Gener findes ikke

Videnskabs-historikeren Evelyn Fox Keller argumenterer for, at et gen er ikke meget mere end en fiks idé, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Mange kolleger er nu blevet sure.



Evelyn Fox Keller, The Century of the Gene, Harvard, 2000, £15.95.


Man skal ikke gå mange år tilbage for at finde overskrifter, der fortæller at man har fundet et gen for aggressivitet, for homoseksualitet og for kræft; nogle gange endda med undertitlen »sensation!« for sådan rigtig at pirke til den fascination, en simpel forklaring kan give. Men der er sket meget i løbet af de sidste to år. De selvsikre genetikere påstår ikke længere, at der findes et gen for hver sygdom, og den for nylig færdiggjorte kortlægning af den menneskelige arvemasse har bidraget yderligere til en erkendelse af, at et entydigt forhold mellem årsag og virkning i biologiske systemer ikke længere kan opretholdes sådan uden videre.

Nu hedder det sig i stedet, at et gen »har betydning for«, eller »er forbundet med« bestemte karakteristika eller sygdomme, og så bliver man ellers nødt til at grave sig dybt ned i artiklen for at finde ud af, hvor stor »betydningen« og »forbundetheden« egentlig er. I bogen The Century of the Gene har Evelyn Fox Keller taget konsekvensen af denne udvikling og stillet spørgsmålstegn ved hele konceptet omkring et gen. Hun går så vidt som til at sige, at »et gen ikke er noget fysisk objekt« og anskueliggør med utallige eksempler og med et krystalklart sprog, hvordan det 20. århundredes centralbiologiske dogme om et gen er blevet stadig mere udhulet. DNA kan for det første ikke kopiere sig selv.

Det klonede får Dolly er et skoleeksempel på, at det ikke er genomet, men i lige så høj grad ægcellens og cytoplasmaets fortjeneste, at en organisme kan opstå. De komplekse, regulerende og selvorganiserende mekanismer, der har udviklet sig på tværs af DNA, proteiner, cellulære stoffer og geometriske informationer, og som primært skal sikre stabilitet, ikke variabilitet, kan kun tænkes som et hele, hvis det nogensinde skal lykkes for molekylærbiologer og biokemikere at forstå ontogenesen.

Uklar definition
Desuden er definitionen af, hvad et gen egentlig er, meget uklart. Langt den største del af genomet består af »junk« - repetitive sekvenser og transposons. Den proteinkodende messenger RNAsekvens opstår først efter komplicerede klippe-klistre- og korrektionsprocesser. Det er i Kellers øjne utvivlsomt rigtigt, at den genetiske reduktionisme med sine skråsikre antagelser har båret molekylærbiologien på en bølge af succes. Men det var i forrige århundrede. Det nye århundrede vil ikke kunne nøjes med så simpelt et sprog. Det vil kræve helt nye ord og koncepter for at kunne beskrive evolutionen, og derfor mener Keller, at vi lige så godt kan droppe ordet gen som sådan.

Ordkløveri
Modtagelsen i fagkredse har været kølig. I det førende fagblad Nature skrev Jerry A. Coyne i sin anmeldelse, at det meget vel kan være, at gener er komplekse størrelser, men han mener, at de stadig er gode arbejdsbegreber og sammenligner det med at »Landmænd stadig er landmænd, selvom deres arbejdsområde er langt mere kompliceret end før.«

På samme måde behandles Kellers kritik af Münchhausen-DNA et: »Man kan lige så godt argumentere for, at politiske kandidater ikke promoverer sig selv, fordi de hyrer andre til at gøre arbejdet,« skriver Coyne og hentyder til, at Kellers argumenter dybest set er en omgang ordkløveri. DNA er og bliver primus motor for liv. Coyne slutter sin bredside af med at citere Richard Feynman: »Videnskabsfilosoffer er lige så nyttige for videnskabsfolk, som ornitologer er for fugle,« og han stempler Keller som en »dårligt informeret ornitolog.« 

En anden kendt biolog, englænderen Lewis Wolpert, er endnu mere arrig. Han kalder Kellers bog for »junk« og »bullshit« og harmes over, at den ikke indeholder noget, man ikke vidste i forvejen. »Og hvad så!« spørger han.

Ideologien lurer
Som man kan regne ud, indeholder diskussionen en langt dybere problemstilling end den strengt biologiske. En problemstilling, som har noget at gøre med bevillinger og status. Videnskaben har altid levet godt af en vis ignorans i befolkningen. Ideologiske gøglebilleder om lurende farer eller fagre nye muligheder, i dette tilfælde om helbredelsen af en hel art, har altid bevinget giverglæden hos donor og stat. Når en faggruppes entydigt utilitaristiske budskaber (à la: når vi forstår genomet, forstår vi mennesket og kan helbrede det!) går op i røg til fordel for noget så uhåndterligt som kompleksitet og irreducibilitet, er det ikke altid en fordel for egne interesser.

En biologisk tolkning, der stopper ved Richard Dawkins og Daniel Dennett, synes mere acceptabel for mange forskere, selvom de måske ved bedre. Derfor er det også så upopulært, når videnskabsfilosoffer begynder at kløve ord med dem. Endnu mere uforskammet er det dog at antyde, at forskningen og forskere selv er begyndt at lide under det idealiserede sprog. Tænk på den voksende mistillid til molekylærbiologien som sådan. Hvis man forventer at have en oplyst befolkning, må man også hjælpe andre til at stave sig igennem det svære og stille spørgsmål om det simple. Det er, hvad Keller har gjort, endda på en velskreven måde. Det skal hun have tak for.

0 comments:

There was an error in this gadget