Dansk malaria-vaccine kan redde millioner

Verdens farligste sygdom kan efter al sandsynlighed bekæmpes med ny vacciner. Udfordringen er at få dem til Afrika


Af Robin Engelhardt

Nu ser det endelig ud til, at det lykkes. Efter 25 års hårdnakket forskning i malaria står en dansk-ledet forskergruppe foran et afgørende gennembrud i bekæmpelsen af sygdommen, der på globalt plan kræver tre millioner dødsofre årligt - langt flere end aids-epidemien.

 Lederen for The European Malaria Vaccine Initiative, EMVI, læge Søren Jepsen, som til daglig sidder på Statens Serum Institut i København, har i samarbejde med sine kolleger udviklet en vaccine, der ser ud til at virke, og som vil kunne komme i produktion i løbet af ganske få år.

 »Vi har i øjeblikket to vacciner til afprøvninger, og tre mere er på vej,« siger Søren Jepsen til Information. »Den første er under afprøvning i Schweiz, og den er meget lovende.

 De kliniske tests med mennesker er færdige en gang i juni måned og foreløbig ser det meget fornuftigt ud.« Den anden er en dansk patenteret vaccine, som er blevet til i internationalt samarbejde med Statens Serum Institut. Den er produceret i Frankrig og afprøvningen starter i Holland til august i år.



Malaria: Den store dræber:
* Malaria er en smitsom sygdom, der skyldes encellede parasitter, som overføres til mennesker ved myggestik. Sygdommen er forbundet med høj feber, døsighed og blodmangel.
* Hvert år bliver omkring 500 mio. mennesker ramt. Op mod tre mio. dør. Det er mere end det antal, der er døde af aids i femten år. Sygdommen rammer især børn og gravide kvinder. 90 procent af malariatilfældene findes i Afrika, hvor den farligste af parasitterne, Plasmodium falciparum, er mest udbredt.
* Hvert tyvende barn i Afrika dør af malaria før femårsalderen. Mange, både børn og voksne, er kronisk svækkede af malaria.
* Læs mere om malaria: http://www.malaria.org http://mosquito.who.int/ eller http://www.who.int/trd/diseases/malariaes


»Når vi har set, at den er sikker, det vil sige at der ikke er alvorlige bivirkninger i forbindelse med vaccinationen, så skal den afprøves i Afrika på samme måde. De foreløbige resultater med aber er dog meget opløftende, så vi tror på, at de kliniske tests går glat. Det vil efteråret vise,« siger Søren Jepsen.

Ikke penge i vaccine
Det forventede, historiske gennembrud er dog ledsaget af et lille problem. For ligegyldigt hvor optimistiske forskerne er omkring deres nyudviklede vacciner, så har den globale medicinalindustri ingen økonomisk interesse i at producere og distribuere dem. For malaria er en sygdom i Afrika, ikke i Europa eller i USA. For at bekæmpe sygdommen effektivt skal der produceres omtrent 50 millioner doser, som så skal sendes til Afrika og uddeles via lokale hjælpeorganisationer. Det er der ingen penge i.

I Europa findes malaria næsten ikke, og hvis, så kun i en ikke-dødbringende form. Derfor har medicinalindustrien ikke haft det store incitament til at udvikle malariamedicin - man forventer ikke at kunne tjene penge på en vaccine til afrikanere. Hvis man vil bekæmpe malaria på et globalt plan, må man derfor tage tilflugt til statslige midler. Men heller ikke det er uden problemer.
 
»Dilemmaet er, at forskningsverdenen ikke kan forholde sig til et færdigt produkt. Lige så snart du har et resultat, der kan forlade laboratoriebænken, er det blevet kommercielt. Og så kan du ikke få penge fra forskningsministeriet eller fra forskningsorganisationer, fordi det ikke er forskning men udvikling,« siger Søren Jepsen.

»Så plejer man at gå til industrien for at få det videreudviklet, hvis det har en kommerciel interesse. Men det har det her ikke. Derfor er vi i mange år aldrig kommet længere.«

Penge fra Gates
Vacciner har altid kostet meget mere at udvikle end at producere. Når malariavaccinen er fundet og testet færdig, koster dens videre produktion som regel ikke særlig meget. Men det har vist sig, at vaccineproducenter beregner afkastet for deres produktlinje efter faste tabeller, og på trods af, at de hverken skal betale udviklingsomkostninger eller licens for patentet, giver vaccinerne ikke nok afkast.

