Alt fast og solidt fordamper

Expo 2000 i Hannover handler ikke kun om kapitalens sejrs-gang udtrykt i et uendeligt udbud af shows, udstillinger, souvenirbutikker, plancher, computerskærme og varer, varer, varer... Den er også et forsøg på at sammensmelte teknologi og natur på en ny måde


Af Robin Engelhardt

Expo 2000 i Hannover er et ingenmandsland. En kaotisk vandring mellem computerskærme, klenodiebasarer og enorme glasfacader. Retningsløse skilte peger mod himlen eller ned i jorden. Hvor er jeg henne? Er det virkelig »et enkelt klik inde i fremtiden«, jeg kan se, sådan som de farvestrålende plancher og brochurer skriver, eller er verdensudstillingen igen blot en rundtosset lovprisning af alskens teknologisk grej, sådan som så mange andre verdensudstillinger har haft for vane at udstille gennem tiderne?

Jeg bumper ind i turister som går baglæns med deres kamera, står i kø med glade hollændere og talrige franske familier og ser en svævebane højt oppe på himlen transportere mennesker fra den ene ende af udstillingspladsen til den anden. Souvenirbutikker, videoer, udstillinger, opvisninger, vitriner, plancher og computerskærme tæppebombarderer mine sanser, og jeg ænser kun de mest iøjnefaldende genstande i dette uendelige udbud af shows, varer og atter varer.

Manipulation og blændværk! kunne man affærdige dette sammensurium af produktmanagement med. Og det er også hvad de tyske medier har gjort i lang tid. Ja, faktisk siden ideen kom frem for første gang for 13 år siden.

Hvorfor, blev der spurgt, bruge milliarder af D-mark på tekniske heksekunster og fastelavnsløjer, når Østtyskland mangler investeringer og lider af en skyhøj arbejdsløshed? Hvorfor invitere 173 lande og organisationer til at sælge deres flyvende kosteskafte til lalleglade turister, når verden faktisk bugner af problemer, der kræver reelle og hurtige løsninger?

Også efter, udstillingen blev officielt åbnet 1. juni i år, var kritikerne ude med riven. Af mangel på bedre, skældte man pludselig ud over antallet af de besøgende, som kun var halvt så stort som regnet med. Og da det blev klart, at staten ville miste flere milliarder D-mark på foretagendet, var den længe ventede skandale hjemme. I løbet af et par uger blev mange af medarbejderne afskediget, og for nylig har delstaten Niedersachsen, hvor Hannover er hovedstad, måttet skyde 860 millioner D-mark ind i foretagendet for at redde mange arrangementer fra undergang, men også for at starte en ny pr-offensiv.

Det er egentlig underligt. Fra starten har der nemlig været masser af mennesker på Expo 2000. Ved de bedste attraktioner skulle man stå i kø i en time eller mere, og det er kun blevet værre siden da: Det 1,6 millioner kvadratmeter store udstillingsareal på verdens største verdensudstilling er nu dagligt besøgt af mindst 100.000 mennesker, spisehusene er fyldte, og temaparkerne og pavillonerne overtegnede. Man kan ikke undgå at tænke, at al snakken om de få mennesker ikke skyldes andet end de tyske mediers automatkritik af et i deres øjne fejlslagent projekt.

Man kan heller ikke undgå at bemærke, hvor urealistisk arrangørernes budget egentlig var. 40 millioner billetter var planen. De skulle betale størsteparten af gildet. Nu håber man på halvdelen, dvs. cirka 20 millioner. Men hvis man tænker på, hvor ulideligt trangt og indeklemt et besøg på Expo ville være med dobbelt så mange mennesker, som tilfældet er nu, mast sammen som sild i en tønde, så forekommer arrangørernes utopiske økonomiske krav snarere som en hån mod folks tålmodighed og velvilje.

