Ud med Zombierne

Optimisten Beck præsenterer en sørgmunter analyse af globaliseringen og den moderne individualist.



Freiheit oder Kapitalismus, Ulrich Beck i samtale med Johannes Willms, Suhrkamp, 2000, 295 sider


Den tyske sociolog Ulrich Beck udgav for nylig bogen Freiheit oder Kapitalismus. En dejlig ironisk titel på en sociologisk analyse, der spiller på den tyske højrefløjs slogan fra den kolde krig: »Frihed eller socialisme.« Dengang var det en effektiv sætning, da det jo var åbenlyst for enhver, at socialismen spærrede folk inde, mens kapitalismen gav dem frihed og penge. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der rumsterede en lumsk mistanke i hovedet på mig, første gang jeg hørte om bogen: Gemmer der sig måske en subversiv socialist bag ordinarius Beck fra det renommerede universitet i München?

Ak nej. Beck er ikke sådan at indordne. Analyserne ligger et niveau højere oppe, og gudskelov for det.

For Beck handler det om at revidere de gamle zombie-kategorier som klasse , familie , arbejde og partier , således at de kan medtænke globaliseringens og individualiseringens indmarch. Faktisk efterspørger Beck et helt nyt begrebsgrundlag for den sociologiske analyse. Det er et af den moderne kapitalismes store traumer at hænge fast i ideen om en husholdning , om kernefamilien , om fast arbejde , om nationalitet osv., når vi for længst har indoptaget transnationale tilsætningsstoffer i vores rugbrød, vores vindmøller og vores familier. Enhver forestilling om en entydig identitet på basis af zombie-kategorierne er altså for Beck et udtryk for akut virkelighedsflugt med behandlingsbehov.

Bogen er formet som en lang samtale mellem Ulrich Beck og historikeren Johannes Willms. Det er en god løsning på en ellers ret teoretisk bog, fordi fagsnak og syvstavelsesord bliver blødt op af en mundtlighed, der ikke kun indeholder mange sjove pointer, men også giver en god introduktion til de Beck ske tanker.

Opløste traditioner
Men hvad er det han mener med modstillingen frihed eller kapitalisme? For at nærme sig det, må man først se den intime sammenhæng som findes mellem fænomenet globalisering og den galoperende individualisering i vores del af verdenen. Frigørelsen af kvinderne, adgangen til uddannelse, familiens opløsning og de relativt sikre sociale netværker medvirker alle sammen til, at vi i højere grad kan forme vores liv som »personlige projekter«.

Individualisering udtrykker derfor, ligesom globalisering, en radikal opløsning af socialt-nationale traditioner, der i USA og Europa måske fejres som en frigørelse af den enkelte, men i Latinamerika, Asien og de arabiske lande ses som et imperialistisk angreb mod den traditionelle kultur. En pointe hos Beck er dog, at denne »institutionaliserede individualisme« foregøgler mennesker en følelse af at være grænseløst autonome. Det er en falsk bevidsthed, fordi individet ikke længere kan se urskoven af afhængigheder i det globaliserede marked, hvor man er blevet en »global player«.

Beck adskiller også individualisering med atomisering. Hannah Ahrendt begrundede fascismens fremkomst med den sociale atomisering, idet sociale sikringssystemer i form af klasse og traditioner opløstes til fordel for en tabula rasa modernisering. Beck er enig i, at atomiseringen medfører angst og usikkerhed, og at den er farlig. Men hvis atomiseringen kan balanceres ud med en »god, eksperimentel individualisering«, som er omrammet af et socialt sikkerhedsnet, vil den sikre, at »en ny fascisme aldrig vil kunne opstå igen«. Om dette mere er et Becksk håb end en holdbar deduktion, er jeg ikke i stand til at afgøre. I hvert fald er det værd at bemærke, at Beck er en intellektuel optimist. Ganske utypisk for 70erne og 80erne, men sandsynligvis desto mere konjunktursikret for 90erne og nullerne.

