Genopdagelsen af det gode trip

Læsetrip: Bøger om sjælerejser er begyndt at blive anmeldt i de seriøse fagblade. Var der måske alligevel noget om snakken?



In search of the ultimate high, af Nicholas Saunders, Anja Saunders og Michelle Pauli, Rider, 2000, 272 sider,16 dollar

Tripping - an anthology of true-life psychedelic adventures, af Charles Hayes, Penguin Compass, 2000, 490 sider, 18 dollar


Stoffer er tilbage på den politiske dagsorden. I løbet af de seneste par år er der udkommet flere danske bøger om bevidsthedsudvidende stoffer, vejledninger og statistikker, og jævnligt behandler Folketinget lovforslag om enten at udvide eller begrænse brugen af stoffer - senest i forrige uge, hvor regeringen fremlagde to lovforslag om at forbyde det tiltagende antal hashklubber rundt omkring i landet.

Det almindelige standpunkt i debatten er, at hvis man tager stoffer af medicinske hensyn, er det o.k. Hvis man tager dem for sjov, er det ikke. Men hvad nu, hvis man tager dem af spirituelle årsager? Hvis man vil lære sig selv og sine grænser bedre at kende, eller hvis man er på jagt efter endnu ukendte åndelige dimensioner? Er det noget, der er sundt for psyken og noget, der burde være en ret for alle at få lov at prøve? Eller er det for sjov, for farlig og derfor forbudt?

Videnskabens accept
Noget tyder på, at der så langsomt er ved at ske en holdningsændring omkring brugen af i hvert fald visse stoffer. Ikke kun i offentligheden, men også i de naturvidenskabelige kredse, hvor en større viden og en større tolerance er i gang med at opbløde gammel frygt og fordom. Virkeligheden er jo den, at ingen tager så mange stoffer som læger og oplyste mennesker.

Det vakte derfor ikke så lidt opsigt, da to nye bøger om de kemisk fremkaldte bevidsthedsrejser for ikke så længe siden blev anmeldt meget positivt i det førende lægevidenskabelige fagblad The Lancet. De to bøger var henholdsvis Charles Hayes' antologi Tripping, der gengiver en lang række førstehåndsfortællinger om psykedeliske trip hos kendte som ukendte 'trippere'. Den anden bog hedder In search of the ultimate high, og er skrevet af Nicholas og Anja Saunders sammen med Michelle Pauli.

I Lancets anmeldelse slår anmelderen blandt andet til lyd for, at det er på høje tid for de biomedicinske fagområder at gå aktivt ind i det pædagogiske arbejde omkring en ansvarlig brug af bevidsthedsudvidende stoffer, hvis ikke man vil tabe hele den populærkulturelle masses tiltro på gulvet.

Et hurtigt kig på statistikkerne viser, at vi alle er på stoffer, og hvis man spørger mennesker på gaden er holdningerne til rusmidler som regel meget afbalanceret. Det skyldes blandt andet, at stoffer er et vidt begreb. De spænder over et enormt spektrum fra afhængighedsskabende dope til harmløse rusmidler; de kan være narkotiske, stimulerende, berusende, hallucinogene, psykometriske, psykedeliske, bevidsthedsudvidende eller entheogeniske, og de bruges i vidt forskellige sammenhænge - alt fra den smadrede narkoman på Istedgade over religiøse og shamanistiske ritualer til det månedlige LSD-trip hos den moderne, eksperimenterende psykonaut.

Disse finere skel og detaljer bliver ofte overset, og mange landes lovgivninger bugner derfor af selvmodsigelser, af manglende viden og af frygt.

Den rensende rejse
Begge de omtalte bøger forsøger at give et objektivt billede af de erfaringer, som mennesker har gjort sig med psykedeliske stoffer. I bogen Tripping er Charles Hayes dog ikke hele tiden i stand til at bevare det neutrale overblik, og svinger ofte over i lyriske beskrivelser af oplevelserne. Men bogen indeholder en imponerende samling af faktiske historier, der er baseret på interviews med mennesker fra mange forskellige lande og kulturer.

I In search of the ultimate high bliver læseren taget endnu mere under armen, og i visse kapitler begynder man at få en helt anden måde at tænke over stoffer på. Med beskrivelsen af en lang række personlige oplevelser illustrerer bogen, hvordan stoffer bevidst og omhyggeligt bruges til at opsøge ukendte, spirituelle erfaringer, og vel at mærke uden at skønmale metoden.

