Den forbudte berøring

Masturbationens kulturhistorie er endnu ikke skrevet. Efter flere tusinde års edder og forbandelse er emnet stadig tabubelagt


Af Robin Engelhardt

Et opslag i Encyclopaedia Britannica under ordet masturbation giver følgende forklaring: »Manipulation af genitalierne for vellystens skyld, normalt indtil orgasme. Ordet masturbation bruges normalt i betydning af selv-manipulation, men kan også beskrive manipulationen af en seksuel partner i stedet for samleje.«

Opslaget fortsætter med at nævne den »ekstreme overtro« og de »voldsomme tabuer«, der gennem tiden har omgærdet denne praksis, og som den romerske kirke stadig den dag i dag anser som en dødssynd. Hvilken afstand er der ikke til den forklaring, som man finder i de medicinske opslagsværker fra begyndelsen af 1800-tallet.

Dictionnaire des sciences médicale defineres en Masturbateur sådan her: »Denne unge mand var i fysisk og psykisk forfald. Han var ved at blive blind ... hans hud var bleg, hans tale for-vrænget, hans øjne udhulede. Samtlige tænder var blotlagt, tandkødet var belagt med åbne sår og viste tegn på skørbug. Den eneste lykkelige afslutning på hans lange lidelser var døden.« I koncentreret form får vi her alle de myter serveret, som har omgivet dette tabu-betyngede emne. Man bliver blind, tænderne falder ud, og sindssygdommen er stærkt på vej.

Hjernedråber
Masturbation ser ud til at have været et tabu siden Adam og Eva. Jødernes om-skæring af unge mænd, handlede for eksempel om, at man mente, at det ville fjerne en del af den seksuelle nydelse - foruden at være »rensende.«

Ordet Pneuma blev i det gamle Grækenland brugt i betydning af ånde eller pust, og »dyriske ånder«, såsom sæd. Enhver afsondring af sæd blev anset som en afsondring af marv, altså også hjerne, og derfor farlig.

Den romerske historiker Diogenes Laertios beskriver i sit kapitel om Pythagoras sperm som »hjernedråber«. I og med at en mand aktiverer sit køn, risikerer han at blive åndssvag. Også Platon advarer: »De livsbånd, der forbinder sjæl og legeme, har deres hold i marven. Det er i marven, rødderne til det menneskelige køn ligger.«

Stemmen lider også under sædafgang, blev det sagt. I det gamle Rom anbefalede man retorikerne, som skulle dyste i en politisk forsamling, ikke at have sex dagen før af hensyn til deres stemme og talegaver. De ensomme munke fra middelalderen kendte også kun alt for godt til farerne ved de stille timer, hvor drifterne spøgte under kutten. De kaldte dem »middagsdæmoner«, og de udløste en hel række melankolske drømmerier, hvoraf den moderne verden kun har bibeholdt sex-fantasierne. Kirkefædrene beskrev dette onde indgående og kaldte det acedia, hvilket betyder noget i retning af sørgmodighed eller tung-sind.

Das Ding an sich
Selv ikke oplysningstiden hjalp synderligt på problemet. Den schweiziske læge Samuel Tissot (1728-97), som normalt fejres som grundlæggeren af den rationelle medicin, mente, at masturbation var forårsaget af en civilisation af lave, lediggang og for mange pikante romaner. I sin bog, som oversat til dansk hed Onani, eller en afhandling om lidelser forårsaget af masturbation (1766), mente han, at onani reducerer blodtilløbet til hjernen og medfører sindssyge, gigt, hovedpine, hæmorider og impotens blandt andet.

Immanuel Kant, Tysklands største filosof fra 1700-tallet, var helt rabiat på det punkt. Han anså onani for at være værre end prostitution. Ifølge den franske filosof Jean-Baptiste Botul, der studede filosoffens seksualliv, pakkede Kant sig sammen som en kokon om natten for ikke at kunne røre ved sig selv. Middags- og nattedæmonerne var de største fjender for kantianismens »Ding an sich«. Han foldede flere tæpper stramt omkring sin krop og holdt armene oven på dynen.

Kant havde også et sindrigt system af stropper og beholdere i soveværelset for ikke at behøve at tænde lyset, hvis han skulle op om natten. Han forblev efter sigende evig ungkarl og anså enhver unødig afsondring af kropsvæsker det være sved, spyt eller sæd som både ødselt og uanstændigt. Logikken siden Platon siger, at sperm-spild er det samme som hjernespild, og derfor ikke godt for filosofien.

Og sådan kan man blive ved. Sylvester Grahams Lecture to Young Men (1834) var den første seksualoplysende bog og præsenterede en hel række advarsler mod onani og kaldte det »selvmisbrug« og »selvbesmittelse.« Resultatet var teenagere med bumser, ja endda kræftbumser.

I midten af 1800-tallet kom også kvinders seksualitet frem i lyset. Man genopdagede den såkaldte »klitoridek-tomi«, altså beskæring af klitoris, som en persisk lærd ved navn Ibn Sina havde skrevet om 800 år tidligere. Det blev især promoveret af englænderen Isaac Baker Brown, som behandlede nymfomani og masturbation.

Mål i sig selv
»Normal ovatiotomi« blev et hit i slutningen af århundredet, hvor man fjernede sunde æggestokke for at lindre symptomerne hos kvinder, der var hysteriske eller neurotiske.

Selv i dag er onani ikke noget, man taler om i offentligheden. Unge studieværter, der gerne vil være lidt provokerende, inviterer måske en såkaldt »orgasme-ekspert«, som gør sig klog på 117 måder at få orgasme på. Man snakker om »livmoderhals-orgasme« og andre mærkværdigheder, men aldrig om en stille og nydelsesfuld hjemmeruller. Det faktum, at masturbation har et tilfredsstillende mål i sig selv, bliver sjældent nævnt i fagbøger, der typisk anbefaler masturbation som et nyttigt værktøj til at tilfredsstille partneren.

Men masturbation er mere. Det er vores første seksuelle aktivitet her i livet. Det er et unikt udtryk for en kropslig kreativitet, naturligt tilgængeligt og brugt af mange flere små børn, end man egentlig går og tror. Selvom den moderne lægestand ikke direkte understøtter budskabet, er der intet »sygt« i at onanere, heller ikke hvis man har en partner. (Så har man da i hvert fald sex med en man kan lide). Man fejrer sin egen seksualitet og evne til at nyde sin krop, og det er der intet i vejen med. Så giv dig selv en hånd!

0 comments:

There was an error in this gadget