Arbejdsidentitet
Men vi er stadig ikke kommet nærmere en forståelse af, hvad der menes med frihed eller kapitalisme. Hvis man nu tænker individualiseringen videre, og ser på dens fjendebilleder i fremtiden, er det ikke kun etniske traditionskulturer og kommunitaristiske ideer, der kan forekomme farlige for superindividualisten. Det kan meget vel også blive den aggressive kapitalisme, som med sin rationaliseringsdrift trækker tæppet væk under selvrealiseringen. Så bliver det for mennesker vitterlig et spørgsmål om frihed eller kapitalisme.

Et godt eksempel på det er Becks analyse af begrebet arbejde. I det antikke Grækenland anså man arbejde som noget der udelukkede mennesker fra det politiske fællesskab, noget der typisk tilhørte kvinderne og slaverne, og som ikke blev anset som identitetsskabende. I forbindelse med den borgerlige revolution i 1800-tallet ændredes ideen om arbejde radikalt.

Den ny økonomi
Det kapitalistiske marked gjorde arbejdet til det centrale kendetegn for social identitet. I dag, i det kapitalistiske markeds nye bølge, er denne omfortolkning af ordet arbejde kun blevet radikaliseret. I antikken definerede man mennesket ud fra dets kunstneriske skaben eller håndværksmæssige kunnen.
I dag er disse aktiviteter degraderet til fritidsaktiviteter for arbejdsløse, det vil sige til noget, visse markedsteoretikere ville kalde snyltervirksomhed.

I det lys åbner der sig en helt ny forståelse af, hvad der gemmer sig bag »den ny økonomi«. Den er en arbejderoptimering; det vil sige en måde at omforme arbejdskraften, så den giver et større afkast for markedets produktionsprocesser. Den ny økonomi er altså ikke meget mere end en mikroøkonomisk effektivisering. Ligesom bankerne i midten af 1800-tallet lærte at tage renter hver dag, i stedet for hvert år, og på den måde optimerede renteindtægterne fra deres lån, bliver den fleksible, individualiserede og hurtigløbende »medarbejder med indflydelse og optioner« et optimeret arbejdsredskab for firmaer. Så længe mennesker føler sig opfyldte af det, kan det være fint nok.

Men Beck er ikke blind for, at langt de fleste mennesker er og bliver »informationsproletarer«, der overtager de standardiserede opgaver i informationssamfundet, og som intet får i erstatning for deres tabte sikkerheder. Nye fagforeninger skal arbejde globalt for at genvinde det tabte terræn. Et filigranudbygget net af udnyttelse har foldet sig ud over vores hoveder. Det bilder os ind, at der er tale om en selvvalgt individualisme. Efter devisen arbejde befrier kaster vi os ind i projekter, der kan erstatte det tomme mørke rum, som grækerne engang har kaldt for muse. Først når det går op for én, at man ikke kun er markedets slave med sine hænder, men også med sin hjerne og sine ønsker, kan det være, at tingene ændrer sig.

Men det kræver vel en Nietzscheansk Umwertung aller Werte, en omvendelse af alle værdier, før det kan ske. Desværre ikke noget, der diskuteres særlig meget videre i denne ellers udmærkede bog.

Gener findes ikke

Videnskabs-historikeren Evelyn Fox Keller argumenterer for, at et gen er ikke meget mere end en fiks idé, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Mange kolleger er nu blevet sure.



Evelyn Fox Keller, The Century of the Gene, Harvard, 2000, £15.95.


Man skal ikke gå mange år tilbage for at finde overskrifter, der fortæller at man har fundet et gen for aggressivitet, for homoseksualitet og for kræft; nogle gange endda med undertitlen »sensation!« for sådan rigtig at pirke til den fascination, en simpel forklaring kan give. Men der er sket meget i løbet af de sidste to år. De selvsikre genetikere påstår ikke længere, at der findes et gen for hver sygdom, og den for nylig færdiggjorte kortlægning af den menneskelige arvemasse har bidraget yderligere til en erkendelse af, at et entydigt forhold mellem årsag og virkning i biologiske systemer ikke længere kan opretholdes sådan uden videre.

