Det sidste menneske

Den digitale verden kan byde på snildere former for over-vågning end i Orwells 1984: Profilanalyser af brugen af Internettet, dankortudskrifter umuligt at overskue, måske unøjagtige, og altid uden for individets indflydelse...



George Orwell, 1984, Gyldendals Tranebøger, 88 kroner, 248 sider.

Nedenstående tekst er taget fra: Robin Engelhardt, Kristian Mørk og Ide Hejlskov: Kloner og stjernekrig science fiction fra H. G. Wells til Svend Åge Madsen, Lindhardt & Ringhof/ Informations Forlag, 158 kroner, 136 sider.
Begge bøger udkom i går.


Af Robin Engelhardt

På en kold aprildag i året 1984 er Winston Smith på vej hjem til sin lejlighed. Han bor på syvende etage, er småsyg og har problemer med at komme op ad de stejle trapper. Elektriciteten er gået igen. For hver ny afsats på den mørke opgang møder hans blik en kæmpe plakat af en vel-trimmet mand, 45 år gammel, med overskæg og et attraktivt udseende. Ligesom på Rembrandts selv-portrætter synes hans øjne altid at følge betragteren. Det er med vilje. Under billedet står der med stor skrift BIG BROTHER IS WATCHING YOU.

Alene den sætning i romanen 1984 sikrede den engelske forfatter George Orwell (Eric Arthur Blair) (1903-1950) udødelighed, hvilket primært skyldes bogens, og et af det tyvende århundredes væsentligste temaer: Utopien og dens transformation til totalitarisme.

Verden anno 1984 er delt i tre supermagter: Oceanien, Eurasien og Østasien. De tre samfund ligner hinanden i magtstruktur og ideologi. De er i permanent krig mod hinanden. Falske rapporter om krigshandlinger strømmer ud fra de statskontrollerede medier. Magthaverne bruger skueprocesser og påståede fjender til at disciplinere og organisere befolkningen efter egne ønsker. Hadet mod de andre skal for alt i verden holdes oppe. I Oceaniens hovedstad London, hvor Winston Smith lever, regerer et oligarki, dvs. et fåmandsvælde kaldet »partiet«, der er opdelt i to fraktioner, det »indre« og det »ydre« parti. Ved hjælp af teleskærme er befolkningen under konstant overvågning, selv på de mest intime steder og tidspunkter. Målet er at nedbryde den individuelle bevidsthed, fjerne kritik og ensrette tænkningen.

Det er lykkedes. Langt størstedelen af befolkningen har ingen synlige følelser, ingen viden, ingen frihed, og bliver holdt nede i en permanent umyndiggørelse og åndelig tåge. De er uvidende. Vigtigst af alt: De er glade.

De få fornøjelser, der er tilbage i den puri-tanske terrorstat en stinkende »Victory Gin« og nogle grumsede »Victory cigaretter« bruges flittigt. Med sætninger som »krig er fred«, »frihed er slaveri« og »uvidenhed er styrke« bliver alle humane værdier systematisk vendt på hovedet, og »Sandhedsministeriet« anvender alle tænkelige midler til at modgå og afsløre mulige »tankeforbrydelser«. Historien genskrives ustandseligt, for når partiet »ejer nutiden, ejer den fortiden; og når den ejer fortiden, ejer den fremtiden.« Winston ved alt om metoderne, for han er selv ansat i Sandhedsministeriet som censor for, hvad der må vides og tænkes.

Orwells essayistiske femstilling, der minutiøst behandler det totalitære rædselsregimes udspekulerede metoder, blødes en smule op med kærlighedshistorien mellem Winston og Julia. Kærligheden er en tankeforbrydelse i sig selv, fordi alle mellemmenneskelige relationer er bandlyste. Sex bliver for Winston symbolet på modstand mod det forhadte system, ligesom hans forsøg på at finde en påstået modstandsbevægelse, kaldet »broderskabet«, der vil partiet til livs. Men både den i forvejen dødsdømte kærlighedshistorie og modstandsplanerne strander på partiets alt-overskyggende magt. Til sidst står kun en enkel ubarmhjertig sandhed tilbage: Med en »renset« bevidsthed holder Winston op med at være et følende individ, og med tomme øjne og et ginglas i hånden lærer han at vedkende sig sin evige kærlighed til Big Brother.

