Myren og poeten

Genom: De myreflittige maskiner har nu afkodet det sprog, vi mennesker er skrevet i. Men den ægte poesi har vi stadig til gode.


Aflæsningen af det menneskelige genom kan nu endelig siges at være færdig. Selv om der stadig er enkelte huller rundt omkring i teksten har fagbladet Nature i sidste uge udgivet det samlede kort, så godt det nu kunne lade sig gøre for det officielle Human Genome Project. I det konkurrerende fagblad Science har privatmanden Craig Venter og konsorter samtidig offentliggjort dele af deres resultater. Kapløbet var hårdt, og resultatet cirka uafgjort.

En århundredebegivenhed er offentliggørelsen af den samlede genetiske kode hos Homo sapiens så absolut, måske ikke helt så politisk interessant som månelandingen, men af mindst lige så stor økonomisk betydning. Men hvordan står det så til med den videnskabelige betydning? På det punkt kan man faktisk godt være lidt forbeholden. De myreflittige maskiner har gjort deres, og det er vigtigt nok, men nu er det forskernes tur til at gøre brug af den store mangelvare: klogskab og rigeligt med fantasi.

99,9 procent ens
Det vil ikke være let at få en mening ud af galskaben. Mange håb og drømme, der har knyttet sig til dette enorme prestigeprojekt, vil stadig skulle vente i årtier på at blive virkeliggjort, om overhovedet. At stave til en tekst er nu engang ikke det samme som at forstå den. En af de umiddelbare gevinster man har fået foræret ved blot at kortlægge det menneskelige genom er, at det nu er blevet muligt at aflæse vores individuelle genetiske forskelle.

Med 99,9 procent er vi mennesker identisk med hinanden, og i den lille promille, der gør os til genetisk unikke væsner, ligger ironisk nok de cirka 5.000 genetiske defekter, som gør os til svært syge patienter. For mange vil det ikke føles som en gevinst, for det vil betyde, at man i lang tid fremover vil have en perfekt diagnose i den ene hånd og en manglende behandling i den anden. Det vil også blive helt nødvendigt meget hurtigt at lovgive strammere om adgangen til det enkelte menneskes arvemateriale, så det ikke kan udnyttes i økonomisk, medicinsk eller politisk øjemed. Kriminelles DNA registre må planlægges sådan, at de ikke kan bruges til andet end identifikation. Man kunne for eksempel nøjes med at skanne de »tomme« områder i det menneskelige genom, der ikke indeholder gener eller andre følsomme informationer, og som i øvrigt også har den største variation.

Netværksarten
Nyhedshistorien om, at det menneskelige DNA indeholder 32.000 gener og ikke 100.000 som forventet, skal man ikke tage for tungt. Det ændrer ikke ved det faktum, at levende væsner opstår og lever som et uendelig kompliceret netværk af gensidige afhængigheder, som det har krævet milliarder af år at opbygge, og som vi på ingen måde kan forvente at forstå. Tværtimod er hele konceptet omkring et gen begyndt at blive problematisk. Det kan for eksempel allerede ses på Human Genome-konsortiets vage udmelding omkring antallet af gener, på trods af at man har sekventeret næsten hele genomet. Det nuværende estimat siger 31.780 proteinkodende gener, men tallet kommer vil givet vokse.

Det er nemlig ikke kun svært at finde nålen i høstakken af repetitive genom-afsnit. Mange gener er også meget små, og de har det med at se ud ligesom programfladen på TV 2: store reklameblokke af »introns« splintrer enhver sammenhængende information i stumper og stykker, hvilket gør det svært for computerne at forstå sammenhængen.

Den nu synliggjorte modsætning mellem antallet af gener og organismens kompleksitet sætter en definitiv stopper for troen på, at ét gen koder for ét protein. Forskellige kombinationer af »exons« (som er de kodende afsnit i et gen) kan frembringe mange forskellige proteiner. Den genetiske determinisme, der påstår en entydig årsags-virknings sammenhæng mellem arvemateriale og egenskab, og som er blevet så populær, fordi den er nem at forstå, har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vekselvirkningen mellem tusinder og i hjernen endda titusinder af gener, peptider og proteiner gør ethvert ønske om at producere mennesker med bestemte egenskaber til et tåbeligt foretagende.

Artssammenligning
Det er rigtigt at de fleste biologiske karakteristika har en genetisk komponent, men disse er så uopløseligt sammenkoblede med miljø og levemåde, at en målrettet påvirkning ikke vil være mulig. Tværtimod vil man kunne forestille sig at de mange forsøg, der nu uvægerligt vil blive gjort i kølvandet på sekventeringen, resulterer i sjusk, misdannelser og måske helt uventede konsekvenser.

Et område, som man kan forvente mange nye resultater fra, er analysen af evolutionshistorien og sammenligningen med andre arter. Mere end 98 procent af vores genom er identisk med chimpansen.
En sammenligning vil måske vise, at vi kun er et par hundrede gener fra vores nærmeste slægtning i urskoven. Den vil også kunne vise, i hvor høj grad gener springer over fra en art til en anden. Allerede nu har det vist sig, at vi har integreret utrolig mange gener fra vira og gjort dem til vores slaver.

Over halvdelen af det menneskelige genom består af skrot, det man kalder »transposons«. De er en slags genetiske parasitter - molekyler, der formerer sig selv og fordeler sig rundt omkring i vores DNA, uden at det synes at gøre noget.

Mange af disse variable molekyler har været vira, som måske tidligere har forvoldt stor skade, ligesom aids-virus gør i dag, men som nu ligger inaktive hen som på en losseplads. Intet andet hidtil undersøgt genom indeholder så mange gentagede vrøvleelementer som det menneskelige, selv om tætheden varierer meget fra kromosom til kromosom.

En anden overraskelse er, at det menneskelige DNA også har overtaget et par hundrede gener fra bakterier. Nogle af dem er endda meget vigtige for afgiftning og vores immunrespons. Det er en ny erkendelse, at gener er så promiskuøse som tilfældet er. Artsgrænserne lader sig ikke så nemt definere genetisk, og det er spørgsmålet om det kan bruges til at drage konsekvenser for udviklingen af genetisk modificerede organismer.

Klatre over bogstaver
Genomet er altså ikke kun en manual for organismens opbygning, men også et mobilt museum over udviklingshistorien og de utallige sygdomme og infektioner, som vores forfædre har lidt under.

For at få en smule mere forstand på alt det, kræver det langt mere end blot sekventeringsmaskiner og store computere til databehandling. For det er ikke meget, en myre kan lære af en poet. Det kan klatre hen over bogstaverne, lave et par spormærker og huske vejen. Men den vil aldrig kunne forstå dens syntaks, struktur og dybere mening.

Det vil stadig kræve en hærskare af biologer og tværvidenskabelige forskere i mindst hundrede år for at få en tilsvarende fornemmelse af kompleksiteten i levende organismer. Og det vil kræve endnu mere indsigt at omgås ansvarligt.

0 comments:

There was an error in this gadget