Filtrat af karat

Electronica: Historien om den elektroniske musiks opståen og udvikling kan man nu læse om i en glimrende dansk bog



Henrik Marstal og Henriette Moos: Filtreringer. 347 s., 399 kr. Høst & Søn, Udkommer mandag.


Alene den omstændighed, at skrive en bog på dansk om den elektroniske musiks historie, er en bedrift. At skrive den kvalificeret, fængende og mere eller mindre fejlfri er ligefrem en smule foruroligende. Men det er ikke desto mindre, hvad de to musikvidenskabsuddannede forfattere Henrik Marstal og Henriette Moos har gjort i deres bog Filtreringer - elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1989-2001.

Ikke mange mennesker kender til de nærmere omstændigheder for den store indflydelse, som den elektroniske avantgarde fra den første halvdel af det 20. århundrede har haft på den moderne, progressive populærmusik, der tæller navne som The Beatles, Kraftwerk, Brian Eno og Björk - navne, der alle i sig selv må betragtes som pionerer på deres felt.

Bogen viser med forbilledlig klarhed, hvor vigtige klassiske komponister som John Cage, Edgar Varèse og Karl Heinz Stockhausen har været for hele udviklingen inden for den elektroniske musik - og det på trods af, at det altid kun har været en lille gruppe af mennesker, som faktisk har lyttet til deres værker.

Teknologi som drivkraft

Den elektroniske musiks avantgarde betragtes derfor forståeligt nok som en etableringsfase for de senere forgreninger og raffineringer, som har skabt den frodige underskov af stilarter, som man kan møde i populærmusikken i dag. Et overordnet 'teorem' for bogen - hvis man kan kalde det det - er, at al musik er et produkt af teknologiske og samfundsmæssige forhold. Forfatterne bruger betydelig energi på at gennemgå de konkrete tekniske nyskabelser, og sandsynliggør dermed at der findes et intimt bånd mellem udviklingen af teknik og udviklingen af nye lyde. En lige lovlig konstruktivistisk tilgang til musikhistorien, kunne man mene, men det er utvivlsomt rigtigt, at electronica altid har været stærkt afhængig af de maskinlyde, der nu engang har været på tilbud i butikkerne.

Resultatet har ofte været en mere maskinel lyd end ønskelig. De sensuelle kvaliteter i de naturligt skabte klange - deres unikke 'farve' - har man kun kunnet indoptage i genren som optaget lyd - ikke som original lyd, hvilket har været en stærk irritations-, men også inspirationskilde, for mange komponister. Man kunne derfor måske have dykket lidt dybere ned i den gren af eksperimentalmusikken, som har forsøgt at finde det bedste fra begge verdener - dvs. det at opdage nye musikalske udtryk, ikke kun ved hjælp af den elektroniske bearbejdning, men også via produktionen af original klang, enten ved udforskningen af materielle klangkilder i form af nye klanginstrumenter, sådan som man ser det hos f.eks. tyskeren Hans-Karsten Raecke og englænderne Hugh Davis & Max Eastley, eller også i form af en direkte kartografering af 'naturlige' lyde, sådan som man ser det hos f.eks. Cabaret Voltaire-projektet The Hafler Trio, men som der faktisk findes en lang tradition for siden Satie og Cage.

I det hele taget bliver den mere klassisk skolede tradition en smule underprioriteret i bogen, især efter 50'erne. Marstal og Moos citerer en database, hvori der siden 50'erne er listet over 20.000 elektroakustiske værker, og retfærdiggør den udeladte destillering med, at den manglende 'melodi' og den manglende udbredelse i offentligheden i sig selv er et kriterie for ikke at kunne entrere på musikparnasset. Spørgsmålet er dog stadig åbent om, hvorvidt den nu 'salgbare' kunstmusik af en Philip Glass eller Arvo Pärt også i fremtiden formår at hævde sig over for den endnu ikke helt 'gennemfiltrerede' masse af mere ukendt kunstmusik.

Nye spor
Men hovedformålet med bogen er helt andet, og meget mere interessant - nemlig at følge de spor, som den elektroniske musiks begyndelse og etableringsfase har sat inden for populærmusikken siden 1970. Og det er mange. Alle dem, som har en forkærlighed for industrial, ambient, electropop, funk hip hop, disco, house, trance og techno kan kun blive stærkt fornøjede over det store overblik de to forfatterer lægger for dagen, og deres evne til at fremhæve det vigtigste og sjoveste inden for de enkelte stilarter.

Moos og Marstal forsøger sig endda med den prisværdige - men også utaknemmelige - opgave at kortlægge 90'erne myriader af musikalske undergenrer, der finder stadig nye udtryksformer ved hjælp af elektroniske klanglandskaber. Det er ikke nemt at filtrere skidt fra kanel i en tid, hvor enhver privatperson er blevet i stand til at lave sit eget studie, pr-bureau og forlag. Internettets og computerens demokratisering af det musikalske udtryk tilbyder i dag et fantastisk overflødighedshorn af aldrig hørte lyde, men det bliver en desto større udfordring at finde frem til de bedste af disse lyde for dem, som ikke uden videre accepterer, at kvalitet kan måles ud fra et standardiseret salgskriterie.

Bogens sidste kapitel giver et overblik over den elektroniske musikscene i Danmark, sådan som den udviklede sig sideløbende med de internationale strømninger. Danmark har aldrig været helt i front på området, men har ikke desto mindre produceret en hel række af lokale pionerer inden for de enkelte genre - i new-age bølgen var der et navn som Klaus Schønning, inden for den danske industrialscene var der bands som Tristan T og A Taste Of Red, inden for electropop et band som f.eks. Scatterbrain, inden for ambient Anders Remmer og inden for remix-æraen fra begyndelsen af 80'erne dj Kenneth Bagger.

Gennemgangen viser, at forfatterne som altid er godt inde i deres stof. En yderligere guldgrube er bogens index. Hvis man kender en smule til den elektroniske musik, kan man bruge dette fyldige musikerdestillat til at bladre rundt og se, om forfatterne nu også har husket alle dem, som man mener er vigtige. Eller man kan slå op på et bestemt navn for at læse om den kontekst, personen normalt betragtes i ud fra et musikhistorisk perspektiv.