»Vi kan ikke få dem til det,« siger Søren Jepsen. Det har været svært nok at finde finansieringen til selve udviklingen af vaccinerne. I et forsøg på at bryde de økonomiske skranker har forskere fra Statens Serum Institut i samarbejde med Europa-Kommissionen og forskellige medlemslandes bistandsorganisationer etableret EMVI, som skal søge eksterne midler og koordinere forskningsprojekter i relation til malaria-vacciner. Man er også i gang med at etablere samarbejde hen over Europas grænser. I løbet af de næste par dage vil EMVI underskrive et »memorandum of understanding« med Gates Foundation og US AID, hvorefter man vil gå mere konkret i gang med at udpege den bedste vaccine.

»Alle forsøg, som udføres, skal diskuteres, og derfor er det nødvendigt, at de bedste teknikere og de bedste hjerner fra alle organisationer sætter sig ned for at finde den bedste løsning sammen. Det næste niveau bliver at finde en fornuftig arbejdsopdeling for implementeringen af en malaria-vaccine. Dernæst at få lavet rigtige undersøgelser i stor målestok i Afrika,« siger Søren Jepsen.

»Måske ved vi, at det enkelte individ bliver beskyttet, men hvad sker der med transmissionen? For hver gang man flytter noget inden for biologiens verden, sker der noget i den anden ende, og derfor skal vi studere 10-20.000 børn i forbindelse med projektet. Det kræver et globalt samarbejde.«

En politisk beslutning
Søren Jepsen håber, at man med baggrund i EMVI og de andre organisationer kan finde en offentlig finansiering, samtidig med at man får den tekniske bistand fra medicinalindustrien. Det kræver en politisk beslutning - senest i år 2002 - om, hvorvidt de offentlige vaccineproducenter i Europa skal have et politisk mandat til at producere vacciner - for eksempel med midler fra den danske udviklingsbistand.

»Den eneste løsning her i Europa er, at de offentlige institutioner får et mandat til at producere en malariavaccine til kost-pris - vi skal jo ikke tjene på den.« siger Jepsen. »Det er et politisk mandat, som skal give os råd til at producere 50 millioner doser om året, og de skal - afleveret i armen eller i rumpen på et barn - ikke koste mere end en-to dollar per stk. Dvs. inklusive produktionsomkostninger, omkostninger ved at fylde det i ampuller, sætte mærkat på, putte det i containere, sende disse til Afrika, opbevare og distribuere dem og give lønninger til dem, der vaccinerer.«

Dette er de rene produktionsomkostinger. Så vil der være investeringsomkostninger. Det koster for eksempel mindst 100 millioner dollar at lave en ny fabrik til malaria-vacciner. »Den bedste løsning er, at man lægger en malaria-fabrik der, hvor problemet og behovet er, altså i Afrika,« siger Søren Jepsen. Lykkes det at finde den politiske og økonomiske opbakning til projektet, og viser vaccinen sig at være så god, som den ser ud til, vil man kunne redde over to millioner afrikanske børn fra malaria-infektion om året.

Stat stat luk dig op

Leder: Staten burde ikke kun lukke op for brugen af fri software. Den burde også understøtte udviklingen af den. Og det kan kun ske gennem en indrømmelse af, at softwarepatenter er i modstrid med open source, ligesom den er i modstrid med princippet om vidensdeling


Af Robin Engelhardt (rob)

DET BURDE være på høje tid at kigge nærmere på, om den gamle idé om patenter stadig er så god som den var for hundrede år siden. Generelt er man gået ud fra, at patentsystemets støtte til at offentliggøre en opfindelse fremmer den teknologiske udvikling samtidig med, at den beskytter opfinderen økonomisk. Det er et mantra, som er blevet gentaget utallige gange gennem historien, dog uden at man nogensinde har undersøgt påstanden i detaljer. Senest har Erhvervsministeriet fremlagt en redegørelse om patentering af software, hvor man har gentaget ideen. På trods af lange beskrivelser af fordelene ved open-source-software, som ikke er patenteret, og endnu længere beskrivelser af de ulemper, patenter fører med sig, mener rapportens konklusion at kunne pege på et forsigtigt tilsagn om at tillade patentering af software i Danmark.

Hvordan kan det være? Jo, det skyldes primært den omstændighed, at Europa i flere år har befundet sig i en løgnagtig retstilstand, hvor det har været forbudt at patentere software samtidig med at man har gjort det alligevel. Den situation er selvfølgelig uholdbar, og derfor prøver man i Erhvervsministeriet at indrette loven efter, hvordan virkeligheden ser ud - ikke efter hvad der er bedst. At læse erhvervsministeriets redegørelse er som at være tilskuer til en frivillig selvbesmittelse med en grim sygdom, med efterfølgende diskusssion af, hvilken medicin man skal indtage for at lindre skaden.

