Spil, vær glad og mobil

»Det er latterligt at påstå, at computerspil påvirker børn. Hvis f.eks. Pac-Man havde påvirket børn født i 80 erne, så ville vi i dag have en masse unge, rendende rundt i mørke rum og spise piller, mens de lytter til monoton og ensformig musik.«


Hvad hjemmecomputeren har formået at ændre ved samfund og mennesker i de seneste 20 år, vil de mobile og håndholdte terminaler perfektionere i de kommende fem år. Det er i hvert fald håbet og ønsket blandt de mange firmaer i IT-branchen, der kæmper en hård kamp for at komme først på det globale marked.

Millioner af børn står angiveligt parat med deres forældres kreditkort og venter på, at de farvestrålende gadgets med killer-applikationerne kommer på markedet. Men noget tyder på, at de mobile terminaler slet ikke vil være det økonomiske slaraffenland, som man har forestillet sig.

Den europæiske WAP-standard har indtil videre været en fadæse. I USA siger de WAP is crap , og i Japan bruger snart 18 millioner mennesker firmaet DoCoMo s standard, kaldet i-mode, til at sende beskeder til hinanden og surfe på udvalgte web-sider. WAP har ellers mange fordele frem for de japanske og amerikanske alternativer, blandt andet åbenheden i dens standarder, således at mange forskellige softwareprodukter problemfrit kan kobles til WAP. Men problemerne med WAP har været mange. Det ene har været en løgnagtig og derfor fejlslagen markedsføringstrategi, der har bildt forbrugerne ind, at WAP er det samme som Internettet, bare mobilt og funky.

Realiteten er, at WAP kun har få og dårligt designede web-services til sin rådighed, der intet har med det reelle Internet at gøre. Et andet problem har været en manglende integration af et fornuftigt brugerbetalingssystem, så forbrugeren kan få en fornemmelse af, at prisen står mål med forbruget når man går på Nettet via sin mobiltelefon.

Japanske DoCoMo har derfor set sin chance i Europa. I torsdags indgik de en aftale med hollandske KPN Mobile og italienske TIM (Telecom Italia Mobile) om at tilbyde de farvestrålende mobiltelefoner til det europæiske marked allerede i slutningen af dette år. Så vil der for alvor komme gang i de interaktive spil på skolerne.

Danske Sonofon vil gennem deres amerikanske ejere Bell South, der også er medejer af KPN, have eneret til i-mode i Danmark. Den største nyskabelse vil være, at i-mode, ligesom de til den tid nye WAP-produkter, vil kunne være på Nettet hele tiden, og at man kun behøver at betale for at overføre data. Det er, hvad der har gjort i-mode til så stor en succes blandt japanske forretningsmænd, husmødre og teenagere. Og det er sikkert også det, der for alvor vil sætte gang i salget af de håndholdte terminaler i Europa til næste år. I Japan koster i-mode den enkelte abonnent cirka 25 kroner om måneden, hvilket kommer oveni det almindelige abonnement. Erfaringen viser dog, at i-mode-abonnenter i gennemsnit øger teleselskabets indtægt fra de pågældende kunder med 30-50 procent.

Det, man kalder 3G-revolutionen - tredjegenerations mobiltelefoni med telefon, Internet og mulitmedier fra alle steder og til alle tidspunkter kommer efter sigende om cirka tre år. Men heller ikke den er så sikker en vinder, som alle i branchen går og håber. Det forjættede 3G-land med UMTS og bredbånd vil slet ikke kunne hamle op med hastigheden på en fastnetforbindelse derhjemme. De berømte 2 Mbit vil nok nærmere vise sig at være 100 Kbit. Det er heller ikke sikkert, at teknologien er særlig velegnet til at transmittere de store video- eller lydfiler. Og det er netop denne form for tjenester, som telebranchen forventer vil generere en stor del af omsætningen ved 3G og dermed en væsentlig begrundelse for at betale milliarder for licenserne. Brugerne vil slet ikke bruge mobiltelefoner til at downloade de datatunge filer med.

Det er derimod mere sandsynligt, at de blot vil søge efter produktinformation, og vente med de store downloads til de kommer hjem, hvor transmissionshastigheden vil være langt højere og billigere. Firmaer som DoCoMo og Mobilix forsøger derfor allerede nu at binde folk tættere til det nye medie ved at tilbyde diverse spil og underholdning til de håndholdte terminaler. Hvis forretningsmodellerne ikke holder vand, må man jo hjælpe til med en moderne variant af Pac-Man, teknomusik, animationer eller andre små appetitvækkere.

Under alle omstændigheder er det latterligt at påstå, at mobiltelefoner med Internetadgang vil påvirke børn. Hvis f.eks. mobiltelefonernes fremkomst havde påvirket børn født i 80 erne, så ville de jo alle sammen sende SMS-beskeder til hinanden med dårlige vittigheder.

