Remis er mit liv

Som de fleste læsere af skakspalten vil vide, sluttede turneringen i Linares med en suveræn sejr til Garri Kasparov, der med sin score på »én gang +5« udklasserede sine modstandere med en score på »fem gange -1.«

Det er et resultat, som man ikke bare sådan kan afrapportere, og så gå videre i dagens tekst. Linares 2001 kræver mere end det. Det kræver refleksion! For symmetrien i resultatet er også et symbol på virkeligheden: Kasparov er den bedste skakspiller. Nogen sinde og stadig. Og Anand og Kramnik, der begge sagde nej tak til invitationen (sikkert fordi de føler, at de har deres på det tørre) er nogle kyllinger. Ja, det skulle jo siges.

De andre superstormestre, som godt turde møde Kasparov i Linares – Shirov, Karpov, Polgar, Grischuk og Leko – viste sig hurtigt ikke at være andet end stakkels statister. Tilrejsende kanonføde for en maestro, der hungrer efter revanche.

Judit Polgar var den eneste, der ikke var bange for at gå i clinch med Kasparov, og tabte heller ikke til ham. De andre gjorde alt for en remis, og tabte på stribe.

Grovkornet humor
Som kompulsiv vanelæser af skakspalter plejer det som regel at være en udsøgt fornøjelse for mig at læse Mig Greengards kommentarer, der oprindeligt kom på Mark Crowthers skakside The Week in Chess (www.chesscenter.com/twic/twic.html) men nu er flyttet til Kasparovs hjemmeside (www.kasparov.com).

Denne uregerlige Mig Greengard har aldrig været bange for at støde godtfolk med en udsøgt, og til tider grovkornet humor. Linares fik igen det bedste frem i ham, og det skyldes især den unge Leko. Hvis ikke hans evige remiser allerede har været legendariske før, blev de det i hvert fald i Linares. Leko er en sand mester i at tage remis, øjensynligt også når han står til gevinst (som mod Shirov i syvende runde).

Flere ironiske indlæg fra folk som fulgte turneringen, tilbød Leko således flere gratis forslag til en titel på hans kommende bog. Den kunne f.eks. hedde: Mine 60 største remier, Den decellererede drage, Lunt på brættet, 1001 remiser, At betale huslejen, Remis er mit liv, Skak til hylden osv. Ifølge Mig blev der endda skrevet et Leko-digt, som jeg frejdigt har gendigtet til en dansk version:

Aldrig et spændende parti
ikke fattig, ikke rig
uden bid eller ironi
for jeg kan li’
at spørge: ’remis?’

Under turneringen gik det kreative online-publikum endda så vidt som til at foreslå ordet ’remis’ erstattet med neologismen ’leko’!

Næste gang du er i klubben, skal du altså spørge din modstander: ’Skal vi tage en hurtig leko?’ eller kommentere et parti: ’Hvordan kunne han leko den stilling?’

Larmende tavshed
Ja, synd og skam var det for Leko, at han blev behandlet sådan. Men han er nu også kedelig. Heller ikke i sidste runde kunne Leko fremtvinge mere end et halv point ud af den nu satte og bakkenbartede Karpov, der i gamle dage kunne få en 100-træks remis til at minde om et gynækologisk torturinstrument. Det var der i det mindste stil over. Ni tamme remiser og et tab (til Kasparov) var resultatet for den 21-årige Leko, og hvis han ikke arbejder lidt med sin skak-attitude, kan han fremover godt få det svært med at få indbydelser til de store turneringer.

Men det store spørgsmålstegn, som alle sidder tilbage med efter Linares 2001 er, hvornår Kasparov kan få en revanche for sit (uretfærdige) nederlag til Kramnik. Intet tyder på at Kasparov kommer til at møde hverken Anand eller Kramnik i en turnering i dette år. Og en match om verdensmesterskabet? Ingen planer, ingen tale. Tavsheden er larmende.

Rødvin på højkant
Til sidst en lille opgave, som man sagtens kan sætte en flaske rødvin på højkant med. Se diagram.

Det er en opgave, som vistnok stammer fra Holland, og som gennem tiderne er blevet fremlagt for flere IM’ere og andre gode skakspillere, uden at de har kunnet løse den (i løbet af f.eks. 20 minutter og uden brug af computer). Prøv selv:

Hvid trækker og sætter mat i fire. Det burde jo egentlig ikke være så svært. Løsningen i næste uge.

DET AFGØRENDE ER STANDARD


Alle er enige i, at IT-systemerne skal kunne snakke sammen. Fælles standarder er alfa og omega for en meningsfuld implementering af IT i sundhedssektoren

Af Robin Engelhardt

IT i sundhedssektoren er blevet en rigtig varm kartoffel. TV2 og Danmarks Radio har i de sidste par måneder bragt historier om patienter, hvis journaler er gået tabt i systemet, fordi de ikke er elektroniske. Læger klager i stigende grad over den spildtid, der bruges på papirnusseri, mens ventelisterne vokser. Den nye sundhedsminister Arne Rolighed har siden sin tiltrædelse for knap en måned siden gentagende gange stillet krav om gennemgribende reorganiseringer af hele IT-området på sygehusene, og stillet ambitiøse tidsplaner op for deres gennemførelse. Implementeringen af IT i sundhedssektoren er endda blevet indskrevet i den nye finanslov med ekstra bevillinger. Så der er turbo på. Nu skal det være, siger man uroligt fra regeringens og mediernes sider.

