INTERNETTEKNOLOGI TIL EN OPKOBLET VERDEN

Det afgørende element for IT-revolutionen er ordet samarbejde. Takket være nye databaser og netværk forbundet ned til de mindste pc’ere rundt omkring i verden, kan man udveksle bjerge af data, danne virtuelle samfund, nyhedsgrupper, udbyde produkter, og meget mere, og på den måde samle millioner af geografisk adskilte mennesker ved hjælp af en skelsættende ny kommunikationsform.

Hvor vidensorganiseringen tidligere blev varetaget af et centralt organ,

At skyde myg med kanoner

For mange myg, fugle og mennesker på ét sted er årsagen til, at farlige virus kan spredes, siger dansk ekspert efter meldinger om nye udbrud af Vestnil-virus i New York


Af Robin Engelhardt

Eksotiske virusepidemier i verdens store metropoler er for længst blevet en del af populærkulturens mange skrækscenarier. Men det er desværre også blevet en del af virkeligheden. Og det i stigende grad. I en tid med en ekstrem overbefolkning i hovedstæderne, flygtningestrømme, masseturisme og nye infektionsveje på grund af de mange ændrede økologiske forhold er der opstået ideelle betingelser for spredning af sygdomme, som tidligere var begrænset til små lokale samfund i geografisk meget isolerede egne. Men i vor tids fortsat sammenvoksende verden får farlige vira nye muligheder for at sprede sig til områder, hvor de vil kunne blive mere virulente, mutere til farligere varianter eller blot skabe voldsom panik i befolkningen.

Seneste eksempel på et nyt virus, som tidligere kun har eksisteret i de mere sydlige egne, er udbruddene af den såkaldte Vestnil-virus i New York City og i Boston. Allerede sidste år forårsagede Vestnilen mindst 62 alvorlige infektioner i New York City, hvoraf syv mennesker døde, og igen i år regner man med at dette insektbårne virus vil få dødelige konsekvenser for metropolen. Derfor er man nu på opfordring fra det amerikanske center for prævention og sygdomskontrol, CDC, begyndt at sprøjte med insektgift i alle parker og i de grønne områder.

Forventet udbrud
En dansk ekspert på området er Bent Faber Vestergaard fra Statens Seruminstitut i København. Han er ikke overrasket over, at Vestnilen igen har fået fat i New York. »Det var jo til at forvente. Virus er i fuglene lige nu, og de trækker fra Florida op til New York, hvor der er en stor tæthed af både myg og mennesker,« forklarer han til Information. »For at en virusinfektion af den slags, som foregår på østkysten i USA lige nu, kan brede sig, så kræver det dels, at der er en masse varmblodede dyr, som er modtagelige over for infektionen, og dels at der er mange myg, som kan overføre sygdommen til mennesker. Infektionen ytrer sig typisk ved feber, hjernebetændelse og den slags.« Da Vestnilen er en såkaldt arbovirus, smitter den mennesker typisk gennem blod-sugende insekter (artropoder) som for eksempel myg. »Arbo-« står altså for den måde de smitter på. Arbovirus findes også i Europa, hvor den mest almindelige er den centraleuropæisk hjernebetændelse, som findes på Bornholm, men ikke i resten af Danmark. Denne overføres af tæger, det vil sige af skovflåt, som man i den forbindelse ikke må forveksle med sygdommen Borelia, der skyldes en bakterie.

Smitter myg tilbage
Det specielle ved infektionerne i storbyer som New York skyldes ifølge Bent Faber Vestergaard den omstændighed, at virus skifter vært frem og tilbage mellem fugle, myg og mennesker,. Det virker så som en slags forstærker for virus, som kan gå hen og resultere i de store og farlige udbrud: »På et eller andet tidspunkt, typisk efter 1-2 uger, har menneskene så meget virus i blodet, at de kan smitte myg tilbage. Når myggen så stikker, får den smittet blod, og så breder infektionen sig i myggen  først i mavetarm-kanalerne, og senere til spytkirtlerne. Så kan myggen smitte et nyt varmblodet dyr, som den igen forsøger at suge blod fra.« »For at holde hele denne dynamiske proces i gang kræves det, at der er en eller andet kritisk tæthed af myg og en tæthed af modtagelige varmblodede dyr. Og det kan altså være både fugle og pattedyr. Men når infektionen kan brede sig hurtigt fra én stat til en anden og fra én by til den næste, er det på grund af fuglene, fordi myggene ikke flyver ret langt,« siger Bent Faber Vestergaard.

