Génopstandelsen

Leder: På trods af nationalsocialismens perversioner vil ideen om en aktiv medicinsk-genetisk forbedring af mennesker ikke forsvinde. Det er utopien for stærk til. Man vil blot skulle finde nye veje, og her er Etisk Råds individualistisk orienterede oplæg en virksom start

Af Robin Engelhardt

I sidste uge udgav Det Etiske Råd en debatbog om génundersøgelser af raske mennesker. Det er en velargumenteret tekst, der forsøger at finde en farbar vej for genetiske undersøgelser til at forebygge alvorlige sygdomme. Visse sygdomme, der først debuterer i en sen alder, kan man i dag diagnosticere i fostret. I fremtiden vil der være mange flere. Det er derfor en god idé allerede nu at formulere retningslinjer for dem, som gerne vil kende deres egne eller deres børns genetiske prædispositioner, samtidig med at respektere dem, som gerne vil være fri for denne viden.

Men under overfladen af soberheden og fagligheden lurer der et helt andet og meget mere problematisk tema: Efterhånden som forskerne lærer at afkode den hellige skrift det humane genom, kodet i DNA vil der komme krav fra befolkningen om en aktiv udvælgelse af visse genetiske egenskaber frem for andre. Den egentlige diskussion, som helt sikkert vil komme, handler altså om »eugenik«, dvs. om forbedring af mennesker ved hjælp af genetiske teknikker.

Hvordan vil samfundet afgøre, hvad der er tilladeligt, og hvad ikke? Hvordan vil man forhindre »arvehygiejnisk« misbrug? Hvornår er eugenik blot udtryk for en præventiv behandling, og hvornår er eugenik en »fortsættelse af æstetik med andre midler«? Det må være klart, at kombinationen af fri abort, fosterdiagnostik og genetisk screening indeholder elementer, der ikke altid er lige forenelige med alles moralbegreber. På mange måder må man derfor anser Etisk Råds oplæg som en banebrydende hændelse, idet man for første gang tilkendegiver en (betinget) positiv indstilling til en udvikling, der siden Anden Verdenskrig har været set på med voldsom mistro.

Men Etisk RÅd synes at have fanget tidens ånd, og fundet en tolkning, der ikke vil støde mange.
Det kan måske være hjælpsomt at anskue situationen med en religiøs analogi. Moderne genetikere vil blive redaktører af en tekst. Og teksten er den genetiske kode, givet af Gud (eller af Naturen). Ligesom den middelalderlige teologi indeholdt en form for konkurrence, vil den moderne fortolkning af DNA et også være præget af heftige diskussioner. Der vil være genetiske katolikker, calvinister, fakkelbærere og hekse. Samfundet ved, at emnet er og bliver af allerstørste betydning, og derfor vil man lytte til de folk, der tolker den hellige genetiske skrift.

Og her har Etisk Råd vist vejen, ad hvilken diskussionen må føres: Så længe de genetiske forbedringer kan integreres i et generaliseret koncept af »sygdomsbehandling«, så længe vil moralens vogtere kunne holdes hen, og man vil acceptere den fagre nye gen-verden. Men lige så snart, man ønsker at starte et samlet program, der har til formål at øge kvaliteten i et befolkningsgennemsnit, vil det blive anset for anstødeligt. Utallige steder i Etisk Råds debatbog bliver det fremhævet, at individet har første prioritet. Først derefter kommer familien og sidst samfundet. At det dog ikke altid er lige nemt at skelne mellem individuelle og socialt betingede valg betyder, at man nøje må overveje, hvilke problemer det kan medføre. For eksempel udtrykker Etisk Råd med rette stor bekymring for dannelsen af et »risikofokuseret testsamfund«, der anser alle småskavanker som behandlingskrævende. Det kan føre til en udvanding af sygdomsbegrebet. En alt for ekstrem individualisme kan også føre til en angst for dannelsen af en ny elite.

Men så længe det lykkes behandlingssystemet eller Etisk Råd at ekskludere disse perspektiver som usandsynlige eller irrationelle, vil barriererne mod udviklingen falde. Bliver det ikke gjort, vil Europas traumatiske historie dog hindre enhver bevægelse i den retning. Ideen om eugenik går helt tilbage til Platon, der i sin republik forestillede sig en konstant forbedring af menneskers biologiske kvaliteter gennem en selektiv udvælgelse. Men selve begrebet eugenik blev for første gang brugt af den engelske antropolog Francis Galton, der forestillede sig, at arrangerede ægteskaber kunne føre til en specielt talenteret race. Men jo mere ideen blev knyttet til racebegrebet, jo flere kriser gennemgik det. Da nazisterne kom til magten, blev ideen fuldstændig gendrevet. Nationalsocialismen ændrede meningen af hele konceptet om eugenik så meget, at ordet faktisk ikke længere kan bruges i dag. Det er en smule ærgerligt, fordi nazisterne egentlig slet ingen relationer havde til de positive elementer i ideen alene af den grund at en nazi aldrig ville tro, at der var noget at forbedre på ham.

På trods af nationalsocialismens perversioner vil ideen om en aktiv medicinsk-genetisk forbedring af mennesker ikke forsvinde. Det er utopien for stærk til. Man vil blot skulle finde nye veje, og her er Etisk Råds individualistisk orienterede oplæg en virksom start.

0 comments:

There was an error in this gadget