Kode-knækkerne

Svenske dataloger har løst ti krypteringsopgaver med raffinesse og stærk computerkraft. Der er dog ingen fare for, at e-handel og sikkerhed på Nettet er truet af den grund



Simon Singh, The Code Book: The Evolution of Secrecy From Mary, Queen of Scots, to Quantum Cryptography, Doubleday, $US 24.


Af Robin Engelhardt

I september måned sidste år beskrev matematikeren Simon Singh en række krypteringsteknikker i bogen The Code Book. Bogen, der siden er blevet en bestseller både i USA og Europa, indeholder ti forskellige opgaver til læserne, som de skulle prøve at løse. Opgaverne, som fik tilnavnet »the cipher challenge«, blevet mødt med stor interesse i medierne, og opfordringen blev taget op af rigtig mange mennesker. Rundt omkring i verden på universiteterne og i de datalogiske institutter gik forskere og studerende i gang med at danne studiegrupper for at knække de ti kodede tekster, som Simon Singh med stor møje havde udtænkt og trykt i sin bog.

Mange specialer
Efter et år og en måned, nærmere bestemt den 11. oktober i år, annoncerede en svenske gruppe, at den havde løst alle ti opgaver. Dermed var en af de sværeste krypteringsopgaver, der endnu var blevet formuleret, »cracket«, og svenskerne kan nu vente på en præmie på 10.000 britiske pund.

Gruppen bestod af fire dataloger fra den kongelige tekniske højskole i Stockholm og en datalog fra Chalmers. Ingen af dem er deciderede krypografieksperter, men deres forskellige specialområder inden for datalogien var alligevel perfekt til at løse de mange forskelligartede problemer, som dukkede op på vejen.

For at løse den sidste tiende opgave, der var krypteret med en såkaldt 512 bit RSA-nøgle, som er opkaldt efter dens opfindere Ronald Rivest, Adi Shamir og Leonard Adleman, skulle de dog få hjælp fra kryptografieksperten professor Johan Håstad og en Alpha-computer med 4 GB RAM og i alt 67 CPU-år i regnetid.

Berømte historier
For at knække en kode kræver det, at man kender både krypteringsmetoden og den nøgle, som anvendes. Man kan sammenligne en krypteringsteknik med en bestemt form for lås en cylinderlås, en smæklås osv. mens krypteringsnøglen svarer til selv nøglen til låsen. Hver af de ti krypterede meddelelser i Singhs bog indeholder, foruden en lille tekst, et hemmelig kodeord, som man skulle finde og meddele forfatteren, der var den eneste i hele verden, som kendte svarene.

De første par opgaver var lette, men sværhedsgraden voksede for hver gang. For eksempel bestod opgave to af en simple bogstavsombytninger, som man kender fra Cæsars tid, og som mange børn har leget med. Den går ud på at bytte om på bogstaver, f.eks. a med m, b med n, c med o og så videre. Andre opgaver var kodet med kryptografiske systemer, som man har brugt tidligere i historien f.eks. Enigma-koden, der blev anvendt af tyskerne under anden verdenskrig, og som blev knækket af den berømte britiske matematiker Alan Turing.

Den niende og tiende opgave brugte moderne teknikker, der hedder DES og RSA, og som man i dag bruger til transaktioner på Internettet.

Til de amerikanske holds store irritation var flere af de kodede tekster desuden skrevet på andre sprog end engelsk. Den Enigma-kodede tekst var på tysk, den såkaldte Vignenère-teknik på fransk, bog-koden på latin, etc.

»På en mailingliste på http://egroups.com var der omkring 2500 deltagere i konkurrencen. Man diskuterede mulige løsninger og udveks-lede gode ideer,« siger Fredrik Almgren fra den svenske gruppe til Information.
»Men til sidst vidste vi, at der kun var tre-fire store grupper i verden, som arbejdede med de sidste opgaver.«

På spørgsmålet om, hvor tæt på de andre grupper var på en løsning, siger Almgren, at de sandsynligvis havde brug for mindst 1-2 måneder mere, inden de havde fundet en løsning.

Den femte opgave
For at komme på den offentlige førerliste, skulle man løse opgaverne en efter en. Problemet med den regel var, at det femte spørgsmål var meget svært. Flere af grupperne havde løst opgaverne 6,7,8 og 9 længe før opgave fem. Men de kunne ikke bryste sig af deres kunnen, så længe den femte opgave nægtede at lade sig afsløre. Nogle af de mest ambitiøse grupper snød derfor en smule ved at invitere dem, som havde løst opgave fem ind i deres hold, så man kunne fremlægge alle kodeord op til det niende.

Fredrik Almgren og hans kolleger fra det svenske hold fra Stockholm siger, at de også havde løst det niende problem længe før det femte. Men i modsætning til de andre holdt svenskerne deres arbejde hemmelig. Der var kun én person fra en af de andre 3-4 store grupper, som vidste, at de overhovedet eksisterede.

»Det femte problem var en bog-kode,« siger Almgren og forklarer: »Hvis du og jeg vil udveksle hemmelige meddelelser og bruge en bogkode, kunne vi for eksempel her i telefonen blive enige om at bruge Hamlets Othello og starte på side 37. Så længe vi holder det hemmeligt, og kun udveksler numre, der enten refererer til ord eller personer i teksten, vil det være meget svært for en tredjepart at finde ud af koden. De skal kunne gætte, at vi begynder på side 37 i Shakespeares bog.«

Men en bogkode har også sine ulemper, forklarer han. »Hvis vi sender rigtig mange beskeder til hinanden på den måde, vil man kunne løse problemet på en anden måde; for eksempel ved hjælp af en frekvensanalyse på bogstaverne, men hvis vi kun sender en eller ganske få informationer, vil det være nærmest umuligt.«

De engelske sprog har en bestemt frekvens af bogstaver, som de andre sprog ikke har. På den måde vil man kunne indsnævre søgning meget.

Ingen fare for e-handel
På trods af, at den tiende opgave var en af de mest komplicerede krypterede beskeder, der endnu er blevet knækket, betyder det ikke, at sikkerheden på Nettet er truet. Typiske Internetsider bruger 1024 bit koder i stedet for 512, hvilket betyder, at det praktisk talt er umuligt at knække. Men Almgren siger, at det ikke vil vedblive med at være sådan:

»Om 40 år, har vi beregnet, vil man kunne knække en 1024 bit kryptering lige så hurtigt, som vi i dag kan knække en 512 bit kode.«

Til den tid kan man selvfølgelig bare skifte systemet til en højere sikkerhed, for eksempel en 2048 bit kryptering, men det har sine ulemper:

»Hvis man krypterer noget i dag, som man vil holde hemmeligt i mindst 40 år, så er en 1024 bit krypering allerede for dårlig. For så vil den kunne læses på et eller andet tidspunkt. Derfor skal man allerede nu bruge 2048 bit i dag, hvis det er rigtig store hemmeligheder, som ingen må kende i mange år frem. Som regel er det dog sådan, at de fleste transaktioner på Nettet kun behøver at være sikre i et kort tidsrum, og så er de kortere nøglelængder helt i orden.«

Man behøver altså ikke at være bange for, at der er nogen, som opsnapper ens kortnummer på Internettet. I det hele taget var de ti krypteringsopgaver mere en akademisk og teoretisk udfordring end af praktisk betydning. Singh selv mener, at man i dag er kommet så langt med gode krypteringsteknikker, at man aldrig vil kunne vende tilbage til de gamle dage, hvor kryptografer kæmpede en evig kamp med kodeknækkerne, og hvor kampens udfald var afgørende for krige, magt og imperiers beståen.

Det synspunkt understøttes for eksempel af en medarbejder i USA s National Security Agency, NSA, der fortalte Singh:

»Hvis alle personlige computere i verden sådan cirka 260 millioner computere ville blive sat sammen til at arbejde på at knække en enkel PGP-krypteret besked, ville de i gennemsnit tage 12 millioner gange universets alder for blot at knække dette ene budskab.«


Se på Internettet:
http://www.simonsingh.com
http://codebook.org/codebook_solution.html
http://codebook.org/codebook_solution.pdf
http://www.rsa.com
http://www.pgp.org

Vive la difference

Denne tekst blev udgivet i antologien Hvordan Mand, Holm A., Munk T.B., Thelle M. (eds.), p 107-118, 240 pages, Tiderne Skifter, 2000, ISBN: 8774459120.


Fornøjelsen er kort, stillingen grotesk og omkostningerne uendelige. Men alligevel bruger vi vores halve liv på at behage det andet køn. Vi spejder og vi flirter; vi taler dem halvt bedøvet for at vinde deres gunst, og vi øser ud af vores største værdier og inderste følelser. For et godt ord. Det er ikke så mærkeligt, at ideen om den store kærlighed er blevet det foretrukne ikon for mennesker, når man nu ikke kan finde på andre gode forklaringer for, hvorfor vi gør os alt det besvær.

