Kontroverser om oprindelsen af aids

Tests af gamle polio-vacciner viser ingen forurening med chimpanseceller, men øjenvidner fortæller, at chimpansenyrer blev sendt til USA


Af Robin Engelhardt

Den foruroligende og hårdt omdiskuterede hypotese om, at aids havde sin oprindelse i en bestemt slags eksperimentel polio-vaccine (OPV), der blev dyrket på chimpansenyrer og brugt i det centrale Afrika i midten af 50 erne, er nu både blevet afkræftet og bekræftet med hver deres sæt beviser .

Kritikernes bevis mod den såkaldte OVP/aids-teori er en laboratorieundersøgelse af gamle prøver af poliovaccinen, som har været opbevaret i Wistar-instituttet i Philadelphia siden 50 erne. OPV-teoriens fortalere, der anføres af Edward Hooper, som sidste år skrev den meget omtalte bog The River - A Journey Back to the Source of hiv and aids (se Informations anmeldelse af bogen på http://www.exponential.dk/art/information/hooper.html har til gengæld andre beviser : Øjenvidneberetninger om brug af chimpansenyrer til dyrkningen af poliovaccinen.

Kun rhesusaber
Tre laboratorier fra henholdsvis USA, Tyskland og Frankrig har testet nogle af de gamle vaccinerester, som har været opbevaret i Wistar Instituttet, og der har været stor spænding om udfaldet af disse undersøgelser. På et to-dages møde i sidste uge hos The Royal Society i London kunne de tre laboratorier samstemmende konkludere, at der hverken var spor af hiv eller siv i prøverne. I en supplerende undersøgelse af prøvernes mitokondrie-DNA kunne man heller ikke finde spor af chimpanseceller. I alle tilfælde var der kun tale om celler fra rhesusaber. Og dette er afgørende, da den variant af det menneskelige hiv, som er årsag til over 90 procent af alle aids-tilfælde, højst sandsynligt stammer fra en overførsel af chimpanseviruset siv-cpz til mennesker, hvorefter virus kunne mutere og tilpasse sig til den nye vært.

På baggrund af analyserne kunne direktøren for Wistar Instituttet, Clayton Buck, ifølge fagbladet Nature konkludere: »Vi stoler på, at disse resultater vil sætte et punktum for bekymringerne om, at de Wistar-producerede orale poliovacciner står i forbindelse med aids.«

To øjenvidner
Men Edward Hooper er langt fra overbevist. »Jeg er glad for at Wistar-instituttet har frigivet portioner af vaccinen til testning, men der blev lavet forskellige vaccineportioner i forskellige laboratorier,« sagde Hooper og påpegede, at de vacciner, som blev brugt i Afrika, ikke er medtaget i de nye tests. Edward Hooper mener altså simpelthen ikke, at man har brugt de rette prøver til at af- eller bekræfte teorien. Desuden kunne Hooper præsentere navnene på to øjenvidner, som bekræfter, at man indfangede lokale chimpanser og under virologen Hillary Koprowskis ledelse brugte deres nyrer til at fremstille den eksperimentelle poliovaccine, kaldet Chat.

I en signeret udtalelse beretter således Louis Bugyaki, der arbejde som dyrlæge i Stanleyville, nu Kisangani, om samtaler han har haft med to belgiske læger, der havde set chimpansenyrer blive sendt til USA. Bugyaki, der nu bor i Bruxelles, konkluderer i sit notat at »det er muligt, at hovedformålet med at sende nyrerne til USA var at forsørge Koprowskis forskerhold med celler til at dyrke poliovaccine,« og fortsætter:

»Jeg fik at vide, at forsendelserne skulle holdes hemmelige. Jeg tror, det var en kommerciel hemmelighed, og vaccine-producenterne ville ikke have, at chimpansernes rolle skulle blive kendt.«

Forarget over Hooper
Et andet vidne er Juma Jamnadas, der arbejde som laborant i Bujumbura i Burundi. Han sagde at han jævnligt så chimpansenyrer blive opereret ud og blive sendt til et laboratorium i Belgisk Congo, hvor en medarbejder til Koprowski, Tadeusz Wiktor, arbejdede med at fremstille et udvalg af forskellige vacciner. Koprowski selv siger nu, at chimpanserne kun blev brugt til forsøg. Aldrig til at dyrke vacciner. Stanley Plotkin, en anden af de overlevende frontfigurer bag Chat-vaccinen er dybt forarget over Hoopers påstande, kalder dem rygter og siger: »Der er ikke det mindste bevis for, at chimpansenyrer blev brugt til at producere Chat.«

På Koprowskis beskyldninger om, at Hooper blot vil finde en syndebuk for aids-pandemien svarede han, at det ikke var tilfældet: »Men vi skal prøve at finde sandheden og lære af sandheden,« sagde han.

Men oddsene er høje. For hvis det viser sig, at OPV/aids teorien er rigtig, og at man vitterlig har været så uheldig at udløse en verdensomspændende epidemi på grund af et ellers meget rost og effektivt vaccineprogram, vil det have store konsekvenser for forskningen. Det vil ikke kun pege på de farer, der kan ligge i brugen af dyr som fremtidige stofproducenter og som donorer (f.eks. ved xenotransplantation), men også på vestens store juridiske, moralske og politiske ansvar i forhold til Afrika.


Vacciner og virus:

OPV
: Oral polio vaccine. En vaccine, udviklet i 50'erne som indeholder levende, men afsvækkede, poliovira.

