]
[Result "1-0"]
[ECO "B49"]
[WhiteElo "2138"]
[PlyCount "125"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. e4 c5 2. Nf3 Nc6 3. d4 cxd4 4. Nxd4 e6 5. Nc3 Qc7 6. Be2 a6 7. Be3 b5 8. Nxc6 Qxc6 9. a4 b4 10. Na2 Rb8 11. c3 Nf6 12. e5 Nd5 13. Bd4 bxc3 14. bxc3 Nf4 15. Bf3 Qc4 16. Nc1 g5 17. g3 Ng6 18. Qd3 Qc7 19. Qe3 a5 20. O-O Ba6 21. Re1 Be7 22. Nd3 Bxd3 23. Qxd3 O-O 24. Rab1 Rxb1 25. Qxb1 Rb8 26. Qe4 Qc4 27. Ra1 Kg7 28. Be2 Qc7 29. Bb5 h5 30. f4 gxf4 31. gxf4 Nh4 32. Kh1 Qb7 33. Qxb7 Rxb7 34. Rd1 f6 35. Bxd7 fxe5 36. Bxe5+ Kf7 37. Bb5 Ng6 38. Kg2 Nxe5 39. fxe5 Rc7 40. c4 Bb4 41. Rd8 Rc5 42. Rh8 Rxe5 43. Be8+ Kf6 44. Rh6+ Kg7 45. Rxh5 Rxh5 46. Bxh5 Bc5 47. Kf3 Kf6 48. Ke4 Bg1 49. h3 Bf2 50. Be8 Ke7 51. Bc6 Kf6 52. Bb7 Bc5 53. Ba6 Bf2 54. Bc8 Ke7 55. Kf3 Bc5 56. h4 Kf6 57. Ke4 Ba3 58. Kd4 Ke7 59. c5 e5+ 60. Kd5 e4 61. Kc6 e3 62. Ba6 Ke6 63. Kb6 1-0

[Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.19"]
[Round "6.49"]
[White "Engelhardt, Robin"]
[Black "Hesselbarth, Karlheinz"]
[Result "1-0"]
[ECO "D34"]
[BlackElo "1929"]
[PlyCount "59"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. d4 Nf6 2. Nf3 e6 3. g3 d5 4. Bg2 Be7 5. O-O O-O 6. c4 c5 7. cxd5 exd5 8. Bg5 Nc6 9. dxc5 Bxc5 10. Nc3 Be6 11. Bxf6 gxf6 12. Rc1 Bb6 13. Qd2 Rc8 14. Rfd1 Ne7 15. Nh4 Ba5 16. Qh6 Bxc3 17. bxc3 Rc6 18. c4 Rd6 19. c5 Rd7 20. Qxf6 Qc7 21. Nf3 Ng6 22. h4 Qd8 23. Qd4 f6 24. h5 Ne7 25. Qe3 Bg4 26. Nd4 Qe8 27. Ne6 Nf5 28. Qf4 Qxe6 29. Qxg4+ Rg7 30. Bxd5 1-0

Unicorn Open 2007, round 4

[Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.18"]
[Round "4.33"]
[White "Engelhardt, Robin"]
[Black "Muskewitz, Bernd"]
[Result "1/2-1/2"]
[ECO "D32"]
[BlackElo "2050"]
[PlyCount "43"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. d4 d5 2. Nf3 c5 3. c4 e6 4. Nc3 cxd4 5. Nxd4 Nf6 6. Bg5 Be7 7. e3 Nc6 8. cxd5 Nxd5 9. Bxe7 Ncxe7 10. Qd2 Nxc3 11. Qxc3 O-O 12. Bd3 Nd5 13. Qd2 Bd7 14. O-O Qb6 15. Rac1 Rac8 16. Bb1 Nf6 17. h3 Rfd8 18. Rxc8 Rxc8 19. Rc1 Qd8 20. a3 Bc6 21. Qb4 Bd5 22. Rd1 1/2-1/2

Unicorn Open 2007, round 2 and 3

[White "Engelhardt, Robin"]
[Black "Arndt, Uwe"]
[Result "1-0"]
[ECO "E07"]
[BlackElo "1914"]
[PlyCount "53"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. d4 d5 2. Nf3 Nf6 3. g3 e6 4. Bg2 Be7 5. O-O O-O 6. c4 Nbd7 7. Nc3 b6 8. Ne5 Bb7 9. Qa4 c5 10. Nxd7 Nxd7 11. cxd5 cxd4 12. Qxd4 Nf6 13. e4 Bc5 14. Qd1 exd5 15. exd5 Re8 16. Bg5 h6 17. Bxf6 Qxf6 18. Qf3 Bd4 19. Rfd1 Rac8 20. Qxf6 Bxf6 21. d6 Rxc3 22. bxc3 Bxg2 23. d7 Rd8 24. Kxg2 Bxc3 25. Rac1 Bf6 26. Rc8 Kf8 27. Re1 1-0

[Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.17"]
[Round "3.11"]
[White "Schmidt Schaeffer, Sebastian"]
[Black "Engelhardt, Robin"]
[Result "1-0"]
[ECO "A02"]
[WhiteElo "2370"]
[PlyCount "55"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. f4 e5 2. fxe5 d6 3. exd6 Bxd6 4. Nf3 g5 5. g3 Nc6 6. Nc3 Bf5 7. e4 Qe7 8. d3 h6 9. Nd5 Qe6 10. Be3 O-O-O 11. Be2 Bh3 12. Ng1 Kb8 13. Nxh3 Qxh3 14. Kd2 Ne5 15. Qg1 f5 16. Bxa7+ Kc8 17. Qf1 Qxf1 18. Rhxf1 fxe4 19. d4 Nf3+ 20. Bxf3 exf3 21. Rxf3 b6 22. Rf7 Be5 23. c4 Rxd5 24. cxd5 Bxd4 25. Rc1 Bc5 26. d6 Bxd6 27. Bxb6 Ne7 28. Rxe7 1-0

Unicorn Open 2007, round 1

Event "Unicorn Open 2007"]
[Site "Berlin"]
[Date "2007.05.16"]
[Round "1.85"]
[White "spielfrei"]
[Black "Engelhardt, Robin"]
[Result "0-1"]
[ECO "A00"]
[PlyCount "1"]
[EventDate "2007.05.16"]

1. a4 {spielfrei -:+} 0-1

Rundkredse og globale dilemmaer

Det er efterhånden blevet klart for de fleste, at menneskearten er i fare for at udryde sig selv. En af grundene er, at vores intelligens ikke rækker til at tage de rigtige beslutninger på gruppeniveau. Vores enorme tekniske formåen kan flyve os til månen og klone får, men den kan ikke løse almindelige sociale dilemmaer, når vaner skal ændres eller når ressourcer skal fordeles. Sådan ser det i hvert fald ud.

Eksempler er der mange af, hvoraf drivhuseffekten nok er det største. Men for at blive i de hjemlige farvande kan vi tage torsken i Nordsøen. Den har det skidt. Overfiskeri har nedbragt bestanden til en brøkdel af sit naturlige leje. I løbet af de sidste mange år har videnskabsfolk derfor anbefalet en kvote på nul. Men hvert år har EU's fiskeriministre rejst sig fra forhandlingsbordet med et "kompromis" der tillader en fangst på x tusinde tons til danskerne, y tusinde tons til nordmændene og z tusinde tons til englænderne. Resultatet er det, vi ser i dag: en bestand på randen af kollaps, hvor alle i sidste ende bliver tabere.

Vi
er med andre ord vidner til endnu en økologisk katastrofe, der skyldes et socialt dilemma, som vores politikere og styreformer ikke kan løse. Dette er ikke kun sociologisk set interessant. Det er også fatalt, hvis vi ikke lærer at gøre det bedre.

M
an kan forestille sig den absurde situation, hvor EU's ministre om 30 år sidder i rundkreds omkring det sidste træ i Europa og diskuterer, hvad der skal gøres. En minister siger, at man mister arbejdspladser, hvis træet ikke bliver fældet. En anden foreslår, at man skal bruge træet som turistattraktion. Og en tredje mener, at træet skal væk for at mejertærskeren kan komme til.

M
an ser knapt nok på forskernes eller træindustriens anbefalinger og man inviterer ikke en eneste forstmand, ornitolog eller NGO med i rundkredsen. Det er klart, at en sådan beslutningsstruktur er opskriften til fiasko. Politikere som ikke kan se længere frem end til næste valg og en lobby med egeninteresser vil næsten altid underminere den rigtige løsning til fordel for den hurtige vinding.

I
1968 skrev den amerikanske økolog Garrett Hardin et essay med titlen The Tragedy of the Commons, som beskriver fænomenet. Han viser hvordan fri adgang til en efterspurgt men begrænset ressource fører til overudnyttelse. Tragedien indtræffer, når folk finder ud af, at det kan betale sig hurtigt at tage hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles over et større antal mennesker og derfor rammer dem selv mindre hårdt end den umiddelbare gevinst.

