Den kosmiske kammertone

De mindste enheder i universet er ikke atomer. Det er heller ikke elektroner eller quarks. Det er sarte toner på en streng


Af Robin Engelhardt

Det begyndte med grækeren Thales. Han mente at verden bestod af vand. Han var søfarer og en praktisk mand, der med sine kåde teorier om verdens gang opmuntrede folk til at overvinde mytologien og tænke selv.

Efter Thales kom der mange andre bud. Anaximenes talte om luft, Anaximander om en slags ild, og Demokrit var overbevist om, at alt i kosmos bestod af atomer og det tomme rum. I en lettere modificeret udgave har denne antagelse holdt stand helt op til det 20. århundrede.

Så kom Niels Bohr og kvantemekanikken og lavede om på det hele igen. Atomer var slet ikke de mindste bestanddele, idet de selv bestod af elektroner og en kerne (af protoner og neutroner). Og ligesom Thales inspirerede sine elever til selv at se efter, har fysikere efter Bohr forsøgt at flække atomkerner til endnu mindre dele.

Siden har man opdaget et helt virvar af »subatomare partikler«, kaldt quarks, som har vidt forskellige egenskaber og masse.

En dansende trævl
Historien slutter ikke her. Den begynder. Den nyeste og mest flippede teori går ud på, at quarks består af noget endnu mindre. De består af en dansende lille trævl, som fysikere blot har kaldt en »superstreng«.

Enhver partikel er ifølge superstrengteorien et udslag af en bestemt svingning af en vibrerende streng. Ligesom en violin kan skabe toner, kan superstrengen lave partikler og naturkræfter. Naturen er musik, spillet af en ukendt stryger.

Ikke fordi man har eftervist superstrengteorien eksperimentelt. Det kan man ikke. Strengene er så små, at de slet ikke har nogen masse eller udstrækning, siger fysikerne, og de ligner derfor mest af alt en matematisk konstruktion.

Til gengæld håber fysikerne, at superstrengteorien på et tidspunkt  når den vanvittig komplicerede matematik er regnet igennem en dag  kan forklare alle fysikkens problemer her i verden. Den vil være en enhedsteori , som forener både Bohrs kvantemekanik (som omhandler de mindste dele som atomer og elektroner), Newtons fysik (som omhandler den dagligdags fysik som vi kan se med det blotte øje) og Einsteins relativitetsteori (som omhandler de kæmpe store ting som stjerner og galakser).

Den dag, det sker, vil superstrengen blive den basale tråd af forståelse, som binder hele verden sammen, og gør den til et for os begribeligt sted. Det er drømmen.

Succesrig UFO myte

Succesrig UFO myte

Mikael Rothsteins bog om UFO myten som moderne religion er fremragende underholdning



Mikael Rothstein: UFO er og rumvæsener myten om de flyvende tallerkener, 265 s., 199 kr., Gyldendal


Af Robin Engelhardt

Fremmede væsener og flyvende tallerkener er begyndt at være et tema, som man skal nærme sig med omhu. Over en tredjedel af den danske befolkning tror, de findes, og der er som bekendt intet, mennesker tror så fast på som det, de ikke kan bevise. At en bestemt forestilling er meget udbredt, er til gengæld ikke noget belæg for, at den udtrykker noget om den ydre virkelighed. Denne erkendelse må især etnologer og religionshistorikere være kommet frem til, efterhånden som de har læst sig igennem bjerge af historiske tekster om alskens guder, engle, fabeldyr, elverfolk, flyvende spøgelser, seksarmede frøer osv. osv., ofte dokumenteret af folk som har forsvaret deres oplevelser med livet som indsats.

Religionshistorikeren Mikael Rothstein fra Københavns Universitet betragter de sidste 53 års udvikling af UFO-historier som endnu et led i denne lange folkloristiske og religionshistoriske tradition. Og efterhånden som man læser sig igennem bogens utallige eksempler på nye trossamfund, der i en eller anden grad medtager UFO-elementer i deres verdenstolkning, virker Rothsteins tese bestemt ikke ubegrundet: Forestillingen om UFO er har gennem de moderne medier fundet en så bred folkelig appel, at den har frembragt en helt ny religion, som har en god chance for at overtage den gammelkristne symbolverden og iklæde dem en ny og mere tidssvarende gevandter.