Nu hedder det sig i stedet, at et gen »har betydning for«, eller »er forbundet med« bestemte karakteristika eller sygdomme, og så bliver man ellers nødt til at grave sig dybt ned i artiklen for at finde ud af, hvor stor »betydningen« og »forbundetheden« egentlig er. I bogen The Century of the Gene har Evelyn Fox Keller taget konsekvensen af denne udvikling og stillet spørgsmålstegn ved hele konceptet omkring et gen. Hun går så vidt som til at sige, at »et gen ikke er noget fysisk objekt« og anskueliggør med utallige eksempler og med et krystalklart sprog, hvordan det 20. århundredes centralbiologiske dogme om et gen er blevet stadig mere udhulet. DNA kan for det første ikke kopiere sig selv.

Det klonede får Dolly er et skoleeksempel på, at det ikke er genomet, men i lige så høj grad ægcellens og cytoplasmaets fortjeneste, at en organisme kan opstå. De komplekse, regulerende og selvorganiserende mekanismer, der har udviklet sig på tværs af DNA, proteiner, cellulære stoffer og geometriske informationer, og som primært skal sikre stabilitet, ikke variabilitet, kan kun tænkes som et hele, hvis det nogensinde skal lykkes for molekylærbiologer og biokemikere at forstå ontogenesen.

Uklar definition
Desuden er definitionen af, hvad et gen egentlig er, meget uklart. Langt den største del af genomet består af »junk« - repetitive sekvenser og transposons. Den proteinkodende messenger RNAsekvens opstår først efter komplicerede klippe-klistre- og korrektionsprocesser. Det er i Kellers øjne utvivlsomt rigtigt, at den genetiske reduktionisme med sine skråsikre antagelser har båret molekylærbiologien på en bølge af succes. Men det var i forrige århundrede. Det nye århundrede vil ikke kunne nøjes med så simpelt et sprog. Det vil kræve helt nye ord og koncepter for at kunne beskrive evolutionen, og derfor mener Keller, at vi lige så godt kan droppe ordet gen som sådan.

Ordkløveri
Modtagelsen i fagkredse har været kølig. I det førende fagblad Nature skrev Jerry A. Coyne i sin anmeldelse, at det meget vel kan være, at gener er komplekse størrelser, men han mener, at de stadig er gode arbejdsbegreber og sammenligner det med at »Landmænd stadig er landmænd, selvom deres arbejdsområde er langt mere kompliceret end før.«

På samme måde behandles Kellers kritik af Münchhausen-DNA et: »Man kan lige så godt argumentere for, at politiske kandidater ikke promoverer sig selv, fordi de hyrer andre til at gøre arbejdet,« skriver Coyne og hentyder til, at Kellers argumenter dybest set er en omgang ordkløveri. DNA er og bliver primus motor for liv. Coyne slutter sin bredside af med at citere Richard Feynman: »Videnskabsfilosoffer er lige så nyttige for videnskabsfolk, som ornitologer er for fugle,« og han stempler Keller som en »dårligt informeret ornitolog.« 

En anden kendt biolog, englænderen Lewis Wolpert, er endnu mere arrig. Han kalder Kellers bog for »junk« og »bullshit« og harmes over, at den ikke indeholder noget, man ikke vidste i forvejen. »Og hvad så!« spørger han.