Poliovirus: En virus som normalt lever i fordøjelseskanalen, men som kan forårsager poliomyelitis (polio eller børnelammelse), hvis poliovirus vandrer til det centrale nervesystem.

Siv: Simian immunodeficiency virus. Abevirus og nærmeste slægtning og forløber til hiv. Der findes utallige undertyper af siv, som hver især kunne være årsag til de forskellige hiv-typer. Mange former for siv blandt centralafrikanske aber kendes endnu ikke.

Det sidste menneske

Den digitale verden kan byde på snildere former for over-vågning end i Orwells 1984: Profilanalyser af brugen af Internettet, dankortudskrifter umuligt at overskue, måske unøjagtige, og altid uden for individets indflydelse...



George Orwell, 1984, Gyldendals Tranebøger, 88 kroner, 248 sider.

Nedenstående tekst er taget fra: Robin Engelhardt, Kristian Mørk og Ide Hejlskov: Kloner og stjernekrig science fiction fra H. G. Wells til Svend Åge Madsen, Lindhardt & Ringhof/ Informations Forlag, 158 kroner, 136 sider.
Begge bøger udkom i går.


Af Robin Engelhardt

På en kold aprildag i året 1984 er Winston Smith på vej hjem til sin lejlighed. Han bor på syvende etage, er småsyg og har problemer med at komme op ad de stejle trapper. Elektriciteten er gået igen. For hver ny afsats på den mørke opgang møder hans blik en kæmpe plakat af en vel-trimmet mand, 45 år gammel, med overskæg og et attraktivt udseende. Ligesom på Rembrandts selv-portrætter synes hans øjne altid at følge betragteren. Det er med vilje. Under billedet står der med stor skrift BIG BROTHER IS WATCHING YOU.

Alene den sætning i romanen 1984 sikrede den engelske forfatter George Orwell (Eric Arthur Blair) (1903-1950) udødelighed, hvilket primært skyldes bogens, og et af det tyvende århundredes væsentligste temaer: Utopien og dens transformation til totalitarisme.

Verden anno 1984 er delt i tre supermagter: Oceanien, Eurasien og Østasien. De tre samfund ligner hinanden i magtstruktur og ideologi. De er i permanent krig mod hinanden. Falske rapporter om krigshandlinger strømmer ud fra de statskontrollerede medier. Magthaverne bruger skueprocesser og påståede fjender til at disciplinere og organisere befolkningen efter egne ønsker. Hadet mod de andre skal for alt i verden holdes oppe. I Oceaniens hovedstad London, hvor Winston Smith lever, regerer et oligarki, dvs. et fåmandsvælde kaldet »partiet«, der er opdelt i to fraktioner, det »indre« og det »ydre« parti. Ved hjælp af teleskærme er befolkningen under konstant overvågning, selv på de mest intime steder og tidspunkter. Målet er at nedbryde den individuelle bevidsthed, fjerne kritik og ensrette tænkningen.

Det er lykkedes. Langt størstedelen af befolkningen har ingen synlige følelser, ingen viden, ingen frihed, og bliver holdt nede i en permanent umyndiggørelse og åndelig tåge. De er uvidende. Vigtigst af alt: De er glade.

De få fornøjelser, der er tilbage i den puri-tanske terrorstat en stinkende »Victory Gin« og nogle grumsede »Victory cigaretter« bruges flittigt. Med sætninger som »krig er fred«, »frihed er slaveri« og »uvidenhed er styrke« bliver alle humane værdier systematisk vendt på hovedet, og »Sandhedsministeriet« anvender alle tænkelige midler til at modgå og afsløre mulige »tankeforbrydelser«. Historien genskrives ustandseligt, for når partiet »ejer nutiden, ejer den fortiden; og når den ejer fortiden, ejer den fremtiden.« Winston ved alt om metoderne, for han er selv ansat i Sandhedsministeriet som censor for, hvad der må vides og tænkes.

Orwells essayistiske femstilling, der minutiøst behandler det totalitære rædselsregimes udspekulerede metoder, blødes en smule op med kærlighedshistorien mellem Winston og Julia. Kærligheden er en tankeforbrydelse i sig selv, fordi alle mellemmenneskelige relationer er bandlyste. Sex bliver for Winston symbolet på modstand mod det forhadte system, ligesom hans forsøg på at finde en påstået modstandsbevægelse, kaldet »broderskabet«, der vil partiet til livs. Men både den i forvejen dødsdømte kærlighedshistorie og modstandsplanerne strander på partiets alt-overskyggende magt. Til sidst står kun en enkel ubarmhjertig sandhed tilbage: Med en »renset« bevidsthed holder Winston op med at være et følende individ, og med tomme øjne og et ginglas i hånden lærer han at vedkende sig sin evige kærlighed til Big Brother.

Orwells advarsel mod de totalitære tendenser gjorde et stærkt indtryk på samtidens læsere, og mange af bogens ord som »newspeak«, »INGSOC« (forkortelse for »english socialism«) og »doublethink« (dvs. det at vende alle ting på hovedet) blev hurtigt et fast inventar i det engelske sprog til at udtrykke alskens former for politisk misbrug.

Orwell mente, at politiske utopier såsom kommunismen og nazismen i deres konsekvens var umenneskelige størrelser, og med 1984 forsøgte han at anskueliggøre præcis det. Det varede heller Ikke længe efter udgivelsen i 1949, før repræsentanter for Arbejderpartiet angreb Orwell for at være antisocialist.