Hvad der i virkeligheden ligger bag, er vi os kun instinktivt bevidst. En mekanisk viden, hvis sprog er en fire-fjerdedelstakt under dynen. Egentlig et underligt syn, som ville få fremmede til at blive mægtigt forbløffede, hvis ikke de selv kendte til det ukuelige seksuelle begær. Men end ikke sex er grunden. Den dybeste grund til vores evige higen og søgen - disse menneskelige lidelsers og glæders dybeste årsag - er det gådefulde begreb kaldet udødeligheden. Eller evolutionen, som den benævnes så nøgternt i dag. Vi lever videre i vores børn og børnebørn, både som mennesker og som art. Og hvis der er noget gammel visdom og moderne naturvidenskab kan blive enige om, er det dette ubestridelige og banale faktum.

Der er dog også en hel masse andre sandheder at berette om, når det gælder videreførelsen af menneskeslægten. Sandheder som omhandler førhen uanede kendsgerninger om kampe, samarbejde og særdeles udspekulerede adfærdsmønstre. Også disse taktiske fremgangsmåder mellem kønnene er i vid udstrækning instinktive og mekaniske. Vi kalder dem flirt, forelskelse, kamp, voldtægt, kærlighed, affærer, jalousi, promiskuitet, og meget mere. Det er følelsesmæssige reaktioner, som er mejslet så dybt ind i vores kroppe, at vi kun med den største anstrengelse formår at kæmpe imod dem. Ofte forgæves.

Nu vil nogle sikkert frygte, at en så sort og darwinistisk vinkel i en debatbog om mande- og kvinderoller kun kan blive en åndløs tekst, der biologiserer alt ihjel. Ærlig talt, jeg kunne godt fristes til det. Jeg kunne godt finde på at referere alenlange forskningsresultater om, hvorfor voldtægt kan være delvist biologisk funderet, hvorfor promiskuitet er en vigtig overlevelsesstrategi blandt pattedyr, hvorfor altruisme kan ses som en forfinet form for egoisme og om, hvorfor trofasthed er en seksuel afvigelse af den yderst sjældne slags. Der findes en stadig voksende strøm af nye bøger om emnet, kaldt sociobiologi, evolutionær psykologi og miljøantropologi, og som alle fokuserer på de biologiske aspekter af den menneskelige adfærd, ofte krydret med referencer til lignende adfærd hos andre dyrearter end Homo sapiens. Denne form for pseudo- eller rettere "protovidenskab" er ved at vinde tiltagende indpas på diverse fakulteter og i det offentlige rum. Og selvom den i mange henseende står på et spinkelt grundlag, hvad de faktuelle data angår, kunne den være et ganske berigende element i forståelsen af mennesker. Den er kun en flig af hele sandheden. Men det er alligevel interessant at forsøge at tænke biologiseringen (også kulturelt) til ende, især når man medtager de forargede reaktioner, som man ofte møder, når man taler om dette prekære emne.

Men jeg ved også, at mennesker generelt kun er interesserede i at få noget at vide om glasuren, det vil sige om det metafysiske sukkerlag, der iklæder vores bevæggrunde og drifter et skær af fri vilje. Måske er dette igen et forsøg på at undfly sin krop og sin skæbne. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at der er et betragteligt misforhold mellem ønsket om at diskutere kønsroller og vigtigheden af dem.

Men det kan jo være sjovt at tale om alligevel, ligesom det er sjovt at snakke om astrologi. Derfor vil jeg gerne give mit besyv med, føje mig for redaktørernes ønske, og i stedet for biologi diskutere sukkerlaget - dvs. kamufleringen af biologien. For om man vil det eller ej, eksisterer der en latent biologisering af mennesker, selv i den så lighedselskende ligestillingsdebat. Mine konklusioner er dog blevet en smule overraskende for mig selv, fordi jeg mærkelig nok et kommet frem til, at de største machoer er repræsenteret af kvinder, og at det værste problem i nutidens ligestillingsdebat er den i mine øjne "falske feminisme", som primært er repræsenteret af mænd.

I den danske kønsdebat tør man typisk kun antyde de biologiske forudsætninger for kønsforskellene. For ikke at blive mistænkt for reduktionisme og sexisme, siger man blot "at det skam også er en faktor", uden at komme ind på, hvilke faktorer det er, hvor de har indflydelse, og hvor meget. Jeg tror at en væsentlig årsag til modstanden mod biologiseringen skyldes en antagelse om, at de biologiske forklaringsforsøg af eksisterende forhold opretholder den politiske status quo, og således også menes at opretholde kvindeundertrykkelsen. Men det argument er en fejlslutning. Den har endda et navn: En naturalistisk fejlslutning. Blot fordi man klarlægger et sagsforhold, begår man ikke samtid en moralsk dom.

Det er rigtigt, at man kan - og mange gør det - se en fremhævelse af en bestemt vinkel som et forsvar for den. Men det er uretfærdigt at gøre. Et eksempel: Forskere mener for nylig at have fundet ud af, at mænds voldtægt af kvinder frem for at være et spørgsmål om magt skyldes udviklingen af en alternativ parringsstrategi, som er evolutionært betinget, og som kun har formået at overleve, fordi den har haft en vis succes. Men det betyder ikke at voldtægt er acceptabel eller at mænd hermed er undskyldt. Tværtimod fortæller det at man har at gøre med et dybere problem end den blotte ondsindethed, og som måske kræver en større forståelse og en større bredde af behandlings- og præventionsforanstaltninger.

Det mest fiffige argument mod biologiseringen er, at der findes tre slags løgne: "Løgne, forbandede løgne og statistik", som ordsproget hedder. Biologiseringen af menneskers adfærd beskæftiger sig nemlig med gennemsnit og store trends. Løgnen opstår så snart man relaterer gennemsnitsdata til sig selv, for så bliver det ekstra tydeligt, hvor reduktionistiske og uvedkommende de er. Men for mig at se, er modstanden mod en statistisk betragtning blot et udtryk for debattens iboende narcissisme. Det må kun handle om mig og min Magnum, resten er kedeligt.

Med rette spørges der så: Hvad vil du opnå med at pointere de biologiske faktorer? Svaret er hverken at ville fornærme folk eller at forsvare uretfærdigheder. Svaret er så simpelt som at pointere, at lighed kun kan opnås i en erkendelse og accept af forskelle mellem kønnene, og at en dybere forståelse af forholdene er et skridt på vej derhen.

Med "falsk feminisme" forestiller jeg mig opfattelsen af, at lighed er lig med lighed; altså ideen om at mennesker skal måles og vejes med samme alen, og derefter studses til rette, så de også ER lige. Problemet omkring ligeløn indeholder denne præmis, og det gør kønskvotering og positiv særbehandling også. Den falske feminisme kan ikke forstå at lighed kun kan opstå i en accept og transcendering af forskellighed. Den tror vi skal være lige som kloner, og hvis vi ikke er det, så former vi dem til at være det - enten med kønskonstruktivistiske analyser eller god gammel magtkritik. Men den kan ikke komme uden om det: Den falske feminisme er en akademiseret variant af lighedsmageriet. Den falske feminisme er janteloven i rektorkåbe.

Hvis man ikke kan acceptere, at mænd (i snit) er bedre til sport end kvinder, er man slet og ret dum. Men de fleste områder er ikke så entydige. Er kvinder (i snit) bedre pædagoger end mænd? Er mænd (i snit) bedre forskere end kvinder? Er kvinder (i snit) bedre jurister? Folkloren siger ja, og videnskaben siger måske, fordi der mangler overbevisende data, og fordi der på disse områder ikke findes noget videnskabelig måde at måle "bedre" på.

Kan man i dagens Danmark påstå at årsagen til, at der ikke findes en eneste berømt kvindelig komponist eller matematiker i den vestlige verden, er andet end sociale konstruktioner og tvangsforanstaltninger? Det er ikke pænt at spekulere over det. Her er den falske feminismes største problem at få det til at se ud som om der ikke er nogen forskel mellem kønnene. Én udvej ud af problemet er at skubbe skylden på sociale forhold, dvs. at mænd har tendens til at tilrane sig magten uanset midler eller evner. En anden er den vulgærkonstruktivistiske metode, som typisk benytter sig af det efterhånden gammeldags postmoderne argument: Kvalitet findes kun i subjektet, og derfor er enhver værdimæssig bedømmelse af for eksempel et kunstværk udelukkende et udslag af smag. Ergo skyldes den omstændighed, at de største komponister og matematikere er mænd, blot patriarkatets ønske om at beholde magten på egne hænder.

