Genopfind socialvidenskaberne

I en tankevækkende ny bog viser socialforskeren Bent Flyvbjerg, hvordan de humanistiske, politiske og sociale videnskaber igen kan komme til magt og agt - nemlig ved at lade være med at efterligne den naturvidenskabelige tankegang.



Bent Flyvbjerg: Making Social Science Matter, Why social inquiry fails and how it can succeed again, Cambridge University Press, 200 sider, $19,95


Af Robin Engelhardt

Det er ikke længe siden fysikeren Alan Sokal lavede en grum spøg med humanvidenskaberne. En vrøvletekst om kvantefysikkens betydning for politiske og kulturelle fagområder fik uimodsagt lov at passere redaktørerne på tidsskriftet Social Text. Efter offentliggørelsen afslørede Sokal, at det hele var tænkt som en spøg, men en alvorlig sådan, fordi den afslørede socialvidenskabernes ukritiske falden på halen over for naturvidenskabelige idealer - selv på områder, hvor det var åbenlyst tåbeligt. Debatten, som gik under navnet Science Wars, er udgangspunktet for Bent Flyvbjergs nye bog med titlen Making Social Science Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. I en velstruktureret og klar stil argumenterer Bent Flyvbjerg for, at socialvidenskaberne i mange henseender er naturvidenskaberne overlegen, hvis bare de turde vedkende sig deres fundamentalt anden, og mere praktiske og værdiorienterede tilgangsmåde til problemerne.

En blindgyde
Flyvbjerg en efterhånden blevet en internationalt ledende skikkelse indenfor den voksende skare af lærde mennesker, som vægrer sig imod troen på at socialvidenskaberne skal efterligne naturvidenskabens idealer. De tror ikke på at humanistisk forskning går ud på at skabe modeller, evigtgyldige teorier, producere forudsigelser og 'objektiv' viden. Tværtimod ser de dette som en blindbyde, ikke fordi analytisk-rationelle argumenter og empiriske fakta er uvigtige for socialvidenskaberne, men fordi enhver dybere forståelse af sociale aktiviteter kun kan nås ved en 'arkæologisk' analyse af hele feltet, dvs. ved konteksten, historien, værdierne og magtrelationerne mellem de involverede parter. I parløb med Aristoteles definerer Flyvbjerg denne type videnskab med ordet phronesis, og ønsker dermed at definere en forskningsmetode, som går ud over den analytisk-videnskabelige viden (episteme) og tekniske viden (techne), ved desuden at involvere kontekst, værdidomme, intuitive skøn og beslutninger, sådan som en sand ekspert på sit felt altid gør.

Bent Flyvbjerg starter med at diskutere Dreyfus' og Dreyfus' læringsteori, som opdeler læringsfaserne i fem niveauer, men hvor det afgørende er, at de tre første faser (novice, avanceret begynder og kompetent udøver) ikke indeholder nogen voldsom stor kropslig og praktisk erfaring, men primært kræver regelbundethed og analytiske færdigheder. For at mestre de to sidste faser (kyndig udøver og ekspert - eller virtuos) forudsætter det meget mere. Der skal være en kontekstuel, intuitiv og ubevidst viden, som sidder på rygmarven og derfor konstant bryder med alle lærebogsforestillinger om, hvad der er lovligt at gøre, hvad ikke, og hvad der måtte virke. Hinsides den rationelle erkendelse - episteme - findes der altså et felt, hvor mesterlæren og virtuosen hører hjemme, og hvor naturvidenskaberne er og forbliver stumme. Men det betyder også omvendt, at socialvidenskabernes ambitioner om at lave fundamentale 'teorier' for psykologien, for sproget, økonomien, bevidstheden, etc. baserer sig på en scientistisk fejlslutning. At en socialvidenskab med kun formelle ambitioner aldrig vil lykkes skyldes ikke blot, at naturvidenskaben har at gøre med 'ting', mens socialvidenskaberne har at gøre med 'mennesker' (og derfor er udsat for hermeneutiske cirkler og større kompleksitet). Det skyldes snarere, at en social videnskab med udelukkende formelle ambitioner altid vil komme til kort over for den praktiske fornuft. Den vil ikke have jord under neglene, ikke se helheden i detaljen, og derfor vil den forblive steril.