Højtflyvende planer

Kunstige satellitter og flyvende kraner: De miljøvenlige luftskibe er langsomt på vej fra tegnebordet til konstruktionshallerne.


»Når folk ser et luftskib på himlen,« siger Bernd-Helmut Kröplin, »begynder de at tage dybe indåndinger.« De tavse kæmper bruger luften på en særdeles elegant måde. Opdriften kommer helt af sig selv i disse ballonfartøjer af helium, og en ophøjet fornemmelse følger med helt automatisk.

De sidste par år er man derfor igen begyndt at kunne se fordelene ved denne miljøvenlige og afslappede transportform, som ved et uheldigt historisk tilfælde er blevet symbolet på brand og katastrofe med Hindenburgs eksplosion ved landingen i Lakehurst, maj 1937.

De mange luftskibe forsvandt pludselig som dug for solen, og det eneste vi i dag kan nikke genkendende til, er de enkelte reklameballoner, der en gang imellem svæver hen over byerne, for at gøre os opmærksomme på, hvor små vi egentlig er.

Kunstige satellitter
Det er meningen, at luftskibe i fremtiden skal kunne bruges til andet end reklamer, for eksempel som fragtskibe over land, til telekommunikationssatellitter og til astronomiske observatorier.

Bernd-Helmut Kröplin er projektledende luftfartsingeniør ved Stuttgart Universitet i Tyskland, og han har sammen med rumfartsteknikeren Michael Rehmet og den svenske forretningsmand Per Lindstrand sat planer i værk, der skal bygge til nogle kæmpemæssige luftskibs-platforme, der skal svære 20 kilometer over jordoverfladen. I 1999 fik de tre mænd, sammen med englænderen John Adrian Pyle den højeste videnskabspris på 1,5 millioner DM, Körber-prisen, til at videreudvikle projektet.

Ideen er, at disse enorme flyvende hvaler skal supplere tele-satellitterne med støjfri kommunikation til den voksende skare af mobile tjenester på landjorden. De nuværende satellitter, som for eksempel sender fjernsyn, skal altid være placeret på det samme punkt over jordkloden for ikke at parabolantennerne skal vendes og drejes uafbrudt. Men det kan kun lade sig gøre, hvis satellitten er placeret på den geostationære bane i 36.000 kilometers højde. Efterhånden er trafikken i dette bælte dog så tæt, at forskerne har udviklet komplicerede og dyre alternativer til netværket for den mobile kommunikation. Blandt andet har firmaet Iridium, der lod 66 satellitter kredse omkring jorden, måttet lukke af mangel på investeringer og succes.

Luftskibe er derimod ikke afhængige af satellitternes ballistiske baner, og de kan hænges et vilkårligt sted op på himlen i 20 kilometers højde. Luften giver opdriften, og solpaneler kan skabe nok elektricitet til at justere for vind og vejr, således at skibene altid er placeret det samme sted. De vil kunne dække et område på 500 kilometer med såvel fjernsyn, mobiltelefoni og Internet. Luftskibene ville også kunne bruges til astronomiske observationer. I 20 kilometers højde er man i princippet allerede ude af atmosfæren, og derfor kan man opnå lignende billedkvaliteter af stjerner og galakser som med Hubble-teleskopet.

Så nemt som det lyder, er det desværre ikke. Oprindelig var det Ph.D. i luftfartsteknik Michael Rehmet, der fik ideen og beskrev dens muligheder i sin afhandling. »Efter vi har vundet Körber-prisen, er vi begyndt at overveje, hvordan man kan realisere bygningen af sådanne højtflyvende platforme,« siger Rehmet til Information.

For dyrt at bygge
»Det problem man hurtig støder ind i er, at luftskibsplatformen meget hurtigt bliver for stor. Vi forsøgte at analysere, hvilke faktorer, der er afgørende for størrelsen. Det viste sig, at man på grund af den lave lufttæthed kun kan bære mellem 70- 80 gram vægt per kubikmeter luft i disse højder. Heliumgassen i ballonen skal derfor omsluttes af et meget let materiale, og så må man lave et fremdriftssystem for at justere mod de høje vindhastigheder, som kan nå op på 100 kilometer i timen.

For at kunne gøre alt det, må man altså bruge meget store platforme. Diameteren bliver pludselig så stor, at man må forebygge mod vægt vridningstendenser, hvilket betyder at man må gøre ballonen mere hård, hvilket igen betyder at den bliver tungere, og derfor igen større, osv,« siger Rehmet.

Problemet er ifølge Rehmet at det bliver for svært og for dyrt at bygge, hvis det hele bliver for stort. En vej ud af problemet er at opdele luftskibet i flere segment, der hver for sig bliver styret separat. På den måde vil man kunne fjerne en masse problemer med vægtfordelingen, og det vil heller ikke være noget problem at koordinere segmenternes styringssystemer indbyrdes ved hjælp af computersystemer.

