Den moderne romerske arena

Filosofi: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning er det store væddemål, som populærkulturen og det kapitalistiske samfund har lavet med historien, siger den tyske filosof Peter Sloterdijk i en samtale om den moderne massekulturs inderste væsen.


Da Peter Sloterdijk i efteråret 1999 fik ørerne i den tyske mediemaskine for at have vovet at gøre opmærksom på den udfordring, genteknologien udgør for humanismen, kom historien kun sporadisk frem i de danske medier. Få havde hørt om manden, der siden sin entré på det filosofiske parnas med tobindsværket Kritik af den kyniske fornuft i 1981 har skrevet et utal af bøger og med jævne mellemrum evnet at provokere både filosofikolleger og offentligheden.

Senest har Sloterdijk skrevet et lille værk, som på mange måder er en endnu større skandale end debatten fra 1999 - men måske for skandaløs til at kunne blive en skandale i det offentlige rum. Die Verachtung der Massen (Foragt for masserne) hedder den lille tekst fra sidste år, og den repræsenterer det første filosofiske livtag med massekulturens væsen siden Elias Canettis berømt-berygtede storværk Masse og magt fra 1960. Men Sloterdijks tekst er mere giftig end det. Selvom nogle måske kan forledes til at tro, at der med titlen udtales en ringeagt over for massernes fornægtelse af eliter og dermed en ringeagt over for massefænomener som sådan (i betydningen Massernes foragt), er det snarere det omvendte, der er tilfældet: En kritik af det automatiske had, som mennesker har over for det, der findes hos andre. Dvs. en kritik af fjendtligheden over for de nye og ofte tilfældige differencer, der bliver skabt i massekulturen.

I en samtale med Information forklarer Peter Sloterdijk, hvordan de gamle forskelle mellem mennesker i de moderne samfund må og skal defineres på en ny måde:

»Man må lovprise demokratierne for, at de hjælper til med at formere forskellene mellem mennesker, sådan at livet i demokratiske samfund bliver mere interessant end i andre, simpelthen fordi man bliver konfronteret med mere forskellighed, med en mangfoldighed af livsstile og kulturelle varianter. Man kan selvfølgelig først udtale denne differens med god samvittighed, når det er sikret, at der ikke er tale om en herskabelig differens, dvs. at man ikke forsvarer forskellene ud fra vertikale skalaer og diskrimineringer, men at vi kan iagttage alternative livsudformninger i et horisontalt rum. Man må dog indrømme, at den horisontale differens uden et vist kvantum af vertikale spændinger ikke kan få så stort et indhold som det burde være ønskeligt.«

- Mener du dermed, at det er et paradoks, når vi som kultur på den ene side ser op til genier og superstars, og på den anden egentlig ikke ønsker at se op til dem, fordi de repræsenterer en forskel, som vi helst vi være foruden?
»Jeg tror, at problemet med den vertikale forskel egentlig aldrig kan fjernes helt - netop fordi forskellene mellem mennesker er mest tydelig i et egalitært samfund, altså i modsætning til et traditionelt samfund, hvor mennesker har været hierarkisk lagdelte.« »Præcis i egalitarismen bliver forskellene mellem mennesker mere tydelig. Men egalitære samfund har nu et problem med, hvordan man omformulerer og omarbejder de nedarvede, naturaliserede forskelle i retningen af et frit spil i en rangorden. Det er dette, der er den dybere kulturelle, civilisatoriske betydning af sporten i de moderne samfund.«

»Sporten er en ranking-procedure. Som tilskuer vil man jo ikke kun iagttage den primitive forskel mellem vindere og tabere - selvom også dette er en meget udbredt fascination i massekulturen. Jeg er i det hele taget af den opfattelse, at den moderne massekultur i centrum af de moderne demokratier repræsenterer en gentagelse af Roms arena-kultur. Genopbygningen af den romerske arena i form af sports-arenaen hører til blandt de dunkle renæssancer i det 20. århundrede. I øvrigt også arkitektonisk: Den klassiske renæssance mellem det 15. og det 19. århundrede, der har gentaget de fleste antikke byggeformer, er altid gået en bue uden om amfiteatret, om arenaen og om de store bygninger, der tilhørte den antikke massekultur. Det 20. århundrede bryder denne tradition: I det 19. århundrede fandtes der ikke en eneste arena i Europa - intet moderne stadion, ingen væddeløbsbaner, ingen forsamlingsarenaer, hvor der kan samle sig hundrede tusinder af mennesker til et fælles skrig eller et fælles skuespil. Først det 20. århundrede har bragt dette. Her fuldbyrdes en dunkel massekulturel renæssance - for hvis man husker på, hvad der var formålet med de antikke massekulturer, kan man vitterlig blive en smule ængstelig og bange, fordi de jo var et sted, hvor man iscenesatte snuff-movies live - og under bistand af den herskende del af Roms befolkning.«

