ISS Håbløs

Det er blevet kaldt en milepæl for menneskeheden, men den internationale rumstation, ISS, mangler både videnskabelig basis og folkelig opbakning.


Ideen er egentlig mere end 130 år gammel. I 1869 skrev englænderen Edward Everett Hale romanen The Brick Moon, som beskriver en kunstig satellit, der ved et tilfælde blev sendt op i kredsløb omkring jorden med mennesker i. Af mangel på bedre begynder menneskene at opbygge en lille civilisation i det tomme rum i evig cirkelfart omkring jordkloden.

Selvom nogle mennesker ser den historie som den første forudsigelse af en rumstation, indeholder den kun god fantasi, der ikke har den mindste forståelse af, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at overleve i det ydre rum.

Men i løbet af 1930erne og 40erne skulle folk som den russiske fysiker Konstantin Ziolkowsky og den tyske raketingeniør Wernher von Braun revitalisere ideerne, og allerede i 50erne troede man, at rumstationer, der kunne bygge og sende raketter afsted til Månen og til Mars, var det første og eneste logiske skridt hen imod erobringen af rummet. Men de gigantisk rumværfter og flyvende banegårde forblev en utopi. Den bemandede rumfart gik andre veje.

Hvor er ISS?
Montagen af stationen blev påbegyndt i november 1998, da den russiske Proton-løfteraket transporterede det russiske rummodul Sarja ud i rummet. Flere elementer fulgte i december 98, juli og oktober 00. I november kom de første tre astronauter op (to russere, en amerikaner), som til februar vil blive afløst af et nyt mandskab (en russer, to amerikanere). I de kommende fem år vil amerikanske Space Shuttles og russiske Proton-raketter med intervaller på en-to måneder bringe nye komponenter til stationen. Indtil stationens endelige færdiggørelse, som man regner med vil være i år 2006, vil der være blevet gennemført 50 transportflyvninger. Næst efter månen og venus vil ISS være den mest lysende genstand på nattehimlen; være på størrelse med Idrætsparken, syv etager høj, og veje 453,6 ton.

Først i 1970erne, efter at amerikanerne havde trukket sig sejrrigt ud af kapløbet om en spadseretur på Månen, begyndte drømmene om en rumstation at blive realiseret. Det var russerne, der som tabere havde omorienteret deres rumprogram for at genvinde terræn i våbenkapløbet. De første Salyut-raketter og Sojus-kapsler var dog ikke velsignet af nok held og dygtighed til at blive successer, men efterhånden som Salyut 6 og Salyut 7 i løbet af de tidlige 80ere kunne prale med at invitere kosmonauter fra »broderlande« og endda »gæster fra Frankrig og Indien« op i de ikke særlig komfortable, men funktionsdygtige stationer, blev amerikanerne opmærksomme.

For 16 år siden annoncerede så den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA så hurtigt som muligt skulle gå i gang med at bygge en permanent bemandet rumstation og sætte den i kredsløb omkring jorden. Det var i 1984. Den Kolde Krig var stadig i gang, og man følte, at det var på tide endnu engang at vise Sovjetunionen, at USA ikke kun kunne samle månesten og bygge Space Shuttles, men også rigtige rumstationer, der kunne kaste glans over det amerikanske folk. Den internationale rumstations navn skulle være Frihed , og med et anslået budget på otte millioner dollar var det meningen, at den skulle være færdigbygget i 1994.

Hvor er støtten?
I 1989, til 20-årsdagen for Apollos månelanding, måtte den nye amerikanske præsident, George Bush, dog fortælle sine nostalgiske medborgere om en lille ændring af planerne: Rumstationen skulle nu ikke være færdig i 1994, men i 1999, og desuden fungere som et springbræt for en bemandet rejse til Mars i 2019.

Men verden har ændret sig voldsomt siden 1989. Uden ægte fjender er det svært at overtale en befolkning til at bruge flere milliarder på prestigeprojekter som rumstationer og Marsrejser. George Bush forslag blev da også hurtigt taget af bordet, da NASA havde beregnet, at en Mars-mission ville koste det vanvittige beløb på 450 milliarder dollar. I stedet begyndte NASA at blive gode venner med de europæiske, canadiske og japanske rumorganisationer, og som bevis på det gode samarbejde skulle udbygningen af rumstationen fortsætte. Rumrejser blev nu til et humanitært projekt.

