Borgerløn til alle

Enten er vi på vej mod et brasiliansk samfund med øget fattigdom og prekære arbejdsforhold - eller også må vi omdefinere vores forhold til arbejde og fritid, skriver Ulrich Beck.

Link: http://robinengelhardt.info/art/information/Beck-borgerloen.html

Ulrich Beck, Fagre nye arbejdsverden, Hans Reitzels Forlag, 224 sider, 225 kroner.


Af Robin Engelhardt

Sammen med Anthony Giddens er tyskeren Ulrich Beck nok den mest fremtrædende politiske sociolog man umiddelbart kender til i Europa. Hans gennembrud kom i 1986 med bogen Risikogesellschaft (da. Risikosamfundet, 1996), hvor han diskuterede den gensidige afhængighed mellem velfærd og risiko og således åbnede politikernes øjne for problemet omkring fordelingen af de utilsigtede konsekvenser af de moderne, industrielle produktionsmetoder. I dag er Beck stærkt involveret i den europæiske (so-cialdemokratiske) debat omkring udformningen af fremtidens civilsamfund og især dets arbejdsmarkedspolitik. I den nu på dansk udkomne (og godt oversatte) bog Fagre nye arbejdsverden diagnosticerer Ulrich Beck afviklingen af normalarbejdsforholdet i de vestlige lande op igennem 1980'erne og 1990'erne som en alvorlig fare, men også som en mulighed for skelsættende positive forandringer.

Vestens brasilianisering
Han kalder de mange nye ansættelser på arbejdsmarkedet uden pension eller anden form for social sikring for »prekære arbejdsforhold«, og ser dem som en udvanding af hårdt tilkæmpede rettigheder, men også som en mulighed for endelig at reformere og omdefinere arbejdsstrukturerne fra bunden af. I dag bliver det anset som sociologisk grundviden, at de statssocialistiske systemer - som f.eks. i DDR - gik til grunde fordi de var ubøjelige og manglede tilpasningsevne. Manglen bestod især i, at alle civile forsøg på at organisere en autonom sfære hinsides staten blev forhindret. Hvis dette også bliver tilfældet i de vestlige samfund, vil de før eller siden også falde fra hinanden. Beck mener på sin vis, at dette allerede er i fuld gang med at ske. Han taler om »tusind prekære arbejdsverdener« og »vestens brasilianisering« som resultat af en manglende statslig anerkendelse og sikring af alternative og selvorganiserede livs- og arbejdsformer.

Vestens brasilianisering handler om, at de vestlige samfund i stigende grad splintres i modsatrettede udviklinger og heterogene afhængighedsforhold, uden at der er nogen instans, der vil eller kan styre dem. I stedet for at man udvikler nye, meningsfulde og bindende samfundsmodeller for folk i og uden for arbejdsverdenen, frigiver man fortolkningen af arbejdet og dets fremtid til medieeksperter og mirakelpostulanter. Ganske som Antonio Gramscis idé om sociale 'hegemonier' mener Beck, at denne retoriske symptombehandling blandt de sande magthavere reelt ikke medfører andet, end at arbejdet afformaliseres, rettigheder udhules og indkomstspredningen stadig øges. Ulrich Beck forsøger dog som altid at finde også det positive ved denne udvikling: Udvidelsen af risikozonen i arbejdslivet indeholder en mulighed for at »blive sin egen herre«, at vælge sin egen levevej og være fri til at arbejde med det, man har lyst til.

Borgerløn og -arbejde
Politikere i vores verdensdele undervurderer ofte, hvor mange mennesker der faktisk frivilligt giver slip på karriere og godt betalte jobs, hvis de blot opnår et - for dem - meningsfuldt social- og familieliv og et minimum af økonomisk sikkerhed - feks. ved at blive selvstændig eller tage et deltidsjob. Den eksisterende arbejdsmarkedspolitik i Europa tillader ikke, at disse positive elementer udbygges - af (berettiget) angst for, at de negative elementer tager overhånd. Som den eneste udvej ser Beck den »aktiverende stat«, der gennem en aktiv politik og en økonomisk grundsikring for alle kan redefinere, hvad der går for at være socialt accepteret arbejde, og hvad ikke. Arbejde er ikke kun det, man får løn for, men også arbejdet i »den tredje sektor« dvs. frivilligt, uformelt arbejde i offentlige og almennyttige sammenhæng.