» Det 20. århundrede citerer på den ene side den græske atletisme - altså de mere lyse sider, som for eksempel de olympiske lege, gentleman-sportsmanden og alt det andet, der er forbundet med den antikke idé. Men det 20. århundrede citerer også den romerske arena som et grusomhedens teater, og som en skueplads, hvor masserne strømmer sammen for at bistå den fascinerende proces, der går ud på at fastsætte forskellen mellem vinder og taber. Om det sker blodigt eller ublodigt er næsten uvæsentligt i betragtning af, at forskellen mellem vinder og taber skal iagttages ad hoc - altså med det samme. Den moderne massekultur er i sit centrum netop ikke egalitaristisk. Den er et sted, hvor alle er lige foran fascinationen af forskellen mellem vinderen og taberen. Denne lighed tjener i sidste ende til at frisætte folk til at kunne nyde differentieringens urscene. Alle vil være til stede, når vinderen i arenaen triumferende stiller sin fod oven på taberen.«

- Hvis man tænker denne fascination videre til medierne, især til tv: I dag har vi programmer som Big Brother, der kynisk bruger Orwells dystopier som glad og fascinerende underholdning. Hvordan skal man forstå det? Er det kun peepshow-effekten, der fascinerer, eller er det mere?
»Jeg tror, at de nye former for masseunderholdning er skabt, for at de kan hjælpe mennesker til at nedbryde den følelse af uvirkelighed, som medierne har påtvunget os. Hvis man lever i en over-medialiseret verden, hvor 99 ud af 100 talte ord er formidlet gennem medierne, så vil man gerne igen opleve livescener og reality-shows. Denne disposition er vidt udbredt blandt mennesker, og den bliver nu endnu en gang taget op på et andet trin, og bliver endnu en gang betjent af medierne. Det betyder også, at mennesker nu ser en fantastisk chance til at optræde i medierne, præcis som de er. Det vil sige, at de får en gratifikation for deres egen væren-til og for deres væren-sådan-og-ikke-sådan. Den samme effekt optræder i familie-fotoalbummet: Man synes ikke, at der er noget, der er så interessant som billeder af familien og af én selv i hverdags- og feriesituationer. Denne effekt gentages på de store mediers niveau - og den gode nyhed ved det er, at du ikke behøver at gøre noget specielt. Du behøver især ikke at være noget specielt for at blive løftet op på det store mediale repræsentationsplan. Det er noget, popmusikken siden 60'erne har båret ind i den vestlige verdens ungdom, imidlertid nu også til hele Østeuropa. Popmusik er derfor også så populær, fordi alle kan lave den. Den bliver ikke kun hørt, men også lavet, og mens man hører den, tænker man også straks, at man laver den. Det er meget vigtigt, og det er også derfor, mange unge mennesker danser, som om de havde en guitar i hånden, og laver en sangers simulatoriske bevægelser - og på den måde får den store optræden helt gratis.«

»Dette er massekulturens væddemål: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning. Det er massekulturens paradigmatiske drøm - ligesom det er drømmen i et kapitalistisk samfund - og den er blevet drømt af mennesker siden det 16. århundrede. Siden dengang har man tydeligt kunnet se, at der findes en ny antik, metafysisk vejrlighed - et klima, hvor Kristus ikke længere er særlig meget vigtigere end Fortuna.«

»Fortuna, der hos romerne var en gudinde for stadionet - og som var tilordnet gladiatorerne og den romerske by-pøbel, var afhængig af de rige herrers luner, der bevilgede eller ikke bevilgede uddelingen af brød. Fortuna var beføjet til at gøre tilfældige gratifikationer tilgængelige for masserne.«