»Det kommer til at se ud som en lang orm, der snor sig frem og tilbage i luften,« fortæller Rehmet. »Vi har allerede lavet en prototype af luftormen. Den er på seks meter, og den fungerer fint.«

En anden vej at håndtere problemerne på, er at tænke over alternative energiformer. Oprindeligt var det planen at solcelle-energi skulle omdanne vand til brint og ilt. Brinten fungerer som råstof til at blive gendannet til strøm, samtidig med at den kan lagres i specielle balloner og på den måde medvirker til opdriften. På landjorden skal brint altid opbevares i specielle trykbeholdere, men fordi brint ikke kan reagere med helium, er det ikke nødvendigt i luftskibet.

»Men et problem er, at solcellerne fylder for meget,« siger Rehmet, »og derfor er det visse projekter i gang med at bruge sterlingmotorer i stedet for.«

Flyvende idrætspark
Det ser ud til især at være tyskere, som beskæftiger sig med luftskibenes renæssance. Det tyske firma CargoLifters fra det sydlige Berlin arbejder på at udvikle en anden slags platform: En flyvende kran, der kan fragte containere og andre store konstruktioner over land. I forhold til de omstændelige transporter på små landeveje i dag, vil CargoLifters løsning være billig, hurtig og miljøvenlig.

»Vi vil ikke sælge skibene,« siger Silke Rösser til Information. »Vi vil udføre transportopgaverne selv, og vi har allerede indgået en hel del forhåndsaftaler med firmaer, der jævnligt skal transportere store containere over landjorden. «

CargoLifter CL 160 vil efter planerne være færdig i år 2004. Den vil blive 260 meter lang, 65 meter bred, og alene motoren vil fylde så meget som et otte etagers højhus. CL 160 vil kunne fragte op til 160 tons med 90 km/t. Det lyder ikke af meget, men er langt hurtigere end de overdimensionerede lastbiler, der i dag skal omgå de mange broer og tunneler og kun må køre på landevejene om natten.

For tre måneder siden blev konstruktionshallen indviet i Brandenburg. I løbet af år 2003 skal de første prøveflyvninger finde sted. Om det er boreplatformer, brodele, tankskibsmotorer, turbiner eller højhuse: CargoLifter skal kunne fragte alt. Og den skal ikke, som Hindenburg, være fyldt med den farlige brint. Ædelgassen helium er sagen. Den kan ikke brænde.

En sammenfiltret hob

Danske forskere har koblet to kvantemekaniske egenskaber til et resultat, der i teorien kan bruges til at bygge lynhurtige kvantecomputere.


Partikelfysikere fra Aarhus Universitet har offentliggjort en artikel i fagbladet Nature, der vil blive citeret meget, den dag den første kvantecomputer vil blive bygget. Emnet er et af de mest komplicerede og også mest besynderlige fænomener, som man kender i naturens fysik: Atomare partikler, der kender til hinandens gøren og laden, selv om de er fjernet lysår fra hinanden.

Fænomenet hedder entaglement en spøgelsesagtig sammenfiltring af partikler. Om det siger Ph.D. Anders Sørensen, der er forfatter til artiklen, til Information: »Vi må konstatere, at naturen opfører sig mærkeligt. Kvantemekanikken giver opskriften til at regne alt ud, så man kan godt kalde det, vi laver, en slags kvantemekanisk ingeniørarbejde. Men jeg ved ikke, om man af den grund kommer dybere ned i en forståelse af entaglement.«

Spøgelser på spil
I 1935 formulerede Albert Einstein sammen med fysikerne Boris Podolsky og Nathan Rosen det såkaldte ERP-eksperiment, som skulle afsløre de urimeligheder, som findes i den kvantemekaniske verden. Tankeeksperimentet var designet på en sådan måde, at dens konsekvenser var så ulogiske, at ethvert menneske med forstand i hovedet burde forkaste Heisenbergs og Bohrs ideer. Det var Einsteins position. At en elektron kunne være både en partikel og en bølge var ikke det største problem for ham.

Værre var det, at et samtidigt kendskab til forskellige egenskaber ved elektronen, som f.eks. dens bevægelse, eller moment, og position, ikke var muligt. Det siger Heisenbergs usikkerhedsrelation. Dette i bund og grund statistiske syn på virkeligheden brød Einstein sig ikke om. »Gud spiller ikke terninger« var hans berømte kommentar til den sag. ERP-eksperimentet gik ud på at skyde to kvantekorrelerede partikler fra en kilde afsted i modsat retning. Venter man indtil de er lysår fra hinanden, og måler moment ved den ene partikel og position ved den anden, vil man på grund af den forvente symmetri i deres bevægelse kunne få en eksakt beskrivelse af begge partikler. Dette er i modstrid med kvantemekanikken, der ikke tillader sådanne eksakte beskrivelser.

