Vive la difference

(Denne tekst blev publiceret i bogen Hvordan Mand?, eds. Adam Holm,Timme Bisgaard Munk og Mikkel Thelle, Tiderne Skifter, (2000))

Af Robin Engelhardt

Fornøjelsen er kort, stillingen grotesk og omkostningerne uendelige. Men alligevel bruger vi vores halve liv på at behage det andet køn.

Vi spejder og vi flirter; vi taler dem halvt bedøvet for at vinde deres gunst, og vi øser ud af vores største værdier og inderste følelser. For et godt ord. Det er ikke så mærkeligt, at ideen om den store kærlighed er blevet det foretrukne ikon for mennesker, når man nu ikke kan finde på andre gode forklaringer for, hvorfor vi gør os alt det besvær.

Hvad der i virkeligheden ligger bag, er vi os kun instinktivt bevidst. En mekanisk viden, hvis sprog er en fire-fjerdedelstakt under dynen. Egentlig et underligt syn, som ville få fremmede til at blive mægtigt forbløffede, hvis ikke de selv kendte til det ukuelige seksuelle begær. Men end ikke sex er grunden. Den dybeste grund til vores evige higen og søgen - disse menneskelige lidelsers og glæders dybeste årsag - er det gådefulde begreb kaldet udødeligheden.

Internettet: Nettet fjerner os fra omverden

Euforien omkring internettets utallige muligheder for videnssamfundet med direkte demokrati, fjernlæring og en hel ny økonomi til følge er fejlagtig og indholdsløs, fordi den ikke anerkender mennesket som et kropsligt væsen.



Hubert L. Dreyfus: Livet på nettet. 164 s., 175 kr. Hans Reitzels Forlag

Af Robin Engelhardt

Det er en velkendt, men ikke synderlig omtalt sag, at de utallige internetguruer, futurister og erhvervskonsulenter, som for blot et par år siden bebudede økonomiens og videnssamfundets grænseløse blomstring i internet-æraen, har pakket deres bærbare computere og fået andre job. De stod i spidsen for Dotcom-sagaen, der handlede om at lave teknologi om til pop. De økonomiske konsekvenser af dette »hype« er nu for alvor ved at vise sig. De ideologiske og sociale konsekvenser er mere usynlige.

Hubert L. Dreyfus, der er professor i filosofi ved University of California i Berkeley, har med bogen Livet på nettet forsøgt at anskueliggøre, på hvilket fejlagtigt grundlag de fremherskende forestillinger om internettets muligheder i virkeligheden ligger. Resultatet er en forfriskende og veldrejet bog, der tør tage udfordringen op mod den politisk fremherskende og af medierne stærkt understøttede teknologioptimisme, og han forstår at argumentere for sine kritikpunkter på en overbevisende og vedkommende måde.

Krop over ånd
Overordnet frygter Dreyfus, at internettet er i fuld gang med at revitalisere platoniske idealer om sjælens og åndens overlegenhed i forhold til den forgængelige, menneskelige kropslighed. Dette er ikke kun uheldigt, mener Dreyfus, men skæbnesvangert, fordi internettet får os til at glemme vores krop som den reelle og nødvendige klangbund, hvorfra enhver individualitet og bevidsthed skabes.

Mod de moderne platoniske tendenser fører Dreyfus tre filosofiske fæller frem på banen: Nietzsche, Merleau-Ponty og Kierkegaard. Fælles for i hvert fald de to første er deres absolutte tro på det legemligt handlende subjektets meningsgivende kraft. Det er ikke en luftig, materieløs bevidsthed, der får os mennesker til at erkende verden eller os selv, men vores kropslige, følelsesmæssige og intuitive anlæg.

Fjern fra læring
Dreyfus mener, at menneskets kropslighed er afgørende, hvis de skal kunne give verden mening. Uden den fysiske krops involvering i de daglige hændelser kan man kun tillære sig rent kognitive evner, som ikke er tilstrækkelige for at »forstå« fuldt ud, eller til at mestre de nødvendige kompetencer i en given livssituation.

Men Dreyfus bruger især Kierkegaards kritik af dagspressen og hans teorier om de æstetiske, etiske og religiøse stadier som udgangspunkt for en omfortolkning af internettets egenskaber. Her starter Dreyfus (og Kierkegaard) en radikal oplysningskritik: Dagspressen fremmer distanceret refleksion i stedet for »engagement«. Derfor er dagspressen - ligesom internettet - nivellerende for alle menneskelige værdier. Den er konformiserende for den enkelte, og demoraliserende for alle.

Et udpræget sympatisk træk ved bogen er, at den ikke tager velkendte argumenter om internettets fordele og ulemper for givet for så at filosofere om deres konsekvenser, men at den tager fat i selve argumenterne og deres skjulte forudsætninger. Ofte er resultatet det modsatte af, hvad der populært bliver troet.

F.eks. er fænomenet fjernlæring, eller e-learning, som det kaldes, blandt mange udråbt som den sande lighedsskabende og demokratiserende undervisningsmulighed for fremtiden, fordi den under optimale omstændigheder tillader alle, uanset køn, klasse eller slægt at blive uddannet til det, han eller hun har lyst til uden at skulle rejse til fjerne byer eller betale store indskrivningsgebyrer. Dreyfus viser derimod, at fjernlæringens elementære ulemper i form af den umuliggjorte fysiske tilstedeværelse hos eksperten eller hos »mesteren« (det være den praktiserende læge, mekanikeren eller bageren) ville medføre en grundlæggende elitedannelse i fremtidens undervisning, nemlig en opsplittelse af dem, som kun har råd til at masseundervises via video- og audiofiler, og dem, som har råd til at være fysisk til stede, når mesteren eller eksperten øser af sin viden.

For »viden« - i ordets rigeste betydning - indeholder langt mere end at have læst tilpas mange onlinedokumenter. Det indeholder erfaring, daglig praksis, omverdensforståelse, tavs viden, mesterskab og praktisk visdom. At forvente, at mennesker kan lære en profession via nettet, er som at tro, at man kan få kørekort på et bibliotek. Man kan ikke lave »undervisningsmaskiner«, sådan som psykologen B.F. Skinner engang påstod. TV har ikke revolutioneret undervisningssystemet. Det vil internettet heller ikke.

Intet engagement
En lignende negativ konklusion kommer Dreyfus frem til i forhold til fortolkningen af de virtuelle fællesskaber. I den glade variant hedder det, at livet på nettet kan skabe nye sociale bånd via de virtuelle fællesskabers uforpligtende engagement. Men i virkeligheden, siger Dreyfus, skaber dette engagement kun en illusion af at bevæge noget, ja, værre end det; fællesskaberne medvirker til at hindre enhver form for reel, praktisk og forpligtende engagement i den virkelige verden. De er skadelige, fordi de sluger tid og energi i digitaliserede kommunikationsformer, som er essentielt uforpligtende. De passiviserer og hæmmer mennesket. Det gør de, fordi de opmuntrer os til at beskæftige os med det, vi »vælger« at brænde lidenskabeligt for, frem for det, der måtte være relevant at beskæftige sig med.