Alt i alt repræsenterer bogen et sjældent godt filtrat af et enormt musikområde, som stadig er i sin vorden. Vil man vide mere, er det stedet at gå hen. Der er også en kommenteret diskografi, som man kan bruge til at gå på eksklusivt indkøb med. Den elektroniske musik skal nemlig helst høres, men den skal så sandelig også læses om - i denne bog.

Den moderne romerske arena

Filosofi: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning er det store væddemål, som populærkulturen og det kapitalistiske samfund har lavet med historien, siger den tyske filosof Peter Sloterdijk i en samtale om den moderne massekulturs inderste væsen.


Da Peter Sloterdijk i efteråret 1999 fik ørerne i den tyske mediemaskine for at have vovet at gøre opmærksom på den udfordring, genteknologien udgør for humanismen, kom historien kun sporadisk frem i de danske medier. Få havde hørt om manden, der siden sin entré på det filosofiske parnas med tobindsværket Kritik af den kyniske fornuft i 1981 har skrevet et utal af bøger og med jævne mellemrum evnet at provokere både filosofikolleger og offentligheden.

Senest har Sloterdijk skrevet et lille værk, som på mange måder er en endnu større skandale end debatten fra 1999 - men måske for skandaløs til at kunne blive en skandale i det offentlige rum. Die Verachtung der Massen (Foragt for masserne) hedder den lille tekst fra sidste år, og den repræsenterer det første filosofiske livtag med massekulturens væsen siden Elias Canettis berømt-berygtede storværk Masse og magt fra 1960. Men Sloterdijks tekst er mere giftig end det. Selvom nogle måske kan forledes til at tro, at der med titlen udtales en ringeagt over for massernes fornægtelse af eliter og dermed en ringeagt over for massefænomener som sådan (i betydningen Massernes foragt), er det snarere det omvendte, der er tilfældet: En kritik af det automatiske had, som mennesker har over for det, der findes hos andre. Dvs. en kritik af fjendtligheden over for de nye og ofte tilfældige differencer, der bliver skabt i massekulturen.

I en samtale med Information forklarer Peter Sloterdijk, hvordan de gamle forskelle mellem mennesker i de moderne samfund må og skal defineres på en ny måde:

»Man må lovprise demokratierne for, at de hjælper til med at formere forskellene mellem mennesker, sådan at livet i demokratiske samfund bliver mere interessant end i andre, simpelthen fordi man bliver konfronteret med mere forskellighed, med en mangfoldighed af livsstile og kulturelle varianter. Man kan selvfølgelig først udtale denne differens med god samvittighed, når det er sikret, at der ikke er tale om en herskabelig differens, dvs. at man ikke forsvarer forskellene ud fra vertikale skalaer og diskrimineringer, men at vi kan iagttage alternative livsudformninger i et horisontalt rum. Man må dog indrømme, at den horisontale differens uden et vist kvantum af vertikale spændinger ikke kan få så stort et indhold som det burde være ønskeligt.«

- Mener du dermed, at det er et paradoks, når vi som kultur på den ene side ser op til genier og superstars, og på den anden egentlig ikke ønsker at se op til dem, fordi de repræsenterer en forskel, som vi helst vi være foruden?
»Jeg tror, at problemet med den vertikale forskel egentlig aldrig kan fjernes helt - netop fordi forskellene mellem mennesker er mest tydelig i et egalitært samfund, altså i modsætning til et traditionelt samfund, hvor mennesker har været hierarkisk lagdelte.« »Præcis i egalitarismen bliver forskellene mellem mennesker mere tydelig. Men egalitære samfund har nu et problem med, hvordan man omformulerer og omarbejder de nedarvede, naturaliserede forskelle i retningen af et frit spil i en rangorden. Det er dette, der er den dybere kulturelle, civilisatoriske betydning af sporten i de moderne samfund.«

»Sporten er en ranking-procedure. Som tilskuer vil man jo ikke kun iagttage den primitive forskel mellem vindere og tabere - selvom også dette er en meget udbredt fascination i massekulturen. Jeg er i det hele taget af den opfattelse, at den moderne massekultur i centrum af de moderne demokratier repræsenterer en gentagelse af Roms arena-kultur. Genopbygningen af den romerske arena i form af sports-arenaen hører til blandt de dunkle renæssancer i det 20. århundrede. I øvrigt også arkitektonisk: Den klassiske renæssance mellem det 15. og det 19. århundrede, der har gentaget de fleste antikke byggeformer, er altid gået en bue uden om amfiteatret, om arenaen og om de store bygninger, der tilhørte den antikke massekultur. Det 20. århundrede bryder denne tradition: I det 19. århundrede fandtes der ikke en eneste arena i Europa - intet moderne stadion, ingen væddeløbsbaner, ingen forsamlingsarenaer, hvor der kan samle sig hundrede tusinder af mennesker til et fælles skrig eller et fælles skuespil. Først det 20. århundrede har bragt dette. Her fuldbyrdes en dunkel massekulturel renæssance - for hvis man husker på, hvad der var formålet med de antikke massekulturer, kan man vitterlig blive en smule ængstelig og bange, fordi de jo var et sted, hvor man iscenesatte snuff-movies live - og under bistand af den herskende del af Roms befolkning.«

» Det 20. århundrede citerer på den ene side den græske atletisme - altså de mere lyse sider, som for eksempel de olympiske lege, gentleman-sportsmanden og alt det andet, der er forbundet med den antikke idé. Men det 20. århundrede citerer også den romerske arena som et grusomhedens teater, og som en skueplads, hvor masserne strømmer sammen for at bistå den fascinerende proces, der går ud på at fastsætte forskellen mellem vinder og taber. Om det sker blodigt eller ublodigt er næsten uvæsentligt i betragtning af, at forskellen mellem vinder og taber skal iagttages ad hoc - altså med det samme. Den moderne massekultur er i sit centrum netop ikke egalitaristisk. Den er et sted, hvor alle er lige foran fascinationen af forskellen mellem vinderen og taberen. Denne lighed tjener i sidste ende til at frisætte folk til at kunne nyde differentieringens urscene. Alle vil være til stede, når vinderen i arenaen triumferende stiller sin fod oven på taberen.«