Men Orwell var socialist, frem for alt var han antiutopist. Han udviklede et bevidst politisk ståsted, der modarbejdede alle politiske idealer, som stiller paradisiske tilstande og perfekt-hygiejniske livsvilkår i udsigt. Under indtryk af de grusomheder, Stalin og Hitler havde sat i værk i 1930 rne og 40 rne, stod det ham klart, at totalitarismens permanente mobilisering af masserne var et misbrug af menneskers længsel; det vil sige en manipulation, der i udgangspunktet sikkert havde haft en legitim interesse i at styrke fællesskabet, men efterhånden var gledet over i statstyranni.

Romanen vil fortælle om og oplære læseren i, hvilke politiske teknikker, der ligger bag undertrykkelse og manipulation. Hele princippet bag »INGSOC« kan forekomme absurd, og for de fleste mennesker komplet umuligt. Men det indeholder trods alt en universalitet, der kan genkendes i mange aspekter af samfundet, og det er let at drage aktuelle paralleller. De vil selvfølgelig aldrig være præcis som hos Orwell. Navnene vil være nogle andre, teknikkerne mere udspekulerede og forførelsen desto større. Det vil måske være en mildere totalitarisme; ikke hjernevask med rotter (som i romanen), men hjernevask med forlystelser, glæder, der stimulerer begæret, som i Aldous Huxleys Fagre nye verden. Denne verden vil måske blive mere ugennemskuelig, ikke en enkelt Big Brother, men mange små brødre og søstre: Profilanalyser af brugen af Internettet, dankortudskrifter, overvågning af e-mails, tudsegamle straffeattester, kreditrapporter, optagede jobsamtaler, og så videre umuligt at overskue, måske unøjagtige, og altid uden for individets indflydelse. Selv ser man kun afslag på lån, på det arbejde man har søgt, og forstår ikke, hvorfor man får tilsendt reklamer for præcis det, man gik og ønskede sig.

»Alle litterære forsøg på at beskrive en permanent lykke har været en fiasko,« skrev Orwell i et essay under krigen. Lige fra de gammelkendte utopister som Platon (Staten) og Thomas Moore (Utopia) og frem til de moderne utopister, som for eksempel H.G. Wells (The Dream og Men Like Gods) samt Aldous Huxley (Ø og Fagre nye verden), har de utopiske samfund været befriet for krig, fattigdom, uvidenhed, snavs, sygdom, håbløshed, sult, angst, hårdt arbejde og overtro men på trods af det, som Orwell skriver et sted, har man mærkelig nok aldrig rigtig haft lyst til at bo i dem (ordet »utopi« betyder da også »det sted, der ikke er«).

Årsagen er ifølge Orwell, at den ægte lykke kun kan findes i en kontrasternes verden, det vil sige i en verden, hvor der findes både godhed og grusomhed. I en perfekt himmelsk verden uden modstand eller ulykke ville individet derimod gå grueligt til grunde af kedsomhed og selvhad. Som individ kan mennesket kun eksistere i et ikke-perfekt samfund, netop fordi det er sentimentalt, stædigt og søgende. Af samme grund foragtede Orwell fremskridtet i alle dets manifestationer. I de talrige teknologiske hjælpemidler og forbrugsgoder så Orwell kun endnu et kærkomment middel for et tyranni, der vil lulle individet i søvn og udøve repression.

Mennesket er i bund og grund »nedrigt,« og det er desværre også sandheden for Winston, når han på en af de sidste sider i bogen torteres med rotter, for til sidst at råbe: »Gør det ved Julia!« Nedrigheden findes overalt, også i kommende utopier. Romanen 1984, der som arbejdstitel oprindeligt hed »Det sidste menneske i Europa«, skulle derfor ikke forstås som en fremtidsvision, men som en advarsel til samtiden.

Alt fast og solidt fordamper

Expo 2000 i Hannover handler ikke kun om kapitalens sejrs-gang udtrykt i et uendeligt udbud af shows, udstillinger, souvenirbutikker, plancher, computerskærme og varer, varer, varer... Den er også et forsøg på at sammensmelte teknologi og natur på en ny måde


Af Robin Engelhardt

Expo 2000 i Hannover er et ingenmandsland. En kaotisk vandring mellem computerskærme, klenodiebasarer og enorme glasfacader. Retningsløse skilte peger mod himlen eller ned i jorden. Hvor er jeg henne? Er det virkelig »et enkelt klik inde i fremtiden«, jeg kan se, sådan som de farvestrålende plancher og brochurer skriver, eller er verdensudstillingen igen blot en rundtosset lovprisning af alskens teknologisk grej, sådan som så mange andre verdensudstillinger har haft for vane at udstille gennem tiderne?

Jeg bumper ind i turister som går baglæns med deres kamera, står i kø med glade hollændere og talrige franske familier og ser en svævebane højt oppe på himlen transportere mennesker fra den ene ende af udstillingspladsen til den anden. Souvenirbutikker, videoer, udstillinger, opvisninger, vitriner, plancher og computerskærme tæppebombarderer mine sanser, og jeg ænser kun de mest iøjnefaldende genstande i dette uendelige udbud af shows, varer og atter varer.

Manipulation og blændværk! kunne man affærdige dette sammensurium af produktmanagement med. Og det er også hvad de tyske medier har gjort i lang tid. Ja, faktisk siden ideen kom frem for første gang for 13 år siden.