ARGUMENTERNE mod patenter på software er alle blevet bragt mange gange før. Og man kan da godt gentage dem. Men det er interessant at iagttage, hvordan regeringen ikke synes at forstå konsekvenserne af at leve i det, den selv kalder for et videnssamfund. De nye IT-produkter er ikke længere et resultat af en enkelt opfinders idé. De er et resultat af mange menneskers ekspertise og skyldes et kompliceret samarbejde mellem mange firmaer rundt omkring i verden. Vi er omgivet af netværksprodukter, hvor værdien af et delprodukt først opstår i forbindelse med andre delprodukter, og hvor den samlede værdi først stiger i takt med antallet af brugere. Kapitallogikken bryder sammen, når man ikke længere kan finde entydige forbindelser mellem opdager og opdagelse, mellem produkt og producent og mellem brug og bruger. Og pludselig begynder patenterne at virke modsat hensigten. I stedet for at hjælpe innovationen på vej, begynder de at hindre den, og i stedet for at være en økonomisk sikring, bliver de enormt dyre at håndhæve.

PATENTER bliver i dag næsten udelukkende brugt defensivt for at undgå rettighedstrusler fra andre firmaer med andre patenter. Indbyrdes har de store IT-firmaer lavet krydslicensaftaler, så de frit kan benytte hinandens patenter, hvorimod små uafhængige opfindere og opstartsfirmaer holdes ude med dyre licenskrav. Det er en uholdbar koldkrigssituation, hvor patenter bruges som afskrækkelse, og ikke som innovationsredskab, og hvor kun de store monopoler får lov at sidde med ved bordet. Og det er også derfor, flertallet af danske IT-virksomheder faktisk helst ville være foruden patenter: De er dyre at få og udelukker dem fra det gode selskab. Der findes i dag deciderede parasit-firmaer, som har specialiseret sig i at tage patenter, kun for at true med at sagsøge andre. Den slags dybt uetiske firmaer kan kun leve på grund af et utidssvarende patentsystem, der forsøger at påstå ejerskab, hvor der mest af alt er fællesskab.

OMVENDT ÅBNER frigivelsen af de basale programmeringsværktøjer op for en maksimal fremdrift i netværksøkonomien, fordi den tiltagende teknologiske kompleksitet kræver et væld af eksperter fra mange flere fagområder, end hvad et enkelt firma kan rumme. Monopoler og stadig større fusioner er selvfølgelig ét muligt svar på udfordringen. Åbne og patentfrie standarder er et andet - og i sidste ende bedre. Det kan godt være, at de patentfrie programmer, som man kan få på markedet i dag, endnu ikke har haft den store betydning for de almindelig forbrugere. Men inden for den offentlige sektor, som står for alt lige fra IT-infrastruktur til undervisning, er åbent programmel den eneste fornuftige vej frem. Dette er i øvrigt også konklusionen i en rapport fra det norske forvaltningsdirektorat, Statskonsulet, der har undersøgt Linux og open source som et alternativ til de lukkede softwareprodukter, som man kender dem fra især Microsoft. Rapporten siger, at den stigende grad af ensretning i valget af licensbeskyttet programmel har kostet staten mange penge og har gjort de offentlige forvaltninger alt for afhængige af deres leverandører. Staten burde lukke op for de gratis produkter, da det er langt billigere at oplære personalet end at betale licenser for de patenterede varer.

MEN STATEN burde ikke kun lukke op for brugen af fri software. Den burde også understøtte udviklingen af den. Og det kan kun ske gennem en indrømmelse af, at softwarepatenter er i modstrid med open source, ligesom den er i modstrid med princippet om vidensdeling. Hvor ville det dog være rart, hvis regeringen for en gangs skyld ville være konsekvent i forhold til de mange ord om videnssamfundet. Erhvervsministeriets udspil peger den anden vej: Man følger med strømmen, uden retning eller mål.

Forskere gør op med placebo-effekt

Danske forskere påviser, at placebo-effekten reelt ingen virkning har i sygdomsbehandling


Af Robin Engelhardt

Mange læger foretrækker at give patienterne en kalktablet når der ikke er andet ved hånden. Den skal helst være rød, og så stor som en hestepille, for så virker den såkaldte placebo-effekt bedst. Men troen på at placebo virker i behandlingen af syge mennesker er en myte, siger ph.d. Asbjørn Hrobjartsson til Information.

Sammen med Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Centret på Rigshospitalet offentliggjorde Hrobjartsson i går en artikel i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The New England Journal of Medicin, der viser, at patienter, som får placebotabletter som hovedregel ikke klarer sig bedre end patienter, som ikke får sådanne tabletter.