- Hvis man tænker denne fascination videre til medierne, især til tv: I dag har vi programmer som Big Brother, der kynisk bruger Orwells dystopier som glad og fascinerende underholdning. Hvordan skal man forstå det? Er det kun peepshow-effekten, der fascinerer, eller er det mere?
»Jeg tror, at de nye former for masseunderholdning er skabt, for at de kan hjælpe mennesker til at nedbryde den følelse af uvirkelighed, som medierne har påtvunget os. Hvis man lever i en over-medialiseret verden, hvor 99 ud af 100 talte ord er formidlet gennem medierne, så vil man gerne igen opleve livescener og reality-shows. Denne disposition er vidt udbredt blandt mennesker, og den bliver nu endnu en gang taget op på et andet trin, og bliver endnu en gang betjent af medierne. Det betyder også, at mennesker nu ser en fantastisk chance til at optræde i medierne, præcis som de er. Det vil sige, at de får en gratifikation for deres egen væren-til og for deres væren-sådan-og-ikke-sådan. Den samme effekt optræder i familie-fotoalbummet: Man synes ikke, at der er noget, der er så interessant som billeder af familien og af én selv i hverdags- og feriesituationer. Denne effekt gentages på de store mediers niveau - og den gode nyhed ved det er, at du ikke behøver at gøre noget specielt. Du behøver især ikke at være noget specielt for at blive løftet op på det store mediale repræsentationsplan. Det er noget, popmusikken siden 60'erne har båret ind i den vestlige verdens ungdom, imidlertid nu også til hele Østeuropa. Popmusik er derfor også så populær, fordi alle kan lave den. Den bliver ikke kun hørt, men også lavet, og mens man hører den, tænker man også straks, at man laver den. Det er meget vigtigt, og det er også derfor, mange unge mennesker danser, som om de havde en guitar i hånden, og laver en sangers simulatoriske bevægelser - og på den måde får den store optræden helt gratis.«

»Dette er massekulturens væddemål: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning. Det er massekulturens paradigmatiske drøm - ligesom det er drømmen i et kapitalistisk samfund - og den er blevet drømt af mennesker siden det 16. århundrede. Siden dengang har man tydeligt kunnet se, at der findes en ny antik, metafysisk vejrlighed - et klima, hvor Kristus ikke længere er særlig meget vigtigere end Fortuna.«

»Fortuna, der hos romerne var en gudinde for stadionet - og som var tilordnet gladiatorerne og den romerske by-pøbel, var afhængig af de rige herrers luner, der bevilgede eller ikke bevilgede uddelingen af brød. Fortuna var beføjet til at gøre tilfældige gratifikationer tilgængelige for masserne.«

»Siden den tid har europæerne regnet med heldet. De har ikke kun håbet med heldet, de har regnet med heldet. Massekulturen er et maskineri, hvori enhver må drømme om at have mere held end den anden - det er kun en ny måde at fordele lighed og ulighed mellem mennesker på. Derfor er der intet, der er så demokratisk som lotteriet. Lotteriet er en demokratisering af uretfærdigheden. Lottokuponen er det mest uretfærdige og samtidig det mest retfærdige, der findes. En lottogevinst, som gør dig til millionær fra den ene dag til den anden, og som tvinger mig - resten af mit liv - til at arbejde som fattig professor - en sådan lottogevinst er så at sige det moderne ophøjede, der slår ned som et lyn fra en klar himmel og gør dig rig og lader mig forblive fattig. Og hvad der er det vidunderlige ved det hele, er, at det ikke giver mig nogen som helst mulighed for at klage. Hvorfor? Fordi de moderne ikke-egalitære mekanismer - altså lotteriet, kunsten og sporten - producerer en spontan ranking. Hvis jeg for eksempel løber hurtigere end dig i et væddeløb, så ville resultatet være en sand beskrivelse af styrkeforholdet mellem os i denne situation. Og mod sande beskrivelser findes der ingen reklamationsmuligheder. Hvis jeg opnår højere priser for mine billeder - eller et højere oplag på bogmarkedet for mine bøger - så findes der mod dette votum på kunstmarkedet ingen reklamationsret. Med andre ord er alt dette former for den demokratiske ranking, og dens triumf er repræsenteret ved lotteriet.«

- Det lyder meget kynisk. Kunsten har vel også andre udvælgelseskriterier end tilfældet!?
»Nej. Tilfældet, at du er en større kunstner end jeg, kan man ikke reklamere imod. Hvis man bruger den demokratiske massekultur som påskud til at klage, ødelægger man kunsten. Eller sagt på en anden måde: Man ødelægger spillereglerne. Det er som at storme tipstjenestens kontor og sige: 'Jeg har ikke vundet! Min nabo har vundet! Men min nabo er en idiot! Jeg ved det! Jeg har studentereksamen! Det er mig, der skal vinde!' Så vil man fortælle dig, at du har spillet på de samme betingelser som alle andre, og at du ikke har vundet, men at din nabo har. Sådan er det også i kunsten. Du er geniet, og jeg kan ikke andet end anerkende det. Hvis jeg ikke vil anerkende det, bliver jeg ikke straffet for det, men så er det mig, der omstøder spillereglerne, og jeg opgiver - forsætligt og uden ærgrelse - al kommunikation med det bedste, der findes. Det er nemlig problemet. Massekulturen producerer et utal af mennesker, der frivilligt og problemfrit afbryder kommunikationen med det bedste, fordi det bedste er hos en anden. De prøver ikke at trække det bedste over til sig selv eller at tage del i det, sådan som man gjorde det i det 19. århundrede, da man forsøgte - uden ambivalente følelser - at beundre den store kunstner.«

»Mennesker i Danmark tilhører mere en moderne egalitær kultur end en moderne libertær subkultur. Mens en amerikaner under alle omstændigheder er enig i, at forskellene mellem mennesker i de materielle og andre henseender må og skal være så store som mulige - forudsat at man ikke antaster reglen om lighed for loven og princippet om gensidig anerkendelse - er egalitaristiske europæere vitterlig interesseret i en materiel, substantiel lighed og vil hellere end gerne udjævne differencerne.«

