Vive la difference

(Denne tekst blev publiceret i bogen Hvordan Mand?, eds. Adam Holm,Timme Bisgaard Munk og Mikkel Thelle, Tiderne Skifter, (2000))

Af Robin Engelhardt

Fornøjelsen er kort, stillingen grotesk og omkostningerne uendelige. Men alligevel bruger vi vores halve liv på at behage det andet køn.

Vi spejder og vi flirter; vi taler dem halvt bedøvet for at vinde deres gunst, og vi øser ud af vores største værdier og inderste følelser. For et godt ord. Det er ikke så mærkeligt, at ideen om den store kærlighed er blevet det foretrukne ikon for mennesker, når man nu ikke kan finde på andre gode forklaringer for, hvorfor vi gør os alt det besvær.

Hvad der i virkeligheden ligger bag, er vi os kun instinktivt bevidst. En mekanisk viden, hvis sprog er en fire-fjerdedelstakt under dynen. Egentlig et underligt syn, som ville få fremmede til at blive mægtigt forbløffede, hvis ikke de selv kendte til det ukuelige seksuelle begær. Men end ikke sex er grunden. Den dybeste grund til vores evige higen og søgen - disse menneskelige lidelsers og glæders dybeste årsag - er det gådefulde begreb kaldet udødeligheden.

Internettet: Nettet fjerner os fra omverden

Euforien omkring internettets utallige muligheder for videnssamfundet med direkte demokrati, fjernlæring og en hel ny økonomi til følge er fejlagtig og indholdsløs, fordi den ikke anerkender mennesket som et kropsligt væsen.



Hubert L. Dreyfus: Livet på nettet. 164 s., 175 kr. Hans Reitzels Forlag

Af Robin Engelhardt

Det er en velkendt, men ikke synderlig omtalt sag, at de utallige internetguruer, futurister og erhvervskonsulenter, som for blot et par år siden bebudede økonomiens og videnssamfundets grænseløse blomstring i internet-æraen, har pakket deres bærbare computere og fået andre job. De stod i spidsen for Dotcom-sagaen, der handlede om at lave teknologi om til pop. De økonomiske konsekvenser af dette »hype« er nu for alvor ved at vise sig. De ideologiske og sociale konsekvenser er mere usynlige.

Hubert L. Dreyfus, der er professor i filosofi ved University of California i Berkeley, har med bogen Livet på nettet forsøgt at anskueliggøre, på hvilket fejlagtigt grundlag de fremherskende forestillinger om internettets muligheder i virkeligheden ligger. Resultatet er en forfriskende og veldrejet bog, der tør tage udfordringen op mod den politisk fremherskende og af medierne stærkt understøttede teknologioptimisme, og han forstår at argumentere for sine kritikpunkter på en overbevisende og vedkommende måde.

Krop over ånd
Overordnet frygter Dreyfus, at internettet er i fuld gang med at revitalisere platoniske idealer om sjælens og åndens overlegenhed i forhold til den forgængelige, menneskelige kropslighed. Dette er ikke kun uheldigt, mener Dreyfus, men skæbnesvangert, fordi internettet får os til at glemme vores krop som den reelle og nødvendige klangbund, hvorfra enhver individualitet og bevidsthed skabes.

Mod de moderne platoniske tendenser fører Dreyfus tre filosofiske fæller frem på banen: Nietzsche, Merleau-Ponty og Kierkegaard. Fælles for i hvert fald de to første er deres absolutte tro på det legemligt handlende subjektets meningsgivende kraft. Det er ikke en luftig, materieløs bevidsthed, der får os mennesker til at erkende verden eller os selv, men vores kropslige, følelsesmæssige og intuitive anlæg.

Fjern fra læring
Dreyfus mener, at menneskets kropslighed er afgørende, hvis de skal kunne give verden mening. Uden den fysiske krops involvering i de daglige hændelser kan man kun tillære sig rent kognitive evner, som ikke er tilstrækkelige for at »forstå« fuldt ud, eller til at mestre de nødvendige kompetencer i en given livssituation.

