Lysets mester

Den danske fysiker Lene Vestergaard Hau har gjort international karriere. Men hvad kræver det, når en kvinde vil til tops i en mandsdomineret forskerverden?

Af Robin Engelhardt

Det er ikke hver dag, man hører om opsigtsvækkende opdagelser fra fysikkens verden. Og det er heller ikke hver dag man hører, at det er en kvinde, der står bag. En dansk kvinde, 40 år, som har trodset alle odds og kønsroller for at vie sit liv til frontforskningen og en international karriere. Lene Vestergaard Hau er navnet bag succesen. Hun opdagede i begyndelsen af sidste år, at lyset kan bremses ned til kun 61 kilometer i timen, hvilket er en hastighed, som er 20 millioner gange mindre, end den hastighed på 300.000 kilometer i sekundet, som Ole Rømer målte i 1676.

Efter opdagelsen fløj der pludselig utallige tilbud om professorstillinger og ærestitler ind ad brevsprækken på Lene Haus lejlighed i Boston. Hvad der oprindelig skulle være et to-årigt ophold i USA, er for Lene Hau efterhånden blevet til elleve år. For nylig sagde hun ja til en stilling på Harvard, og det bliver helt sikkert til endnu flere år i fronten af den amerikanske forskning. Danmark, familie og venner ser Lene Hau kun en gang imellem, og der har heller ikke været tid til at stifte egen familie i USA.

»For mig har det været et valg. Jeg har valgt at være her i laboratoriet, og jeg arbejder ekstremt hårdt nogle gange nat og dag  og det sætter jo en naturlig grænse for, hvad man kan lave udenfor arbejdet,« siger Lene Hau. Men for hende har det været et lykkeligt valg. Følelsen af at være tæt på livets mysterier, at kunne aflure naturens inderste hemmeligheder, og  når man en gang imellem er heldig  at opdage helt nye fænomener, som intet andet menneske har set før: Det opvejer alle de lange og ensomme nattetimer med »pepperonipizza og kaffe i laboratoriet.«

Bedre end mænd
Fysikkens superliga har kun sjældent været besøgt af kvindelige forskere. Når det skete, var det som regel, fordi de var de allerbedste. Lene Hau fortæller, hvordan man som kvinde i et så mandsdomineret fag som fysik skal presse på for at få sine ting igennem. Mere end mændene. Og man skal helst også være bedre end dem for at kunne bestride den samme stilling. Ansættelser på universitetet foregår i sagens natur på en problematisk måde, mener Lene Hau: »Der er jo i grunden et mandligt netværk, og en kvinde er svær at definere som forsker. En mand føles som et velkendt begreb  man ved, hvad man kan forvente, og han har den rette jargon.« Heller ikke dagligdagen er uden problemer af den art.

Som eksempel fortæller Hau en historie om en tekniker på Rowland Instituttet, hvor hun arbejder: På et tidspunkt fik hun en mandlig student fra Harvard til at arbejde i laboratoriet. Når teknikeren så skulle lave noget til den opstilling, Lene Hau har bygget, og som hun kender hver eneste knap på, så snakker teknikeren kun til studenten. Sandsynligvis fordi studenten er en mand, og fordi teknikeren har svært ved at tage imod ordrer fra en kvinde. »En kvinde skal jo helst være sød og smile lidt. Tærsklen for, hvornår en kvinde bliver anset for at være for skrap, er meget, meget lav,« siger Lene Hau, og griner selv lidt af det.

Under Lene Haus videnskabelige opvækst i Århus var der til gengæld aldrig problemer af den slags. »I Århus har jeg altid følt mig godt tilpas. Jeg har været der som videnskabsperson, ikke specielt som kvinde, og jeg vil faktisk sige, at jeg aldrig havde tænkt over det som et problem.«

Men Lene Hau fortæller så alligevel om den mærkelige oplevelse af, at frafaldet blandt kvinder blev større og større, jo længere hun kom op i systemet. Ved overgangen fra specialet til ph.d. en var der et kæmpe frafald, og da hun så gik ind i en aktiv frontforskerkarriere, var der ingen andre kvinder tilbage.