Ved hjælp af Kierkegaard argumenterer Dreyfus for, hvordan internettet fremelsker en distanceret refleksion som nihilismens kilde. Ikke-stedbundne informationer skaber ikke-stedbundne, distancerede tilskuere, som pludselig har fået en mening om alt, hvad der ikke vedkommer dem samtidig med, at de ingen mening længere har om det, der absolut burde vedkomme dem.

Bogen Livet på nettet er en tiltrængt øjenåbner for alle, der vil tage internettet alvorligt. Godt skrevet, let læst og fint oversat giver den et indblik i de brugsvanskeligheder og teknologiske begrænsninger, som præger internettet. Budskabet om, at livet på nettet kan medføre tab af vigtige kropslige egenskaber såsom tillid, relevansforståelse og delagtighed i »nære« problemstillinger, er særdeles tiltrængt i dag. For selvom vi har set, hvor galt det kan gå, når en gruppe af excecutive managers og selvudråbte it-apostle kan få alverdens børser til at slå kolbøtter og lade millioner af mennesker miste deres sparepenge, har vi stadig lang vej tilbage for at forstå, hvad internettet i virkeligheden kan - og ikke kan - bruges til.

Borgerløn til alle

Enten er vi på vej mod et brasiliansk samfund med øget fattigdom og prekære arbejdsforhold - eller også må vi omdefinere vores forhold til arbejde og fritid, skriver Ulrich Beck.

Link: http://robinengelhardt.info/art/information/Beck-borgerloen.html

Ulrich Beck, Fagre nye arbejdsverden, Hans Reitzels Forlag, 224 sider, 225 kroner.


Af Robin Engelhardt

Sammen med Anthony Giddens er tyskeren Ulrich Beck nok den mest fremtrædende politiske sociolog man umiddelbart kender til i Europa. Hans gennembrud kom i 1986 med bogen Risikogesellschaft (da. Risikosamfundet, 1996), hvor han diskuterede den gensidige afhængighed mellem velfærd og risiko og således åbnede politikernes øjne for problemet omkring fordelingen af de utilsigtede konsekvenser af de moderne, industrielle produktionsmetoder. I dag er Beck stærkt involveret i den europæiske (so-cialdemokratiske) debat omkring udformningen af fremtidens civilsamfund og især dets arbejdsmarkedspolitik. I den nu på dansk udkomne (og godt oversatte) bog Fagre nye arbejdsverden diagnosticerer Ulrich Beck afviklingen af normalarbejdsforholdet i de vestlige lande op igennem 1980'erne og 1990'erne som en alvorlig fare, men også som en mulighed for skelsættende positive forandringer.

Vestens brasilianisering
Han kalder de mange nye ansættelser på arbejdsmarkedet uden pension eller anden form for social sikring for »prekære arbejdsforhold«, og ser dem som en udvanding af hårdt tilkæmpede rettigheder, men også som en mulighed for endelig at reformere og omdefinere arbejdsstrukturerne fra bunden af. I dag bliver det anset som sociologisk grundviden, at de statssocialistiske systemer - som f.eks. i DDR - gik til grunde fordi de var ubøjelige og manglede tilpasningsevne. Manglen bestod især i, at alle civile forsøg på at organisere en autonom sfære hinsides staten blev forhindret. Hvis dette også bliver tilfældet i de vestlige samfund, vil de før eller siden også falde fra hinanden. Beck mener på sin vis, at dette allerede er i fuld gang med at ske. Han taler om »tusind prekære arbejdsverdener« og »vestens brasilianisering« som resultat af en manglende statslig anerkendelse og sikring af alternative og selvorganiserede livs- og arbejdsformer.

Vestens brasilianisering handler om, at de vestlige samfund i stigende grad splintres i modsatrettede udviklinger og heterogene afhængighedsforhold, uden at der er nogen instans, der vil eller kan styre dem. I stedet for at man udvikler nye, meningsfulde og bindende samfundsmodeller for folk i og uden for arbejdsverdenen, frigiver man fortolkningen af arbejdet og dets fremtid til medieeksperter og mirakelpostulanter. Ganske som Antonio Gramscis idé om sociale 'hegemonier' mener Beck, at denne retoriske symptombehandling blandt de sande magthavere reelt ikke medfører andet, end at arbejdet afformaliseres, rettigheder udhules og indkomstspredningen stadig øges. Ulrich Beck forsøger dog som altid at finde også det positive ved denne udvikling: Udvidelsen af risikozonen i arbejdslivet indeholder en mulighed for at »blive sin egen herre«, at vælge sin egen levevej og være fri til at arbejde med det, man har lyst til.

Borgerløn og -arbejde
Politikere i vores verdensdele undervurderer ofte, hvor mange mennesker der faktisk frivilligt giver slip på karriere og godt betalte jobs, hvis de blot opnår et - for dem - meningsfuldt social- og familieliv og et minimum af økonomisk sikkerhed - feks. ved at blive selvstændig eller tage et deltidsjob. Den eksisterende arbejdsmarkedspolitik i Europa tillader ikke, at disse positive elementer udbygges - af (berettiget) angst for, at de negative elementer tager overhånd. Som den eneste udvej ser Beck den »aktiverende stat«, der gennem en aktiv politik og en økonomisk grundsikring for alle kan redefinere, hvad der går for at være socialt accepteret arbejde, og hvad ikke. Arbejde er ikke kun det, man får løn for, men også arbejdet i »den tredje sektor« dvs. frivilligt, uformelt arbejde i offentlige og almennyttige sammenhæng.

For Beck handler det således om at opbygge civilsamfundet på ny gennem omfattende arbejdsmarkeds- og skattereformer, der fremmer det sociale engagement og kreative initiativer. Uden en social accept og politisk sikring af uformelt arbejde som en meningsfuld og økonomisk realiserbar aktivitet vil forslaget dog kun føre til katastrofer: Det vil underminere den sidste rest af arbejdstagerrettigheder og føre til en uddelegering af statslige opgaver til Fortuna eller det monopolistiske markede.

Ret til borgerløn
Det er derfor tvingende nødvendigt, at brasilianiseringen af samfundet modsvares af en retslig sikret borgerløn til alle. Denne økonomiske grundrettighed skal være basis for borgernes frivillige valg af civil beskæftigelse, hvad enten det er ordinært arbejde på arbejdsmarkedet («erhvervsarbejde«), eller arbejde i den tredje sektor («borgerarbejde«) - eller begge dele. På den måde muliggøres et civilsamfund uden hegemonier, en lavtlønssektor uden indkomstfattigdom og et selvaktivt samfund uden meningstab. I Becks egne ord: »Borgerløn tilvejebringer det minimum af sikkerhed, der er nødvendigt, for at frihedens usikkerhed kan vendes til noget positivt.« Kravene for at det kan lade sig gøre, er en radikal arbejdstidsforkortelse for alle inden for fuldtidsarbejdsområdet, ligeberettigelse i fordelingen af betalt og ubetalt arbejde mellem kvinder og mænd og ikke mindst en social omvurdering af, hvad slags beskæftigelse der accepteres som identitetsskabende og værdigt for mennesker. Om det vitterlig vil kunne lade sig gøre, er det store spørgsmål.

Science Wars på dansk

Replik. Al videnskab er kendetegnet ved, at man kan tage uopretteligt fejl. I naturvidenskaben ytrer fejl sig gerne ved konkrete katastrofer, mens de i human- og socialvidenskaberne snarere giver sig til kende som almen elendighed.