Ideologien lurer
Som man kan regne ud, indeholder diskussionen en langt dybere problemstilling end den strengt biologiske. En problemstilling, som har noget at gøre med bevillinger og status. Videnskaben har altid levet godt af en vis ignorans i befolkningen. Ideologiske gøglebilleder om lurende farer eller fagre nye muligheder, i dette tilfælde om helbredelsen af en hel art, har altid bevinget giverglæden hos donor og stat. Når en faggruppes entydigt utilitaristiske budskaber (à la: når vi forstår genomet, forstår vi mennesket og kan helbrede det!) går op i røg til fordel for noget så uhåndterligt som kompleksitet og irreducibilitet, er det ikke altid en fordel for egne interesser.

En biologisk tolkning, der stopper ved Richard Dawkins og Daniel Dennett, synes mere acceptabel for mange forskere, selvom de måske ved bedre. Derfor er det også så upopulært, når videnskabsfilosoffer begynder at kløve ord med dem. Endnu mere uforskammet er det dog at antyde, at forskningen og forskere selv er begyndt at lide under det idealiserede sprog. Tænk på den voksende mistillid til molekylærbiologien som sådan. Hvis man forventer at have en oplyst befolkning, må man også hjælpe andre til at stave sig igennem det svære og stille spørgsmål om det simple. Det er, hvad Keller har gjort, endda på en velskreven måde. Det skal hun have tak for.

Stempelur, ja tak!

Leder: Stempeluret er et instrument til overvågning af arbejderen. Det markerer skillelinjen mellem arbejde og fritid, mellem det at-gøre-hvad-andre-vil og det at-gøre-hvad-jeg-selv-vil.


Hvad er det for en mærkelig tid vi lever i? Firmachefer læser Kapitalen, og storkoncerner opbygger noget nær kommunistiske kommuner med børnepasningsordninger og kunstkurser (dog uden at opgive de gældende hierarkier). En intelligent dialektisk brug af Marx må man sige, men er den menneskelig holdbar?

De krakelerer én efter én, knokler røven ud af bukserne, har aldrig tid og får oveni dårlig samvittighed, når de går hjem for at holde fri. Ny økonomi, dot. com-syndrom og stress; hvordan hænger de fænomener egentlig sammen med al den snak om lønmodtagernes øgede selvbestemmelse i erhvervslivet, med »glæden ved arbejdet« og »virkeliggørelsen af et livsprojekt«?

Da IBM for to år siden fik gennemtrumfet afskaffelsen af deres stempelure, var det faktisk en lille sensation. Hvorfor i alverden kan et kæmpefirma som IBM ønske sig en afskaffelse af deres vigtigste kontrolinstrument over for medarbejderne? Stempeluret er et instrument til overvågning af arbejderen. Det markerer skillelinjen mellem arbejde og fritid, mellem det at-gøre-hvad-andre-vil og det at-gøre-hvad-jeg-selv-vil. Cheferne behøver ikke at stemple. De arbejder jo alligevel døgnet rundt og tjener så mange penge, at de griner hele vejen hen til banken.

Men tingene har ændret sig noget. Den ny økonomis managementteknikker har vist helt nye veje til effektivisering. Nu handler det ikke om at kontrollere sine medarbejdere, men om at vise dem »tillid«. Vis dem tillid og giv dem selvbestemmelse og ansvar, og de vil gøre alt for dig. På fagsprog hedder det Human Ressource Management og Powersharing, og hvis du er en smart chef, kan en 37-timers arbejdsuge forvandles til en 67-timers!

I dagens anmeldelse af mandagsbogen kan man læse, hvordan den tyske sociolog Ulrich Beck har dissekeret begrebet arbejde i det perspektiv. Han siger, at arbejdet for længst er holdt op med at være nødvendigt for overlevelsen. Til gengæld er det desto mere det ultimative identifikationsobjekt. Den første kontakt med en fremmed ( nå, hvad laver du så? ) definerer dig, og alt andet bliver set i lyset af det. Selvspejlingen i arbejdet er ofte så smigrende, at man slet ikke kan se afhængighederne. Det opleves som en frivillig selvintegration, men er i realiteten en sofistikeret form for udnyttelse.