Placeboeffektens psykologiske betydning, som dele af lægestanden og det alternative marked længe har sat sin lid til, spiller nærmest ingen rolle. »I den medicinske litteratur er man gentagne gange stødt på meget høje effektprocenter af placebo,« siger Asbjørn Hrobjartsson.

Usikre konklusioner
»30-40 procent var almindelig, af og til 80 procent og ved smerte og mavesår helt op til 90 procent. Det vil sige at 90 procent af patienter oplever en mærkbar forbedring på grund af placebobehandling.«


»Hvis det var rigtigt, måtte der jo eksistere utrolig stærke psykiske mekanismer, som kunne bruges i den daglige klinik til gavn for fremtidige patienter. Men jo mere jeg fordybede mig i litteraturen, jo mere kunne jeg se, hvor usikre konklusionerne var. De var i høj grad baseret på studier fra 1950-60'erne, men disse studier var bygget op på en forkert måde. Man havde ikke adskilt den reelle effekt af en placebobehandling, med det, der er enhver sygdoms naturlige tendens til at gå over af sig selv.«

Det er derfor umuligt at måle effekten af placebo uden at man kontrollerer for den naturlige tendens til at blive rask igen, siger Hrobjartsson. »Det svarer lidt til at sige at placeboeffekten af at stå på hovedet i ti minutter hver morgen, når man har en forkølelse, er 100 procent efter tre uger. Selvfølgelig er den det, for alle bliver raske efter tre uger. Derfor er det nødvendigt at sammenligne de patienter, som kommer med en forkølelse, og som får besked på at stå på hovedet, med de patienter, som ikke står på hovedet.«

Hrobjartsson og Gøtzsche undersøgte den psykologiske effekt af at få en behandling. Til det formål samlede de resultaterne fra en række kliniske studier, der kigger på forskellen mellem placebobehandling og ingen behandling. »Vi blev overrasket på to planer,« siger Hrobjartsson.

»For det første var vi overraskede over, hvor mange undersøgelser, der egentlig fandtes. Vi fandt langt over hundrede studier, og 114 af dem opfyldte nogle helt grundlæggende kvalitetskrav. Data fra de 114 studier blev delt i studer, der havde såkaldte binære effektmål (dvs. syg/ikke syg, infektion/ikke infektion) og de studier, som havde kontinuerte effektmål (som kan måles på en skala, f.eks. smerte). Til vores store overraskelse fandt vi, at der ingen effekt var på de binære data og heller ikke nogen objektiv effekt på de kontinuerte data. Vi fandt en lille til moderat forskel på placebobehandlede og ikke-placebobehandlede patienter, hvis det var subjektive effektmål målt på den kontinuerte skala - især smerte. Størrelsen af den effekt svarer til en smertereduktion på cirka 15 procent. Om det skyldes en reel effekt eller forsøgspersonens ønske om at være høflig er svært at sige. Men selv hvis det var en reel effekt, er den på grænsen af, hvad man ville betragte som klinisk relevant. Vi må altså konkludere, at vi ikke kan påvise en klar klinisk relevant effekt af placebobehandlinger.«

Vær ærlig
Reaktionerne på de to danskeres artikel har allerede været og mange. I to store artikel i New York Times og Washington Post i går udtalte en række læger sig positivt over for budskabet om at placebo ikke kan skelnes fra den naturlige forbedring af et sygdomsforløb.

»Måske er placebo blot en gammel medicinsk legende,« sagde Dr. Jonathan Moreno Center for Biomedical Ethics i Virginia. Andre var mere skeptiske over for konklusionerne og mente, at den totale afskrivning af placeboeffekten krævede flere undersøgelser. Det er Hrobjartsson enig i:

»Brugen af placebobehandlinger er dårligt undersøgt. Man ved ikke, hvor mange læger der behandler patienter med medicin, som de selv anser for virkningsløs. Der findes for eksempel medicinske etikere, som mener, at man ikke skal bruge placebo, selv hvis den ville virke, fordi det i en vis forstand er det samme som at lyve over for patienten. Andre mener at det ikke gør noget at lyve lidt, så længe vedkommende får det bedre.«

»Vores undersøgelse viser, at hovedargumentet for dem, som mener at placebo er berettiget, falder bort,« siger Hrobjartsson. »Der er ingen ekstra gevinst forbundet ved at give en kalktablet.«

»Jeg håber at vores arbejde kan bidrage med at læger tænker sig om en ekstra gang, næste gang de vil give deres patienter placebo. Det rigtige som læge burde være altid at konfrontere patienten med ens bedste professionelle vurdering, selvom den måtte betyde at en behandling var formålsløs,« siger Asbjørn Hrobjartsson.