Af Robin Engelhardt og Dorte Andersen

AL naturvidenskab beror på den korrekte erkendelse, at kykloper har ét øje i hovedet, mens samfundsdebattører har to. Al samfundsvidenskab og humanoria derimod beror på en tro om, at livet kræver mere end korrekt at kunne tælle sine får.
 
Og dog. I sjældne tilfælde kan det ske, at en samfundsdebattør bliver træt af at se alting fra to sider, især når vrøvlet tager overhånd i et samfund. Han tager en klap for det ene øje, og med forkerte naturvidenskabelige idealer som beskyttende argument farer han frem mod stort set alle og beskylder dem for anti-rationalisme, narcissisme og blødsødenhed. Dette skete for samfundsdebattøren Henrik Dahl, da hans tekst 'De bløde værdiers sejr' blev trykt som et forkortet essay i Weekendavisen i sidste uge.

Med naturvidenskabsfordrejere og objektivitetsfornægtere som erklærede fjender slutter Henrik Dahl sig med sin tekst til fronten af rationalister og revanchister, der har fået nok af 'de bløde værdier' - dog med den triste drejning at han ikke skelner mellem healere og hermeneutikere, eller mellem alternative behandlere og alternative tænkere. For seks år siden åbnede Alan Sokal en lignende debat ved at snyde en ævletekst om kvantefysikkens betydning for de politiske og kulturelle fagområder ind i fagbladet Social Text, for derefter at kritisere nogle humanistiske forskere for at være anti-rationelle. Til forskel fra denne vigtige, vittige og gode debat - som gik under navnet Science Wars - overvurderer Henrik Dahl både principperne bag og rammerne for den naturvidenskabelige metode, samtidig med at han undervurderer kvaliteten af social- og humanvidenskabernes 'systemkritik'.

FOR at starte med det sidste først, må man give Henrik Dahl ret i at det er et problem, hvis rationalitet bliver tabu i et samfund. Et samfund der består af individer, som fornægter selve muligheden af at skelne det væsentlige fra det uvedkommende, ville mildest talt være et kriseramt samfund. Man kunne endvidere diskutere om det overhovedet ville være et samfund bestående af individer.

I stedet for at se naturvidenskabelig rationalitet i opposition til humanvidenskabernes systemkritik, ville det være mere rationelt at tale om to (og flere) forskellige (og lige væsentlige) former for rationalitet. Der er former for rationalitet, for hvilke det faktisk er muligt at gå i dialog - og der er former for rationalitet, som bør være i dialog, hvis man er interesseret i, at et samfund skal fungere optimalt. At humanistisk forskning med tænkere som Michel Foucault, Jacques Derrida og Gilles Deleuze fik et skær af 'anti-rationalisme', betyder ikke at den humanistiske forskning fik gjort op med sit eget rationalitetsgrundlag. Derimod danner 'anti-rationalismen' rammen om en systemkritik, som undersøger rationalitetens grænser, hvilket også vil sige praktiske konsekvenser.

Til Henrik Dahls forsvar skal det dog siges, at systemkritikken er svært forståelig på grund af sin kompleksitet. Den betvivler for eksempel sit eget rationalitetsgrundlag ved at være systemkritik, men samtidig viser den, hvor vanskeligt det er at bedrive en væsentlig kritik, hvis kritikken ikke befinder sig inden for rationalitetens rammer.

Det mest fundamentale problem i Henrik Dahls ræsonnement er dog den antagelse, at systemkritikken nødvendigvis skulle være et angreb på naturvidenskaben. Ligesom samfunds- og humanvidenskabens mere praktisk orienterede rationalitet har sine grænser, på samme måde har naturvidenskaben sine grænser. Rationalitetskritikken har været rettet mod de mere generelle bevidsthedsmæssige fænomener, der ikke forstår at sætte grænser for sig selv, ikke mindst fordi de ekskluderer refleksion over de praktiske konsekvenser af den viden, de producerer. Det drejer sig om alle former for determinisme og positivisme - ikke om naturvidenskaben som sådan. Pointen er at erkende og handle i overensstemmelse med disse grænser - ikke at kritisere den ene form for rationalitet til fordel for den anden.

HENRIK Dahls pirateri i egne farvande overgås desværre af hans manglende viden om naturvidenskabens væsen. For Henrik Dahl består kuren mod samfundets anti-rationalisme i at lære af naturvidenskaben: her er ting enten rigtige, eller også er de forkerte. Slut prut. Inden for naturvidenskaben kan man ikke bare sådan argumentere sig ud af det. Der er fakta og der er rationelle følgeslutninger, og når der alligevel opstår en disput skyldes det enten utilstrækkelige data eller mangel på falsifikationsmuligheder.

Et så enøjet billede af den naturvidenskabelige praksis bidrager kun til yderligere at skræmme nye studerende bort (hvilket selvfølgelig var en af pointerne i Henrik Dahls tekst). Men dette billede er forkert og burde være blevet problematiseret. Naturvidenskabelig praksis er særdeles social. Produktionen af fakta kræver i høj grad argumentation og forhandling. Naturvidenskabelig forskning har godt af at blive kontekstualiseret og politiseret for at den i en pluralistisk verden forstår at legitimere sig på ny. Og den har rigtig godt af at blive forstået i offentligheden som en partikulær rationalitetsform, der har sine styrker, men også sine begrænsninger.

Til slut forfalder Henrik Dahl til simpel scientisme, når han for fremtidens samfund forlanger en "oplysning af oplysningen, som indebærer, at naturvidenskaben bliver lige så sofistikeret, når det gælder dens egen etik og politik, som den er, når det gælder dens centrale teorier og metoder," og når han påstår, at "de hårde videnskaber" kan "bryde den sociale arv". Hvis det betyder, at vi nu kun skal bruge naturvidenskabelige teoremer og metoder på sociale, etiske og politiske problemer, så er rædslen ikke langt borte.

Naturvidenskabens metodiske sofistikation ligger i dens evne til at afgrænse forskningsobjekter i essentielle og analyserbare enkeltdele. Sociale, etiske og politiske problemer kræver meget mere end dette. Foruden en naturvidenskabelig rationalitet forlanger de også andre rationaliteter; samlet kunne man kalde dem en praktisk fornuft, som inddrager kontekst, moral og social kompetence.

 Moderne viden kendetegnes af, at der er fundamentale, men divergerende former for rationalitet, der giver grundlag for forskellige betydnings- og handlingsmønstre. Den moderne udfordring ligger i at få den naturvidenskabelige rationalitet til at sameksistere med andre former for rationalitet, og at få det optimale ud af vores erkendelsesevner.

_____
Dorte Andersen er ph.d. i filosofi og ekstern lektor i etnologi, Københavns Universitet. Robin Engelhardt er ph.d. i kemi og konsortieleder på Learning Lab Denmark. 

A SCHOOL DAY IS A SCHOOL DAY

(This text appeared in: Richter L., Engelhardt R. (ed.): Life of Science, Learning Lab Denmark, 2002)

Read the whole text in pdf

The Sint-Jozef-Klein-Seminarie in the Flemish town of Sint-Niklaas reveals a school system distinguished by hard work, solicitude and tradition.

