Hva' for en krise?

Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.


Af Robin Engelhardt

Ikke så sjældent kan man møde forskere, som i en stille stund spørger en kollega: »Nå, hvad synes du så om naturvidenskabens krise?« Svarene kan variere alt efter temperament og stillingsbetegnelse. Nogle mener selvfølgelig, at det er helt forfærdeligt med denne fagenes krise, fordi de unge mennesker jo glemmer, hvad det er, der holder vores samfund oppe: »De ved ikke engang, hvordan en dynamo virker,« bliver der klaget. Og i mere tænksomme øjeblikke siges det, at man jo også skal tænke på fremskridtet og på landets konkurrenceevne. Andre svarer, at det skam er på tide med en ordentlig krise. De er måske forurettede på deres fags vegne. Det, der for dem engang var en uskyldsren lidenskab, bliver nu udnyttet til magtpolitiske og økonomiske formål.

»Og tænk på alle de forfærdige katastrofer, som videnskaben er skyld i. Det er på tide at råddenskaben vaskes bort, og at sandheden igen kommer i højsædet.« Det virker ikke, som om der er mange forskere, som har tænkt over, hvorvidt betegnelsen »den naturvidenskabelige krise« i sig selv kunne være en løgn. I virkeligheden har de hårde naturvidenskabelige discipliner siden Anden Verdenskrig været kunstigt oppustet som en direkte konsekvens af rustningskapløbet under Den Kolde Krig. Den, som har troet på den frie vilje, sandhed eller anden fremskridtsvenlig lamperøg i den forbindelse, har ladet sig binde noget på ærmet.

Hvis søgningen på de hårde videnskaber er blevet mindre siden Sovjetimperiets fald, så er det måske kun fordi interessen for naturvidenskab igen er ved at finde sit naturlige leje - som for 100 år siden, hvor der var lige så mange fysikere og kemikere, som der var ... ja, lingvister og arkæologer. På den anden side ved enhver ordentlig politolog, at en nations magt siden renæssancen, altså siden kristendommen mistede sin absolutte autoritet, i tiltagende grad har været knyttet til dens teknologiske magt - om det så er Frankrig i 1700-tallet, England i 1800-tallet, Tyskland indtil 1945 og USA siden hen. Derfor er det kun alt for naturligt, at moderne regeringer kappes om de gode hoveder for at afhjælpe »naturvidenskabens krise« og blive »verdens bedste IT-nation« eller et nyt »Medicon Valley.« Alle tricks gælder, og hvis man ad Fortunas uransagelige veje kan fremmane bioteknologiske paradisdrømme og nye informationsteknologiske utopier, sådan som Hans Magnus Enzensberger beskrev dem i sit essay De hvide kitlers utopi i Information sidste fredag, så kan det være ok.

Velstand er en funktion af økonomisk styrke, som igen er en funktion af teknologisk magt - uagtet diverse naturvidenskabelige idealer. Naturvidenskabelige forskeres mest fornemme rolle har altid været at iagttage naturen og lære af den. Det skyldtes en idé om, at vi mennesker ikke er andet end en lille brik i det store universelle spil, og at naturens labyrintiske urværk er vores bedste læremester.

Men noget tyder på, at det i dag ikke længere handler om at skue bagud og forstå. Det handler om at se fremad og ændre. Hvad der engang var ydmyghed, er blevet kalkule. Hvad der var efterligning, er blevet forbedring. Hvis man kigger på, hvilke forskningsfelter der bliver støttet og snakket om i offentligheden i disse dage, er der næsten udelukkende tale om områder, som lover os guld og grønne skove. Molekylærbiologi, genetik, nanoteknologi og informationsteknologi optager den fælles diskurs, fordi vi slet ikke kan få nok af at kigge ind i fremtidens krystalkugle i håb om evig sundhed og om at frigøre os fra tid og rum. Har man læst Nietzsche, er det svært ikke at komme i tanker om »Det sidste menneske«, der af selvglæde ikke kan foragte noget mere, og som blot blinker muntert som svar på alle de store spørgsmål - måske fordi de ikke længere forekommer farlige.

Fagområder derimod, som ikke tilbyder anden gevinst end et historisk perspektiv uden nogen åbenlys praktisk nytte, har stadig mindre plads i en resultatorienteret cost-benefit-verden, hvor forskningspenge øremærkes med henblik på patenter og eksporter. Det lyder måske en smule negativt alt sammen, men spørger man til situationen på de naturvidenskabelige fakulteter, er det svaret, man ofte får.