For en mindre gruppe af selvstændige, forskere, kunstnere og idealister har arbejdet selvfølgelig altid været selvvalgt. Men det ville vitterlig være en undersøgelse værd at finde ud af, hvad den ny økonomi har lært af græsrøddernes evne til at mobilisere gratis arbejdskraft. Hvordan er det egentlig lykkedes arbejdsgiverne at transformere fritid til arbejdstid på ganske almindelige arbejdspladser? Er vil alle blevet idealister?

Målgruppen for den ny økonomis optimering er især de unge lønmodtagere, som har et stort overskud af energi til et arbejde uden ende. Først senere, når alderen trykker, eller når karriereplanerne må revideres, går det op for dem, hvor stor en indirekte kontrol af deres ressourcer, de egentlig har været udsat for.

Medarbejdere på IBM kan fortælle om, hvordan den dårlige samvittighed tvinger dem til at blive længere på arbejde, end de egentlig har lyst til. For hvis de går hjem, bliver det ikke et problem for arbejdsgiveren, men for kollegaen. Den interne solidariet er dermed også blevet gjort til et management-redskab.

Stempeluret adskiller os heller ikke længere fra vores fritid, men fra problemet ved at have fri. Fritid er for mange mennesker blevet en slags ubehagelig pause. Noget uhyggeligt, tomt og mørkt, føler vi, og når først fritiden og pausen er afskaffet, vil vi alle blive lykkelige.

IBM gør altså kun det rigtige i at fjerne stempeluret og fri os fra fritid. Fagforeningernes snak om mindre arbejdstid er det rene formynderi! Et angreb på selvstændigheden! Sagen er dog, at idealisme er noget, andre tjener penge på. Intet er sværere end at gøre det, der er godt for én selv, og intet er så frydefuldt, som det, der kan skade os, men som vi bare ikke kan lade være med at gøre. Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, det er der ikke noget nyt i.

Nyt er derimod, at denne så menneskelige impuls bliver brugt arbejdsmarkedspolitisk. En genindføring af stempeluret ville om ikke andet få mange til at se, hvor meget tid de egentlig bruger på deres arbejde, og måske få dem til at spekulere over, om det er det værd. Selvfølgelig må folk altid selv finde ud af, hvad der er godt for dem. Men på den anden side er der ingen, der kan gøre det alene! Måske er det et godt udgangspunkt for en trængt fagbevægelse.

Myren og poeten

Genom: De myreflittige maskiner har nu afkodet det sprog, vi mennesker er skrevet i. Men den ægte poesi har vi stadig til gode.


Aflæsningen af det menneskelige genom kan nu endelig siges at være færdig. Selv om der stadig er enkelte huller rundt omkring i teksten har fagbladet Nature i sidste uge udgivet det samlede kort, så godt det nu kunne lade sig gøre for det officielle Human Genome Project. I det konkurrerende fagblad Science har privatmanden Craig Venter og konsorter samtidig offentliggjort dele af deres resultater. Kapløbet var hårdt, og resultatet cirka uafgjort.

En århundredebegivenhed er offentliggørelsen af den samlede genetiske kode hos Homo sapiens så absolut, måske ikke helt så politisk interessant som månelandingen, men af mindst lige så stor økonomisk betydning. Men hvordan står det så til med den videnskabelige betydning? På det punkt kan man faktisk godt være lidt forbeholden. De myreflittige maskiner har gjort deres, og det er vigtigt nok, men nu er det forskernes tur til at gøre brug af den store mangelvare: klogskab og rigeligt med fantasi.

99,9 procent ens
Det vil ikke være let at få en mening ud af galskaben. Mange håb og drømme, der har knyttet sig til dette enorme prestigeprojekt, vil stadig skulle vente i årtier på at blive virkeliggjort, om overhovedet. At stave til en tekst er nu engang ikke det samme som at forstå den. En af de umiddelbare gevinster man har fået foræret ved blot at kortlægge det menneskelige genom er, at det nu er blevet muligt at aflæse vores individuelle genetiske forskelle.

