Når videnskabsformidling går corporate

Forestil dig et computerspil, hvor du bliver hyret af Monsanto til at være en FHM ? en Farmers Hit Man. Den hemmelige mission går ud på at rejse til et udviklingsland og overbevise regeringen om at adoptere bestemte genetisk modificerede afgrøder, så de sætter sig i bundløs gæld. I ly af videnskabelige argumenter og statistikker viser du, hvordan pesticid-resistens og vitamintilskud kan gøre befolkningen tre gange sundere og desuden kan øge landmændenes omsætning 6-8 gange. Du laver en overbevisende Powerpoint-præsentation som viser en stigning i landets BNP på 18 procent årligt, og du hyrer et par godtroende ngo?er, som arbejder for dine budskaber på græsrodsniveau.

Det er videnskabsformidling, så det basker. Og det virker. Landet giver tilladelse til at sælge produktet, og det tager store lån hos IMF og Verdensbanken for at omlægge produktionen. Pengene går ikke til landmændene selv, men til konsulenter fra Monsanto. I løbet af få år, trin for trin, har landet bundet sig til en ?liberal? landbrugspolitik, der klyngebomber traditionelle dyrkningsmetoder og binder landmænd til at abonnere på RoundUp og Terminator-ris med indgraveret nanoskrift: »Copyright: EU and the US of A«.

Det er desværre ikke så meget science fiction, som man kunne håbe. Læser man jævnligt rapporterne fra for eksempel Oxfam og Christian Aid, og ser man på begrundelserne til, at Doha-runden i Verdenshandelsorganisationen, WTO, brød sammen i Genève i slutningen af juli, så tegner der sig tydeligt et billede. Et billede af grådighed.

Som forsmag på, hvad der venter, kan man tage et kig på Indien, hvor en blanding af moderne intensiv landbrug og dårlig økonomisk vejledning førte til masseselvmord blandt landmænd allerede i 1998. Igen i forrige måned blev der rapporteret om hundredvis af selvmord, hvilket førte til premierminister Singhs lovning på 840 mio. dollar til at frikøbe hjælpesløse skyldnere. Rettighedsgrupper estimerer, at mere end 10.000 landmænd har begået selvmord i landbrugsstater som Punjab, Andhra Pradesh og Maharashtra. Ifølge BBC var hængning og forgiftning med pesticider de to mest udbredte dødsårsager.

En anden fidus er terminator-teknologien, som stadig er højt på dagsordenen hos de store transnationale virksomheder. Husk, at det, der i gamle dage holdt landbefolkninger levende i dårlige tider, var deres private forrådskammer af frø. Selv i de værste år, hvor mange døde af sult, nægtede familierne at røre ved deres såsæd. Med terminator-teknologien ? også kaldet ?selvmordsgener? ? vil det være slut. Så kan man kun dyrke planter, der får ufrugtbare frø. Teknologien ville, hvis den blev indført, underminere hundreder af millioner af menneskers livsgrundlag. Og det med vilje, fordi FHM-strategien jo handlede om først at gøre landene afhængige af moderne intensivt landbrug med amerikanske og europæiske arter, hvorefter man kan starte den årlige eller halvårlige beskatning. Selv om det lykkedes at opretholde et internationalt moratorium på kommercialiseringen af Terminator-frø i marts i år, har Monsanto just købt firmaet Delta & Pine Land, der har en plan om bruge teknologien på bomuld.

Som FHM ved du, at sultne afrikanske børn er en god overskrift i de vestlige medier. Og selv om sult ikke skyldes mangel på mad, men snarere fattigdom, koordinerer du en mediestrategi, som forbinder brugen af GMO med vejen ud af sult. Med store vejplakater med ord som ?liv?, ?rigdom? og ?sundhed? sælger du amerikansk langkornet ris og forbyder bønderne at beholde eller sælge deres såsæd. Ved at kontrollere hele forløbet fra frø til salg og tvinge dem til at betale overpris for de tilknyttede kemiske produkter, kan du nemlig trække den størst mulige profit ud af deres investering. Som direktøren for det indiske Research Foundation for Science, Technology and Natural Resource Policy, Vandana Shiva, har udtrykt det engang: »GMO var aldrig tænkt som et middel til at udslette sult. Kampagnerne handlede om sult. Men GMO har været og vil altid være en teknologi, som genererer profit for en håndfuld firmaer, der siger, at de arbejder inden for livsvidenskaben. Men det er en hån mod livet. Jeg ville hellere kalde det en dødsvidenskab«.

Tilbage til spillet: Hvis et land ikke ønsker at plante GMO, så kan man gøre det illegalt, som det for eksempel blev gjort i Paraguay og i Brasilien. Eller man kan bestikke regeringen, sådan som det er blevet gjort i Indonesien. Dumping er en cheat-mode i spillet, som dine opdragsgivere har udstyret dig med. Dumping giver mulighed for at lave målrettede angreb på lokale handelssystemer, sådan som EU og USA gør det med mælke- og kødprodukter. Ingen har magt og penge til at angribe denne praksis via WTO. Og her er vi ved det næste cheat-mode, for det er næsten udelukkende de rige lande, som underminerer WTO-reglerne. For en Farmers Hit Man er WTO kun til for én ting: at give de rige legitimitet til at tryne de fattige.

Spillets mål? Dominans, selvfølgelig. Vi er vidner til en hidtil ukendt koncentration af ejerskab, der efterlader de fattige endnu mere udsatte. Der findes ingen kendte mekanismer til at stoppe de store internationale monopoler, hvoraf de ti største alene kontrollerer 85 procent af de globale agrokemiske marked. Og tragisk bliver det, når dette svindelnummer for alvor bryder sammen. For så vil det være for sent. Den opbyggede harme vil forhindre enhver udnyttelse af de få virkelig nyttige bioteknologiske opfindelser, der faktisk eksisterer. Den danske regering er en del af dette elendige spil. Vi er alle en del af det. Nu mangler vi kun at lave selve computerspillet. Der er masser af inspiration at hente i virkeligheden.

(publiceret i Politiken, 8. oktober 2006, videnskab, side 3)

0 comments:

There was an error in this gadget