Det paradoksale ved situationen er også, at selve videnskaben bliver marginaliseret i processen. For jo tættere man kommer på forskerne, og jo mere man kommer bag om retorikken, jo tydligere bliver det, hvor forsigtige og ydmyge forskerne egentlig er over for deres eget forskningsfelt. Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.

Naturvidenskaben er i sit væsen beskrivende og analyserende. Den er ikke normativ. Det vil sige, at den ikke sætter normer for, hvordan naturen burde opføre sig, eller hvad man som menneske bør gøre. Troen på, at blot fordi en ny teknik kan anvendes, så skal den også anvendes, er en direkte konsekvens af denne misforståelse. Og argumentet om, at der findes en naturvidenskabens krise, og at den skal bekæmpes med alle midler, er at fratage folk muligheden for at finde deres egen vej her i verden.

En stor mundfuld

Leder


Af Robin Engelhardt

I LØRDAGS lykkedes det Danmark at blive værtsland for et nyt videnscenter, som får til opgave at registrere al tilgængelig information om den biologiske diversitet på jorden. Intet mindre. Biller, frøer, alger, karse, raptosaurusser og streptokokker: Alt vil kunne findes i de enorme databaser, der i dag enten ikke findes, eller står fordelt over hele verden uden noget som helst samlet overblik. Det vil det nye center lave om på. Global Biodiversity Information Facility, GBIF, som det hedder, er et enormt ambitiøst projekt, som skal udnytte de nye IT-værktøjer til at gøre den samlede viden om den biologiske diversitet tilgængelig for alle, der har lyst til at være med. Tanken er god og stor, og man kan kun håbe på, at det vil blive en succes på trods af - eller netop på grund af - den voksende tendens til det modsatte, nemlig den bioteknologiske industris ønske om at patentere og hemmeligholde den biologiske viden.

DET DANSKE konsortium bag projektansøgningen viste sig at have de bedste kort på hånden. Ud over Danmark havde Holland, Spanien og Australien budt ind på at blive vært for det prestigefyldte GBIF-sekretariat. Danmarks force var efter sigende, at sekretariatet her ville få status af en international institution, således at den danske regering ikke på nogen måde vil kunne bestemme over dens prioriteringer. De andre lande tilbød ikke den samme grad af autonomi, selv om de teknisk måske havde været bedre kvalificeret til at løse opgaven. I forhold til Den Tredje Verden er den politiske dimension af at have adgang til en demokratisk og uafhængig institution langt vigtigere end ekspertise og computerregnekraft. Som den glade danske repræsentant i GBIF's bestyrelse, Henrik Balslev fra Afd. for Systematisk Botanik på Aarhus Universitet, har formuleret det: »Vi har brugt vores styrke som lille land på den allerbedste måde, hvorimod de andre har brugt deres styrke som store lande på den dårligste måde.«

DET NYE sekretariat vil være tilknyttet Zoologisk Museum i København, og det vil bestå af et kæm-pe netværk af biodiversitetsdatabaser, som man vil kunne bruge via Internettet fra alle steder i verden. GBIF vil altså blive bygget op som distribuerede databaser, hvor eksisterende databaser bindes sammen og gøres transparente for andre søgesystemer. Dataerne vil altid ligge hos det land, der stiller dem til rådighed. Dermed vil de enkelte lande selv være herre over informationerne om deres lands flora og fauna. Dette er vigtigt, fordi man på den måde kan undgå beskyldninger om, at landet blot forærer sine dyrebare informationer til de industrielt højtudviklede nationer uden selv at få glæde af dem. Faktisk er det det omvendte, der snarere bliver tilfældet. Langt den største viden om udviklingslandenes biodiversitet findes nemlig i de europæiske museer og samlinger. Desuden er der blandt udviklingslandene et voksende krav om, at de gamle koloniherrer skal levere de 'stjålne' kulturskatte tilbage til de rette ejere. Den samme interesse vil opstå omkring biodiversitetsdata, og det vil derfor være afgørende, at alle data bliver let tilgængelige i de pågældende lande.