S
iden Hardins essay er situationen kun blevet værre. En eksplosiv befolkningstilvækst og en mindst lige så stor tilvækst af teknologier som udtømmer og forurener alverdens naturressourcer har medført en akut feber hos patienten Jorden.

T
ragedien gentages blot for torskene: I stedet for at arbejde i fællesskab mod en sund torskebestand, forhandles der med næb og klør for at få en relativt stor kvote af den sørgelige rest.

N
u findes der mange mennesker som har tænkt over problemet, og heldigvis er situationen ikke helt så håbløs. Faktum er jo, at folkeslag igennem historien gang på gang har vist, at de kan opretholde et bæredygtigt samfund selv i meget golde geografiske områder. Og de havde hverken embedsmænd eller smarte matematiske formler til deres rådighed. I stedet skabte de et åbent forum, hvor de gav alle berørte mulighed for at bidrage til en løsning. Det var ikke altid, deres planer blev en succes, men ofte skyldtes fiaskoen ikke en manglende evne til at løse et problem, men manglende viden og dermed evne til at erkende problemet i første instans. Og den ulempe - manglende viden - har den globaliserede verden alt andet lige mindre af.

I
nteressant nok er de traditionelle styreformer meget umoderne i den moderne forvaltning. I stedet taler man om privatisering, om kvoter og om at skabe et marked for "eksternaliteter", som sætter en pris på de negative resultater af et ressourceforbrug, sådan som det fx gøres med CO2-kreditter. Man behøver ikke at være sociolog for at se, at disse ideer mere ligner tekniske fix end demokratiske løsninger til sociale dilemmaer. Og det er mere end tvivlsomt om de er nok.

M
åske kunne vi lære noget mere af de traditionelle løsninger. Man kunne jo passende forsøge sig med torsken i Nordsøen. I stedet for vilkårlige kvoter, sorte fisk, eksperter til grin og ministre bag lukkede døre, kunne man starte på en frisk i et åbent forum, hvor alle berørte er repræsenterede - fiskeren, NGO'en, forskeren, embedsmanden og politikeren. En helt igennem jævnbyrdig rundkreds, hvor forhandlingerne ikke betinges af andre spilleregler end dem, man bliver enige om.

D
et er en meget anderledes tilgang end først at erklære en beslutning, og så se hvad de andre synes om ideen. Det sidste ender som regel hos domstolene, hvorimod det første giver en reel mulighed for fælles fodslag.

(udkommet i Politiken, 6. maj 2007)

The Framing Debate

This is an abstract for a talk that I will give at the conference "Research, Politics, Money - and Journalism" on June 1st. If you are interested, drop in at Biocenter, University of Copenhagen, Ole Måløes Vej 6, 2200 CPH N. A program will soon be online.

Title: The Framing Debate

Abstract:
During the last few decades numerous models of science communication and scientific governance have been invented and dropped. Deficit models of educating an ignorant public have become infamous. Ideals about public understanding of science have been deemed patronising. And experiments in deliberative models of scientific governance have demoralized and divided the public instead of creating consensus and trust.
Recently, the effect of 'framing' has become a hot topic due to both theoretical (Lakoff, 1996, 2004) and experimental (De Martino et.al, 2006) evidence showing that people tend to make decisions according to 1) the language used for framing the issue and 2) their prior emotional world view. Rational arguments in themselves play only a marginal role, if any. One preliminary conclusion of the framing debate is that scientists and science communicators need to learn to speak to the heart and make science personal (Nisbet and Mooney, 2007).
It will be argued, however, that this is a dangerous path. Scientific governance cannot be based on democratic ideals of deliberation and inclusion, nor can science communication be based on emotional framing. They posture as egalitarian and democratic but result in politicised decision-making and deflect blame from authority. They see the debating process as more important than the science itself, and become fundamentally anti-science (Durodie, 2003). Instead of plumbing an emotional and moral deficit with distributed moods one must acknowledge the meritocratic nature of science and respect spheres of influence and responsibility.

En prut i en spand vand

I en for nylig udkommet artikel i fagbladet Nature gennemgår klimaforskeren Michael Wara fra Stanford University de foreløbige resultater af den globale handel med CO2-kreditter. Billedet der tegner sig er meget grumset, hvis ikke grumt. På den ene side er det godt at kvote- eller kreditsystemet har åbnet udviklingslandenes øjne for at der er noget der hedder drivhuseffekt. Men på den anden side viser det sig, at systemet lider af mange sygdomme og et virvar af tekniske og administrative påfund som gør det modtagelig for snyd og bedrag.

