Lotteriet, kunsten og sporten

I dette radioprogram har jeg interviewet den tyske filosof Peter Sloterdijk om hans bog Die Verachtung der Massen. Lyt med på Sloterdijks dybsindige sprogblomster og hør samtidig en masse cover versioner af Rolling Stones nummer (I Can't Get No) Satisfaction.


UNIVERSEL MOBIL KOMMUNIKATION

Om ganske få år vil UMTS-teknologien garantere en højhastighedsforbindelse for alle mennesker med en mobiltelefon. Det vil medføre en betydelig forbedring af multimedie- og internetadgangen for den enkelte bruger og åbne et helt nyt forretningsområde med en estimeret værdi på over 45 milliarder Euro om fem år. Denne artikel forsøger at beskrive, hvad vi mere præcist kan forvente af UMTS-teknologien og dens forløbere, som GSM, GRPS og Edge.

Af Robin Engelhardt


Indhold:
- Fælles standarder og integration af andre systemer
- Auktionernes negative effekt
- To kernekompetencer
- Flydende overgang til total mobilitet

Verden er ikke længere hvad den har været. Den er blevet en netværksverden. En kommunikationsverden, hvor den ene teknologiske revolution afløser den anden, og hvor man må lytte og læse ustandselig for at være på forkant med en udvikling, der foregår med rivende hast. Hvis den globale succeshistorie indenfor informationsteknologien hedder internet, hedder den europæiske succeshistorie GSM. Mobil kommunikation er blevet den store vinder i IT-industrien.

Sammensmeltningen af disse to elementer - det stationære globale internet og den mobile adgang til alle dets tjenester - vil i fremtiden

Genopfind socialvidenskaberne

I en tankevækkende ny bog viser socialforskeren Bent Flyvbjerg, hvordan de humanistiske, politiske og sociale videnskaber igen kan komme til magt og agt - nemlig ved at lade være med at efterligne den naturvidenskabelige tankegang.



Bent Flyvbjerg: Making Social Science Matter, Why social inquiry fails and how it can succeed again, Cambridge University Press, 200 sider, $19,95


Af Robin Engelhardt

Det er ikke længe siden fysikeren Alan Sokal lavede en grum spøg med humanvidenskaberne. En vrøvletekst om kvantefysikkens betydning for politiske og kulturelle fagområder fik uimodsagt lov at passere redaktørerne på tidsskriftet Social Text. Efter offentliggørelsen afslørede Sokal, at det hele var tænkt som en spøg, men en alvorlig sådan, fordi den afslørede socialvidenskabernes ukritiske falden på halen over for naturvidenskabelige idealer - selv på områder, hvor det var åbenlyst tåbeligt. Debatten, som gik under navnet Science Wars, er udgangspunktet for Bent Flyvbjergs nye bog med titlen Making Social Science Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. I en velstruktureret og klar stil argumenterer Bent Flyvbjerg for, at socialvidenskaberne i mange henseender er naturvidenskaberne overlegen, hvis bare de turde vedkende sig deres fundamentalt anden, og mere praktiske og værdiorienterede tilgangsmåde til problemerne.

En blindgyde
Flyvbjerg en efterhånden blevet en internationalt ledende skikkelse indenfor den voksende skare af lærde mennesker, som vægrer sig imod troen på at socialvidenskaberne skal efterligne naturvidenskabens idealer. De tror ikke på at humanistisk forskning går ud på at skabe modeller, evigtgyldige teorier, producere forudsigelser og 'objektiv' viden. Tværtimod ser de dette som en blindbyde, ikke fordi analytisk-rationelle argumenter og empiriske fakta er uvigtige for socialvidenskaberne, men fordi enhver dybere forståelse af sociale aktiviteter kun kan nås ved en 'arkæologisk' analyse af hele feltet, dvs. ved konteksten, historien, værdierne og magtrelationerne mellem de involverede parter. I parløb med Aristoteles definerer Flyvbjerg denne type videnskab med ordet phronesis, og ønsker dermed at definere en forskningsmetode, som går ud over den analytisk-videnskabelige viden (episteme) og tekniske viden (techne), ved desuden at involvere kontekst, værdidomme, intuitive skøn og beslutninger, sådan som en sand ekspert på sit felt altid gør.

Bent Flyvbjerg starter med at diskutere Dreyfus' og Dreyfus' læringsteori, som opdeler læringsfaserne i fem niveauer, men hvor det afgørende er, at de tre første faser (novice, avanceret begynder og kompetent udøver) ikke indeholder nogen voldsom stor kropslig og praktisk erfaring, men primært kræver regelbundethed og analytiske færdigheder. For at mestre de to sidste faser (kyndig udøver og ekspert - eller virtuos) forudsætter det meget mere. Der skal være en kontekstuel, intuitiv og ubevidst viden, som sidder på rygmarven og derfor konstant bryder med alle lærebogsforestillinger om, hvad der er lovligt at gøre, hvad ikke, og hvad der måtte virke. Hinsides den rationelle erkendelse - episteme - findes der altså et felt, hvor mesterlæren og virtuosen hører hjemme, og hvor naturvidenskaberne er og forbliver stumme. Men det betyder også omvendt, at socialvidenskabernes ambitioner om at lave fundamentale 'teorier' for psykologien, for sproget, økonomien, bevidstheden, etc. baserer sig på en scientistisk fejlslutning. At en socialvidenskab med kun formelle ambitioner aldrig vil lykkes skyldes ikke blot, at naturvidenskaben har at gøre med 'ting', mens socialvidenskaberne har at gøre med 'mennesker' (og derfor er udsat for hermeneutiske cirkler og større kompleksitet). Det skyldes snarere, at en social videnskab med udelukkende formelle ambitioner altid vil komme til kort over for den praktiske fornuft. Den vil ikke have jord under neglene, ikke se helheden i detaljen, og derfor vil den forblive steril.

Med mange referencer til Machiavelli, Nietzsche, Foucault og Bourdieu viser Flyvbjerg, at en »phronetisk videnskab« ikke kan undgå også at skulle beskæftige sig med magtbegrebet. Den yngre kritiske teori, sådan som den repræsenteres af især Jürgen Habermas, har længe følt sig for pæn til at tage ordet i sin mund. I stedet har den forsøgt at erstatte magtbegrebet med utopiske forestillinger om en kommunikativ rationalitet, der skal kunne frembringe en uskyldsren refleksiv dialog, hvor det bedste argument altid vinder. Flyvbjerg viser med al tydelighed, hvordan Platons antikke idealisme her genopstår i en muteret, men ikke skønnere form. Habermas' diskursive etik afsløres som et moralsk kartel, fordi det monopoliserer det gode og fornuftige til kun dem, som kan diskutere frit og rationelt. »Det første skridt på vejen til at være moralsk, er at indse, at det er man ikke,« skriver Flyvbjerg. Det næste skridt er så at lave små tests, som reflekterer dette.

Når socialvidenskabernes metode aldrig kan og vil være forklarende og forudsigende på samme måde som naturvidenskaberne, kan den til gengæld være deskriptiv - og igennem dette præskriptiv. Flyvbjergs phronetiske metode er ligesom Foucaults arkæologi fokuseret på detaljen og på de mange delelementers komplicerede sammenspil. Men Flyvbjerg går længere end Foucault og stiller også værdispørgsmål som »Hvor er vi på vej hen?«, »Er det ønskeligt?«, »Hvem vinder, hvem taber?«, »Hvad skal man gøre?«. Den aktive deltagelse i samfundets problemer er ligesom den bevidste beslutning om at deltage i den politiske debat afgørende for at lave phronetisk videnskab. Ellers risikerer man at blive en verdensfjern lektor, som kun laver 'pomo-science'.

Ikke formalisere
I et hav af informationer og gensidige vekselvirkninger nytter det ikke at formalisere sig ud af problemerne. En social videnskab skal forholde sig aktivt til dem. Siden Sokals 'hoax' har ramt socialvidenskaberne i 1996 har de humanistiske forskere set ud som skibbrudne, der stadig stiller havet betingelser. Ja, værre endnu - alt imens de er ved at drukne, beslutter de at tørlægge oceanet. Forfatteren viser i denne bog, hvordan man kan lære at svømme igen. På mange måder er bogen er en videreføring og udbygning af Bent Flyvbjergs tobindsværk værk Rationalitet og magt fra 1991, der ud over at skitsere de her nævnte sociologiske og filosofiske problemstillinger også indeholder en konkret phronetisk analyse af et byplanlægningsprojekt i Aalborg. Making Social Science Matter fylder mange huller og går nærmere ind på nogle af de kritikpunkter, der har været rejst i løbet af de sidste ti år. Den meget pædagogiske og velskrevne stil vil med sikkerhed være populær blandt studenter, og de høje ambitioner og grundige filosofiske diskusioner vil utvivlsomt placere bogen som et hovedværk inden for socialvidenskaberne.

SØG OG DU SKAL FINDE

Forskningen i fremtidens søgemaskiner vil bevæge sig i primært tre retninger. Den ene vil være en stadig større udnyttelse af informationsmængden, som gør sig gældende i et eksplosivt voksende antal databaser. Den anden er udviklingen af stadig mere sofistikeret værktøj til at udnytte hyperlinks og deres indbyrdes relationer til hinanden. Og den tredje er et øget fokus på de semantiske redskaber til tekstanalyse og de såkaldte Natural Language Processing-metoder, NLP, som forhåbentlig en dag vil kunne svare rigtigt på selv de mest komplicerede forespørgsler.

Denne artikel vil forsøge at gennemgå problemerne, forklare hvordan søgemaskiner fungerer, og analysere nogle af de nyeste tiltag inden for den intelligente informationssøgning.

Manden som blev til tusinde anekdoter

Matematikeren Paul Erdos var et geni, fortæller en ny biografi. Og ja, det var han - og en original oveni. Men hvem var mennesket?



Manden som kun elskede tal - Historien om geniet Paul Erdos og hans søgen efter matematisk sandhed, af Paul Hoffman, Borgen, 349 kr., udkommer i dag


Af Robin Engelhardt

Menneskeskæbner, der på grund af deres specielle livshistorie må betegnes som seriøst mærkelige, har altid udgjort et glimrende råmateriale for forfattere, især når det handler om at skrive biografier om den slags personer, som man med en udsøgt forkærlighed kalder for »genier«. Et typisk kendetegn ved disse genier er, at de - ud over at de har en speciel evne eller mestrer en sjælden kunst til nær fuldkommenhed - udviser en lang række psykologiske anomalier, der tydeligvis adskiller dem fra resten af den dødelige mængde. Disse nøkker, pudsige indfald og excentriciteter bliver sjældent set som nøgle til at forstå geniernes personlighed, endsige som en dør til at åbne en sjælelig dybde. Snarere præsenteres de som en form for stunts, der på en (tilmed underholdende) måde blåstempler genialiteten.

I rækken af disse - som regel amerikanske - populærvidenskabelige proptrækkerbøger indgår også Paul Hoffmans biografi Manden som kun elskede tal om den ungarske matematiker Paul Erdos. Matematik bliver her til et boblebad af skønhed og sandhed, og Hoffman er den glade bartender, der hælder op af den ene Erdos-anekdote efter den anden. Og sandt er det, at historierne bag de mange forskellige matematiske udfordringer både er fængslende og lærerige.

En guldgrube
Men bogen er ikke en biografi. Det er en samling af historier om matematiske problemstillinger, som Erdos på en eller anden måde har været i berøring med. Ud af 250 sider bruger forfatteren kun 50 sider på Erdos selv. Resten er en blanding af de mere kendte matematikhistorier om f.eks. Fermats store sætning, om Monty Hall-problemet, om Euler, Gauss, Russell, Einstein og om Gödel. Er man interesseret i at forstå matematiske mysterier og talteoretiske puslerier, og er man uden de store forudsætninger, er bogen en rigtig guldgrube af matematisk viden og sjove anekdoter. Er man interesseret i manden Paul Erdos, er dette dog ikke den rette bog.

Ikke noget hjem
Erdos var bestemt ikke noget almindeligt menneske. Så meget bliver tydeligt. Han havde ikke noget hjem, ikke noget job, og den eneste overlevende fra familien var hans mor, som boede i det elskede hjemland Ungarn. Udrustet med to halvtomme kufferter rejste han på kryds og tværs over kontinenterne, på evig jagt efter nye matematiske problemstillinger. Han var en intellektuel tornado, der gav utallige forelæsninger og tiltrak tusinder af andre matematikere, som han offentliggjorde endnu flere artikler sammen med. Vennernes gæstefrihed brugte han til grænsen af det rimelige, og hver gang han begyndte at kede sig, forsvandt han for at ringe på hos den næste. Det er måske sandt, at nørder har underudviklede sociale færdigheder - Erdos havde ingen. Han var som besat af matematiske underfundigheder; han var allergisk mod rigdom og gav de penge, som han tjente, til tiggere, studenter og velgørende formål. Han havde ingen hobbyer, ingen børn og har indtil sin død aldrig været sammen med en kvinde.