»Derfor findes der gevaldige forskelle mellem Amerika og Europa. Amerika er måske nok moderkulturen for de moderne demokratier, men landet er også den kultur i verden, som frembringer større forskelle, end man nogen sinde har kunnet iagttage i menneskehedens historie. Altså, USA er en officielt egalitaristisk, men de facto radikal libertær kultur, som helt åbenlyst giver fortrinsret til frihedens værdi frem for lighedens værdi. I Europa er disse poler i reglen mere afbalancerede. Man søger det historiske kompromis mellem frihed og lighed - og i nogle lande, som f.eks. i Holland, Danmark, men også Sverige, findes der en meget stærk tendens til at prioritere ligheden højere end friheden. Og det fører selvfølgelig til en mentalitet i retning af en - ikke formel - men substantiel egalitarisme. Det betyder, at mennesker vitterlig bliver ens. Ja, så bliver kanterne jævne, lottogevinsterne bliver små, kunsten bliver flad, og sporten bliver dårlig.«


Peter Sloterdijk
Peter Sloterdijk, født 1947, er professor i filosofi og kunstvidenskab ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Han har studeret tysk litteratur ved Hamburg Universitet, er gæsteprofessor ved akademiet for billedkunst på Wien Bard College i New York og har en stribe opsigtsvækkende bøger bag sig. Den seneste er bogen Regeln für den Menschenpark, der udkom i 1999 og udløste en voldsom debat om 'antropo-teknologi' og om grænserne for genetisk manipulation af mennesker. 

Magtens formler

Matematik: Kampen om stemme-fordelingen i det europæiske ministerråd i Nice-traktaten var spild af tid


EU-politikernes nattelange forhandlinger under topmødet i Nice for tre måneder siden var en sand nydelse for journalister. Alle kunne se, at der var et hundeslagsmål i gang. En kamp som handlede om magt og stemmer i EU s ministerråd. For eksempel var Portugals regering sur over, at Spanien fik meget mere end dem selv, Frankrig ville have lige så mange stemmer som Tyskland, selvom tyskerne er 20 millioner flere mennesker, og Belgien blokerede sluttelig alt, fordi de ikke kunne tåle, at Holland fik en enkel stemme mere end dem selv.

En matematisk analyse af det endelige resultat viser dog, at de stakkels politikere kunne have sparet sig for anstrengelserne. Der sket stort set ingen ændringer i den faktiske magtfordeling for de 15 EU-lande, heller ikke hvis man medregner de mange ekstra regler, som blev vedtaget for at afgøre, hvornår et flertal gælder og hvornår ikke. Det eneste, der i realiteten blev styrket, var muligheden for blokader.

Mere magt til de store
Alt efter størrelse har de enkelte EU-lande et bestemt antal stemmer i ministerrådet. Før Nice-topmødet havde Danmark f.eks. tre, nu har vi syv. Tyskland havde ligesom Frankrig, England og Italien 10 stemmer, nu har de 29. Et forslag fra kommissionen gjaldt som vedtaget, hvis 62 stemmer ud af 87 var for. Efter Nice skal der bruges 170 ud af 237 stemmer, for at få et forslag vedtaget.

Baggrunden for de nye forhandlinger var, at de store lande i forhold til deres population havde meget mindre magt end de små lande. Der er 15 gange så mange tyskere som danskere, men de har kun tre-fire gange så mange stemmer. Blandt de nye regler finder man derfor, at et enkelt land kan forlange, at ja-stemmerne skal repræsentere 62 procent af befolkningen. I princippet øger det de stores lande muligheder for at blokere en beslutning. 39 procent af befolkningen, for eksempel repræsenteret ved Tyskland, England og Italien, kan nu sætte en effektiv blokade, hvis de vil. Som plaster på såret for denne befolkningsregel lovede man de små lande, at mindst halvdelen, altså otte ud af 15 lande skal stemme for, hvis et forslag overhovedet skal blive til noget.

Banzhaf-indeks
Professor i matematik, Werner Kirsch, fra universitetet i Bochum har prøvet at kigge på, hvad alt det i virkeligheden betyder. Til det har han brugt det såkaldte Banzhaf-indeks, som er en beregningsmetode opkaldt efter den amerikanske advokat John F. Banzhaf.

Grundlaget er en erkendelse af, at de forskellige stemmer i en forsamling kun overfladisk afspejler det faktiske magtforhold mellem aktørerne. Er der for eksempel tre personer, hvor person A har 10 stemmer, person B fem, og person C fire stemmer, så kan det måske se ud som om de alle har magt, men faktisk er personerne B og C fuldstændig overflødige. A har det absolutte flertal med ti stemmer og B og C kunne lige så godt være blevet hjemme.

Men hvis stemmefordelingen bliver rykket blot en lille smule til A:ni, B:seks og C:fire, så er situationen en hel anden. Nu har alle tre lige meget magt. Et flertal kan nu kun opstå, hvis to personer går sammen. Morale: stemmetallet siger kun meget lidt om den faktiske magt.

Banzhaf-indekset systematiserer dette videre. For at finde Danmarks faktiske indflydelse i en stor forsamling må man altså tælle antallet af muligheder, hvor et dansk ja eller nej bliver tungen på vægtskålen. Så får Danmark et magtpoint . Et Banzhaf-indeks på 100 procent betyder total magt; et indeks på nul procent betyder ingen magt. Under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958 havde Luxembourg med sin ene stemme faktisk et Banzhaf-indeks på nul. Først da Danmark, England og Irland kom ind i EF i 1973 kravlede Luxembourg op med et par promille, selvom deres ene stemme udefra set nu forekom endnu mere ubetydelig end før.EU s 15 medlemmer giver 215, altså 32.768 kombinationer af ja- og nej-stemmer. En udvidelse til 27 EU-lande får konbinationsmulighederne til at eksplodere til hele 100 milliarder. Så kan lommeregneren ikke længere bruges.

Overflødige regler
I en artikel i Die Zeit har Werner Kirsch beregnet Banzhaf-indekset efter de nye regler. Det viser sig, at der ikke er sket det store (se tabel). Danmark er faldet fra 3,59 til 2,97 mens Tyskland er steget fra 11,16 til 11,94. Medregner man den nye 62-procents befolkningsregel , som alle små lande har været så bange for, stiger Tyskland til 12,02. Altså næsten ingenting. Frankrig stiger fra 11,94 til 11,98. Det skyldes, at den første regel om et flertal på 170 stemmer allerede indeholder 60,9 procent af befolkningen. De resterende små 1,1 procent, som tilmed skal deles med både England, Italien og Frankrig, gør ikke megen forskel i det endelige regnskab.