Men efterhånden som udstillingen har været åben i tre måneder, er stemningen vendt. Kritikerne er forstummet og medierne skriver i tiltagende grad positivt om arrangementerne. Der breder sig en stemning af, at de sidste knap to måneder, som verdensudstillingen endnu kommer til at vare, må udnyttes til sidste dråbe, og til den sidste detalje er set. Publikum er også kommet tilbage i stigende antal. 15.000 arrangementer forventes at være løbet af stablen, når udstillingen lukker den 31. oktober. For at se alting må man derfor bruge det meste af en uge. Der er utallige temahuse, teatre, koncerter, cafeer, barer, optog og andre happenings. Alene temaparken, der tager en tour de force i en teknologisk formidling af fortid, nutid og fremtid, er på størrelse med Louvre i Paris.

Hensynet til natur og miljø har som noget nyt også fået en stor del af opmærksomheden. 460 unikke træsorter er plantet på den store allé hen mod Expo-plazaen. Arternes mangfoldighed, forurening, ernæring og livets opretholdelse er alle emner, som søges belyst og forklaret (og selvfølgelig ofte søgt løst ved hjælp af en naiv tro på teknologiens omnipotens).

Skal jeg forsøge at finde et gennemgribende tema for hele Expo 2000, må det ligge i spændingsfeltet mellem teknologitroen (og pengene) på den ene side, og forsøget på at finde en ny naturlighed på den anden. Jeg kunne for eksempel snildt opdele de enkelte landes pavilloner i to grupper: Den ene gruppe af pavilloner udmærker sig ved at samle og udstille produkter. Her er nationalstaten ikke en enkel enhed, repræsenteret ved en bestemt idé eller et koncept, men en sum af dens virksomhedsprodukter.

Den danske pavillon er et godt eksempel. Vindmøller, vandkraft, LEGO, øl- og smørrebrødskultur er de ikoner, der bliver stillet i rad og række for at give en fornemmelse af, hvad Danmark kan præstere. Identifikationen med landet søges frembragt ved vareudstilling og målrettet promotion i flotte omgivelser. Den anden, og lidt mere sjældne gruppe af pavilloner, er repræsenteret af lande, som går i den stik modsatte retning. Her er det ikke udstilling, men indlevelse, der er kodeordet. I stedet for at lade tilskueren shoppe sig igennem basarer, søger man at opnå en syntese og en fælles stemning omkring landet.

Den norske pavillon er et godt eksempel for det. Den består af en stor metallisk kubus, hvor der på den ene side bruser et kæmpestort vandfald. Indeni er det ikke andet end et fotografi af norske fjeldsten, som er forstørret mange tusinde gange og derefter indgraveret i de 720 metalplader, som udgør hele interiøret loft, vægge og gulv. Vandfaldet udenfor er helt forstummet og i stedet høres der lyde af småsten, hvordan de ruller og ligger stille, ruller og ligger stille, og på den måde har formet og skabt det norske landskab gennem millioner af år. Man kan sætte sig på gulvet eller blive stående, men man kan ikke undgå at blive fascineret af lyden af et bjergmassiv, som pludselig bliver til et fænomen i bevægelse, en kæmpetingest i evig forvandling, opbygning og nedbrydning. Ideen er meget simpel, men den formår alligevel at frembringe et prægnant udsagn om et fjernt land højt mod nord.

Der er andre lande med lignende helhedskoncepter. Finland for eksempel, Polen, Nepal og Island. Og det er altid disse pavilloner, som er de største attraktioner for publikum, med en typisk ventetid på en til to timer ved indgangen. Langt størstedelen af pavillonudstillingerne er dog holdt i den gamle stil. Staten præsenterer sig selv som en stor beholder for sine firmaprodukter. Den skal give dem en ydre fernis af identifikation og tryghed, selv om varerne for længst er mainstream og globaliserede. Den nationale identifikation er for længst opløst i bytteværdi, og enhver form for politisk eller religiøs betydningssfære er erstattet med den åbenlyse kapitalisering. Men alligevel virker de følelsesladede nationale billeder som en formildende omstændighed, og man tænker, om ikke nationalsymbolerne er bibeholdt alene af den grund. At det altså ikke er staten, der udstiller sine produkter, men produkterne, der udstiller sit glansbillede af en stat.