Hvad betyder UFO?
Som en postmoderne second hand shop tilbyder UFO-myterne alle mulige former for frelse eller gru til den enkelte. Om det er konspirationsteorier til ære for de paranoide, nærkontakt og kosmisk broderskab af eksistentiel betydning for New Age-flokken og andre skønånder, eller blot sociale historier som bindemiddel for dem, der ikke vil være utilpasset: Alle ønsker kan opfyldes, fordi UFO en er en rummelig og fleksibel beholder. Men inden man begynder at tale om UFO er, er det vigtigt først at præcisere, hvad man mener med et »Uidentificeret Flyvende Objekt«. For 30-40 år siden kunne en UFO sagtens betyde et ukendt vejrfænomen eller en hemmeligholdt flyvemaskine. I dag er ordet stort set synonymt med forestillingen om et transportmiddel for fremmede væsner fra det ydre rum. Samtidig med dette betydningsskred er der også sket en udvikling af UFO-mytens betydning. Mens UFO erne i begyndelsen var en sekulariseret myte, kun kommenteret af opmuntrende interesse eller frisindede skuldertræk, udtrykker den i dag en helt ny form for religion, som dets apologeter kan diskutere om nødvendigt i dagevis. Tror du, eller tror du ikke, det bliver det afgørende spørgsmål.

Langt de fleste er stadig ganske skeptiske over for UFO er. Ikke at man kategorisk kan afvise deres objektive eksistens  det er metodisk og politisk ukorrekt at gøre. Man er skeptisk, men agnostisk omkring spørgsmålet, og forlanger som bevis at være blevet bortført af aliens, eller i det mindste selv at have observeret et UFO. Rothstein undlader at tage konkret stilling til, om UFO er findes eller ej, idet dette er og bliver en trossag, og i grunden også er et uinteressant spørgsmål. For Rothstein handler det om en korrekt historisk forståelse af, hvordan en vandrehistorie om en flyvende tallerken fra et obskurt dagblad i staten Washington dateret den 24. juni 1947, kan udvikle sig til en verdensomfattende myte, som er i stand til at forklare menneskers observationer af flyvende objekter og forsyne mange af dem med en ny mening med livet. Bortset fra Rothsteins omfattende mediekritiske og religionshistoriske øvelser, er hans beretning om UFO ens tilblivelse og udvikling yderst fascinerende læsning i sig selv. Han gennemgår et utal af beretninger om undergang og frelse; om de konstituerende myter som Kenneth Arnolds observation over Cascade Mountains i 1947, og om Roswell-historien, hvor der efter sigende skulle være styrtet et UFO ned (som man siden har gemt på militærbasen »area 51«).

Nye trosretninger
Rothstein gennemgår de mange trossamfund, der på denne eller hin vis har indoptaget UFO-myten i deres tro (Heavens Gate, Scientology, Rael-religionen, Chen Tao, Familien, Hare Krishna-bevægelsen, blandt mange andre), og han sandsynliggør meget overbevisende, hvordan New Age-bevægelsen og især teosofien har spillet en afgørende rolle som mægler mellem kristendommen og de moderne UFO-forestillinger. Især det sidste kapitel om UFO-kidnapninger er underholdende læsning. Det er tydeligt, hvordan UFO erne erstatter fordums nisser, elverfolk og trolde med deres moderne kloner, og hvordan de bruges som middel til religiøs forløsning. Historierne er nogle gange så morsomme, at man begynder at få mistanke om, at jo mere latterligt et trossystem er, jo større sandsynlighed er der for, at det får succes.

UFO er er i højkonjunktur. De er måske stadig set ned på af en kritiske offentlighed, men bare vent. Efterhånden som UFO-historierne bliver mere acceptable og undgår de værste forklaringsproblemer (tænk på kanalisering, korncirkler og stjernefødte), udvides myten og troen på den. NASA s nye reklamefremstød om at lade folk selv arbejde på aflytningen af signaler fra det ydre rum i det såkaldte SETI-projekt, kan således betragtes som endnu en cementering af UFO-forestillingerne (og betyde en voldsom udvidelse af kundepotentialet, idet man her ikke længere behøver at forklare problemet ved de voldsomme afstande mellem stjernerne).

Selv mange naturvidenskabsfolk er med på galejen. Den globale menighed får tilsendt deres egen lille altertavle (i form af en screensaver), og så kan man helt personligt håbe på kontakt med de fjerne intelligenser. Lykkes det, er udnævnelsen som helgen garanteret. Rothsteins bog er en vigtig bog. Velskrevet og med skarpsindig akkuratesse viser den, hvor meget UFO-myten har udviklet sig i de sidste 50 år, og hvor stor betydning den har fået. Bogen har ikke til hensigt at diskutere UFO ers faktiske eksistens eller mangel på samme. Det er en analyse af de kultur- og religionshistoriske strømninger, der ligger til grund for UFO-mytens opståen og udvikling. Og det er godt gjort.