Hvorfor, blev der spurgt, bruge milliarder af D-mark på tekniske heksekunster og fastelavnsløjer, når Østtyskland mangler investeringer og lider af en skyhøj arbejdsløshed? Hvorfor invitere 173 lande og organisationer til at sælge deres flyvende kosteskafte til lalleglade turister, når verden faktisk bugner af problemer, der kræver reelle og hurtige løsninger?

Også efter, udstillingen blev officielt åbnet 1. juni i år, var kritikerne ude med riven. Af mangel på bedre, skældte man pludselig ud over antallet af de besøgende, som kun var halvt så stort som regnet med. Og da det blev klart, at staten ville miste flere milliarder D-mark på foretagendet, var den længe ventede skandale hjemme. I løbet af et par uger blev mange af medarbejderne afskediget, og for nylig har delstaten Niedersachsen, hvor Hannover er hovedstad, måttet skyde 860 millioner D-mark ind i foretagendet for at redde mange arrangementer fra undergang, men også for at starte en ny pr-offensiv.

Det er egentlig underligt. Fra starten har der nemlig været masser af mennesker på Expo 2000. Ved de bedste attraktioner skulle man stå i kø i en time eller mere, og det er kun blevet værre siden da: Det 1,6 millioner kvadratmeter store udstillingsareal på verdens største verdensudstilling er nu dagligt besøgt af mindst 100.000 mennesker, spisehusene er fyldte, og temaparkerne og pavillonerne overtegnede. Man kan ikke undgå at tænke, at al snakken om de få mennesker ikke skyldes andet end de tyske mediers automatkritik af et i deres øjne fejlslagent projekt.

Man kan heller ikke undgå at bemærke, hvor urealistisk arrangørernes budget egentlig var. 40 millioner billetter var planen. De skulle betale størsteparten af gildet. Nu håber man på halvdelen, dvs. cirka 20 millioner. Men hvis man tænker på, hvor ulideligt trangt og indeklemt et besøg på Expo ville være med dobbelt så mange mennesker, som tilfældet er nu, mast sammen som sild i en tønde, så forekommer arrangørernes utopiske økonomiske krav snarere som en hån mod folks tålmodighed og velvilje.

Men efterhånden som udstillingen har været åben i tre måneder, er stemningen vendt. Kritikerne er forstummet og medierne skriver i tiltagende grad positivt om arrangementerne. Der breder sig en stemning af, at de sidste knap to måneder, som verdensudstillingen endnu kommer til at vare, må udnyttes til sidste dråbe, og til den sidste detalje er set. Publikum er også kommet tilbage i stigende antal. 15.000 arrangementer forventes at være løbet af stablen, når udstillingen lukker den 31. oktober. For at se alting må man derfor bruge det meste af en uge. Der er utallige temahuse, teatre, koncerter, cafeer, barer, optog og andre happenings. Alene temaparken, der tager en tour de force i en teknologisk formidling af fortid, nutid og fremtid, er på størrelse med Louvre i Paris.

Hensynet til natur og miljø har som noget nyt også fået en stor del af opmærksomheden. 460 unikke træsorter er plantet på den store allé hen mod Expo-plazaen. Arternes mangfoldighed, forurening, ernæring og livets opretholdelse er alle emner, som søges belyst og forklaret (og selvfølgelig ofte søgt løst ved hjælp af en naiv tro på teknologiens omnipotens).

Skal jeg forsøge at finde et gennemgribende tema for hele Expo 2000, må det ligge i spændingsfeltet mellem teknologitroen (og pengene) på den ene side, og forsøget på at finde en ny naturlighed på den anden. Jeg kunne for eksempel snildt opdele de enkelte landes pavilloner i to grupper: Den ene gruppe af pavilloner udmærker sig ved at samle og udstille produkter. Her er nationalstaten ikke en enkel enhed, repræsenteret ved en bestemt idé eller et koncept, men en sum af dens virksomhedsprodukter.

Den danske pavillon er et godt eksempel. Vindmøller, vandkraft, LEGO, øl- og smørrebrødskultur er de ikoner, der bliver stillet i rad og række for at give en fornemmelse af, hvad Danmark kan præstere. Identifikationen med landet søges frembragt ved vareudstilling og målrettet promotion i flotte omgivelser. Den anden, og lidt mere sjældne gruppe af pavilloner, er repræsenteret af lande, som går i den stik modsatte retning. Her er det ikke udstilling, men indlevelse, der er kodeordet. I stedet for at lade tilskueren shoppe sig igennem basarer, søger man at opnå en syntese og en fælles stemning omkring landet.

Den norske pavillon er et godt eksempel for det. Den består af en stor metallisk kubus, hvor der på den ene side bruser et kæmpestort vandfald. Indeni er det ikke andet end et fotografi af norske fjeldsten, som er forstørret mange tusinde gange og derefter indgraveret i de 720 metalplader, som udgør hele interiøret loft, vægge og gulv. Vandfaldet udenfor er helt forstummet og i stedet høres der lyde af småsten, hvordan de ruller og ligger stille, ruller og ligger stille, og på den måde har formet og skabt det norske landskab gennem millioner af år. Man kan sætte sig på gulvet eller blive stående, men man kan ikke undgå at blive fascineret af lyden af et bjergmassiv, som pludselig bliver til et fænomen i bevægelse, en kæmpetingest i evig forvandling, opbygning og nedbrydning. Ideen er meget simpel, men den formår alligevel at frembringe et prægnant udsagn om et fjernt land højt mod nord.