Den sidste regel, plastret på såret for de små lande om at otte ud af 15 lande skal være for, er fuldstændig overflødig. Danske politikere kan måske bruge det til at berolige, hvor der ikke behøves beroligelse, men ikke til andet. En simpel optælling viser nemlig, at syv lande aldrig kan komme op på mere end 168 stemmer til sammen.

Glemt lommeregneren
»For den danske befolkning har den ekstra regel ingen betydning,« siger Kirsch til Information. »Politikerne må ved forhandlingerne i Nice have glemt deres lommeregner. Først skal kriteriet med de 170 stemmer jo være opfyldt, og det betyder automatisk, at mindst otte lande skal være med.«

Ved Nice-topmødet forsøgte man som sædvanlig at gøre alle tilfredse. Både de store og små landes magt skulle styrkes. Men det er som bekendt en teoretisk umulighed. Det eneste der i sidste ende skete var, at beslutningsprocessen blev stadig mere vanskelig.

Gener, set fra den rabiate højrefløj

Matt Ridley er en mand der står ved sine synspunkter - så uappetitlige de end måtte være.



Matt Ridley, Genom - portræt af en art i 23 kapitler, Det Schønbergske Forlag, 360 sider, 269 kroner.


Som aldrig før bugner de udenlandske boghandleres hylder af populærvidenskabelige bøger, der ønsker at fortælle os om, hvad der foregår inden for den moderne genetik, og hvordan det hele skal forstås. I Danmark har man kun oversat enkelte af slagsen - helst de bøger, der har haft stor succes i USA, givetvis med den bagtanke, at det så måske kan løbe økonomisk rundt på det lille danske marked. Resultatet har desværre været, at det dansklæsende publikum hovedsageligt kun har haft adgang til de mere overfladiske og ideologisk stærkt amerikaniserede beretninger om den moderne molekylærbiologi - ofte skrevet af journalister i stedet for biologer, og ofte præget af de glade hopla-simplificeringer i stedet for de mere tænksomme analyser. Den tradition fortsættes desværre med den nyeste oversættelse til dansk: Matt Ridleys Genom - portræt af en art i 23 kapitler.

Men bare rolig. Manglen på objektive bøger om humanbiologien er en ganske udbredt syge i dag. Næsten ligegyldig hvilken bog man læser inden for genren bliver man besværet med personlige verdensanskuelser. Når det kommer til perspektiveringen af forskningsresultaterne, fungerer det humane genom som en slags Rorschach-test for forfatterne. De videregiver deres tolkning af de genetiske blækklatter - de etiske konsekvenser og de store forandringer, der vil komme - uden at bemærke, at der spøger egne politiske forudsætninger bag hvert et ord. De forbavsende få videnskabelige nyopdagelser i kølvandet på afslutningen af sekventeringen af det humane genom pensles derfor naturligt nok over af desto flere personlige udlægninger - med tilhørende oppumpede ideologiske ekskursioner.

Præsteskabet
Overordnet betragtet bliver de biologiske trosretninger i dag repræsenteret af to ideologisk modsatrettede positioner. På den ene side har vi en venstreorienteret gruppe, bestående af folk som Richard Lewontin, Steven Jay Gould, Niles Eldredge og Brian Goodwin, der foretrækker at pointere biologiens kompleksitet, miljøets indflydelse, og det farlige ved at koge mennesket ned til ikke andet end gener. Richard Lewontin er den mest konsekvente af dem alle i sin nymarxistisk inspirerede kritik af den florerende »genetiske reduktionisme« som et middel til at styrke kapitalens magtpositioner gennem dens evige appel til fremskridtets snarlige landvindinger (sygdoms- & fattigdomsbekæmpelse). Andre, som for eksempel Brian Goodwin, citerer gerne Goethe, og udfolder biologiens virkelighed som et komplekst - ja nærmest holistisk - væv af relationer, der alle må tages med i betragtning, hvis man vil finde en sand (og humanistisk sober) beskrivelse af livsverdenen.

Den anden ideologiske fløj befolkes af meget liberalistisk inspirerede fremskridtsoptimister som Matt Ridley, Richard Dawkins, Daniel C. Dennett og Edward O. Wilson. De kvalificerer gerne verden ud fra et vidtgående frihedsideal for den enkelte og ud fra utilitaristiske værdier. De foretrækker at se humanbiologien som en hård videnskab på linje med alle andre, dvs. som en videnskab, der kan og skal analyseres via de normale reduktionistiske metoder - for så hurtigt som muligt at finde frem til anvendelige resultater. Forestillingen om at mennesket determineres ud fra genetiske dispositioner, og at generne udgør livets fundamentale udvælgelsescentral, er derfor en meget udbredt syge i disse kredse, og den forfægtes med akribisk iver.

Stereotype idealer
Længst ude til højre på denne gren finder man nærværende forfatter - videnskabsjournalisten og tidligere medarbejder på The Economist Matt Ridley - der forsvarer de mest stereotype varianter af de libertære ideologier. Ridley elsker at citere gamle amerikanske præsidenter som Jefferson og Rosevelt. Han forkaster en bloc enhver angst for drivhuseffekt, kunstige reproduktionsteknikker og genetisk manipulerede organismer, og mener, at de alle er et udtryk for had over for ny teknologi. Angsten grunder efter Ridleys mening ikke i videnskabelige fakta. Kogalskab er det latterligt at være bange for (husk på at bogen blev skrevet for to-tre år siden), ligesom han forsvarer den moderne racehygiejne - så længe den vel at mærke er baseret på individuelle valg og ikke på egalitære diktioner ovenfra.

Den sorte skole
Ridleys bog er opdelt i 23 kapitler, der hver for sig skal repræsentere de 23 kromosompar i det menneskelige arvemateriale. Med overskrifter som 'Skæbne' (kromosom nr. fire), 'Intelligens' (kromosom nr. seks) og 'Personlighed' (nr. 11) suggererer han analogier, som han selvfølgelig godt ved (og siger) ikke holder, men alligevel bruger som udgangspunkt til at 'showcaste' fremskridtet og det humane genomprojekt. De enkelte historier er instruktive og oprørende på samme tid. For hver enkel videnskabelig mellemregning indsmugles fejl eller fejlfortolkninger. Ofte fordi budskabet helst skal være lettere forståelig end hvordan virkeligheden i virkeligheden er, og oftest fordi det så bliver nemmere at ekstrapolere til de for ham væsentlige politiske konklusioner.

