Magtens formler

Matematik: Kampen om stemme-fordelingen i det europæiske ministerråd i Nice-traktaten var spild af tid


EU-politikernes nattelange forhandlinger under topmødet i Nice for tre måneder siden var en sand nydelse for journalister. Alle kunne se, at der var et hundeslagsmål i gang. En kamp som handlede om magt og stemmer i EU s ministerråd. For eksempel var Portugals regering sur over, at Spanien fik meget mere end dem selv, Frankrig ville have lige så mange stemmer som Tyskland, selvom tyskerne er 20 millioner flere mennesker, og Belgien blokerede sluttelig alt, fordi de ikke kunne tåle, at Holland fik en enkel stemme mere end dem selv.

En matematisk analyse af det endelige resultat viser dog, at de stakkels politikere kunne have sparet sig for anstrengelserne. Der sket stort set ingen ændringer i den faktiske magtfordeling for de 15 EU-lande, heller ikke hvis man medregner de mange ekstra regler, som blev vedtaget for at afgøre, hvornår et flertal gælder og hvornår ikke. Det eneste, der i realiteten blev styrket, var muligheden for blokader.

Mere magt til de store
Alt efter størrelse har de enkelte EU-lande et bestemt antal stemmer i ministerrådet. Før Nice-topmødet havde Danmark f.eks. tre, nu har vi syv. Tyskland havde ligesom Frankrig, England og Italien 10 stemmer, nu har de 29. Et forslag fra kommissionen gjaldt som vedtaget, hvis 62 stemmer ud af 87 var for. Efter Nice skal der bruges 170 ud af 237 stemmer, for at få et forslag vedtaget.

Baggrunden for de nye forhandlinger var, at de store lande i forhold til deres population havde meget mindre magt end de små lande. Der er 15 gange så mange tyskere som danskere, men de har kun tre-fire gange så mange stemmer. Blandt de nye regler finder man derfor, at et enkelt land kan forlange, at ja-stemmerne skal repræsentere 62 procent af befolkningen. I princippet øger det de stores lande muligheder for at blokere en beslutning. 39 procent af befolkningen, for eksempel repræsenteret ved Tyskland, England og Italien, kan nu sætte en effektiv blokade, hvis de vil. Som plaster på såret for denne befolkningsregel lovede man de små lande, at mindst halvdelen, altså otte ud af 15 lande skal stemme for, hvis et forslag overhovedet skal blive til noget.

Banzhaf-indeks
Professor i matematik, Werner Kirsch, fra universitetet i Bochum har prøvet at kigge på, hvad alt det i virkeligheden betyder. Til det har han brugt det såkaldte Banzhaf-indeks, som er en beregningsmetode opkaldt efter den amerikanske advokat John F. Banzhaf.

Grundlaget er en erkendelse af, at de forskellige stemmer i en forsamling kun overfladisk afspejler det faktiske magtforhold mellem aktørerne. Er der for eksempel tre personer, hvor person A har 10 stemmer, person B fem, og person C fire stemmer, så kan det måske se ud som om de alle har magt, men faktisk er personerne B og C fuldstændig overflødige. A har det absolutte flertal med ti stemmer og B og C kunne lige så godt være blevet hjemme.

Men hvis stemmefordelingen bliver rykket blot en lille smule til A:ni, B:seks og C:fire, så er situationen en hel anden. Nu har alle tre lige meget magt. Et flertal kan nu kun opstå, hvis to personer går sammen. Morale: stemmetallet siger kun meget lidt om den faktiske magt.

Banzhaf-indekset systematiserer dette videre. For at finde Danmarks faktiske indflydelse i en stor forsamling må man altså tælle antallet af muligheder, hvor et dansk ja eller nej bliver tungen på vægtskålen. Så får Danmark et magtpoint . Et Banzhaf-indeks på 100 procent betyder total magt; et indeks på nul procent betyder ingen magt. Under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958 havde Luxembourg med sin ene stemme faktisk et Banzhaf-indeks på nul. Først da Danmark, England og Irland kom ind i EF i 1973 kravlede Luxembourg op med et par promille, selvom deres ene stemme udefra set nu forekom endnu mere ubetydelig end før.EU s 15 medlemmer giver 215, altså 32.768 kombinationer af ja- og nej-stemmer. En udvidelse til 27 EU-lande får konbinationsmulighederne til at eksplodere til hele 100 milliarder. Så kan lommeregneren ikke længere bruges.

Overflødige regler
I en artikel i Die Zeit har Werner Kirsch beregnet Banzhaf-indekset efter de nye regler. Det viser sig, at der ikke er sket det store (se tabel). Danmark er faldet fra 3,59 til 2,97 mens Tyskland er steget fra 11,16 til 11,94. Medregner man den nye 62-procents befolkningsregel , som alle små lande har været så bange for, stiger Tyskland til 12,02. Altså næsten ingenting. Frankrig stiger fra 11,94 til 11,98. Det skyldes, at den første regel om et flertal på 170 stemmer allerede indeholder 60,9 procent af befolkningen. De resterende små 1,1 procent, som tilmed skal deles med både England, Italien og Frankrig, gør ikke megen forskel i det endelige regnskab.

Den sidste regel, plastret på såret for de små lande om at otte ud af 15 lande skal være for, er fuldstændig overflødig. Danske politikere kan måske bruge det til at berolige, hvor der ikke behøves beroligelse, men ikke til andet. En simpel optælling viser nemlig, at syv lande aldrig kan komme op på mere end 168 stemmer til sammen.

Glemt lommeregneren
»For den danske befolkning har den ekstra regel ingen betydning,« siger Kirsch til Information. »Politikerne må ved forhandlingerne i Nice have glemt deres lommeregner. Først skal kriteriet med de 170 stemmer jo være opfyldt, og det betyder automatisk, at mindst otte lande skal være med.«

Ved Nice-topmødet forsøgte man som sædvanlig at gøre alle tilfredse. Både de store og små landes magt skulle styrkes. Men det er som bekendt en teoretisk umulighed. Det eneste der i sidste ende skete var, at beslutningsprocessen blev stadig mere vanskelig.

0 comments:

There was an error in this gadget