UD OVER at være en stor gevinst for den danske biodiversitetsforskning er projektet et godt eksempel på, hvordan man i dag skal kortslutte de institutionelle barrierer for at nå resultater i en globaliseret kultur. I tilfældet med GBIF er der tale om et tæt samarbejde mellem enkeltpersoner i forskningsministeriet og Zoologisk Museum. Nærmere betegnet er de to helte Hugo von Linstow fra Forskningsministeriet og direktøren for Zoologisk Museum, Henrik Enghoff. Det er dem, der har været drivkraften bag projektet. Men også forskningsminister Birte Weiss skal roses for en åbent sind. Hun har erkendt at den slags viden ingen grænser bør have, og at man kun kan skabe tværfaglige resultater gennem en aktiv indsats fra flere forskellige niveauer samtidigt. Nu mangler det bare, at også erhvervsministeren - og dermed Patent- & Varemærkestyrelsen - forstår, at opdagelsen af, hvordan liv er opbygget, er én ting, og opfindelsen af medicin eller nye materialer en anden. Det sidste kan patenteres, det første ikke.

DER VIL givetvis opstå en masse problemer på vejen. Man skal ikke kun regne med slåskampe mod medicinalfirmaer, der gemmer på deres enorme viden. Man skal også regne med, at mange allerede eksisterende databaser tager sig dyrt betalt for deres informationer. Til gengæld er perspektiverne for forskningen glædelige. På nordisk og europæisk plan vil man kunne udnytte det nye sekretariat som et trækplaster til at skabe nye programmer, således at der kan opstå et frodigt, internationalt forskningsmiljø inden for biologisk diversitet i Danmark. Et samarbejde med de statslige udviklingsorganisationer vil desuden kunne udbygge Danmarks position som en ledende bidragyder til udviklingslandene. Det er en stor mundfuld alt sammen, men det er godt begyndt.

H=72 (km/s)/Mpc

Hubble rumteleskopet er færdig med at måle Hubblekonstanten, H. Resultatet er som det skal være


Af Robin Engelhardt

Elleve års utrættelige målinger og beregninger er nu gjort færdige. Hubble rumteleskopet har målt Hubblekonstanten til en præcissionsgrad, som man næppe vil få bedre i lang tid fremover. Hubblekonstanten er et mål for, hvor hurtigt universet udvider sig, og dermed en hjørnesten i den moderne astrofysik. Den kan fortælle om alderen og størrelsen af universet, og er udgangspunktet for nogle af de vigtigste kvantitative teorier i den moderne kosmologi.

Universet som ballon
Den amerikanske astronom Edwin Hubble observerede i 1929, at jo længere væk en galakse er fra jorden, desto hurtigere synes den at bevæge sig bort fra os. Denne idé om et univers, der udvider sig som en ballon, bekræfter Big Bang teorien, der som bekendt siger, at universet startede med en gigantisk energieksplosion engang for seks milliarder år siden.

 Målinger af den hastighed, hvormed vores univers udvider sig kræver, at man beregner accelerationen i objekter, der både ligger langt væk og tæt på. Forskellen mellem de forskellige accelerationshastigheder giver et hurtigt estimat af udvidelsen. Inden Hubble rumteleskopet blev sendt op for 11 år siden, lå de bedste bud på tallet H mellem 50 og 100 kilometer pr. sekund pr. Megaparsec, hvor en Megaparsec betyder en afstand på 3,26 millioner lysår (svarende til lidt over 30 trillioner kilometer).

 Den nedre grænse på 50 ville betyde, at nogle galakser var ældre end selve universet, og den øvre grænse mente mange astronomer var alt for høj. Nu viser resultater i Astrophysical Journal (533, 47-72, 2001), at H er lig med 72 (km/s)/Mpc.

Lige i øjet
»Vores tal falder lige midt imellem den nedre og øvre grænse,« siger Wendy Freedman, som har skrevet artiklen. Sammen med sine kolleger analyserede hun en bestemt slags pulserende stjerner, Cepheid-stjerner, som typisk er tre til fem gange større end vores sol. Ved at sammenligne dem i 18 forskellige galakser og stjernehobe, fordelt på mange forskellige afstande fra vores position i universet, og kombinere tallene med data fra tidligere undersøgelser, kom Freedman frem til et resultat, som alle ser ud til at være glade for, og som tilmed synes at bekræfte, hvad nye resultater for den kosmiske baggrundsstråling har målt.

»Endelig tegner der sig et konsistent billede med diverse linjer, som alle konvergerer i det samme punkt,« siger Freedman i en nyhedsartikel i fagbladet Nature.

Resultatet markerer afslutningen på et af Hubbleteleskopets primære opgaver. Det elleve år gamle rumteleskop er et af de største succeser i den moderne rumforskning, fordi det kan se meget lyssvage objekter langt væk i universet, som det ville være umuligt at se fra jorden, hvis man ikke havde teleskopet.
There was an error in this gadget