Som en trafikulykke
Paul Erdos døde den 20. september 1996, dvs. for blot fem år siden. Hoffmans biografi udkom for første gang i USA knap to år efter - lige lovlig hurtigt, kunne man forledes til at tro, og mistanken om, at Hoffman kun var på jagt efter endnu en sikker salgssucces, er vanskelig at se bort fra. Alle ved, at genier er lige så tiltrækkende som trafikulykker. De er på samme tid spektakulære og uhyggelige. Men man nærmer sig åstedet med besindig omhu og nøjes med helhedsindtrykket og sladderen. Sådan er det desværre også med denne bog om Paul Erdos. Synet af de triste detaljer og af en skæbne, som altid er på flugt fra sig selv, passer ikke sammen med konceptet om den glade populærvidenskabelige proptrækkerhistorie. Og derfor undlader man gerne denne del af historien. Det er lidt synd, også for Paul Erdos, for han må have været et spændende menneske.

Tour-krimi: En belgisk cocktail

'Kender du ikke det? Når man taber en ært ved middagsbordet og finder den en uge efter? Det er sådan nogle små testikler, de får. Lidt bløde i det'


Af Robin Engelhardt

Telefonen ringer. En mandestemme fortæller mig, at han har besluttet sig for at fortælle det hele. »Det hele hvad?« spørger jeg og kigger på uret. Klokken er halv syv. »Hvordan kunne han også være så dum,« mumler han for sig selv i røret. »Jeg sagde jo, at han ikke skulle tage diuretikaen sammen med test (testosteron, red.) og EPO. Det er min skyld...« Jeg er pludselig lysvågen. Hvem er manden? Fortæller han mig, at han har dopet en cykelrytter ihjel? Og jeg får hele historien? Lige inden Tour'en starter?

»Vent et øjeblik,« siger jeg, og hiver blokken frem. »Hvad var det, du sagde, du hed?«

Dopingmafiaen
Efter hvad der forekommer mig at vare flere minutter, svarer stemmen: »Det siger jeg ikke, før du har skrevet, hvordan det fungerer. Det hele. Jeg vil have, at du skriver, hvordan de skiderikker har opbygget en hel dopingmafia, og hvordan de kører rytterne helt ud i torvene.«

»Du må da fortælle mig, hvad du hedder. Hvordan skal jeg ellers tro på dig,« siger jeg, og fortryder med det samme, fordi jeg er bange for, at han vil lægge røret på.

»Det vil du gøre helt automatisk, når jeg har fortalt dig detaljerne. Er du klar? Godt. Du har måske hørt om razziaen ved Giroen, hvor de fandt en hel masse stoffer, som man ikke engang kender effekten af. Hos Frigo (Dario Frigo, red.) fandt de f.eks. HemAssist, som er helt nyt. Det findes slet ikke på markedet, så hvordan fanden skulle de have fået fat på det, hvis ikke via en stråmand med kontakt til Baxter? (firmaet, som har produceret stoffet, red.) Stoffet har været i tredje fase ved kliniske tests, men blev stoppet i 1999 da man fandt ud af, at det gav for store bivirkninger.«

»Og så er der Hemopure,« fortsætter han. »Ren hightech. Det er kunstige røde blodlegemer lavet af køer. Dødsens farligt. Ligesom HemAssist forbedrer det iltforbruget i musklerne. Det er aldrig blevet testet, om det faktisk har en positiv effekt, og man kender heller ikke bivirkningerne, men fordi der er én, der tager det, tager de det alle sammen.« »Dopingkontrollen har ikke en chance. Selv hvis de kunne lave en test for stoffet, kan rytterne jo bare kalde sig for syvendedagsadventister og kræve at få Hemopure med alligevel,« griner han hånligt. (Syvendedagsadventisternes religion tillader ikke blodtransfusioner, men gerne kunstigt blod, red.). »De påstår jo i forvejen, at de alle har astma for at få lov til at tage inhalations-steroider.«

Drop og EPO
Jeg kan slet ikke nå at skrive det hele ned. Stemmen bliver stadig mere opstemt og rabler kemiske formler af sig i ét væk. Noget, der hedder RSR 13, skulle også være meget brugt. Det er et protein, som sætter sig på hæmoglobinet, således at de fire iltmolekyler, der er knyttet til hæmoglobinet i hver rød blodcelle, sidder mere løse. Ilten afgives så bedre i musklerne. Heller ikke det stof er tilgængeligt på markedet. Sportsmafiaen importerer det fra USA via Sydafrika, siger han.

»Folk ved jo slet ikke, hvor galt det står til,« fortsætter han. »Jeg kan fortælle dig, hvordan en typisk etape ser ud for os holdlæger: Når rytterne står op klokken halv fem om morgenen, skal deres sukkerdrop med ekstra kalium fjernes. I løbet af natten har de fået et par liter væske, tilsat IGF-I, insulin og acetylsalicylsyre for at bygge glykogendepoterne op.« »Det er også vigtigt lige at tage en hæmatokritprøve på dem, i tilfælde af at dopingkontrollen kommer. Alle rytterne ligger jo på en hæmatokritværdi på omkring de 60. EPO'en tager de som regel kun et par gange i løbet af Tour'en, alt efter hvornår de skal toppe. Det er vigtigt også at give noget heparin og marevan, så at blodet ikke størkner i kredsløbet.«

»I alt fald: Hvis kontrollen kommer, plejer de at annoncere det klokken halv seks. Så er der en halv time til at få hæmatokritværdien ned. De skal have mindst seks liter væske for at komme ned under 50 procent, så vi lægger et par hurtige drop og smider noget albumin eller HES i. HES er nogle store molekyler, som trækker væsken ud af cellerne og ind i blodbanen. På den måde kan man fortynde blodet og sænke hæmatokritværdien kunstigt. I løbet af en halv time kan der løbe halvanden liter i hver arm, plus at HES og albuminen laver resten. Det går fint. Hvad folk ikke ved er, at efter dopingkontrollen har været der - og målt en hæmatokrit på 49,9 - fordeler væsken sig i kroppen igen, og i løbet af et par timer kører de videre på de 60.«

Så sort som solen
»Men de har da indført en ny test, som kan måle EPO direkte,« protesterer jeg.
»Den må du længere ud på landet med. Ingen, undtagen et par danskere måske, bruger det gamle EPO. Den nye variant af EPO kan ikke måles med deres tests.«

»Den bedste måde at teste for EPO på er at besøge deres toilet,« forklarer han. »Deres afføring er så sort, at man kan male solen over med den. Det er jernet, der gør det. De skal spise det for at EPO'en bedre kan virke på knoglemarven til at producere røde blodlegemer. Cykelrytterne æder lige så meget jern, som andre æder lakridser.« Holdlægen forklarer, at han i løbet af formiddagen også giver en masse andre sprøjter. Mange af rytterne har småskader, så de får væksthormon. Det virker ekstremt fedtforbrændende og styrker sener og knogler.

»Nogle af rytterne vil også gerne have lidt ekstra testosteron,« siger han. »Men så må man huske at sløre det med epitestosteron og aromatase-hæmmere til at hindre brystvævet i at vokse for meget.« Problemet med test er, at testiklerne bliver så små som grønne ærter, og derfor skal rytterne også have noget HCG (Humant Chorion Gonadotropin), som stimulerer testiklerne til igen at arbejde. HCG produceres egentlig i den gravide livmoder. »Kender du ikke det, når man taber en ært ved middagsbordet og finder den en uge efter? Det er sådan nogle små testikler, de får. Lidt bløde i det.«

Bikers on steroids
»Rytterne skal også have noget efedrin. Det er et stof, der er fedtforbrændende. Hvis man kombinerer det med koffein i samme pille, typisk 200 mg koffein og 20 mg efedrin, får man en stærk fedtforbrændende effekt, samtidig med at de slører træthedscentret i hjernen. Man føler sig frisk. Det skyldes, at efedrinen går i leveren, hvor det bliver omdannet til en behagelig form for morfin.« »Mens de er ude at køre - gerne en halv time eller et kvarter før spurten - tager man lige en pille, og så er man frisk til det afgørende slag.« »Et andet godt syntetisk stof, som man ikke kan måle, er synacten. Det stimulerer binyrerne til at producere steroider. Det gør, at man virkelig er på. Kroppen kæmper og vil overleve. De ekstreme fysiske belastninger er farlige. De forårsager små mikro-nedbrydninger i kroppen, for eksempel huller på blodkarrene og i musklerne. Kroppen reagerer ved at dæmpe smertefølelsen og mindske inflammationen, dvs. den hævelse, der sker indeni, og derfor kan man træne hårdere og køre hårdere.«

Belgisk cocktail
Jeg sidder i sengen med skrivekrampe og bliver stadig mere bange for, at historien er ved at smuldre. Stemmen i den anden ende af telefonen er ikke til at stoppe og bliver ved med at tale om dopingstoffer uden at vise den mindste tegn på lyst til at afsløre, hvem det er gået ud over denne gang. Jeg beslutter mig til at lede ham den rigtige vej. »I begyndelsen snakkede du om, at du var skyld i... noget om diarre...?«

»Diuretika. Ja, vi har jo efterhånden fundet ud af, at det ikke kun er de nye stoffer, der er afgørende for at vinde, men i højere grad kombinationen af dem. Efedrin, koffein og amfetamin til sammen er jo stærke sager, og man bliver nødt til at tage flere sovepiller eller stesolider for at komme ned igen.« »Mange anabole steroider virker også forskelligt, alt efter om man tager dem i små eller store doser. Hvis man for eksempel tager meget lave doser af deca (Deca Durabolin, et syntetisk anabolt steroid, red.), kan man få en såkaldt katabolsk effekt i kroppen, dvs. at kroppen bliver nedbrudt. Muskelvæv men også fedtvæv nedbrydes meget hurtigt. Det er en fantastisk måde at tabe sig på. En enkel kur og så otte timers cykling, så rasler kiloene af dig. Så skal man opbygge muskelvævet igen meget målrettet. Gerne før sæsonen starter.«

»I større doser virker nandrolon hurtigt restituerende på muskelvævet. Fodboldspillere bruger det meget i den form.«

»Hvis man kombinerer test med diuretika og de stimulerende stoffer, kan det blive farligt. Diuretikaen bruges egentlig til at sløre anabole steroider. Hvis en bjergrytter kan tåle mosten, kan man give ham en sådan kombi lige før det stejle bjerg. Vi kalder det en belgisk cocktail. Så sveder han et par kilo væk i løbet af få minutter, og så er der jo det mindre at bære på.«

»Det kræver dog en hårfin balance, for man må ikke ramme dehydreringsgrænsen. Det er dødsens farligt. De fleste dødsfald blandt bodybuilderne skyldes diuretika, fordi de tager stoffet lige inden konkurrencen. Så ser deres muskler tørre og markerede ud, fordi væsken er blevet suget ud af dem. Men omme bag forhænget kollapser de alle sammen. I en bjergetape kan det være afgørende. Måske kan man vinde, måske kan man dø.«

»Ok, men nu må du fortælle mig, hvad du hedder og hvem det er, der er død,« siger jeg utålmodigt. »Tænd for fjernsynet og se Tour de France. Du vil finde ud af det i løbet af de næste tre uger,« siger han og lægger røret på.
_____________________________
* Artiklen er fiktion. Enhver lighed med reelt eksisterende personer eller faktiske hændelser er helt igennem tilfældige - sådan da.
* Tak til Rasmus Damsgaard fra Anti Doping Danmark for research og materiale.

Hva' for en krise?

Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.


Af Robin Engelhardt

Ikke så sjældent kan man møde forskere, som i en stille stund spørger en kollega: »Nå, hvad synes du så om naturvidenskabens krise?« Svarene kan variere alt efter temperament og stillingsbetegnelse. Nogle mener selvfølgelig, at det er helt forfærdeligt med denne fagenes krise, fordi de unge mennesker jo glemmer, hvad det er, der holder vores samfund oppe: »De ved ikke engang, hvordan en dynamo virker,« bliver der klaget. Og i mere tænksomme øjeblikke siges det, at man jo også skal tænke på fremskridtet og på landets konkurrenceevne. Andre svarer, at det skam er på tide med en ordentlig krise. De er måske forurettede på deres fags vegne. Det, der for dem engang var en uskyldsren lidenskab, bliver nu udnyttet til magtpolitiske og økonomiske formål.