Resultatet er altså et paradoks, der kun kan godtages af kvantemekanikken, hvis man antog, at partikler kommunikerer hurtigere end lysets hastighed, hvilket er i modstrid med relativitetsteorien. I mange år kunne man ikke afgøre sagen. Men i 1982 udførte Alan Aspect et ægte ERP-forsøg, som bekræftede Bohrs og Heisenbergs position: »Selv hvis information, der bevæger sig hurtigere end lyset, er nødvendigt (...), er det ikke muligt på samme tid at bestemme både positionen og momentet af en partikel,« skrev Aspect i sin artikel.

Kvantemekanikken holdt altså vand, men ikke på en sådan måde, at relativitetsteorien blev gendrevet. Konklusionen var tværtimod, at de to partikler var i en tilstand af sammenfiltring eller med fysikeren Erwin Schrödingers ord »entanglement« således at deres information er indskrevet i deres fælles egenskaber.

Denne »kvantekorrelerede informationsoverlejring« gør to partikler til en slags siamesiske tvillinger, der ikke kan foretage sig noget, uden at den anden reagerer. I modsætning til de to siamesere, er elektronerne eller atomerne dog ikke i fysisk kontakt. I dag ligger interessen for entaglement primært i dens tekniske anvendelsesmuligheder. Hvis man kunne lave en kvantecomputer, som styres ud fra entaglede atomer, ville den kunne udføre beregningsmæssige opgaver langt hurtigere end de største computere i dag.

Bose og Einstein
Desværre er det meget svært at bygge sådan en computer i praksis. En kvantecomputer vil kræve, at man lavede entanglede tilstande af flere tusinde atomer. Indtil videre er man kun kommet op på fire atomer ved hjælp af en teori, der er blevet udviklet af professor Klaus Møller fra Aarhus Universitet sammen med Anders Sørensen.

I den nye artikel i Nature viser Sørensen, hvordan man i princippet vil kunne lave entaglement af et meget stort antal atomer. Løsningen er et Bose-Einstein kondensat.

Bose-Einstein kondensater blev opdaget i 1995, da Eric Cornell og Carl Wieman viste, at atomer ved 0,000.000.435 grader over det absolutte nulpunkt er karakteriseret ved at alle atomer er i én og den samme kvantetilstand. Fysikerne Satyendra Nath Bose og Albert Einstein havde i 20 rne og 30 rne forudsagt, at kvantemekanikken tillod atomer at være i sådanne mærkelige tilstande og med meget specielle egenskaber til følge.

Men ifølge Heisenbergs usikkerhedsrelation gælder der, at jo bedre vi kender en partikels bevægelse, desto mindre kan vi kende til dens position. I Bose-Einstein kondensatet bliver atomernes positioner derfor nødt til at tværes ud og overlappe hinanden, så der dannes et slags superatom bestående af alle atomer i samme tilstand (så de kan beskrives ud fra samme bølgefunktion ). I denne kuriøse tilstand, som altså kun kan opnås under meget ekstreme forhold, har forskere med held fisket efter mange mærkelige fænomener inden for partikelfysikken.

Eksponentiel vækst
Anders Sørensen og hans samarbejdspartnere fra Østrig har som de første koblet dette kondensat til entaglement.

Anvendelsesperspektiverne er store inden for emner som kvanteteleportation, atomure men især IT. I modsætning til en normal computer, hvor man i en enkelt bit kan gemme enten 0 eller 1 (svarende til slukket eller tændt), så kan man i kvantecomputeren gemme både 0 og 1 i en enkelt bit. Ved at have mange 'kvantebit' sammen i et register stiger antallet af mulige tal, der kan gemmes og regnes på, eksponentielt.

Indtil videre er det dog udelukkende et teoretisk stykke arbejde, som de århusianske fysikere har gjort. Men Anders Sørensen håber på, at ideerne vil blive virkeliggjort meget snart: »Vi håber på, at der er nogen, der begynder med at lave nogle eksperimenter nu,« siger han.


Sørensen, A., Duan, L.-M., Cirac, J.I. & Zoller, P., Nature 409, 63-66 (2001) 

IT-flomme

Leder: Hvad med for eksempel at lave en fond for alle de dejlige penge, som regeringen vil tjene på den ufornuftige udlicitering af UMTS-frekvenserne (som skal drive den mobile IT-uvikling frem), og bruge dem på at sikre menneskers trængte rettigheder? Open source, digital sikkerhed, patentovervågning og demokrati-projekter der er masser af gode ting at gå i gang med.