Da Den Kolde Krig var forbi, blev også russerne inviteret til at være med på projektet. Det var på mange måder en god idé: Ikke kun kunne man sikre sig, at russiske astrofysikere ikke fik jobs i Irak og Nordkorea; man kunne også minimere omkostningerne betragtelig på grund af Ruslands fremskredne tekniske kunnen og deres store know how.

I forhold til USA var russerne hele tiden meget længere fremme på området. I 1986, blot to uger efter Challenger-katastrofen, sendte russerne de første komponenter op til det, der i løbet af meget kort tid blev til rumstationen Mir ( fred ). Selvom det var meningen, at Mir kun skulle holde i fem år, holder den sig stadig på nattehimlen som en gammel blikspand, der nægter at dø.

Men samarbejdet med Rusland har vist sig at være en katastrofe. I praksis har russerne haft svært ved at indordne sig under USA s dominans i ISS, hvilket også kan ses på, at Mir stadig hænger mellem skyerne på trods af de tiltagende tekniske problemer (og selvom man fra officielt hold gentagende gange har bedyret, at Mir vil blive kastet ned i Stillehavet meget snart). Desuden har Ruslands økonomiske deroute tvunget USA til at poste ekstra tre millioner dollar i det russiske rumprogram, der ikke længere har råd til at sende sine moduler op.

Hvor er videnskaben?
Hvordan ser det så ud med rumstationens videnskabelige meritter? Ifølge flere dybdeborende artikler om ISS i blade som New Scientist og The Economist er den triste sandhed den, at kun meget få videnskabsfolk, ud over dem, der lever af det, har noget godt at sige om projektet. Hvis man ser bort fra teflon og velcrobånd, er en af de påståede fordele, som man kan drage af rumophold, at man kan udvikle bedre krystaller, lave aerogeler og rene optiske fibre samt bidrage afgørende til kræft- og aidsforskningen.

Flere danske virksomheder deltager i samarbejde med den europæiske rumorganisation ESA i forskningsprojekter, som man siger ikke kan udføres andre steder end i rummet. Rummedicinsk Laboratorium på Rigshospitalet bruger vægtløsheden eller mere nøjagtigt »mikrograviteten«, som blot er en milliontedel af den almindelige tyngdekraft på jordoverfladen til bedre at forstå, hvordan blodtrykket og væskemængden i kroppen reguleres i det lufttomme rum. Laboratoriet er ejet af firmaet Innovision, der igennem flere år har leveret kondicykler til NASA s rumfærgeprogrammer, og til en opsendelse i næste måned vil der igen blive leveret en daglig træningsenhed til astronauterne. Innovision har også udviklet gasanalyseudstyr, som skal måle astronauternes hjerte- og lungefunktion ved analyse af deres vejrtrækning.

Firmaet Terma Elektronik A/S har udviklet store dele af det programmel, der styrer den robotarm (ERA), som bruges til at samle moduler og udføre diverse kontrolfunktioner på ydersiden af rumstationen, osv.

Men bortset fra forsøg med mennesker har man endnu ikke formuleret et eneste videnskabeligt forsøg, som ikke kan udføres lige så godt på en ubemandet satellit. Når NASA fremhæver sygdomme som kræft og aids i deres forskningsplaner, fornemmer mange derfor antydningen af pr-strategi og ikke videnskab.

Hvor er rumhotellet?
I mangel på politisk vilje og videnskabelig berettigelse: Hvad er ISS så til for? Onde tunger mener, at det ikke er andet end en måde at skabe mere arbejde til NASA og rumforskningen på. I så tilfælde ser fremtiden håbløs ud. NASA er godt nok afhængig af den offentlige velvilje, men hvis man tror, at den eneste måde at holde befolkningens interesse i live på er at bruge mennesker som besætning helst berømtheder som den 77-årige tidligere astronaut John Glenn, der blev sendt op i 1998 (næste gang bliver det måske en filmstjerne?) så vil regningen aldrig kunne gå op i hvert fald ikke ud fra et videnskabeligt perspektiv.

Måske bliver ISS blot endnu en forlystelsespark blandt mange ligesom man nu har planer om med Mir. Det kunne blive et flot rumhotel. Så kan de smukke og rige nyde udsigten, mens de træner musklerne på de dansk producerede kondicykler.

0 comments:

There was an error in this gadget