For Beck handler det således om at opbygge civilsamfundet på ny gennem omfattende arbejdsmarkeds- og skattereformer, der fremmer det sociale engagement og kreative initiativer. Uden en social accept og politisk sikring af uformelt arbejde som en meningsfuld og økonomisk realiserbar aktivitet vil forslaget dog kun føre til katastrofer: Det vil underminere den sidste rest af arbejdstagerrettigheder og føre til en uddelegering af statslige opgaver til Fortuna eller det monopolistiske markede.

Ret til borgerløn
Det er derfor tvingende nødvendigt, at brasilianiseringen af samfundet modsvares af en retslig sikret borgerløn til alle. Denne økonomiske grundrettighed skal være basis for borgernes frivillige valg af civil beskæftigelse, hvad enten det er ordinært arbejde på arbejdsmarkedet («erhvervsarbejde«), eller arbejde i den tredje sektor («borgerarbejde«) - eller begge dele. På den måde muliggøres et civilsamfund uden hegemonier, en lavtlønssektor uden indkomstfattigdom og et selvaktivt samfund uden meningstab. I Becks egne ord: »Borgerløn tilvejebringer det minimum af sikkerhed, der er nødvendigt, for at frihedens usikkerhed kan vendes til noget positivt.« Kravene for at det kan lade sig gøre, er en radikal arbejdstidsforkortelse for alle inden for fuldtidsarbejdsområdet, ligeberettigelse i fordelingen af betalt og ubetalt arbejde mellem kvinder og mænd og ikke mindst en social omvurdering af, hvad slags beskæftigelse der accepteres som identitetsskabende og værdigt for mennesker. Om det vitterlig vil kunne lade sig gøre, er det store spørgsmål.

Science Wars på dansk

Replik. Al videnskab er kendetegnet ved, at man kan tage uopretteligt fejl. I naturvidenskaben ytrer fejl sig gerne ved konkrete katastrofer, mens de i human- og socialvidenskaberne snarere giver sig til kende som almen elendighed.


Af Robin Engelhardt og Dorte Andersen

AL naturvidenskab beror på den korrekte erkendelse, at kykloper har ét øje i hovedet, mens samfundsdebattører har to. Al samfundsvidenskab og humanoria derimod beror på en tro om, at livet kræver mere end korrekt at kunne tælle sine får.
 
Og dog. I sjældne tilfælde kan det ske, at en samfundsdebattør bliver træt af at se alting fra to sider, især når vrøvlet tager overhånd i et samfund. Han tager en klap for det ene øje, og med forkerte naturvidenskabelige idealer som beskyttende argument farer han frem mod stort set alle og beskylder dem for anti-rationalisme, narcissisme og blødsødenhed. Dette skete for samfundsdebattøren Henrik Dahl, da hans tekst 'De bløde værdiers sejr' blev trykt som et forkortet essay i Weekendavisen i sidste uge.

Med naturvidenskabsfordrejere og objektivitetsfornægtere som erklærede fjender slutter Henrik Dahl sig med sin tekst til fronten af rationalister og revanchister, der har fået nok af 'de bløde værdier' - dog med den triste drejning at han ikke skelner mellem healere og hermeneutikere, eller mellem alternative behandlere og alternative tænkere. For seks år siden åbnede Alan Sokal en lignende debat ved at snyde en ævletekst om kvantefysikkens betydning for de politiske og kulturelle fagområder ind i fagbladet Social Text, for derefter at kritisere nogle humanistiske forskere for at være anti-rationelle. Til forskel fra denne vigtige, vittige og gode debat - som gik under navnet Science Wars - overvurderer Henrik Dahl både principperne bag og rammerne for den naturvidenskabelige metode, samtidig med at han undervurderer kvaliteten af social- og humanvidenskabernes 'systemkritik'.

FOR at starte med det sidste først, må man give Henrik Dahl ret i at det er et problem, hvis rationalitet bliver tabu i et samfund. Et samfund der består af individer, som fornægter selve muligheden af at skelne det væsentlige fra det uvedkommende, ville mildest talt være et kriseramt samfund. Man kunne endvidere diskutere om det overhovedet ville være et samfund bestående af individer.