Konkret viser Wara, hvordan handlen med et bestemt drivhusgas, kaldet HFC-23, frem til år 2012 vil kanaliserer 4,7 milliarder Euro til Kina, selvom den skadelige gas ville kunne fjernes med blot 2 procent af beløbet. Artiklen karakteriserer markedet for at give en ”pervers tilskyndelse” til ikke at udvikle nye CO2-begrænsende teknologier, men tværtimod give HFC-producenter kronede dage. Danmark deltager via Den Danske Carbon Fond i denne oversubsidiering af de kinesiske myndigheder og underminerer dermed Kyoto-aftalens formål om at reducere de globale CO2-emissioner til den lavest mulige pris.

Kyoto-protokollens såkaldte fleksible mekanismer, som blandt andet hedder Clean Develompent Mechanism (CDM) og Joint Implementation (JI), giver højtudviklede lande som Danmark mulighed for at opfylde deres reduktionspligt ved at investere i bæredygtige projekter i udviklingslande. Ironisk nok blev disse fleksible mekanismer i sidste øjeblik tilføjet Kyoto-aftalen fra pres af netop de lande, som endte med ikke at underskrive. I dag repræsenterer CDM og JI de første store forsøg på at løse et internationalt miljøproblem via markedsmekanismer.

Antagelsen var at hvis man satte en pris på CO2 og kædede den sammen med Kyoto-landes grænseværdier for CO2-udslip, ville man få mere miljø for pengene, fordi det ville være langt billigere at bygge lav-emissions kraftværker i Kina end i fx Danmark. I realiteten er CDM og JI dog blevet til et vekselkontor for CO2-reduktioner til reduktioner af andre drivhusgasser i udviklingslandene. Og det med store gebyrer. Langt over halvdelen af CDM-projekterne fjerner HFC-gasser, methan og nitrogenoxider, og der er endnu ikke et eneste mega-kraftværksprojekt på tegnebrættet som kan udvikle en bæredygtig energi-infrastruktur med et lavt CO2-udslip.

CDM-markedet prioriterer de økonomiske aspekter, dvs. billige kreditter, frem for ideer som bæredygtighed, addition, osv.. Konkret viser det sig, at næsten 30 procent af alle CO2-kreditter kommer fra projekter i Kina som opfanger og nedbryder HCF-23 (som er et biprodukt af F-gassen HCFC-22, der bruges til fx nedkøling), hvilket svarer til en værdi på €4,7 milliarder i kreditter frem til 2012. Men ifølge Michael Wara ville man kunne fjerne HCF-23 med en investering på kun €100 millioner. Da fjernelsen af biproduktet er en nem sag, kan HCF-23-forurenere effektivt tjene dobbelt så meget ved at lade HFC-23 blive fjernet af CO2-kreditkøbere fra Europa end ved at sælge HCFC-22 på det almindelige markede. En skidt sag.

Historien om HFC-23 er historien om et kæmpe smuthul i en model som måske var en god ide. Den danske stat investerer i dag i HCF-23 projekter via Den Danske Carbon Fond, der administreres af Verdensbanken, og tæller en række store danske virksomheder som investorer. Ifølge formanden for Den Danske Carbon Fond Frank Rasmussen er der indgået en aftale med de kinesiske myndigheder i slutningen af 2005 om at 65 procent af profitten fra alle HFC-handler går til bæredygtige projekter i Kina. Men det er den dag i dag ikke muligt at opspore yderligere oplysninger om rammerne for denne aftale.

I stedet for at lukke en smutvej i en måske fornuftig model, hænges der et skilt foran indkørslen med påskriften ”Kina ordner resten”. Men der er ingen garantier, ingen dokumentationspligt, ingen transparens som sikrer at kineserne vil forvalte CO2-pengene på en hensigtsmæssig måde. Og selv om 65 procent af profitten ville gå til bæredygtige projekter, forsvinder der stadig 35 procent, dvs. 1,6 milliarder Euro frem til 2012. Penge der sandsynligvis vil blive delt i porten af kinesiske bureaukrater og fabriksejere.

Det ville ellers være nemt at løse problemet. Montreal-protokollen løser det med hensyn til CFC-gasserne som nedbryder ozonlaget. Udviklingslandene accepterede i slutningen af 1980erne at afvikle disse gasser mod et tilskud fra vesten der svarer til omkostningerne ved at fjerne dem, og netop ikke ved at betale en markedspris som det sker nu under CDM. En kopi af Montreal-modellen ville derfor kunne afvikle produktionen af HFC-gasser til langt billigere penge.