Når man bliver smittet af Vestnilen som menneske, behøver man altså ikke nødvendigvis blive syg. Det eneste, der kræves for at processen kan gå i gang , er, at der er mange mennesker og mange fugle. »Pludselig er udbruddet til stede, og pludselig er de væk igen og kan skifte fra sted til sted. Det er meget karakteristisk for alle arbovirus, når det drejer sig om infektioner gennem myg. Når det er skov-flåt, er der noget der tyder på, at de bare kan være smittet hele tiden.« Og at det kan smitte i New York, skyldes at Central Park virker som en gigantisk rugekasse: »Problemet er jo, at der er for mange myg, og det skyldes blandt andet, at der ikke bliver ryddet op alle steder. Der ligger masser af gamle coladåser og gamle bildæk rundt omkring i gaderne, og når det så regner dannes der små vandpytter, hvor myggene yngler. Det skal være stillestående vand, og man ved fra masser af andre byer, at arbovirusinfektioner i storbyerne i høj grad skyldes affald, der samler vand, når det regner.«

Vestnilen i Europa
I 60 erne undersøgte Bent Faber Vestergaard den ve-nezuelanske encephalitis virus, som er en hjernebetæn-delsesvirus, der bredte sig i løbet af blot ti år fra Venezuela helt op til Texas. Amerikanerne var derfor meget interesseret i at forstå årsagen til dens hurtige fremfærd. Man fandt ud af, at det var på grund af fuglene, som sad i trætoppene, og som indgik i en smittecyklus med myg. Når fuglene så tog på de årlige træk, bredte smitten sig. Og det er også det, der er sket i New York i sidste uge. I langt overvejende grad er det fuglene, der er smittet, og de falder så døde ned fra himlen. Myggene bliver også syge af det. »Inden for de sidste 20 år har der også været mindre udbrud af Vestnilvirus i Europa,« siger Bent Faber Vestergaard. »Jeg mener, det var i Spanien, Italien, Polen og Rumænien alle sammen mindre lokale udbrud i en landsby eller i et sogn.

Forudsætningerne er altså, at der mange myg og smittebærere, og så skal de kunne køre frem og tilbage.« Men Bent Faber Verster-gaard mener ikke, at der er sandsynlighed for at vestnilen kan komme til Danmark.
»Nej, det tror jeg ikke, fordi vi har ikke myg nok. I Sverige og Finland er der mange, men alting dør ud om vinteren, og vestnilen kræver et vist kontinuum. Det er derfor, den er i de tropiske lande, hvor der er myg hele året, og hvor der hele tiden er et reservoir af virus, der kan køre frem og tilbage. I Amerika kan virus bare bevæge sig ned til Florida om vinteren, og så kan det komme op igen næste sommer. Nok har man kolde vintre derover, men fuglene trækker først op langs østkys-ten om sommeren, samtidig med at myggepopulationen stiger. Når myggepopulationen har nået en vis tæthed her i slutningen af juli, opstår der en risiko for den slags udbrud.« Giften, som man sprøjter med, tager ikke kun myg men også alle mulige andre insekter. Den økologiske balance i New York vil derfor blive ødelagt i et stykke tid, og desuden har mange miljøorganisationer i New York ytret en angst for, at giften i det lange løb også vil kunne skade mennesker.

Bent Faber Vestergaard mener ikke at sprøjtningen er en hysterisk reaktion: »Nej, problemet er, at der er for mange mennesker på ét sted. Når man har konstateret smitte hos nogle få mennesker, kan man ikke sige, om det blive fem, hundrede eller fem tusind i morgen, fordi viruset er så dynamisk. Erfaringen siger, at det er bedst at slå det ned med det samme.«