Der er andre lande med lignende helhedskoncepter. Finland for eksempel, Polen, Nepal og Island. Og det er altid disse pavilloner, som er de største attraktioner for publikum, med en typisk ventetid på en til to timer ved indgangen. Langt størstedelen af pavillonudstillingerne er dog holdt i den gamle stil. Staten præsenterer sig selv som en stor beholder for sine firmaprodukter. Den skal give dem en ydre fernis af identifikation og tryghed, selv om varerne for længst er mainstream og globaliserede. Den nationale identifikation er for længst opløst i bytteværdi, og enhver form for politisk eller religiøs betydningssfære er erstattet med den åbenlyse kapitalisering. Men alligevel virker de følelsesladede nationale billeder som en formildende omstændighed, og man tænker, om ikke nationalsymbolerne er bibeholdt alene af den grund. At det altså ikke er staten, der udstiller sine produkter, men produkterne, der udstiller sit glansbillede af en stat.

Konsekvensen af det store fokus på varerne er den ubetingede og alt gennemtrængende teknologioptimisme, som man møder. Lige siden udstillingen i Crystal Palace i Hyde Park i London i 1851 har verdensudstillingerne jo lovprist fremskridtet. Omkring år 1900 var det elektriciteten, så blev det telegrafen, telefonen og fjernsynet. Verdensudstillingerne har altid forsøgt at præsentere de største teknologiske landvindinger hos de fremadstræbende nationalstater i det 19. århundrede. På den måde fortsatte man de imperialistiske erobringstogter med fredelig erhvervspolitik og gigantiske kulturfestivaler. Mange af de største opfindelser fejrede deres premiere og sejrsgang på disse gigantiske folkefester.

Verdensudstillingerne er gennem tiden blevet et slags billede af de stadige omvæltninger i produktionen, af den evige usikkerhed og bevægelse i teknologiens udvikling. Og derfor fortæller verdensudstillingerne også om de sociale relationer, der ustandselig formes og rystes på grund af de tekniske forandringer. Alle faste, indgroede vaner opløses i et væk, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Det eneste konstante element i al den foranderlighed i de sidste 150 år er, at historien om fremskridtet altid formidles ud fra et positivt syn og ud fra en lovprisning af teknikkens slumrende potentiale.

Og nu, i år 2000, er det altså computeren, der skal repræsentere ideen om de store uanede muligheder og den store forbrødring. Mottoet er, at alt fast og solidt skal fordampe, al fysik skal blive digital. Alle politiske og religiøse røgslør er borte, og tilbage står kun den iskolde beregning. Så kan man igen få lov at håbe på, at menneskene bliver tvunget til at se klart og nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.

Men om de konstante tekniske revolutioner vitterlig nogen sinde frisætter mennesket, eller om de ikke tværtimod tryllebinder mennesker med evigt nye illusioner og laster, er dog svært at svare på. Og det er dette, Expo 2000 i Hannover synes at spørge sig selv om.

Og det er måske også derfor, at spændingen mellem en blind teknologioptimisme, og en søgen efter naturlighed, går så klart igennem i hele udstillingen. Det virker nemlig som om verdensudstillingen på trods af sit selvvalgte tema om mobilitet kredser omkring en mulig syntese af de to poler mellem det teknologiske og det organiske; mellem visioner og fordybelse. Et tydeligt symbol på en forsøgt sammensmeltning af teknologitroen og naturligheden er verdens største trætag; prestige-projekt nummer ét: Expo-taget. Det 16.000 kvadratmeter store tag består af et kæmpe fletværk at træ, der svæver 25 meter op over den 110.000 kvadratmeter store Expo-plaza. Især bærekonstruktionen er lidt af en arkitektonisk bedrift, idet taget støttes af fire søjler af fire træstammer, som hver er helt specielt udvalgte hvidgrantræer fra Schwarzwald. Hver af dem bærer de 200 tons vægt og er derfor nøje gennemlyst for mulige strukturfejl af eksperter. De 16 hvidgrantræer er så hver især splejset sammen med stålelementer, så de fremstår som en slags gigantiske cyborgs CYBernetic ORGanisms indbegrebet af ideen om sammensmeltningen af natur og teknik.

Men foreningen synes ikke helt fuldbyrdet og ægte. For romantikeren må det metalliske skær iblandt de fine organiske strukturer virke som et stort og åbent sår, der aldrig vil heles igen. For den moderne kyniker må den megen miljørigtighed og politiske korrekthed snarere forekomme som endnu et kvalmende reklameslogan i kapitalens nøgne og beregnende interesse. Men måske indeholder alle former for modernistisk kunst denne tvetydige karakter: De er på samme tid et udtryk for, og en protest mod moderniseringsprocessen. Og måske må man bare finde sig i, at denne dobbelthed gennemsyrer vores liv, vores dagligdag og vores måde at se verden på, sådan som det for eksempel sker ved Expo 2000 i Hannover.

Nettet er sårbart over for terror

Internettet er et komplekst system, der er meget robust over for tilfældigheder. Men til gengæld er det sårbart over for målrettet terror

Af Robin Engelhardt

Onsdag formiddag den 23. august 2000 gik fire af Internettets 13 vigtigste computere ned. Det var de såkaldte root servere, der forbinder og strukturerer hele trafikken på Internettet, som i et enkelt lille øjeblik ikke kunne finde nogle filer, der var ved at blive opdateret. Direktøren for Network Solutions, som er det firma, der administrerer de fleste root servere i USA, sagde straks i en intern mail til sine ansatte, at dette var »en meget, meget alvorlig hændelse.«

Email-brugere og websurfere over hele kloden kunne dog ikke mærke noget som helst. Hastigheden var den samme, og kun nogle få og sjældent besøgte internetsider var der visse problemer med at åbne i den lille time det hele varede.