Lyset for enden af tunnellen

Endnu engang har fysikere udfordret Einstein ved at få lyset til at gå hurtigere end lyset. Konsekvenserne er frygtindgydende

Af Robin Engelhardt

Siden Einstein formulerede sin relativitetsteori i 1905 har fysikere ståetpå hovedet for at forstå teorien i dens fulde omfang. Og ikke mindst har de forsøgt at finde smuthuller i argumenterne. Formlen E=mc2 er blevet så verdensberømt, at den kan sælges som T-shirts til nørder, og lysets hastighed i det tomme rum (normalt angivet ved bogstav c, som er cirka lig 300.000 kilometer i sekundet) har siden Einstein stået som en irriterende hastighedsbegrænsning for alt det sjove her i universet.

Ikke kun sciencefiction-forfattere har fundet på alskens krumspring for at undgå denne sneglefart. Også mange astrofysikere har spekuleret over, om man ikke kan bøje reglerne lidt, så tidsrejser tilbage i tiden og små galaktiske afstikkere igen bliver (teoretisk) mulige. Nu viser det sig, at det ikke er litteraturens krumspring, men derimod ægte kvantespring der kræves. Et hold af italienske fysikere beretter i 22. maj-udgaven af Physical Review Letters om små pulser af mikrobølgelys, som kan bevæge sig hurtigere end lyset over en afstand på mere end én meter. Også en anden artikel af Lijun Wang, som vil blive offentliggjort i fagbladet Nature om kort tid, viser, hvordan lyset kan skubbes fremad i et specialdesignet gaskammer med en resulterende fart på cirka 300 gange lysets normale hastighed. Dermed genåbnes en fundamental debat i fysikken om, hvorvidt der vitterlig kan finde informationsoverførsel sted med en hastighed, som er hurtigere end lyset, eller om det hele blot er nogle forkerte fortolkninger af Heisenbergs usikkerhedsprincip, når relativitetsteorien kommer i nærkontakt med den noget uforenelige kvantemekanik (sic!).

Hurtigere end lys-lys
Det er en lille tilsnigelse at sige, at intet kan bevæge sig hurtigere end lyset i det tomme rum. Over en årrække har fysikere vidst, at man faktisk godt kan sende 'hurtigere end lyset'-lys afsted. Men det har været en hemmelighed, primært fordi man ikke havde nogen teoretisk forklaring på det. Som udvej opfandt man et ord på 32 bogstaver:"Informationsoverførselshastighed". Denne hastighed kan ikke være hurtigereend c, blev det sagt, men så længe lyset består af de såkaldte flygtige bølger , og så længe det ikke indeholder information, må det godt være hurtigere. Det blev flertallet af fysikerne enige om. Der findes dog en tysk fysiker ved navn Günther Nimtz fra universitetet i Köln, som er uenig med flertallet af sine kolleger ved at insistere på, at også information kan sendes hurtigere end lyset. Allerede i 1992 udførte han et antal eksperimenter, som viste, at man kan udnytte den såkaldte kvantemekaniske tunnel-effekt til at sende mikrobølger igennem en opsætning og få en hastighed op til 4,7 gange lysets. Og for at bevise, at signalet skam var information, og ikke det rene støj, sendte han Mozarts fyrretyvende symfoni igennem apparaturet og optog outputtet på en båndoptager. Kvaliteten var meget ringe, men man kunne sagtens høre, at det var Mozart.

Regelbrud
Nimtz' eksperimenter startede en følelsesladet debat, fordi det satte et kæmpe spørgsmålstegn ved hele Einsteins kausalitetsprincip. Idet et signal kommer tidligere ud af en boks end det kommer ind, bryder man jo alle fornuftens regler om årsag og virkning, før og efter. Som det sig hør og bør, foregik den efterfølgende kontrovers på et anstændigt og sagligt højt niveau, hvor man diskuterede, hvad der menes med ord som hastighed , kausalitet og information . Argumenterne for og imod er alt for komplicerede til at kunne gengives tilfredsstillende i en daglig avis (læs: For svære at forstå for denne skribent), men i grove træk handler det om den rette forståelse af ordet information på det kvantemekaniske niveau. Amerikanske forskere, som f.eks. Raymond Chao, der har lavet et lignende eksperiment som Nimtz, fortolker resultatet som en deformering af signalet i løbet af tunnelingen , dvs. mens mikrobølgerne bevæger sig igennem apparaturet som resultat af tunneleffekten.