»Jeg kan se samme mønster her i USA. Jeg kender en kvinde, som har en ph.d. i fysik, og hun er vældig god. Så gifter hun sig med en mandlig ph.d. i fysik, og selvom hun fagligt er bedre end han, følger hun med ham og får en stilling dér, hvor han får en stilling. Og nu flytter han igen, og så flytter hun bare med. Hvad pokker sker der, kan man spørge. Selv i min generation er det sådan, at når man får familie og børn, så er det konen, der passer på børnene og manden, der går ud og arbejder.«

Forbillede
Til trods for det, har Lene Hau aldrig været tilhænger af positiv særbehandling. Hvis man absolut vil besætte en stilling med en kvinde, så ved alle jo, at hun fik den, fordi hun er en kvinde, og ikke fordi hun er god. I stedet mener Lene Hau, at man bliver nødt til at vente på de rigtig gode kvindelige forskere, som så kan fungere som forbilleder for samfundet og for de studerende.

»I min undervisning på Harvard siger jeg til mine studerende, at man ikke kan få alting. Man må foretage nogle valg og fravalg. Og det kan være utroligt svært. Jeg har valgt at satse på min karriere, og jeg synes, det er rigtigt for mig, men det er ikke nødvendigvis rigtigt for alle.«

Kun meget få af Lene Haus kvindelige kolleger på Harvard har børn. Til gengæld har langt de fleste af de mandlige forskere børn, men så har de som oftest en kone, der enten ikke arbejder eller som har et flexjob. Børnepasningsordningerne er heller ikke så veludviklede i USA som i Danmark, og det sætter grænser for udfoldelsesmulighederne. Men alligevel er rollerne mellem mænd og kvinder klart definerede i forskerverdenen, og det kræver stor omtanke og en stærk personlighed at bryde med dem.

Forskningsglæde
Men først og fremmest kræver det en stor glæde ved at arbejde med eksperimentel fysik og med matematik. Og den har Lene Hau haft fra barnsben af. »For mig er det fascinerende at tænke på al den fantastiske kreativitet, som mennesker har puttet ind i konstruktionerne og i teknikken.« Lene Hau har også andre fritidsinteresser end at forbedre sine eksperimenter. Hvis der kommer et hul, vil hun gerne til New York og besøge vennerne og høre noget jazz. Og når foråret kommer, håber hun på at komme ud på sin cykel. Desværre er der ikke meget tid til den slags lige nu. Og egentlig er Lene Hau slet ikke så ked af dét. Allerhelst, og med stor begejstring, fortæller hun om de mange projekter, der venter forude:

»Jeg har masser af ting at gå i gang med. Jeg har for eksempel sendt en ansøgning afsted til DARPA (Defense Advanced Research Program Agency), der handler om, at jeg vil lave et optisk medium på en chip, hvor vi bruger den nyeste nanoteknologi til at mikrofabrikere meget små strukturer af min opstilling til at nedkøle atomerne. Det ville være et fantastisk nyt værktøj, og så vil man kunne finde anvendelser, som bruger langt mindre strøm til at kontrollere atomerne.«

Lene Hau er også gået i gang med at ville lave små kunstige sorte huller ved hjælp af sin forsøgsopstilling i laboratoriet. Med det langsomme lys vil det ikke være farligt, for så er det kun lyset, som ikke kan undslippe. »USA er et stort land, og et sted som Boston findes ikke bedre i denne verden. Her er en så fantastisk stor koncentration af gode videnskabsfolk, og jeg har det vældig sjovt. Alt i alt er det virkelig spændende at være her.«


