Ekspert-flokken

Hvordan skal mennesker omgås en verden fyldt med viden og eksperter? Journalist og forfatter Gitte Meyer efterlyser en mere udfarende tænkning, der tør stille dumme spørgsmål til sagkundskaben


Gitte Meyer: De andres viden; frygt og underdanighed i vidensamfundet. 232 s., 248 kr. Høst & Søn.


Af Robin Engelhardt

Det kan være skræmmende, når man som nyudklækket voksen står foran porten til den virkelige verden , dette frygtindgydende sted, hvor mennesker tænker dybe tanker og taler om et virvar af vægtige problemer, om samfundslivet, om politik og kultur. Man står foran et bjerg af informationer, som ingen ende vil tage, og som det vil være umuligt at tilegne sig mere af, end blot en mikroskopisk flig. Det er ikke ualmindeligt, at man bliver bange. Bange og frygtsom over for de andres viden, deres ekspertise og faglige pondus, især når det gælder indviklede sager som for eksempel teknik, udenrigspolitik eller naturvidenskabelig forskning. Sådan føltes det givetvis også for Gitte Meyer, da hun i 1974 startede som journalist på Land og Folk. Uden videregående uddannelse og med et sparsomt hjemmebibliotek skulle hun pludselig skrive om statistik, intrikate biokemiske hemmeligheder og træls forskningspolitik. Hvis frygt og underdanighed ikke hurtigt var blevet afløst af en vedholdende videbegærlighed og et godt kritisk blik, ville Gitte Meyer ikke være den, hun er i dag: En efterspurgt videnskabsjournalist og rådgiver for flere forskningsinstitutioner, råd og ministerier.

Fremmed viden
Det er denne svære proces til at overvinde angsten over for den overmægtige kundskab derude, og vejen til at opnå en personlig suverænitet, også i forhold til det, man ikke ved, som Gitte Meyer nu har skrevet en bog om. De andres viden: Frygt og underdanighed i vidensamfundet, hedder den, og udkommer i dag. I den anledning har Information talt med Gitte Meyer, og spurgt hende, om nu også alle reagerer på samme måde: »Mennesker reagerer overfor ukendt viden på primært to måder: Enten i form af frygt og underdanighed, eller i form af ublandet begejstring. Begge bunder de i en forskrækkelse over for fremmed viden. Men de er ofte blot et resultat af en følelsesmæssige forståelse, der ikke rækker særlig dybt. De to reaktionsmønstre er to sider af samme sag, nemlig en ukritisk og følelsesladet reaktion over for noget fremmed, som man lægger sine bekymringer eller håb over i.« Gitte Meyer er dog sikker på, at alle mennesker som udgangspunkt kan være kritiske og skeptiske i forhold til de sagkyndige eksperter ude i samfundet, så længe man ikke er bange for at stille dumme spørgsmål: »De gode gamle HV-spørgsmål er fortsat de bedste, fordi de forpligter forskere og andre til at formulere sig i et forståeligt sprog, hvilket så giver en forudsætning for, at alle kan tage stilling.«

Lukker om sig selv
Et graverende problem ser Meyer i videnskabernes øgede brug og misbrug af et fagligt sprog, der grænser til obskurantisme: »Det videnskabelige sprog har tendens til at lukke sig mere og mere omkring sig selv. Det lukker folk mere ude, end det lukker dem ind. Og det er nogen man ikke kun finder i naturvidenskaberne. Også i sanfundsvidenskaben finder man hyppigt et sprog, som er skræddersyet til at skræmme de nysgerrige væk. Det er rædderligt!,« pointerer Meyer og smiler. Men hun bliver hurtigt alvorligt igen. »Det er på høje tid, at den hvide kittels hypnotiske magt afmonteres, så man forstår, at fuld sikkerhed ikke findes. Forskerne er selv i høj grad skyld i den dalende tillid til naturvidenskaberne, fordi de forsøger at opretholde guderollen. Uddannelsessystemet eksploderer i status og certifikater, men det er hult indeni. Meget af den forskning, der foregår i dag, handler jo om at lave nye territorier, som man så pisser af ved at lave de her mange specialiserede felter. Den prestige, man får ud af det, er lig med højden af hegnet omkring ens territorium. Det er nogle grimme mekanismer, der anvendes her.«

Tænke over verden
Lige så eksemplarisk, som Gitte Meyer gennem de seneste 25 år har arbejdet sig vej igennem det utilgængelige vidensbjerg, lige så eksemplariske er bogens midterste kapitler om noget af det svært tilgængelige stof, der her tales om, og som er så vigtige at lære og forstå, og samtidigt så svære at formidle. De handler primært om de nye genetiske kundskaber, om brug og misbrug af statistik, og de mangfoldige reproduktionsprocesser for os mennesker. »De var tænkt som fortællinger, der illustrerer nogle af de forestillinger og forventninger, vi har. Det er det felt, jeg har arbejdet mest indenfor. Jeg synes også, at tingene her presser sig mest på, og at de i høj grad påvirker vores opfattelse af os selv, og dermed virker tilbage på, hvilket samfund vi vil bygge fremover.« Men viden om fremtiden kræver, at man stiller spørgsmål, og det er ikke umiddelbart let at se, hvordan man i praksis skulle kunne opmuntre folk til at stille de basale og kritiske spørgsmål.

Gitte Meyer mener en god start kunne være en genindførelse af filosofikum på universiteterne. »Alt stort starter vel småt, og hvis man intet gør, taber man helt sikkert,« siger Meyer. »Genindførelsen af et filosofikum på universiteterne kunne være en begyndelse, og det vil måske efterhånden skabe et nyt krav om, at ting skal kunne forstås, fordi ting er til at forstå.« »Det handler om, at man ikke kun skal føle og mærke verden. Man skal tænke over verden, for det er den eneste vej til at overvinde sin forskrækkelse og blinde tiltro til fagligheden.«

0 comments:

There was an error in this gadget