Men hvor meget betyder det hele - i det store billede? Hvis det er sådan i Danmark i dag at de fleksible mekanismer kun bidrager til en reduktion af CO2 på under 10 procent i forhold til Kyoto-atalens mål om en reduktion af drivvhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2012, og hvis Kyoto-aftalens mål kun svarer til en procent af det globale CO2-upslip i dag mens eksperterne i det internationale klimapanel IPCC anbefaler en reduktion på 60-80 procent inden 2050, hvor er vi så henne? Ved en prut i en spand vand, ikke mere.

Når Danmark i 2009 skal være vært for FNs klimatopmøde for at udvikle og måske endda underskrive en Københavner-protokol til et post-2012 aftale om drivhuseffekten, skal der helt andre filtre i suppen. Man må stoppe de mange bogføringsfiduser og statstilskud som skævvrider markedet i dag, og man må adskille de forskellige drivhusgasser fra hinanden med differentierede protokoller og regelsæt. Desuden må man nok indse at markedsmekanismer måske kan skabe lidt opmærksomhed, men ikke de nødvendige løsninger. Til det er der brug for langt mere bindende beskatninger og afgifter.

(offentliggjort i Politiken, søndag den 25. marts 2007)

Vi, idioterne

I undersøgelser af fremmede kulturer fremhæver sociologer ofte de problemer der opstår, når gamle vaner støder sammen med nye ideer udefra. Kollisionerne kan destabilisere kulturen, forårsage en splittelse mellem traditionalister og fornyere og ende i drabelige opgør. Men det sker også tit at de nye ideer begynder at eksistere side om side med de gamle, og at deres indbyrdes modsigelser naturaliseres i en godartet grød af rummelighed. Det er jo en af vores civilisations større bedrifter at vi har lært at udvise tolerance over for anderledestænkende og fejre pluralismen.

At samme fænomen ikke kun eksisterer i store samfund men hos enkelte individer - ja faktisk i hovedet på os alle sammen - er dog mindre erkendt, endsige accepteret. Men vi ved det udemærket: vi bevarer rester af overtro, handler mod bedre vidende og er i evig indre konflikt med forskellige anskuelser. Inkonsistente og overlappende synspunkter konkurrerer om vores opmærksomhed, og meget ofte lærer vi at leve med dem side om side i troen på at der nok skal være en samlende tanke - et eller andet sted. Godt nok er vi komplekse, tænker vi, men ikke skizofrene!

Jeg tvivler på at vi kan beholde denne illusion særlig længe. Vores overbevisninger er ikke så rationelle som de giver sig ud for, og vi har overraskende let ved at leve med selvmodsigelser. Lad mig give et eksempel fra den mest ’rationelle’ verden af alle - naturvidenskaben. Til et middagsselskab fortæller en belæst gæst i forbindelse med en diskussion om livets fremtid på jorden, at i sidste ende vil alting alligevel forsvinde. Det siger termodynamikkens anden lov. Orden vil blive til uorden, entropien vil vokse og vi vil blive til støv og gas alle sammen.

Uagtet rigtigheden i at fysikeren Clausius sagde den slags ting i slutningen af 1800-tallet, har man i dag fået en langt bedre forståelse af, hvornår termodynamikkens anden lov gælder og hvornår ikke. Den kan fx ikke bruges på åbne systemer langt fra en ligevægt. Til modspørgsmålet om, hvordan vi så har været i stand til at opbygge komplekse strukturer som fx byer og store civilisationer fra ingenting - ja, hvordan livet i det hele taget har kunnet opstå, kom svaret: ”Ja, det er jo livets mirakel !”, efterfulgt af en længere betragtning om at livet ligger uden for videnskabens forklaringsregime.

Eksemplet er karakteristisk, fordi det kolporterer en typisk misforståelse og fordi det beror på en logisk selvmodsigelse. Misforståelsen består i at livets opståen sagtens kan forenes med termodynamikken. De kemiske og biologiske processer skal blot være langt fra en termodynamisk ligevægt. Den første grundige beskrivelse af alt dette blev givet af belgieren Ilya Prigogine, der i 1977 fik Nobelprisen i kemi for sit arbejde med det han kaldte dissipative strukturer, men allerede i 1954 kunne englænderen Alan Turing vise at mønsterdannelse var en mulig konsekvens af vekselvirkningen mellem kemiske reaktioner og fysiske kræfter som fx diffusion.

Biologien i dag har overvundet 'design-argumentet' med hvilket Thomas Aquinas i 1200-tallet havde ment at kunne bevise, at der lå en intelligent bevidsthed bag livets form og virke. Turings og Prigogines arbejder og de mange efterfølgende modeller for ikke-lineære systemer og autokatalystiske netværk har grundigt udhulet design-argumenterne i idehistorien og gjort udviklingsbiologien til en veletableret videnskabelig disciplin, hvor et utal af computermodeller og laboratorie-eksperimenter lader mønsterdannelse og selvorganisering finde sted.

