Friheden har også en pris

Den danske tvangssterilisering af 6.000 danskere fra 1929-67 havde intet med nazisme at gøre, konkluderer forskningslektor Lene Koch efter at have studeret emnet i ti år



Lene Kochs doktordisputats består af to bøger: Racehygiejne i Danmark 1920-56 og Tvangssterilisation i Danmark 1929-67. Hun forsvarer disputatsen den 15. september i Anneksauditorium A, Studiestræde 6, Kbh. K.


Af Robin Engelhardt

Mange danskere ville reagere med vantro og forfærdelse, hvis man forsøgte at sammenkoble deres lands gode navn og rygte med vidnesbyrd om, at Danmark bedrev aktiv racehygiejne til langt efter Anden Verdenskrig, og at man i perioden 1929-67 tvangssteriliserede 6.000 danskere på grund af deres mangelfulde intelligens og iboende tendens til at »forurene og degenerere befolkningskvaliteten.«

Men det er præcis, hvad forskningslektor Lene Koch fra Instituttet for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet har gjort med sin doktordisputats Tvangssterilisation i Danmark 1929-67, som udkommer på tirsdag. Og hun har sammenkoblet beviserne eftertrykkeligt, har det vist sig, for allerede i går kom de første politiske reaktioner fra både højre- og venstrefløjen, efter at man havde kunnet læse om sagen i Politiken.

»Vi må straks betale erstatning, eller i det mindste sige undskyld,« lød den fælles kanon fra politikerne. Men Lene Koch havde egentlig et helt andet og vigtigere budskab end det, mediernes og politikernes automatiske spredehagl af indignation og råb om oprejsning kan føre til.

Ændret opfattelse
»I de efterhånden ti år jeg har beskæftiget mig med emnet, har jeg faktisk ændret opfattelse,« siger Lene Koch til Information. »Jeg startede med at være meget mistænksom over for arvehygiejne og tænkte som man plejer, nemlig at disse folk nok blot var nogle kvasi-nazister. Men efterhånden som jeg er kommet ind i hovederne på dem, mener jeg faktisk, at jeg forstår dem på en anden måde. Det fører ikke til nogen ny erkendelse at insistere på at være forarget over for det, der foregik dengang. Det er en ufrugtbar og ukonstruktiv tilgang til et historisk stof at tage udgangspunkt i nutidens moralske normer for at se, om de kunne  eller ikke kunne leve op til det, vi synes er rigtigt i dag,« siger Lene Koch. Hun har derfor prøvet at forstå, hvorfor man fandt det rimeligt og legitimt at gøre, som man gjorde. 30 ernes tilhængere af arvehygiejne havde jo en helt anden grundforståelse af, hvad samfundets og individets forhold til menneskers forplantningen var.

»Det var en holdning, som gik ud på at sige, at samfundet har et ansvar for forplantningen. Det var ikke bare den enkeltes privatliv, det drejede sig om. Man havde fælles pligt til at sørge for at samfundet og befolkningskvaliteten var i orden. Og det er jo en opfattelse, som står i meget stærk kontrast til den moderne opfattelse om, at vi alle sammen har ret til at få børn. Det var en fuldstændig anden og mere formynderisk opfattelse  som jeg i øvrigt godt kan se nogle positive ting i,« tilføjer hun. »Det er specielt blevet synligt i dag, hvor den nye forplantnings- og genteknologi i den grad retfærdiggør sig selv ved hjælp af selvbestemmelse og individualisme og autonomi hos den enkelte bruger.«

Bred opbakning
Allerede for fire år siden kom Lene Koch i offentlighedens søgelys, da hun udgav bogen Racehygiejne i Danmark 1920-56, der blotlagde den dybe og brede offentlige accept af racehygiejnnisk tankegods i det danske samfund. Racehygiejne var nemlig ikke begrundet i hverken en reaktionær eller totalitær ideologi. I Danmark, ligesom i Sverige og Norge, var det de socialdemokratiske partier, der var førende på området, og deres arvehygiejniske forplantningsprogrammer var tænkt som et vigtigt og positivt led i velfærdspolitikken.