Komplekst system
Hvorfor det, kan man spørge. Hvordan kan en fejl på fire ud af i alt 13 altafgørende lyskryds på informationsmotorvejen undgå at skabe trafikkaos, harmonikasammenstød og total nedsmeltning af datapakker?

Og hvorfor, når det nu ikke betyder noget, kan man så ikke bare nøjes med ni eller blot én root server, som står for hele Internettrafikken?

Forklaringen er, at Internettet er et såkaldt komplekst system, der med sin selvorganiserede opbygning er utrolig robust over for fejl og forstyrrelser. Den form for tilfældige fejl, der skete denne onsdag, var altså blot en kortvarig hikke i en robust og redundant struktur, der ligesom vandløb eller myrer altid kan finde nye veje mod målet.

Men komplekse systemer som disse har også et problem: Lige så robuste, som de er over for tilfældige fejl, lige så sårbare er de over for målrettede angreb. Det viser en ny undersøgelse lavet af Réka Albert og kolleger fra Notre Dame University i Indiana i fagbladet Nature fra den 27. juli.

Omfavnelse af kaos
Komplekse systemer findes overalt. Landskabernes komplicerede formationer, fødekædernes indviklede afhængigheder, neuronernes labyrintiske sammenspil og livets sociale relationer med deres evige vekselspil og nye bindinger. Det fundament, komplekse systemer er funderet på, består af selvorganiserende netværker, der er i stand til at opbygge en stabil struktur ved at være åben for ydre påvirkninger. Det virker måske som kaos, men er faktisk en omfavnelse af kaos, et evindeligt vekselspil mellem aktion og reaktion, mellem handling og respons.

Genetiske netværker i biologien er blevet undersøgt i mange år, og forskerne har lært, at selv så simple væsner som bananfluer indeholder et dybt kompliceret samspil af gener og proteiner, og det er kun gennem dette i millioner af år udviklede komplekse system, at bananfluen har tillært sig deres egenskaber og overlevelsesstrategier. Vi mennesker er også opbygget af et komplekst genetisk system. Og i vores sociale omgang med hinanden opbygger vi utallige komplekse strukturer, om de så er sociale, økonomiske eller politiske.

Pumpende organisme
Den nyeste gren på stammen af komplekse systemer er Internettet, som er i fuld gang med at ændre den måde, vi organiserer og omgås hinanden på. Men Internettet er i realiteten ikke andet end et selvorganiseret netværk af informationer, og efterhånden som Internettet bliver den primære måde, hvorpå mennesker kommunikerer over store afstande, bliver det vigtigt at forstå, hvordan Internettets struktur reagerer på spontane og tilfældige fejl, og ikke mindst på målrettede angreb.

Internettets infrastruktur kan ses som et digitalt ækvivalent til økosystemer. Det består af et væld af individuelle komponenter, som organiserer sig i en fødekæde af informationer. Der dannes relationer og separate cyber-samfund, som kan være ganske utilgængelige og uforståelige for fremmede.

Emailkommunikation og www har ingen strukturel begrænsning for, hvad der kommunikeres for eller med, og alverdens subkulturer har fundet et ideelt tilholdssted i Internettets uendelig mange katakomber af obskure nyhedsgrupper, emails, diskussionsfora, spilleservere og websider.

Men som rygrad for Internettet ligger der et kompliceret netværk af netudbydere (eller ISP ere, Internet Service Providers), routere, satellitter og kabler, som danner de store og små blodårer, der skal transportere budskabet frem til modtageren. Hver time bliver der koblet atter og atter tusinder af T1 kobberkabler eller optiske fibre på dette pumpende legeme, og der findes intet centralt organ, som organiserer eller styrer det kaotiske filament af tilslutninger.

Scanning med skitter
For at få en indsigt i Internettrafikken har CAIDA, som står for Cooperative Association for Internet Data Analysis, udviklet nye værktøjer til at samle informationer og analysere dem med henblik på at danne sig et billede af strukturen, styrken og svaghederne i systemet. Deres scanningsredskab er en såkaldt skitter, som udsender datapakker fra en bestemt kilde til omkring 29.000 destinationer. Ved at analysere de informationer, skitteren opsamler i sin snørklede vej gennem Internettet, kan man få noget at vide om infrastrukturen, gennemstrømningsveje, konnektiviteten, hastighed og sandsynligheden for at tabe information.

Et andet vigtigt mål for skitter er at skabe et billede af, hvordan Internettet faktisk ser ud visuelt. Ved at undersøge alle de mulige veje, datapakkerne kan benytte igennem protokoladresserne i cyberspace, kan den danne både en topologisk og geografisk repræsentation af Internettets sammenkobling. På billedet illustrationen kan man se det globale net af koblinger mellem netudbyderne som en todimensional projektion af et - i virkeligheden multidimensionalt virtuelt rum. Men set fra den computer, hvor skitter blev udsendt fra, bliver resultatet dette fraktallignende mønster, hvor hver farve svarer til et bestemt land. En email ville altså tage nogle af de veje, der her er indtegnet, og billedet bliver dermed et slags foto af Internettet på et bestemt tidspunkt.

