Sociobiologi: Elsk din nærmeste

Evolutionær psykologi vil forklare, hvad den menneskelige natur er, og hvad der gør, at vi opfatter noget som rigtigt, og noget andet som forkert


Af Robin Engelhardt

Hvem har ikke hørt det før: Biologiske forklaringer på, hvorfor kvinders bryster er så store, og mænds testikler er så meget mindre, set i forhold til chimpansers. Eller forklaringer på, hvorfor mænd er mere promiskuøse end kvinder, og hvorfor mord på stedbørn er så meget mere hyppige end på egne børn. Det er den kontroversielle forskningsgren sociobiologien, der nu hedder »evolutionær psykologi«, som er ophav til de fleste af disse historier om menneskets mere eller mindre amoralske (og ingenlunde enestående) adfærd i dyreverdenen. Ifølge sociobiologien er den menneskelige natur med alle dens fortrin og mangler en uomgængelig realitet. Vores umoral vil ikke forsvinde med hverken pisk eller gulerod, ej heller med et dobbelt pensum marxistiske seminarer.

Men når den menneskelige natur nu er så uomtvistelig en realitet, så må den også kunne underkastes en videnskabelig analyse. Ved at undersøge vores evolutionære historie og lave statistiske analyser af vores sociale adfærd (og sammenligne dem med vores nærmeste slægtninge, aberne), må man kunne slutte sig til en del sandheder om den måde, vi omgås os selv og hinanden på. Det var tanken. Spørgsmålet er selvfølgelig, om sådanne emner giver videnskabelig mening, eller om de ikke snarere hører til de litterære eller politiske sfærer. Uden tvivl er de gode til at sætte gang i en kedelig fest, men forskerne indenfor den evolutionære psykologi mener i hvert fald, at de nu har fundet hårdtslående beviser på, at den menneskelige adfærd vitterlig bedst kan beskrives ved hjælp af evolution og vores gener.

De selviske gener
For at finde sociobiologiens og den evolutionære psykologis rødder må man gå lidt tilbage i historien, ja, faktisk helt tilbage til Darwins bøger Descent of Man og The Expression of Emotion in Man and Animal, hvor Darwin i meget forsigtige vendinger forsøgte at nærme sig biologiske forklaringer for dyrs og menneskers sociale adfærd. Det viste sig hurtigt, at biologiseringerne var meget modtagelige for alskens pseudovidenskabelige og racistiske generaliseringer, og selv Ronald A. Fishers rent matematiske analyser af populationer og deres genetiske udvikling senere i 1930 erne kunne ikke overvinde de raceforbedrende undertoner, som til stadighed lå i teorien om den neo-darwinistiske syntese.

Men den Anden Verdenskrig ændrede billedet. Meget af den tidligere ideologisering forsvandt, og man bestræbte sig på at gøre evolutionsbiologien mere objektiv og stueren (hvilket selvfølgelig også er en ideologi). Opdagelsen af DNA i 1953 skabte en ny tro på en genetisk determinisme, og siden da har der været stigende fokus på vores geners funktion og betydning for den menneskelige udvikling. Der findes mange gode grunde til at tro, at generne er den enhed, den naturlige udvælgelse »arbejder bedst på«. Afgørende for en effektiv selektion er, at vi har at gøre med fleksible og variable størrelser. At enhedernes levetid er så lang som mulig, og at de baserer sig mere på arv end på miljø (biologen Richard Dawkins har foreviget dette genocentriske syn på verden med ordene: »Vi er ... et robotvedhæng, blindt programmeret til at vedligeholde de selviske molekyler kaldt gener«). Det er klart, at disse elementer ikke er nok til at beskrive den naturlige udvælgelse. Gener selekteres ikke af sig selv, men gennem kroppe, sociale strategier udvælges af sociale dyr, og ideer udvælges blandt mennesker. Men ikke desto mindre fokuserer den evolutionære psykologi på den ene halvdel af processen, som er den, generne repræsenterer.