Men hovhov! siger den evolutionære psykologi. Det er ikke hele sandheden. Der findes også den rent "biologiske" omstændighed, at mænd igennem evolutionen har udviklet store færdigheder i rekognocering, udforskning, fouragering, innovativ værktøjsbearbejdning, osv., som alle forøger gransknings- og abstraktionsevnen - et ubetinget krav for enhver innovativ matematisk eller musikalsk tanke. Mænd lever (i snit) kortere og har i alle perioder af deres liv en højere risiko for at dø end kvinder, hvilket sandsynligvis skyldes, at manden altid har været udsat for de højeste krav, når det gælder præstation, ydeevne og stræben. Konklusionen om, at mænd I SNIT er bedre på disse områder, er godt nok tabu, men alligevel nærliggende.

Dermed ikke sagt at en kvinde, som virkelig interesserer sig for matematik og har evner til det, ikke ville kunne måle sig med mænd. Selvfølgelig ville hun det, og det er heller ikke utænkeligt, at hun ville kunne være bedre end alle mænd tilsammen. Men det er meget usandsynligt, og "verdens grimmeste løgn" - statistikken - fortæller noget andet. Og i øvrigt: Argumentet om at kvinder "ikke interesserer sig" lige så meget for matematik som mænd, er i sig selv allerede en biologisering.

Og for ikke at blive dømt socialdarwinist i denne sammenhæng, må man igen påpege den naturalistiske fejlslutning: Blot fordi visse ting ER som de er, betyder det ikke, at de BØR VÆRE som de er. Men det betyder heller ikke, at det absolut BØR VÆRE ANDERLEDES, koste hvad det vil, sådan som den falske feminisme med sin positive særbehandling ofte lægger op til.

En væsentlig indvending mod hele denne biologiserende argumentation findes der dog. Og det er spørgsmålet om, hvorfor man gør det i det hele taget. Det vil sige, hvorfor man forsker i det. Hvad er formålet, hvis det ikke kan bruges til andet end at sige: "Sådan er det i gennemsnit"? Da ethvert nyt perspektiv på et tema også indeholder en understrøm af anvisning på, hvordan temaet skal behandles, eksisterer der i receptionen også automatisk et lille "bør". Ingen, som skriver om et bestemt emne, kan sige sig fri for i læserens øjne også at være en slags repræsentant for samme. Det er i hvert fald meget svært. Neutralitet beskytter ikke.

Da jeg for eksempel på et tidspunkt skrev en artikel om emnet på videnskabssiderne i et dagblad (dvs. om nye resultater inden for den sociobiologiske forskning, hvor artiklen fik titlen Hårdt at være handyr) fik jeg flere forargede læserbreve. Jeg blev straks sat i bås med de forskere jeg skrev om, som om jeg var deres bestilte lakaj. Det for mig overraskende i den sammenhæng var egentlig ikke de kedsommelige beskyldninger om, at jeg var reduktionist, socialdarwinist og alt muligt andet, men at læserbrevene var skrevet udelukkende af mænd!

Og her kommer jeg så til et virkelig mærkeligt problem, synes jeg: Hvorfor er så mange af de fremtrædende forskere inden for dette forskningsfelt, åltså den evolutionære psykologi og miljøantropologien, kvinder, og hvorfor er dette felt et af de mindst mandsdominerede områder overhovedet, mens de fleste kritikere er mænd? Og på det mere personlige plan: Hvorfor kom alle ros for mine spage journalistiske forsøg med emnet fra kvinder (og en enkel bøsse), mens der ikke kom en eneste fra det maskuline heteroseksuelle lag?

Mine personlige forsøg på at forstå dette paradoks peger i retning af, at de kvinder, som forsker i de biologiske aspekter af den menneskelige adfærd er de ægte emanciperede kvinder. Det er kvinder, som ser bort fra domme og fordomme, og som vil forske i områder, der virkelig interesserer dem. Mændenes forbehold er, tror jeg, en generel usikkerhed over for emnet, fordi det så nemt kan misforstås som et forsøg på at beholde overmagten.

Der findes mange forhold og misforhold, som ikke er strukturelt betingede, men som bare er. Som eksempel kan man tage den tredje industrielle revolution, som foregår lige nu med computerne og Internettet. Igen er det mændene, der sætter sig på magten, er hurtigst ude med ideer, satsninger og lederposter, selvom der i Danmark er intet strukturelt i vejen for, at også kvinderne kunne gøre det. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er kvinder så passive over for de nye jobmuligheder? Argumentet med at kvinder "ikke interesserer sig" for teknik og dimsedutter (altså et biologisk argument) er endda skudt ved siden af, fordi nutidens brugervenlige computere kun kræver et minimum af teknisk knowhow. Der venter et helt kontinent af ubenyttede forretningsområder og kulturelle anvendelsesmuligheder, lige fra online-shopping og undervisning til komparative litteraturstudier. Men andelen af kvinder i den branche kommer stadig ikke over de cirka 15 procent, og endnu mindre når det gælder opstartsfirmaer og lederstillinger.

Et andet eksempel er den faktuelle diskrimination af fædre. Når en skilsmisse er komme så langt ude, at dens ulykkelige konsekvens er et retlig afgørelse om forældremyndigheden ved domstolen, har dommerne ofte ikke andet at falde tilbage på end deres biologiske fordom. 3/14-reglen hedder den, og går ud på at anse faderen som et skaffedyr og fritidsonkel, der giver ham lov til at have barnet i maksimalt en weekend hver anden uge, mens moderen (biologisk forklaring: "Jeg har jo ammet barnet, og derfor er det mere knyttet til mig") i realiteten får lov at opdrage barnet resten af tiden. Barnets tarv kaldes det.

At den falske feminisme ikke stiller spørgsmålstegn ved den mekanik fortæller at det er den mest biologiserende forsamling af alle. For den falske feminisme er det mødrene, som er 'de bedste til at passe DERES børn'.

Som socialistisk idé kan det sagtens forsvares at kæmpe for ligeløn. Det tilslutter jeg mig gerne med visse forbehold. Men kan det også forsvares i en helt igennem kapitalistisk verden? Hvis man accepterer, at mennesker aflønnes i forhold til deres kvaliteter og ydeevne, må man så ikke også acceptere, at der findes fagområder, hvor mænd og kvinder (i snit) får forskelligt i løn?

Svarene er ikke nemme og de kræver omtanke. Og indrømmet: Langt det største problem i dag er stadig det omvendte, nemlig at kvinder (i snit) får mindre i løn for at gøre det samme arbejde som deres mandlige kolleger. Men kuren mod den uretfærdighed er ikke at forlange absolut lighed, kønskvotering og positiv særbehandling. Kuren er (ud over at afvikle den gammeldags sexisme på arbejdsmarkedet) at finde frem til en arbejdsdeling, hvor enhver kan bidrage på sin mest værdifulde måde, altså kuren er igen en accept af den individuelle forskel. Belønningen må være afhængig af den værdi man mener, arbejdet har for samfundet - og her er såvel det at få børn, at bygge huse som det at lede et firma indbefattet.

Tendensen går desværre mere i retning af lighedsmageri, dvs. i retning af at forme mennesker, såvel kvinder som mænd, ind på en kønsløs middelvej, hvor resultatet bliver derefter. Hvis man kunne gøre mænd gravide i dag, ville det sikkert blive til en moralsk lov at også mænd skal prøve at få børn. Som Buridans æsel bliver vi i dag stillet ind i midten af ingenting, og konsekvensen er at vi ikke kan finde os selv. Af kvinder kræver man maskulinitet, gennemslagskraft, tilrådighed på arbejdsmarkedet og helst ingen børn. Og af mænd kræver man arbejdsdeling i hjemmet, brune kunstkroppe, bløde værdier og andægtige debatbøger, som kan diskutere problemet stolpe op og stolpe ned.

Hvorfor ikke slå et slag for pluralismen i samfundet, mangfoldigheden blandt mennesker og forskelligheden hos kønnene. Forskellen er ikke stor, men stor nok til at blive dyrket og holdt fast i. Supplér ligestillingsminister Jytte Andersen med en forskellighedsminister, som giver os lov til at være os selv. Vive la difference!

Sjælens puslespil

Matematik: Selvom Roger Penrose kun har to brikker at flytte rundt med, kan han finde frem til de mest forbløffende ting



Roger Penrose: The Emperor s New Mind, Oxford University Press, 1990; Shadows of the Mind, Oxford University Press, 1995.


Af Robin Engelhardt

Hvad er det, der forbinder den berømte britiske matematiker Sir Roger Penrose med Pythagoras og Platon?

Mere end man skulle tro. Roger Penrose har nemlig ikke kun arbejdet sammen med Stephen Hawking om strukturen af sorte huller. Han har heller ikke kun skrevet flere bøger om kunstig intelligens, om Turing-maskinen, om Gödels ufuldstændighedsteorem og om bevidsthedsteorier. Og han har heller ikke kun udviklet flere begreber og metoder til brug inden for kvantemekanik og generel relativitetsteori, som mange forskere stadig benytter den dag i dag. Nej, det der forbinder Penrose med de to gamle grækere er, at han har leget med puslespil, og ad den vej mener at have fundet en løsning på bevidsthedens problem.