Med mange referencer til Machiavelli, Nietzsche, Foucault og Bourdieu viser Flyvbjerg, at en »phronetisk videnskab« ikke kan undgå også at skulle beskæftige sig med magtbegrebet. Den yngre kritiske teori, sådan som den repræsenteres af især Jürgen Habermas, har længe følt sig for pæn til at tage ordet i sin mund. I stedet har den forsøgt at erstatte magtbegrebet med utopiske forestillinger om en kommunikativ rationalitet, der skal kunne frembringe en uskyldsren refleksiv dialog, hvor det bedste argument altid vinder. Flyvbjerg viser med al tydelighed, hvordan Platons antikke idealisme her genopstår i en muteret, men ikke skønnere form. Habermas' diskursive etik afsløres som et moralsk kartel, fordi det monopoliserer det gode og fornuftige til kun dem, som kan diskutere frit og rationelt. »Det første skridt på vejen til at være moralsk, er at indse, at det er man ikke,« skriver Flyvbjerg. Det næste skridt er så at lave små tests, som reflekterer dette.

Når socialvidenskabernes metode aldrig kan og vil være forklarende og forudsigende på samme måde som naturvidenskaberne, kan den til gengæld være deskriptiv - og igennem dette præskriptiv. Flyvbjergs phronetiske metode er ligesom Foucaults arkæologi fokuseret på detaljen og på de mange delelementers komplicerede sammenspil. Men Flyvbjerg går længere end Foucault og stiller også værdispørgsmål som »Hvor er vi på vej hen?«, »Er det ønskeligt?«, »Hvem vinder, hvem taber?«, »Hvad skal man gøre?«. Den aktive deltagelse i samfundets problemer er ligesom den bevidste beslutning om at deltage i den politiske debat afgørende for at lave phronetisk videnskab. Ellers risikerer man at blive en verdensfjern lektor, som kun laver 'pomo-science'.

Ikke formalisere
I et hav af informationer og gensidige vekselvirkninger nytter det ikke at formalisere sig ud af problemerne. En social videnskab skal forholde sig aktivt til dem. Siden Sokals 'hoax' har ramt socialvidenskaberne i 1996 har de humanistiske forskere set ud som skibbrudne, der stadig stiller havet betingelser. Ja, værre endnu - alt imens de er ved at drukne, beslutter de at tørlægge oceanet. Forfatteren viser i denne bog, hvordan man kan lære at svømme igen. På mange måder er bogen er en videreføring og udbygning af Bent Flyvbjergs tobindsværk værk Rationalitet og magt fra 1991, der ud over at skitsere de her nævnte sociologiske og filosofiske problemstillinger også indeholder en konkret phronetisk analyse af et byplanlægningsprojekt i Aalborg. Making Social Science Matter fylder mange huller og går nærmere ind på nogle af de kritikpunkter, der har været rejst i løbet af de sidste ti år. Den meget pædagogiske og velskrevne stil vil med sikkerhed være populær blandt studenter, og de høje ambitioner og grundige filosofiske diskusioner vil utvivlsomt placere bogen som et hovedværk inden for socialvidenskaberne.

SØG OG DU SKAL FINDE

Forskningen i fremtidens søgemaskiner vil bevæge sig i primært tre retninger. Den ene vil være en stadig større udnyttelse af informationsmængden, som gør sig gældende i et eksplosivt voksende antal databaser. Den anden er udviklingen af stadig mere sofistikeret værktøj til at udnytte hyperlinks og deres indbyrdes relationer til hinanden. Og den tredje er et øget fokus på de semantiske redskaber til tekstanalyse og de såkaldte Natural Language Processing-metoder, NLP, som forhåbentlig en dag vil kunne svare rigtigt på selv de mest komplicerede forespørgsler.

Denne artikel vil forsøge at gennemgå problemerne, forklare hvordan søgemaskiner fungerer, og analysere nogle af de nyeste tiltag inden for den intelligente informationssøgning.
There was an error in this gadget