Hva' for en krise?

Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.


Af Robin Engelhardt

Ikke så sjældent kan man møde forskere, som i en stille stund spørger en kollega: »Nå, hvad synes du så om naturvidenskabens krise?« Svarene kan variere alt efter temperament og stillingsbetegnelse. Nogle mener selvfølgelig, at det er helt forfærdeligt med denne fagenes krise, fordi de unge mennesker jo glemmer, hvad det er, der holder vores samfund oppe: »De ved ikke engang, hvordan en dynamo virker,« bliver der klaget. Og i mere tænksomme øjeblikke siges det, at man jo også skal tænke på fremskridtet og på landets konkurrenceevne. Andre svarer, at det skam er på tide med en ordentlig krise. De er måske forurettede på deres fags vegne. Det, der for dem engang var en uskyldsren lidenskab, bliver nu udnyttet til magtpolitiske og økonomiske formål.

»Og tænk på alle de forfærdige katastrofer, som videnskaben er skyld i. Det er på tide at råddenskaben vaskes bort, og at sandheden igen kommer i højsædet.« Det virker ikke, som om der er mange forskere, som har tænkt over, hvorvidt betegnelsen »den naturvidenskabelige krise« i sig selv kunne være en løgn. I virkeligheden har de hårde naturvidenskabelige discipliner siden Anden Verdenskrig været kunstigt oppustet som en direkte konsekvens af rustningskapløbet under Den Kolde Krig. Den, som har troet på den frie vilje, sandhed eller anden fremskridtsvenlig lamperøg i den forbindelse, har ladet sig binde noget på ærmet.

Hvis søgningen på de hårde videnskaber er blevet mindre siden Sovjetimperiets fald, så er det måske kun fordi interessen for naturvidenskab igen er ved at finde sit naturlige leje - som for 100 år siden, hvor der var lige så mange fysikere og kemikere, som der var ... ja, lingvister og arkæologer. På den anden side ved enhver ordentlig politolog, at en nations magt siden renæssancen, altså siden kristendommen mistede sin absolutte autoritet, i tiltagende grad har været knyttet til dens teknologiske magt - om det så er Frankrig i 1700-tallet, England i 1800-tallet, Tyskland indtil 1945 og USA siden hen. Derfor er det kun alt for naturligt, at moderne regeringer kappes om de gode hoveder for at afhjælpe »naturvidenskabens krise« og blive »verdens bedste IT-nation« eller et nyt »Medicon Valley.« Alle tricks gælder, og hvis man ad Fortunas uransagelige veje kan fremmane bioteknologiske paradisdrømme og nye informationsteknologiske utopier, sådan som Hans Magnus Enzensberger beskrev dem i sit essay De hvide kitlers utopi i Information sidste fredag, så kan det være ok.

Velstand er en funktion af økonomisk styrke, som igen er en funktion af teknologisk magt - uagtet diverse naturvidenskabelige idealer. Naturvidenskabelige forskeres mest fornemme rolle har altid været at iagttage naturen og lære af den. Det skyldtes en idé om, at vi mennesker ikke er andet end en lille brik i det store universelle spil, og at naturens labyrintiske urværk er vores bedste læremester.

Men noget tyder på, at det i dag ikke længere handler om at skue bagud og forstå. Det handler om at se fremad og ændre. Hvad der engang var ydmyghed, er blevet kalkule. Hvad der var efterligning, er blevet forbedring. Hvis man kigger på, hvilke forskningsfelter der bliver støttet og snakket om i offentligheden i disse dage, er der næsten udelukkende tale om områder, som lover os guld og grønne skove. Molekylærbiologi, genetik, nanoteknologi og informationsteknologi optager den fælles diskurs, fordi vi slet ikke kan få nok af at kigge ind i fremtidens krystalkugle i håb om evig sundhed og om at frigøre os fra tid og rum. Har man læst Nietzsche, er det svært ikke at komme i tanker om »Det sidste menneske«, der af selvglæde ikke kan foragte noget mere, og som blot blinker muntert som svar på alle de store spørgsmål - måske fordi de ikke længere forekommer farlige.

Fagområder derimod, som ikke tilbyder anden gevinst end et historisk perspektiv uden nogen åbenlys praktisk nytte, har stadig mindre plads i en resultatorienteret cost-benefit-verden, hvor forskningspenge øremærkes med henblik på patenter og eksporter. Det lyder måske en smule negativt alt sammen, men spørger man til situationen på de naturvidenskabelige fakulteter, er det svaret, man ofte får.

Det paradoksale ved situationen er også, at selve videnskaben bliver marginaliseret i processen. For jo tættere man kommer på forskerne, og jo mere man kommer bag om retorikken, jo tydligere bliver det, hvor forsigtige og ydmyge forskerne egentlig er over for deres eget forskningsfelt. Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.

Naturvidenskaben er i sit væsen beskrivende og analyserende. Den er ikke normativ. Det vil sige, at den ikke sætter normer for, hvordan naturen burde opføre sig, eller hvad man som menneske bør gøre. Troen på, at blot fordi en ny teknik kan anvendes, så skal den også anvendes, er en direkte konsekvens af denne misforståelse. Og argumentet om, at der findes en naturvidenskabens krise, og at den skal bekæmpes med alle midler, er at fratage folk muligheden for at finde deres egen vej her i verden.

0 comments:

There was an error in this gadget