Det er på mange måder underligt, at en af de mest rabiate og højreorienterede fortolkninger af det humane genom er blevet oversat til dansk. Den ekstreme genetiske determinisme, der emmer ud af siderne, har som regel haft dårlige kår blandt danske biologer. De læser hellere Richard Lewontins tankefulde bøger, eller - for at give et godt eksempel - David J. Depew og Bruce H. Webers imponerende oversigtsværk Darwinism Evolving. Efter man har læst disse bøger, ved man, hvor kompliceret og filosofisk spændende evolutionsvidenskaben er, og hvor lidt vi egentlig ved om biologi. I Danmark bliver kunderne desværre spist af med de let læste og overfladiske tekster - bøger der har det med at lukke af for fantasien i stedet for at åbne den, fordi de altid allerede har haft et facit i hånden.

Verdens sprog dør på stribe

De globale medier får skylden for sprogdøden, men samtidig med det engelske sprogs udbredelse dannes der også helt nye blandinger, og gamle kulturer styrkes.


Red Thunder Cloud var den sidste sioux, som kunne tale catawba. Han døde i 1996. Med sig i graven tog han sit sprog og en hel kultur, som for blot 200-300 år siden havde levet i et område, der strakte sig fra den sneklædte canadiske grænse i nord til Mississippis frodige skove i syd og fra Milwaukees store søer i øst til Montanas golde bjerge i vest.

Historien er ikke enestående. Verden over uddør sprog og kulturer med en hast som aldrig før. Ifølge sprogforskeres beregninger vil halvdelen af verdens i alt 7.300 kendte sprog være borte om 100 år. Det svarer til, at der uddør ét sprog hver tiende dag. Med Internettets indtog er frygten blevet endnu større. De globale medier stjæler vores sprog og vores identitet, bliver det sagt, og klagesangen finder også genklang blandt de større lande. I Frankrig kan man på det nærmeste få en bøde, hvis man i stedet for ordinateur siger computer. På Island hedder en stewardesse en flyvefreja, og hvis de danske sprogrensere fik deres vilje, ville rafting i Danmark hedde flåderidt (se En sprogrenser på mission, nederst).

Men spørgsmålet er, om sprogenes uddøen udelukkende er de globale mediers skyld, eller om det ikke tværtimod er en naturlig proces, og om ikke Nettet snarere kan lære folk at blive bundet kulturelt stærkere sammen. I en undersøgelse fra februar 1999 fandt forskere fra Summer Institute of Lingui-stics frem til, at der var 51 unikke sprog i denne verden, som kun en enkel person kunne tale. Der er 500 sprog, som hver bliver talt af færre end 100 mennesker; 1.500 sprog af færre end 1.000; omkring 3.000 sprog af færre end 10.000, og hele 5.000 sprog, som bliver talt af mindre end 100.000 personer. Hvis man regner lidt på de tal, kommer man frem til, at kun fire procent af hele verdens befolkning taler 96 procent af alle sprog. Så det er ikke underligt, at så mange sprog uddør. Diversiteten forsvinder, og det er især dette, der bekymrer folk.

Sprog skaber kultur
»Sproget er et instrument til at kommunikere med andre ved hjælp af lyd.« Omtrent sådan lyder den korteste definition af, hvad sprog er. Men sprog er også noget, der virker tilbage på dem, der taler. Sprog er i lige så høj grad et gruppe-narcissistisk instrument, der bliver spillet for at stemme og efterstemme musikerne. Sprog består af genkendelses- og godkendelsesmelodier, der ikke kun bliver brugt til at overføre informationer, men også til at forme den kommunikerende gruppe i en fælles resonanskasse.

Tale skaber fællesskaber, og fællesskaber skaber kultur. Politisk, økonomisk eller teknologisk overmagt betyder også sproglig overmagt. Latin var enormt udbredt på grund af Roms magt. I dag bliver latin udelukkende brugt i sin fossile skriftform. Engelsk var et meget truet sprog, da normannerne invaderede Storbritannien i det 11. århundrede, og en masse franske gloser begyndte at afløse de engelske ord. Men sproget overlevede og er i dag det mest magtfulde sprog i verden, primært på grund af USA s dominans.

Ud fra et historisk perspektiv er uddøende sprog lige så almindelige som uddøende arter. Når den sidste taler af et sprog forsvinder, forsvinder en hel kultur - dets indsigter, dets sange, billedsprog og unikke struktur. Har det et skriftsprog, kan man være heldig at bevare nogle tekster, dog uden at eftertiden nødvendigvis forstår, hvad de betyder. Sprogtab er videnstab, og det er en uigenkaldelig proces. Hvad der præcist sker, når et sprog forsvinder, er ikke særlig kendt. Processen afhænger af, i hvor lang tid minoritetssproget har været i kontakt med sine naboer.

Undersøgelser af sprog i Ama-zonas-området, for eksempel sproget trumai, der tales i Xingu-reservatet i det centrale Brazilien, peger på, at de godt kan forblive uberørt, hvis kontakten med omverdenen har været lille. Men hvis to sprog har været i kontakt igennem flere generationer, vil det dominerende sprog langsomt udhule ordforrådet i det underlegne sprog. I begyndelsen lyder de fremmede ord måske som en kunstig falset, der bliver brugt af en yngre generation for at adskille sig fra traditionen og for at få en egen identitet. Men efterhånden finder ordlyden et dybere leje. Udtalen og grammatikken eroderes langsomt for til sidst at blive helt assimileret.

Et godt eksempel på det er japansk, der i slutningen af 1100-tallet blev gennemsyret af kinesisk. Sidst i 1800-tallet havde det japanske skriftsprog intet selvstændigt tilbage. Stort set hele vokabulariet var kinesisk. Siden har japanerne lært, at kulturel identitet ikke kun behøver at være knyttet til en sproglig identitet, og det japanske sprog er med tiden blevet tilsvarende mere fleksibelt i forhold til nye sociale magtkonstellationer. I dag spiller engelsk den samme rolle for japansk, som kinesisk gjorde før (se Lev livet på japansk, nederst).