Men Dreyfus bruger især Kierkegaards kritik af dagspressen og hans teorier om de æstetiske, etiske og religiøse stadier som udgangspunkt for en omfortolkning af internettets egenskaber. Her starter Dreyfus (og Kierkegaard) en radikal oplysningskritik: Dagspressen fremmer distanceret refleksion i stedet for »engagement«. Derfor er dagspressen - ligesom internettet - nivellerende for alle menneskelige værdier. Den er konformiserende for den enkelte, og demoraliserende for alle.

Et udpræget sympatisk træk ved bogen er, at den ikke tager velkendte argumenter om internettets fordele og ulemper for givet for så at filosofere om deres konsekvenser, men at den tager fat i selve argumenterne og deres skjulte forudsætninger. Ofte er resultatet det modsatte af, hvad der populært bliver troet.

F.eks. er fænomenet fjernlæring, eller e-learning, som det kaldes, blandt mange udråbt som den sande lighedsskabende og demokratiserende undervisningsmulighed for fremtiden, fordi den under optimale omstændigheder tillader alle, uanset køn, klasse eller slægt at blive uddannet til det, han eller hun har lyst til uden at skulle rejse til fjerne byer eller betale store indskrivningsgebyrer. Dreyfus viser derimod, at fjernlæringens elementære ulemper i form af den umuliggjorte fysiske tilstedeværelse hos eksperten eller hos »mesteren« (det være den praktiserende læge, mekanikeren eller bageren) ville medføre en grundlæggende elitedannelse i fremtidens undervisning, nemlig en opsplittelse af dem, som kun har råd til at masseundervises via video- og audiofiler, og dem, som har råd til at være fysisk til stede, når mesteren eller eksperten øser af sin viden.

For »viden« - i ordets rigeste betydning - indeholder langt mere end at have læst tilpas mange onlinedokumenter. Det indeholder erfaring, daglig praksis, omverdensforståelse, tavs viden, mesterskab og praktisk visdom. At forvente, at mennesker kan lære en profession via nettet, er som at tro, at man kan få kørekort på et bibliotek. Man kan ikke lave »undervisningsmaskiner«, sådan som psykologen B.F. Skinner engang påstod. TV har ikke revolutioneret undervisningssystemet. Det vil internettet heller ikke.

Intet engagement
En lignende negativ konklusion kommer Dreyfus frem til i forhold til fortolkningen af de virtuelle fællesskaber. I den glade variant hedder det, at livet på nettet kan skabe nye sociale bånd via de virtuelle fællesskabers uforpligtende engagement. Men i virkeligheden, siger Dreyfus, skaber dette engagement kun en illusion af at bevæge noget, ja, værre end det; fællesskaberne medvirker til at hindre enhver form for reel, praktisk og forpligtende engagement i den virkelige verden. De er skadelige, fordi de sluger tid og energi i digitaliserede kommunikationsformer, som er essentielt uforpligtende. De passiviserer og hæmmer mennesket. Det gør de, fordi de opmuntrer os til at beskæftige os med det, vi »vælger« at brænde lidenskabeligt for, frem for det, der måtte være relevant at beskæftige sig med.

Ved hjælp af Kierkegaard argumenterer Dreyfus for, hvordan internettet fremelsker en distanceret refleksion som nihilismens kilde. Ikke-stedbundne informationer skaber ikke-stedbundne, distancerede tilskuere, som pludselig har fået en mening om alt, hvad der ikke vedkommer dem samtidig med, at de ingen mening længere har om det, der absolut burde vedkomme dem.

Bogen Livet på nettet er en tiltrængt øjenåbner for alle, der vil tage internettet alvorligt. Godt skrevet, let læst og fint oversat giver den et indblik i de brugsvanskeligheder og teknologiske begrænsninger, som præger internettet. Budskabet om, at livet på nettet kan medføre tab af vigtige kropslige egenskaber såsom tillid, relevansforståelse og delagtighed i »nære« problemstillinger, er særdeles tiltrængt i dag. For selvom vi har set, hvor galt det kan gå, når en gruppe af excecutive managers og selvudråbte it-apostle kan få alverdens børser til at slå kolbøtter og lade millioner af mennesker miste deres sparepenge, har vi stadig lang vej tilbage for at forstå, hvad internettet i virkeligheden kan - og ikke kan - bruges til.
There was an error in this gadget