Fakta - Perspektiverne er enorme
Atomer kan nedkøles så meget, at de næsten ikke bevæger sig. Lene Hau brugte laserlys og stærke magnetfelter til at nedkøle atomerne så meget, så de kun var 0,000.000.435 grader over det absolutte nulpunkt, som er -273,15°C. Ved denne temperatur danner atomerne en tilstand, som man kalder for et Bose-Einstein kondensat. Denne besynderlige tilstand, der i Lene Hau s opstilling ser ud som en mikroskopisk lille cigarformet sky, er karakteriseret ved, at alle atomer i skyen er i én og samme kvantetilstand . Det vil sige, at de enkelte atomers position i skyen tværes ud og overlapper hinanden, så der dannes en slags superatom. Da Lene Hau fandt på at sende lys det vil sige fotoner  igennem skyen, viste det sig, at hun kunne holde dem fanget meget længere end tidligere antaget. Og hun forbedrer teknikken ustandseligt: »Vi er i øjeblikket nede på 50 cm i sekundet, så det er en faktor 34 længere nede end sidste år,« siger Lene Hau. Perspektiverne er, at man vil kunne manipulere lyset til at få forskellige egenskaber. »Vores mål er at reducere lysets hastighed ned til én centimeter i sekundet, så vi er faktisk nået halvvejs,« siger Lene Hau. Hvis der melder sig private investorer, vil der være store perspektiver i at lave et Bose-Einstein kondensat på en enkel chip, mener Lene Hau.

Skriften i sandet: Tidens sand

Måske vil computernes indmad en dag blive erstattet af organiske molekyler, af DNA og bakterier. Eller måske vil man blive ved med at bruge det gode gamle sand  siliciumatomerne


Af Robin Engelhardt

I de sidste fire årtier har computernes regnekraft undergået en bemærkelsesværdig udvikling. I takt med at antallet af mulige regneoperationer og hastigheden er steget som en eksponentiel kurve, er prisen på computerne faldet med lignende styrke. Bag dette besynderlige fænomen ligger der er en tommelfingerregel, som er blevet kaldt »Moores lov«, opkaldt efter en af grundlæggerne af Intel, Gordon Moore, der i 1960 erne observerede, at ingeniører kunne fordoble kapaciteten i datamaternes strømkredse hvert eneste år. Også Internettets vækst og den tilhørende netværksbaserede økonomi synes at følge denne lov, og derfor spekulerer forskerne på, om Moores lov nu langsomt vil finde sin naturlige afslutning, i og med at den uundgåelige kapacitetsgrænse for de siliciumbaserede computere nås.

Andre tror, at der findes en endnu ukendt teknik, som vil få Moores lov til at fortsætte en rum tid endnu. Hvad det er for en teknik, er der til gengæld ingen der ved. I laboratorier verden over, på universiteter og hos de store firmaer som IBM, Bell Labs, Sony, GE og AT&T, forskes der i mulighederne for at skubbe fremtidens strøm- kredse bort fra deres velkendte siliciumkomponenter, og erstatte dem med så eksotiske ting som »qubits«, organiske stoffer, DNA og endda bakterier. Man har tidligere forsøgt at udskifte silicium med stoffet gallium arsenid og med optiske enheder, men det er endnu ikke lykkes at finde troværdige alternativer til den sandholdige variant i nutidens regnemaskiner.

Molekylcomputere
En af de mere kuriøse varianter er de såkaldte molekylære computere. Man vil udnytte den omstændighed, at individuelle molekyler kan bruges som mikroskopiske kontakter. Ved at formindske de enkelte siliciumtransistorer man kender i dag ned til 180 nanometre kan man stuve 28 millioner transistorer ned på en enkel chip. Eksperter tror, at man ikke kan komme under 100 nanometer. Det vil være en naturlig grænse, og selv hvis det kan laves mindre, vil der komme mærkelige kvanteeffekter og ødelægge de elektriske strømme. Men hvis det var muligt at opkoble individuelle molekyler i en kæde af elektriske strømkredse, der kun er få nanometre i omkreds, ville det ændre computerindustrien fundamentalt. Molekylære hukommelser har potentialet til at indeholde en million gang så meget lagerkapacitet som de bedste halvlederchips i dag.