»Siden den tid har europæerne regnet med heldet. De har ikke kun håbet med heldet, de har regnet med heldet. Massekulturen er et maskineri, hvori enhver må drømme om at have mere held end den anden - det er kun en ny måde at fordele lighed og ulighed mellem mennesker på. Derfor er der intet, der er så demokratisk som lotteriet. Lotteriet er en demokratisering af uretfærdigheden. Lottokuponen er det mest uretfærdige og samtidig det mest retfærdige, der findes. En lottogevinst, som gør dig til millionær fra den ene dag til den anden, og som tvinger mig - resten af mit liv - til at arbejde som fattig professor - en sådan lottogevinst er så at sige det moderne ophøjede, der slår ned som et lyn fra en klar himmel og gør dig rig og lader mig forblive fattig. Og hvad der er det vidunderlige ved det hele, er, at det ikke giver mig nogen som helst mulighed for at klage. Hvorfor? Fordi de moderne ikke-egalitære mekanismer - altså lotteriet, kunsten og sporten - producerer en spontan ranking. Hvis jeg for eksempel løber hurtigere end dig i et væddeløb, så ville resultatet være en sand beskrivelse af styrkeforholdet mellem os i denne situation. Og mod sande beskrivelser findes der ingen reklamationsmuligheder. Hvis jeg opnår højere priser for mine billeder - eller et højere oplag på bogmarkedet for mine bøger - så findes der mod dette votum på kunstmarkedet ingen reklamationsret. Med andre ord er alt dette former for den demokratiske ranking, og dens triumf er repræsenteret ved lotteriet.«

- Det lyder meget kynisk. Kunsten har vel også andre udvælgelseskriterier end tilfældet!?
»Nej. Tilfældet, at du er en større kunstner end jeg, kan man ikke reklamere imod. Hvis man bruger den demokratiske massekultur som påskud til at klage, ødelægger man kunsten. Eller sagt på en anden måde: Man ødelægger spillereglerne. Det er som at storme tipstjenestens kontor og sige: 'Jeg har ikke vundet! Min nabo har vundet! Men min nabo er en idiot! Jeg ved det! Jeg har studentereksamen! Det er mig, der skal vinde!' Så vil man fortælle dig, at du har spillet på de samme betingelser som alle andre, og at du ikke har vundet, men at din nabo har. Sådan er det også i kunsten. Du er geniet, og jeg kan ikke andet end anerkende det. Hvis jeg ikke vil anerkende det, bliver jeg ikke straffet for det, men så er det mig, der omstøder spillereglerne, og jeg opgiver - forsætligt og uden ærgrelse - al kommunikation med det bedste, der findes. Det er nemlig problemet. Massekulturen producerer et utal af mennesker, der frivilligt og problemfrit afbryder kommunikationen med det bedste, fordi det bedste er hos en anden. De prøver ikke at trække det bedste over til sig selv eller at tage del i det, sådan som man gjorde det i det 19. århundrede, da man forsøgte - uden ambivalente følelser - at beundre den store kunstner.«

»Mennesker i Danmark tilhører mere en moderne egalitær kultur end en moderne libertær subkultur. Mens en amerikaner under alle omstændigheder er enig i, at forskellene mellem mennesker i de materielle og andre henseender må og skal være så store som mulige - forudsat at man ikke antaster reglen om lighed for loven og princippet om gensidig anerkendelse - er egalitaristiske europæere vitterlig interesseret i en materiel, substantiel lighed og vil hellere end gerne udjævne differencerne.«

»Derfor findes der gevaldige forskelle mellem Amerika og Europa. Amerika er måske nok moderkulturen for de moderne demokratier, men landet er også den kultur i verden, som frembringer større forskelle, end man nogen sinde har kunnet iagttage i menneskehedens historie. Altså, USA er en officielt egalitaristisk, men de facto radikal libertær kultur, som helt åbenlyst giver fortrinsret til frihedens værdi frem for lighedens værdi. I Europa er disse poler i reglen mere afbalancerede. Man søger det historiske kompromis mellem frihed og lighed - og i nogle lande, som f.eks. i Holland, Danmark, men også Sverige, findes der en meget stærk tendens til at prioritere ligheden højere end friheden. Og det fører selvfølgelig til en mentalitet i retning af en - ikke formel - men substantiel egalitarisme. Det betyder, at mennesker vitterlig bliver ens. Ja, så bliver kanterne jævne, lottogevinsterne bliver små, kunsten bliver flad, og sporten bliver dårlig.«


Peter Sloterdijk
Peter Sloterdijk, født 1947, er professor i filosofi og kunstvidenskab ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Han har studeret tysk litteratur ved Hamburg Universitet, er gæsteprofessor ved akademiet for billedkunst på Wien Bard College i New York og har en stribe opsigtsvækkende bøger bag sig. Den seneste er bogen Regeln für den Menschenpark, der udkom i 1999 og udløste en voldsom debat om 'antropo-teknologi' og om grænserne for genetisk manipulation af mennesker. 

0 comments:

There was an error in this gadget