»Og tænk på alle de forfærdige katastrofer, som videnskaben er skyld i. Det er på tide at råddenskaben vaskes bort, og at sandheden igen kommer i højsædet.« Det virker ikke, som om der er mange forskere, som har tænkt over, hvorvidt betegnelsen »den naturvidenskabelige krise« i sig selv kunne være en løgn. I virkeligheden har de hårde naturvidenskabelige discipliner siden Anden Verdenskrig været kunstigt oppustet som en direkte konsekvens af rustningskapløbet under Den Kolde Krig. Den, som har troet på den frie vilje, sandhed eller anden fremskridtsvenlig lamperøg i den forbindelse, har ladet sig binde noget på ærmet.

Hvis søgningen på de hårde videnskaber er blevet mindre siden Sovjetimperiets fald, så er det måske kun fordi interessen for naturvidenskab igen er ved at finde sit naturlige leje - som for 100 år siden, hvor der var lige så mange fysikere og kemikere, som der var ... ja, lingvister og arkæologer. På den anden side ved enhver ordentlig politolog, at en nations magt siden renæssancen, altså siden kristendommen mistede sin absolutte autoritet, i tiltagende grad har været knyttet til dens teknologiske magt - om det så er Frankrig i 1700-tallet, England i 1800-tallet, Tyskland indtil 1945 og USA siden hen. Derfor er det kun alt for naturligt, at moderne regeringer kappes om de gode hoveder for at afhjælpe »naturvidenskabens krise« og blive »verdens bedste IT-nation« eller et nyt »Medicon Valley.« Alle tricks gælder, og hvis man ad Fortunas uransagelige veje kan fremmane bioteknologiske paradisdrømme og nye informationsteknologiske utopier, sådan som Hans Magnus Enzensberger beskrev dem i sit essay De hvide kitlers utopi i Information sidste fredag, så kan det være ok.

Velstand er en funktion af økonomisk styrke, som igen er en funktion af teknologisk magt - uagtet diverse naturvidenskabelige idealer. Naturvidenskabelige forskeres mest fornemme rolle har altid været at iagttage naturen og lære af den. Det skyldtes en idé om, at vi mennesker ikke er andet end en lille brik i det store universelle spil, og at naturens labyrintiske urværk er vores bedste læremester.

Men noget tyder på, at det i dag ikke længere handler om at skue bagud og forstå. Det handler om at se fremad og ændre. Hvad der engang var ydmyghed, er blevet kalkule. Hvad der var efterligning, er blevet forbedring. Hvis man kigger på, hvilke forskningsfelter der bliver støttet og snakket om i offentligheden i disse dage, er der næsten udelukkende tale om områder, som lover os guld og grønne skove. Molekylærbiologi, genetik, nanoteknologi og informationsteknologi optager den fælles diskurs, fordi vi slet ikke kan få nok af at kigge ind i fremtidens krystalkugle i håb om evig sundhed og om at frigøre os fra tid og rum. Har man læst Nietzsche, er det svært ikke at komme i tanker om »Det sidste menneske«, der af selvglæde ikke kan foragte noget mere, og som blot blinker muntert som svar på alle de store spørgsmål - måske fordi de ikke længere forekommer farlige.

Fagområder derimod, som ikke tilbyder anden gevinst end et historisk perspektiv uden nogen åbenlys praktisk nytte, har stadig mindre plads i en resultatorienteret cost-benefit-verden, hvor forskningspenge øremærkes med henblik på patenter og eksporter. Det lyder måske en smule negativt alt sammen, men spørger man til situationen på de naturvidenskabelige fakulteter, er det svaret, man ofte får.

Det paradoksale ved situationen er også, at selve videnskaben bliver marginaliseret i processen. For jo tættere man kommer på forskerne, og jo mere man kommer bag om retorikken, jo tydligere bliver det, hvor forsigtige og ydmyge forskerne egentlig er over for deres eget forskningsfelt. Videnskabsmændene ved godt, at tingene er komplicerede; at ikke alle problemer har en løsning, og at fremskridtstroens stormløb har retorisk slagside: den er bedre egnet til at få bevillinger end sandheder.

Naturvidenskaben er i sit væsen beskrivende og analyserende. Den er ikke normativ. Det vil sige, at den ikke sætter normer for, hvordan naturen burde opføre sig, eller hvad man som menneske bør gøre. Troen på, at blot fordi en ny teknik kan anvendes, så skal den også anvendes, er en direkte konsekvens af denne misforståelse. Og argumentet om, at der findes en naturvidenskabens krise, og at den skal bekæmpes med alle midler, er at fratage folk muligheden for at finde deres egen vej her i verden.

En stor mundfuld

Leder


Af Robin Engelhardt

I LØRDAGS lykkedes det Danmark at blive værtsland for et nyt videnscenter, som får til opgave at registrere al tilgængelig information om den biologiske diversitet på jorden. Intet mindre. Biller, frøer, alger, karse, raptosaurusser og streptokokker: Alt vil kunne findes i de enorme databaser, der i dag enten ikke findes, eller står fordelt over hele verden uden noget som helst samlet overblik. Det vil det nye center lave om på. Global Biodiversity Information Facility, GBIF, som det hedder, er et enormt ambitiøst projekt, som skal udnytte de nye IT-værktøjer til at gøre den samlede viden om den biologiske diversitet tilgængelig for alle, der har lyst til at være med. Tanken er god og stor, og man kan kun håbe på, at det vil blive en succes på trods af - eller netop på grund af - den voksende tendens til det modsatte, nemlig den bioteknologiske industris ønske om at patentere og hemmeligholde den biologiske viden.

DET DANSKE konsortium bag projektansøgningen viste sig at have de bedste kort på hånden. Ud over Danmark havde Holland, Spanien og Australien budt ind på at blive vært for det prestigefyldte GBIF-sekretariat. Danmarks force var efter sigende, at sekretariatet her ville få status af en international institution, således at den danske regering ikke på nogen måde vil kunne bestemme over dens prioriteringer. De andre lande tilbød ikke den samme grad af autonomi, selv om de teknisk måske havde været bedre kvalificeret til at løse opgaven. I forhold til Den Tredje Verden er den politiske dimension af at have adgang til en demokratisk og uafhængig institution langt vigtigere end ekspertise og computerregnekraft. Som den glade danske repræsentant i GBIF's bestyrelse, Henrik Balslev fra Afd. for Systematisk Botanik på Aarhus Universitet, har formuleret det: »Vi har brugt vores styrke som lille land på den allerbedste måde, hvorimod de andre har brugt deres styrke som store lande på den dårligste måde.«

DET NYE sekretariat vil være tilknyttet Zoologisk Museum i København, og det vil bestå af et kæm-pe netværk af biodiversitetsdatabaser, som man vil kunne bruge via Internettet fra alle steder i verden. GBIF vil altså blive bygget op som distribuerede databaser, hvor eksisterende databaser bindes sammen og gøres transparente for andre søgesystemer. Dataerne vil altid ligge hos det land, der stiller dem til rådighed. Dermed vil de enkelte lande selv være herre over informationerne om deres lands flora og fauna. Dette er vigtigt, fordi man på den måde kan undgå beskyldninger om, at landet blot forærer sine dyrebare informationer til de industrielt højtudviklede nationer uden selv at få glæde af dem. Faktisk er det det omvendte, der snarere bliver tilfældet. Langt den største viden om udviklingslandenes biodiversitet findes nemlig i de europæiske museer og samlinger. Desuden er der blandt udviklingslandene et voksende krav om, at de gamle koloniherrer skal levere de 'stjålne' kulturskatte tilbage til de rette ejere. Den samme interesse vil opstå omkring biodiversitetsdata, og det vil derfor være afgørende, at alle data bliver let tilgængelige i de pågældende lande.

UD OVER at være en stor gevinst for den danske biodiversitetsforskning er projektet et godt eksempel på, hvordan man i dag skal kortslutte de institutionelle barrierer for at nå resultater i en globaliseret kultur. I tilfældet med GBIF er der tale om et tæt samarbejde mellem enkeltpersoner i forskningsministeriet og Zoologisk Museum. Nærmere betegnet er de to helte Hugo von Linstow fra Forskningsministeriet og direktøren for Zoologisk Museum, Henrik Enghoff. Det er dem, der har været drivkraften bag projektet. Men også forskningsminister Birte Weiss skal roses for en åbent sind. Hun har erkendt at den slags viden ingen grænser bør have, og at man kun kan skabe tværfaglige resultater gennem en aktiv indsats fra flere forskellige niveauer samtidigt. Nu mangler det bare, at også erhvervsministeren - og dermed Patent- & Varemærkestyrelsen - forstår, at opdagelsen af, hvordan liv er opbygget, er én ting, og opfindelsen af medicin eller nye materialer en anden. Det sidste kan patenteres, det første ikke.

DER VIL givetvis opstå en masse problemer på vejen. Man skal ikke kun regne med slåskampe mod medicinalfirmaer, der gemmer på deres enorme viden. Man skal også regne med, at mange allerede eksisterende databaser tager sig dyrt betalt for deres informationer. Til gengæld er perspektiverne for forskningen glædelige. På nordisk og europæisk plan vil man kunne udnytte det nye sekretariat som et trækplaster til at skabe nye programmer, således at der kan opstå et frodigt, internationalt forskningsmiljø inden for biologisk diversitet i Danmark. Et samarbejde med de statslige udviklingsorganisationer vil desuden kunne udbygge Danmarks position som en ledende bidragyder til udviklingslandene. Det er en stor mundfuld alt sammen, men det er godt begyndt.

H=72 (km/s)/Mpc

Hubble rumteleskopet er færdig med at måle Hubblekonstanten, H. Resultatet er som det skal være


Af Robin Engelhardt

Elleve års utrættelige målinger og beregninger er nu gjort færdige. Hubble rumteleskopet har målt Hubblekonstanten til en præcissionsgrad, som man næppe vil få bedre i lang tid fremover. Hubblekonstanten er et mål for, hvor hurtigt universet udvider sig, og dermed en hjørnesten i den moderne astrofysik. Den kan fortælle om alderen og størrelsen af universet, og er udgangspunktet for nogle af de vigtigste kvantitative teorier i den moderne kosmologi.

Universet som ballon
Den amerikanske astronom Edwin Hubble observerede i 1929, at jo længere væk en galakse er fra jorden, desto hurtigere synes den at bevæge sig bort fra os. Denne idé om et univers, der udvider sig som en ballon, bekræfter Big Bang teorien, der som bekendt siger, at universet startede med en gigantisk energieksplosion engang for seks milliarder år siden.

 Målinger af den hastighed, hvormed vores univers udvider sig kræver, at man beregner accelerationen i objekter, der både ligger langt væk og tæt på. Forskellen mellem de forskellige accelerationshastigheder giver et hurtigt estimat af udvidelsen. Inden Hubble rumteleskopet blev sendt op for 11 år siden, lå de bedste bud på tallet H mellem 50 og 100 kilometer pr. sekund pr. Megaparsec, hvor en Megaparsec betyder en afstand på 3,26 millioner lysår (svarende til lidt over 30 trillioner kilometer).

 Den nedre grænse på 50 ville betyde, at nogle galakser var ældre end selve universet, og den øvre grænse mente mange astronomer var alt for høj. Nu viser resultater i Astrophysical Journal (533, 47-72, 2001), at H er lig med 72 (km/s)/Mpc.

Lige i øjet
»Vores tal falder lige midt imellem den nedre og øvre grænse,« siger Wendy Freedman, som har skrevet artiklen. Sammen med sine kolleger analyserede hun en bestemt slags pulserende stjerner, Cepheid-stjerner, som typisk er tre til fem gange større end vores sol. Ved at sammenligne dem i 18 forskellige galakser og stjernehobe, fordelt på mange forskellige afstande fra vores position i universet, og kombinere tallene med data fra tidligere undersøgelser, kom Freedman frem til et resultat, som alle ser ud til at være glade for, og som tilmed synes at bekræfte, hvad nye resultater for den kosmiske baggrundsstråling har målt.

»Endelig tegner der sig et konsistent billede med diverse linjer, som alle konvergerer i det samme punkt,« siger Freedman i en nyhedsartikel i fagbladet Nature.