»Jeg vil gerne have et Danmark, der ganske enkelt er verdens bedste IT-nation. Det er ikke en umulig drøm. Det betyder, at alle danskere skal have adgang til Internet og mulighed for en e-mailadresse.«
Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale

VERDENS bedste IT-nation skal Danmark være. Det har statsministeren selv sagt. Ny økonomi, ny verden, ny det hele, og Danmark skal være med, helt fra starten. Har man fulgt en smule med i den faktiske udvikling af Internet-teknologien, lyder ministerens ord dog en smule flommede. Bredbåndet får vi, ligegyldigt hvad, og e-mailen har været der længe som mulighed. Der, hvor man til gengæld burde sætte ind, er på områder, hvor teknologien skal tæmmes, hvor monopoler og patenter dræber mangfoldigheden, hvor privatlivet krænkes, og hvor det hele udarter til banal bredbåndsunderholdning i stedet for oplysning og viden. For den teknologiske udvikling vil fare afsted, ganske upåvirket af statsministerielle koncessioner.

PÅ DAGENS videnskabsside (»Verdensgitteret«) beskrives for eksempel de nye grid-teknologier, som ret sikkert vil komme til at spille en rolle for Internettet i fremtiden. I begyndelsen vil de nok kun blive anvendt i den akademiske verden, men efterhånden som perspektiverne bliver tydelige også for de kommercielle kræfter, vil IT-udviklingen (om muligt) accelerere endnu mere, og omforme Internettet til en gigantisk hjerne af parallelt arbejdende computere. Sagen er nemlig den, at bredbåndet, som statsministeren så gerne ser udbredt, har langt dybere implikationer end blot at gøre, at folk er online, hele tiden og med en høj dataoverførselshastighed. Når bredbåndet er lagt og blevet lige så hurtigt som de interne ledninger i en pc, vil man kunne koble computerne sammen til at arbejde parallelt. Det vil medføre en eksplosion af regnekraft og specialisering. Neuronernes parallelle svingninger i hjernen (som ligger i kilohertz-klassen) vil lunte afsted til sammenligning med dette megahertz-gitter, der med lyset som budbringer vil omfavne alle i landet.

COMPUTERPROGRAMMER vil ikke længere skulle downloades og køres lokalt. De vil ikke længere skulle skrives til forskellige platforme som Windows, Mac eller Linux. De vil blive skrevet til Nettet og køre på Nettet. »Webservices« kaldes fænomenet i dets begyndelsesstadie, og alle de store IT-virksomheder er efterhånden hoppet med på vognen. Især Microsoft, denne fremsynede og altid sultne leviathan, har set stjernen lyse. Med sit nyt .NET-initiativ, som sandsynligvis vil blive offentliggjort i en prøve-version allerede i løbet af i år, har Microsoft planer om at bygge fundamentet for de mest basale byggeklodser, der skal bruges til at konstruere infrastrukturen for den mere komplekse software, der vil komme til senere hen. Den vigtigste nyskabelse i Microsofts strategi er, at mens det almindelige PC-programmel kører på en enkel maskine, vil http://.NET-programmel involvere interaktioner med mange maskiner, som er forbundet via Internettet, og som tilbyder tjenester til hinanden.

KAMPEN VIL så igen handle om standarder. I en fuldt opkoblet fremtid, hvor alle computere kan drage nytte af alle andre, vil de protokoller og standarder, hvormed computertransaktionerne foregår og privatliv sikres, være ens for alle. Der skal med andre ord være et monopol. På et tidspunkt vil det derfor blive vigtigt for regeringen at tage stilling til udviklingen. Hvem skal have dette monopol? Skal det være IT-virksomheder, som Microsoft, IBM og Hewlett-Packard (HP), der ønsker at flytte deres faldende indtjening på pc- og softwaremarkedet til webservices med dyre abonnementsordninger, eller skal det være åbne standarder med åben arkitektur, open source og frit programmel, som det bliver udviklet i grid-teknologierne?

FREM FOR at lovprise det uundgåelige, nemlig etableringen af bredbåndet, burde statsministeren understøtte det nødvendige, nemlig en sikring af, at ingen får patent på grundstrukturen af dette vigtige medium, som Internettet er. Og sådan er der så meget. Regeringen taler nu om dage om at være en modvægt til de negative sider af globaliseringen. Men den har mest lyst til blot at snylte på den. Hvad med for eksempel at lave en fond for alle de dejlige penge, som regeringen vil tjene på den ufornuftige udlicitering af UMTS-frekvenserne (som skal drive den mobile IT-uvikling frem), og bruge dem på at sikre menneskers trængte rettigheder? Open source, digital sikkerhed, patentovervågning og demokrati-projekter der er masser af gode ting at gå i gang med. For så vil Danmark vitterlig blive verdens bedste IT-nation!