Pentagrammet Hugieia
For at forstå, hvordan alt det kan hænge sammen, må man gå lidt tilbage i historien. Pythagoras, som man har kaldt den første matematiker i den vesterlandske kulturkreds, levede i den sidste halvdel af det sjette århundrede f.Kr., hvor han var den ubestridte leder af en lettere sekterisk skole i det sydlige Italien.

Pytagoræernes filosofi var, at »alle ting er (som) tal.« Ingen ved sådan rigtig, hvad udsagnet egentlig dækker over, men som regel antager man, at det er en filosofisk udvidelse af opdagelsen af, at de rationelle brøker af en streng (dvs. 1/2, 2/3, 3/4... osv.) danner harmonier (oktav, kvint og kvart osv.), der rører os til tårer.

Pytagoræerne kaldte den udødelige sjæl for »kroppens harmoni«, ligesom den rette melodi skaber den rette harmoni på en syvstrenget lyre.

Men det vigtigste symbol for pytagoræerne var pentagrammet femkanten som de brugte som et pasord, eller et tegn til at blive genkendt. De kaldte pentagrammet for »Hugieia«, som betyder noget i retning af »Sundhed« eller »Helhed«, og i en mere generel forstand var en blandning mellem en hilsen og en guddommelig velsignelse. Den tre-dimensionelle variant af pentagrammet det såkaldte dodekaeder symboliserede for pythagoræerne hele universet.

Hugieia-pentagrammets fem hjørner stod for henholdsvis Hudor (U)=Vand, Gaia (G)=jord, Idea (I) = idé, Heile (EI) = ild og Aer (A) = luft. På den måde havde pythagoræerne føjet et femte element til de fire elementer, som Empedokles cirka hundrede år senere formulerede den klassiske kosmologi med. Siden gammel hellenistisk tid har pentagrammet været ladet med mægtig symbolsk kraft.

I den overleverede tradition kalder man det stadig for en »drudefod« eller et »marekors«, og har brugt det i bl.a. smykker til at beskytte mennesker mod onde kræfter.

Det femte element
Dette femte element i pentagrammet »ideen« eller »formen« blev senere udgangspunkt for Platons berømte koncept om »ideernes verden«, som vores fysiske verden ikke ser andet end en skygge af. Det er faktisk et lidt overset faktum, at Platon var meget inspireret af pythagoræerne, og da Platon grundlagde skolen i Athen i 387 f. Kr. var det meget inspireret af Pythagoras kult-skole cirka 200 år tidligere. Penrose selv, som i øvrigt var i Danmark for nylig i forbindelse med naturvidenskabsfestivallen, har ved flere lejligheder udtalt, at han sympatiserer »meget stærkt« med den platonske verdensanskuelse.

I et tidligere interview har han udtalt: »Der er intet revolutionerende eller unormalt i platonismen. Men spørgsmålet er, hvor langt man kan strække denne holdning. Især matematiske logikere er nervøse for, hvor langt denne holdning kan bære. En eller anden udgave af platonisme må være sand, den er jo næsten common sense. Men især mange filosoffer har problemer med at acceptere den, hvilket jeg aldrig helt har forstået.«

Penrose tilings
Penroses forkærlighed for pentagrammet stammer helt tilbage fra hans ungdom. Men først i 1977 demonstrerede han de såkaldte »Penrose tilings« der er en slags aperiodiske mønstre på en todimensionel overflade. Der findes mange af den slags geometriske puslespil, som alle går ud på at sætte nogle brikker sammen, så de passer præcist på en bestemt flade uden at der opstår huller mellem brikkerne. De motiver, der kommer ud af disse flisebelægninger bruges til alt muligt lige fra simple mønstre på et skakbræt, til mere komplicerede kakkel- og tæppemønstre.

Igennem tiderne har mangfoldigheden af muligheder, hvormed man kan sammensætte et smukt mønster med enkelte simple brikker, sat gang i fantasien hos mange kunstnere og matematikere. Penroses tilings er specielle, idet de med kun to slags brikker frembringer strukturer, der ikke er periodiske. De er kun næsten periodiske i den forstand, at der for ethvert delmønster findes et tal R, således at mønstret kan genfindes et eller andet sted inden for enhver cirkelskive i planen med radius R. Det overraskende og specielle ved Penrose mønstre er, at de på et større plan frembringer en femtals-symmetri, som man ellers ikke havde troet kunne findes i denne verden. I den atomare verden kender man nemlig kun til totals-, tretals, firetals og sekstals-symmetrier.

Det kom derfor som en stor overraskelse, da den israelske fysiker Dany Shechtman i 1984 opdagede en krystal bestående af en legering af aluminium og magnesium, som faktisk havde en femtals-symmetri.
Enhver uddannet kemiker ved, at det egentlig ikke kan lade sig gøre, og Penrose var hurtig ude med at mene, at den nyopdagede »quasikrystal« nærmest gendriver nogle af krystallografiens teoremer.

Sjælens dodekaeder
Pentagramsymmetrien, som opstår ud fra disse quasiperiodiske effekter, har haft stor indflydelse på Penrose s teorier siden hen. Og det er sandsynligvis også her, man skal finde grunden til Penrose s eksotiske bevidsthedsteori, som den kom til udtryk første gang i hans bog The Emperor s New Mind fra 1990. Og det er også her, man tydeligst kan spore Platons og Pythagoras indflydelse. Pythagoræerne føjede et enkelt element til de fire kendte elementer for at tydeliggøre universets idé dets mening og bevidsthed om sig selv. Penrose har gjort det samme. Han har brugt eksistensen af de nærmest umulige femfoldige krystalstrukturer som udgangspunkt for sin bevidsthedsteori.

I bogen The Emperor s New Mind forklarer han, hvordan femtals-symmetrien i quasikrystallen kun kan opstå gennem et kvantemekanisk »samarbejde« mellem atomerne det man kalder kvantekohærens. Penrose mener, at denne fælles atomare søgen efter dodekaederet ligner det, der sker i hjernens synapser, mere præcist i udvidelsen og sammentrækningen af nervefibrene. Senere har Penrose også søgt efter denne kvantekohærens i selve (nerve)cellernes mikrotubuli. På nudansk betyder alt dette, at Penrose har et løsningsforslag til bevidsthedens gåde, og på oldgræsk betyder det: Penrose har forsøgt at løse sjælens problem.

Penroses teoretiske bidrag til bevidsthedsforskningen synes at indeholde en filosofisk forudsætning, der ligesom hos Pythagoras og Platon antager ideen eller formen som værende overordnet eksisterende, mens bevidstheden om verden hos Penrose manifesterer sig fysisk i form af et kvantemekanisk skyggespil i hjernen.

Og bag det efterhånden enorme teoretiske værk ligger der måske kun et lille puslespil, Penrose tilings, der oprindelig var tænkt som ren rekreation.

Man kan ikke benægte, at Penrose er en meget original tænker. Han tilhører den sjældne slægt, som godt tør udfordre den etablerede videnskab med ideer, der ikke anskuer et problem reduktionistisk nedefra, men filosofisk oppefra.

Mange kritikere mener, at han efterhånden er faret vild i en gammel troldeskov. En matematisk mystiker, som pusler lidt med sjælen. Men der er sikkert også mange, som er glade for en forsker, der ikke automatisk tager al latin for gode varer, og som fortsætter med at stille nye som gamle spørgsmål til naturen, når han ikke er tilfreds med svaret.

Kunden er konge

Plade- og filmbranchen er i panik, kunstnere er splittede og brugeren er den nye konge. En beretning fra frontlinjen i kampen om den private ejendomsret i cyberspace


Af Robin Engelhardt

Der er krig i cyberspace. En krig om musik, rettigheder og penge. Pladeselskaberne er rasende over den lethed, hvormed man kan kopiere musik uden vederlag til hverken kunstnere eller dem selv. Musikerne er splittet i to lejre, og kan ikke finde ud af, om de skal bifalde det nye digitale medium som en chance for at komme ud blandt publikum, eller om Internettets ubegrænsede distributionsformer tværtimod vil udhule deres indtægter, eftersom deres løn primært stammer fra salget af de fysiske cd er.

Indtil videre findes der kun én ægte vinder i dette komplicerede spil af modsatrettede interesser. Og det er forbrugeren. Han sidder som en almægtig monark bag konsollen og bestemmer, om det denne gang skal være en ægte cd, købt i en butik eller online, eller om han vil nøjes med en omgang piratkopierede mp3-filer. Han kunne også blot bytte et par musiknumre med andre entusiaster via programmerne Napster (1,4 milliarder downloads i september) eller via Gnutella. Om mindre end et år vil situationen være endnu mere tilspidset. For så vil det digitale netværk være stærkt nok til også at downloade Hollywoods nyeste filmproduktioner. Forberedelserne til filmbranchens hidtil værste skrækscene er i fuld gang.