Hvad er det for nogle erfaringer man har gjort sig? 
»Det store problem i verden i dag er den såkaldte Dengue-feber. Den er blevet urbaniseret, og det er blevet et meget stort problem. Adskillige hundrede danske turister bliver hvert år indlagt for Dengue feber, og vi ser kun toppen af isbjerget, fordi Dengue ytrer sig som en slags influenza, hvor vi kun ser dem med høj feber. Folk bliver raske igen, men problemet er, at der er flere typer at Dengue, og når man så får det anden gang, kan man godt risikere at få en alvorlig infektion.«

Kommende epidemier
Hvor stor en fare betyder det voksende antal mennesker for nye sygdomsepidemier? 
»Det er klart, at faren eksisterer, og den stiger formentlig eksponentielt med antallet af mennesker. Det kan for eksempel se med Dengue-feber.« Den eneste grund til at man kan forestille sig Dengue er blevet et stort problem både i Caraibien, Sydamerika, Afrika og Fjernøsten er, at der er flere mennesker. Risikoen afgøres af antallet af mennesker og antallet af myg. Men det skyldes også, at man mange steder omdanner tidligere skovområder til landbrugsområder. En række infektioner, som for eksempel gul feber, kører frem og tilbage i trætoppene mellem fugle og myg. Når man fælder skoven kommer de ned og inficerer pattedyrene. Men i de tropiske storbyer er det primært et affaldsproblem,« slutter Bent Faber Vestergaard.


Fakta - Myg uden virus
Samtidig med udbruddene af Vestnil-virus i New York har amerikanske og taiwanesiske forskere offentliggjort eksperimenter, som hindrer myg i at bære smitten for gul feber og malaria. Ifølge artiklen, som er udkommet i Proceedings of the National Academy of Sciences, konstruerede Vladimir Kokoza fra Michigan State University et gen, som blev sluset ind i gul feber-myggens (Aedes aegypti) DNA. Herefter producerede myggen et antibakterielt protein, kaldt »defensin«, som højner myggens immunforsvar, og derfor mindsker risikoen for en virusinfektion.

Nanober i min suppe

Verdens mindste mikrober er så små, at de slet ikke burde kunne eksistere

Af Robin Engelhardt

Olieboringer kan også have videnskabelig interesse. I en dybde på fem kilometer fandt Philippa Uwins fra Universitetet i Queensland i Australien for ikke så længe siden en jordprøve, som ikke indeholdt olie, men til gengæld en koloni af mikroskopiske små tråde, der langsomt bredte sig ud over sandstenen. Efter et par uger var de endda synlige med det blotte øje.

Uwins lærebøger havde ikke fortalt noget om den slags lilleputvæsner, og hun gik derfor i gang med at undersøge dem nærmere. De mindste var mindre end 50 milliontedele af en meter, så små, at der egentlig slet ikke burde være plads til membran, stofskifte, reproduktionsmaskineri og alt det andet, som der plejer at være inde i bakterier.

Til sammenligning har de til dato største bakterier en størrelse på hele 0,75 millimeter, og kan ses med det blotte øje. Monsterbakterierne hedder thiomargarita namibiensis  altså Namibias svovlperler og er nogle svovlspisende kæmpebakterier, som man fandt på Namibias sandstrande for cirka to år siden.

Skeptiske kolleger
Uwins kalder sine minimale bakterietråde for nanober , fordi de kun fylder mellem 20 og 150 nanometer, hvilket svarer til cirka 0,00000002 millimeter. På hver svovlperle går der altså omtrendt 40.000 nanober, og Uwin mener dermed at have nået den nederste grænse for liv.

Andre forskere, især biologer, er dog stadig meget skeptiske. Hvordan skal der kunne være plads til biokemiske livsprocesser inde i bakterien, hvis alene molekyler fylder flere procent af en nanometer, spørger de. Nogle kan måske huske, hvordan NASA offentliggjorde en artikel i 1996, som skulle bevise, at der fandtes liv på Mars.

I en meteorit fandt forskerne bakterielignende strukturer, som havde en størrelse på 50 nanometer. Senere viste det sig slet ikke at være liv men tilfældige kalkaflejringer. På trods af fejltagelsen fortsatte jagten på mikroberne, og hvis Philippa Uwins undersøgelser holder stik, kan det være, at nanoberne vitterlig er den mindste ukendte livsform man endnu har set.