Med 99,9 procent er vi mennesker identisk med hinanden, og i den lille promille, der gør os til genetisk unikke væsner, ligger ironisk nok de cirka 5.000 genetiske defekter, som gør os til svært syge patienter. For mange vil det ikke føles som en gevinst, for det vil betyde, at man i lang tid fremover vil have en perfekt diagnose i den ene hånd og en manglende behandling i den anden. Det vil også blive helt nødvendigt meget hurtigt at lovgive strammere om adgangen til det enkelte menneskes arvemateriale, så det ikke kan udnyttes i økonomisk, medicinsk eller politisk øjemed. Kriminelles DNA registre må planlægges sådan, at de ikke kan bruges til andet end identifikation. Man kunne for eksempel nøjes med at skanne de »tomme« områder i det menneskelige genom, der ikke indeholder gener eller andre følsomme informationer, og som i øvrigt også har den største variation.

Netværksarten
Nyhedshistorien om, at det menneskelige DNA indeholder 32.000 gener og ikke 100.000 som forventet, skal man ikke tage for tungt. Det ændrer ikke ved det faktum, at levende væsner opstår og lever som et uendelig kompliceret netværk af gensidige afhængigheder, som det har krævet milliarder af år at opbygge, og som vi på ingen måde kan forvente at forstå. Tværtimod er hele konceptet omkring et gen begyndt at blive problematisk. Det kan for eksempel allerede ses på Human Genome-konsortiets vage udmelding omkring antallet af gener, på trods af at man har sekventeret næsten hele genomet. Det nuværende estimat siger 31.780 proteinkodende gener, men tallet kommer vil givet vokse.

Det er nemlig ikke kun svært at finde nålen i høstakken af repetitive genom-afsnit. Mange gener er også meget små, og de har det med at se ud ligesom programfladen på TV 2: store reklameblokke af »introns« splintrer enhver sammenhængende information i stumper og stykker, hvilket gør det svært for computerne at forstå sammenhængen.

Den nu synliggjorte modsætning mellem antallet af gener og organismens kompleksitet sætter en definitiv stopper for troen på, at ét gen koder for ét protein. Forskellige kombinationer af »exons« (som er de kodende afsnit i et gen) kan frembringe mange forskellige proteiner. Den genetiske determinisme, der påstår en entydig årsags-virknings sammenhæng mellem arvemateriale og egenskab, og som er blevet så populær, fordi den er nem at forstå, har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vekselvirkningen mellem tusinder og i hjernen endda titusinder af gener, peptider og proteiner gør ethvert ønske om at producere mennesker med bestemte egenskaber til et tåbeligt foretagende.

Artssammenligning
Det er rigtigt at de fleste biologiske karakteristika har en genetisk komponent, men disse er så uopløseligt sammenkoblede med miljø og levemåde, at en målrettet påvirkning ikke vil være mulig. Tværtimod vil man kunne forestille sig at de mange forsøg, der nu uvægerligt vil blive gjort i kølvandet på sekventeringen, resulterer i sjusk, misdannelser og måske helt uventede konsekvenser.

Et område, som man kan forvente mange nye resultater fra, er analysen af evolutionshistorien og sammenligningen med andre arter. Mere end 98 procent af vores genom er identisk med chimpansen.
En sammenligning vil måske vise, at vi kun er et par hundrede gener fra vores nærmeste slægtning i urskoven. Den vil også kunne vise, i hvor høj grad gener springer over fra en art til en anden. Allerede nu har det vist sig, at vi har integreret utrolig mange gener fra vira og gjort dem til vores slaver.

Over halvdelen af det menneskelige genom består af skrot, det man kalder »transposons«. De er en slags genetiske parasitter - molekyler, der formerer sig selv og fordeler sig rundt omkring i vores DNA, uden at det synes at gøre noget.