Baggårdsastronauten Brian Walker

I traditionen af de store vovehalse som Charles Lindberg og Wright-brødrene vil en amerikaner erobre rummet på egen hånd


Opfinderen Brian Walker har planer om at skyde sig selv ud af atmosfæren i en hjemmelavet raket. I løbet af de sidste to år har 'Rocket Guy' Walker, som de kalder ham i byen Bend i Oregon, arbejdet på at konstruere sin Earthstar 1, en Jules Verne-agtig raket, der skal kunne skyde ham op i en to minutter lang eksplosion af hydrogenperoxid, (brintoverilte). I en højde på omtrendt 50 kilometer vil han så - i et kort øjeblik - opleve en næsten vægtløs tilstand inden jorden trækker ham tilbage til overfladen igen.

»Hele min mission går ud på at vise, hvad en enkel person er i stand til at gøre,« siger Walker, der efter to semestre på det tekniske universitet droppede ud for selv at lære sig raketvidenskab og tjene nogle ordentlige penge.

»Det har været min drøm siden jeg var seks,« siger Walker. »Men jeg tænkte at min chancer for at blive valgt af NASA var ret små, og derfor valgte jeg at gå egne veje.« I dag, i en alder af 44 år, har Walker gjort sig selv til mangemillionær ved at opfinde alskens legetøj til salg i supermarkeder. 18 patenter er det blevet til og et lige så stort antal checks hvert år.

Raket til genbrug
Opsendelsen er planlagt til maj næste år, og den vil foregå fra en 60 meter høj affyrringsrampe på en udtørret sø et sted i det centrale Oregon. Hvis alt går efter planen vil dampraketterne og de 12 Earthstar 1-motorer generere et tryk, som kan støde 5.500 kilo afsted ved lift-off, og efter 15 sekunder vil raketten og Brian Walker være ude af syne. De næste 85 sekunder vil en 90 procent koncentreret blanding af hydrogenperoxid vælte ud af en gigantisk raket og hen over en sølvplade, der skal fungere som katalysator for en kraftig kemisk reaktion, der skal producere den damp, som giver raketten fremdrift.

Walker har beregnet, at Earthstar 1 vil komme op på en hastighed svarende til fire gange lydens - cirka 3.500 km/t. I en højde af 50 kilometer vil brændstoftanken afkobles og med en faldskæm langsomt svæve tilbage til jorden - forhåbentlig for at kunne bruges igen senere. Selve raketten vil fortsætte sin opstigning til næsten 52 kilometers højde, hvor Walker vil opleve det største øjeblik i sit liv: Et par minutters mikrogravitation.

Fans og barpiger
Når den udbrændte raket i en mild bue vender om og træder ind i atmosfæren igen vil en stor airbag pustes op for at sagte farten. Længere nede vil en stor faldskærm åbne sig og føre Walker og Earthstar 1 stille og roligt tilbage til den udtørrede sø. Hvis alt går vel vil en pickup stå og vente på Walker og transportere ham hen til fans og 15 barpiger, som vil afklimatisere ham på behørig vis med kys og champagne.

NASA tror på ham
Walker er ikke bange for at miste livet. »Hvis jeg dør, dør jeg,« siger han prosaisk. »Jeg vil hellere dø imens jeg gør forsøget end at være bitter resten af mit liv over, at jeg aldrig har gjort det.« Walker ved godt at mange ser ham som skør eventyrer - en fantast, der blot har fundet en opsigtsvækkende måde at dø på. Men Walker er ligeglad.

»Hey, alle sagde at også Wright-brødrene og Charles Lindberg var sindsyge da de lavede deres historiske flyvninger,« siger Walker og er sikker på at han vil blive den første almindelige borger, der katapulterer sig selv op i det tomme rum. »Énmands-rumprogrammet kan meget vel gå hen og lykkes,« siger også NASA-ingeniøren Robert Frisbee fra Jet Propulsion Laboratory i Californien. »I teorien ser jeg ikke nogen grund til, at hans idé ikke skulle virke. Jeg ønsker ham held og lykke,« siger Frisbee.

Eneste hindring kan blive den amerikanske Federal Aviation Administration, som har krævet at Walker fremlægger en flyplan og detaljer i hans raketdesign. »Hvis de ikke vil give mig en tilladelse, tager jeg sgu' bare det hele over grænsen til Mexico,« siger Walker.

At klæde svin i ord

Litteraturens ofte modsætningsfyldte forhold til loven er taget under kærlig behandling i det nye nummer af KRITIK.