Kin-selektion
Teorien om den evolutionære psykologi går ud på, at adfærd, ligesom anatomi og fysiologi, i høj grad er arvelig, og at hver enkelt organisme i sin kamp om overlevelse er ude på at nedarve og dermed forøge frekvensen af sine egne gener så meget som muligt. Men en organismes gener eksisterer ikke kun i organismen selv. De eksisterer også i organismens identiske tvillinger (100 procent), i dens søskende (50 procent, i gennemsnit), i fætre og kusiner (25 procent) og så fremdeles ned ad slægtstavlen. Følelser og hjælp til familien giver således stadig mening i et evolutionært perspektiv, og den gamle rigide darwinisme, som den blev fremstillet i den første halvdel af det 20. århundrede med »survival of the fittest«, suppleres med en maksime om slægts-udvælgelse, dvs. en forklaring på, at det er nyttigt at hjælpe sine nærmeste.

På engelsk kaldes denne opdagelse kin-selection eller »inclusive fitness«, og den blev for første gang undersøgt og beskrevet af biologen William Hamilton i hans berømte artikel om The Genetical Evolution of Social Behaviour fra 1964. Teorien om kin-selektion har været en af de vigtigste grundpiller for den biologiske adfærdsforskning, som den kom til at forme sig op igennem halvfjerdserne og firserne. Edward O. Wilsons klassiker Sociobiology fra 1975, der populariserede Hamiltons tanker og udviklede dem i en mere radikal retning, landede således som en granat i 70 ernes politiske teorier, der primært så mennesket som et socialt væsen, der kan formes i alle retninger ved hjælp af det rette miljø og den rette opdragelse. Men pludselig var det de skæbnetunge gener, som var i centrum. De havde deres egne liv og var selviske, blev det sagt, og enhver altruistisk handling var blot en mere forfinet egoisme end den tidligere idé om »alles kamp mod alle.«

Omvendt altruisme
Revisionen og udvidelsen af Darwins teori om den naturlige udvælgelse fortsatte med udarbejdelsen af den såkaldte evolutionære spilteori i løbet af 70 erne. Den kunne give plausible forklaringer på, hvordan samarbejde kan opstå og manifestere sig i en gruppe af total-egoister. Så længe man kan skue en personlig fordel en gang i fremtiden, kan man godt stille op og hjælpe andre. Robert Trivers, en biolog, der havde arbejdet med anvendelser af spilteori på dyreadfærd, udviklede således teorien om den »omvendte altruisme«, der bedst kan karakteriseres som en slags handelsaftale mellem to eller flere parter. I en verden, hvor der findes utallige fjender og naturkatastrofer, er det vigtigt at danne strategiske alliancer, og jo mere fleksibel og vidtskuende en organisme er, jo bedre kan den snyde andre, og modgå snyd fra andre. Menneskets »omvendte altruisme« er derfor en endnu mere sofistikeret variant af kin-selektion, og afhængig af vores evne til at forudse andres handlinger. Det er derfor ikke underligt, at mennesket både er bedrageriets og empatiens mester.

Evolutionær psykologi argumenterer for, at vores emotionelle tendenser og instinkter korresponderer med spilteoriens regler, fordi det er disse, som er de underliggende realiteter for de sociale forhold. Derfor er der ikke nogen modsigelse i vores genuine uselviske følelser, der fører til sande uselviske handlinger, så længe de selviske fordele er statistiske og langsigtede (som alle egenskaber der driver den naturlige udvælgelse jo er det). Spilteoriens forudsigelser er nemlig forudsigelser om sandsynligheder og udbytte på lang sigt. Hvis det var muligt i detaljer at forudse konsekvenserne for enhver handling og lave beregninger på baggrund af dem, ville der nok være brug for flere sociale følelser end dem, mennesket er i stand til at frembringe i dag  sådan rent egoistisk set.

Velvillig mistro
Det er vigtig at huske, at et darwinistisk syn på den menneskelige godheds oprindelse ikke gør den mindre god. Det er blot et andet forsøg på at forklare nogle sammenhænge. Den evolutionære psykologi er hverken hård videnskab eller pseudovidenskab. Ifølge filosoffen Harmon Holcomb fra University of Kentucky er den snarere en »protovidenskab«, dvs. en videnskab i sin vorden. Man har al grund til at være mistroisk, hvad angår dens ideologiske konsekvenser, især når man nu kender den menneskelige natur så godt, som man gør. Men alt tyder på, at den evolutionære psykologi i sin forfinelse måske en dag kommer frem til, at man ikke kun skal elske sine nærmeste, men også den næste  og næste igen.

0 comments:

There was an error in this gadget