Kunden er konge

Plade- og filmbranchen er i panik, kunstnere er splittede og brugeren er den nye konge. En beretning fra frontlinjen i kampen om den private ejendomsret i cyberspace


Af Robin Engelhardt

Der er krig i cyberspace. En krig om musik, rettigheder og penge. Pladeselskaberne er rasende over den lethed, hvormed man kan kopiere musik uden vederlag til hverken kunstnere eller dem selv. Musikerne er splittet i to lejre, og kan ikke finde ud af, om de skal bifalde det nye digitale medium som en chance for at komme ud blandt publikum, eller om Internettets ubegrænsede distributionsformer tværtimod vil udhule deres indtægter, eftersom deres løn primært stammer fra salget af de fysiske cd er.

Indtil videre findes der kun én ægte vinder i dette komplicerede spil af modsatrettede interesser. Og det er forbrugeren. Han sidder som en almægtig monark bag konsollen og bestemmer, om det denne gang skal være en ægte cd, købt i en butik eller online, eller om han vil nøjes med en omgang piratkopierede mp3-filer. Han kunne også blot bytte et par musiknumre med andre entusiaster via programmerne Napster (1,4 milliarder downloads i september) eller via Gnutella. Om mindre end et år vil situationen være endnu mere tilspidset. For så vil det digitale netværk være stærkt nok til også at downloade Hollywoods nyeste filmproduktioner. Forberedelserne til filmbranchens hidtil værste skrækscene er i fuld gang.

Frihed og fremskridt
Hvad bliver problemets løsning? Censur, forbud og retssager har indtil videre kun avlet modaktioner fra hackersamfundet og de frie softwareudviklere. Disse anarkistiske partisaner har indtil videre kunnet programmere sig ud af enhver juridisk faldgrube. Den private ejendomsrets kolonialisering af cyberspace er indtil videre ikke lykkedes.

Seneste påståede offer for endnu et cyberangreb blev det såkaldte Secure Digital Music Initiative, SDMI, som endda havde inviteret hackere til at forsøge at angribe deres koder, der skal forhindre online-pirater i misbrug. Ved hjælp af et udspekuleret vandmærke- og sporingssystem var det meningen at SDMI skulle kunne forhindre ukontrolleret kopiering af de frække mp3 er på Nettet. Ifølge internetmagasinet salon.com er deres kode blevet knækket, men SDMI s talsmænd nægter at det skulle være tilfældet. Først til november vil de officielle resultater foreligge.

Det er dog ikke kun teknik og manipulation af nuller og ettaler, problemet handler om. På et mere fundamentalt niveau er selve principperne om copyright blevet udfordret af virkeligheden på Internettet.

I den håndfaste fysiske verden kan copyrights, hvis de vel at mærke bliver brugt til deres rette formål, beskytte de kreative kræfter i arbejde. Men i den digitale verden har copyrights ikke lige så entydige virkninger. Mnge ting peger tværtimod på, at de frem for beskyttelse afspejler forbud og blokade, hindrer udviklingen af fundamentalt nye informationsteknologier og dermed påkalder sig harme blandt forbrugerne.

Forbyde hvad?
Tag for eksempel Napster og Gnutella: To former for programmel, der tillader mennesker at dele digitale informationer via deres computere. Hvis man ikke vil bremse selve brugen af programmerne, som jo kan være vigtige og nye måder at organisere netværk på, hvor skal man så kræve afgifterne fra? Fra de enkelte mp3-filer velsagtens, men de er kronisk svære at holde styr på. Så længe Internettets kommunikationsteknologier ikke er fuldt udviklede, vil ethvert forbud mod et program eller en teknik blive anset for at stå i vejen for udviklingen. Og det vil desuden blive anset for et angreb på retten til fri tale og informationsudveksling mellem mennesker.

Endnu et eksempel er firmaet Cyber Patrol, der udvikler familievenlige værktøjer til at filtrere anstødeligt materiale på Nettet. De er blevet sagsøgt og dømt for at misbruge andres ophavsret, fordi fjernelsen af det anstødelige materiale afhænger af at manipulere andres programmer. I ytringsfrihedens navn har vi accepteret, at man godt må distribuere anstødeligt materiale på Internettet. Men kan det være rimeligt, at man end ikke må fravælge dette materiale, blot fordi man derved krænker den private ejendomsret?

Vertikale monopoler
Traditionel lovgivning kommer altså ofte til kort over for det nye medium, og når man spørger rundt i branchen er alle enige om, at der skal helt nye ideer på bordet. Situationen er ikke holdbar. En stor del af problemet er pladeselskaberne. Det er jo velkendt, at ingen stoler på dem. Musikelskere føler sig grundigt tørret hver gang de betaler 150 kroner for en ny cd. Kunstnerne føler sig også snydt, og efterhånden som Internettets direkte forbindelse fra kunstner til bruger vil blive udbygget, vil pladebranchen derfor i stigende grad virke som en overflødig dinosaur, som blot prøver at score kassen.

Det ved pladebranchen alt for godt. Af angst for at blive forbigået af den nye teknologi fusionerer man derfor på livet løs. Alle led i musikfødekæden lige fra produktions- og distributionsfirmaerne til salgs- og PR-virksomheder skal erhverves. Ingen ved, om dannelsen af disse vertikale monopoler, som man f.eks. kan se i AOL-Time Warner- EMI-koncernen, vil kunne lægge en effektiv dæmper på forbrugerens krav om frit indhold på Internettet, eller om det tværtimod er udtryk for en forældet forretningsmodels sidste krampetrækninger.

Fair behandling
Situationen indbyder til nye ideer. I stedet for at bruge millioner af dollar på retssager mod Napster, http://mp3.com og alle de andre kopi- og distributionsprogrammer, der underminerer pladeindustriens eksistensberettigelse, er der flere og flere, der overvejer helt nye indgange til problemet. Veje som kan give alle deltagere en fornemmelse af at blive behandlet ordentlig. For det var jo også det, der var den oprindelige hensigt med copyrightsystemet.

For at pladeselskaber kan genopbygge den tillid, må de først og fremmest opbygge et system, som mennesker tror på. Magtargumenter virker ikke i digitalalderen. Da det er brugeren, der sidder med magten, må pladeselskaberne håbe på at blive behandlet ordentligt, når de selv behandler deres kunstnere og kunder ordentligt. Gensidig fair behandling synes at være den eneste vej frem. Så længe alle udnytter alle, vil musikprogrammernes sorte marked aldrig forsvinde, lige meget hvor mange milliarder der investeres i retssager, bål og brand.

Hvordan skulle sådan et system se ud? Frivillig økonomisk kompensation til kunstnere? Hvordan kan man være sikker på, at folk opfører sig ordentligt? På enhver high-school i USA, foregår der alt andet end fair handel: Mp3-filerne udveksles i stor stil, uden at en eneste elev nogensinde har købt en cd. I længden vil den frie musikbar ikke kunne tolereres af nogen. Men hvor afgifterne og licenserne i fremtiden skal ligge, hvor høje de skal være, og hvordan det hele skal kunne implementeres rent teknisk er stadig et problem, som der selv blandt eksperter ikke er en tilnærmelsesvis tilfredsstillende løsning på.

Heller ikke de juridiske forhold er afklaret endnu. Ingen kender det endelige svar, men for at være tilfredsstillende for alle, må copyrightsystemet i den virtuelle verden kunne afveje mange forskellige interesser. Og selv om en god licens inden for et retfærdigt og fair copyrightsystem ikke kan tvinge folk til etisk og forsvarlig opførsel, så kan det da i hvert fald opmuntre til det.

0 comments:

There was an error in this gadget