Blandingssprog
Alle sprog har selvfølgelig låneord, ligesom dansk, der har lånt utallige ord fra tysk, fransk og engelsk. De integreres naturligt, fordi de som regel beskriver nye ting, og på den måde udvider et begrænset vokabular. Blandingssprog findes overalt i verden. Især i dag, hvor kontakten med fremmede kulturer skaber helt nye kombinationer. Franglais, Spanglish og Yinglish er blandingssprog, som opstår, efterhånden som minoriteter har vokset sig store i fremmede lande. I det sydlige USA er det ikke længere det oprindelige spansk, som man kan høre blandt efterkommerne. Med over otte millioner hispanics er spansk blevet et angliseret spansk, der lyder som en blanding af engelsk, cubansk, mexicansk, iberisk, puertorikansk og alle mulige andre varianter.

Helt syret bliver det, når hackere på Internettet begynder at tale med hinanden i kode-engelsk: »W3 h4ck3rz ru13 c4uz w3 r3 sm4rt3r th4n th3 f3dz 0r th3 s0c4113d s3cur^ty 3xp3rtz« som betyder: We hackers rule, because we re smarter than the feds or the socalled security experts. Det er måske ikke et nyt sprog, men kan være den spæde start på et nyt cyberskrift-engelsk.

Internettets fare
Internettet er af mange frygtet som den værste sprogdræber i verden. Det er ikke længe siden, den russiske IT-direktør Anatoly Voronov sagde, at Internettet var amerikanernes »ultimative intellektuelle kolonialisme«. Den franske præsident Jacques Chirac var endnu mere apokalyptisk i sit nødråb og udråbte det engelske sprogs dominans på Nettet til »en alvorlig fare for menneskeheden«. Men angsten er måske overdreven. I dag er små 80 procent af alle websider på engelsk, og andelen falder stødt. Ifølge et estimat af David Graddol fra The British Council vil antallet af engelsksprogede websider falde til cirka 40 procent de næste fem til ti år, efterhånden som globaliseringens første bølge bliver erstattet af en »relokalisering«.

Danske versioner af søgemaskiner og opslagsværker begynder allerede nu at få stor betydning, og online-butikker ser i stigende grad deres fremtid i at opbygge lokalt integrerede afdelinger. Det betyder dog ikke, at Internettet ikke får nogen betydning på det sproglige plan. Men måske en betydning, som er stik modsat den, man forventer. Da trykpressen blev opfundet, startede det en lavine af bestræbelser på at opbygge et standardiseret, nationalt sprog med tilhørende identitetsberigelse for nationernes indbyggere. Alle lande fik pludselig effektiviseret kommunikationen i deres offentlige rum.

Internettet er i gang med at gøre det samme, bortset fra at de sprolige og kulturelle budskaber ikke er rummeligt begrænsede. Danskere i udlandet behøver f.eks. ikke længere at lede forgæves efter en dansk avis i de brasilianske eller japanske kiosker. Internettet giver dem daglig adgang til de danske aviser, dansk kultur og danskere. Nettet styrker deres sproglige og kulturelle identitet, samtidig med at de lever livet som en udlænding.

Når man taler om sprogets opløsning i en globaliseret tidsalder, er det altså en sandhed med modifikationer. Lige så mange tendenser, der peger mod en kulturel ensretning, lige så mange modreaktioner vil der blive udviklet til at finde nye og tidssvarende samhørighedsforhold. I sidste ende er det menneskers egen frie vilje, som bliver afgørende for at forme en identitet og for at bevare et unikt kulturelt særkende. Måske er det disse kræfter, der igen er ved at overtage føringen ved hjælp af Internettet.



Læs mere på:
http://www.minority2000.net/



En sprogrenser på mission:
Da flyet lettede fra Reykjavik, gav en flyvefreja (stewardesse) sprogrenseren et glas vinånd (alkohol). Ærkeklerken (ayatollahen) ved hans side spurgte, hvad madsvenden (kokken) serverede, og han svarede, at det skam var islandsk lystæde (delikatesse) lavet i en norsk matmølle (food processor). Ved mellemlandingen i København fik sprogrenseren serveret det værste trivimad (junkfood) af en storbystræber (yuppie), men til gengæld tilbød en blond bimsesild (bimbo) ham suttesex (et blowjob) på toilettet. Glad og tilfreds fodrede sprogrenseren sit elskede datadyr (tamagotchi) i flyet til Oslo, og hans idémylder (brainstorming) til foredraget foran Norsk Sprognævn gik godt. Han skulle nok kunne overbevise dem om, at World Wide Web retteligt hedder verdensvævet, en transparent et lysark, og at en overhead-projektor skal kaldes for en tekstkaster. Det var en god dag for sprogrenseren.
* Ovenstående er inspireret af teksten »Dogmedansk« af Kirsten Rask i Politiken den 5.10.1999


Lev livet på japansk
Når en japansk journalist skal til at skrive en artikel, sætter hun sig ved sit desuku (desk) eller têburu (table) med sin rampu (lamp) tændt. Så går hun i gang med at taipingu (typing) på sin kompyuta (computer) og skriver noter med en boru-pen (ball-pen). Hun drikker kohi (coffee) fra et gurasu (glass), og går over til sofua (sofaen), læner sig mod kusshon (cushion) og læser nyusu (news) om den seneste sekuhara (sexchikane). Hun kan også bruge andre masu-mejia (mass-media) og tænde sit karar-terebi (color television) og se et puroguramu (program) eller et humudorama (home-drama). Senere går hun dauntaun (downtown) efter en kan-biru (can of beer). Hun er nemlig en modan garu (modern girl), der vil gettosuru (get a boyfriend) for at dyrke noget ero-guru (grotesk erotik).

* Ovenstående er en kort sammenfatning fra Herbert Passin: Japonica: How to Read the Japanese Language If You Know the English Source Code, Correspondence, Nr. 5, Vinter 2000.

Nyt skud på menneskets stamtavle

Palæontologi: Vores stamtræ må endnu engang revideres efter fundet af et 3.5 millioner år gammelt kraniumi det nordlige Kenya.


Af Maibritt B. Andersen og Robin Engelhardt

Indtil for få år siden så menneskets biologiske udviklingshistorie ud til at være forholdsvis simpel. Men et utal af nye kraniefund i løbet af de sidste 15 år har vendt op og ned på forskernes viden om vores forfædre. Og nu har fundet af et 3.5 millioner år gammelt fossil fra Kenya gjort stamtavlen endnu mere uigennemskuelig. Den nye art - og måske endda helt nye slægt - er blevet kaldt Kenyanthropus platyops, og den ligner ikke noget man har set tidligere - samtidig med at den mærkelig nok også ligner lidt af det hele.