ISS Håbløs

Det er blevet kaldt en milepæl for menneskeheden, men den internationale rumstation, ISS, mangler både videnskabelig basis og folkelig opbakning.


Ideen er egentlig mere end 130 år gammel. I 1869 skrev englænderen Edward Everett Hale romanen The Brick Moon, som beskriver en kunstig satellit, der ved et tilfælde blev sendt op i kredsløb omkring jorden med mennesker i. Af mangel på bedre begynder menneskene at opbygge en lille civilisation i det tomme rum i evig cirkelfart omkring jordkloden.

Selvom nogle mennesker ser den historie som den første forudsigelse af en rumstation, indeholder den kun god fantasi, der ikke har den mindste forståelse af, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at overleve i det ydre rum.

Men i løbet af 1930erne og 40erne skulle folk som den russiske fysiker Konstantin Ziolkowsky og den tyske raketingeniør Wernher von Braun revitalisere ideerne, og allerede i 50erne troede man, at rumstationer, der kunne bygge og sende raketter afsted til Månen og til Mars, var det første og eneste logiske skridt hen imod erobringen af rummet. Men de gigantisk rumværfter og flyvende banegårde forblev en utopi. Den bemandede rumfart gik andre veje.

Hvor er ISS?
Montagen af stationen blev påbegyndt i november 1998, da den russiske Proton-løfteraket transporterede det russiske rummodul Sarja ud i rummet. Flere elementer fulgte i december 98, juli og oktober 00. I november kom de første tre astronauter op (to russere, en amerikaner), som til februar vil blive afløst af et nyt mandskab (en russer, to amerikanere). I de kommende fem år vil amerikanske Space Shuttles og russiske Proton-raketter med intervaller på en-to måneder bringe nye komponenter til stationen. Indtil stationens endelige færdiggørelse, som man regner med vil være i år 2006, vil der være blevet gennemført 50 transportflyvninger. Næst efter månen og venus vil ISS være den mest lysende genstand på nattehimlen; være på størrelse med Idrætsparken, syv etager høj, og veje 453,6 ton.

Først i 1970erne, efter at amerikanerne havde trukket sig sejrrigt ud af kapløbet om en spadseretur på Månen, begyndte drømmene om en rumstation at blive realiseret. Det var russerne, der som tabere havde omorienteret deres rumprogram for at genvinde terræn i våbenkapløbet. De første Salyut-raketter og Sojus-kapsler var dog ikke velsignet af nok held og dygtighed til at blive successer, men efterhånden som Salyut 6 og Salyut 7 i løbet af de tidlige 80ere kunne prale med at invitere kosmonauter fra »broderlande« og endda »gæster fra Frankrig og Indien« op i de ikke særlig komfortable, men funktionsdygtige stationer, blev amerikanerne opmærksomme.

For 16 år siden annoncerede så den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA så hurtigt som muligt skulle gå i gang med at bygge en permanent bemandet rumstation og sætte den i kredsløb omkring jorden. Det var i 1984. Den Kolde Krig var stadig i gang, og man følte, at det var på tide endnu engang at vise Sovjetunionen, at USA ikke kun kunne samle månesten og bygge Space Shuttles, men også rigtige rumstationer, der kunne kaste glans over det amerikanske folk. Den internationale rumstations navn skulle være Frihed , og med et anslået budget på otte millioner dollar var det meningen, at den skulle være færdigbygget i 1994.

Hvor er støtten?
I 1989, til 20-årsdagen for Apollos månelanding, måtte den nye amerikanske præsident, George Bush, dog fortælle sine nostalgiske medborgere om en lille ændring af planerne: Rumstationen skulle nu ikke være færdig i 1994, men i 1999, og desuden fungere som et springbræt for en bemandet rejse til Mars i 2019.

Men verden har ændret sig voldsomt siden 1989. Uden ægte fjender er det svært at overtale en befolkning til at bruge flere milliarder på prestigeprojekter som rumstationer og Marsrejser. George Bush forslag blev da også hurtigt taget af bordet, da NASA havde beregnet, at en Mars-mission ville koste det vanvittige beløb på 450 milliarder dollar. I stedet begyndte NASA at blive gode venner med de europæiske, canadiske og japanske rumorganisationer, og som bevis på det gode samarbejde skulle udbygningen af rumstationen fortsætte. Rumrejser blev nu til et humanitært projekt.

Da Den Kolde Krig var forbi, blev også russerne inviteret til at være med på projektet. Det var på mange måder en god idé: Ikke kun kunne man sikre sig, at russiske astrofysikere ikke fik jobs i Irak og Nordkorea; man kunne også minimere omkostningerne betragtelig på grund af Ruslands fremskredne tekniske kunnen og deres store know how.