Departing from Brussels by train and heading north for about half an hour, you would expect to arrive at a nice middle-class town with small houses, neatly dressed shop windows, and perfectly clean streets. As I step off the train and look around from the exit of the main railway station, this does indeed seem to be the case. The white churches and windows decorated with flowers seem to match the blue sky perfectly. The name of the town is Sint-Niklaas. It lies in the Flemish part of Belgium.

I have an appointment with Walter Roggeman, the headmaster of Sint-Jozef Klein-Seminarie, a Catholic school for twelve to eighteen-year-olds.

A SCHOOL FOR THE FUTURE

(This text appeared in: Richter L., Engelhardt R. (ed.): Life of Science, Learning Lab Denmark, 2002)

Read the text as pdf


Can you imagine a school without classrooms, without timetables, without school bells, without school bags, and without a teacher’s desk? If not, you must visit Futurum in Sweden, a radically new school that combines creative architecture with modern learning and teaching methods.

By Robin Engelhardt

Stockholm is built on seven islands. The water separating the islands creates natural boundaries which, at least until the 1950s, meant it was common for the citizens to live separately. They kept to their own neighbourhoods without much contact with people from other parts of town, and it was difficult for parents to send their children to schools situated on another island, somewhere across the sluices towards the town centre.

This turned out to be very convenient for educational experts when they began to rebuild schools and to experiment with new kinds of educational systems in the 1950s. The differentiated school systems in the northern parts of Stockholm were kept intact, whereas the school system in the south was restructured into comprehensive schools where the students are taught together until the tenth grade.

When school experts evaluated the experiment they were surprised: students from the north and the south performed equally well when examined. But students who were taught at a comprehensive school received better marks in social conduct and were regarded as less egotistical and more cooperatively minded. When the final study was published in 1963, the Ministry of Education in Sweden did not have any remaining doubts about the benefits of a comprehensive school system. Since the beginning of the 1970s, most students in Sweden have been taught in undivided comprehensive schools. Students are not examined until the tenth grade and they do not risk having to repeat a year. Within a few years of the Swedish implementation, this system was unilaterally introduced in all Scandinavian countries.

“The Open School” movement 
In the mid-1990s, yet another revolution began in the Swedish school system. This revolution did not occur on the basis of concrete experiments as it had thirty years earlier. Rather, it was due to the realisation that large amounts of pedagogical knowledge had been developed during the last twenty-five years – but without being used. Also, a variety of new demands for what students should be able to know and do obliged decision-makers to try out other kinds of school systems and to introduce modern teaching methods. Naturally, this was only possible because of a simultaneous political consensus in Sweden that aimed to improve education through the strengthening of local autonomy.

The most prominent school in this regard is Futurum, located in the Håbo district, about 50 kilometres northwest of Stockholm. In many respects, Futurum does not even resemble a school. Built as a collection of detached wooden houses at the outer limits of the small town of Bålsta, the architecture reminds you more of art studios or rebuilt laboratories. High ceilings and plenty of light give the impression of visiting a wooden greenhouse built for the evolution of a new human species. Flexible working conditions and modern educational theories are truly reflected in the whole construction of Futurum.

When you enter the front door of Futurum,s the first things you notice are not the usual things. There are no long corridors with shouting children. There are no classrooms with lecterns and desks. There are no school bags. And you don’t hear any school bell. What you see is a busy house where students walk around carrying books and equipment. Their minds are occupied with the things they do. They sit in the computer area studying Web sites, they read books about modern art in the corners of the many open study rooms, or they walk and talk about the forthcoming play in the school’s theatre.

All rooms are built around a large space that resembles a town square. There is a sculpture and a stage, and the canteen in the middle is arranged invitingly with self-service tables and milk bars. Some of the adjoining rooms are used for woodwork and needlework, others for physics and chemistry experiments. Next door is a fully equipped music studio, from which you can enter a dressing room overflowing with hundreds of peculiar costumes.

There is also a place called Africa with five-metre high palms imported from the Netherlands. Here, the smaller kids normally sit and read picture books. The teachers’ room has computers for all and the gym on the ground floor is so big and luxuriously equipped that one automatically asks what it has cost.

Creating a new learning culture
Even though it was not cheap to create, Bålstå has a school it can be proud of. The physical appearance of Futurum is so different from normal schools that you will have a hard time grasping the implications for the way a school day is organised and the learning methods used.

A year ago, when one politician was shown all the outstanding qualities of the rooms, she asked the guide Hans Ahlenius: “That’s altogether very nice, but where does the teaching take place?” The answer came promptly: “This is teaching!”.

In complete contrast to conventional customs in schools, it is not the teacher who talks and walks around. And it is not the teacher who poses the questions. It is the students who are active. They find the things they need to work with, they help each other, they go to the computer desk, to the library, or they ask the teachers for advice. You never meet a child who asks “What should I do now?” The teachers function like advisors and stay quiet as long as they are not needed.

How can this be achieved? Every morning the students meet the team of teachers in their contact group and decide what to do. Together with the teachers, the student settles on the students are responsible for the planning and carrying out of their own work. Depending on the needs of the student, working hours and subjects are planned as flexibly as possible. Through all ten years at school, the same group of teachers attends to the student, and this creates a close social adult network.

Headmaster Gunnar Lundgren explains that this concept of “the small school within the large school” creates an atmosphere of self-government and responsibility. The “small school” is the working unit for the students and it consists of several rooms built around a large central space. There are six “small schools” with about 160 students of all ages in each. Each unit is named after a colour. Sixteen teachers and other personnel are responsible for keeping the unit functioning for up to twelve hours a day due to the older students’ flexible hours of attendance. Bullying is an unknown phenomenon.

Without the “Loggbok” things would probably not work well. This logbook is individual and follows the student throughout the years. It contains the learning objectives for each week. There are no working hours; there are only working weeks. The students are responsible for recording their work in the logbook. At the end of the week, the student, the parent and the contact teacher sign the book in order to seal the week’s work. For most of the students, the logbook means a great deal of freedom and independence, because they do not need to obey school bells and timetables any more.

Only around seventeen hours a week are spent in some kind of class teaching. The rest of the time, the students decide themselves whether they want to improve their French vocabulary, study Swedish or help some of the younger students in their own unit. In addition to this, a lot of combined-age and cross-disciplinary projects add to the diversity of learning styles at Futurum.

Supporting individual learning styles
You might call Futurum an experimental expedition into learning, which has been successful in creating a new school culture. The autonomy given by the state to the local community is here passed on to the teachers and the students. And the result is freedom and responsibility.

More importantly, perhaps, the pedagogical principles have been greatly improved. Subjects are not taught as facts. There is no learning by rote. The subjects are always integrated into a context and students approach them from a problem-oriented perspective. This means that disciplines such as Swedish, physics, and biology are very often interconnected via an overall theme.

“When students begin to work on a project they run all over the place,” says the physics teacher, Fredrik von Euler, “It might look chaotic. But it is creative chaos.”

When studying electricity, for instance, von Euler’s students do not have to follow standard textbooks that slavishly go though the various ways in which light bulbs and batteries can be arranged in an electrical circuit. Instead, they are asked to answer questions based on a small figure of an electrical arrangement, and to read and present the biography of one of the many famous physicists that contributed to the field, such as Alesandro Volta, Andre Marie Ampere, Georg Simon Ohm, Michael Faraday, etc. This approach automatically strengthens the project-oriented working habits, while also helping individual students to frame their own depths of inquiry and to use their own learning styles.