Supercomputere kunne blive så små, at de kunne presses ind i et stykke A4-ark, i tøj eller neglelak. De hidtil bedste kandidater for små molekylære ledninger er kulstofbaserede nanorør, der er nogle velordnede rør med kun et par nanometer i diameter. Et af problemerne med disse nanorør er dog, at de har tendens til at klumpe sammen som henkogt spaghetti, og ikke som velordnede gittre. Produktionsprocessen kunne gå ud på, at man blot dyppede chipsene ned i en opløsning af de organiske molekyler, der så vil arrangere sig spontant. Men det største problem er, at der uundgåeligt vil forekomme masser af defekter, som vil forhindre dannelsen af entydige logiske kredse til brug for en sikker databehandling. Kommer man ned på kvanteniveau, sker der mærkelige ting. Her er dagligdagens forståelse af verdenen vendt op og ned. I kvanteverdenen kan elektroner være to steder samtidig, og atomkerner kan rotere både i den ene og den anden retning på én gang. Det er en bizar verden, hvor selve materien er opløst til en spøgelsesagtig tåge af sandsynligheder. Men ifølge en af de store guruer indenfor denne forskning, Isaac Chuang fra IBM s Almaden Research Center, er det alligevel muligt at lave beregninger her.

I gængse computere bliver bits repræsenteret af mange milliarder elektroner, som er samlede siliciumtransistorer, der ligger side om side på de små computerchips. Om de repræsenterer et 1 eller et 0 i den binære kode er afhægig af, om de er til stede eller ikke. Men når man først kommer ned til de enkelte partikler, er det ikke længere muligt at tolke tilstandene entydigt. Elektronerne kan være enten eller eller både og. De kaldes »qubits«.

Stadig kun teori
Oprindelig startede eventyret med Richard Feynman, der i 1981 fik ideen om kvantecomputere som en teoretisk abstraktion til at diskutere, hvad information er set ud fra kvantemekaniske principper. Siden har folk som Chuang forsøgt at føre de teoretiske diskussioner over til laboratorierne. Men lige meget hvad de prøvede, så ville kvantecomputerne ikke lege med, når det kom til den faktiske implementering i chips og ledninger. Ubestemmeligheden af de enkelte partikler kan ikke bibeholdes, så snart man vil manipulere med dem. Så selvom man har kunnet melde om fremskridt indenfor kvante-kryptering, er moderne computere, baseret på kvantemekaniske effekter, stadig kun en teoretisk idé.

Tom Knight fra afdelingen for kunstig intelligens på Massachussetts Institute of Technology er en af de førende forskere indenfor biocomputere. Han mener, at ideen med at bruge biologiske enheder som f.eks. bakterier og gener ikke er tænkt som en erstatning for almindelige computere. Det er snarere et led i at forfine de eksisterende metoder til at forbinde informationsbearbejdning og produktionsprocesser med. Man kunne for eksempel forestille sig en slags syntetisator for alle slags kemikalier lidt ligesom de omnipotente maskiner i Star Trek, hvor man bare skal sige, hvad man vil have at drikke, og straks beames en skoldhed kop Darjeeling-te ned på bordet. Man kunne også forestille sig biochips, som kan diagnosticere stofskifte og hormonbalance hos mennesker, og så udskille den rette dosis medicin, hvis det er nødvendigt.

Firmaer som DuPont begynder allerede nu at udvikle metoder, hvor man vil bruge programerbare celler som biokemiske fabrikker til produktionen af proteiner. Hvis man en dag får den rette kontrol over de genetiske kredsløb, vil man kunne lave en uendelig mængde skræddersyede proteiner. Også bakterier kunne programmeres til at lave medicin, vitaminer, osv. Men Knight indrømmer, at alt dette er rimelig meget fremtidsmusik. For at kunne fremstille bestemte stoffer i et biologisk system må man forstå i detaljer, hvordan det biologiske system virker. Man ved mere om gener end om f.eks. neurobiologi, et andet lovende forskningsfelt, men alligevel er der uendelig lang vej, før man kan komme til bunds i tingene.