Orwells advarsel mod de totalitære tendenser gjorde et stærkt indtryk på samtidens læsere, og mange af bogens ord som »newspeak«, »INGSOC« (forkortelse for »english socialism«) og »doublethink« (dvs. det at vende alle ting på hovedet) blev hurtigt et fast inventar i det engelske sprog til at udtrykke alskens former for politisk misbrug.

Orwell mente, at politiske utopier såsom kommunismen og nazismen i deres konsekvens var umenneskelige størrelser, og med 1984 forsøgte han at anskueliggøre præcis det. Det varede heller Ikke længe efter udgivelsen i 1949, før repræsentanter for Arbejderpartiet angreb Orwell for at være antisocialist.

Men Orwell var socialist, frem for alt var han antiutopist. Han udviklede et bevidst politisk ståsted, der modarbejdede alle politiske idealer, som stiller paradisiske tilstande og perfekt-hygiejniske livsvilkår i udsigt. Under indtryk af de grusomheder, Stalin og Hitler havde sat i værk i 1930 rne og 40 rne, stod det ham klart, at totalitarismens permanente mobilisering af masserne var et misbrug af menneskers længsel; det vil sige en manipulation, der i udgangspunktet sikkert havde haft en legitim interesse i at styrke fællesskabet, men efterhånden var gledet over i statstyranni.

Romanen vil fortælle om og oplære læseren i, hvilke politiske teknikker, der ligger bag undertrykkelse og manipulation. Hele princippet bag »INGSOC« kan forekomme absurd, og for de fleste mennesker komplet umuligt. Men det indeholder trods alt en universalitet, der kan genkendes i mange aspekter af samfundet, og det er let at drage aktuelle paralleller. De vil selvfølgelig aldrig være præcis som hos Orwell. Navnene vil være nogle andre, teknikkerne mere udspekulerede og forførelsen desto større. Det vil måske være en mildere totalitarisme; ikke hjernevask med rotter (som i romanen), men hjernevask med forlystelser, glæder, der stimulerer begæret, som i Aldous Huxleys Fagre nye verden. Denne verden vil måske blive mere ugennemskuelig, ikke en enkelt Big Brother, men mange små brødre og søstre: Profilanalyser af brugen af Internettet, dankortudskrifter, overvågning af e-mails, tudsegamle straffeattester, kreditrapporter, optagede jobsamtaler, og så videre umuligt at overskue, måske unøjagtige, og altid uden for individets indflydelse. Selv ser man kun afslag på lån, på det arbejde man har søgt, og forstår ikke, hvorfor man får tilsendt reklamer for præcis det, man gik og ønskede sig.

»Alle litterære forsøg på at beskrive en permanent lykke har været en fiasko,« skrev Orwell i et essay under krigen. Lige fra de gammelkendte utopister som Platon (Staten) og Thomas Moore (Utopia) og frem til de moderne utopister, som for eksempel H.G. Wells (The Dream og Men Like Gods) samt Aldous Huxley (Ø og Fagre nye verden), har de utopiske samfund været befriet for krig, fattigdom, uvidenhed, snavs, sygdom, håbløshed, sult, angst, hårdt arbejde og overtro men på trods af det, som Orwell skriver et sted, har man mærkelig nok aldrig rigtig haft lyst til at bo i dem (ordet »utopi« betyder da også »det sted, der ikke er«).

Årsagen er ifølge Orwell, at den ægte lykke kun kan findes i en kontrasternes verden, det vil sige i en verden, hvor der findes både godhed og grusomhed. I en perfekt himmelsk verden uden modstand eller ulykke ville individet derimod gå grueligt til grunde af kedsomhed og selvhad. Som individ kan mennesket kun eksistere i et ikke-perfekt samfund, netop fordi det er sentimentalt, stædigt og søgende. Af samme grund foragtede Orwell fremskridtet i alle dets manifestationer. I de talrige teknologiske hjælpemidler og forbrugsgoder så Orwell kun endnu et kærkomment middel for et tyranni, der vil lulle individet i søvn og udøve repression.

Mennesket er i bund og grund »nedrigt,« og det er desværre også sandheden for Winston, når han på en af de sidste sider i bogen torteres med rotter, for til sidst at råbe: »Gør det ved Julia!« Nedrigheden findes overalt, også i kommende utopier. Romanen 1984, der som arbejdstitel oprindeligt hed »Det sidste menneske i Europa«, skulle derfor ikke forstås som en fremtidsvision, men som en advarsel til samtiden.

0 comments:

There was an error in this gadget