Argumentets selvmodsigelse består selvfølgelig i gæstens samtidige anvendelse af naturvidenskab og mirakler. Hvis livet opstår af mirakuløse årsager, har det ikke brug for naturvidenskabelige forklaringer for at gå til grunde. Gæstens fremstilling er et eksempel på, hvordan gamle ideer kan sameksistere med nye, uden at det synes at volde problemer. Det er sundt en gang i mellem at blive mindet om, hvor hurtigt vitalismen kan krybe tilbage i bevidstheden på selv videnskabeligt tænkende mennesker. Og det er også sundt at erkende, hvor svært vi har ved at slippe tanken om en bagvedliggende intentionalitet, en Gud, når vi konfronteres med noget uforklarligt.

Selv en hardcore fysiker, som kun tror på naturlovenes eksistens, går ikke ramt forbi. Videnskabsfilosoffen Nancy Cartwright har for eksempel argumenteret med at ideen om at naturlove foreskriver verden dens beskaffenhed og dynamik, i sig selv indeholder en forestilling om Gud. Naturlove er idealiserede modeller af øjensynligt universelle regulariteter i naturen. Og derfor kan de strengt taget hverken styre eller bestemme noget. De kan til nøds beskrive, men ikke foreskrive. I mange år har mange naturvidenskabsfolk ikke desto mindre insisteret på naturlovenes fundamentale forrang, enten i en empiristisk eller platonisk forstand, og derved ironisk nok bevaret en form for gudsforestilling.

I stedet for at begræde denne tingenes tilstand, burde vi måske fejre den. Eller i hvert fald lære af den. Vores hjerne er en ganske brugbar heuristisk mekanisme til at løse problemer. Men at forlange konsistens, logik og sammenhæng er at forlange for meget – og på en måde også for lidt. Det er forfængeligt at kræve, at samfundet godt må bestå af divergerende meninger, mens individet burde være indehaver af et sammenhængende verdensanskuelse. Alt tyder på at hvert enkelt menneske repræsenterer inkonsistente, defragmenterede, idiosynkratiske og overlappende trossystemer (forkortet IDIOT), som godt kan hækles sammen til en nogenlunde sammenhængende personlighed, men næppe resultere i et rationelt verdensbillede.

Selv denne klumme vil sikkert kunne vises at være lidt til en side, fyldt med urigtige antagelser, en blanding af gamle og nye ideer, og umulig at rense for fejlslutninger. For eksempel forbyder den sig selv at påstå at den har ret, og man kan kun takke pluralismen (i sit eget hovede) for at der gives plads til den slags overvejelser.

(publiceret i Politiken, 11. marts 2007)

Modeteorier - eller hvorfor nogle tanker forgår, mens andre består

Asterisk har mødt professor Heine Andersen for at høre, hvem der topper den sociologiske kongerække, hvorfor Karl Marx er en gammel og måske knap så hot klassiker, mens gamle Jürgen Habermas stadig er en af de store konger i dansk sociologi Professor Heine Andersen fra Sociologisk institut ved Københavns Universitet har gennem mange år fulgt teoriudviklingen inden for sociologi i Danmark. Han har også selv skabt den. Han kender de hotte og de knap så hotte klassikere. Hvad styrer Heine Andersen og de sociologiske miljøers valg af klassikere? Hvad gør, at konger bliver væltet af den eftertragtede klassikertrone, og hvem og hvad kroner nye konger? Er det ideologiske fravalg, videnskabelige valg, samfundsudviklingen, idiosynkratiske valg, smitsom name-dropping, moden, ansættelsespolitikken, gamle underviseres død eller en blanding af det hele? Asterisk har mødt Heine Andersen for at høre om mekanismerne bag sociologernes kongerække.


- Heine Andersen, kan man i det hele taget tale om, at nogle teorier er mere på mode end andre teorier inden for samfundsvidenskaberne?
"Ideen om mode er kompliceret nok i sig selv. Når noget slår igennem som et modefænomen, så er det, fordi der er andre grunde end kun de funktionelle eller faglige elementer. Det er grunde, som har noget med identitet at gøre, med at noget skal fornys og være afvigende. Med tøjmode er funktionaliteten – dvs. at den skal kunne beklæde en krop – for eksempel heller ikke det primære. Der skal være noget, som skal afvige, for at det kan betragtes som mode. Derfor er modebegrebet i sig selv en vanskelig størrelse. Når der er et skift i moden, så skyldes det andet end blot en fornyelse på grund af objektivt bedre alternativer."