Tværtimod synes et gennemgående træk ved de mange trip at være et ønske om at rense krop og sjæl, selv hvis det kræver fysisk ubehag. Diarré og opkast er ikke ualmindelige hændelser, og modsat gængs tro er det snarere fysisk overvindelse end vane, det kræver at opsøge disse ultimative oplevelser. De opnåede højder er til gengæld så lykkeberusende og ofte subtile erfaringer, at bøgerne er en fornøjelse at læse alene af den grund.

Platon som tripper
At stoffer kan bruges til bevidsthedsudvidende formål er ikke nyt. Utallige fund og overleveringer bekræfter, at de gamle kulturer brugte mangeartede urter til det formål, og bøgerne gennemgår enkelte eksempler, bl.a. peyote i Amerika og iboga fra Afrika. De diskuterer også brugen af psykoaktive stoffer i forhold til de store religioner som kristendommen (især gnosticismen), hinduismen, buddhismen og mange andre. Faktisk er de psykedeliske oplevelser igennem menneskehistorien så almindelige, at de burde beskrives i et helt normalt sprog - nemlig som trip.

Selv Platons sjælerejser kan i denne sammenhæng ikke ses som særligt meget mere seriøse og ophøjede end de rejser, techno-kids foretager en lørdag aften. Platons hule-lignelse handler om sjæle, der skal frigøres til livstid. Platon selv er rejselederen, der udvikler en filosofisk psykologi, hvor sjælen for første gang kan sættes for sig selv og uden for kroppen til livstid. »En filosof er en person, som allerede i livet forsøger at være så død som mulig,« sagde Platon, fordi en skøn død (mens man lever) indeholder muligheden for at træde ind i sjælens selvstændige rige - en slags himmel eller hinsides - som kan trækkes tilbage til denne verden. Platon var i den forstand ikke kun vores kulturkreds' første store filosof - han var også trippens første teoretiker.

Et interessant fænomen er bøgernes omfattende brug af ord som sjæl og reinkarnation. Det er begreber, som den moderne videnskab jo typisk nægter at have noget med at gøre. Problemet med ordet sjæl er, at det i historisk set har været brugt for at fremme dogmatiske eller religiøse tankesystemer. I dag kan man som 'oplyst menneske' højst acceptere ordet sjæl som synonym for psyke.

Det kan dog være problematisk, fordi man dermed også siger farvel til en langt rigere metafysik end den, naturvidenskaben er i stand til at tilbyde i dag. Måske er bøgerne og den positive reception i fagbladene et tegn på, at naturvidenskaben ikke længere fornægter begreber som sjælevandringer og reinkarnation, så længe de indgår i en metafysisk tænkning, der ønsker at åbne op for hele den fænomenologiske rigdom, verden og vores sansning af den, består af, og ikke kun begrænser sig til de scientistiske regler fra det 19. og 20. århundrede. Ordene kan pludselig genbruges - i anførselstegn - for at forsøge at erfare det, der endnu ikke kan erfares med bedre ord.

Lykken sat i system
Bøgerne vil appellere til alle os 'pæne mennesker', der ikke har turdet eller nået at opsøge de illegale dealere og larmende raveparties, men som altid har haft en interesse i at forstå de tætte bånd mellem trip, filosofi og jeg-erfaringer. Som virtuelle rejseledere til disse kemisk inducerede oplevelser er bøgerne en god start og desuden udsøgt læsning. For dem, som før har været på rejse udi det ubeskrivelige og uransagelige, vil de to bøger virke som et rart gensyn med den flig af sjælefred, der (i modsætning til virkeligheden) pludselig formår at sætte lykken i system.

For dem, som aldrig har brugt bevidsthedsudvidende stoffer, vil den store samling af førstehåndsfortællinger i de to bøger forhåbentlig kunne åbne op for en bedre forståelse for trippets rolle, for dets dybest set profant rensende karakter, og ikke mindst for et mere nuanceret forhold til stoffers farlighed og gavn. For som en af guruerne inden for feltet, Terence McKenna, sagde: »Jeg tror, at den væsentligste test med psykedeliske stoffer består i at omgås dem, mens man ikke er på dem.«

0 comments:

There was an error in this gadget