DNA-computere
Digital hukommelse ved hjælp af DNA og proteiner? Naturen har gennem milliarder af år lært sig selv, hvordan man pakker højt sofistikeret molekylær hi-fi udstyr ned i blot en enkel bakterie, der ikke er meget større end en enkel transistor i computeren. Så hvorfor ikke. Set gennem en ingeniørs briller har evolutionen frembragt de mindste og mest effektive computere i verden. I 1994 kunne DNA-computerens fader, Leonard Adleman fra University of Southern California som den første forsker i verden finde en løsning på et matematisk problem, ingen normal computer har været i stand til at beregne før. Det handlede om en variant af det såkaldte »traveling salesman problem«, der går ud på at finde ud af, hvordan en handelsrejsende bruger mindst mulig benzin, hvis han pendler mellem et givent antal byer. Så snart antallet af byer overstiger en vis grænse, bliver de normale computeres beregningsmæssige kapacitet for lille til, at de finde den optimale løsning.

Enden på Moores lov
Adlemans DNA-computer bruger en anden metode. Den går ud på at repræsentere alle mulige løsninger til problemet i form af DNA-stumper, der kan ses som en slags logiske enheder, hvor baserne pares efter bestemte regler. DNA-varianterne sættes fast, og så lader man de komplementære DNA-strenge, der tilfredsstiller nogle logiske delløsninger af problemet, flyde frit omkring i en opløsning hen over. Efter at strengene har kombineret sig og dannet dobbeltstrenge, bruges nogle skræddersyede enzymer til at eliminere alle de DNA-strenge, som ikke er blevet bundet. Så fremdeles gentages proceduren i flere omgange. Til sidst er kun de DNA-dobbeltstrenge tilbage, som repræsenterer løsningen på hele problemet. Fordelen ved denne form for beregning er, at den foregår parallelt: Alle forkerte løsninger fjernes samtidig og hastigheden, hvormed man finder løsningen, øges betragteligt.

Men ifølge Adleman handler det ikke så meget om at konkurrere med silicium, som det handler om at finde nye kombinationer. Selvom DNA i princippet kan kværne tal meget hurtigere end de elektriske kredsløb, er en implementering stadig ikke i sigte. Alt i alt må man erkende, at der foreløbig ikke ligger nogen oplagt konkurrent til siliciumcomputeren og venter i kullissen. Ideerne er mange og særdeles fantasirige, men der er ingen tegn på, at de kan bryde fri fra en udvikling baseret på siliciumatomer, der i stigende grad bider sig fast, jo mere sofistikerede og udbredte computerne bliver. Måske må man bare finde sig i, at Moores lov ikke er nogen naturlov, men en midlertidig rettesnor, der sandsynligvis ikke vil hold i længden.

Kærlighedens krystalkugle

En ny videnskabelig metode til at forudsige, om ægteskaber holder eller ej, er blevet udviklet af amerikanske forskere


Af Robin Engelhardt

Amerikanske forskere kan forudsige skilsmisser og ægteskabers stabilitet med 87 procents sikkerhed. Det viser en storstilet undersøgelse foretaget på University of Washington i løbet af de sidste ni år. Resultaterne er blevet offentliggjort i marts-udgaven af Journal of Family Psychology. Forskernes eneste redskab i undersøgelsen er et to timer langt interview med ægtefællerne.

»Det er utroligt at dette værktøj er så nøjagtigt i sine forudsigelser,« siger medforfatter Sybil Carrère til Information. »Vi stiller åbne spørgsmål om parrets forhold, ægteskabet og filosofien bag et ægteskab.« Teknikken er blevet udviklet af professor i psykologi John Gottman, og beregningerne blev foretaget af Kim Buehlman, begge fra Washington Universitet.

»Nøglen er ikke, hvad folk siger, men hvordan de gør det,« siger Buehlman i en pressemeddelelse. »Mennesker ønsker at kode indholdet for, hvad de siger, og derfor må man komme ned under indholdet for at måle de ægteskabelige bånd. Kodningssystemet koncentrerer sig om de positive eller negative elementer i det, ægtefællerne mindes og omtaler hinanden med.«

Smuk musik
»For eksempel,« siger Buehlman, »spørger vi parret, hvordan de mødtes. Hvad de gjorde på deres første date? Hvorfor de besluttede at blive gift? Hvordan deres bryllup var? Hvor de tog hen på bryllupsrejse? Hvordan overgangen til ægteskabet føltes for dem, og hvad der har været de hårdeste tider for dem?«