Resultatet markerer afslutningen på et af Hubbleteleskopets primære opgaver. Det elleve år gamle rumteleskop er et af de største succeser i den moderne rumforskning, fordi det kan se meget lyssvage objekter langt væk i universet, som det ville være umuligt at se fra jorden, hvis man ikke havde teleskopet.

Dansk malaria-vaccine kan redde millioner

Verdens farligste sygdom kan efter al sandsynlighed bekæmpes med ny vacciner. Udfordringen er at få dem til Afrika


Af Robin Engelhardt

Nu ser det endelig ud til, at det lykkes. Efter 25 års hårdnakket forskning i malaria står en dansk-ledet forskergruppe foran et afgørende gennembrud i bekæmpelsen af sygdommen, der på globalt plan kræver tre millioner dødsofre årligt - langt flere end aids-epidemien.

 Lederen for The European Malaria Vaccine Initiative, EMVI, læge Søren Jepsen, som til daglig sidder på Statens Serum Institut i København, har i samarbejde med sine kolleger udviklet en vaccine, der ser ud til at virke, og som vil kunne komme i produktion i løbet af ganske få år.

 »Vi har i øjeblikket to vacciner til afprøvninger, og tre mere er på vej,« siger Søren Jepsen til Information. »Den første er under afprøvning i Schweiz, og den er meget lovende.

 De kliniske tests med mennesker er færdige en gang i juni måned og foreløbig ser det meget fornuftigt ud.« Den anden er en dansk patenteret vaccine, som er blevet til i internationalt samarbejde med Statens Serum Institut. Den er produceret i Frankrig og afprøvningen starter i Holland til august i år.



Malaria: Den store dræber:
* Malaria er en smitsom sygdom, der skyldes encellede parasitter, som overføres til mennesker ved myggestik. Sygdommen er forbundet med høj feber, døsighed og blodmangel.
* Hvert år bliver omkring 500 mio. mennesker ramt. Op mod tre mio. dør. Det er mere end det antal, der er døde af aids i femten år. Sygdommen rammer især børn og gravide kvinder. 90 procent af malariatilfældene findes i Afrika, hvor den farligste af parasitterne, Plasmodium falciparum, er mest udbredt.
* Hvert tyvende barn i Afrika dør af malaria før femårsalderen. Mange, både børn og voksne, er kronisk svækkede af malaria.
* Læs mere om malaria: http://www.malaria.org http://mosquito.who.int/ eller http://www.who.int/trd/diseases/malariaes


»Når vi har set, at den er sikker, det vil sige at der ikke er alvorlige bivirkninger i forbindelse med vaccinationen, så skal den afprøves i Afrika på samme måde. De foreløbige resultater med aber er dog meget opløftende, så vi tror på, at de kliniske tests går glat. Det vil efteråret vise,« siger Søren Jepsen.

Ikke penge i vaccine
Det forventede, historiske gennembrud er dog ledsaget af et lille problem. For ligegyldigt hvor optimistiske forskerne er omkring deres nyudviklede vacciner, så har den globale medicinalindustri ingen økonomisk interesse i at producere og distribuere dem. For malaria er en sygdom i Afrika, ikke i Europa eller i USA. For at bekæmpe sygdommen effektivt skal der produceres omtrent 50 millioner doser, som så skal sendes til Afrika og uddeles via lokale hjælpeorganisationer. Det er der ingen penge i.

I Europa findes malaria næsten ikke, og hvis, så kun i en ikke-dødbringende form. Derfor har medicinalindustrien ikke haft det store incitament til at udvikle malariamedicin - man forventer ikke at kunne tjene penge på en vaccine til afrikanere. Hvis man vil bekæmpe malaria på et globalt plan, må man derfor tage tilflugt til statslige midler. Men heller ikke det er uden problemer.
 
»Dilemmaet er, at forskningsverdenen ikke kan forholde sig til et færdigt produkt. Lige så snart du har et resultat, der kan forlade laboratoriebænken, er det blevet kommercielt. Og så kan du ikke få penge fra forskningsministeriet eller fra forskningsorganisationer, fordi det ikke er forskning men udvikling,« siger Søren Jepsen.

»Så plejer man at gå til industrien for at få det videreudviklet, hvis det har en kommerciel interesse. Men det har det her ikke. Derfor er vi i mange år aldrig kommet længere.«

Penge fra Gates
Vacciner har altid kostet meget mere at udvikle end at producere. Når malariavaccinen er fundet og testet færdig, koster dens videre produktion som regel ikke særlig meget. Men det har vist sig, at vaccineproducenter beregner afkastet for deres produktlinje efter faste tabeller, og på trods af, at de hverken skal betale udviklingsomkostninger eller licens for patentet, giver vaccinerne ikke nok afkast.

»Vi kan ikke få dem til det,« siger Søren Jepsen. Det har været svært nok at finde finansieringen til selve udviklingen af vaccinerne. I et forsøg på at bryde de økonomiske skranker har forskere fra Statens Serum Institut i samarbejde med Europa-Kommissionen og forskellige medlemslandes bistandsorganisationer etableret EMVI, som skal søge eksterne midler og koordinere forskningsprojekter i relation til malaria-vacciner. Man er også i gang med at etablere samarbejde hen over Europas grænser. I løbet af de næste par dage vil EMVI underskrive et »memorandum of understanding« med Gates Foundation og US AID, hvorefter man vil gå mere konkret i gang med at udpege den bedste vaccine.

»Alle forsøg, som udføres, skal diskuteres, og derfor er det nødvendigt, at de bedste teknikere og de bedste hjerner fra alle organisationer sætter sig ned for at finde den bedste løsning sammen. Det næste niveau bliver at finde en fornuftig arbejdsopdeling for implementeringen af en malaria-vaccine. Dernæst at få lavet rigtige undersøgelser i stor målestok i Afrika,« siger Søren Jepsen.

»Måske ved vi, at det enkelte individ bliver beskyttet, men hvad sker der med transmissionen? For hver gang man flytter noget inden for biologiens verden, sker der noget i den anden ende, og derfor skal vi studere 10-20.000 børn i forbindelse med projektet. Det kræver et globalt samarbejde.«

En politisk beslutning
Søren Jepsen håber, at man med baggrund i EMVI og de andre organisationer kan finde en offentlig finansiering, samtidig med at man får den tekniske bistand fra medicinalindustrien. Det kræver en politisk beslutning - senest i år 2002 - om, hvorvidt de offentlige vaccineproducenter i Europa skal have et politisk mandat til at producere vacciner - for eksempel med midler fra den danske udviklingsbistand.

»Den eneste løsning her i Europa er, at de offentlige institutioner får et mandat til at producere en malariavaccine til kost-pris - vi skal jo ikke tjene på den.« siger Jepsen. »Det er et politisk mandat, som skal give os råd til at producere 50 millioner doser om året, og de skal - afleveret i armen eller i rumpen på et barn - ikke koste mere end en-to dollar per stk. Dvs. inklusive produktionsomkostninger, omkostninger ved at fylde det i ampuller, sætte mærkat på, putte det i containere, sende disse til Afrika, opbevare og distribuere dem og give lønninger til dem, der vaccinerer.«

Dette er de rene produktionsomkostinger. Så vil der være investeringsomkostninger. Det koster for eksempel mindst 100 millioner dollar at lave en ny fabrik til malaria-vacciner. »Den bedste løsning er, at man lægger en malaria-fabrik der, hvor problemet og behovet er, altså i Afrika,« siger Søren Jepsen. Lykkes det at finde den politiske og økonomiske opbakning til projektet, og viser vaccinen sig at være så god, som den ser ud til, vil man kunne redde over to millioner afrikanske børn fra malaria-infektion om året.

Stat stat luk dig op

Leder: Staten burde ikke kun lukke op for brugen af fri software. Den burde også understøtte udviklingen af den. Og det kan kun ske gennem en indrømmelse af, at softwarepatenter er i modstrid med open source, ligesom den er i modstrid med princippet om vidensdeling


Af Robin Engelhardt (rob)

DET BURDE være på høje tid at kigge nærmere på, om den gamle idé om patenter stadig er så god som den var for hundrede år siden. Generelt er man gået ud fra, at patentsystemets støtte til at offentliggøre en opfindelse fremmer den teknologiske udvikling samtidig med, at den beskytter opfinderen økonomisk. Det er et mantra, som er blevet gentaget utallige gange gennem historien, dog uden at man nogensinde har undersøgt påstanden i detaljer. Senest har Erhvervsministeriet fremlagt en redegørelse om patentering af software, hvor man har gentaget ideen. På trods af lange beskrivelser af fordelene ved open-source-software, som ikke er patenteret, og endnu længere beskrivelser af de ulemper, patenter fører med sig, mener rapportens konklusion at kunne pege på et forsigtigt tilsagn om at tillade patentering af software i Danmark.

Hvordan kan det være? Jo, det skyldes primært den omstændighed, at Europa i flere år har befundet sig i en løgnagtig retstilstand, hvor det har været forbudt at patentere software samtidig med at man har gjort det alligevel. Den situation er selvfølgelig uholdbar, og derfor prøver man i Erhvervsministeriet at indrette loven efter, hvordan virkeligheden ser ud - ikke efter hvad der er bedst. At læse erhvervsministeriets redegørelse er som at være tilskuer til en frivillig selvbesmittelse med en grim sygdom, med efterfølgende diskusssion af, hvilken medicin man skal indtage for at lindre skaden.

ARGUMENTERNE mod patenter på software er alle blevet bragt mange gange før. Og man kan da godt gentage dem. Men det er interessant at iagttage, hvordan regeringen ikke synes at forstå konsekvenserne af at leve i det, den selv kalder for et videnssamfund. De nye IT-produkter er ikke længere et resultat af en enkelt opfinders idé. De er et resultat af mange menneskers ekspertise og skyldes et kompliceret samarbejde mellem mange firmaer rundt omkring i verden. Vi er omgivet af netværksprodukter, hvor værdien af et delprodukt først opstår i forbindelse med andre delprodukter, og hvor den samlede værdi først stiger i takt med antallet af brugere. Kapitallogikken bryder sammen, når man ikke længere kan finde entydige forbindelser mellem opdager og opdagelse, mellem produkt og producent og mellem brug og bruger. Og pludselig begynder patenterne at virke modsat hensigten. I stedet for at hjælpe innovationen på vej, begynder de at hindre den, og i stedet for at være en økonomisk sikring, bliver de enormt dyre at håndhæve.

PATENTER bliver i dag næsten udelukkende brugt defensivt for at undgå rettighedstrusler fra andre firmaer med andre patenter. Indbyrdes har de store IT-firmaer lavet krydslicensaftaler, så de frit kan benytte hinandens patenter, hvorimod små uafhængige opfindere og opstartsfirmaer holdes ude med dyre licenskrav. Det er en uholdbar koldkrigssituation, hvor patenter bruges som afskrækkelse, og ikke som innovationsredskab, og hvor kun de store monopoler får lov at sidde med ved bordet. Og det er også derfor, flertallet af danske IT-virksomheder faktisk helst ville være foruden patenter: De er dyre at få og udelukker dem fra det gode selskab. Der findes i dag deciderede parasit-firmaer, som har specialiseret sig i at tage patenter, kun for at true med at sagsøge andre. Den slags dybt uetiske firmaer kan kun leve på grund af et utidssvarende patentsystem, der forsøger at påstå ejerskab, hvor der mest af alt er fællesskab.

OMVENDT ÅBNER frigivelsen af de basale programmeringsværktøjer op for en maksimal fremdrift i netværksøkonomien, fordi den tiltagende teknologiske kompleksitet kræver et væld af eksperter fra mange flere fagområder, end hvad et enkelt firma kan rumme. Monopoler og stadig større fusioner er selvfølgelig ét muligt svar på udfordringen. Åbne og patentfrie standarder er et andet - og i sidste ende bedre. Det kan godt være, at de patentfrie programmer, som man kan få på markedet i dag, endnu ikke har haft den store betydning for de almindelig forbrugere. Men inden for den offentlige sektor, som står for alt lige fra IT-infrastruktur til undervisning, er åbent programmel den eneste fornuftige vej frem. Dette er i øvrigt også konklusionen i en rapport fra det norske forvaltningsdirektorat, Statskonsulet, der har undersøgt Linux og open source som et alternativ til de lukkede softwareprodukter, som man kender dem fra især Microsoft. Rapporten siger, at den stigende grad af ensretning i valget af licensbeskyttet programmel har kostet staten mange penge og har gjort de offentlige forvaltninger alt for afhængige af deres leverandører. Staten burde lukke op for de gratis produkter, da det er langt billigere at oplære personalet end at betale licenser for de patenterede varer.

