Ud med Zombierne

Optimisten Beck præsenterer en sørgmunter analyse af globaliseringen og den moderne individualist.



Freiheit oder Kapitalismus, Ulrich Beck i samtale med Johannes Willms, Suhrkamp, 2000, 295 sider


Den tyske sociolog Ulrich Beck udgav for nylig bogen Freiheit oder Kapitalismus. En dejlig ironisk titel på en sociologisk analyse, der spiller på den tyske højrefløjs slogan fra den kolde krig: »Frihed eller socialisme.« Dengang var det en effektiv sætning, da det jo var åbenlyst for enhver, at socialismen spærrede folk inde, mens kapitalismen gav dem frihed og penge. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der rumsterede en lumsk mistanke i hovedet på mig, første gang jeg hørte om bogen: Gemmer der sig måske en subversiv socialist bag ordinarius Beck fra det renommerede universitet i München?

Ak nej. Beck er ikke sådan at indordne. Analyserne ligger et niveau højere oppe, og gudskelov for det.

For Beck handler det om at revidere de gamle zombie-kategorier som klasse , familie , arbejde og partier , således at de kan medtænke globaliseringens og individualiseringens indmarch. Faktisk efterspørger Beck et helt nyt begrebsgrundlag for den sociologiske analyse. Det er et af den moderne kapitalismes store traumer at hænge fast i ideen om en husholdning , om kernefamilien , om fast arbejde , om nationalitet osv., når vi for længst har indoptaget transnationale tilsætningsstoffer i vores rugbrød, vores vindmøller og vores familier. Enhver forestilling om en entydig identitet på basis af zombie-kategorierne er altså for Beck et udtryk for akut virkelighedsflugt med behandlingsbehov.

Bogen er formet som en lang samtale mellem Ulrich Beck og historikeren Johannes Willms. Det er en god løsning på en ellers ret teoretisk bog, fordi fagsnak og syvstavelsesord bliver blødt op af en mundtlighed, der ikke kun indeholder mange sjove pointer, men også giver en god introduktion til de Beck ske tanker.

Opløste traditioner
Men hvad er det han mener med modstillingen frihed eller kapitalisme? For at nærme sig det, må man først se den intime sammenhæng som findes mellem fænomenet globalisering og den galoperende individualisering i vores del af verdenen. Frigørelsen af kvinderne, adgangen til uddannelse, familiens opløsning og de relativt sikre sociale netværker medvirker alle sammen til, at vi i højere grad kan forme vores liv som »personlige projekter«.

Individualisering udtrykker derfor, ligesom globalisering, en radikal opløsning af socialt-nationale traditioner, der i USA og Europa måske fejres som en frigørelse af den enkelte, men i Latinamerika, Asien og de arabiske lande ses som et imperialistisk angreb mod den traditionelle kultur. En pointe hos Beck er dog, at denne »institutionaliserede individualisme« foregøgler mennesker en følelse af at være grænseløst autonome. Det er en falsk bevidsthed, fordi individet ikke længere kan se urskoven af afhængigheder i det globaliserede marked, hvor man er blevet en »global player«.

Beck adskiller også individualisering med atomisering. Hannah Ahrendt begrundede fascismens fremkomst med den sociale atomisering, idet sociale sikringssystemer i form af klasse og traditioner opløstes til fordel for en tabula rasa modernisering. Beck er enig i, at atomiseringen medfører angst og usikkerhed, og at den er farlig. Men hvis atomiseringen kan balanceres ud med en »god, eksperimentel individualisering«, som er omrammet af et socialt sikkerhedsnet, vil den sikre, at »en ny fascisme aldrig vil kunne opstå igen«. Om dette mere er et Becksk håb end en holdbar deduktion, er jeg ikke i stand til at afgøre. I hvert fald er det værd at bemærke, at Beck er en intellektuel optimist. Ganske utypisk for 70erne og 80erne, men sandsynligvis desto mere konjunktursikret for 90erne og nullerne.

Arbejdsidentitet
Men vi er stadig ikke kommet nærmere en forståelse af, hvad der menes med frihed eller kapitalisme. Hvis man nu tænker individualiseringen videre, og ser på dens fjendebilleder i fremtiden, er det ikke kun etniske traditionskulturer og kommunitaristiske ideer, der kan forekomme farlige for superindividualisten. Det kan meget vel også blive den aggressive kapitalisme, som med sin rationaliseringsdrift trækker tæppet væk under selvrealiseringen. Så bliver det for mennesker vitterlig et spørgsmål om frihed eller kapitalisme.

Et godt eksempel på det er Becks analyse af begrebet arbejde. I det antikke Grækenland anså man arbejde som noget der udelukkede mennesker fra det politiske fællesskab, noget der typisk tilhørte kvinderne og slaverne, og som ikke blev anset som identitetsskabende. I forbindelse med den borgerlige revolution i 1800-tallet ændredes ideen om arbejde radikalt.

Den ny økonomi
Det kapitalistiske marked gjorde arbejdet til det centrale kendetegn for social identitet. I dag, i det kapitalistiske markeds nye bølge, er denne omfortolkning af ordet arbejde kun blevet radikaliseret. I antikken definerede man mennesket ud fra dets kunstneriske skaben eller håndværksmæssige kunnen.
I dag er disse aktiviteter degraderet til fritidsaktiviteter for arbejdsløse, det vil sige til noget, visse markedsteoretikere ville kalde snyltervirksomhed.

I det lys åbner der sig en helt ny forståelse af, hvad der gemmer sig bag »den ny økonomi«. Den er en arbejderoptimering; det vil sige en måde at omforme arbejdskraften, så den giver et større afkast for markedets produktionsprocesser. Den ny økonomi er altså ikke meget mere end en mikroøkonomisk effektivisering. Ligesom bankerne i midten af 1800-tallet lærte at tage renter hver dag, i stedet for hvert år, og på den måde optimerede renteindtægterne fra deres lån, bliver den fleksible, individualiserede og hurtigløbende »medarbejder med indflydelse og optioner« et optimeret arbejdsredskab for firmaer. Så længe mennesker føler sig opfyldte af det, kan det være fint nok.

Men Beck er ikke blind for, at langt de fleste mennesker er og bliver »informationsproletarer«, der overtager de standardiserede opgaver i informationssamfundet, og som intet får i erstatning for deres tabte sikkerheder. Nye fagforeninger skal arbejde globalt for at genvinde det tabte terræn. Et filigranudbygget net af udnyttelse har foldet sig ud over vores hoveder. Det bilder os ind, at der er tale om en selvvalgt individualisme. Efter devisen arbejde befrier kaster vi os ind i projekter, der kan erstatte det tomme mørke rum, som grækerne engang har kaldt for muse. Først når det går op for én, at man ikke kun er markedets slave med sine hænder, men også med sin hjerne og sine ønsker, kan det være, at tingene ændrer sig.

Men det kræver vel en Nietzscheansk Umwertung aller Werte, en omvendelse af alle værdier, før det kan ske. Desværre ikke noget, der diskuteres særlig meget videre i denne ellers udmærkede bog.

0 comments:

There was an error in this gadget