»Efter interviewet er færdigt,« forklarer Buehlman »koder vi resultatet med følgende dimensioner: Ømhed/ hengivenhed, negativitet overfor ægtefællen, sammenhold contra selvstændighed, udfarenhed, glorificering af kampen, ægteskabelige skuffelser, kaotiske relationer, flygtige relationer, etc.« Også relationens forløb og en sammenligning med de respektive forældres ægteskaber anvendes til at belyse ægtefællernes indstilling overfor hinanden. Og resultaterne er entydige. Efter fire til seks år var nøjagtigheden på forskernes forudsigelser, om hvorvidt ægteskaberne holdt eller ej, på 89 procent, og efter syv til ni år var den 81 procent.

»Hvad der er mest forbløffende ved kodningssystemet er, at der fremkommer et specifikt mønster hos de lykkeligste og de mindst lykkelige ægteskaber,« siger Carrère. »De lykkeligste ægtefæller taler med næsten kun én stemme, fordi de i høj grad er stemt ind på hinandens ønsker og skæbner. Disse mennesker kender deres partners værd her i livet, og de er ikke ude på at få nogen ned med nakken. Det er virkelige smuk musik.«

»Hos de ulykkelige par er der ingen symmetri. Der er ingen respekt, og de er virkelig grimme overfor hinanden. De kæmper for at finde nogle positive ting at sige om hinanden og forholdet. »En del af det ægteskabelige bånd består af det globale filter, de har af relationen,« tilføjer Kim Buehlman. »Har man stærke ægteskabelige bånd og er tiderne hårde, giver man gerne sin partner en pause. Selv hvis man er uenig om bestemte ting, forsøger de lykkelige par altid at undgå destruktive argumenter, fordi de virkelig holder af hinanden og værdsætter hinandens forskelle. Med svage bindinger giver man ikke sin partner den samme respekt og venlighed. Der er meget mere uenighed og meget mindre venskab.«

Flest lykkelige par
Forskerne fornemmer et vist provokerende element i deres forskning, fordi resultaterne viser sig også at kunne bruges for nygifte. I et tidligere forskningsarbejde fra 1992 brugte de kun par, der havde et eller flere børn på mindst fire år. Resultaterne var en smule bedre, idet 94 procent af de i alt 56 par blev forudsagt korrekt. Men en forudsigelsesnøjagtighed på over 80 procent er i alle tilfælde et godt resultat.

Blandt de 95 nygifte ægtepar, der deltog i den nye undersøgelse, blev kun 16 (dvs. 18 procent) skilt efter ni år. Dette er langt under det normale landsgennemsnit, og skyldes nok, at mange af de par, der meldte sig til undersøgelsen, var meget begejstrede for deres forhold, og ønske at lave et »show off« omkring ægteskabet. Som Carrère siger: »Det er svært at få ulykkelige par ind i et studie som dette.« Men det vigtigste budskab for nye par er ifølge forskerne ikke at undervurdere venskabets betydning. »Mange par overser venskab, som har tendens til at smuldre bort i løbet af ægteskabet, når ting som karriere og børn begynder at overtage i hverdagen,« siger Carrére.

»Hvis man forsømmer venskab vil det positive filter, man har om sin partner langsomt forsvinde. I et sundt forhold må folk bruge tid på at passe hinanden, ligesom de bruger tid på at passe sig selv.« S

elvfølgelig fortæller forskerne aldrig deres forsøgspersoner, hvorvidt de tror ægteskabet vil holde eller ej. »Vi laver statistiske analyser mange år efter, vi har samlet alle data. Så laver vi en faktoranalyse for at se, hvilke kategorier der er væsentlige for de enkelte forudsigelser og hvilke ikke. Først mange år senere tjekker vi, om metoden har kunnet forudsige udfaldet korrekt eller ej,« forklarer Buehlman.