- Men moden har vel også en kontekst at navigere i og på. Den skal vel forholde sig til en materiel virkelighed?
"Ja det er klart. For at mode skal have noget for sig, skal den også have en funktionalitetsværdi, og det sætter grænser for hastigheden af de forandringer, der er mulige. Det koster noget. Men det interessante ved moden er, at der sættes en værdi på selve distinktionen fra det normale. Og der skal dannes et hierarki i kraft af distinktionsværdien, som Pierre Bourdieu ville sige. Det vil sige, hvor god moden er til at skille sig ud fra rosset og markere, at den er en finere og bedre mode, end den som andre har fundet på. Mode skal være kollektivt accepteret, men heller ikke for kollektiv, da den ellers mindsker sin distinktionsværdi og dermed sin tiltrækningskraft."

- Det lyder ganske socialkonstruktivistisk det hele. Betyder det, at vi danner vores meninger og præferencer ud fra en kollektiv forhandling om, at alle skal være noget specielt?
"Socialkonstruktivismen er i udpræget grad selv et modebegreb. Den kom frem i 1990’erne og kan betragtes som gammel vin på nye flasker. Hvis man forstår den som et udsagn om, at den sociale virkelighed er menneskeskabt, så er der intet nyt under solen. Denne banalitet har sociologien haft som grundpræmis siden dens start. Det nye kommer først frem, hvis sådan et udsagn tænkes anderledes. Mindre banale former for socialkonstruktivisme er for eksempel dem, der er inspireret af Derridas og Foucaults diskursanalyser, og som lægger vægt på den virkelighedskonstituerende del i analysen. Det vil sige, hvor man ontologiserer diskursen til at være konstruerende for virkeligheden og ikke kun for virkelighedsopfattelsen. For eksempel har vi i 3. udgave af vores bog Klassisk og moderne samfundsteori inkluderet Judith Butler og hendes socialkontruktivistiske analyse af kønnene, hvor hun viser kønnet som værende kulturelt konstrueret via en evig gentagelse af stiliserede handlinger. Her har vi at gøre med en import af teorier fra filosofi og sprogvidenskab, som har stor tiltrækningskraft. Men man kan diskutere, om det er sociologi eller ej."

- I Klassisk og moderne samfundsteori har du og Lars Bo Kaspersen udvalgt en masse klassikere, og I har i den seneste version inkluderet Zygmunt Bauman og Ulrich Beck. Er det op til diskussion at afgøre, hvad der er en klassiker?
"Der er selvfølgelig noget, som ikke er til vilkårlig forhandling. Det forsøger bogen at udtrykke i sin skelnen mellem klassisk og moderne. For eksempel har vi et kapitel om Sartre. Det kunne man jo godt forhandle om. Og Foucault var primært idehistoriker, hvad med ham? Han betragtede ikke sig selv som sociolog, og det er svært at se, hvor meget han egentlig kendte til sociologi – han brugte jo meget få fodnoter, så det er svært at knytte ham til et bestemt fagområde. Parson derimod er et person, som alle vil være enige om at medtage som sociolog. Der er ingen tvivl om, at han tilhører det sociologiske felt."

"Og så har vi også det interessante tilfælde med Kuhn. Kuhn mente selv, at hans teorier kun var anvendelige inden for naturvidenskaberne, hvor man har opbygget en nogenlunde stabil vekselvirkning mellem, hvad han kaldte normalvidenskab og paradigmeskift. Det mærkelig er, at Kuhn efterhånden bliver brugt mere i humanvidenskaberne end i naturvidenskaberne. En af grundene er, at der i 1970’erne skete en kognitiv sprængning, som resulterede i en stor mangfoldighed af teoretiske retninger, og Kuhn kunne bruges via hans begreb om inkommensurabilitet mellem paradigmerne. Det blev brugt som et redskab til klassifikation af kaoset."

- Åbnede det op for en mere psykologisk måde at betragte videnskaberne på?
"Kuhn trængte ind i USA i 70’erne og lidt senere i Danmark. Mange marxister kunne ikke lide ham, fordi de syntes, han var for internalistisk og idealistisk og derfor irrelevant. Han beskæftigede sig ikke med, hvad der fandtes i samfundet omkring videnskaberne, og specielt ikke med forhold som klassemodsætninger, magtforhold, produktivkræfter og ideologier, men med strukturer og processer internt i den videnskabelige aktivitet som sådan. Men Marx blev dømt ude i de senere 1970’ere. I hans tilfælde skyldes det en stor blanding af sociale, ideologiske, men også faglige argumenter. Marx mente for eksempel, at profitraten ville falde, og mange inden for den tids dominerende marxistiske retning, kapitallogikken, byggede ukritisk videre på den påstand. Imidlertid kunne man vise, at det slet og ret ikke passer. Uanset at Marx sagde mange rigtige ting, ophobedes der en række rent faglige indvendinger, som var bidragende, men ikke tilstrækkelige til Marx’ dalende popularitet."