Ejerne af sygehusene, det vil sige de 14 amter i landet plus Hovedstadens Sygehusvæsen (HS), har til gengæld

De levende døde

Leder: Det Etiske Råd, der sidste år i enhver praktisk forstand afgik ved døden som en rådgivende forsamling, efter at dets entydige nej til patent på liv blev forbigået i Folketinget, har nu løftet hovedet op af sarkofagen.


Det Etiske Råd, der sidste år i enhver praktisk forstand afgik ved døden som en rådgivende forsamling, efter at dets entydige nej til patent på liv blev forbigået i Folketinget, har nu løftet hovedet op af sarkofagen. Man kunne måske håbe på, at denne så pludselige tilsynekomst skyldtes en sidste rest af moralsk styrke til at opponere mod interessegruppers udnyttelse af uartikuleret liv. Men nej. Her, halvanden måned før påske, er Etisk Råd blot genopstået af gammel vane, ikke som en frelser, men som et spøgelse, der går sine faste runder. Og som spøgelser nu engang plejer, medbringer de en masse kulde og hovedrysten.

I en udtalelse om kloning, der offentliggøres som en 72 siders orange pamflet i dag, er Etisk Råd nemlig vendt på en tallerken. Kort efter Dollys entré i foråret 1997 ville et enigt Etisk Råd, lige som resten af befolkningen, ikke høre tale om kloning af mennesker. I dag ser det anderledes ud. Embryonale celler er godt nok potentielt humane, men det er ikke noget, man burde tage så alvorligt, viser det sig. Hvis disse pluripotente stamceller kun bruges til »forskning i behandling af alvorlige sygdomme«, er det ok, siger Etisk Råd. Brugen af de levende døde fosteranlæg som medicinske forsøgsobjekter tjener altså en højere sag. Det bør nævnes, at udtalelsen ikke er truffet i enighed. Fem ud af 16 medlemmer stemte imod brugen af terapeutisk kloning ved hjælp af embryonale celler, sådan som det også blev vedtaget af det britiske parlament for kort tid siden.

Nu har ethvert menneske ret til at mene sit om dette emne. De fleste har ingen mening. Men hvis man vil prøve at udvikle et nogenlunde acceptabelt moralsk standpunkt, så viser det sig, at det anstødelige ved terapeutisk kloning måske ikke så meget ligger i selve proceduren, forstået som dyrkning af egne stamceller til brug ved behandling. Der findes meget mere ulækre ting, som er i brug i dag. Det anstødelige er snarere den manglende kontrol af de følgefænomener, som vi vil komme til at se i kølvandet på udviklingen. For eksempel er DNA jo ikke noget, der kan reproducere sig selv. Det kræver en ægcelle, og en ægcelle vil derfor blive en meget eftertragtet råvare . En af de allerførste konsekvenser vil være, at ikke kun stamceller, men også kvinders kroppe vil blive tingsliggjort. Og det i ubehagelig grad. Dette problem står ikke at læse i udtalelsen.

I lyset af tidligere udtalelser må det stå klart, at Etisk Råds konklusioner er tillempede og har mistet enhver form for konsekvens. De, som betegner udviklingen som en glidebane, har i høj grad ret. Man må forvente, at det vil fremskynde udviklingen af nye hybrid-teknikker inden for IVF, præimplantationsdiagnostik, genterapi og genetisk manipulation med kønsceller. I USA er man langt fremme og holder sig heller ikke tilbage over for de eugeniske aspekter af sagen. Desuden vil patenteringen af celler og gener, sådan som det blev tilladt sidste år, kun accelereres yderligere. Ved blot den mindste hentydning til profit korser Etisk Råd sig dog fem gange, for det er der en konvention imod. Men ingen skal bilde sig selv ind, at penge ikke kommer til at spille en stor rolle i dette spil.

Vi synes at stå i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, om vi er blevet overordentlig fitte, eller overordentlig dekadente. Filosoffen Oswald Spengler mente engang, at det er præcis i dette tvivlsomme øjeblik, den kulturelle identitet holder op med at eksistere. Og tingsliggørelsen af kvindekroppen er det første sikre tegn. Forfaldet ses også i det lille orange hæfte. De teknokratiske argumenter for og imod, hvor meget og hvor lidt, hvornår og hvornår ikke, fylder stadig mere til fordel for de filosofiske og kulturhistoriske helhedsbetragtninger, der tager hensyn til arv og tradition. Publikationen virker så let som et penselstrøg. En retouchering hen over gamle tanker og værker, der engang blev skabt i en lang tilblivelsesproces. Etisk Råds konklusion har visket stort set alle metafysiske ræsonnementer bort. Den handler om formål og teknikaliteter som pixelstørrelser og udtrykker dermed meget tydeligt den kopi- og erstatningsteknologi, som den selv er et aftryk af.

Mistanken om, at Etisk Råd altid kun har haft én funktion, nemlig at være en bøjelig og værditom lynafleder for en skræmt befolkning; en maskeret legitimering af fremskridtstroen, ført af en usynlig hånd, er igen blevet bestyrket. Nogle kalder det en glidebane, andre oplysning og igen andre blot »formning«. Etisk Råd burde lægge sig tilbage i ligkisten og blive dér.
There was an error in this gadget