Sociobiologi: Elsk din nærmeste

Evolutionær psykologi vil forklare, hvad den menneskelige natur er, og hvad der gør, at vi opfatter noget som rigtigt, og noget andet som forkert


Af Robin Engelhardt

Hvem har ikke hørt det før: Biologiske forklaringer på, hvorfor kvinders bryster er så store, og mænds testikler er så meget mindre, set i forhold til chimpansers. Eller forklaringer på, hvorfor mænd er mere promiskuøse end kvinder, og hvorfor mord på stedbørn er så meget mere hyppige end på egne børn. Det er den kontroversielle forskningsgren sociobiologien, der nu hedder »evolutionær psykologi«, som er ophav til de fleste af disse historier om menneskets mere eller mindre amoralske (og ingenlunde enestående) adfærd i dyreverdenen. Ifølge sociobiologien er den menneskelige natur med alle dens fortrin og mangler en uomgængelig realitet. Vores umoral vil ikke forsvinde med hverken pisk eller gulerod, ej heller med et dobbelt pensum marxistiske seminarer.

Men når den menneskelige natur nu er så uomtvistelig en realitet, så må den også kunne underkastes en videnskabelig analyse. Ved at undersøge vores evolutionære historie og lave statistiske analyser af vores sociale adfærd (og sammenligne dem med vores nærmeste slægtninge, aberne), må man kunne slutte sig til en del sandheder om den måde, vi omgås os selv og hinanden på. Det var tanken. Spørgsmålet er selvfølgelig, om sådanne emner giver videnskabelig mening, eller om de ikke snarere hører til de litterære eller politiske sfærer. Uden tvivl er de gode til at sætte gang i en kedelig fest, men forskerne indenfor den evolutionære psykologi mener i hvert fald, at de nu har fundet hårdtslående beviser på, at den menneskelige adfærd vitterlig bedst kan beskrives ved hjælp af evolution og vores gener.

De selviske gener
For at finde sociobiologiens og den evolutionære psykologis rødder må man gå lidt tilbage i historien, ja, faktisk helt tilbage til Darwins bøger Descent of Man og The Expression of Emotion in Man and Animal, hvor Darwin i meget forsigtige vendinger forsøgte at nærme sig biologiske forklaringer for dyrs og menneskers sociale adfærd. Det viste sig hurtigt, at biologiseringerne var meget modtagelige for alskens pseudovidenskabelige og racistiske generaliseringer, og selv Ronald A. Fishers rent matematiske analyser af populationer og deres genetiske udvikling senere i 1930 erne kunne ikke overvinde de raceforbedrende undertoner, som til stadighed lå i teorien om den neo-darwinistiske syntese.

Men den Anden Verdenskrig ændrede billedet. Meget af den tidligere ideologisering forsvandt, og man bestræbte sig på at gøre evolutionsbiologien mere objektiv og stueren (hvilket selvfølgelig også er en ideologi). Opdagelsen af DNA i 1953 skabte en ny tro på en genetisk determinisme, og siden da har der været stigende fokus på vores geners funktion og betydning for den menneskelige udvikling. Der findes mange gode grunde til at tro, at generne er den enhed, den naturlige udvælgelse »arbejder bedst på«. Afgørende for en effektiv selektion er, at vi har at gøre med fleksible og variable størrelser. At enhedernes levetid er så lang som mulig, og at de baserer sig mere på arv end på miljø (biologen Richard Dawkins har foreviget dette genocentriske syn på verden med ordene: »Vi er ... et robotvedhæng, blindt programmeret til at vedligeholde de selviske molekyler kaldt gener«). Det er klart, at disse elementer ikke er nok til at beskrive den naturlige udvælgelse. Gener selekteres ikke af sig selv, men gennem kroppe, sociale strategier udvælges af sociale dyr, og ideer udvælges blandt mennesker. Men ikke desto mindre fokuserer den evolutionære psykologi på den ene halvdel af processen, som er den, generne repræsenterer.

Kin-selektion
Teorien om den evolutionære psykologi går ud på, at adfærd, ligesom anatomi og fysiologi, i høj grad er arvelig, og at hver enkelt organisme i sin kamp om overlevelse er ude på at nedarve og dermed forøge frekvensen af sine egne gener så meget som muligt. Men en organismes gener eksisterer ikke kun i organismen selv. De eksisterer også i organismens identiske tvillinger (100 procent), i dens søskende (50 procent, i gennemsnit), i fætre og kusiner (25 procent) og så fremdeles ned ad slægtstavlen. Følelser og hjælp til familien giver således stadig mening i et evolutionært perspektiv, og den gamle rigide darwinisme, som den blev fremstillet i den første halvdel af det 20. århundrede med »survival of the fittest«, suppleres med en maksime om slægts-udvælgelse, dvs. en forklaring på, at det er nyttigt at hjælpe sine nærmeste.

