Lysets mester

Den danske fysiker Lene Vestergaard Hau har gjort international karriere. Men hvad kræver det, når en kvinde vil til tops i en mandsdomineret forskerverden?

Af Robin Engelhardt

Det er ikke hver dag, man hører om opsigtsvækkende opdagelser fra fysikkens verden. Og det er heller ikke hver dag man hører, at det er en kvinde, der står bag. En dansk kvinde, 40 år, som har trodset alle odds og kønsroller for at vie sit liv til frontforskningen og en international karriere. Lene Vestergaard Hau er navnet bag succesen. Hun opdagede i begyndelsen af sidste år, at lyset kan bremses ned til kun 61 kilometer i timen, hvilket er en hastighed, som er 20 millioner gange mindre, end den hastighed på 300.000 kilometer i sekundet, som Ole Rømer målte i 1676.

Efter opdagelsen fløj der pludselig utallige tilbud om professorstillinger og ærestitler ind ad brevsprækken på Lene Haus lejlighed i Boston. Hvad der oprindelig skulle være et to-årigt ophold i USA, er for Lene Hau efterhånden blevet til elleve år. For nylig sagde hun ja til en stilling på Harvard, og det bliver helt sikkert til endnu flere år i fronten af den amerikanske forskning. Danmark, familie og venner ser Lene Hau kun en gang imellem, og der har heller ikke været tid til at stifte egen familie i USA.

»For mig har det været et valg. Jeg har valgt at være her i laboratoriet, og jeg arbejder ekstremt hårdt nogle gange nat og dag  og det sætter jo en naturlig grænse for, hvad man kan lave udenfor arbejdet,« siger Lene Hau. Men for hende har det været et lykkeligt valg. Følelsen af at være tæt på livets mysterier, at kunne aflure naturens inderste hemmeligheder, og  når man en gang imellem er heldig  at opdage helt nye fænomener, som intet andet menneske har set før: Det opvejer alle de lange og ensomme nattetimer med »pepperonipizza og kaffe i laboratoriet.«

Bedre end mænd
Fysikkens superliga har kun sjældent været besøgt af kvindelige forskere. Når det skete, var det som regel, fordi de var de allerbedste. Lene Hau fortæller, hvordan man som kvinde i et så mandsdomineret fag som fysik skal presse på for at få sine ting igennem. Mere end mændene. Og man skal helst også være bedre end dem for at kunne bestride den samme stilling. Ansættelser på universitetet foregår i sagens natur på en problematisk måde, mener Lene Hau: »Der er jo i grunden et mandligt netværk, og en kvinde er svær at definere som forsker. En mand føles som et velkendt begreb  man ved, hvad man kan forvente, og han har den rette jargon.« Heller ikke dagligdagen er uden problemer af den art.

Som eksempel fortæller Hau en historie om en tekniker på Rowland Instituttet, hvor hun arbejder: På et tidspunkt fik hun en mandlig student fra Harvard til at arbejde i laboratoriet. Når teknikeren så skulle lave noget til den opstilling, Lene Hau har bygget, og som hun kender hver eneste knap på, så snakker teknikeren kun til studenten. Sandsynligvis fordi studenten er en mand, og fordi teknikeren har svært ved at tage imod ordrer fra en kvinde. »En kvinde skal jo helst være sød og smile lidt. Tærsklen for, hvornår en kvinde bliver anset for at være for skrap, er meget, meget lav,« siger Lene Hau, og griner selv lidt af det.

Under Lene Haus videnskabelige opvækst i Århus var der til gengæld aldrig problemer af den slags. »I Århus har jeg altid følt mig godt tilpas. Jeg har været der som videnskabsperson, ikke specielt som kvinde, og jeg vil faktisk sige, at jeg aldrig havde tænkt over det som et problem.«

Men Lene Hau fortæller så alligevel om den mærkelige oplevelse af, at frafaldet blandt kvinder blev større og større, jo længere hun kom op i systemet. Ved overgangen fra specialet til ph.d. en var der et kæmpe frafald, og da hun så gik ind i en aktiv frontforskerkarriere, var der ingen andre kvinder tilbage.

»Jeg kan se samme mønster her i USA. Jeg kender en kvinde, som har en ph.d. i fysik, og hun er vældig god. Så gifter hun sig med en mandlig ph.d. i fysik, og selvom hun fagligt er bedre end han, følger hun med ham og får en stilling dér, hvor han får en stilling. Og nu flytter han igen, og så flytter hun bare med. Hvad pokker sker der, kan man spørge. Selv i min generation er det sådan, at når man får familie og børn, så er det konen, der passer på børnene og manden, der går ud og arbejder.«

Forbillede
Til trods for det, har Lene Hau aldrig været tilhænger af positiv særbehandling. Hvis man absolut vil besætte en stilling med en kvinde, så ved alle jo, at hun fik den, fordi hun er en kvinde, og ikke fordi hun er god. I stedet mener Lene Hau, at man bliver nødt til at vente på de rigtig gode kvindelige forskere, som så kan fungere som forbilleder for samfundet og for de studerende.