I stedet for at se naturvidenskabelig rationalitet i opposition til humanvidenskabernes systemkritik, ville det være mere rationelt at tale om to (og flere) forskellige (og lige væsentlige) former for rationalitet. Der er former for rationalitet, for hvilke det faktisk er muligt at gå i dialog - og der er former for rationalitet, som bør være i dialog, hvis man er interesseret i, at et samfund skal fungere optimalt. At humanistisk forskning med tænkere som Michel Foucault, Jacques Derrida og Gilles Deleuze fik et skær af 'anti-rationalisme', betyder ikke at den humanistiske forskning fik gjort op med sit eget rationalitetsgrundlag. Derimod danner 'anti-rationalismen' rammen om en systemkritik, som undersøger rationalitetens grænser, hvilket også vil sige praktiske konsekvenser.

Til Henrik Dahls forsvar skal det dog siges, at systemkritikken er svært forståelig på grund af sin kompleksitet. Den betvivler for eksempel sit eget rationalitetsgrundlag ved at være systemkritik, men samtidig viser den, hvor vanskeligt det er at bedrive en væsentlig kritik, hvis kritikken ikke befinder sig inden for rationalitetens rammer.

Det mest fundamentale problem i Henrik Dahls ræsonnement er dog den antagelse, at systemkritikken nødvendigvis skulle være et angreb på naturvidenskaben. Ligesom samfunds- og humanvidenskabens mere praktisk orienterede rationalitet har sine grænser, på samme måde har naturvidenskaben sine grænser. Rationalitetskritikken har været rettet mod de mere generelle bevidsthedsmæssige fænomener, der ikke forstår at sætte grænser for sig selv, ikke mindst fordi de ekskluderer refleksion over de praktiske konsekvenser af den viden, de producerer. Det drejer sig om alle former for determinisme og positivisme - ikke om naturvidenskaben som sådan. Pointen er at erkende og handle i overensstemmelse med disse grænser - ikke at kritisere den ene form for rationalitet til fordel for den anden.

HENRIK Dahls pirateri i egne farvande overgås desværre af hans manglende viden om naturvidenskabens væsen. For Henrik Dahl består kuren mod samfundets anti-rationalisme i at lære af naturvidenskaben: her er ting enten rigtige, eller også er de forkerte. Slut prut. Inden for naturvidenskaben kan man ikke bare sådan argumentere sig ud af det. Der er fakta og der er rationelle følgeslutninger, og når der alligevel opstår en disput skyldes det enten utilstrækkelige data eller mangel på falsifikationsmuligheder.

Et så enøjet billede af den naturvidenskabelige praksis bidrager kun til yderligere at skræmme nye studerende bort (hvilket selvfølgelig var en af pointerne i Henrik Dahls tekst). Men dette billede er forkert og burde være blevet problematiseret. Naturvidenskabelig praksis er særdeles social. Produktionen af fakta kræver i høj grad argumentation og forhandling. Naturvidenskabelig forskning har godt af at blive kontekstualiseret og politiseret for at den i en pluralistisk verden forstår at legitimere sig på ny. Og den har rigtig godt af at blive forstået i offentligheden som en partikulær rationalitetsform, der har sine styrker, men også sine begrænsninger.

Til slut forfalder Henrik Dahl til simpel scientisme, når han for fremtidens samfund forlanger en "oplysning af oplysningen, som indebærer, at naturvidenskaben bliver lige så sofistikeret, når det gælder dens egen etik og politik, som den er, når det gælder dens centrale teorier og metoder," og når han påstår, at "de hårde videnskaber" kan "bryde den sociale arv". Hvis det betyder, at vi nu kun skal bruge naturvidenskabelige teoremer og metoder på sociale, etiske og politiske problemer, så er rædslen ikke langt borte.

Naturvidenskabens metodiske sofistikation ligger i dens evne til at afgrænse forskningsobjekter i essentielle og analyserbare enkeltdele. Sociale, etiske og politiske problemer kræver meget mere end dette. Foruden en naturvidenskabelig rationalitet forlanger de også andre rationaliteter; samlet kunne man kalde dem en praktisk fornuft, som inddrager kontekst, moral og social kompetence.

 Moderne viden kendetegnes af, at der er fundamentale, men divergerende former for rationalitet, der giver grundlag for forskellige betydnings- og handlingsmønstre. Den moderne udfordring ligger i at få den naturvidenskabelige rationalitet til at sameksistere med andre former for rationalitet, og at få det optimale ud af vores erkendelsesevner.

_____
Dorte Andersen er ph.d. i filosofi og ekstern lektor i etnologi, Københavns Universitet. Robin Engelhardt er ph.d. i kemi og konsortieleder på Learning Lab Denmark. 
There was an error in this gadget