På engelsk kaldes denne opdagelse kin-selection eller »inclusive fitness«, og den blev for første gang undersøgt og beskrevet af biologen William Hamilton i hans berømte artikel om The Genetical Evolution of Social Behaviour fra 1964. Teorien om kin-selektion har været en af de vigtigste grundpiller for den biologiske adfærdsforskning, som den kom til at forme sig op igennem halvfjerdserne og firserne. Edward O. Wilsons klassiker Sociobiology fra 1975, der populariserede Hamiltons tanker og udviklede dem i en mere radikal retning, landede således som en granat i 70 ernes politiske teorier, der primært så mennesket som et socialt væsen, der kan formes i alle retninger ved hjælp af det rette miljø og den rette opdragelse. Men pludselig var det de skæbnetunge gener, som var i centrum. De havde deres egne liv og var selviske, blev det sagt, og enhver altruistisk handling var blot en mere forfinet egoisme end den tidligere idé om »alles kamp mod alle.«

Omvendt altruisme
Revisionen og udvidelsen af Darwins teori om den naturlige udvælgelse fortsatte med udarbejdelsen af den såkaldte evolutionære spilteori i løbet af 70 erne. Den kunne give plausible forklaringer på, hvordan samarbejde kan opstå og manifestere sig i en gruppe af total-egoister. Så længe man kan skue en personlig fordel en gang i fremtiden, kan man godt stille op og hjælpe andre. Robert Trivers, en biolog, der havde arbejdet med anvendelser af spilteori på dyreadfærd, udviklede således teorien om den »omvendte altruisme«, der bedst kan karakteriseres som en slags handelsaftale mellem to eller flere parter. I en verden, hvor der findes utallige fjender og naturkatastrofer, er det vigtigt at danne strategiske alliancer, og jo mere fleksibel og vidtskuende en organisme er, jo bedre kan den snyde andre, og modgå snyd fra andre. Menneskets »omvendte altruisme« er derfor en endnu mere sofistikeret variant af kin-selektion, og afhængig af vores evne til at forudse andres handlinger. Det er derfor ikke underligt, at mennesket både er bedrageriets og empatiens mester.

Evolutionær psykologi argumenterer for, at vores emotionelle tendenser og instinkter korresponderer med spilteoriens regler, fordi det er disse, som er de underliggende realiteter for de sociale forhold. Derfor er der ikke nogen modsigelse i vores genuine uselviske følelser, der fører til sande uselviske handlinger, så længe de selviske fordele er statistiske og langsigtede (som alle egenskaber der driver den naturlige udvælgelse jo er det). Spilteoriens forudsigelser er nemlig forudsigelser om sandsynligheder og udbytte på lang sigt. Hvis det var muligt i detaljer at forudse konsekvenserne for enhver handling og lave beregninger på baggrund af dem, ville der nok være brug for flere sociale følelser end dem, mennesket er i stand til at frembringe i dag  sådan rent egoistisk set.

Velvillig mistro
Det er vigtig at huske, at et darwinistisk syn på den menneskelige godheds oprindelse ikke gør den mindre god. Det er blot et andet forsøg på at forklare nogle sammenhænge. Den evolutionære psykologi er hverken hård videnskab eller pseudovidenskab. Ifølge filosoffen Harmon Holcomb fra University of Kentucky er den snarere en »protovidenskab«, dvs. en videnskab i sin vorden. Man har al grund til at være mistroisk, hvad angår dens ideologiske konsekvenser, især når man nu kender den menneskelige natur så godt, som man gør. Men alt tyder på, at den evolutionære psykologi i sin forfinelse måske en dag kommer frem til, at man ikke kun skal elske sine nærmeste, men også den næste  og næste igen.
There was an error in this gadget