Niels Bohr på udsalg

Når regeringen taler om økonomisk frihed skal man passe på. Aktuelt kan man se det på Københavns Universitet, der lige som andre universiteter er gået fra at være en statsinstitution til at være en såkaldt "selvejende" institution. Selveje er newspeak og betyder hverken at eje bygningerne eller at bestemme hvordan man vil organisere sig. Det betyder eksterne bestyrelser, resultatkontrakter og et faldende huslejetilskud. Med forbilledlig spareiver har man i KU's centraladministration derfor besluttet at reducere KU's byggemasse med 100.000 m2. Ikke nogen nem opgave. I en cocktail af teknokratisk planløsning og manglende dømmekraft forslår et udvalg blandt andet at fraflytte Niels Bohr Instituttet. Og ved denne enestående handling at spare 2.000 m2.

Lad os stilfærdigt minde hinanden om at Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København er det mest profilerede fysikinstitut overhovedet. Ikke kun i Danmark, men i hele Norden, i Europa, og sandsynligvis i hele verden. Hvert år får NBI besøg af cirka tre gange så mange fysikere som instituttet selv har gående. Og selvom der ikke laves megen kvantemekanik længere, lever Bohrs ånd videre i bedste velgående i et institut som er et internationalt eftertragtet mødested for de bedste fysikere i verden. Hvordan kan det gå til, at en rektor og en dekan vil ødelægge et sådant unikt forskningsmiljø med et pennestrøg?

Man kunne fristes til tro at forslaget om fraflytning fra NBI var en and. Måske er det også en and. Måske ligger der bag rapperiet i KU's udvalgsnotater en bagtanke om at få flere penge fra staten, noget i retning af "der kan I bare se, kære regering, hvad I får os til at gøre! ... hulk!". Men hvis det er en sådan and, så er det også en uansvarlig and. En and der burde have et rap over svømmefødderne. Andedammen nord for Tyskland er nemlig et alt for skrøbeligt økosystem til at sælge ud af et af de allerstørste kulturelle bidrag, danske forskere har leveret til verdenshistorien.

At opgive lokalerne på Blegdamsvej svarer til at H.C.Andersen-fonden ville flytte H.C.Andersen Huset til Nyborg, fordi der haves nyere lokaler der. Andersen-fondens velkendte økonomiske problemer til trods, ville man ikke have tiltroet dem en sådan tåbelighed. Men med KU er det åbenbart anderledes. Med kunstlet åbenhed har administrationen givet public management konsulenter og geodæter frit spil uden at spørge forskere og studerende om deres behov. Hvorfor skulle man også det, når man tror at forskningsmiljøer kan klones i beton, og at kreativitet kan transporteres i en flyttekasse?

Hele misæren omkring Niels Bohr Instituttet skyldes dog ikke kun en administrations manglende kendskab til egne styrker og svagheder. Den skyldes i høj grad en lang forhistorie af lovændringer som har gjort de danske unvierstiteter "selvejende". Først var det Tvind-sagen som cementerede begrebet selveje således at tilskud til institutioner ikke kunne kanaliseres bort til fx forældreorganisationer. Da Lykketoft i 2001 ændrede statsinstitutionerne til pludselig at være lejere af statens ejendomme, sad KU tilbage med en eksorbitant husleje, som blev regnet ud på markedsvilkår. Det hjalp ikke meget at det tilhørende huslejetilskud skulle udregnes på basis af 'stå', dvs. antallet af studerende der består deres examiner. KU er en historisk institution med mange gamle bygninger i Københavns centrum, hvor gangarealerne ofte er større end kontorerne. Også DTU kom i vanskeligheder og man blev nød til at lave en undtagelse. Det eneste rigtige ville selvfølgelig være at stille universiteterne deres bygninger frit til rådighed, således at de kan opnå en reel økonomisk frihed. Men det ville betyde at staten mistede en vigtig kontrolmekanisme til at føre opsyn med en potentiel modmagt. Noget hverken Venstre eller Socialdemokraterne ønsker at gøre. Tværtimod. Som antropologen Jakob Williams Ørberg fra DPU har observeret, er der kommet en række nye kontrolmekanismer til.

En ledelsesstruktur, hvor bestyrelser har eksternt flertal, udvidet taxameter-management og krav om revision. Der er ikke kommet tilsvarende rettigheder. Universitetssektoren er således under strammere nationalstatskontrol. Det er et velkendt trick at holde folk bort fra at tænke frit, ved at beskæftige dem med at finde smør til brødet, udregne examiner per kvadratmeter, og føre regnskab med sig selv. I dag kaldes det "institutionel selveje". I gamle dage kaldtes det hoveri.

Selvejemodellen sikrer en stram statskontrol over universiteternes finanser såvel som over deres strategiske beslutninger. Og det ligger i naturlig forlængelse af regeringens dobbelttænkning. En strategi der på den ene side ønsker at minimere den offentlige sektor, og på den anden side misbruge den til at opnå politiske mål. I den forstand er universitetsreformerne et perfekt billede for Anders Fogh Rasmussens hamskifte fra minimalstatspræst til præsident af Orwells Oceanien. Og Niels Bohr? Han er på udsalg.

(published in Politiken, 19. November 2006, videnskab, page 3)

0 comments:

There was an error in this gadget