Deformeringen betyder, at man ikke længere kan tale fornuftigt om bølgens hastighed som sådan. Enkelte lys-partikler (dvs. fotoner) kan godt gå hurtigere end lyset, men fordi de frigøres tilfældigt, indeholder de ingen information. Nimtz og hans kolleger er derimod ligeglade med om, det er tilfældige fotoner eller om bølgen deformeres, så længe det udgående signal er genkendelig. I en BBC- udsendelse om emnet sagde han således: "Måske er Mozarts 40. symfoni ikke information for en amerikaner, men for en tysker er der en vis information i det." Debatten er endnu ikke afgjort, men for lægmænd kan det virke lidt, som om fysikerne kvier sig ved at opgive deres yndlingsteori. Det er heller ikke særlig underligt, fordi en relativering af lysets maksimale hastigheder samtidig ville tage fysikkens vigtigste grundpille, dvs. princippet om årsag og virkning, med i faldet - i hvert fald på kvanteniveau. Men selv Nimtz tror ikke, at tricket vil føre til tidsrejser tilbage i tiden. Han mener, at den tid, som det kræves at læse informationen, vil opveje gevinsten og derved gøre det umuligt at signalere hurtigt nok tilbage til afsenderen og ændre hændelser i datiden.

Alskens absurditeter
Med de nye videnskabelige artikler fra det italienske forskerhold og fra Lijun Wang fra Princeton University i New Jersey, vil debatten sikkert intensiveres. For hvis man vitterlig kan komme op over lysets hastighed, vil man også igen kunne diskutere rejser tilbage i tiden, og det åbner op for alskens absurditeter fra science fiction-land . Det er måske heller ikke så underligt, at Einstein ikke kunne fordrage kvantemekanikken med alle dens usikkerheder og sandsynlighedsberegninger. Når ikke engang lysets hast kan være fredet for probabilistiske taskenspillerier, så er der ikke længere grænser for, hvad der kan anses som relativt. Ikke engang hans egen relativitetsteori. Mange fysikere er dog enige i, at det eneste, der virkelig ville hjælpe på situationen, var en ny teori, som kunne forene Einsteins relativitetsteori med kvantemekanikken. Men den lader stadig vente på sig.


Fakta - Tunnel-effekten
Nimtz og Chaos eksperimenter er baseret på en bizar kvantemekanisk egenskab, som man kalder tunnel-effekten. Hvis man sparker en bold mod en mur, springer den tilbage. Men lys, der kan anskues som en bølgepakke, kan med en vis sandsynlighed gendannes på bagsiden af muren. Hvis det lykkes at overvinde barrieren, vil bølgepakken være meget svagere end oprindeligt, men som det skete i Nimtz og Chaos eksperimenter, vil den til gengæld være hurtigere end tidligere.

Fakta - Lys for Dummies
Lad os opsummere, hvad vi har lært om lys i denne artikel: Lys kan både være partikler (fotoner) og bølger. De kan både gå igennem mure og lade være, hvilket vil sige, at de kan være overalt, selv steder hvor de ikke burde være. Fotonerne har ingen masse, men så har de måske en masse alligevel, for ellers ville de ikke kunne bøjes af i et tyngdefelt. I øvrigt opfører 90 procent af alt stof i universet sig, som om det slet ikke findes. Uvist af hvilken grund kan lyset ikke lide dette stof, og ignorerer det. Fysikerne kalder stoffet for "sort materie", og de ved, at det må være et eller andet sted derude, for ellers ville universet have for lidt masse til at udvide sig, og hurtigt falde sammen som en punkteret ballon. Lyset kan både bevæge sig langsommere og hurtigere end i det gør normalt, og derfor kan lyset gå på tidsrejser både forud og bagud i tiden. Lys, som går hurtigere end lyset, kan bære information, eller også kan det ikke. Men hvis det kan, betyder det, at det kan forudsige lottotal og få os til at være vores egen bedstefar (hvilket det så ikke kan alligevel...). I det store hele kan man dog være enige om, at fysikken om lyset er et flydende fagområde under stadig udvikling.
There was an error in this gadget