En af Lene Kochs vigtigste konklusioner, som også kommer til udtryk i hendes nye bog, er, at den danske arvehygiejne i form af tvangssterilisation ikke skal opfattes som et nazistisk tiltag, og at den faktisk har været en almen anerkendt praksis  ikke kun blandt eksperter, men også med støtte fra alle rigsdagens partier. »Grundlæggende var det, der foregik i Danmark, partipolitisk uafhængigt af, hvad der foregik i Tyskland,« siger Lene Koch. »Det var ikke nazisterne, der lavede racehygiejne i Danmark. Faktisk startede den praktiske racehygiejne i USA, ved at man i forskellige amerikanske delstater iværksatte en arvehygiejnisk sterilisationslovgivning allerede i 1907«

Lene Koch peger på, at arvehygiejnen har fungeret fint langt efter 1945, og at det kun var den gradvis voksende fokusering på menneskerettighederne og individets selvbestemmelse i løbet af 50 erne og især 60 erne, der gjorde selvmodsigelserne i systemet tydelige. De nye individualistiske værdier betød, at man ikke længere kunne tale om »minusmennesker«, »undermålere og »åndssvage« med alvor i stemmen. »1945 er ikke noget skæringsår overhovedet. Den dato spiller ingen rolle for sterilisationspolitikken. Myndighedernes holdning til sterilisation og tvang ændrer sig først efter menneskerettighedskonventionens vedtagelse og ratificering i midten af 50 erne,« siger hun.

Bedre end dem
På spørgsmålet om, hvorvidt Lene Koch virkelig tror på, at alle ville have forsvaret den arvehygiejniske praksis, som den var udformet dengang, hvis vi havde levet på det tidspunkt, svarer hun: »Ja, det tror jeg, vi ville. I alt det materiale jeg har støvet igennem, er jeg måske stødt på et par mennesker, som principielt anfægtede arvehygiejnen i samtiden. Stort set alle  selv venstrefløjen, feminister, socialister og kulturradikale  har accepteret den arvehygiejniske grundtanke. Så har man måske haft varierende opfattelse af, hvordan man i praksis skulle gå frem. Men grundlæggende var tidsånden gennemsyret af arvehygiejne, og det ville vi formentlig også have været.«

Lene Koch mener, at man må kritisere de gamle tilhængere af arvehygiejne for at lægge for stor vægt på statens og samfundets ret til at blande sig i folks privatliv. »Men den var dog et udtryk for en seriøs og ærlig ansvarlighed over for befolkningens forplantningsmæssige forhold,« tilføjer hun. »Den moderne vægtning på individet må man også tage for gode varer. Den har bare nogle andre omkostninger, som vi ofte glemmer at se på i vores forestilling om, at vi er så meget bedre end dem, blot fordi vi ikke tvinger nogen.«

»Fordi vi giver alle lov til at gøre, hvad de har lyst til, tror vi, at vi er bedre, men problemet er, at man også styrer mennesker ved hjælp at frihed. Der bliver lagt en anden form for pres på folk, som også har omkostninger. Blandt andet har vi store omkostninger ved, at der bliver født børn af forældre, som ikke kan klare at passe dem.«

Fremtidens kritik
Men hvis vi nu ikke er så meget bedre, end man var dengang, må der på et tidspunkt i fremtiden også komme en reaktion og et opgør med befolkningspolitikken. På spørgsmålet om, hvad, hun forestiller sig, vil kunne ske, svarer Lene Koch: »Hvis vi ser to generationer frem, så tror jeg, at fjerde- og femtegenerationsindvandrere, som vil være integrerede med dem, som i dag kalder sig danskere, vil se tilbage  og med stor og god grund kunne kritisere Danmark for at være et virkelig barsk, fordømmende og diskriminerende samfund, hvad angik deres bedsteforældres forsøg på at blive integrerede i Danmark. Det problem har nemlig også et racehygiejnisk perspektiv, for hvem er nutidens »undermålere,« spørger hun.

»Man er så diskriminerende og negativ over for disse mennesker i stedet for at give dem en chance og være glade for, at de kommer.Det er jo en gave, at der kommer mennesker fra andre lande, som vil være med til at holde samfundet i gang. Sådan kunne man godt se på det, men det gør man altså ikke,« slutter Lene Koch.

0 comments:

There was an error in this gadget