Kritik nr. 150, red. Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm, 100 kr. Gyldendal


I jubilæumsudgave nummer 150 af litteraturtidsskriftet KRITIK har de to redaktører Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm igen gjort en ekstra indsats for at tematisere deres stof i forhold til emner, der rækker ud over det strengt litterære felt. Denne tværvidenskabelige kærlighed er ikke kun en prisværdig ting i sig selv. Det højner faktisk også teksternes kvalitet at få dem i tale om noget andet.

Denne gang handler det om litteraturens forhold til retten og loven. Skønlitterære forfattere har som regel kun beskæftiget sig med områder af retten, der træder ud over, hvad man kan læse i en lovtekst. Sociale koder, drifter og skrupler er et retligt ingenmandsland; et sted, hvor traktater og statutter ikke kan gøre deres arbejde fyldest. I den sammenhæng er det interessant at tænke over, hvorvidt litteraturen, ligesom religionen før den, har forsøgt at påtage sig rollen som den, der ordner verden i bløde ord, når de hårde ikke slår til.

Nummer 150 starter jubilatorisk og oplagt med et hidtil ukendt interview af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, hvor Borges fortæller om sin far, der var advokat, og ad den vej lander i en diskussion om jura som fantastisk litteratur.

Den blinde Justitia
Et af højdepunkterne i det nye nummer af KRITIK er Theodore Ziolkowskis litteraturhistoriske gennemgang af retfærdighedens figur i litteratur og kunst siden klassisk tid. En suveræn fortalt historie, der også indeholder en del ukendte fakta. Det er for eksempel forbavsende sjovt at læse om, hvordan den smukke Justitia med sværdet i den ene hånd og vægten i den anden i middelalderen får sat bind for øjnene af gæve barder (blandt andet tegnet af Albrecht Dürer), og hvordan dette satiriske billede af en blind og narret Justitia i løbet af blot få år igen bliver fortolket positivt - nemlig som et tegn på upartiskhed. Det må kaldes en historisk ironi, men også en menneskelig svaghed, at retfærdighedens ikon stadig bliver tilbedt i denne mishandlede tilstand. Vi må elske hende dybt.

Rune Gades tekst Chokerende sandheder er stærk i sin analyse af 'svinet' som symbol for 1800-tallets realismekritik. Afklædningen af virkeligheden i kunst og litteratur blev af mange set som undergravende for den idealiserede stræben. Med fotografiet som akut symptom for det 'absolut hæslige', der blotlægger selv de mindste »rynker og udposninger« tager ikke så få kunstnere, blandt andre Charles Baudelaire, afstand fra massernes fascination fra de nye »vederstyggeligheder«. Som retten skal tøjle borgeren ved lov, skal litteraturen klæde svinet i ord. Det var mottoet. Men som bekendt har de emancipatoriske impulser overtaget den opdragende humanismes fjerpen og tegnet mennesket i al dets obskønitet.

Med en passende illustration af Jeff Koons tager Peter Madsen udgangspunkt i nogle nyere censursager, primært Allen Ginsbergs Howl and Other Poems og Salman Rushdies The Satanic Verses, og viser, hvordan dommere i tiltagende grad prioriterer ytringsfrihed og pluralisme frem for sæder og vaner. Anders Toftgaard gennemgår den italienske Sofri-sag og Stina Teilmann gennemgår retsnormen for litterær plagiarisme i to fine analyser af Coleridge og Graham Swift.

Mellem to stole
Når lovens arm ikke rækker langt nok, må den gode gamle dømmekraft træde til, konkluderer Henrik Stampe Lund i sin tekst, der viser et stort overblik over emnet, og som blandt andet analyserer nogle af Thomas Manns skrifter. Med Stampe Lunds Salomoniske konge på bordet, (hvis man kan sige det sådan), sætter Isak Winkel Holm så alligevel trumf på i sin diskussion af Rousseaus Bekendelser. For når både fornuften og følelsen ikke magter at dømme sig selv eller andre, må domstolen forvandles til skriftestol i et forfængeligt håb om trods alt at opnå nåde. Når Rousseau sætter sig pladask mellem de to stole, åbenbarer der sig nemlig en dybere psykologisk figur i litteraturen, der i øvrigt også kan oversættes til andre mediale teknikker: Rousseau blotlægger en ætsende trang til at tribunalisere og legitimere sig selv, for derved at få lov til at være den, han er.

Forfatteren bliver her en grafoman, der vil afskrive sig ethvert ansvar for sin fysiske form, og indskrive sig i virkeligheden på trods. Dette er et privilegium, som i dag ikke længere er forbeholdt forfattere. Freuds psykoanalytiske metoder, moderne bekendende talk shows og Internettets hjemmesider giver mennesker en mulighed for at gøre det samme. Vi har alle fået lov til at være de små grise, vi er.

