Stempelur, ja tak!

Leder: Stempeluret er et instrument til overvågning af arbejderen. Det markerer skillelinjen mellem arbejde og fritid, mellem det at-gøre-hvad-andre-vil og det at-gøre-hvad-jeg-selv-vil.


Hvad er det for en mærkelig tid vi lever i? Firmachefer læser Kapitalen, og storkoncerner opbygger noget nær kommunistiske kommuner med børnepasningsordninger og kunstkurser (dog uden at opgive de gældende hierarkier). En intelligent dialektisk brug af Marx må man sige, men er den menneskelig holdbar?

De krakelerer én efter én, knokler røven ud af bukserne, har aldrig tid og får oveni dårlig samvittighed, når de går hjem for at holde fri. Ny økonomi, dot. com-syndrom og stress; hvordan hænger de fænomener egentlig sammen med al den snak om lønmodtagernes øgede selvbestemmelse i erhvervslivet, med »glæden ved arbejdet« og »virkeliggørelsen af et livsprojekt«?

Da IBM for to år siden fik gennemtrumfet afskaffelsen af deres stempelure, var det faktisk en lille sensation. Hvorfor i alverden kan et kæmpefirma som IBM ønske sig en afskaffelse af deres vigtigste kontrolinstrument over for medarbejderne? Stempeluret er et instrument til overvågning af arbejderen. Det markerer skillelinjen mellem arbejde og fritid, mellem det at-gøre-hvad-andre-vil og det at-gøre-hvad-jeg-selv-vil. Cheferne behøver ikke at stemple. De arbejder jo alligevel døgnet rundt og tjener så mange penge, at de griner hele vejen hen til banken.

Men tingene har ændret sig noget. Den ny økonomis managementteknikker har vist helt nye veje til effektivisering. Nu handler det ikke om at kontrollere sine medarbejdere, men om at vise dem »tillid«. Vis dem tillid og giv dem selvbestemmelse og ansvar, og de vil gøre alt for dig. På fagsprog hedder det Human Ressource Management og Powersharing, og hvis du er en smart chef, kan en 37-timers arbejdsuge forvandles til en 67-timers!

I dagens anmeldelse af mandagsbogen kan man læse, hvordan den tyske sociolog Ulrich Beck har dissekeret begrebet arbejde i det perspektiv. Han siger, at arbejdet for længst er holdt op med at være nødvendigt for overlevelsen. Til gengæld er det desto mere det ultimative identifikationsobjekt. Den første kontakt med en fremmed ( nå, hvad laver du så? ) definerer dig, og alt andet bliver set i lyset af det. Selvspejlingen i arbejdet er ofte så smigrende, at man slet ikke kan se afhængighederne. Det opleves som en frivillig selvintegration, men er i realiteten en sofistikeret form for udnyttelse.

For en mindre gruppe af selvstændige, forskere, kunstnere og idealister har arbejdet selvfølgelig altid været selvvalgt. Men det ville vitterlig være en undersøgelse værd at finde ud af, hvad den ny økonomi har lært af græsrøddernes evne til at mobilisere gratis arbejdskraft. Hvordan er det egentlig lykkedes arbejdsgiverne at transformere fritid til arbejdstid på ganske almindelige arbejdspladser? Er vil alle blevet idealister?

Målgruppen for den ny økonomis optimering er især de unge lønmodtagere, som har et stort overskud af energi til et arbejde uden ende. Først senere, når alderen trykker, eller når karriereplanerne må revideres, går det op for dem, hvor stor en indirekte kontrol af deres ressourcer, de egentlig har været udsat for.

Medarbejdere på IBM kan fortælle om, hvordan den dårlige samvittighed tvinger dem til at blive længere på arbejde, end de egentlig har lyst til. For hvis de går hjem, bliver det ikke et problem for arbejdsgiveren, men for kollegaen. Den interne solidariet er dermed også blevet gjort til et management-redskab.

Stempeluret adskiller os heller ikke længere fra vores fritid, men fra problemet ved at have fri. Fritid er for mange mennesker blevet en slags ubehagelig pause. Noget uhyggeligt, tomt og mørkt, føler vi, og når først fritiden og pausen er afskaffet, vil vi alle blive lykkelige.

IBM gør altså kun det rigtige i at fjerne stempeluret og fri os fra fritid. Fagforeningernes snak om mindre arbejdstid er det rene formynderi! Et angreb på selvstændigheden! Sagen er dog, at idealisme er noget, andre tjener penge på. Intet er sværere end at gøre det, der er godt for én selv, og intet er så frydefuldt, som det, der kan skade os, men som vi bare ikke kan lade være med at gøre. Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, det er der ikke noget nyt i.

Nyt er derimod, at denne så menneskelige impuls bliver brugt arbejdsmarkedspolitisk. En genindføring af stempeluret ville om ikke andet få mange til at se, hvor meget tid de egentlig bruger på deres arbejde, og måske få dem til at spekulere over, om det er det værd. Selvfølgelig må folk altid selv finde ud af, hvad der er godt for dem. Men på den anden side er der ingen, der kan gøre det alene! Måske er det et godt udgangspunkt for en trængt fagbevægelse.

0 comments:

There was an error in this gadget