Nul eller ikke nul

Det er spørgsmålet, som matematikere stiller sig selv for tiden


Af Robin Engelhardt

Det mindste et menneske kan forestille sig, må være så småt, at det nærmest er ingenting. Men det kan ikke være ingenting, for så ville det ikke være til stede. Sådan argumenterede den græske filosof Parmenides 400 år før vor tidsregning.

Moderne matematikere har intet problem med at forestille sig ingenting, og i modsætning til grækerne og romerne har de endda et symbol for det: »Nul«, eller »0«. Det er et tal som kan være svært at forstå, og selv blandt matematikerne findes der opponenter, som nægter at acceptere dogmet om, at et tal enten er nul eller forskelligt fra nul.

Computertal uden ende
Tag f.eks. den hollanske matematiker med det smukke navn Luitzen Egbertus Jan Brouwer. For 90 år siden formulerede han en alternativ matematik, som man i dag kalder den konstruktive matematik .

Ifølge Brouwer var det utilladeligt at arbejde med uendeligheder, og derfor også med nul, fordi mennesker nu engang aldrig kan være sikre på, om der findes nul (eller uendelig mange) af en slags. Med akribisk iver forsøgte han at konstruere et alternativ til nul, et tal som i hvert fald er meget småt (0,000000...), men som man aldrig kan være sikker på også er nul helt i enden.

Datidens store matematiker David Hilbert afviste Brouwers ideer, og sammenlignede det med et forsøg på at tage kikkerten væk fra astronomer. Uden formale hjælpemidler som nul, ville man ikke kunne lave matematik, mente han.

Det interessante er nu, at konstruktivismen har fået ny vind i sejlene. Årsagen er, at computere er konstruktivister par excellence. De arbejder altid med endelige størrelser, som er forskellige fra nul, og efterhånden har computerne kunnet bevise næsten lige så mange matematiske sætninger som den klassiske matematik.

Udregningerne er mere komplicerede, men til gengæld frie for hjælpeantagelser som nul. For visse læsere må alt dette forekomme som ligegyldigt hårkløveri, men hvis man bryster sig med, at matematikken er verdens mest eksakte videnskab, må man også kunne tåle et grundigt eftersyn. Og hvis man kigger rigtig nøje efter, viser det sig, at også matematikken er en ideologi.

Gigantisk rumtingest

Leder: På trods af de store økonomiske omkostninger og utallige kritikpunkter er ISS et væddemål på, at symbolet vil vinde. I sin hyperbolske storhed og pragt vil den i det lange løb oppebære en massiv folkelig velvilje, og blive identitetsskabende og mytisk på en og samme tid


Af Robin Engelhardt (rob)

Med opsendelsen af det ubemandede russiske modul Zvezda klokken 06:56 dansk tid i går morges fra Baikonurs affyringsrampe i Kazakhstan er det internationale rumeventyr sat på raketter igen. Det var ellers ved at være sidste udkald for den Internationale Rumstation ISS (som ikke står for et rengøringsfirma men for International Space Station), der lider af en kronisk mangel på penge og offentlig interesse.

Kritikken har haglet over på projektet. For dyr, for farlig og ganske unødvendig har mange ment, mens NASA, Japan, Canada og de russiske og europæiske rumagenturer, der alle deltager i det store udenjords bygningsværk, har forsvaret projektet ved at love store fremskridt for alt og alle: Forskningen, sundheden og menneskeheden generelt.

I et mere realpolitisk perspektiv kan man ane, at deltagelsen i udbygningen af den internationale rumstation primært er af symbolsk og strategisk værdi. Historisk set har overmagten altid fulgt det teknologiske fremskridt, det ved alle verdens store nationer. Deltagelsen er især vigtig for det skrantende Rusland, der trods økonomisk nedtur stadig ser sig selv som en global stormagt, især når det gælder rumforskningen. Rusland har dog haft store problemer med at finde de 320 millioner dollars, som var nødvendige, og det er også derfor, at man har måttet udskyde opsendelsen af Zvezda-modulet flere gange i løbet af de sidste et til to år.