David Larsson and Rosemarie Wolf, two bright students from the ninth grade who have been given the extra job of guiding visitors around, think this freedom is great: “We can learn things in our own way,” they say. “This helps the good students. But less independent students might need a bit more guidance.”

Therefore, they are supervised more frequently by the team of teachers and, if necessary, placed in a support group. The promotion of individual learning styles is integrated into the physical space even down to the careful selection of colour and temperature in the rooms.

For example, after a small enquiry among students in the purple unit, David and his mates were granted the right to furnish their own ideal study room. The result was a room that is not too warm, has subdued light, and can be reserved for individual meetings with music by Enya playing in the background. Other purple learning places are called “Milky Way” (light, warm), “Ocean” (dark, cold) and “Lightyard” (light, warm, quiet).

The combination of project work, group work and self-tuition, supported by a well-equipped and caring environment, creates the perfect preconditions for the declared pedagogical goals of Futurum: an atmosphere of security, prosperity, respect for the background, an interest in other people, the development of individual responsibility, and a strong focus on reflection and critical thinking. “Here we have three teachers,” says Gunnar Lundgren. “The first and most important teacher is the child. The second is the teacher and the third is the environment.”

Spreading the word
The story of Futurum is not only a story about educational experts who wanted to try out their ideas in a concrete setting. Rather, it began when the mayor of Bålsta, Søren Andersson, had to renovate the Kvarnback School. Instead of using seven million Euros for the restoration of the old school, Andersson and the town council decided to try something entirely new. They asked Hans Ahlenius and some of his colleagues to do some research into the possibility of creating a “school for the future”. After three years, several council meetings and public discussions, Futurum was built. Today the school is used as a model for the Vibyskolan, Skogsbrynet and Annehill schools in Bålsta. The pedagogical ideas behind these schools are framed by the concept of “School 2000”.

School 2000 regards learning as an active and creative process that is acquired through interaction with other people. Competence development and the growth of social capabilities are an intrinsic part of learning. One of the main philosophies of the School 2000 approach is that people are different and that each child as well as each adult has individual needs, methods, and approaches to learning. The roll of the teachers is to make individual learning possible through cooperation and guidance. They must be able to listen and follow the ideas put forward by the students. Teaching styles as well as learning styles are individual, and students are actively engaged in planning, carrying out, and following-up the work. Also, the physical milieu is regarded as an active element within all this. Providing a stimulating atmosphere and up-to-date technology creates a flexible and functional working environment for all. School 2000 has achieved widespread recognition throughout Sweden.

Several schools are following the example from Håbo. A rough estimate says that about ten percent of all Swedish schools have started to use the School 2000 approach to learning. In Denmark, the local school in Hellerup, north of Copenhagen, has started a similar project, and there has also been considerable interest in Germany. But whether this new school concept from Sweden will actually change the school systems in European countries depends on many things.

Above all, there are huge cultural differences that are not easily changed – and maybe should not be changed. Some countries emphasize competition, others cooperation. Some countries prefer a highly selective and differentiated educational system, while others prefer a comprehensive system. Some countries choose to promote extensive local autonomy, while other countries might not be able or willing to do so.

There can be no doubt about the importance of the educational system to the way children are brought up and shaped in a particular culture. Schools are the mirrors of society. And schoolchildren are their reflection. But they can also become the representatives of another future. Therefore, educational reforms, in whichever direction they go, must be rooted in a clear vision of a future community. In order to succeed, reforms must depart from the preconditions and contexts that already exist in a given society. And they must make the best use of their virtues.

Futurum
Kalmarleden
74680 Bålsa
Sweden
www.futurum.habo.se

FINNISH LESSONS

(This text appeared in: Richter L., Engelhardt R. (ed.): Life of Science, Learning Lab Denmark, 2002)

Read the text as pdf

Within the space of only one generation, Finland has made a successful transition from an agrarian society to a high-tech community with the highest educational level in Europe. But without having been able to combine their tradition of solidarity with the virtues of originality and discipline, the Finns would not have made it this far.

By Robin Engelhardt

Finland is now a country many politicians look upon with envy, due to its being ranked as the best performing European country in the PISA-2000 study. Since the results were made public, politicians and educational experts have flocked to schools in Finland to discover the secret behind such outstanding performance. And so did I.

Because of a tip I got from a PISA researcher, I decided to visit one of the best performing schools in Finland, the Voionmaa secondary school in Jyväskylä.

Counting on education for all 
The first thing you discover when visiting Finland in the late summer is your own shadow. As you walk along, your shadow follows you on the other side of the road as if it were a grotesquely distorted extension of yourself. It is the effect of a sun that always hangs low, shining yellow and bright on the horizon.

Also, it is not unlikely that you will meet cross-country skiing Finns in the streets with ski poles in their hands and traditional wool caps on their heads. The only problem is that there is no snow and they do not use skis. They use rollerblades.

The new headmaster of the Voionmaa school in Jyväskylä is Ismo Falck. He is a young biologist who got the job temporarily after the previous head teacher, Tamara Eloranta, retired last summer. He shows me the school. At first glance it does not appear to be the wonderful place of educational excellence it is said to be. The grey buildings clearly need to be renovated. The long naked corridors are painted in poisonous green colours, and the classrooms are quite small. But there is no graffiti. Lots of students between fourteen and seventeen walk quietly up and down the corridors or sit on the small benches reading.

“We have no national tests, something which gives us a lot of freedom,” says Ismo Falck. “And we do not control what the teachers are teaching. We only look for teachers who are willing to get involved in the students’ learning and are able to support the weak as well as the strong students. The atmosphere among the teachers is very good at this school.”

In Jyväskylä, Finnish and foreign students can study English from grades one to six in the neighboring Cygnaeus school and from grades seven to nine in the Voionmaa school. Those foreign students who are not taught in English are given one year of preparatory tutorials for comprehensive school, after which they move to a support school. These schools have language assistants for the largest language groups and teaching materials for foreign students.

There is also an option to be taught in your mother tongue. In addition to this broad range of opportunities, every teacher in the primary and secondary schools has a minimum of a Master’s degree. This means that the subjects taught are up to date, and it adds positively to the professional depth and development at the schools. At the Voionmaa school, up to seventy-five percent of the students will later attend the upper secondary school. The national average is only sixty percent.

Not that outstanding!
I decide to attend a physics lecture. The subject is electricity. The teacher is a bit worried as she walks towards the classroom because the students “are all ninthgraders and know each other well”, meaning that they talk a lot and might turn out to be a little more difficult to handle than other classes. The classroom is organized quite traditionally. Tables and chairs are aligned in rows and face the blackboard in front.

The students sit in pairs. Girls at the front, boys at the back.The teacher shows overheads with batteries in series, batteries in parallel, bulbs in series, and bulbs in parallel. We learn that serial arrangements make the bulbs glow dimly and parallel arrangements make them glow brightly. The students write everything down in their notebooks. They are quiet and prepared to work hard even if they are not very interested.

