Nanober i min suppe

Verdens mindste mikrober er så små, at de slet ikke burde kunne eksistere

Af Robin Engelhardt

Olieboringer kan også have videnskabelig interesse. I en dybde på fem kilometer fandt Philippa Uwins fra Universitetet i Queensland i Australien for ikke så længe siden en jordprøve, som ikke indeholdt olie, men til gengæld en koloni af mikroskopiske små tråde, der langsomt bredte sig ud over sandstenen. Efter et par uger var de endda synlige med det blotte øje.

Uwins lærebøger havde ikke fortalt noget om den slags lilleputvæsner, og hun gik derfor i gang med at undersøge dem nærmere. De mindste var mindre end 50 milliontedele af en meter, så små, at der egentlig slet ikke burde være plads til membran, stofskifte, reproduktionsmaskineri og alt det andet, som der plejer at være inde i bakterier.

Til sammenligning har de til dato største bakterier en størrelse på hele 0,75 millimeter, og kan ses med det blotte øje. Monsterbakterierne hedder thiomargarita namibiensis  altså Namibias svovlperler og er nogle svovlspisende kæmpebakterier, som man fandt på Namibias sandstrande for cirka to år siden.

Skeptiske kolleger
Uwins kalder sine minimale bakterietråde for nanober , fordi de kun fylder mellem 20 og 150 nanometer, hvilket svarer til cirka 0,00000002 millimeter. På hver svovlperle går der altså omtrendt 40.000 nanober, og Uwin mener dermed at have nået den nederste grænse for liv.

Andre forskere, især biologer, er dog stadig meget skeptiske. Hvordan skal der kunne være plads til biokemiske livsprocesser inde i bakterien, hvis alene molekyler fylder flere procent af en nanometer, spørger de. Nogle kan måske huske, hvordan NASA offentliggjorde en artikel i 1996, som skulle bevise, at der fandtes liv på Mars.

I en meteorit fandt forskerne bakterielignende strukturer, som havde en størrelse på 50 nanometer. Senere viste det sig slet ikke at være liv men tilfældige kalkaflejringer. På trods af fejltagelsen fortsatte jagten på mikroberne, og hvis Philippa Uwins undersøgelser holder stik, kan det være, at nanoberne vitterlig er den mindste ukendte livsform man endnu har set.

0 comments:

There was an error in this gadget