Kærlighedens krystalkugle

En ny videnskabelig metode til at forudsige, om ægteskaber holder eller ej, er blevet udviklet af amerikanske forskere


Af Robin Engelhardt

Amerikanske forskere kan forudsige skilsmisser og ægteskabers stabilitet med 87 procents sikkerhed. Det viser en storstilet undersøgelse foretaget på University of Washington i løbet af de sidste ni år. Resultaterne er blevet offentliggjort i marts-udgaven af Journal of Family Psychology. Forskernes eneste redskab i undersøgelsen er et to timer langt interview med ægtefællerne.

»Det er utroligt at dette værktøj er så nøjagtigt i sine forudsigelser,« siger medforfatter Sybil Carrère til Information. »Vi stiller åbne spørgsmål om parrets forhold, ægteskabet og filosofien bag et ægteskab.« Teknikken er blevet udviklet af professor i psykologi John Gottman, og beregningerne blev foretaget af Kim Buehlman, begge fra Washington Universitet.

»Nøglen er ikke, hvad folk siger, men hvordan de gør det,« siger Buehlman i en pressemeddelelse. »Mennesker ønsker at kode indholdet for, hvad de siger, og derfor må man komme ned under indholdet for at måle de ægteskabelige bånd. Kodningssystemet koncentrerer sig om de positive eller negative elementer i det, ægtefællerne mindes og omtaler hinanden med.«

Smuk musik
»For eksempel,« siger Buehlman, »spørger vi parret, hvordan de mødtes. Hvad de gjorde på deres første date? Hvorfor de besluttede at blive gift? Hvordan deres bryllup var? Hvor de tog hen på bryllupsrejse? Hvordan overgangen til ægteskabet føltes for dem, og hvad der har været de hårdeste tider for dem?«

»Efter interviewet er færdigt,« forklarer Buehlman »koder vi resultatet med følgende dimensioner: Ømhed/ hengivenhed, negativitet overfor ægtefællen, sammenhold contra selvstændighed, udfarenhed, glorificering af kampen, ægteskabelige skuffelser, kaotiske relationer, flygtige relationer, etc.« Også relationens forløb og en sammenligning med de respektive forældres ægteskaber anvendes til at belyse ægtefællernes indstilling overfor hinanden. Og resultaterne er entydige. Efter fire til seks år var nøjagtigheden på forskernes forudsigelser, om hvorvidt ægteskaberne holdt eller ej, på 89 procent, og efter syv til ni år var den 81 procent.

»Hvad der er mest forbløffende ved kodningssystemet er, at der fremkommer et specifikt mønster hos de lykkeligste og de mindst lykkelige ægteskaber,« siger Carrère. »De lykkeligste ægtefæller taler med næsten kun én stemme, fordi de i høj grad er stemt ind på hinandens ønsker og skæbner. Disse mennesker kender deres partners værd her i livet, og de er ikke ude på at få nogen ned med nakken. Det er virkelige smuk musik.«

»Hos de ulykkelige par er der ingen symmetri. Der er ingen respekt, og de er virkelig grimme overfor hinanden. De kæmper for at finde nogle positive ting at sige om hinanden og forholdet. »En del af det ægteskabelige bånd består af det globale filter, de har af relationen,« tilføjer Kim Buehlman. »Har man stærke ægteskabelige bånd og er tiderne hårde, giver man gerne sin partner en pause. Selv hvis man er uenig om bestemte ting, forsøger de lykkelige par altid at undgå destruktive argumenter, fordi de virkelig holder af hinanden og værdsætter hinandens forskelle. Med svage bindinger giver man ikke sin partner den samme respekt og venlighed. Der er meget mere uenighed og meget mindre venskab.«

Flest lykkelige par
Forskerne fornemmer et vist provokerende element i deres forskning, fordi resultaterne viser sig også at kunne bruges for nygifte. I et tidligere forskningsarbejde fra 1992 brugte de kun par, der havde et eller flere børn på mindst fire år. Resultaterne var en smule bedre, idet 94 procent af de i alt 56 par blev forudsagt korrekt. Men en forudsigelsesnøjagtighed på over 80 procent er i alle tilfælde et godt resultat.

Blandt de 95 nygifte ægtepar, der deltog i den nye undersøgelse, blev kun 16 (dvs. 18 procent) skilt efter ni år. Dette er langt under det normale landsgennemsnit, og skyldes nok, at mange af de par, der meldte sig til undersøgelsen, var meget begejstrede for deres forhold, og ønske at lave et »show off« omkring ægteskabet. Som Carrère siger: »Det er svært at få ulykkelige par ind i et studie som dette.« Men det vigtigste budskab for nye par er ifølge forskerne ikke at undervurdere venskabets betydning. »Mange par overser venskab, som har tendens til at smuldre bort i løbet af ægteskabet, når ting som karriere og børn begynder at overtage i hverdagen,« siger Carrére.

»Hvis man forsømmer venskab vil det positive filter, man har om sin partner langsomt forsvinde. I et sundt forhold må folk bruge tid på at passe hinanden, ligesom de bruger tid på at passe sig selv.« S

elvfølgelig fortæller forskerne aldrig deres forsøgspersoner, hvorvidt de tror ægteskabet vil holde eller ej. »Vi laver statistiske analyser mange år efter, vi har samlet alle data. Så laver vi en faktoranalyse for at se, hvilke kategorier der er væsentlige for de enkelte forudsigelser og hvilke ikke. Først mange år senere tjekker vi, om metoden har kunnet forudsige udfaldet korrekt eller ej,« forklarer Buehlman.

0 comments:

There was an error in this gadget