After the theoretical readings, each table is handed an experimental box containing batteries, flexible cords, an ammeter and voltmeter. The point is to convert theory into practice. The teacher is the one to pose the questions and the students answer by putting up their hands. Pedagogically speaking, this is not the best way for students to be taught, of course. They will get the impression that practising physics is a matter of following a recipe, and being tested on whether they are bright enough to assemble wires quickly and correctly.

But it is probably hard to blame the mistake on the teacher. She has been taught this way, as have her teachers before her. Moreover, the amount of time, space, and materials available in the school does not leave much room for the implementation of more modern learning principles. Forty-five minutes twice a week is the time the physics teacher has to work with, and it is naturally also necessary for the teacher to make sure the students learn everything stated in the school’s examination requirements.

But then again, since the beginning of the 1990s the Ministry of Education has dropped the detailed national curriculum. The current national guidelines only include the most general principles, for instance, the number of hours a subject has to be taught. The previous head teacher of the Voionmaa school, Tamara Eloranta, rebuilt the whole curriculum. The school now mixes the classes so that seventh-graders sit together with ninth-graders. This reduces teasing and makes older students take responsibility for those who are younger.

Sticking together
The school has also developed some strong mechanisms for working together with parents. After the physics lesson, Ismo Falck shows me a document that is a written agreement between the teachers, the students, and their parents. They all have to sign this agreement before the students begin in the Voionmaa school. The agreement states some general principles concerning how one should behave and cooperate as a parent. It says for instance:

“We listen and talk to the children. We try to see the good things in the children. We guide them in learning right from wrong and help them develop responsibility. We do not accept any teasing. We interfere with improper behaviour, also among other children. Curfew is 9 PM Monday to Friday and 10 PM during weekends, if their homework is done. Kids inform their parents where they are and parents inform the kids where they are.”

“This written statement,” says Ismo Falk, “is becoming normal in Finland, because parents do not realize that they have to say no sometimes. We try to support parents to do their job as parents.”

The demographic statistics support his claim. More than half of the children in Finland are children of divorced parents. Unemployment in Jyväskylä is 15 per cent, but it has actually been much worse. Twelve years ago Finland had a huge financial crisis. The economic collapse of the Soviet Union and of the other socialist countries virtually eliminated Finland’s export markets. Just one year after the collapse, the national income had fallen by 6.3 per cent. Unemployment rose to 20 per cent.

There is one thing that characterizes the Finnish people very well. It’s the notion of “sisu”. When people mention their sisu, they talk mainly about sport. Sisu stands for the determination to win and for the endurance and toughness that is needed in order to reach a goal.

In Finland there is a lot of sisu. Within twelve years, the Finns have collectively managed to become a rich country with the highest educational level in Europe. The schools and universities are free of charge and the government has a detailed program for the financial support of women with children who with to study and start a working life. Finland has a mantra, a kind of national saying, which every teacher repeats to visitors.

Sirkka-Liisa Kuorikoski, the chemistry teacher at the Voionmaa school, puts it this way: “We are only five million people. We cannot afford to lose anyone. Wherever there is talent, it will be supported.”

The well-behaved children 
The last lecture I decide to attend takes place in the forest near the city. The new biology teacher, Elina Nurmenniemi, has prepared a list of names and printed images of leaves and flowers on paper, and the students must now find samples of the leaves and flowers in the forest. Even though it is the first time that Elina Nurmenniemi has taught this particular class, there is no trouble from the students. They listen carefully and organize themselves into small groups in order to retrieve the samples. It is quite late in the afternoon and the students work quickly. They find the samples and deliver them in a polite manner to the teacher. Then they head off for the bus stop.

As we wait for the bus back to town strange things happen. One of the girls from the class offers her seat to Elina Nurmenniemi and myself.

Baffled by this politeness, which is uncommon to me, I reject the offer instantaneously and start to wonder what is going on with these Finns. No shouting, no teasing, no jumping, no nothing. The competitive mingling and constant struggling for social acceptance, which is so normal for Danish teenagers, seems to be unimportant to them. They just talk quietly and they even seem to be happy when they sit alone in order to read a book. No wonder they are the best readers in the world.

From the hill comes yet another rollerblading Finn. Doubled up with his ski poles at his sides, he quickly tears down the road and out of sight. This scene, I speculate, might be a good metaphor for the story of Finland: “the combination of modern equipment with traditional supporting tools mixed harmoniously together into a fast moving body”. After the first, yet another man comes down the road. But this time it is a heavy drinker who walks towards us slalom-style. He tries to grope the girls but is sent away by the teacher. Then the bus arrives and we all go home.

Waiting for the magic mill
It is as if Finns still have an animistic heritage. Nature is still endowed with spirit, just as it is in the Kalevala, Finland’s national epic. Every school child reads and learns the Kalevala. It is about the struggle and reconciliation of animals and the woodland spirits with the witches and the humans. The heroes of the epic promise to return one day with the “Sampo”, the magic mill. The mill will then once again grind gold and flour and salt, and it will bring another Kantele – a wing-shaped zither – that will
enchant all life with its magic music.

This epic is as different from the epic of the slaughtering Vikings as the Finnish children are different from the restless children in Danish schools.

If I were a politician, I wouldn’t envy Finland because of its educational system. I would envy Finland its enduring people. Finland’s success is a fairy tale about an agrarian society that has skated into the hi-tech world of the Internet and mobile phones. The Finnish people have made many sacrifices in order to be where they are today. So far, the tale seems to have a happy ending, as the Finns have have survived as a community.

But thinking about the larger context, it’s also a worrying story. In 1990 the share of wages among salaried employees and wage-earners amounted to fifty-five per cent of the country’s total earnings. In 2000, it dropped to forty-five percent. In the same time span, business earnings rose from fourteen to twenty-eight per cent. Ismo Falk barely earns €2,100 a month before taxes. A teacher for grades one to six earns only €1,700. Along with the decline in wages, workers had to accept the erosion of the social welfare system. From 1992 to 2000, social expenses were cut from thirty-four to twenty-five per cent. And since 2000, things have become worse. Finland’s largest company, Nokia, continues to cut expenses and eliminate jobs. It is very likely that social tensions will increase as the recession in the IT industry persists, making inequalities in income more visible.

But then again; maybe Finland’s prospects are not really that bleak. As long as the Finnish people continue to combine new discoveries with traditional virtues, such as when they combine IT, solidarity and “sisu”, or when they combine rollerblades with ski poles, nothing should be able to prevent Finland from having a flourishing society in the twenty-first century.
________________________
The city of Jyväskylä has a population of 80,000 and is situated almost in the centre of Finland, about 250 kilometres north of Helsinki. Jyväskylä’s nickname “The Athens of Finland” derives from the city’s long tradition of education and culture. The educational level of the citizens is high: sixty-one per cent of all citizens over fifteen years of age have graduated from educational institutions. Moreover, the city’s thirty-year-olds are the best educated in Finland. The University of Jyväskylä is home to Finland’s first Faculty of Information Technology, the only Faculty of Sport and Health Sciences, a strong Faculty of Natural Sciences, and a highly extensive range of study programmes in the Humanities, Economics and Social Sciences. 


Voionmaa School
Voionmaankatu 17-19
40700 Jyväskylä, Finland
http://voimax.voima.jkl.fi/

Grænseland: Drømmer kunstnere om elektriske får?

