Den kreative alliance

Britisk kunstner og popgruppen Blur har bidraget til opsendelsen af europæisk marssonde.


Af Robin Engelhardt

DEN BRITISKE kunstner Damien Hirst er kendt for at opbevare hajer i formaldehyd og udstille skiveskårne køer i glasmontrer. Det kaldes neokonceptualisme og har vistnok til hensigt at illustrere dualistiske koncepter som liv og død, teknologi og natur, kunst og ikkekunst og så videre. Det var absolut hot i 1990’erne.

Den Europæiske Rumforskningsagentur, ESA, har endelig lært lektien. Forskerholdet bag landingsmodulet ’Beagle 2’, der blev sendt af sted 2. juni, har nemlig allieret sig med Damien Hirst og en anden britisk kunstnergruppe, popgruppen Blur. Alliancen har ingen imperialistiske bevæggrunde, men rent tekniske forstås. Damien Hirsts bidrag til Marsmissionen består i et farvekort, som skal bruges til at kalibrere det teknisk-visuelle udstyr med. Blur har bidraget med en lille kendingsmelodi, som skal aktiveres, når og hvis rumsonden lander succesfuldt på den røde planets overflade.

Man kan sige mangt og meget om den naturvidenskabelige grundforsknings forsøg på at gøre sig populær i offentligheden, men dette initiativ peger i det mindste i retning af et vist format. Som lederen af projektet, Colin Pillinger fra Open University i England, så poetisk udtrykte det i et interview til BBC, »søger både videnskabsfolk og kunstnere efter svar på spørgsmål om, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, og hvad det hele handler om«.

Så sandt, så sandt. Og når samarbejdet mellem kunst og naturvidenskab ligefrem får karaktér af brugbarhed og gensidig inspiration, hvorfor ikke gøre det noget mere? ’Jeff Koons med kone i kapsel’ eller ’Nye gobeliner til Rumstationen ISS’ for eksempel – alt burde kunne lade sig gøre. Det Amerikanske Rumforskningsagentur har længe forsøgt sig i en lignende genre med stor gennemslagskraft, dog med mindre troværdighed.

ET AF DE mest kendte forsøg på at gøre rumforskningen sexet var screensaverprojektet SETI@home (på engelsk ’SETI at home’ eller ’søgen efter udenjordisk intelligens i hjemmet’). Her kunne enhver med en computer downloade et program, som systematisk tygger sig igennem oceaner af binære repræsentationer af kosmisk radiostråling i håb om at få et budskab fra en fremmed verden. E.T. phone home blev gjort til en seriøs businessmodel for rumforskningen, selv om folk med indsigt i sagen vidste, at det kun var millimeter fra hjernedød pop.

Siden er NASA blevet lidt mere forsigtig og taler nu kun om ’exobiologi’, forskning i livets oprindelse og livets ’distribution’ i kosmos. Men fornemmelsen af, at man i NASA sætter to standarder, er stadig nærværende: én Hollywoodstandard til offentligheden, hvor intelligente væsner altid er på nippet til at blive opdaget, og én naturvidenskabelig standard, hvor det højeste, man håber på at finde, er lidt vand på en måne eller et par nukleotider i det ydre rum. Den britisk-europæiske kommunikationsmodel er mere elegant.

Opsendelsen af ’Beagle 2’ er for eksempel blevet planlagt så mirakuløst perfekt, at landingen vil ske omkring 24.-26. december – med andre ord i den bedste sendetid i juleferien. Det må da være en stimulerende tanke for ESA at forestille sig alle Europas familier sidde om juletræet og nynne til Blurs femklang, mens børnene spørger forundret: Are we alone?

DET ELEGANTE ved sagen er, at man ikke postulerer (særlig meget) mere, end hvad man kan tilbyde. Blurs melodi og Hirsts farvede pletter kunne selvfølgelig godt have været undværet, men nu er de der, og de har trods alt en funktion. Selve missionens formål bliver heller ikke udråbt til én gang for alle at afgøre, om der er liv på Mars.

Nej, man hæfter sig hellere ved kvaliteten af måleinstrumenterne (som skulle være enestående), og man formulerer spørgsmålet om liv på Mars på en langt mere underspillet måde ved at sige, at »eksperimenterne kan afsløre biologisk aktivitet i form af organisk materiale, vand og materialer dannet i forbindelse med vand«. De kan også afsløre andet. Man kunne måske diskutere kvaliteten af Hirsts og Blurs kunstneriske virke, men det bliver hurtigt en tung diskussion. Hovedsagen er, at de har haft succes, og nu er de på vej til Mars.

Det eneste vigtige spørgsmål, som nu står tilbage at svare på, er, hvornår Danmark sender Lars von Trier af sted. Spaceville.dk er stadig ledigt, og kulissen deroppe skulle efter sigende være fantastisk.

Robin Engelhardt er leder af Konsortiet for Matematik og Naturvidenskab ved Learning Lab Denmark, www.lld.dk/mathandscience.
There was an error in this gadget