I forhold til USA var russerne hele tiden meget længere fremme på området. I 1986, blot to uger efter Challenger-katastrofen, sendte russerne de første komponenter op til det, der i løbet af meget kort tid blev til rumstationen Mir ( fred ). Selvom det var meningen, at Mir kun skulle holde i fem år, holder den sig stadig på nattehimlen som en gammel blikspand, der nægter at dø.

Men samarbejdet med Rusland har vist sig at være en katastrofe. I praksis har russerne haft svært ved at indordne sig under USA s dominans i ISS, hvilket også kan ses på, at Mir stadig hænger mellem skyerne på trods af de tiltagende tekniske problemer (og selvom man fra officielt hold gentagende gange har bedyret, at Mir vil blive kastet ned i Stillehavet meget snart). Desuden har Ruslands økonomiske deroute tvunget USA til at poste ekstra tre millioner dollar i det russiske rumprogram, der ikke længere har råd til at sende sine moduler op.

Hvor er videnskaben?
Hvordan ser det så ud med rumstationens videnskabelige meritter? Ifølge flere dybdeborende artikler om ISS i blade som New Scientist og The Economist er den triste sandhed den, at kun meget få videnskabsfolk, ud over dem, der lever af det, har noget godt at sige om projektet. Hvis man ser bort fra teflon og velcrobånd, er en af de påståede fordele, som man kan drage af rumophold, at man kan udvikle bedre krystaller, lave aerogeler og rene optiske fibre samt bidrage afgørende til kræft- og aidsforskningen.

Flere danske virksomheder deltager i samarbejde med den europæiske rumorganisation ESA i forskningsprojekter, som man siger ikke kan udføres andre steder end i rummet. Rummedicinsk Laboratorium på Rigshospitalet bruger vægtløsheden eller mere nøjagtigt »mikrograviteten«, som blot er en milliontedel af den almindelige tyngdekraft på jordoverfladen til bedre at forstå, hvordan blodtrykket og væskemængden i kroppen reguleres i det lufttomme rum. Laboratoriet er ejet af firmaet Innovision, der igennem flere år har leveret kondicykler til NASA s rumfærgeprogrammer, og til en opsendelse i næste måned vil der igen blive leveret en daglig træningsenhed til astronauterne. Innovision har også udviklet gasanalyseudstyr, som skal måle astronauternes hjerte- og lungefunktion ved analyse af deres vejrtrækning.

Firmaet Terma Elektronik A/S har udviklet store dele af det programmel, der styrer den robotarm (ERA), som bruges til at samle moduler og udføre diverse kontrolfunktioner på ydersiden af rumstationen, osv.

Men bortset fra forsøg med mennesker har man endnu ikke formuleret et eneste videnskabeligt forsøg, som ikke kan udføres lige så godt på en ubemandet satellit. Når NASA fremhæver sygdomme som kræft og aids i deres forskningsplaner, fornemmer mange derfor antydningen af pr-strategi og ikke videnskab.

Hvor er rumhotellet?
I mangel på politisk vilje og videnskabelig berettigelse: Hvad er ISS så til for? Onde tunger mener, at det ikke er andet end en måde at skabe mere arbejde til NASA og rumforskningen på. I så tilfælde ser fremtiden håbløs ud. NASA er godt nok afhængig af den offentlige velvilje, men hvis man tror, at den eneste måde at holde befolkningens interesse i live på er at bruge mennesker som besætning helst berømtheder som den 77-årige tidligere astronaut John Glenn, der blev sendt op i 1998 (næste gang bliver det måske en filmstjerne?) så vil regningen aldrig kunne gå op i hvert fald ikke ud fra et videnskabeligt perspektiv.

Måske bliver ISS blot endnu en forlystelsespark blandt mange ligesom man nu har planer om med Mir. Det kunne blive et flot rumhotel. Så kan de smukke og rige nyde udsigten, mens de træner musklerne på de dansk producerede kondicykler.

Paranoide planter

Danske genetikere har fundet en mutation, som sætter turbo på planters immunforsvar


Hvis man føler sig angrebet, går man i forsvarsposition. Denne refleks gælder for både dyr og planter. Men en plante, der føler sig angrebet fra alle sider til evig tid og som af samme grund ikke tør gro ordentligt, er noget nyt.

Den omtalte paranoide plante hedder gåsemad, eller Arabidopsis thaliana. Den er en ukrudtsplante, som gerne gror ved vejkanter og på lossepladser. I videnskabelige kredse er det dog den mest yndede modelorganisme for de mere end 250.000 forskellige planter, der findes verden over. Det skyldes, at Arabidopsis kun 115 millioner basepar lange DNA er meget nemt at arbejde med, og desuden har fået lov at udvikle sig selvstændigt igennem tusinder af år, uberørt af landbrugets forædlingsprocesser.

