Livet er en patentlov

Det er nemt at forveksle ordet patient med patent. Kun et lille i gør forskellen, og hvem gider gå op i petitesser. Erhvervsministeriet har i hvert fald ingen problemer med at se på ordet med nye øjne, når det i sit forslag til en ændring af patentloven “til beskyttelse af bioteknologiske opfindelser” formulerer en lovtekst, der tillader patenter på levende væsener som planter, og dyr og på biologiske materiale såsom menneskelige gener. Loven er et EU-direktiv (98/44) fra den 16. juni 1998, som skal implementeres af de enkelte medlemslande inden den 30. juli 2000.

De fleste gik og troede, at den var en erhvervsmæssig teknikalitet, uden den store betydning for noget som helst. Men efterhånden tegner der sig et andet og meget mere dystert billede.

Holland har anlagt sag ved EU-domstolen i et forsøg på at annullere direktivet, og de har fået støtte fra Italien og Norge. Begrundelserne er blandt andre, at patentlovens formuleringer strider imod konventionen om biodiversitet, mod EU-traktaten og EU’s egen patentkonvention, og at det griber ind i den menneskelige værdighed og patienters selvbestemmelsesret.

Siden 1998 har Danmark støttet direktivet, og selv om 3. behandlingen i Folketinget er blevet udskudt på grund af kritik fra Kristeligt Folkeparti og tvivl hos Venstre, tyder intet på, at regeringen vil ændre noget som helst på teksten, selv om patient- og lægeforeninger nu har meldt ud.

Omdrejningspunktet i direktivet er en ny formulering af, hvad der er en opfindelse, og hvad der er en opdagelse. Kun opfindelser må patenteres, men teksten angiver, at ting kan kaldes opfindelser så snart de er isoleret fra deres naturlige omgivelser, er reproducérbare og har en kendt funktion. Faktisk svarer det til, at man fotograferer sin nabos baghave, og at dette fotografi så postuleres som en opfindelse, og at naboen så skal betale licensgebyrer for havens brug.

Den gamle barnelærdom om, at man kun må patentere fremgangsmåder og maskiner, der leverer et bestemt produkt, er dermed vendt på hovedet: I lovteksten står der, at fremgangsmåder ikke må patenteres, men gerne de stoffer, der ligger til grund for fremgangsmåden. Som illustration på denne absurditet, kan man tænke på hvad der var sket, hvis denne patentlov havde eksisteret i det 19. århundrede: Så ville den person, som havde fundet frem til vands sammensætning kunne afkræve licensafgifter for al benyttelse af vand i 20 år.

DNA er for alvor blevet det nye ikon for fremskridt og økonomisk succes. Det er et kæmpe forskningsfelt, som vil få en afgørende betydning for vores fremtidige samfund. Foreløbig er det dog småt med resultater.

Genterapien på mennesker har endnu ikke ført til nogen behandlingformer, men til gengæld er der masser af hormondyr, transgene dyr, terminator-føde med indbyggede copyrights, patentering af menneskets gener, selvlysende insekter og juletræer, osv. Hieronymus Bosch må have haft et hemmeligt kiggehul ind i nutidens genteknologiske laboratorier. Molekylærbiologerne pipetter suger og sprøjter på højtryk, og kapitalstærke arbejdsgivere beroliger forskerne med den ‘progressive’ idé om, at ethvert forsøg, der kan laves, skal laves. Det kunne jo være at resultatet er nyttigt - at det fjerner hungersnød i verden eller helbreder alle de syge. Men hvis der overhovedet ligger et filosofisk princip bag dette, så må det være grådighedens urform.

I denne sammenhæng er det tankevækkende, at den frie forskning per første januar i år også er ved at blive et fremmedord - i og med at universiteterne nu har pålagt deres forskere at patentere mulige anvendelser af forskningen inden resultaterne offentliggøres i faglitteraturen.

Rigtig mange har en stærk bekymring for, hvorvidt denne uhellige alliance mellem profittens logik og ustyrlig forskertrang kan føre til andet end elendighed. Vil manipulation af gener blive til irreversible skader på naturen? Vil vores krop, vores børn og vores gener blive en vare på samme måde som borde og stole? Hvordan skal vi nu fortolke liv, når det kan patenteres?

Det er derfor kun naturligt, omend morsomt, at der i kølvandet på denne nyrige genetiske videnskabsgren er dukket et hav af forstående bioetikere op. Mange af dem blev samlet i statslige institutioner som f.eks. Det Etiske Råd. Men hvor kom de fra? Fandtes der så mange afskedigede præster og rabbinere, gamle studieværter, skuespillere, afdankede sirener og fravalgte amtsborgmestre? Ingen ved det, men siden de er her, må man tro, at der har været brug for dem.

Nu kan man diskutere, hvorvidt ‘bio-etikernes’ formål har været at skærpe, og ikke at bortlede opmærksomheden på bioteknologiens fagre nye verden, og på dennes udlicitering af tidligere urørlige livsområder til private firmaer. Omend man ikke direkte kan beskylde Det Etiske Råd for at høre ind under bioteknologiens reklamebudget, så er den repressive tolerance, hvormed offentligheden er blevet holdt hen med hensyn til EU’s patentlov et studie værd i sig selv. Patentloven er lige så gammel som Det Etiske Råd selv, begge har deres oprindelse i 1988, og derfor kunne man godt have forventet en lidt bedre ekspertise på området.

Men ingen skal tro, at kritikken fra patient- og lægeforeninger her to minutter i tolv vil føre til det store. Det eneste man kan gøre, er at råbe lidt hen over tåbelighedernes rand, og måske komme dem alle i forkøbet ved at patentere sig selv. - rob

0 comments:

There was an error in this gadget