Rettens litterater
Carl Schmitt og Per Aage Brandt bidrager til temaet med betragtninger om undtagelsestilstanden fra loven og lovens semiotiske struktur. Det er to mere filosofisk orienterede tekster, hvis sætninger man ikke ligefrem kan skylle munden med, men som ved dobbeltlæsning vinder i finurlighed og tyngde.

Derudover er der en masse andre gode tekster, som tager læseren i hånden for at besøge rettens litterater, hvad enten det er i form af lovens indeklemte forkontorer hos Kafka, bibliotekernes endeløse labyrinter hos Borges, Dürrenmatts retlige mellemspil Ophold på vejen eller Herman Melvilles forunderlige Bartleby. Det er god læsning alt sammen og noget at blive klogere på.

Genopdagelsen af det gode trip

Læsetrip: Bøger om sjælerejser er begyndt at blive anmeldt i de seriøse fagblade. Var der måske alligevel noget om snakken?



In search of the ultimate high, af Nicholas Saunders, Anja Saunders og Michelle Pauli, Rider, 2000, 272 sider,16 dollar

Tripping - an anthology of true-life psychedelic adventures, af Charles Hayes, Penguin Compass, 2000, 490 sider, 18 dollar


Stoffer er tilbage på den politiske dagsorden. I løbet af de seneste par år er der udkommet flere danske bøger om bevidsthedsudvidende stoffer, vejledninger og statistikker, og jævnligt behandler Folketinget lovforslag om enten at udvide eller begrænse brugen af stoffer - senest i forrige uge, hvor regeringen fremlagde to lovforslag om at forbyde det tiltagende antal hashklubber rundt omkring i landet.

Det almindelige standpunkt i debatten er, at hvis man tager stoffer af medicinske hensyn, er det o.k. Hvis man tager dem for sjov, er det ikke. Men hvad nu, hvis man tager dem af spirituelle årsager? Hvis man vil lære sig selv og sine grænser bedre at kende, eller hvis man er på jagt efter endnu ukendte åndelige dimensioner? Er det noget, der er sundt for psyken og noget, der burde være en ret for alle at få lov at prøve? Eller er det for sjov, for farlig og derfor forbudt?

Videnskabens accept
Noget tyder på, at der så langsomt er ved at ske en holdningsændring omkring brugen af i hvert fald visse stoffer. Ikke kun i offentligheden, men også i de naturvidenskabelige kredse, hvor en større viden og en større tolerance er i gang med at opbløde gammel frygt og fordom. Virkeligheden er jo den, at ingen tager så mange stoffer som læger og oplyste mennesker.

Det vakte derfor ikke så lidt opsigt, da to nye bøger om de kemisk fremkaldte bevidsthedsrejser for ikke så længe siden blev anmeldt meget positivt i det førende lægevidenskabelige fagblad The Lancet. De to bøger var henholdsvis Charles Hayes' antologi Tripping, der gengiver en lang række førstehåndsfortællinger om psykedeliske trip hos kendte som ukendte 'trippere'. Den anden bog hedder In search of the ultimate high, og er skrevet af Nicholas og Anja Saunders sammen med Michelle Pauli.

I Lancets anmeldelse slår anmelderen blandt andet til lyd for, at det er på høje tid for de biomedicinske fagområder at gå aktivt ind i det pædagogiske arbejde omkring en ansvarlig brug af bevidsthedsudvidende stoffer, hvis ikke man vil tabe hele den populærkulturelle masses tiltro på gulvet.

Et hurtigt kig på statistikkerne viser, at vi alle er på stoffer, og hvis man spørger mennesker på gaden er holdningerne til rusmidler som regel meget afbalanceret. Det skyldes blandt andet, at stoffer er et vidt begreb. De spænder over et enormt spektrum fra afhængighedsskabende dope til harmløse rusmidler; de kan være narkotiske, stimulerende, berusende, hallucinogene, psykometriske, psykedeliske, bevidsthedsudvidende eller entheogeniske, og de bruges i vidt forskellige sammenhænge - alt fra den smadrede narkoman på Istedgade over religiøse og shamanistiske ritualer til det månedlige LSD-trip hos den moderne, eksperimenterende psykonaut.

Disse finere skel og detaljer bliver ofte overset, og mange landes lovgivninger bugner derfor af selvmodsigelser, af manglende viden og af frygt.

Den rensende rejse
Begge de omtalte bøger forsøger at give et objektivt billede af de erfaringer, som mennesker har gjort sig med psykedeliske stoffer. I bogen Tripping er Charles Hayes dog ikke hele tiden i stand til at bevare det neutrale overblik, og svinger ofte over i lyriske beskrivelser af oplevelserne. Men bogen indeholder en imponerende samling af faktiske historier, der er baseret på interviews med mennesker fra mange forskellige lande og kulturer.