Nu har et dansk forskerhold, anført af ph.d.-studerende Morten Petersen fra Molekylærbiologisk Institut i København, offentliggjort en artikel i fagbladet Cell (22. december 2000), hvori det beskriver en gåsemad-mutant, der igennem hele livsforløbet har tændt for de forsvarsmekanismer, en normal plante kun aktiverer, når den bliver angrebet.

Opdagelsen af denne »paranoide« plante kan blive af stor betydning fremover, fordi syge planter koster landbruget mange penge hvert år, og forskere er derfor på jagt efter en forståelse af, hvordan man kan gøre planter resistente over for diverse sygdomsforvoldere.

»I Arabidopsis har vi brugt et tilfældighedsprincip til at finde mutationen,« siger projektvejleder John Mundy til Information.

»Vi satte nogle kendte DNA-stumper fra majs ind i gåsemadens genom, og hvis man så rammer et gen, vil det som regel ytre sig i en fænotypisk ændring af planten. Vi har lavet mange tusinder af den slags knock outs , som er det primære princip, man bruger inden for den funktionelle genetik, og som går ud på at lave mutanter og så lede efter det gen, der koder for mutationen.«

MAP kinaser
Den super-resistente gåsemad er fremkommet ved en mutation, der styrer de mekanismer, som planten bruger til at forsvare sig imod sygdomme. I mennesker og andre pattedyr kender man nogle gener, MAP kinaser, der fungerer som knudepunkter i den kommunikation, der sættes i gang, når celler modtager signaler og fortolker dem. Således spiller MAP kinaser en hovedrolle i aktiveringen af menneskers immunsystem.

MAP kinaser er også fundet i planter, men deres betydning i specifikke processer er ukendt eller tvivlsom. Man har derfor ledt med lys og lygte efter mutanter i den slags gener. I gåsemad er netop en MAP kinase muteret, og det vil derfor få stor betydning for forståelsen af planters evne til at forsvare sig mod forskellige sygdomme.

Kortlægning af DNA
Kort før jul lykkes det genetikere i et verdensomspændende og 70 millioner dollar dyrt prestigeprojekt at kortlægge hele Arabidopsis genom. På baggrund af resultaterne mener forskerne, at planten gemmer på cirka 27.000 gener, spundet sammen i fem store kromosomer. Cirka 40 procent af genomet er junk-DNA , altså ikke-kodende nukleotidkæder, hvilket er meget lidt i forhold til f.eks. majs, der indeholder hele 85 procent junk. »Men man skal ikke gå for meget op i junk,« siger Mundy.

»Mange små proteiner og peptider har kun en længe på 40 aminosyrer, og de kan være meget svære at finde. Desuden indeholder gener også introns, som er ikke-kodende DNA-stumper inde imellem generne. De programmer, man har brugt til at finde gener, kan godt fjerne introns fra store proteiner, men det er meget svært ved små proteiner.«

»Hvis man f.eks. forestiller sig et lille protein med kun 50 aminosyrer, som bliver produceret ud fra et gen, der indeholder et intron med op til 1.000 baser, så kan man ikke se dem. En af de største udfordringer lige nu er derfor at finde alle de små peptider. Hvis man kigger på gåsemad, så ved vi, at der er ca. 1.000 receptorer som binder til peptider.«

»Men hvor er peptiderne? Dem skal vi finde, og det er meget vigtigt, også for medicinalindustrien, for de små peptider har et stort potentiale som nye medikamenter.«

Godt studieobjekt
»Planteforskningen er desværre også i Danmark meget styret af lokale og industrielle interesser,« siger John Mundy.

»Den forskning har ikke kunnet bidrage med ret meget, fordi kartofler og ærter osv. er ret forskellige, både fysiologisk og genetisk. Men med Arabidopsis har man en fælles skabelon at gå ud fra. Det er godt. Derudover er forskningen i Arabidopsis ikke styret af økonomiske interesser, fordi den ikke har nogen kommerciel værdi i sig selv.«

Gåsemad er en af de billigste planter at sekventere og også en af de bedste at arbejde med, fordi der er så lidt junk-DNA. John Mundy påpeger også, at gåsemad er enormt nem at transformere, dvs. at sætte en gen i, og se, hvad der sker.

»I gåsemad er dette hundrede gange nemmere end i en kartoffel. Man har for eksempel lavet en mutant i gåsemad, som gør, at den laver et blomkålshoved. Så viste det sig, at rigtig blomkål har præcis denne mutation, hvilket igen har vist, at de to planter er i familie med hinanden.

»Gåsemad er et enestående studieobjekt til at forstå, hvordan man kan lave al mulig arkitektur med frugter og blomster. Når man tænker på, at meget af det, vi spiser, er frugt og blomster, vil den genetiske forståelse af Arabidopsis selvfølgelig være af stor betydning fremover.«
There was an error in this gadget