I amerikaneren Stephen Wilsons encyklopædiske værk om moderne kunstformer kan man nu gå på opdagelse i det voksende grænseland mellem kunst, videnskab og teknologi.



Stephen Wilson: Information arts - Intersections of art, science and technology, 948 sider, MIT Press, Cambridge, MA, 2002


Af Robin Engelhardt

Det 20. århundrede har været karakteriseret ved et orgie af naturvidenskabelig forskning og teknologiske opfindelser. Det 20. århundrede har også været kendetegnet af et hav af nyskabende og provokerende kunst. Men det 20. århundrede har slet ikke været kendetegnet ved noget samspil mellem kunst og naturvidenskab. De få historikere, der har analyseret forholdet mellem kunst på den ene side og naturvidenskab og teknologi på den anden, har dokumenteret de få undtagelser, der bekræfter reglen. For eksempel har de peget på relativitetsteoriens og den ikke-euklidiske geometris indflydelse på malere fra det tidlige 20. århundrede og industrialiserings og maskinproduktionens indflydelse på futuristerne og Bauhaus. Generelt har der dog været tavshed mellem kunstere og videnskabsfolk.

Der er ingen, der rigtig ved hvorfor. Det 20. århundredes kritiske teori har dekonstrueret forestillingerne om videnskabens privilegerede adgang til sandhed og objektivitet, ligesom den har problematiseret den romantiske tro på kunsten som en speciel form for ophøjet følsomhed. Kritisk teori har vist at både videnskab, teknologi og kunst er kulturelle produkter, og som sådan har de lige ret til kravet på sandhed i deres fortolkning af verden. Til gengæld har den kritiske teori haft svært ved at finde konstruktive veje ud af det rum, analysen endte i. Når både objektivitet og avantgarde er detroniseret, kan det være svært at finde et rationale for den rigtige måde at agere i verden. For hvad menes der egentlig i en postmoderne verden med, at en person har en priviligeret vision frem for en anden?

Et demokratisk problem
Den amerikanske kunstner og professor i koncept- og informationskunst Stephen Wilson forsøger at give nogle bud på, hvordan kunst kan se ud hinsides dekonstruktion og postmodernitet. I et over 900 siders mamutværk om stort set alle kendte og ukendte kunstnere, der benytter sig af de nye teknologier eller videnskabelige indsigter i deres værker, spekulerer Wilson over forholdet mellem kunst og teknologi. Ved hjælp af metodiske, teoretiske og empiriske analyser af forskningsinspirerede kunstværker forsøger han at vise veje til at slå bro over de to erkendelsesmåder. De grænsevogtere, der så nidkært passer på deres eget erkendelsesområde, må fås i tale, siger Wilson. Hverken forskerne bag elfenbenstårnets mure eller kunstnerne bag dannelsens maske kan i længden holde til at lade virkeligheden passere forbi.

Wilson viser, at dette nu er ved at ske. Kunstnere begynder at definere deres egne forskningsområder og skabe egne laboratorier, hvor naturvidenskabelig viden og teknologiske innovationer bruges til ikke-utilitaristiske formål som personlige udtryk, sociale kommentarer eller blot simpel nysgerrighed. Eksemplerne kommer i spandevis: stamcelle-skulpturer, genetisk modificerede bakterier med indlejrede tekstsekvenser, nye former for antitoxiske planer, tv-udsendelser fra maven, musikkompositioner ved hjælp af hjernebølger, nul-tyngdekraftsdans, kunstige livsformer på internettet, akrobatiske robotter, osv., osv.. Kunstnernes værker udtrykker et opgør med ideen om, at naturvidenskab er en isoleret aktivitet, der burde overlades til specialister. Det er et problem, at naturvidenskabens processer og ideer kun forstås af de færreste og generelt bliver anset som relativt irrelevant i forhold til kulturelle strømninger inden for litteratur, filosofi eller politik. Wilson påpeger helt rigtigt, at naturvidenskaben og dens teknologiske udfoldelser er blevet for betydningsfulde, til at de kan overlades til forskere alene. Naturvidenskab og teknologi må adresseres i det generelle offentlige rum og blive tilgængelig for diskussion og stillingtagen.

Tvang til overflod
Videnskabelige og teknologiske forskningsområder kan have stor betydning for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. For eksempel vil forskningen i pervasive computing, der handler om at gøre objekter intelligente og reaktive over for deres miljø, ikke kun resultere i nye produkter. Den vil ændre hele vores forståelse af forholdet mellem mennesker og 'døde ting'. Genteknologien har en lige så formativ kraft på vores forestilling om, hvad krop og arv er. Dette kan ifølge Wilson selvsagt ikke kun overlades til forskere, hvis vi mener noget med at leve i demokratiske samfund. Moderne kapitalistiske samfund er karakteriseret ved at bestå af mennesker, der defineres som forbrugere, ikke som arbejdere.

Det er ikke længere som i de gamle dage, hvor mennesket blev defineret som en »produktivkraft«, der kunne underlægges faste produktionsprocesser med tilhørende stempelur og arbejdsskader. Set fra et samfundsøkonomisk metaperspektiv tvinges de moderne samfund til at producere stadig nye og mere sofistikerede produkter for at holde kapitalens hjul i gang. Den globale, teknologiske konkurrencedynamik har taget form af en skrue uden ende. For at sikre at processen ikke går i stå, kræver det ikke kun flere teknologiske innovationer, men i højere grad kvalificerede forbrugere, der kan bruge, misbruge, anbefale og forbedre teknologien gennem en kritisk stillingtagen til produkterne.

Den amerikanske videnskabsmand og arkitekt Buckminster Fuller kaldte allerede i 1962 denne fremspirende nye mennesketype for den »regenerative forbruger«. Den regenerative forbruger er en person, der gennem sit daglige og kritiske forbrug af teknologi leverer nyttige informationer tilbage til leverandørerne. Forbrugerens æstetiske og praktiske krav til de teknologiske produkter transformeres dermed til at være nyttig feedback for producenterne i deres kamp om forbrugernes gunst. I den forstand eksisterer heller ikke teknologikritik eller etiske debatter for blot at råbe vagt i gevær. De eksisterer for at give teknologierne et bredere og sundere fundament at stå på, således at de kan få en stadig større fremdrift.

Et medium for nye medier
Men hvad har alt dette med kunst at gøre? Wilson ville muligvis svare, at befolkningens almene nedstigning i teknologisk ignorance resulterer i en manglende evne til at handle frit i en naturvidenskabelig og teknologisk verden. Kunsten ville kunne være det nødvendige redskab til at vende denne tendens. Via kunsten vil man anerkende og behandle naturvidenskab og teknologi som grundlag for dannelse på samme måde, som mennesker anerkender og behandler bøger og malerier, altså som kulturelle produkter, der ligger under for vores etiske og æstetiske kontrol.

Denne indsigt er ikke banal - og den tager tid at trænge igennem. Men faktisk er den ved at brede sig til politiske instanser. Den er nævnt blandt nogle af de vigtigste punkter inden for EU's aktuelle traktater og handlingsplaner, ligesom den er nævnt i nationale rapporter om fremme af naturvidenskab i Danmark. Men kunstnernes indgangsvinkel til problemstillingen er selvfølgelig langt mere interessant end den, man finder inden for den politiske administration. Kunstneriske udtryksformer, der relaterer sig til moderne teknologi er sjældent ment som en refleksion over vores teknologisk avancerede kultur eller vores manglende naturvidenskabelige almendannelse. De er en refleksion over hverdagsverdenen og de livsomstændigheder, som udtrykkes via teknologien og videnskaben. De er en kommentar til samfundet i lyset af forandringerne.