Frihed og fremskridt
Hvad bliver problemets løsning? Censur, forbud og retssager har indtil videre kun avlet modaktioner fra hackersamfundet og de frie softwareudviklere. Disse anarkistiske partisaner har indtil videre kunnet programmere sig ud af enhver juridisk faldgrube. Den private ejendomsrets kolonialisering af cyberspace er indtil videre ikke lykkedes.

Seneste påståede offer for endnu et cyberangreb blev det såkaldte Secure Digital Music Initiative, SDMI, som endda havde inviteret hackere til at forsøge at angribe deres koder, der skal forhindre online-pirater i misbrug. Ved hjælp af et udspekuleret vandmærke- og sporingssystem var det meningen at SDMI skulle kunne forhindre ukontrolleret kopiering af de frække mp3 er på Nettet. Ifølge internetmagasinet salon.com er deres kode blevet knækket, men SDMI s talsmænd nægter at det skulle være tilfældet. Først til november vil de officielle resultater foreligge.

Det er dog ikke kun teknik og manipulation af nuller og ettaler, problemet handler om. På et mere fundamentalt niveau er selve principperne om copyright blevet udfordret af virkeligheden på Internettet.

I den håndfaste fysiske verden kan copyrights, hvis de vel at mærke bliver brugt til deres rette formål, beskytte de kreative kræfter i arbejde. Men i den digitale verden har copyrights ikke lige så entydige virkninger. Mnge ting peger tværtimod på, at de frem for beskyttelse afspejler forbud og blokade, hindrer udviklingen af fundamentalt nye informationsteknologier og dermed påkalder sig harme blandt forbrugerne.

Forbyde hvad?
Tag for eksempel Napster og Gnutella: To former for programmel, der tillader mennesker at dele digitale informationer via deres computere. Hvis man ikke vil bremse selve brugen af programmerne, som jo kan være vigtige og nye måder at organisere netværk på, hvor skal man så kræve afgifterne fra? Fra de enkelte mp3-filer velsagtens, men de er kronisk svære at holde styr på. Så længe Internettets kommunikationsteknologier ikke er fuldt udviklede, vil ethvert forbud mod et program eller en teknik blive anset for at stå i vejen for udviklingen. Og det vil desuden blive anset for et angreb på retten til fri tale og informationsudveksling mellem mennesker.

Endnu et eksempel er firmaet Cyber Patrol, der udvikler familievenlige værktøjer til at filtrere anstødeligt materiale på Nettet. De er blevet sagsøgt og dømt for at misbruge andres ophavsret, fordi fjernelsen af det anstødelige materiale afhænger af at manipulere andres programmer. I ytringsfrihedens navn har vi accepteret, at man godt må distribuere anstødeligt materiale på Internettet. Men kan det være rimeligt, at man end ikke må fravælge dette materiale, blot fordi man derved krænker den private ejendomsret?

Vertikale monopoler
Traditionel lovgivning kommer altså ofte til kort over for det nye medium, og når man spørger rundt i branchen er alle enige om, at der skal helt nye ideer på bordet. Situationen er ikke holdbar. En stor del af problemet er pladeselskaberne. Det er jo velkendt, at ingen stoler på dem. Musikelskere føler sig grundigt tørret hver gang de betaler 150 kroner for en ny cd. Kunstnerne føler sig også snydt, og efterhånden som Internettets direkte forbindelse fra kunstner til bruger vil blive udbygget, vil pladebranchen derfor i stigende grad virke som en overflødig dinosaur, som blot prøver at score kassen.

Det ved pladebranchen alt for godt. Af angst for at blive forbigået af den nye teknologi fusionerer man derfor på livet løs. Alle led i musikfødekæden lige fra produktions- og distributionsfirmaerne til salgs- og PR-virksomheder skal erhverves. Ingen ved, om dannelsen af disse vertikale monopoler, som man f.eks. kan se i AOL-Time Warner- EMI-koncernen, vil kunne lægge en effektiv dæmper på forbrugerens krav om frit indhold på Internettet, eller om det tværtimod er udtryk for en forældet forretningsmodels sidste krampetrækninger.

Fair behandling
Situationen indbyder til nye ideer. I stedet for at bruge millioner af dollar på retssager mod Napster, http://mp3.com og alle de andre kopi- og distributionsprogrammer, der underminerer pladeindustriens eksistensberettigelse, er der flere og flere, der overvejer helt nye indgange til problemet. Veje som kan give alle deltagere en fornemmelse af at blive behandlet ordentlig. For det var jo også det, der var den oprindelige hensigt med copyrightsystemet.

For at pladeselskaber kan genopbygge den tillid, må de først og fremmest opbygge et system, som mennesker tror på. Magtargumenter virker ikke i digitalalderen. Da det er brugeren, der sidder med magten, må pladeselskaberne håbe på at blive behandlet ordentligt, når de selv behandler deres kunstnere og kunder ordentligt. Gensidig fair behandling synes at være den eneste vej frem. Så længe alle udnytter alle, vil musikprogrammernes sorte marked aldrig forsvinde, lige meget hvor mange milliarder der investeres i retssager, bål og brand.

Hvordan skulle sådan et system se ud? Frivillig økonomisk kompensation til kunstnere? Hvordan kan man være sikker på, at folk opfører sig ordentligt? På enhver high-school i USA, foregår der alt andet end fair handel: Mp3-filerne udveksles i stor stil, uden at en eneste elev nogensinde har købt en cd. I længden vil den frie musikbar ikke kunne tolereres af nogen. Men hvor afgifterne og licenserne i fremtiden skal ligge, hvor høje de skal være, og hvordan det hele skal kunne implementeres rent teknisk er stadig et problem, som der selv blandt eksperter ikke er en tilnærmelsesvis tilfredsstillende løsning på.

Heller ikke de juridiske forhold er afklaret endnu. Ingen kender det endelige svar, men for at være tilfredsstillende for alle, må copyrightsystemet i den virtuelle verden kunne afveje mange forskellige interesser. Og selv om en god licens inden for et retfærdigt og fair copyrightsystem ikke kan tvinge folk til etisk og forsvarlig opførsel, så kan det da i hvert fald opmuntre til det.

Rundtur i årets Nobelpriser

De tre naturvidenskabelige Nobel-priser går i år til forskningsområder, der på hver deres måde handler om overførslen af informationer i et højteknologisk medium


Af Robin Engelhardt

Uddelingen af årets Nobelpriser sker som sædvanlig den først den tiende december, men navnene på de lykkelige prismodtagere blev allerede annonceret i begyndelsen af sidste uge.

De tre naturvidenskabelige Nobelpriser i kemi, medicin (eller fysiologi) og fysik gik til forskningsområder, som har ført til store teknologiske og medicinske omvæltninger på det seneste. De har også det til fælles, at de alle handler om overførsel af information igennem et højteknologisk medium, hvad enten de er fysiske, kemiske eller biologiske.

Plaststrøm
Nobelprisen i kemi gik til amerikanske Alan Heeger og Alan MacDiarmid samt til Hideki Shirakawa fra Japan for deres bidrag til udviklingen af elektrisk ledende plastik. Normalt forestiller man sig måske, at plastik er indbegrebet af en elektrisk isolator, i og med at de typisk bliver brugt til at isolere kobberkabler med.Men under visse omstændigheder kan plastik omformes til selv at blive strømførende, og teknikken har allerede nu ført til store omvæltninger inden for udviklingen af film, fjernsynskærme og vinduer, og det ser ud til, at det smarte plastik kommer til at spille en stor rolle i udviklingen af elektroniske apparater generelt.

For at plastik kan blive strømførende, må det imitere metallers evne til at skubbe elektroner frit igennem stoffet. Da plastik er en polymer, som består af lange kæder af kulstof og brint, er den første forudsætning for at plastik kan blive elektrisk ledende, at kulstofatomerne vekselvist er forbundet med dobbeltbindinger og enkeltbinding-er, dvs. at der skal skiftes mellem to og fire elektroner til at holde to kulstofatomer sammen.

Men det er ikke nok. De lange kulstofkæder skal også have noget »doping« i form af ekstra (eller færre) elektroner, hvilket man kan gøre ved hjælp af normale oxidations- eller reduktionsprocesser. Metal kan man få til at lyse, når strømmen er stærk nok. Det bliver vi mindet om, hver gang vi tænder en lampe. Polymerer kan man også få til at lyse ved hjælp af den såkaldte elektroluminescence, som bliver brugt i fotodioder, og som i princippet er mere energibesparende og producerer mindre varme end normale lamper. Det er nogle af disse egenskaber, der i fremtiden vil gøre plastik til et seriøst alternativ til de højteknologiske metallegeringer, der har domineret den hidtidige industrielle udvikling.