Men endelig er det lykkes. Rusland er stadig med, og politisk kan det kun betyde god input til Putin  på trods af udgifterne. At de sidste rubler til opsendelsen var finansieret af amerikanske Pizza Hut blev ikke taget så tungt. Pizza Huts gigantiske reklame på ydersiden af protonraketten, som skulle transportere Zvezda-modulet, blev således omhyggeligt gemt af affyringsrampen i Baikonur. Pressen skulle nødig have et gratis grin serveret.

Zvezda-modulet er et af de vigtigste elementer i ISS, da det skal bruges som kontrolcenter, kloaksystem, sovekabine samt som samleenhed for andre moduler. I tilfældet af at modulet ikke kan koble sig automatisk til ISS den 25 juli, vil to russiske kosmonauter straks fare ud i rummet med en Sojus-raket og foretage sammenkoblingen manuelt.

Cirka tre uger efter fuldendt installation vil det første Progress-forsyningsskib dokke an på Zvezda og forsyne rumstationen med et drivanker og en sonde. Derefter vil en lang række andre moduler blive opsendt med korte mellemrum  blandt andre også en avanceret dansk robotarm på 11 meter til udvortes brug. Når rumstationen engang er færdig i 2004 eller 2005, vil den stå som den mest komplicerede konstruktion, der er bygget i menneskehedens historie.

Pyramiderne og den kinesiske mur kan godt pakke sammen. Den vil kredse omkring jorden i en afstand på 384 kilometer, veje 418 ton, være syv etager høj og flere foldboldbaner lang, og have en indvendig plads, som svarer til pladsen i to jumbojets. Den samlede pris for ISS når op på omkring 500 milliarder kroner. Med sine over 30 enkeltmoduler vil ISS være et unikt forskningslaboratorium og muligvis, som NASA håber det i deres handlingsplaner, et springbræt for yderligere udforskning af rummet.

De storslåede science fiction-ideer om domesticeringen af det ydre rum ved hjælp af kunstige planeter og lignende er dog blevet nedtonet kraftigt på det sidste. Forskningen på ISS vil primært koncentrere sig om udviklingen af nye mineraler, til medicinsk forskning samt til afprøvning og reparation af satellitter.

De kritiske røster er dog talrige. I løbet af de sidste seks måneder før opsendelsen fandt man 368 fejlfunktioner, og der venter stadig mange reparationer, som først vil blive foretaget af kosmonauterne i rummet.

Ikke uden grund har rumstationen i fagtidskrifter allerede nu fået tilnavnet ISS Titanic. For i længden kan man ikke snyde skæbnen. Risikoen for en mislykket raketopsendelse er omkring otte procent. Med hundreder af opsendelser de næste 10-20 år vil det helt sikkert gå galt på et eller andet tidspunkt. Også 40 års rumeventyr har efterladt sine tydelige spor.

En sky af rumaffald kredser om jorden. Jordbaserede overvågningsudstyr kan kun opdage skrot og meteorer større end 10 centimeter, men ISS er kun bygget til at tåle kollisioner med objekter på få centimeter uden at tage skade. Risikoen for en punktering er vurderet til cirka én procent pr. modul. Faren for ulykker, strålingsfare, kræft, osv. er derfor alt for stor, siger kritikerne.

Men på den anden side: Der døde også mange kinesere under bygningen af den kinesiske mur - så mange at den burde stå som verdens længste grædemur. Men det gør den ikke. Den repræsenterer et menneskeskabt vidunder, beundret af millioner og atter millioner. Sådan går det måske med alle gigantprojekter. Planlagt som en fantastisk milesten skal den skabe teknologisk fremgang. Men især skal den kaste storhedens glans tilbage på nationerne og deres ledere.

På trods af de store økonomiske omkostninger og utallige kritikpunkter er ISS et væddemål på, at symbolet vil vinde. I sin hyperbolske storhed og pragt vil den i det lange løb oppebære en massiv folkelig velvilje, og blive identitetsskabende og mytisk på en og samme tid. Sådan er det i hvert fald gået med rumstationen Mir, som fortsat nægter at dø.

Lad blot de socialt indignerede og fremskridtsfjendtlige kværulanter råbe skråt op og skrot ned. Med tiden vil ISS vokse i folks bevidsthed som en grandios bedrift, der ligesom pyramiderne vil være af største symbolske værdi. Ok, holdbarheden er måske en anden, men alligevel.
There was an error in this gadget