Robustheden
Det, forskerne fra Indiana nu har fundet ud af, er, at Internettet er et såkaldt kritisk netværk , som ikke er bundet af nogen størrelsesskalaer. Det betyder, at langt de fleste netudbydere kun er forbundet til én eller to andre netudbydere, mens der kun er ganske få, som er forbundet til utrolig mange. Fordelingskurven af antallet af forbindelser følger en såkaldt power law, hvilket er det karakteristiske kendetegn for kritiske systemer med en hierarkisk opbygning. En konsekvens af det er, at en tilfældig fejl et eller andet sted i systemet, højst sandsynligt vil gå de vigtigste knudepunkter ram forbi, og derfor vil datatransporten hen over Nettet ikke blive påvirket af fejlen.

Det vil sige, at selv hvis et eller flere vigtige knudepunkter faldt ud, sådan som det skete den onsdag, ville det ikke bevirke de store ændringer for Internettets generelle hastighed.

Men sagen ser anderledes ud, når der rettes målrettede anfald mod de knudepunkter, der har de fleste forbindelser. Nettets naturlige robusthed, bliver pludselig til dets akilleshæl ved fjendtlige angreb. I undersøgelsen adskiller forskerne ordene Internet og World Wide Web til at betyde to forskellige ting. »Internettet« er det fysiske kommunikationsnetværk, som er linket sammen af routere og som sender data, såsom emails. »Www« er derimod defineret som netværket af dokumenter, som er forbundet ved hjælp af hyperlinks. Albert og hans kolleger viser, at fejltolerancen ved målrettede angreb er lige stor ved begge former for netværker og i overensstemmelse med teorien om de kritiske systemer.

Sårbare knudepunkter
Men hvad kan man så lære af alt det? Den gode nyhed er, at man ikke behøver at være særlig bange for server-udfald og tilfældige problemer. Det vil stort set ikke påvirke de efterhånden livsvigtige forbindelseslinjer i informationssamfundet.

Den dårlige nyhed er, at terrorister med adgang til de vigtigste dataknudepunkter kan forvolde store skader. Hvis blot én procent af de mest forbundne routere eller websider blev lagt døde, ville Internettet køre halvt så hurtigt. Og hvis blot fire procent af de vigtigste forbindelser blev angrebet, ville Internettet miste sin integritet fuldt og aldeles, og i stedet blive en fragmenteret samling af små uforbundne domæner.

Der er selvfølgelig en masse forhold, denne undersøgelse ikke har taget med i betragtning. For eksempel er robustheden også afhængig af båndbredden, knudepunkternes egne mekanismer for fejlkontrol og ikke mindst Internettets mange forskellige kommunikationsprotokoller. Men på trods af det giver undersøgelsen af Internettets robusthed et fingerpeg om, hvordan andre netværker, som f.eks. genetiske og neuronale netværker kan reguleres og beskyttes. Evolutionen har jo frembragt netværker, som er optimeret til at tåle tilfældige brist. Men den naturlige evolution er ikke gearet til også at modgå menneskelig ondskab, og derfor kan det være vigtigt at udvikle endnu mere robuste kunstige netværker, sådan som Internettet er et eksempel på.

Det hemmelige hyperlinkdiplomati

Lad mig se dine hyperlinks, og jeg skal fortælle dig, hvem du er


Af Robin Engelhardt

Hvordan vil fremtidens søgemaskiner se ud? De vil i hvert fald gøre mere, end bare at spytte et utal af dokumenter ud, som man så selv skal rode rundt i for at finde den rette information. De vil hjælpe brugeren med at formulere en søgning ved at forudse brugerens ønsker, de vil opspore data fra mange kilder og derefter sammensætte dem i et enkelt og forståeligt format, men de vil især basere sig på den struktur, hvormed dokumenter og dermed mennesker krydsrefererer til hinanden på.

Hyperlinksene, som er den metode man bruger til at klikke frem og tilbage på Internettet på, er faktisk en vigtig men stadig relativ skjult reserve til at få informationer - ikke kun ud af dokumenter - men også ud af Internettets brugere. Standard-søgemaskiner som AltaVista, HotBot, Excite, Infoseek, Lycos og FAST Search bruger de gode gamle »heuristiske« sorteringsrutiner til at rangordne alle dokumenter, der måtte indeholde et bestemt søgeord.

Hvordan virker de?
Problemet i dag er bare, at der findes alt for mange websider, som indeholder det søgte ord, og det er mere eller mindre umuligt at finde de mest relevante sider. Derfor går de nye søgemaskiner over til at analysere tekstmændgen ud fra bestemte kvalitetskriterier. Den rudimentære idé bag dette fundamentale princip for alle søgemaskiner, er den såkaldte »relevance ranking«, som går ud på følgende: Enhver tekst indeholder jo mønstre, for hvis den ikke gjorde det, ville teksten være tilfældig støj og ikke information.

Mønstrene kan beskrives matematisk, således at computeren kan finde mønstrene og udføre diverse statistiske og matematiske operationer på dem. Én af operationerne kunne for eksempel være den simple optælling af, hvor mange gange et søgeord findes i teksten. Jo oftere ordet eller ordene er nævnt i forhold til den samlede tekstmængde, jo mere relevant antages dokumentet at være for brugeren.