I In search of the ultimate high bliver læseren taget endnu mere under armen, og i visse kapitler begynder man at få en helt anden måde at tænke over stoffer på. Med beskrivelsen af en lang række personlige oplevelser illustrerer bogen, hvordan stoffer bevidst og omhyggeligt bruges til at opsøge ukendte, spirituelle erfaringer, og vel at mærke uden at skønmale metoden.

Tværtimod synes et gennemgående træk ved de mange trip at være et ønske om at rense krop og sjæl, selv hvis det kræver fysisk ubehag. Diarré og opkast er ikke ualmindelige hændelser, og modsat gængs tro er det snarere fysisk overvindelse end vane, det kræver at opsøge disse ultimative oplevelser. De opnåede højder er til gengæld så lykkeberusende og ofte subtile erfaringer, at bøgerne er en fornøjelse at læse alene af den grund.

Platon som tripper
At stoffer kan bruges til bevidsthedsudvidende formål er ikke nyt. Utallige fund og overleveringer bekræfter, at de gamle kulturer brugte mangeartede urter til det formål, og bøgerne gennemgår enkelte eksempler, bl.a. peyote i Amerika og iboga fra Afrika. De diskuterer også brugen af psykoaktive stoffer i forhold til de store religioner som kristendommen (især gnosticismen), hinduismen, buddhismen og mange andre. Faktisk er de psykedeliske oplevelser igennem menneskehistorien så almindelige, at de burde beskrives i et helt normalt sprog - nemlig som trip.

Selv Platons sjælerejser kan i denne sammenhæng ikke ses som særligt meget mere seriøse og ophøjede end de rejser, techno-kids foretager en lørdag aften. Platons hule-lignelse handler om sjæle, der skal frigøres til livstid. Platon selv er rejselederen, der udvikler en filosofisk psykologi, hvor sjælen for første gang kan sættes for sig selv og uden for kroppen til livstid. »En filosof er en person, som allerede i livet forsøger at være så død som mulig,« sagde Platon, fordi en skøn død (mens man lever) indeholder muligheden for at træde ind i sjælens selvstændige rige - en slags himmel eller hinsides - som kan trækkes tilbage til denne verden. Platon var i den forstand ikke kun vores kulturkreds' første store filosof - han var også trippens første teoretiker.

Et interessant fænomen er bøgernes omfattende brug af ord som sjæl og reinkarnation. Det er begreber, som den moderne videnskab jo typisk nægter at have noget med at gøre. Problemet med ordet sjæl er, at det i historisk set har været brugt for at fremme dogmatiske eller religiøse tankesystemer. I dag kan man som 'oplyst menneske' højst acceptere ordet sjæl som synonym for psyke.

Det kan dog være problematisk, fordi man dermed også siger farvel til en langt rigere metafysik end den, naturvidenskaben er i stand til at tilbyde i dag. Måske er bøgerne og den positive reception i fagbladene et tegn på, at naturvidenskaben ikke længere fornægter begreber som sjælevandringer og reinkarnation, så længe de indgår i en metafysisk tænkning, der ønsker at åbne op for hele den fænomenologiske rigdom, verden og vores sansning af den, består af, og ikke kun begrænser sig til de scientistiske regler fra det 19. og 20. århundrede. Ordene kan pludselig genbruges - i anførselstegn - for at forsøge at erfare det, der endnu ikke kan erfares med bedre ord.

Lykken sat i system
Bøgerne vil appellere til alle os 'pæne mennesker', der ikke har turdet eller nået at opsøge de illegale dealere og larmende raveparties, men som altid har haft en interesse i at forstå de tætte bånd mellem trip, filosofi og jeg-erfaringer. Som virtuelle rejseledere til disse kemisk inducerede oplevelser er bøgerne en god start og desuden udsøgt læsning. For dem, som før har været på rejse udi det ubeskrivelige og uransagelige, vil de to bøger virke som et rart gensyn med den flig af sjælefred, der (i modsætning til virkeligheden) pludselig formår at sætte lykken i system.

For dem, som aldrig har brugt bevidsthedsudvidende stoffer, vil den store samling af førstehåndsfortællinger i de to bøger forhåbentlig kunne åbne op for en bedre forståelse for trippets rolle, for dets dybest set profant rensende karakter, og ikke mindst for et mere nuanceret forhold til stoffers farlighed og gavn. For som en af guruerne inden for feltet, Terence McKenna, sagde: »Jeg tror, at den væsentligste test med psykedeliske stoffer består i at omgås dem, mens man ikke er på dem.«
There was an error in this gadget