MEN STATEN burde ikke kun lukke op for brugen af fri software. Den burde også understøtte udviklingen af den. Og det kan kun ske gennem en indrømmelse af, at softwarepatenter er i modstrid med open source, ligesom den er i modstrid med princippet om vidensdeling. Hvor ville det dog være rart, hvis regeringen for en gangs skyld ville være konsekvent i forhold til de mange ord om videnssamfundet. Erhvervsministeriets udspil peger den anden vej: Man følger med strømmen, uden retning eller mål.

Forskere gør op med placebo-effekt

Danske forskere påviser, at placebo-effekten reelt ingen virkning har i sygdomsbehandling


Af Robin Engelhardt

Mange læger foretrækker at give patienterne en kalktablet når der ikke er andet ved hånden. Den skal helst være rød, og så stor som en hestepille, for så virker den såkaldte placebo-effekt bedst. Men troen på at placebo virker i behandlingen af syge mennesker er en myte, siger ph.d. Asbjørn Hrobjartsson til Information.

Sammen med Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Centret på Rigshospitalet offentliggjorde Hrobjartsson i går en artikel i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The New England Journal of Medicin, der viser, at patienter, som får placebotabletter som hovedregel ikke klarer sig bedre end patienter, som ikke får sådanne tabletter.

Placeboeffektens psykologiske betydning, som dele af lægestanden og det alternative marked længe har sat sin lid til, spiller nærmest ingen rolle. »I den medicinske litteratur er man gentagne gange stødt på meget høje effektprocenter af placebo,« siger Asbjørn Hrobjartsson.

Usikre konklusioner
»30-40 procent var almindelig, af og til 80 procent og ved smerte og mavesår helt op til 90 procent. Det vil sige at 90 procent af patienter oplever en mærkbar forbedring på grund af placebobehandling.«


»Hvis det var rigtigt, måtte der jo eksistere utrolig stærke psykiske mekanismer, som kunne bruges i den daglige klinik til gavn for fremtidige patienter. Men jo mere jeg fordybede mig i litteraturen, jo mere kunne jeg se, hvor usikre konklusionerne var. De var i høj grad baseret på studier fra 1950-60'erne, men disse studier var bygget op på en forkert måde. Man havde ikke adskilt den reelle effekt af en placebobehandling, med det, der er enhver sygdoms naturlige tendens til at gå over af sig selv.«

Det er derfor umuligt at måle effekten af placebo uden at man kontrollerer for den naturlige tendens til at blive rask igen, siger Hrobjartsson. »Det svarer lidt til at sige at placeboeffekten af at stå på hovedet i ti minutter hver morgen, når man har en forkølelse, er 100 procent efter tre uger. Selvfølgelig er den det, for alle bliver raske efter tre uger. Derfor er det nødvendigt at sammenligne de patienter, som kommer med en forkølelse, og som får besked på at stå på hovedet, med de patienter, som ikke står på hovedet.«

Hrobjartsson og Gøtzsche undersøgte den psykologiske effekt af at få en behandling. Til det formål samlede de resultaterne fra en række kliniske studier, der kigger på forskellen mellem placebobehandling og ingen behandling. »Vi blev overrasket på to planer,« siger Hrobjartsson.

»For det første var vi overraskede over, hvor mange undersøgelser, der egentlig fandtes. Vi fandt langt over hundrede studier, og 114 af dem opfyldte nogle helt grundlæggende kvalitetskrav. Data fra de 114 studier blev delt i studer, der havde såkaldte binære effektmål (dvs. syg/ikke syg, infektion/ikke infektion) og de studier, som havde kontinuerte effektmål (som kan måles på en skala, f.eks. smerte). Til vores store overraskelse fandt vi, at der ingen effekt var på de binære data og heller ikke nogen objektiv effekt på de kontinuerte data. Vi fandt en lille til moderat forskel på placebobehandlede og ikke-placebobehandlede patienter, hvis det var subjektive effektmål målt på den kontinuerte skala - især smerte. Størrelsen af den effekt svarer til en smertereduktion på cirka 15 procent. Om det skyldes en reel effekt eller forsøgspersonens ønske om at være høflig er svært at sige. Men selv hvis det var en reel effekt, er den på grænsen af, hvad man ville betragte som klinisk relevant. Vi må altså konkludere, at vi ikke kan påvise en klar klinisk relevant effekt af placebobehandlinger.«

Vær ærlig
Reaktionerne på de to danskeres artikel har allerede været og mange. I to store artikel i New York Times og Washington Post i går udtalte en række læger sig positivt over for budskabet om at placebo ikke kan skelnes fra den naturlige forbedring af et sygdomsforløb.

»Måske er placebo blot en gammel medicinsk legende,« sagde Dr. Jonathan Moreno Center for Biomedical Ethics i Virginia. Andre var mere skeptiske over for konklusionerne og mente, at den totale afskrivning af placeboeffekten krævede flere undersøgelser. Det er Hrobjartsson enig i:

»Brugen af placebobehandlinger er dårligt undersøgt. Man ved ikke, hvor mange læger der behandler patienter med medicin, som de selv anser for virkningsløs. Der findes for eksempel medicinske etikere, som mener, at man ikke skal bruge placebo, selv hvis den ville virke, fordi det i en vis forstand er det samme som at lyve over for patienten. Andre mener at det ikke gør noget at lyve lidt, så længe vedkommende får det bedre.«

»Vores undersøgelse viser, at hovedargumentet for dem, som mener at placebo er berettiget, falder bort,« siger Hrobjartsson. »Der er ingen ekstra gevinst forbundet ved at give en kalktablet.«

»Jeg håber at vores arbejde kan bidrage med at læger tænker sig om en ekstra gang, næste gang de vil give deres patienter placebo. Det rigtige som læge burde være altid at konfrontere patienten med ens bedste professionelle vurdering, selvom den måtte betyde at en behandling var formålsløs,« siger Asbjørn Hrobjartsson.

Baggårdsastronauten Brian Walker

I traditionen af de store vovehalse som Charles Lindberg og Wright-brødrene vil en amerikaner erobre rummet på egen hånd


Opfinderen Brian Walker har planer om at skyde sig selv ud af atmosfæren i en hjemmelavet raket. I løbet af de sidste to år har 'Rocket Guy' Walker, som de kalder ham i byen Bend i Oregon, arbejdet på at konstruere sin Earthstar 1, en Jules Verne-agtig raket, der skal kunne skyde ham op i en to minutter lang eksplosion af hydrogenperoxid, (brintoverilte). I en højde på omtrendt 50 kilometer vil han så - i et kort øjeblik - opleve en næsten vægtløs tilstand inden jorden trækker ham tilbage til overfladen igen.

»Hele min mission går ud på at vise, hvad en enkel person er i stand til at gøre,« siger Walker, der efter to semestre på det tekniske universitet droppede ud for selv at lære sig raketvidenskab og tjene nogle ordentlige penge.

»Det har været min drøm siden jeg var seks,« siger Walker. »Men jeg tænkte at min chancer for at blive valgt af NASA var ret små, og derfor valgte jeg at gå egne veje.« I dag, i en alder af 44 år, har Walker gjort sig selv til mangemillionær ved at opfinde alskens legetøj til salg i supermarkeder. 18 patenter er det blevet til og et lige så stort antal checks hvert år.

Raket til genbrug
Opsendelsen er planlagt til maj næste år, og den vil foregå fra en 60 meter høj affyrringsrampe på en udtørret sø et sted i det centrale Oregon. Hvis alt går efter planen vil dampraketterne og de 12 Earthstar 1-motorer generere et tryk, som kan støde 5.500 kilo afsted ved lift-off, og efter 15 sekunder vil raketten og Brian Walker være ude af syne. De næste 85 sekunder vil en 90 procent koncentreret blanding af hydrogenperoxid vælte ud af en gigantisk raket og hen over en sølvplade, der skal fungere som katalysator for en kraftig kemisk reaktion, der skal producere den damp, som giver raketten fremdrift.

Walker har beregnet, at Earthstar 1 vil komme op på en hastighed svarende til fire gange lydens - cirka 3.500 km/t. I en højde af 50 kilometer vil brændstoftanken afkobles og med en faldskæm langsomt svæve tilbage til jorden - forhåbentlig for at kunne bruges igen senere. Selve raketten vil fortsætte sin opstigning til næsten 52 kilometers højde, hvor Walker vil opleve det største øjeblik i sit liv: Et par minutters mikrogravitation.

Fans og barpiger
Når den udbrændte raket i en mild bue vender om og træder ind i atmosfæren igen vil en stor airbag pustes op for at sagte farten. Længere nede vil en stor faldskærm åbne sig og føre Walker og Earthstar 1 stille og roligt tilbage til den udtørrede sø. Hvis alt går vel vil en pickup stå og vente på Walker og transportere ham hen til fans og 15 barpiger, som vil afklimatisere ham på behørig vis med kys og champagne.

NASA tror på ham
Walker er ikke bange for at miste livet. »Hvis jeg dør, dør jeg,« siger han prosaisk. »Jeg vil hellere dø imens jeg gør forsøget end at være bitter resten af mit liv over, at jeg aldrig har gjort det.« Walker ved godt at mange ser ham som skør eventyrer - en fantast, der blot har fundet en opsigtsvækkende måde at dø på. Men Walker er ligeglad.

»Hey, alle sagde at også Wright-brødrene og Charles Lindberg var sindsyge da de lavede deres historiske flyvninger,« siger Walker og er sikker på at han vil blive den første almindelige borger, der katapulterer sig selv op i det tomme rum. »Énmands-rumprogrammet kan meget vel gå hen og lykkes,« siger også NASA-ingeniøren Robert Frisbee fra Jet Propulsion Laboratory i Californien. »I teorien ser jeg ikke nogen grund til, at hans idé ikke skulle virke. Jeg ønsker ham held og lykke,« siger Frisbee.

Eneste hindring kan blive den amerikanske Federal Aviation Administration, som har krævet at Walker fremlægger en flyplan og detaljer i hans raketdesign. »Hvis de ikke vil give mig en tilladelse, tager jeg sgu' bare det hele over grænsen til Mexico,« siger Walker.

At klæde svin i ord

Litteraturens ofte modsætningsfyldte forhold til loven er taget under kærlig behandling i det nye nummer af KRITIK.


Kritik nr. 150, red. Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm, 100 kr. Gyldendal


I jubilæumsudgave nummer 150 af litteraturtidsskriftet KRITIK har de to redaktører Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm igen gjort en ekstra indsats for at tematisere deres stof i forhold til emner, der rækker ud over det strengt litterære felt. Denne tværvidenskabelige kærlighed er ikke kun en prisværdig ting i sig selv. Det højner faktisk også teksternes kvalitet at få dem i tale om noget andet.

Denne gang handler det om litteraturens forhold til retten og loven. Skønlitterære forfattere har som regel kun beskæftiget sig med områder af retten, der træder ud over, hvad man kan læse i en lovtekst. Sociale koder, drifter og skrupler er et retligt ingenmandsland; et sted, hvor traktater og statutter ikke kan gøre deres arbejde fyldest. I den sammenhæng er det interessant at tænke over, hvorvidt litteraturen, ligesom religionen før den, har forsøgt at påtage sig rollen som den, der ordner verden i bløde ord, når de hårde ikke slår til.

Nummer 150 starter jubilatorisk og oplagt med et hidtil ukendt interview af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, hvor Borges fortæller om sin far, der var advokat, og ad den vej lander i en diskussion om jura som fantastisk litteratur.

Den blinde Justitia
Et af højdepunkterne i det nye nummer af KRITIK er Theodore Ziolkowskis litteraturhistoriske gennemgang af retfærdighedens figur i litteratur og kunst siden klassisk tid. En suveræn fortalt historie, der også indeholder en del ukendte fakta. Det er for eksempel forbavsende sjovt at læse om, hvordan den smukke Justitia med sværdet i den ene hånd og vægten i den anden i middelalderen får sat bind for øjnene af gæve barder (blandt andet tegnet af Albrecht Dürer), og hvordan dette satiriske billede af en blind og narret Justitia i løbet af blot få år igen bliver fortolket positivt - nemlig som et tegn på upartiskhed. Det må kaldes en historisk ironi, men også en menneskelig svaghed, at retfærdighedens ikon stadig bliver tilbedt i denne mishandlede tilstand. Vi må elske hende dybt.