»I min undervisning på Harvard siger jeg til mine studerende, at man ikke kan få alting. Man må foretage nogle valg og fravalg. Og det kan være utroligt svært. Jeg har valgt at satse på min karriere, og jeg synes, det er rigtigt for mig, men det er ikke nødvendigvis rigtigt for alle.«

Kun meget få af Lene Haus kvindelige kolleger på Harvard har børn. Til gengæld har langt de fleste af de mandlige forskere børn, men så har de som oftest en kone, der enten ikke arbejder eller som har et flexjob. Børnepasningsordningerne er heller ikke så veludviklede i USA som i Danmark, og det sætter grænser for udfoldelsesmulighederne. Men alligevel er rollerne mellem mænd og kvinder klart definerede i forskerverdenen, og det kræver stor omtanke og en stærk personlighed at bryde med dem.

Forskningsglæde
Men først og fremmest kræver det en stor glæde ved at arbejde med eksperimentel fysik og med matematik. Og den har Lene Hau haft fra barnsben af. »For mig er det fascinerende at tænke på al den fantastiske kreativitet, som mennesker har puttet ind i konstruktionerne og i teknikken.« Lene Hau har også andre fritidsinteresser end at forbedre sine eksperimenter. Hvis der kommer et hul, vil hun gerne til New York og besøge vennerne og høre noget jazz. Og når foråret kommer, håber hun på at komme ud på sin cykel. Desværre er der ikke meget tid til den slags lige nu. Og egentlig er Lene Hau slet ikke så ked af dét. Allerhelst, og med stor begejstring, fortæller hun om de mange projekter, der venter forude:

»Jeg har masser af ting at gå i gang med. Jeg har for eksempel sendt en ansøgning afsted til DARPA (Defense Advanced Research Program Agency), der handler om, at jeg vil lave et optisk medium på en chip, hvor vi bruger den nyeste nanoteknologi til at mikrofabrikere meget små strukturer af min opstilling til at nedkøle atomerne. Det ville være et fantastisk nyt værktøj, og så vil man kunne finde anvendelser, som bruger langt mindre strøm til at kontrollere atomerne.«

Lene Hau er også gået i gang med at ville lave små kunstige sorte huller ved hjælp af sin forsøgsopstilling i laboratoriet. Med det langsomme lys vil det ikke være farligt, for så er det kun lyset, som ikke kan undslippe. »USA er et stort land, og et sted som Boston findes ikke bedre i denne verden. Her er en så fantastisk stor koncentration af gode videnskabsfolk, og jeg har det vældig sjovt. Alt i alt er det virkelig spændende at være her.«


Fakta - Perspektiverne er enorme
Atomer kan nedkøles så meget, at de næsten ikke bevæger sig. Lene Hau brugte laserlys og stærke magnetfelter til at nedkøle atomerne så meget, så de kun var 0,000.000.435 grader over det absolutte nulpunkt, som er -273,15°C. Ved denne temperatur danner atomerne en tilstand, som man kalder for et Bose-Einstein kondensat. Denne besynderlige tilstand, der i Lene Hau s opstilling ser ud som en mikroskopisk lille cigarformet sky, er karakteriseret ved, at alle atomer i skyen er i én og samme kvantetilstand . Det vil sige, at de enkelte atomers position i skyen tværes ud og overlapper hinanden, så der dannes en slags superatom. Da Lene Hau fandt på at sende lys det vil sige fotoner  igennem skyen, viste det sig, at hun kunne holde dem fanget meget længere end tidligere antaget. Og hun forbedrer teknikken ustandseligt: »Vi er i øjeblikket nede på 50 cm i sekundet, så det er en faktor 34 længere nede end sidste år,« siger Lene Hau. Perspektiverne er, at man vil kunne manipulere lyset til at få forskellige egenskaber. »Vores mål er at reducere lysets hastighed ned til én centimeter i sekundet, så vi er faktisk nået halvvejs,« siger Lene Hau. Hvis der melder sig private investorer, vil der være store perspektiver i at lave et Bose-Einstein kondensat på en enkel chip, mener Lene Hau.

0 comments:

There was an error in this gadget