Manden som blev til tusinde anekdoter

Matematikeren Paul Erdos var et geni, fortæller en ny biografi. Og ja, det var han - og en original oveni. Men hvem var mennesket?



Manden som kun elskede tal - Historien om geniet Paul Erdos og hans søgen efter matematisk sandhed, af Paul Hoffman, Borgen, 349 kr., udkommer i dag


Af Robin Engelhardt

Menneskeskæbner, der på grund af deres specielle livshistorie må betegnes som seriøst mærkelige, har altid udgjort et glimrende råmateriale for forfattere, især når det handler om at skrive biografier om den slags personer, som man med en udsøgt forkærlighed kalder for »genier«. Et typisk kendetegn ved disse genier er, at de - ud over at de har en speciel evne eller mestrer en sjælden kunst til nær fuldkommenhed - udviser en lang række psykologiske anomalier, der tydeligvis adskiller dem fra resten af den dødelige mængde. Disse nøkker, pudsige indfald og excentriciteter bliver sjældent set som nøgle til at forstå geniernes personlighed, endsige som en dør til at åbne en sjælelig dybde. Snarere præsenteres de som en form for stunts, der på en (tilmed underholdende) måde blåstempler genialiteten.

I rækken af disse - som regel amerikanske - populærvidenskabelige proptrækkerbøger indgår også Paul Hoffmans biografi Manden som kun elskede tal om den ungarske matematiker Paul Erdos. Matematik bliver her til et boblebad af skønhed og sandhed, og Hoffman er den glade bartender, der hælder op af den ene Erdos-anekdote efter den anden. Og sandt er det, at historierne bag de mange forskellige matematiske udfordringer både er fængslende og lærerige.

En guldgrube
Men bogen er ikke en biografi. Det er en samling af historier om matematiske problemstillinger, som Erdos på en eller anden måde har været i berøring med. Ud af 250 sider bruger forfatteren kun 50 sider på Erdos selv. Resten er en blanding af de mere kendte matematikhistorier om f.eks. Fermats store sætning, om Monty Hall-problemet, om Euler, Gauss, Russell, Einstein og om Gödel. Er man interesseret i at forstå matematiske mysterier og talteoretiske puslerier, og er man uden de store forudsætninger, er bogen en rigtig guldgrube af matematisk viden og sjove anekdoter. Er man interesseret i manden Paul Erdos, er dette dog ikke den rette bog.

Ikke noget hjem
Erdos var bestemt ikke noget almindeligt menneske. Så meget bliver tydeligt. Han havde ikke noget hjem, ikke noget job, og den eneste overlevende fra familien var hans mor, som boede i det elskede hjemland Ungarn. Udrustet med to halvtomme kufferter rejste han på kryds og tværs over kontinenterne, på evig jagt efter nye matematiske problemstillinger. Han var en intellektuel tornado, der gav utallige forelæsninger og tiltrak tusinder af andre matematikere, som han offentliggjorde endnu flere artikler sammen med. Vennernes gæstefrihed brugte han til grænsen af det rimelige, og hver gang han begyndte at kede sig, forsvandt han for at ringe på hos den næste. Det er måske sandt, at nørder har underudviklede sociale færdigheder - Erdos havde ingen. Han var som besat af matematiske underfundigheder; han var allergisk mod rigdom og gav de penge, som han tjente, til tiggere, studenter og velgørende formål. Han havde ingen hobbyer, ingen børn og har indtil sin død aldrig været sammen med en kvinde.

Som en trafikulykke
Paul Erdos døde den 20. september 1996, dvs. for blot fem år siden. Hoffmans biografi udkom for første gang i USA knap to år efter - lige lovlig hurtigt, kunne man forledes til at tro, og mistanken om, at Hoffman kun var på jagt efter endnu en sikker salgssucces, er vanskelig at se bort fra. Alle ved, at genier er lige så tiltrækkende som trafikulykker. De er på samme tid spektakulære og uhyggelige. Men man nærmer sig åstedet med besindig omhu og nøjes med helhedsindtrykket og sladderen. Sådan er det desværre også med denne bog om Paul Erdos. Synet af de triste detaljer og af en skæbne, som altid er på flugt fra sig selv, passer ikke sammen med konceptet om den glade populærvidenskabelige proptrækkerhistorie. Og derfor undlader man gerne denne del af historien. Det er lidt synd, også for Paul Erdos, for han må have været et spændende menneske.
There was an error in this gadget