Rune Gades tekst Chokerende sandheder er stærk i sin analyse af 'svinet' som symbol for 1800-tallets realismekritik. Afklædningen af virkeligheden i kunst og litteratur blev af mange set som undergravende for den idealiserede stræben. Med fotografiet som akut symptom for det 'absolut hæslige', der blotlægger selv de mindste »rynker og udposninger« tager ikke så få kunstnere, blandt andre Charles Baudelaire, afstand fra massernes fascination fra de nye »vederstyggeligheder«. Som retten skal tøjle borgeren ved lov, skal litteraturen klæde svinet i ord. Det var mottoet. Men som bekendt har de emancipatoriske impulser overtaget den opdragende humanismes fjerpen og tegnet mennesket i al dets obskønitet.

Med en passende illustration af Jeff Koons tager Peter Madsen udgangspunkt i nogle nyere censursager, primært Allen Ginsbergs Howl and Other Poems og Salman Rushdies The Satanic Verses, og viser, hvordan dommere i tiltagende grad prioriterer ytringsfrihed og pluralisme frem for sæder og vaner. Anders Toftgaard gennemgår den italienske Sofri-sag og Stina Teilmann gennemgår retsnormen for litterær plagiarisme i to fine analyser af Coleridge og Graham Swift.

Mellem to stole
Når lovens arm ikke rækker langt nok, må den gode gamle dømmekraft træde til, konkluderer Henrik Stampe Lund i sin tekst, der viser et stort overblik over emnet, og som blandt andet analyserer nogle af Thomas Manns skrifter. Med Stampe Lunds Salomoniske konge på bordet, (hvis man kan sige det sådan), sætter Isak Winkel Holm så alligevel trumf på i sin diskussion af Rousseaus Bekendelser. For når både fornuften og følelsen ikke magter at dømme sig selv eller andre, må domstolen forvandles til skriftestol i et forfængeligt håb om trods alt at opnå nåde. Når Rousseau sætter sig pladask mellem de to stole, åbenbarer der sig nemlig en dybere psykologisk figur i litteraturen, der i øvrigt også kan oversættes til andre mediale teknikker: Rousseau blotlægger en ætsende trang til at tribunalisere og legitimere sig selv, for derved at få lov til at være den, han er.

Forfatteren bliver her en grafoman, der vil afskrive sig ethvert ansvar for sin fysiske form, og indskrive sig i virkeligheden på trods. Dette er et privilegium, som i dag ikke længere er forbeholdt forfattere. Freuds psykoanalytiske metoder, moderne bekendende talk shows og Internettets hjemmesider giver mennesker en mulighed for at gøre det samme. Vi har alle fået lov til at være de små grise, vi er.

Rettens litterater
Carl Schmitt og Per Aage Brandt bidrager til temaet med betragtninger om undtagelsestilstanden fra loven og lovens semiotiske struktur. Det er to mere filosofisk orienterede tekster, hvis sætninger man ikke ligefrem kan skylle munden med, men som ved dobbeltlæsning vinder i finurlighed og tyngde.

Derudover er der en masse andre gode tekster, som tager læseren i hånden for at besøge rettens litterater, hvad enten det er i form af lovens indeklemte forkontorer hos Kafka, bibliotekernes endeløse labyrinter hos Borges, Dürrenmatts retlige mellemspil Ophold på vejen eller Herman Melvilles forunderlige Bartleby. Det er god læsning alt sammen og noget at blive klogere på.

Genopdagelsen af det gode trip

Læsetrip: Bøger om sjælerejser er begyndt at blive anmeldt i de seriøse fagblade. Var der måske alligevel noget om snakken?



In search of the ultimate high, af Nicholas Saunders, Anja Saunders og Michelle Pauli, Rider, 2000, 272 sider,16 dollar

Tripping - an anthology of true-life psychedelic adventures, af Charles Hayes, Penguin Compass, 2000, 490 sider, 18 dollar


Stoffer er tilbage på den politiske dagsorden. I løbet af de seneste par år er der udkommet flere danske bøger om bevidsthedsudvidende stoffer, vejledninger og statistikker, og jævnligt behandler Folketinget lovforslag om enten at udvide eller begrænse brugen af stoffer - senest i forrige uge, hvor regeringen fremlagde to lovforslag om at forbyde det tiltagende antal hashklubber rundt omkring i landet.

Det almindelige standpunkt i debatten er, at hvis man tager stoffer af medicinske hensyn, er det o.k. Hvis man tager dem for sjov, er det ikke. Men hvad nu, hvis man tager dem af spirituelle årsager? Hvis man vil lære sig selv og sine grænser bedre at kende, eller hvis man er på jagt efter endnu ukendte åndelige dimensioner? Er det noget, der er sundt for psyken og noget, der burde være en ret for alle at få lov at prøve? Eller er det for sjov, for farlig og derfor forbudt?

Videnskabens accept
Noget tyder på, at der så langsomt er ved at ske en holdningsændring omkring brugen af i hvert fald visse stoffer. Ikke kun i offentligheden, men også i de naturvidenskabelige kredse, hvor en større viden og en større tolerance er i gang med at opbløde gammel frygt og fordom. Virkeligheden er jo den, at ingen tager så mange stoffer som læger og oplyste mennesker.

Det vakte derfor ikke så lidt opsigt, da to nye bøger om de kemisk fremkaldte bevidsthedsrejser for ikke så længe siden blev anmeldt meget positivt i det førende lægevidenskabelige fagblad The Lancet. De to bøger var henholdsvis Charles Hayes' antologi Tripping, der gengiver en lang række førstehåndsfortællinger om psykedeliske trip hos kendte som ukendte 'trippere'. Den anden bog hedder In search of the ultimate high, og er skrevet af Nicholas og Anja Saunders sammen med Michelle Pauli.

I Lancets anmeldelse slår anmelderen blandt andet til lyd for, at det er på høje tid for de biomedicinske fagområder at gå aktivt ind i det pædagogiske arbejde omkring en ansvarlig brug af bevidsthedsudvidende stoffer, hvis ikke man vil tabe hele den populærkulturelle masses tiltro på gulvet.

Et hurtigt kig på statistikkerne viser, at vi alle er på stoffer, og hvis man spørger mennesker på gaden er holdningerne til rusmidler som regel meget afbalanceret. Det skyldes blandt andet, at stoffer er et vidt begreb. De spænder over et enormt spektrum fra afhængighedsskabende dope til harmløse rusmidler; de kan være narkotiske, stimulerende, berusende, hallucinogene, psykometriske, psykedeliske, bevidsthedsudvidende eller entheogeniske, og de bruges i vidt forskellige sammenhænge - alt fra den smadrede narkoman på Istedgade over religiøse og shamanistiske ritualer til det månedlige LSD-trip hos den moderne, eksperimenterende psykonaut.

Disse finere skel og detaljer bliver ofte overset, og mange landes lovgivninger bugner derfor af selvmodsigelser, af manglende viden og af frygt.

Den rensende rejse
Begge de omtalte bøger forsøger at give et objektivt billede af de erfaringer, som mennesker har gjort sig med psykedeliske stoffer. I bogen Tripping er Charles Hayes dog ikke hele tiden i stand til at bevare det neutrale overblik, og svinger ofte over i lyriske beskrivelser af oplevelserne. Men bogen indeholder en imponerende samling af faktiske historier, der er baseret på interviews med mennesker fra mange forskellige lande og kulturer.

I In search of the ultimate high bliver læseren taget endnu mere under armen, og i visse kapitler begynder man at få en helt anden måde at tænke over stoffer på. Med beskrivelsen af en lang række personlige oplevelser illustrerer bogen, hvordan stoffer bevidst og omhyggeligt bruges til at opsøge ukendte, spirituelle erfaringer, og vel at mærke uden at skønmale metoden.

Tværtimod synes et gennemgående træk ved de mange trip at være et ønske om at rense krop og sjæl, selv hvis det kræver fysisk ubehag. Diarré og opkast er ikke ualmindelige hændelser, og modsat gængs tro er det snarere fysisk overvindelse end vane, det kræver at opsøge disse ultimative oplevelser. De opnåede højder er til gengæld så lykkeberusende og ofte subtile erfaringer, at bøgerne er en fornøjelse at læse alene af den grund.

Platon som tripper
At stoffer kan bruges til bevidsthedsudvidende formål er ikke nyt. Utallige fund og overleveringer bekræfter, at de gamle kulturer brugte mangeartede urter til det formål, og bøgerne gennemgår enkelte eksempler, bl.a. peyote i Amerika og iboga fra Afrika. De diskuterer også brugen af psykoaktive stoffer i forhold til de store religioner som kristendommen (især gnosticismen), hinduismen, buddhismen og mange andre. Faktisk er de psykedeliske oplevelser igennem menneskehistorien så almindelige, at de burde beskrives i et helt normalt sprog - nemlig som trip.

Selv Platons sjælerejser kan i denne sammenhæng ikke ses som særligt meget mere seriøse og ophøjede end de rejser, techno-kids foretager en lørdag aften. Platons hule-lignelse handler om sjæle, der skal frigøres til livstid. Platon selv er rejselederen, der udvikler en filosofisk psykologi, hvor sjælen for første gang kan sættes for sig selv og uden for kroppen til livstid. »En filosof er en person, som allerede i livet forsøger at være så død som mulig,« sagde Platon, fordi en skøn død (mens man lever) indeholder muligheden for at træde ind i sjælens selvstændige rige - en slags himmel eller hinsides - som kan trækkes tilbage til denne verden. Platon var i den forstand ikke kun vores kulturkreds' første store filosof - han var også trippens første teoretiker.

Et interessant fænomen er bøgernes omfattende brug af ord som sjæl og reinkarnation. Det er begreber, som den moderne videnskab jo typisk nægter at have noget med at gøre. Problemet med ordet sjæl er, at det i historisk set har været brugt for at fremme dogmatiske eller religiøse tankesystemer. I dag kan man som 'oplyst menneske' højst acceptere ordet sjæl som synonym for psyke.

Det kan dog være problematisk, fordi man dermed også siger farvel til en langt rigere metafysik end den, naturvidenskaben er i stand til at tilbyde i dag. Måske er bøgerne og den positive reception i fagbladene et tegn på, at naturvidenskaben ikke længere fornægter begreber som sjælevandringer og reinkarnation, så længe de indgår i en metafysisk tænkning, der ønsker at åbne op for hele den fænomenologiske rigdom, verden og vores sansning af den, består af, og ikke kun begrænser sig til de scientistiske regler fra det 19. og 20. århundrede. Ordene kan pludselig genbruges - i anførselstegn - for at forsøge at erfare det, der endnu ikke kan erfares med bedre ord.

Lykken sat i system
Bøgerne vil appellere til alle os 'pæne mennesker', der ikke har turdet eller nået at opsøge de illegale dealere og larmende raveparties, men som altid har haft en interesse i at forstå de tætte bånd mellem trip, filosofi og jeg-erfaringer. Som virtuelle rejseledere til disse kemisk inducerede oplevelser er bøgerne en god start og desuden udsøgt læsning. For dem, som før har været på rejse udi det ubeskrivelige og uransagelige, vil de to bøger virke som et rart gensyn med den flig af sjælefred, der (i modsætning til virkeligheden) pludselig formår at sætte lykken i system.

For dem, som aldrig har brugt bevidsthedsudvidende stoffer, vil den store samling af førstehåndsfortællinger i de to bøger forhåbentlig kunne åbne op for en bedre forståelse for trippets rolle, for dets dybest set profant rensende karakter, og ikke mindst for et mere nuanceret forhold til stoffers farlighed og gavn. For som en af guruerne inden for feltet, Terence McKenna, sagde: »Jeg tror, at den væsentligste test med psykedeliske stoffer består i at omgås dem, mens man ikke er på dem.«

Filtrat af karat

Electronica: Historien om den elektroniske musiks opståen og udvikling kan man nu læse om i en glimrende dansk bog



Henrik Marstal og Henriette Moos: Filtreringer. 347 s., 399 kr. Høst & Søn, Udkommer mandag.


Alene den omstændighed, at skrive en bog på dansk om den elektroniske musiks historie, er en bedrift. At skrive den kvalificeret, fængende og mere eller mindre fejlfri er ligefrem en smule foruroligende. Men det er ikke desto mindre, hvad de to musikvidenskabsuddannede forfattere Henrik Marstal og Henriette Moos har gjort i deres bog Filtreringer - elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1989-2001.

