Gigantisk rumtingest

Leder: På trods af de store økonomiske omkostninger og utallige kritikpunkter er ISS et væddemål på, at symbolet vil vinde. I sin hyperbolske storhed og pragt vil den i det lange løb oppebære en massiv folkelig velvilje, og blive identitetsskabende og mytisk på en og samme tid


Af Robin Engelhardt (rob)

Med opsendelsen af det ubemandede russiske modul Zvezda klokken 06:56 dansk tid i går morges fra Baikonurs affyringsrampe i Kazakhstan er det internationale rumeventyr sat på raketter igen. Det var ellers ved at være sidste udkald for den Internationale Rumstation ISS (som ikke står for et rengøringsfirma men for International Space Station), der lider af en kronisk mangel på penge og offentlig interesse.

Kritikken har haglet over på projektet. For dyr, for farlig og ganske unødvendig har mange ment, mens NASA, Japan, Canada og de russiske og europæiske rumagenturer, der alle deltager i det store udenjords bygningsværk, har forsvaret projektet ved at love store fremskridt for alt og alle: Forskningen, sundheden og menneskeheden generelt.

I et mere realpolitisk perspektiv kan man ane, at deltagelsen i udbygningen af den internationale rumstation primært er af symbolsk og strategisk værdi. Historisk set har overmagten altid fulgt det teknologiske fremskridt, det ved alle verdens store nationer. Deltagelsen er især vigtig for det skrantende Rusland, der trods økonomisk nedtur stadig ser sig selv som en global stormagt, især når det gælder rumforskningen. Rusland har dog haft store problemer med at finde de 320 millioner dollars, som var nødvendige, og det er også derfor, at man har måttet udskyde opsendelsen af Zvezda-modulet flere gange i løbet af de sidste et til to år.

Men endelig er det lykkes. Rusland er stadig med, og politisk kan det kun betyde god input til Putin  på trods af udgifterne. At de sidste rubler til opsendelsen var finansieret af amerikanske Pizza Hut blev ikke taget så tungt. Pizza Huts gigantiske reklame på ydersiden af protonraketten, som skulle transportere Zvezda-modulet, blev således omhyggeligt gemt af affyringsrampen i Baikonur. Pressen skulle nødig have et gratis grin serveret.

Zvezda-modulet er et af de vigtigste elementer i ISS, da det skal bruges som kontrolcenter, kloaksystem, sovekabine samt som samleenhed for andre moduler. I tilfældet af at modulet ikke kan koble sig automatisk til ISS den 25 juli, vil to russiske kosmonauter straks fare ud i rummet med en Sojus-raket og foretage sammenkoblingen manuelt.

Cirka tre uger efter fuldendt installation vil det første Progress-forsyningsskib dokke an på Zvezda og forsyne rumstationen med et drivanker og en sonde. Derefter vil en lang række andre moduler blive opsendt med korte mellemrum  blandt andre også en avanceret dansk robotarm på 11 meter til udvortes brug. Når rumstationen engang er færdig i 2004 eller 2005, vil den stå som den mest komplicerede konstruktion, der er bygget i menneskehedens historie.

Pyramiderne og den kinesiske mur kan godt pakke sammen. Den vil kredse omkring jorden i en afstand på 384 kilometer, veje 418 ton, være syv etager høj og flere foldboldbaner lang, og have en indvendig plads, som svarer til pladsen i to jumbojets. Den samlede pris for ISS når op på omkring 500 milliarder kroner. Med sine over 30 enkeltmoduler vil ISS være et unikt forskningslaboratorium og muligvis, som NASA håber det i deres handlingsplaner, et springbræt for yderligere udforskning af rummet.

De storslåede science fiction-ideer om domesticeringen af det ydre rum ved hjælp af kunstige planeter og lignende er dog blevet nedtonet kraftigt på det sidste. Forskningen på ISS vil primært koncentrere sig om udviklingen af nye mineraler, til medicinsk forskning samt til afprøvning og reparation af satellitter.

De kritiske røster er dog talrige. I løbet af de sidste seks måneder før opsendelsen fandt man 368 fejlfunktioner, og der venter stadig mange reparationer, som først vil blive foretaget af kosmonauterne i rummet.

Ikke uden grund har rumstationen i fagtidskrifter allerede nu fået tilnavnet ISS Titanic. For i længden kan man ikke snyde skæbnen. Risikoen for en mislykket raketopsendelse er omkring otte procent. Med hundreder af opsendelser de næste 10-20 år vil det helt sikkert gå galt på et eller andet tidspunkt. Også 40 års rumeventyr har efterladt sine tydelige spor.

En sky af rumaffald kredser om jorden. Jordbaserede overvågningsudstyr kan kun opdage skrot og meteorer større end 10 centimeter, men ISS er kun bygget til at tåle kollisioner med objekter på få centimeter uden at tage skade. Risikoen for en punktering er vurderet til cirka én procent pr. modul. Faren for ulykker, strålingsfare, kræft, osv. er derfor alt for stor, siger kritikerne.

Men på den anden side: Der døde også mange kinesere under bygningen af den kinesiske mur - så mange at den burde stå som verdens længste grædemur. Men det gør den ikke. Den repræsenterer et menneskeskabt vidunder, beundret af millioner og atter millioner. Sådan går det måske med alle gigantprojekter. Planlagt som en fantastisk milesten skal den skabe teknologisk fremgang. Men især skal den kaste storhedens glans tilbage på nationerne og deres ledere.

På trods af de store økonomiske omkostninger og utallige kritikpunkter er ISS et væddemål på, at symbolet vil vinde. I sin hyperbolske storhed og pragt vil den i det lange løb oppebære en massiv folkelig velvilje, og blive identitetsskabende og mytisk på en og samme tid. Sådan er det i hvert fald gået med rumstationen Mir, som fortsat nægter at dø.

Lad blot de socialt indignerede og fremskridtsfjendtlige kværulanter råbe skråt op og skrot ned. Med tiden vil ISS vokse i folks bevidsthed som en grandios bedrift, der ligesom pyramiderne vil være af største symbolske værdi. Ok, holdbarheden er måske en anden, men alligevel.

0 comments:

There was an error in this gadget