Et mylder af arter
Ifølge de fleste lærebøger var fundet af den mellem 3,5 og fire millioner år gamle og (vist nok) bipedale Lucy fra arten Australopithecus Aferensis det historiske startskud til at abemennesker differentieredes i forskellige hominider eller menneskeabe-slægter. De opdeles normalt i tre typer: Australopithecus, Paranthropus og Homo.

Paranthropus, der betyder noget i retning af den robuste hulemand mener man har udviklet sig fra en tidlig Australopithecus ( den sydlige abe ) for to-tre millioner år siden. Slægten Homo, som vi selv er sene efterkommere af, nedstammer også fra Australopithecus, men fra en anden gren, og den udviklede sig til en selvstændig slægt lidt senere dvs. for omkring 1,8 millioner år siden. Men i løbet af de sidste par årtier har man opdaget endnu to slægter, som er dateret til at være henholdsvis 4,4 og 6 millioner år gamle og også flere nye Australopithecus-arter. Så menneskets udviklingshistorie bliver stadig mere kompleks. Alt tyder på, at der har levet flere menneske-slægter og temmelig mange arter samtidig for mellem to og 3,5 millioner år siden.

Homo fladfjæs
Det er en underlig tanke, at der i forhistorien har været så mange hominide arter, som har levet side om side og samtidig med hinanden, mens den eneste overlevende art i dag er Homo sapiens. Ingen ved om det skyldes en historisk tilfældighed eller mere tungtvejende årsager. For tre-fire millioner år siden var der i hvert fald mange arter, som levede i forskellige nicher, og som derfor havde udviklet forskellige kropslige egenskaber til at skaffe føde og klare hverdagen. Det nye fund har, ligesom de andre Australopithecus-arter, et meget lille kranievolumen, men til forskel fra for eksempel A. afarensis et meget fladt ansigt deraf navnet Kenyanthropus Platyops altså den kenyanske hulemand med den platte tud (Platyops fra græsk platus = flad og opsis = ansigt).

Nye kombinationer
Det er Meave G. Leakey fra Nationalmuseet i Nairobi i Kenya, der sammen med engelske, amerikanske og australske kolleger har gjort fundet af den fladtudede menneskeabe ved Turkanasøens bred i det nordlige Kenya, og de anatomiske undersøgelser af kraniedelene er beskrevet i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature. Det drejer sig om blot to kraniedele, men palæontologer kan få meget ud af et par ansigtsknogler. Knogledelene blev fundet i en aflejring, som er omkring 3,5 millioner år gammel. Der blev fundet mere end 30 kranie- og tandfragmenter i området, men kun de to er tilskrevet Kenyanthropus Platyops. De øvrige knoglefragmenter er endnu ikke tilskrevet nogen bestemt art.

Det specielle og lidt mystiske ved den nye art er, at den ikke besidder nogle træk, som ikke er kendt fra andre menneskeabearter. De er blot kombineret på en speciel måde. Kenyanthropus Platyops har en hjerne på størrelse med en chimpanses. Kraniet deler i det hele taget mange træk med chimpanser og primitive hominider for eksempel stærke kindtænder med en tyk emalje og en flad næse. Til forskel fra andre kendte primitive menneskearter, der typisk har fremtrædende kæbepartier og vigende pander, har platyops et særdeles fladt ansigt med høje kindben. En kombination, der undrer forskerne. Endnu har de ikke rigtigt gennemskuet, hvorfor han så sådan ud.

Homo rudolfensis
Det mest slående ved ansigtet er, hvor menneskeligt det ser ud. På trods af dets alder. Det ligner meget et andet kranium, der også blev fundet ved Turkanasøen i 1970 erne. Dets rester, som går under katalognummer KNM-ER 1470, peger også på et relativt fladt ansigt med små tænder - til forskel fra de mere fremstående ansigtstræk hos aber. 1470-mandens alder er blevet anslået til at være cirka 1,8 millioner år, og den er blevet klassificeret som arten Homo rudolfensis. Men det nye fund ligner 1470-manden meget - det til trods for, at platyops er næsten dobbelt så gammel. Forskerne er derfor blevet godt forvirrede, for det ville betyde, at kronologien for menneskets afstamning pludselig er blevet dobbelt så lang. Den fladtudede Kenyamand er nemlig lige så antik som den knap fire millioner år gamle Australopithecus afarensis (kendt under navnet Lucy ), og hvis der allerede til den tid var udviklet så menneskelignende arter, der kan forveksles med Homo rudolfensis, så betyder det, at forgreningspunktet mellem menneskeaber og aber må skydes en del længere tilbage i evolutionshistorien.

Evolutionære spring
Nærmere undersøgelser viser at platyops ikke kun har avancerede - det vil sige flade - ansigtstræk, men også meget primitive træk. Dens smalle ørekanaler ligner for eksempel mere chimpansernes og de andre abemenneskers træk - arter, der udvikledes før fire millioner år siden (Australopithecus anamensis og Ardipithecus ramidus). Det betyder at vores aners morfologiske træk ikke udviklede sig lineært fremadskridende gennem udviklingshistorien, men at der har været mange evolutionære veje, som udvikledes parallelt. Fladt, krumt, spidst, bøjet, buet, knoglet, stort og småt: De har været der alle sammen - og gerne samtidigt.

Forestillingen om at menneskets evolutionære afstamning ligner et træ med få og tykke grene er ikke længere holdbar. Det ligner mere og mere en uigennemskuelig busk af varianter, muligheder og fejlslagne forsøg. Mere end nogen sinde er menneskets stamtræ fuldt af spørgsmålstegn. Og ved hvert nyt fund bliver mulighederne for fortolkning flere.

Der er en tradition for, at hominider klassificeres efter ansigtsknogler, men denne metode er ved at komme til kort med de mange kombinationer af kendte og ukendte strukturer man finder. Hvis man skal nå et gennembrud i opklaringen af menneskets afstamning, er det nok nødvendigt også at bruge andre opklaringsteknikker til at opnå resultater. Palæontologer, molekylærbiologer, cladister, dataloger, antropologer og flere andre forskningsgrene må lære at arbejde sammen om at udvikle nye analysemetoder, som kan trække brugbar information ud af vore forfædres jordiske rester.
There was an error in this gadget