Ikke mange mennesker kender til de nærmere omstændigheder for den store indflydelse, som den elektroniske avantgarde fra den første halvdel af det 20. århundrede har haft på den moderne, progressive populærmusik, der tæller navne som The Beatles, Kraftwerk, Brian Eno og Björk - navne, der alle i sig selv må betragtes som pionerer på deres felt.

Bogen viser med forbilledlig klarhed, hvor vigtige klassiske komponister som John Cage, Edgar Varèse og Karl Heinz Stockhausen har været for hele udviklingen inden for den elektroniske musik - og det på trods af, at det altid kun har været en lille gruppe af mennesker, som faktisk har lyttet til deres værker.

Teknologi som drivkraft

Den elektroniske musiks avantgarde betragtes derfor forståeligt nok som en etableringsfase for de senere forgreninger og raffineringer, som har skabt den frodige underskov af stilarter, som man kan møde i populærmusikken i dag. Et overordnet 'teorem' for bogen - hvis man kan kalde det det - er, at al musik er et produkt af teknologiske og samfundsmæssige forhold. Forfatterne bruger betydelig energi på at gennemgå de konkrete tekniske nyskabelser, og sandsynliggør dermed at der findes et intimt bånd mellem udviklingen af teknik og udviklingen af nye lyde. En lige lovlig konstruktivistisk tilgang til musikhistorien, kunne man mene, men det er utvivlsomt rigtigt, at electronica altid har været stærkt afhængig af de maskinlyde, der nu engang har været på tilbud i butikkerne.

Resultatet har ofte været en mere maskinel lyd end ønskelig. De sensuelle kvaliteter i de naturligt skabte klange - deres unikke 'farve' - har man kun kunnet indoptage i genren som optaget lyd - ikke som original lyd, hvilket har været en stærk irritations-, men også inspirationskilde, for mange komponister. Man kunne derfor måske have dykket lidt dybere ned i den gren af eksperimentalmusikken, som har forsøgt at finde det bedste fra begge verdener - dvs. det at opdage nye musikalske udtryk, ikke kun ved hjælp af den elektroniske bearbejdning, men også via produktionen af original klang, enten ved udforskningen af materielle klangkilder i form af nye klanginstrumenter, sådan som man ser det hos f.eks. tyskeren Hans-Karsten Raecke og englænderne Hugh Davis & Max Eastley, eller også i form af en direkte kartografering af 'naturlige' lyde, sådan som man ser det hos f.eks. Cabaret Voltaire-projektet The Hafler Trio, men som der faktisk findes en lang tradition for siden Satie og Cage.

I det hele taget bliver den mere klassisk skolede tradition en smule underprioriteret i bogen, især efter 50'erne. Marstal og Moos citerer en database, hvori der siden 50'erne er listet over 20.000 elektroakustiske værker, og retfærdiggør den udeladte destillering med, at den manglende 'melodi' og den manglende udbredelse i offentligheden i sig selv er et kriterie for ikke at kunne entrere på musikparnasset. Spørgsmålet er dog stadig åbent om, hvorvidt den nu 'salgbare' kunstmusik af en Philip Glass eller Arvo Pärt også i fremtiden formår at hævde sig over for den endnu ikke helt 'gennemfiltrerede' masse af mere ukendt kunstmusik.

Nye spor
Men hovedformålet med bogen er helt andet, og meget mere interessant - nemlig at følge de spor, som den elektroniske musiks begyndelse og etableringsfase har sat inden for populærmusikken siden 1970. Og det er mange. Alle dem, som har en forkærlighed for industrial, ambient, electropop, funk hip hop, disco, house, trance og techno kan kun blive stærkt fornøjede over det store overblik de to forfatterer lægger for dagen, og deres evne til at fremhæve det vigtigste og sjoveste inden for de enkelte stilarter.

Moos og Marstal forsøger sig endda med den prisværdige - men også utaknemmelige - opgave at kortlægge 90'erne myriader af musikalske undergenrer, der finder stadig nye udtryksformer ved hjælp af elektroniske klanglandskaber. Det er ikke nemt at filtrere skidt fra kanel i en tid, hvor enhver privatperson er blevet i stand til at lave sit eget studie, pr-bureau og forlag. Internettets og computerens demokratisering af det musikalske udtryk tilbyder i dag et fantastisk overflødighedshorn af aldrig hørte lyde, men det bliver en desto større udfordring at finde frem til de bedste af disse lyde for dem, som ikke uden videre accepterer, at kvalitet kan måles ud fra et standardiseret salgskriterie.

Bogens sidste kapitel giver et overblik over den elektroniske musikscene i Danmark, sådan som den udviklede sig sideløbende med de internationale strømninger. Danmark har aldrig været helt i front på området, men har ikke desto mindre produceret en hel række af lokale pionerer inden for de enkelte genre - i new-age bølgen var der et navn som Klaus Schønning, inden for den danske industrialscene var der bands som Tristan T og A Taste Of Red, inden for electropop et band som f.eks. Scatterbrain, inden for ambient Anders Remmer og inden for remix-æraen fra begyndelsen af 80'erne dj Kenneth Bagger.

Gennemgangen viser, at forfatterne som altid er godt inde i deres stof. En yderligere guldgrube er bogens index. Hvis man kender en smule til den elektroniske musik, kan man bruge dette fyldige musikerdestillat til at bladre rundt og se, om forfatterne nu også har husket alle dem, som man mener er vigtige. Eller man kan slå op på et bestemt navn for at læse om den kontekst, personen normalt betragtes i ud fra et musikhistorisk perspektiv.

Alt i alt repræsenterer bogen et sjældent godt filtrat af et enormt musikområde, som stadig er i sin vorden. Vil man vide mere, er det stedet at gå hen. Der er også en kommenteret diskografi, som man kan bruge til at gå på eksklusivt indkøb med. Den elektroniske musik skal nemlig helst høres, men den skal så sandelig også læses om - i denne bog.

Den moderne romerske arena

Filosofi: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning er det store væddemål, som populærkulturen og det kapitalistiske samfund har lavet med historien, siger den tyske filosof Peter Sloterdijk i en samtale om den moderne massekulturs inderste væsen.


Da Peter Sloterdijk i efteråret 1999 fik ørerne i den tyske mediemaskine for at have vovet at gøre opmærksom på den udfordring, genteknologien udgør for humanismen, kom historien kun sporadisk frem i de danske medier. Få havde hørt om manden, der siden sin entré på det filosofiske parnas med tobindsværket Kritik af den kyniske fornuft i 1981 har skrevet et utal af bøger og med jævne mellemrum evnet at provokere både filosofikolleger og offentligheden.

Senest har Sloterdijk skrevet et lille værk, som på mange måder er en endnu større skandale end debatten fra 1999 - men måske for skandaløs til at kunne blive en skandale i det offentlige rum. Die Verachtung der Massen (Foragt for masserne) hedder den lille tekst fra sidste år, og den repræsenterer det første filosofiske livtag med massekulturens væsen siden Elias Canettis berømt-berygtede storværk Masse og magt fra 1960. Men Sloterdijks tekst er mere giftig end det. Selvom nogle måske kan forledes til at tro, at der med titlen udtales en ringeagt over for massernes fornægtelse af eliter og dermed en ringeagt over for massefænomener som sådan (i betydningen Massernes foragt), er det snarere det omvendte, der er tilfældet: En kritik af det automatiske had, som mennesker har over for det, der findes hos andre. Dvs. en kritik af fjendtligheden over for de nye og ofte tilfældige differencer, der bliver skabt i massekulturen.

I en samtale med Information forklarer Peter Sloterdijk, hvordan de gamle forskelle mellem mennesker i de moderne samfund må og skal defineres på en ny måde:

»Man må lovprise demokratierne for, at de hjælper til med at formere forskellene mellem mennesker, sådan at livet i demokratiske samfund bliver mere interessant end i andre, simpelthen fordi man bliver konfronteret med mere forskellighed, med en mangfoldighed af livsstile og kulturelle varianter. Man kan selvfølgelig først udtale denne differens med god samvittighed, når det er sikret, at der ikke er tale om en herskabelig differens, dvs. at man ikke forsvarer forskellene ud fra vertikale skalaer og diskrimineringer, men at vi kan iagttage alternative livsudformninger i et horisontalt rum. Man må dog indrømme, at den horisontale differens uden et vist kvantum af vertikale spændinger ikke kan få så stort et indhold som det burde være ønskeligt.«

- Mener du dermed, at det er et paradoks, når vi som kultur på den ene side ser op til genier og superstars, og på den anden egentlig ikke ønsker at se op til dem, fordi de repræsenterer en forskel, som vi helst vi være foruden?
»Jeg tror, at problemet med den vertikale forskel egentlig aldrig kan fjernes helt - netop fordi forskellene mellem mennesker er mest tydelig i et egalitært samfund, altså i modsætning til et traditionelt samfund, hvor mennesker har været hierarkisk lagdelte.« »Præcis i egalitarismen bliver forskellene mellem mennesker mere tydelig. Men egalitære samfund har nu et problem med, hvordan man omformulerer og omarbejder de nedarvede, naturaliserede forskelle i retningen af et frit spil i en rangorden. Det er dette, der er den dybere kulturelle, civilisatoriske betydning af sporten i de moderne samfund.«

»Sporten er en ranking-procedure. Som tilskuer vil man jo ikke kun iagttage den primitive forskel mellem vindere og tabere - selvom også dette er en meget udbredt fascination i massekulturen. Jeg er i det hele taget af den opfattelse, at den moderne massekultur i centrum af de moderne demokratier repræsenterer en gentagelse af Roms arena-kultur. Genopbygningen af den romerske arena i form af sports-arenaen hører til blandt de dunkle renæssancer i det 20. århundrede. I øvrigt også arkitektonisk: Den klassiske renæssance mellem det 15. og det 19. århundrede, der har gentaget de fleste antikke byggeformer, er altid gået en bue uden om amfiteatret, om arenaen og om de store bygninger, der tilhørte den antikke massekultur. Det 20. århundrede bryder denne tradition: I det 19. århundrede fandtes der ikke en eneste arena i Europa - intet moderne stadion, ingen væddeløbsbaner, ingen forsamlingsarenaer, hvor der kan samle sig hundrede tusinder af mennesker til et fælles skrig eller et fælles skuespil. Først det 20. århundrede har bragt dette. Her fuldbyrdes en dunkel massekulturel renæssance - for hvis man husker på, hvad der var formålet med de antikke massekulturer, kan man vitterlig blive en smule ængstelig og bange, fordi de jo var et sted, hvor man iscenesatte snuff-movies live - og under bistand af den herskende del af Roms befolkning.«

» Det 20. århundrede citerer på den ene side den græske atletisme - altså de mere lyse sider, som for eksempel de olympiske lege, gentleman-sportsmanden og alt det andet, der er forbundet med den antikke idé. Men det 20. århundrede citerer også den romerske arena som et grusomhedens teater, og som en skueplads, hvor masserne strømmer sammen for at bistå den fascinerende proces, der går ud på at fastsætte forskellen mellem vinder og taber. Om det sker blodigt eller ublodigt er næsten uvæsentligt i betragtning af, at forskellen mellem vinder og taber skal iagttages ad hoc - altså med det samme. Den moderne massekultur er i sit centrum netop ikke egalitaristisk. Den er et sted, hvor alle er lige foran fascinationen af forskellen mellem vinderen og taberen. Denne lighed tjener i sidste ende til at frisætte folk til at kunne nyde differentieringens urscene. Alle vil være til stede, når vinderen i arenaen triumferende stiller sin fod oven på taberen.«

- Hvis man tænker denne fascination videre til medierne, især til tv: I dag har vi programmer som Big Brother, der kynisk bruger Orwells dystopier som glad og fascinerende underholdning. Hvordan skal man forstå det? Er det kun peepshow-effekten, der fascinerer, eller er det mere?
»Jeg tror, at de nye former for masseunderholdning er skabt, for at de kan hjælpe mennesker til at nedbryde den følelse af uvirkelighed, som medierne har påtvunget os. Hvis man lever i en over-medialiseret verden, hvor 99 ud af 100 talte ord er formidlet gennem medierne, så vil man gerne igen opleve livescener og reality-shows. Denne disposition er vidt udbredt blandt mennesker, og den bliver nu endnu en gang taget op på et andet trin, og bliver endnu en gang betjent af medierne. Det betyder også, at mennesker nu ser en fantastisk chance til at optræde i medierne, præcis som de er. Det vil sige, at de får en gratifikation for deres egen væren-til og for deres væren-sådan-og-ikke-sådan. Den samme effekt optræder i familie-fotoalbummet: Man synes ikke, at der er noget, der er så interessant som billeder af familien og af én selv i hverdags- og feriesituationer. Denne effekt gentages på de store mediers niveau - og den gode nyhed ved det er, at du ikke behøver at gøre noget specielt. Du behøver især ikke at være noget specielt for at blive løftet op på det store mediale repræsentationsplan. Det er noget, popmusikken siden 60'erne har båret ind i den vestlige verdens ungdom, imidlertid nu også til hele Østeuropa. Popmusik er derfor også så populær, fordi alle kan lave den. Den bliver ikke kun hørt, men også lavet, og mens man hører den, tænker man også straks, at man laver den. Det er meget vigtigt, og det er også derfor, mange unge mennesker danser, som om de havde en guitar i hånden, og laver en sangers simulatoriske bevægelser - og på den måde får den store optræden helt gratis.«