Plastik går altså en lysende fremtid i møde. Man vil kunne masseproducere antistatiske materialer, smalle computerskærme uden elektromagnetisk stråling og smarte mobilskærme til video og fjernsyn.

I computerindustrien forventer man også at mange af de elektroniske strømkredse vil kunne erstattes af polymerbaserede produkter. Plastikrevolutionen er godt på vej.

Chip-transistorer
Nobelprisen i fysik går til nogle af de forskere, som har haft afgørende indflydelse på udviklingen af IT-revolutionen. Zhores Alferov fra Rusland, Herbert Kroemer fra USA og Jack Kilby ligeledes fra USA blev i den svenske akademis udtalelse citeret for at have bidraget med fundamental forskning inden for udviklingen af cd-afspillere, satellitforbindelser og mobiltelefoner.

Kilby, som arbejder for Texas Instruments i Dallas, viste i 1958, hvordan man kan kombinere et stort antal af elektriske komponenter (som transistorer, resistorer og kapacitorer) på en enkel siliciumplade. Dermed var den integrerede strømkreds skabt. Det var det, som banede vejen for de moderne computere.

Alferov, der nu sidder på AF Ioffe Physico-Technical Institute i Sankt Petersborg, og Kroemer, fra University of California i Santa Barbara, bidrog i denne sammenhæng med udviklingen af nogle komplicerede mikrostrukturer i siliciumkrystallerne på chipene, som betød en voldsom forbedring af computerne ydeevne. Disse såkaldte heterotransistorer og tilhørende halvledende laserteknikker førte efterhånden til, at man omkring 1970 kunne udvikle den fiberoptiske kommunikation, som i dag er standard i en lang række apparaturer så som cd-afspillere og mobiltelefoner.

Neurotransmittere
Nobelprisen i medicin (og/eller fysiologi) går i år til de tre forskere, Arvid Carlsson fra Universitetet i Göteborg, Paul Greengard fra Rockefeller University i New York samt Eric Kandel fra Columbia University, New York, for deres »opdagelser vedrørende signaloverførsel i nervesystemet,« som det står beskrevet i Nobelpriskomiteens begrundelse.

Hjernes mere end hundrede milliarder af nerveceller er forbundet via et uendelig kompliceret netværk af nerveprocesser, der blandt andet bruger kemiske transmittere til at sende et budskab fra én nervecelle til en anden.

De tre forskere har kortlagt en af de mange måder nervecellerne kommunikerer på, nemlig den såkaldte »langsomme synaptiske transmission.« Deres forskning har haft stor betydning for at forstå, hvordan hjernen fungerer i det hele taget, og hvordan forstyrrelser i signal-overførslen kan føre til neurologiske og psykiatriske sygdomme. De har også ført til udviklingen af nye medikamenter mod for eksempel Parkinson og skizofreni.

Nathan den gode

Nye essays om fysik, der giver et godt indblik i udviklingen af den moderne naturvidenskab



Ove Nathan: Stakkels Einstein og andre fortællinger om fysik, Gyldendal, 196 sider, 199 kroner. Udkommer i morgen.


Af Robin Engelhardt

Danmarks bedste formidler af fysik, tidligere rektor ved Københavns Universitet og professor i fysik, Ove Nathan, har skrevet en ny bog. Stakkels Einstein hedder den, og handler endnu engang om Nathans hjertebarn: Atomfysikken.

Det er en række essays, der tidligere har været bragt i Berlingske Tidende og Politiken, altså tekster, der er holdt i en langt mere populær form, end hvad Ove Nathan i samarbejde med Henrik Schmidt har skrevet i den anmelder-roste lærebog Den harmoniske begejstring fra sidste år. Teksterne omhandler alle den moderne fysiks tilblivelse siden Newton.

Man får en spændende og overskuelig fremstilling af kvantemekanikkens og relativitetsteoriens opståen i begyndelsen af 1900-tallet; af endnu uløste matematiske problemer; af Big Bang, neutrinoer, antistof og selvfølgelig også af atombombens udvikling og betydning på samfundet siden hen.

Flere af teksterne er gamle anmeldelser af bøger, men på trods af det lidt fragmenterede indtryk, så forskellige tekster kan give, formår Nathan at samle dem i et overordnet ideologisk hele, der giver læseren en god fornemmelse for fysikkens komplicerede og ofte stormombruste udvikling.

Kontrapunkt og mislyd
Men der er også enkelte mangler, og de handler om selve måden at samle avisartikler til en bog på. Nu er en af litteraturens grundregler: Gentag aldrig dig selv. Den kender Ove Nathan desværre ikke godt nok.

Bestemte formuleringer fra første essay gentages for eksempel på den nøjagtig samme måde i det andet essay. Det bliver lidt pinefuldt at læse. Men heldigvis favner Nathan så bredt i sin viden, at han som regel formår at gentage sig selv uden at gentage sig selv; dvs. at han skriver om det samme emne ud fra vidt forskellige perspektiver og med andre formuleringer end forrige gang. Dette er til gengæld behageligt, for når man, som det jo så tit er tilfældet med den slags vanskelige emner, læser om fysik og matematik uden rigtig at have forstået det til bunds, så bliver pointen gentaget i en lidt varieret form, og som læser føler man argumentet lidt stærkere. Forklaringen bliver lidt bedre.

Når det rigtig kører for Nathan, bliver atomfysikkens temaer endevendt fra alle tænkelige sider, og historien folder sig ud som i et klaverstykke hos Bach, harmonisk, flerstemmigt og kontrapunktisk. Variationerne over et tema er i disse tilfælde en nydelse i sig selv, men som sagt: Kun så længe der ikke indsniger sig et cut-and-paste. Og sådan balancerer hele bogen mellem de veltempererede fortællinger og gentagelserne mislyde. Hvor ville en ekstra lille gennemskrivning dog have gjort bogen til en enestående oplevelse! Nu må vi nøjes.

Overvejende må man dog anerkende Nathans store viden, hans engagementet i stemmen og den sikre pen, der sætter høje standarder for formidlingen af videnskab.

Science fiction - en håbløs affære?

Danske litteraturkritikere er bagud i forhold til deres amerikanske kolleger, når de anser science fiction som underlødigt i forhold til mainstreamforfatternes værker, mener forfatterne bag en ny bog om genren fra H.G. Wells til Svend Aage Madsen.

Af Ide Hejlskov, Kristian Mørk og Robin Engelhardt

Science fiction. En genre den danske kritik elsker at hade. Og hvorfor? Fordi det er en genre. Så enkelt kan man se på sagen, og så svær er den at ændre på. En genre er i Danmark pr. definition underlødig og kan kategoriseres som metervare, pulp og kioskbaskere, der ikke fortjener at blive nævnt i kongerækken af Dostojevskijer, Rushdier og Enquister. Science fiction er ekskluderet fra det fine litterære selskab, og årsagen skal søges i det forhold, at genrer altid står i vejen for anerkendelse.

 Anmeldere på Politiken som Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen har nu i et års tid kørt en kampagne, der frem for at bryde med disse stereotyper, stadfæster de gamle fordomme om science fiction. Det har været en selvforstærkende effekt, kan man se, som har tilsigtet dannelsen af en højlitterær selvforståelse, ikke kun blandt de interviewede personer, men også blandt kritikerne selv.Og det er jo trist, at det stadig skal være sådan i vores lille land.

Ser man mod USA er situationen en anden. Hvor kriminallitteraturen var modernismens pulp, har den nordamerikanske postmodernisme indoptaget science fiction i sin form. Berømte mainstreamforfattere som Thomas Pynchon, Don DeLillo og Kathy Acker bekender sig alle til typiske sf-elementer i deres komplekse fortællinger. Og flere andre 'lødige' forfattere har fulgt trop med pulp, der gør dens faste skabelon til ramme for en fragmenteret, nuanceret form. Og vigtigst: I et globalt perspektiv er kritikken langsomt begyndt at se på litteraturen som mestendels konsumvare, hvor de berømmede undtagelser ikke kun begrænser sig til repræsentanter fra højlitteraturens hellige broderskab. Også sf-forfattere kan blive kendte navne. William Gibson og Dan Simmons er gode eksempler på forfattere, der er blevet accepteret både i den brede offentlighed og i kritikken.