Mange af disse variable molekyler har været vira, som måske tidligere har forvoldt stor skade, ligesom aids-virus gør i dag, men som nu ligger inaktive hen som på en losseplads. Intet andet hidtil undersøgt genom indeholder så mange gentagede vrøvleelementer som det menneskelige, selv om tætheden varierer meget fra kromosom til kromosom.

En anden overraskelse er, at det menneskelige DNA også har overtaget et par hundrede gener fra bakterier. Nogle af dem er endda meget vigtige for afgiftning og vores immunrespons. Det er en ny erkendelse, at gener er så promiskuøse som tilfældet er. Artsgrænserne lader sig ikke så nemt definere genetisk, og det er spørgsmålet om det kan bruges til at drage konsekvenser for udviklingen af genetisk modificerede organismer.

Klatre over bogstaver
Genomet er altså ikke kun en manual for organismens opbygning, men også et mobilt museum over udviklingshistorien og de utallige sygdomme og infektioner, som vores forfædre har lidt under.

For at få en smule mere forstand på alt det, kræver det langt mere end blot sekventeringsmaskiner og store computere til databehandling. For det er ikke meget, en myre kan lære af en poet. Det kan klatre hen over bogstaverne, lave et par spormærker og huske vejen. Men den vil aldrig kunne forstå dens syntaks, struktur og dybere mening.

Det vil stadig kræve en hærskare af biologer og tværvidenskabelige forskere i mindst hundrede år for at få en tilsvarende fornemmelse af kompleksiteten i levende organismer. Og det vil kræve endnu mere indsigt at omgås ansvarligt.

HVERDAGEN I DIN HULE HÅND

Det trådløse internet kan meget snart køre med bredbåndshastighed i Danmark. Det betyder, at man inden længe vil kunne se video, fjernsyn og betale regninger med sin mobiltelefon. Udviklingen tyder på, at mobiltelefonen bliver det primære medie til at gå på nettet med, og efterhånden som teknikken bliver endnu mere raffinert, vil man kunne opleve en sand eksplosion af mangfoldige håndholdte terminaler i mange farver og former, som kan bruges til undeholdning, til kommunikation og til at gøre hverdagen en smule lettere.


Var Nikola Tesla født et par årtier før Alexander Graham Bell, havde det hele set anderledes ud. Telefonerne ville for længst have været trådløse. Samtaler over kontinenterne ville være båret af frit svævende radiobølger i stedet for de elektriske pulser, som Bell brugte dem i sin egen kobbertrådtelefon fra 1876, og hvis ledninger vi stadig går og falder over hver anden dag.

I stedet har vi måttet vente i knap 100 år

UMTS – TEKNIK OG FAKTA

Om to til tre år vil UMTS-teknologien garantere en højhastighedsforbindelse for alle mennesker med en mobiltelefon. Det vil medføre et betydeligt forbedring af multimedie- og internetadgangen for den enkelte bruger og åbne et helt nyt forrretningsområde med en estimeret værdi på over 45 milliarder Euro. Men hvorfor er UMTS så godt? Hvad er dets fordele og ulemper? Og hvad kan vi forvente os når det kommer til stykket? Vi prøver her at give et lille indblik i teknologien.

Af Robin Engelhardt

Hvis den globale succeshistorie inden for IT hedder internet, så hedder den europæiske succeshistorie GSM og mobiltelefoner. Mobil kommunikation er efterhånden blevet den store vinder i den europæiske IT-industri. Men det der virkelig kommer til at betyde noget i fremtidens forjættede IT-verden, det er sammensmeltningen af Internet og mobiltelefon. Resultatet vil være et tredjegenerations mobilkommunikationssystem (3G), der vil give adgang til telefon, internet og multimedier fra alle steder og til alle tidspunkter.

3G vil blive bundet op i den såkaldte UMTS-teknologi, en forkortelse der står for
There was an error in this gadget