Gener, set fra den rabiate højrefløj

Matt Ridley er en mand der står ved sine synspunkter - så uappetitlige de end måtte være.



Matt Ridley, Genom - portræt af en art i 23 kapitler, Det Schønbergske Forlag, 360 sider, 269 kroner.


Som aldrig før bugner de udenlandske boghandleres hylder af populærvidenskabelige bøger, der ønsker at fortælle os om, hvad der foregår inden for den moderne genetik, og hvordan det hele skal forstås. I Danmark har man kun oversat enkelte af slagsen - helst de bøger, der har haft stor succes i USA, givetvis med den bagtanke, at det så måske kan løbe økonomisk rundt på det lille danske marked. Resultatet har desværre været, at det dansklæsende publikum hovedsageligt kun har haft adgang til de mere overfladiske og ideologisk stærkt amerikaniserede beretninger om den moderne molekylærbiologi - ofte skrevet af journalister i stedet for biologer, og ofte præget af de glade hopla-simplificeringer i stedet for de mere tænksomme analyser. Den tradition fortsættes desværre med den nyeste oversættelse til dansk: Matt Ridleys Genom - portræt af en art i 23 kapitler.

Men bare rolig. Manglen på objektive bøger om humanbiologien er en ganske udbredt syge i dag. Næsten ligegyldig hvilken bog man læser inden for genren bliver man besværet med personlige verdensanskuelser. Når det kommer til perspektiveringen af forskningsresultaterne, fungerer det humane genom som en slags Rorschach-test for forfatterne. De videregiver deres tolkning af de genetiske blækklatter - de etiske konsekvenser og de store forandringer, der vil komme - uden at bemærke, at der spøger egne politiske forudsætninger bag hvert et ord. De forbavsende få videnskabelige nyopdagelser i kølvandet på afslutningen af sekventeringen af det humane genom pensles derfor naturligt nok over af desto flere personlige udlægninger - med tilhørende oppumpede ideologiske ekskursioner.

Præsteskabet
Overordnet betragtet bliver de biologiske trosretninger i dag repræsenteret af to ideologisk modsatrettede positioner. På den ene side har vi en venstreorienteret gruppe, bestående af folk som Richard Lewontin, Steven Jay Gould, Niles Eldredge og Brian Goodwin, der foretrækker at pointere biologiens kompleksitet, miljøets indflydelse, og det farlige ved at koge mennesket ned til ikke andet end gener. Richard Lewontin er den mest konsekvente af dem alle i sin nymarxistisk inspirerede kritik af den florerende »genetiske reduktionisme« som et middel til at styrke kapitalens magtpositioner gennem dens evige appel til fremskridtets snarlige landvindinger (sygdoms- & fattigdomsbekæmpelse). Andre, som for eksempel Brian Goodwin, citerer gerne Goethe, og udfolder biologiens virkelighed som et komplekst - ja nærmest holistisk - væv af relationer, der alle må tages med i betragtning, hvis man vil finde en sand (og humanistisk sober) beskrivelse af livsverdenen.

Den anden ideologiske fløj befolkes af meget liberalistisk inspirerede fremskridtsoptimister som Matt Ridley, Richard Dawkins, Daniel C. Dennett og Edward O. Wilson. De kvalificerer gerne verden ud fra et vidtgående frihedsideal for den enkelte og ud fra utilitaristiske værdier. De foretrækker at se humanbiologien som en hård videnskab på linje med alle andre, dvs. som en videnskab, der kan og skal analyseres via de normale reduktionistiske metoder - for så hurtigt som muligt at finde frem til anvendelige resultater. Forestillingen om at mennesket determineres ud fra genetiske dispositioner, og at generne udgør livets fundamentale udvælgelsescentral, er derfor en meget udbredt syge i disse kredse, og den forfægtes med akribisk iver.

Stereotype idealer
Længst ude til højre på denne gren finder man nærværende forfatter - videnskabsjournalisten og tidligere medarbejder på The Economist Matt Ridley - der forsvarer de mest stereotype varianter af de libertære ideologier. Ridley elsker at citere gamle amerikanske præsidenter som Jefferson og Rosevelt. Han forkaster en bloc enhver angst for drivhuseffekt, kunstige reproduktionsteknikker og genetisk manipulerede organismer, og mener, at de alle er et udtryk for had over for ny teknologi. Angsten grunder efter Ridleys mening ikke i videnskabelige fakta. Kogalskab er det latterligt at være bange for (husk på at bogen blev skrevet for to-tre år siden), ligesom han forsvarer den moderne racehygiejne - så længe den vel at mærke er baseret på individuelle valg og ikke på egalitære diktioner ovenfra.

Den sorte skole
Ridleys bog er opdelt i 23 kapitler, der hver for sig skal repræsentere de 23 kromosompar i det menneskelige arvemateriale. Med overskrifter som 'Skæbne' (kromosom nr. fire), 'Intelligens' (kromosom nr. seks) og 'Personlighed' (nr. 11) suggererer han analogier, som han selvfølgelig godt ved (og siger) ikke holder, men alligevel bruger som udgangspunkt til at 'showcaste' fremskridtet og det humane genomprojekt. De enkelte historier er instruktive og oprørende på samme tid. For hver enkel videnskabelig mellemregning indsmugles fejl eller fejlfortolkninger. Ofte fordi budskabet helst skal være lettere forståelig end hvordan virkeligheden i virkeligheden er, og oftest fordi det så bliver nemmere at ekstrapolere til de for ham væsentlige politiske konklusioner.

Det er på mange måder underligt, at en af de mest rabiate og højreorienterede fortolkninger af det humane genom er blevet oversat til dansk. Den ekstreme genetiske determinisme, der emmer ud af siderne, har som regel haft dårlige kår blandt danske biologer. De læser hellere Richard Lewontins tankefulde bøger, eller - for at give et godt eksempel - David J. Depew og Bruce H. Webers imponerende oversigtsværk Darwinism Evolving. Efter man har læst disse bøger, ved man, hvor kompliceret og filosofisk spændende evolutionsvidenskaben er, og hvor lidt vi egentlig ved om biologi. I Danmark bliver kunderne desværre spist af med de let læste og overfladiske tekster - bøger der har det med at lukke af for fantasien i stedet for at åbne den, fordi de altid allerede har haft et facit i hånden.

0 comments:

There was an error in this gadget