Når science fiction stadig anses for at være underlødigt i Danmark skyldes det en række fænomener. Dels er den danske kritik altid bagud i forhold til den amerikanske. Således synes vi stadig, at dekonstruktion er fedt, og at det er lidt frækt at blande krimi og filosofi i skønlitterær form. Dels er den nationale science fiction kun repræsenteret ved en lille håndfuld entusiaster, der ikke fylder meget i det litterære landskab andet end i de trofaste fans bogreoler. At sf synes underlødigt skyldes også genrens ønske om at underholde, hvilket jo er grove løjer. En bogs litterære kvaliteter synes stadig at være omvendt proportional med dens underholdningsværdi, og lige meget om man laver gode gimmicks eller gedigen satire, så er det faktisk kun antallet af metalitterære citater en professor Tör V. Triller kan opspore, som anerkendelsen i sidste ende kommer an på.

En genre er kendetegnet ved et sæt mere eller mindre faste spilleregler. Og ligesom med så mange andre ting er det ikke reglerne i sig selv, som burde kritiseres, men den vellykkede eller mindre vellykkede brug af dem. For science fiction-litteraturen gælder det, at forfatterne konstruerer nye verdener, der er kommentarer til den nuværende gamle verden. Den fremstiller et univers der adskiller sig fra virkeligheden, men på en måde der er tænkelig ud fra hvad vi ved om, hvordan verden er indrettet. Hermed ikke være sagt, at visse sf- forfattere ikke også ønsker at nuancere personskildringer og inddrage et stort følelsesregister i deres fremtidsskildringer. Det centrale er blot konstruktionen og den logiske tanke. Science fiction foregår som regel i fremtiden, men den kan også være en skildring af besøg fra rummet i nutiden. Den fremmede rumrejsende kultur udgør da et spejl, der reflekterer vores nutid i en teknologisk mere fremskreden civilisation. Man må som læser have en god portion nysgerrighed og omstillelighed. For science fiction-verdenen er altid i sit udgangspunkt uigenkendelig og langt fra realismens indforståede og accepterede virkelighedsopfattelse.

Om noget er science fiction tættere på modernismens nyopdagelse af verden. Science fiction er altså ganske bred i sit undersøgelsesfelt. Ligesom krimien dækker den et bredt spektrum, hvor der findes værker skrevet i et let genkendeligt sprog med enkle fortællestrukturer og banale overvejelser over teknologi og samfund i den ene ende af spektret og værker skrevet i et eksperimenterende sprog med avanceret fortælleteknik og dybdeborende samfunds-, miljø-, og teknologiovervejelser i den anden.

Et interessant fænomen i science fiction-litteraturens receptionshistorie er en forfatters tilhørsforhold, når han eller hun bevæger sig på grænsen af science fiction og mainstreamlitteraturen. Svend Åge Madsen eller Inge Eriksen er sådanne forfattere, hvor distinktionerne smuldrer i teksten, og hvor det følgelig kan være problematisk at rubricerere bøgerne. Genreforvalterne i de to lejre hiver i hver sin bogflap på de litterære værker, mens luften fyldes af hidsige anklager om plagiering og stilforvirring. Men det er et skænderi, der aldrig vil kunne føres til ende.

Forskellen mellem, hvad der hører til det høje litterære rige, og hvad der hører til triviallitteraturens nedre slumområder afhænger nemlig sjældent af, om fortællingen betjener sig af tidsrejser, fjerne planeter eller ny teknik. Den afhænger lige så sjældent af den enkelte bogs litterære kvaliteter. Tilhørsforholdet er et langt mere kompliceret sociokulturelt fænomen, hvor det spøger med fastgroede regler, bestemte historiske udviklinger og ikke mindst med kritikernes og læsernes forventninger.

En tommelfingerregel findes der dog. Og det er forfatterens første bog. Er debutromanen et mainstreamværk, vil anmelderne have dannet sig et bestemt mainstreambillede af forfatteren, og selvom de næste værker kunne klassificeres som science fiction, vil de blive betragtet som en 'undtagelse' eller som et 'lune' hos forfatteren. Men starter man straks med at skrive en sf-roman, vil man ikke for resten af livet kunne slippe bort fra at høre til litteraturens nedre etager. Avisernes finlitterære kritikere vil ikke værdige fremtidige værker nogen opmærksomhed, og podierne med de fine priser og anerkendelser vil for evigt være dækket med et uigennemtrængeligt jerntæppe.

Det har ikke altid været sådan. Da H.G. Wells skrev sine bøger for hundrede år siden, fandtes der ingen grænsebevogtning mellem de litterære genrer. Wells skrev både fantastiske og realistiske romaner og blev anmeldt for at være en engelsk forfatter, der skrev gode eller mindre gode værker. Grænsedragningen mellem mainstream- og triviallitteratur opstod først senere, efterhånden som litteraturen blev mere forgrenet i diverse genrer og klasser. Kulørte blade og ledeløse paperbacks har siden gjort det forholdsvis nemt for forbrugeren at udskille den 'dårlige' litteratur fra den 'seriøse'. Først på det seneste har der vist sig enkelte åbninger i denne barriere, der blev bygget stadig højere gennem forrige århundrede. Ligesom det er blevet sværere at skelne genrerne fra hinanden ud fra omslaget alene. Alligevel lever kassetænkningen og inddelingerne stadig videre i bedste velgående i den kritiske modtagelse af litteraturen.

Men når det så trods alt kommer til en undtagelse i genreklassifikationerne, sker det ud fra en bedømmelse af, at dette skam er »helt normal litteratur«, der kun er blevet camoufleret som science fiction af en snu forfatter. Dette er for eksempel tilfældet med Svend Åge Madsens nyeste roman 'Genspejlet', der fik De Gyldne Laurbær. Anker Gemzøe sammenligner således i sin disputats elementer af Madsens modernistiske debutroman 'Besøget' med Kierkegaard, H.C. Andersen, Ingemann, Jacobsen og Bang, mens science fiction-bøgerne fra 1980 og frem betragtes som underfundig teknologikritik med et hav af metalitterære referencer. For mainstreamkritikernes selvforståelse handler det altså om en forfatter, som 'bruger' science fiction-genrens metoder til at nå frem til »nogle helt andre mål«, der intet har med sf at gøre. Svend Åge Madsen er altså ikke en science fiction-forfatter men en »litterat, som spiller med mange kort» eller en »videnshungrende forsker«.

Et andet interessant fænomen kan man iagttage, når Politikens science fiction-anmelder Bo Tao Michaëlis i et debatindlæg 26. februar i år gør tykt grin med sf-genren, men alligevel har en 'hemmelig' forkærlighed for dens muligheder (hvilket for eksempel kan ses af hans nylige anmeldelse 20. august i forbindelse med Ray Bradburys 80-års fødselsdag). Eller når Weekendavisens Lars Bukdahl anmelder H.H. Løyche for i virkeligheden ikke at være sf, men rigtig litteratur.

Her ytrer der sig en skizofreni, som er så typisk for den danske genretænkning: På den ene side vil man gerne tilhøre det øvre litterære lag med de rette meninger og domme om, hvad der er god tone. På den anden side vil man gerne formidle en viden om sf-værker, som vitterlig er perler. Resultatet bliver at man opfører sig som en missionær i et bordel. Af væmmelse gøres der nar over en bred kam, og når bøgerne en gang imellem hives ud af pulp-skyggen og fremstilles som individuelle værker, sker det ikke på genrens præmisser, men tværtimod ved at frakende dens rødder. Alt det medvirker selvfølgelig til at bekræfte fordomme og lukke sf-litteraturen endnu mere over for mainstreampublikum. Science fiction forbliver altså en håbløs affære, og de få undtagelser, der findes, har ingen chance for at vriste sig fri fra rendestenen uden at blive omdefineret. For hvem tør bekende at de læser science fiction om natten under dynen, når genren tilsyneladende er fuldstændig tømt for mening og sammenhæng?

Ifølge den polske forfatter Stanislav Lem sker der i science fiction- genren en negativ forfatter- og læserudvælgelse. Fordi genren som 'pulp' er underordnet nogle markedsmekanismer, der kræver høj kvantitet frem for kvalitet, er mange sf-forfattere på trods af deres litterære begavelse tvunget til at tilpasse sig triviallitteraturens kendetegn (såsom kitsch, efterligning og stereotype engangsprodukter). Hos forlagene har sf-forfattere hidtil også meget mindre magt over deres værker end f.eks. de skønlitterære forfattere.

Redaktøren skærer og retter, så det passer til det store køb og smid væk-publikum. De intelligente sf-læsere frastødes af den mekanisme, der beherskes af det konsumerende 'tavse flertal'. Desværre finder en forædling ikke sted, fordi de kritiske receptioner i sf-fandom kun udgør et lille mindretal - uden indflydelse på forlagene. Og de få mennesker og kritikere, som ønsker en fordringsfuld sf bliver ustandselig frastødt af bjerge af møg. Theodor Sturgeon, en science fiction-skribent og kritiker, har formuleret det kort og fyndigt: »90 procent af al science fiction er noget møg«, og for at retfærdiggøre genren har han tilføjet: »Men 90 procent af alting er noget møg«.