Konsekvensen af det store fokus på varerne er den ubetingede og alt gennemtrængende teknologioptimisme, som man møder. Lige siden udstillingen i Crystal Palace i Hyde Park i London i 1851 har verdensudstillingerne jo lovprist fremskridtet. Omkring år 1900 var det elektriciteten, så blev det telegrafen, telefonen og fjernsynet. Verdensudstillingerne har altid forsøgt at præsentere de største teknologiske landvindinger hos de fremadstræbende nationalstater i det 19. århundrede. På den måde fortsatte man de imperialistiske erobringstogter med fredelig erhvervspolitik og gigantiske kulturfestivaler. Mange af de største opfindelser fejrede deres premiere og sejrsgang på disse gigantiske folkefester.

Verdensudstillingerne er gennem tiden blevet et slags billede af de stadige omvæltninger i produktionen, af den evige usikkerhed og bevægelse i teknologiens udvikling. Og derfor fortæller verdensudstillingerne også om de sociale relationer, der ustandselig formes og rystes på grund af de tekniske forandringer. Alle faste, indgroede vaner opløses i et væk, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Det eneste konstante element i al den foranderlighed i de sidste 150 år er, at historien om fremskridtet altid formidles ud fra et positivt syn og ud fra en lovprisning af teknikkens slumrende potentiale.

Og nu, i år 2000, er det altså computeren, der skal repræsentere ideen om de store uanede muligheder og den store forbrødring. Mottoet er, at alt fast og solidt skal fordampe, al fysik skal blive digital. Alle politiske og religiøse røgslør er borte, og tilbage står kun den iskolde beregning. Så kan man igen få lov at håbe på, at menneskene bliver tvunget til at se klart og nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.

Men om de konstante tekniske revolutioner vitterlig nogen sinde frisætter mennesket, eller om de ikke tværtimod tryllebinder mennesker med evigt nye illusioner og laster, er dog svært at svare på. Og det er dette, Expo 2000 i Hannover synes at spørge sig selv om.

Og det er måske også derfor, at spændingen mellem en blind teknologioptimisme, og en søgen efter naturlighed, går så klart igennem i hele udstillingen. Det virker nemlig som om verdensudstillingen på trods af sit selvvalgte tema om mobilitet kredser omkring en mulig syntese af de to poler mellem det teknologiske og det organiske; mellem visioner og fordybelse. Et tydeligt symbol på en forsøgt sammensmeltning af teknologitroen og naturligheden er verdens største trætag; prestige-projekt nummer ét: Expo-taget. Det 16.000 kvadratmeter store tag består af et kæmpe fletværk at træ, der svæver 25 meter op over den 110.000 kvadratmeter store Expo-plaza. Især bærekonstruktionen er lidt af en arkitektonisk bedrift, idet taget støttes af fire søjler af fire træstammer, som hver er helt specielt udvalgte hvidgrantræer fra Schwarzwald. Hver af dem bærer de 200 tons vægt og er derfor nøje gennemlyst for mulige strukturfejl af eksperter. De 16 hvidgrantræer er så hver især splejset sammen med stålelementer, så de fremstår som en slags gigantiske cyborgs CYBernetic ORGanisms indbegrebet af ideen om sammensmeltningen af natur og teknik.

Men foreningen synes ikke helt fuldbyrdet og ægte. For romantikeren må det metalliske skær iblandt de fine organiske strukturer virke som et stort og åbent sår, der aldrig vil heles igen. For den moderne kyniker må den megen miljørigtighed og politiske korrekthed snarere forekomme som endnu et kvalmende reklameslogan i kapitalens nøgne og beregnende interesse. Men måske indeholder alle former for modernistisk kunst denne tvetydige karakter: De er på samme tid et udtryk for, og en protest mod moderniseringsprocessen. Og måske må man bare finde sig i, at denne dobbelthed gennemsyrer vores liv, vores dagligdag og vores måde at se verden på, sådan som det for eksempel sker ved Expo 2000 i Hannover.

0 comments:

There was an error in this gadget