Mange hjemmesider udnytter denne teknik ved at skrive lange lister af ord måske endda med usynlig skrift på websiden. På den måde kommer disse hjemmesider højere op i hierarkiet af søgemaskinernes resultatliste, og får derfor flere besøg. Andre rangordningsprincipper kunne for eksempel være, hvorvidt det søgte ord findes i overskriften, i indledningen, i abstractet eller i stikordssamlingen. Jo højere op, jo mere relevant, kunne være et af kriterierne.

Uoverskuelighed
Man kunne også lede efter klaser eller klynger af de søgte ord, hvilket typisk giver en endnu bedre rangorden for de fundne dokumenter. Søgemaskiner kunne også trunkere ordene, dvs. forkorte eller forlænge dem i deres forskellige tider og kasa. Leder man efter »ridning«, kan søgemaskine for eksempel inkludere tekster, der indeholder ordene »ride«, »rider«, »rideskole«, »ridehest« og »hestevædeløb«. Denne fremgangsmåde kan være fornuftig, hvis man er meget bred i sin søgning, og endnu ikke rigtig ved, hvad man leder efter. Men det kan også være et problem, fordi en medtagelse af alle synonymer (»automobil« for »bil«, »surfe« og »lede« for »browse«, etc.) kan resultere i en uoverskuelig flertydighed.

Denne flertydighed, også kaldt polysemi, bliver dog overvældende ved ord som for eksempel »Jaguar«, hvor resultatet er tusinder af sider om bilen, tusinder om vildkatten i junglen og atter tusinde om football-holdet fra National Football League i USA, plus en masse andet junk. Det gælder derfor om at finde en passende afvejning af de forskellige rating-metoder, som desuden skal imødekomme brugerens mangeartede krav til en søgning.

Alle de teknikker, der her er blevet beskrevet er selvfølgelig allerede brugt. Søgemaskiner som Lycos, HotBot, Alta Vista, Infoseek, FAST Search, Northern Light og Direct Hit bruger dem som automatisk udgangspunkt for en søgning og opnår ganske gode resultater med dem.

En skjult reserve
Blandt de mere spændende tiltag indenfor udviklingen af nye søgemaskiner, er det såkaldte Clever projekt, som udnytter et af Nettets mest værdifulde ressourcer: De myriader af hyperlinks, som forbinder websiderne med hinanden. Ved at analysere forbindelserne mellem websiderne kan systemet automatisk lokalisere primært to typer af websider: Autoriteter og hubs. Autoriteter anses som de bedste kilder af information om et bestemt emne, og hubsene er de bedste samlinger af links til sådanne autoriteter.

Søgemaskinen Google har faktisk allerede anvendt det skema i en mindre målestok. Sergey Brin og Lawrence Page fra Stanford University, som står bag udviklingen af Google, har implementeret et ratingsystem, der går ud fra antallet af links, som peger til et bestemt dokument. Jo flere mennesker, der besøger en side, jo mere populær er den, og jo højere kommer den op i hierarkiet på resultatlisten. I praksis summerer Google blot scoren på de andre lokationer, der peger på dokumentet. På den måde kan Google altid svare hurtigt, fordi den blot lister siderne op efter deres præordinerede rating.

En anerkendelse...
Clever-projektet er en videreførelse af den idé. Ud over popularitetsrating kigger man her tilbage på de pegende dokumenter og udnytter dermed den sociologiske effekt, der opstår som resultat af, at mennesker fra naturen af er motiveret til at danne relationer altså hubs. En underliggende antagelse for den metode er selvfølgelig, at et link er en implicit anerkendelse af dokumentet, det peger til. I mange tilfælde er det fuldstændig forkert, fordi en link enten blot kan være et neutralt udsagn (»klik her for at komme tilbage til hovedmenuen«) eller en speciel fremhævelse af et latterligt eller dårligt dokument (»prøv se, hvad den idiot skriver«).

Men fordi Nettet har vokset sig så stort, har det vist sig, at det statistiske gennemsnit passer meget godt til den antagelse. I et nyt studie fra fagbladet Public Understand. Sci., skrevet af Richard Rogers og Noortje Marres har det desuden vist sig, at alle interessegrupper på Nettet om det er statslige organisationer, interesseorganisationer, firmaer eller enkeltindivider - alle organiserer deres hyperlinks i forhold til hinandes positioner.

... og et tegn på despekt

I deres analyse af klima-debatten vist de for eksempel, at man kan opdele aktørerne i tre klasser: ».gov«-klassen som er de (mellem)statsligt accepterede videnskabelige undersøgelser og resultater. http://».org« , som er NGO ere og andre interessegrupper, samt http://».com« som er de olie-, bil-, osv. producerende firmaer. Deres indbyrdes måde at hyperlinke på, afslører, hvordan deres holdninger er, hvem de positionerer sig i forhold til, og hvem de udelukker fra det gode selskab.

For eksempel er .gov-siderne ganske selvtilstrækkelige og refererer stort set kun til hinanden. http://».org«-siderne er meget omfangsrige og selektivt liberale, mens .com-siderne slet ikke er selvreferentielle (dvs. de omtaler ikke hinanden, fordi de er konkurrenter), og endnu mere selektive end .org. Manglende links er altså et tegn for manglende anerkendelse. Hyperlinks er ikke kun neutrale springbræt til anden information på Nettet, men derimod interessestyrede midler til at indlemme eller udelukke bestemte debattører. I øvrigt har denne viden en stor betydning for firmaer eller organisationer, der vil komme ind i »det gode selskab« af en bestemt debat eller et bestemt emneområde. Hyperlinkdiplomati er en kunst, der skal læres.
There was an error in this gadget