»Dette er massekulturens væddemål: Drømmen om en vidunderlig asymmetri mellem præstation og belønning. Det er massekulturens paradigmatiske drøm - ligesom det er drømmen i et kapitalistisk samfund - og den er blevet drømt af mennesker siden det 16. århundrede. Siden dengang har man tydeligt kunnet se, at der findes en ny antik, metafysisk vejrlighed - et klima, hvor Kristus ikke længere er særlig meget vigtigere end Fortuna.«

»Fortuna, der hos romerne var en gudinde for stadionet - og som var tilordnet gladiatorerne og den romerske by-pøbel, var afhængig af de rige herrers luner, der bevilgede eller ikke bevilgede uddelingen af brød. Fortuna var beføjet til at gøre tilfældige gratifikationer tilgængelige for masserne.«

»Siden den tid har europæerne regnet med heldet. De har ikke kun håbet med heldet, de har regnet med heldet. Massekulturen er et maskineri, hvori enhver må drømme om at have mere held end den anden - det er kun en ny måde at fordele lighed og ulighed mellem mennesker på. Derfor er der intet, der er så demokratisk som lotteriet. Lotteriet er en demokratisering af uretfærdigheden. Lottokuponen er det mest uretfærdige og samtidig det mest retfærdige, der findes. En lottogevinst, som gør dig til millionær fra den ene dag til den anden, og som tvinger mig - resten af mit liv - til at arbejde som fattig professor - en sådan lottogevinst er så at sige det moderne ophøjede, der slår ned som et lyn fra en klar himmel og gør dig rig og lader mig forblive fattig. Og hvad der er det vidunderlige ved det hele, er, at det ikke giver mig nogen som helst mulighed for at klage. Hvorfor? Fordi de moderne ikke-egalitære mekanismer - altså lotteriet, kunsten og sporten - producerer en spontan ranking. Hvis jeg for eksempel løber hurtigere end dig i et væddeløb, så ville resultatet være en sand beskrivelse af styrkeforholdet mellem os i denne situation. Og mod sande beskrivelser findes der ingen reklamationsmuligheder. Hvis jeg opnår højere priser for mine billeder - eller et højere oplag på bogmarkedet for mine bøger - så findes der mod dette votum på kunstmarkedet ingen reklamationsret. Med andre ord er alt dette former for den demokratiske ranking, og dens triumf er repræsenteret ved lotteriet.«

- Det lyder meget kynisk. Kunsten har vel også andre udvælgelseskriterier end tilfældet!?
»Nej. Tilfældet, at du er en større kunstner end jeg, kan man ikke reklamere imod. Hvis man bruger den demokratiske massekultur som påskud til at klage, ødelægger man kunsten. Eller sagt på en anden måde: Man ødelægger spillereglerne. Det er som at storme tipstjenestens kontor og sige: 'Jeg har ikke vundet! Min nabo har vundet! Men min nabo er en idiot! Jeg ved det! Jeg har studentereksamen! Det er mig, der skal vinde!' Så vil man fortælle dig, at du har spillet på de samme betingelser som alle andre, og at du ikke har vundet, men at din nabo har. Sådan er det også i kunsten. Du er geniet, og jeg kan ikke andet end anerkende det. Hvis jeg ikke vil anerkende det, bliver jeg ikke straffet for det, men så er det mig, der omstøder spillereglerne, og jeg opgiver - forsætligt og uden ærgrelse - al kommunikation med det bedste, der findes. Det er nemlig problemet. Massekulturen producerer et utal af mennesker, der frivilligt og problemfrit afbryder kommunikationen med det bedste, fordi det bedste er hos en anden. De prøver ikke at trække det bedste over til sig selv eller at tage del i det, sådan som man gjorde det i det 19. århundrede, da man forsøgte - uden ambivalente følelser - at beundre den store kunstner.«

»Mennesker i Danmark tilhører mere en moderne egalitær kultur end en moderne libertær subkultur. Mens en amerikaner under alle omstændigheder er enig i, at forskellene mellem mennesker i de materielle og andre henseender må og skal være så store som mulige - forudsat at man ikke antaster reglen om lighed for loven og princippet om gensidig anerkendelse - er egalitaristiske europæere vitterlig interesseret i en materiel, substantiel lighed og vil hellere end gerne udjævne differencerne.«

»Derfor findes der gevaldige forskelle mellem Amerika og Europa. Amerika er måske nok moderkulturen for de moderne demokratier, men landet er også den kultur i verden, som frembringer større forskelle, end man nogen sinde har kunnet iagttage i menneskehedens historie. Altså, USA er en officielt egalitaristisk, men de facto radikal libertær kultur, som helt åbenlyst giver fortrinsret til frihedens værdi frem for lighedens værdi. I Europa er disse poler i reglen mere afbalancerede. Man søger det historiske kompromis mellem frihed og lighed - og i nogle lande, som f.eks. i Holland, Danmark, men også Sverige, findes der en meget stærk tendens til at prioritere ligheden højere end friheden. Og det fører selvfølgelig til en mentalitet i retning af en - ikke formel - men substantiel egalitarisme. Det betyder, at mennesker vitterlig bliver ens. Ja, så bliver kanterne jævne, lottogevinsterne bliver små, kunsten bliver flad, og sporten bliver dårlig.«


Peter Sloterdijk
Peter Sloterdijk, født 1947, er professor i filosofi og kunstvidenskab ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Han har studeret tysk litteratur ved Hamburg Universitet, er gæsteprofessor ved akademiet for billedkunst på Wien Bard College i New York og har en stribe opsigtsvækkende bøger bag sig. Den seneste er bogen Regeln für den Menschenpark, der udkom i 1999 og udløste en voldsom debat om 'antropo-teknologi' og om grænserne for genetisk manipulation af mennesker. 

Magtens formler

Matematik: Kampen om stemme-fordelingen i det europæiske ministerråd i Nice-traktaten var spild af tid


EU-politikernes nattelange forhandlinger under topmødet i Nice for tre måneder siden var en sand nydelse for journalister. Alle kunne se, at der var et hundeslagsmål i gang. En kamp som handlede om magt og stemmer i EU s ministerråd. For eksempel var Portugals regering sur over, at Spanien fik meget mere end dem selv, Frankrig ville have lige så mange stemmer som Tyskland, selvom tyskerne er 20 millioner flere mennesker, og Belgien blokerede sluttelig alt, fordi de ikke kunne tåle, at Holland fik en enkel stemme mere end dem selv.

En matematisk analyse af det endelige resultat viser dog, at de stakkels politikere kunne have sparet sig for anstrengelserne. Der sket stort set ingen ændringer i den faktiske magtfordeling for de 15 EU-lande, heller ikke hvis man medregner de mange ekstra regler, som blev vedtaget for at afgøre, hvornår et flertal gælder og hvornår ikke. Det eneste, der i realiteten blev styrket, var muligheden for blokader.

Mere magt til de store
Alt efter størrelse har de enkelte EU-lande et bestemt antal stemmer i ministerrådet. Før Nice-topmødet havde Danmark f.eks. tre, nu har vi syv. Tyskland havde ligesom Frankrig, England og Italien 10 stemmer, nu har de 29. Et forslag fra kommissionen gjaldt som vedtaget, hvis 62 stemmer ud af 87 var for. Efter Nice skal der bruges 170 ud af 237 stemmer, for at få et forslag vedtaget.

Baggrunden for de nye forhandlinger var, at de store lande i forhold til deres population havde meget mindre magt end de små lande. Der er 15 gange så mange tyskere som danskere, men de har kun tre-fire gange så mange stemmer. Blandt de nye regler finder man derfor, at et enkelt land kan forlange, at ja-stemmerne skal repræsentere 62 procent af befolkningen. I princippet øger det de stores lande muligheder for at blokere en beslutning. 39 procent af befolkningen, for eksempel repræsenteret ved Tyskland, England og Italien, kan nu sætte en effektiv blokade, hvis de vil. Som plaster på såret for denne befolkningsregel lovede man de små lande, at mindst halvdelen, altså otte ud af 15 lande skal stemme for, hvis et forslag overhovedet skal blive til noget.

Banzhaf-indeks
Professor i matematik, Werner Kirsch, fra universitetet i Bochum har prøvet at kigge på, hvad alt det i virkeligheden betyder. Til det har han brugt det såkaldte Banzhaf-indeks, som er en beregningsmetode opkaldt efter den amerikanske advokat John F. Banzhaf.

Grundlaget er en erkendelse af, at de forskellige stemmer i en forsamling kun overfladisk afspejler det faktiske magtforhold mellem aktørerne. Er der for eksempel tre personer, hvor person A har 10 stemmer, person B fem, og person C fire stemmer, så kan det måske se ud som om de alle har magt, men faktisk er personerne B og C fuldstændig overflødige. A har det absolutte flertal med ti stemmer og B og C kunne lige så godt være blevet hjemme.

Men hvis stemmefordelingen bliver rykket blot en lille smule til A:ni, B:seks og C:fire, så er situationen en hel anden. Nu har alle tre lige meget magt. Et flertal kan nu kun opstå, hvis to personer går sammen. Morale: stemmetallet siger kun meget lidt om den faktiske magt.

Banzhaf-indekset systematiserer dette videre. For at finde Danmarks faktiske indflydelse i en stor forsamling må man altså tælle antallet af muligheder, hvor et dansk ja eller nej bliver tungen på vægtskålen. Så får Danmark et magtpoint . Et Banzhaf-indeks på 100 procent betyder total magt; et indeks på nul procent betyder ingen magt. Under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958 havde Luxembourg med sin ene stemme faktisk et Banzhaf-indeks på nul. Først da Danmark, England og Irland kom ind i EF i 1973 kravlede Luxembourg op med et par promille, selvom deres ene stemme udefra set nu forekom endnu mere ubetydelig end før.EU s 15 medlemmer giver 215, altså 32.768 kombinationer af ja- og nej-stemmer. En udvidelse til 27 EU-lande får konbinationsmulighederne til at eksplodere til hele 100 milliarder. Så kan lommeregneren ikke længere bruges.

Overflødige regler
I en artikel i Die Zeit har Werner Kirsch beregnet Banzhaf-indekset efter de nye regler. Det viser sig, at der ikke er sket det store (se tabel). Danmark er faldet fra 3,59 til 2,97 mens Tyskland er steget fra 11,16 til 11,94. Medregner man den nye 62-procents befolkningsregel , som alle små lande har været så bange for, stiger Tyskland til 12,02. Altså næsten ingenting. Frankrig stiger fra 11,94 til 11,98. Det skyldes, at den første regel om et flertal på 170 stemmer allerede indeholder 60,9 procent af befolkningen. De resterende små 1,1 procent, som tilmed skal deles med både England, Italien og Frankrig, gør ikke megen forskel i det endelige regnskab.

Den sidste regel, plastret på såret for de små lande om at otte ud af 15 lande skal være for, er fuldstændig overflødig. Danske politikere kan måske bruge det til at berolige, hvor der ikke behøves beroligelse, men ikke til andet. En simpel optælling viser nemlig, at syv lande aldrig kan komme op på mere end 168 stemmer til sammen.

Glemt lommeregneren
»For den danske befolkning har den ekstra regel ingen betydning,« siger Kirsch til Information. »Politikerne må ved forhandlingerne i Nice have glemt deres lommeregner. Først skal kriteriet med de 170 stemmer jo være opfyldt, og det betyder automatisk, at mindst otte lande skal være med.«

Ved Nice-topmødet forsøgte man som sædvanlig at gøre alle tilfredse. Både de store og små landes magt skulle styrkes. Men det er som bekendt en teoretisk umulighed. Det eneste der i sidste ende skete var, at beslutningsprocessen blev stadig mere vanskelig.
There was an error in this gadget