"På et tidspunkt lavede vi en surveyundersøgelse om samfundsforskeres faglige læremestre og sammenholdt det med deres citationer. Mest markant var det, at der var en meget stor spredning. De tre store klassikere Marx, Weber og Durkheim fik flest stemmer, men selv de samlede kun maksimalt 40 procent af stemmerne. Når det drejede sig om nyere sociologer, var spredningen meget større, så den undersøgelse tydede egentlig ikke på udprægede modestrømninger. Men måske er forholdene anderledes i dag, hvor der er større tilstrømning af yngre forskere til faget."

- Mode er vel også kendetegnet ved at ville pege frem i tiden. Sociologien derimod synes mere interesseret i samtidsdiagnoser end i futuristiske forslag.
"Grandiose diagnoser, som forsøger at pege ud i fremtiden, kan man finde hos for eksempel Bauman og Beck. Også Giddens forsøger at uddestillere mere almene træk fra samtiden og se på, hvad det vil eller kan føre til. Og så er der ‘post’-analyserne af det postindustrielle og postmoderne samfund, som for eksempel Daniel Bells fra begyndelsen af 1970’erne. Hans skildring af postindustrielle samfund svarer i forbløffende grad til, hvad vi i dag kalder videnssamfundet. Også værd at nævne er Alain Touraine, som hæftede sig ved magtstrukturer, og som prognosticerede, at arbejderklassen ville miste sin betydning. Mange af deres forudsigelser har vist sig at være rigtige."

- Hvordan skelner man mellem forudsigelser, utopier og dystopier? Er forsøget på at være neutral ikke en illusion?
"Nok har samfundsvidenskaberne normative aspekter, men de skal ikke foreskrive virkeligheden utopier. De skal ikke foreskrive nogen noget. Samfundsvidenskaber kan på den anden side ikke være neutrale, og det kræver, at de normative komponenter åbent drages frem til almindelig debat. Når Marx for eksempel siger, at "kapitalismen udbytter", er det mere end et rent beskrivende udsagn. Der indgår mere end beskrivelse og analyse af virkeligheden, der må også indgå antagelser om retfærdighed. Således vil der altid indgå normative aspekter, som måske fortrænges eller isoleres eller reduceres til subjektive holdninger. Men det er ikke i orden. Som samfundsforsker er man altid også en del af prægningen af virkeligheden."

- Hvis du ville prøve at beskrive din egen teoretiske tøjstil, hvordan ville den se ud?
"Min reelle tøjstil er overordentlig konservativ. Det eneste, som adskiller sig i dag fra 1970’erne, er muligvis, at bukserne ikke længere er så brede forneden. I samfundsvidenskabelig forstand har jeg altid været pluralist; nogle vil kalde det eklekticisme, og det har jeg ikke noget imod. Jeg deltog i positivismekritikken i slutningen af 1960’erne og fandt i den sammenhæng inspiration hos blandt andre Habermas, og det er fortsat en inspirationskilde."

- Og hvad med forelskelserne? Siden 70’erne har du vel ikke kun været trofast over for Habermas. Hvilke andre moder eller rettere strømninger har du været draget af siden?
"Som sagt trækker jeg på mange forskellige traditioner. Blandt andet er det spændende at læse folk fra rational choice traditionen. De laver nogle simple antagelser og prøver at se, hvad man kan få ud af det. Det er en slags legetøjsmodeller, som ofte fører til nogle skarpe pointer om den sociale virkelighed. Og det uanset den rummer urealistiske - og i øvrigt også utiltalende - antagelser om mennesker."

(Heine Andersen er sociolog og professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Har i en årrække Beskæftiget sig med samfundsvidenskabernes videnskabsteori, vidensskabssociologi og samfundsforskningens samfundsmæssige rolle og vilkår. Har tidligere skrevet og redigeret bl.a. bøgerne Rationalitet, velfærd og retfærdighed (1996), Klassisk og moderne samfundsteori (1996, 2000, 2005, redigeret sammen med Lars Bo Kaspersen) samt Samfundsvidenskaber i kontekst (2003).)
Artiklen udkom i Asterisk, nr. 33, februar 2007, og kan også læses her.
There was an error in this gadget