Vi er væsner, der har lært at betragte verden som et sæt af problemer, som kan løses teknologisk. Men denne indgangsvinkel indvirker i selve vores opfattelse af, hvad verden er. Man kan sige at teknologien ikke kun transformerer verden. Den transformerer også den måde vi ser på verden. Og så længe nogle - ikke alle - kunstnere ser sig selv som personer eller medier, der skal dokumentere de mere usynlige og ubevidste strømninger i et samfund, må de nødvendigvis trænge dybere ind i forståelsen af teknologiens formative kræfter for på den måde at finde de nye indsigter og deres effekt på menneskenes kulturer.

Hvordan man vinder i spil

Spilteori har fået stor indflydelse på mange naturvidenskabelige felter og begynder nu også at gøre sig bemærket i de sociale videnskaber. Men den har også sine rationelle begrænsninger.


Af Jonas Heide Smith og Robin Engelhardt

Omkring 500 år før vor tidsregning havde jøderne i Babylon faste regler for, hvordan ægtemænds formue skulle fordeles blandt deres koner i tilfælde af mandens død. Havde en ægtemand for eksempel efterladt tre koner, og stod der i ægteskabskontrakten, at hans formue skulle deles i forholdet 1:2:3, så foreskrev den religiøse skrift Talmud, at disse proportioner skulle overholdes så præcist som muligt. Ejede han kun 100 enheder, foreslog Talmud dog, at pengene skulle fordeles ligeligt blandt dem alle tre. Men ejede han 200, skulle pengene fordeles efter den mærkelige formel 50, 75 og 75, altså som en lige deling mellem de to sidste koner, mens den første fik en smule mindre. Denne forskrift, eller 'Mishna' - som man kalder en lov i jødernes religiøse lovsamling, har forbløffet Talmud-eksperter i over 2000 år.

Spilteori
Spilteori vurderer, hvilken strategi en aktør bør benytte for at opnå det bedst mulige resultat i en konkurrence med andre aktører. I modsætning til traditionelle økonomiske analyser fokuserer spilteorien på, at den enkelte aktørs optimale strategi er afhængig af de andre aktørers strategier. Men i 1985 opdagede nogle matematikere, at Talmuds forskrifter og love forudså resultaterne af den moderne spilteori. Hver enkel foreskrift svarer til en løsning i dette post-ægteskabelige, kooperative spil, således at det minimerer den maksimale dominans af en hvilken som helst koalition blandt konerne.

Altædende Leviathan
På trods af dette og mange andre historiske eksempler på spilteoriens praktiske anvendelse er den 'matematiske spilteori' et relativt ungt forskningsfelt. Den blev formelt formuleret for første gang af John von Neumann og Oskar Morgenstern i 1944. I løbet af 50'erne var det især John Nash, der videreudviklede teorien. Allerede i 70'erne var den blevet et af de vigtigste redskaber i matematisk analyse, og i løbet af 80'erne og 90'erne udvidede dens anvendelsesområder sig til en lang række andre discipliner såsom økonomi, biologi (især i forhold til evolution), økologi, antropologi, psykologi og politisk videnskab. Og det er sikkert, at mange vil følge.

Også samfundstænkning i bredere forstand har set muligheder i spilteorien. Allerede i 1651 stillede den engelske filosof Thomas Hobbes sig selv det åbentlyst spil-teoretiske spørgsmål: »Hvordan kan egoister opnå fred og fremgang?« Eftersom to egoister aldrig kan stole på hinanden, var det tydeligt for Hobbes, at det måtte ende grueligt galt. For egoister, der kun var ansvarlige for sig, selv kunne livet kun være alles kamp mod alle. Men Hobbes så en udvej. Hvis man kunne frembringe en situation, hvor handlinger, der var til skade for andre, var forbundet med sanktioner, kunne man få selv egoister til at opføre sig pænt. Løsningen for Hobbes var oplagt: Alle egoister skulle overgive deres frihed til en magtfuld stat. Selvom man kan sige mangt og meget om Hobbes løsningsidé, sådan som han formulerede den i sit klassiske værk Leviathan, er analysens matematiske essens spilteoretisk, eftersom den understreger, at den enkeltes optimale strategi afhænger af andre individers strategier.

I en artikel med titlen »Altruistic Punishment in Humans« fra fagbladet Nature den 10. januar i år ændrer økonomerne Ernst Fehr og Simon Gächter Hobbes model ved ikke at overlade det til en almægtig stat at sanktionere egoisterne, men ved at lade de andre deltagere i spillet udføre sanktionerne. Eksperimentet viser, at deltagerne, som egentlig er ganske almindelige forsøgspersoner i et specielt designet spil, ofte bliver helt vilde med at straffe egoisterne, selv om det koster dem selv en hel del point og ressourcer.

Tyranni og samarbejde
Den underliggende præmis for den matematiske spilteori er altså, at de 'agenter', spillere eller personer, der skal til at vælge mellem forskellige handlinger, opfører sig rationelt i forhold til et givent sæt af omstændigheder og præferencer. Problemet er dog, at mennesker ikke altid er rationelle. Et andet problem er, at 'rationalitet' normalt ikke er en almenmenneskelig eller social værdinorm - heldigvis. I eksemplet med den altruistiske afstraffelse forekommer lynchning jo som en rationel konsekvens. I Hobbes almægtige stat er resultatet tyranni. Man må derfor være påpasselig med at anvende spilteori i f.eks. politik.

Også i spørgsmål omkring miljø, sundhed, risikovurdering og ledelse er spilteori problematisk. Rationel miljøpolitik i Lomborgsk forstand (»at få mest miljø for pengene«) betyder jo, at man i stedet for at passe på grundvandet blot opstiller flere kemiske rensningsanlæg. Rationelt, billigt, og så kan man svine lystigt videre! Der findes en lang række områder, hvor spilteorien har vist sig at være særdeles anvendelig og fornuftig. I situationer, hvor man virkelig kan tale om rationelle agenter, eller hvor det handler om agenters »blinde søgning« igennem nogle evolutionære tilpasningsprocesser, har spilteorien fremvist forbavsende resultater.

For eksempel kan blinde og »selviske« gener i rammerne af den evolutionære spilteori, som den blev formuleret af englænderen William Donald Hamilton i 60'erne, sagtens engagere sig i samarbejde, hvis det fremmer deres egen overlevelse. Det har at gøre med noget så simpelt som at sprede sine gener. Desuden viste amerikaneren Robert Axelrod i begyndelsen af 80'erne, at en direkte og vedvarende vekselvirkning mellem to eller flere ellers uafhængige agenter sagtens kan medføre et stabilt og tillidsfuldt samarbejde i det lange løb. Endelig fremførte Axelrod den tankevækkende hypotese, at hvis samarbejde virkelig er så fremherskende og fornuftig, er det antageligt indbygget i mennesket som instinkt. En teori om konflikt kan altså også udlægges som en teori om samarbejde.
There was an error in this gadget