Men her må man desværre også tilføje, at den manglende anerkendelse af sf-genren i høj grad også skyldes fraværet af kritisk sans i 'fandomens' egne rækker. Hver femte eller ottende bog bliver udråbt til at være den bedste science fiction-bog i hele verden, og forfatteren bliver jævnligt fremstillet som den største science fiction-forfatter nogen sinde.

Manglen på selvkritik og nuancer er slående i denne branche, og paradoksalt nok ofte medvirkende til at forhindre uvedkommendes adgang til genren i stedet for at åbne dørene. Det skyldes dels den simple pointe, at størstedelen af sf ønsker at underholde læseren. Det er dens primære pulp-funktion. Deraf følger der en fordom om, at sf ikke har psykologisk dybde og er overfladisk. Dele af science fiction-miljøet selv ligger under for denne fordom, og mindreværdsfølelsen udarter derfor ofte i en overdreven trang til at lovprise hvert andet værk, lige så snart det gør mere end blot at underholde. Indbyggerne i det øvre litterære rige opfatter dette som anmassende og opfører sig ligesom adlen opfører sig over for pøbelen: En 'dame' må gerne besøge et offentligt hus, men de 'glædespiger', som bor sådan et sted, bliver nægtet adgang til de pæne hjem.

Hvis sf-kritikken skal være værdifremmende, må den finde et udvalg af gode bøger, baseret på en suveræn kritik og en 'højkulturel sortering', der konsekvent skelner mellem det overfladiske plagiat og de originale produktioner. Det nytter ikke at fejre fremkomsten af en ny og revolutionerende undergenre, hver gang en ny grafoman betræder scenen. De mange fraktionsdannelser og det uigennemskuelige mylder af gensidige skulderklap og prisuddelinger, som findes i sf-genren, kan altså ikke tages fuldt ud alvorligt, så længe der ikke eksisterer en uafhængig kritik. Men det er tvivlsomt, om de lovmæssigheder og trends, der hersker i science fiction-litteraturen vil ændre sig i retning af en værdifremmende, oplysende og suveræn kritik. Der vil måske snarere ske det, at også mainstreamlitteraturen bliver angrebet af de samme uheldige lovmæssigheder, som hersker i sf-genren. Informationseksplosionen vil lade de originale værker gå under i skyggen af bestsellerne, og markedskræfterne vil overstrømme den filtrerende kritik med så mange bøger, at vordende forfattere hellere vil tilbede heldet end talentet. Så forvandles det litterære rum nemlig definitivt til et stort lotteri.

Hidtil har den litterære kritik kunnet overskue mainstreamfeltet, men for meget af det gode kan også blive dets undergang. Det høje litterære lag vil så også skulle anpasse sig rendestenskulturen, hvor alle er debutanter, og hvor alle håber på at bliver superstars. I USA er den udvikling allerede godt i gang, og derfor kan man trygt regne med, at det ikke vil vare længe før de samme tilstande vil gælde i Danmark.

Man kan derfor spekulere over, om ikke Politikens unuancerede fremstilling af science fiction-genren dækker over en dybere fortrydelse, en fortrydelse, der har noget at gøre med litteraturens tilstand som sådan, altså med de fælles forbilleders forsvinden og med et tab af overblik. Så er det jo bare synd for science fiction-litteraturen, at den er sådan en dejligt nem prygelknabe. Science fiction bliver til et offer for kritikernes forurettede følelser. Der er selvfølgelig intet galt i at forskanse sig bag en reaktionær bastion, for litteraturens skyld, men når man bliver kynisk på en hel genres bekostning, kan det blive lidt trættende i længden.

Génopstandelsen

Leder: På trods af nationalsocialismens perversioner vil ideen om en aktiv medicinsk-genetisk forbedring af mennesker ikke forsvinde. Det er utopien for stærk til. Man vil blot skulle finde nye veje, og her er Etisk Råds individualistisk orienterede oplæg en virksom start

Af Robin Engelhardt

I sidste uge udgav Det Etiske Råd en debatbog om génundersøgelser af raske mennesker. Det er en velargumenteret tekst, der forsøger at finde en farbar vej for genetiske undersøgelser til at forebygge alvorlige sygdomme. Visse sygdomme, der først debuterer i en sen alder, kan man i dag diagnosticere i fostret. I fremtiden vil der være mange flere. Det er derfor en god idé allerede nu at formulere retningslinjer for dem, som gerne vil kende deres egne eller deres børns genetiske prædispositioner, samtidig med at respektere dem, som gerne vil være fri for denne viden.

Men under overfladen af soberheden og fagligheden lurer der et helt andet og meget mere problematisk tema: Efterhånden som forskerne lærer at afkode den hellige skrift det humane genom, kodet i DNA vil der komme krav fra befolkningen om en aktiv udvælgelse af visse genetiske egenskaber frem for andre. Den egentlige diskussion, som helt sikkert vil komme, handler altså om »eugenik«, dvs. om forbedring af mennesker ved hjælp af genetiske teknikker.

Hvordan vil samfundet afgøre, hvad der er tilladeligt, og hvad ikke? Hvordan vil man forhindre »arvehygiejnisk« misbrug? Hvornår er eugenik blot udtryk for en præventiv behandling, og hvornår er eugenik en »fortsættelse af æstetik med andre midler«? Det må være klart, at kombinationen af fri abort, fosterdiagnostik og genetisk screening indeholder elementer, der ikke altid er lige forenelige med alles moralbegreber. På mange måder må man derfor anser Etisk Råds oplæg som en banebrydende hændelse, idet man for første gang tilkendegiver en (betinget) positiv indstilling til en udvikling, der siden Anden Verdenskrig har været set på med voldsom mistro.

Men Etisk RÅd synes at have fanget tidens ånd, og fundet en tolkning, der ikke vil støde mange.
Det kan måske være hjælpsomt at anskue situationen med en religiøs analogi. Moderne genetikere vil blive redaktører af en tekst. Og teksten er den genetiske kode, givet af Gud (eller af Naturen). Ligesom den middelalderlige teologi indeholdt en form for konkurrence, vil den moderne fortolkning af DNA et også være præget af heftige diskussioner. Der vil være genetiske katolikker, calvinister, fakkelbærere og hekse. Samfundet ved, at emnet er og bliver af allerstørste betydning, og derfor vil man lytte til de folk, der tolker den hellige genetiske skrift.

Og her har Etisk Råd vist vejen, ad hvilken diskussionen må føres: Så længe de genetiske forbedringer kan integreres i et generaliseret koncept af »sygdomsbehandling«, så længe vil moralens vogtere kunne holdes hen, og man vil acceptere den fagre nye gen-verden. Men lige så snart, man ønsker at starte et samlet program, der har til formål at øge kvaliteten i et befolkningsgennemsnit, vil det blive anset for anstødeligt. Utallige steder i Etisk Råds debatbog bliver det fremhævet, at individet har første prioritet. Først derefter kommer familien og sidst samfundet. At det dog ikke altid er lige nemt at skelne mellem individuelle og socialt betingede valg betyder, at man nøje må overveje, hvilke problemer det kan medføre. For eksempel udtrykker Etisk Råd med rette stor bekymring for dannelsen af et »risikofokuseret testsamfund«, der anser alle småskavanker som behandlingskrævende. Det kan føre til en udvanding af sygdomsbegrebet. En alt for ekstrem individualisme kan også føre til en angst for dannelsen af en ny elite.

Men så længe det lykkes behandlingssystemet eller Etisk Råd at ekskludere disse perspektiver som usandsynlige eller irrationelle, vil barriererne mod udviklingen falde. Bliver det ikke gjort, vil Europas traumatiske historie dog hindre enhver bevægelse i den retning. Ideen om eugenik går helt tilbage til Platon, der i sin republik forestillede sig en konstant forbedring af menneskers biologiske kvaliteter gennem en selektiv udvælgelse. Men selve begrebet eugenik blev for første gang brugt af den engelske antropolog Francis Galton, der forestillede sig, at arrangerede ægteskaber kunne føre til en specielt talenteret race. Men jo mere ideen blev knyttet til racebegrebet, jo flere kriser gennemgik det. Da nazisterne kom til magten, blev ideen fuldstændig gendrevet. Nationalsocialismen ændrede meningen af hele konceptet om eugenik så meget, at ordet faktisk ikke længere kan bruges i dag. Det er en smule ærgerligt, fordi nazisterne egentlig slet ingen relationer havde til de positive elementer i ideen alene af den grund at en nazi aldrig ville tro, at der var noget at forbedre på ham.

På trods af nationalsocialismens perversioner vil ideen om en aktiv medicinsk-genetisk forbedring af mennesker ikke forsvinde. Det er utopien for stærk til. Man vil blot skulle finde nye veje, og her er Etisk Råds individualistisk orienterede oplæg en virksom start.
There was an error in this gadget