I clinch med auraholdet

Naturvidenskaben går i en ny debatbog den alternative bevægelse efter i sømmene.

Ny bog
Af Robin Engelhardt



Dan Frederiksen og Lars Peter Jepsen (red.): Bedst af alle verdener - myter i det 21. århundrede


I en ny bog har en gruppe akademikere erklæret krig mod den alternative branche. Bogen hedder Bedst af alle verdener  myter i det 21. århundrede, og er forfattet af en række videnskabsmænd, der på én eller anden måde har beskæftiget sig med »overnaturlige fænomener« og troen på »det alternative.« Med et kritisk blik på den alternativ videnskab vil bidragsyderne slå et slag for det, de mener er en fortsat stigende formørkelse af den danske befolkning.

Og sandt er det jo, at naturvidenskab fylder mindre og mindre i det offentlige rum, mens det man med en fællesbetegnelse kalder New Age-fænomenerne blomstrer som aldrig før: auralæsning, akupunktur, homøopati, irisdiag-nostik, radioni, vegatest, pendulering, kinesologi, yoga, zoneterapi, krystalhealing, jordstråler listen er alenlang. Danmarks Statistik kan fortælle samme historie: 65 procent af danskerne tror, at der findes synske mennesker, 36 procent tror på astrologi, og i løbet af perioden fra 1987 til 1996 steg andelen af danskere, der har besøgt alternative behandlere fra 23 til 33 procent. Det alternative marked for medicin og behandling vokser dobbelt så hurtigt som det traditionelle.

Hokuspokus
Som det altid er med antologier, spænder bidragene vidt. Tryllekunstner Michael Leslie Ahlstrands gennemgang af alverdens tricks og illusionsnumre indenfor det okkulte er for eksempel herlig læsning.

Her får man endelig at vide, trin for trin, hvordan charlataneriet foregår, når en tilskuer fanges af spiritister og clairvoyant trolddom. Man får endda de rette fagudtryk for de psykologiske manipulationer med i hatten: »Barnum-effekten«, »cold reading« og »falsk hukommelse«.

Det viser sig, at spådomskunsten har sin helt egen faglitteratur. Også Mogens Winthers bidrag om astrologi er fængslende læsning. Man tror ikke sine egne øjne, når man får at vide, at ufrivillige barnløse par opsøger hjælp hos astrologer, eller at virksomheder får lavet horoskoper til deres aktier.

Klart standpunkt
Teksterne er grundige og kritiske, og på trods af, at der bliver taget klart standpunkt til fordel for de naturvidenskabelige forklaringer, har man aldrig på fornemmelsen, at den bliver direkte arrogant overfor auraholdet.

Den afsluttende tekst af Thor A. Bak, hvor der tages »det modige standpunkt, at den vestlige kultur er andre overlegen«, er dog en smule storsnudet, især i betragning af, at religionshistorikeren Michael Rothstein i et tidligere kapitel fremhæver den langt vigtigere pointe, at det for mange mennesker slet ikke handler om at bekæmpe naturvidenskaben, og om hvem der er bedst, men om at give tilværelsen en mening.

Det metafysiske dyr
Der fandtes tider, hvor den alternative medicin var et fornuftigt valg. I de forrige århundreder var f.eks. mange af de etablerede lægemidler så skrappe, at en alternativ behandling i mange tilfælde reddede liv ikke fordi den virkede, men fordi den undlod at dræbe patienten. Det er derfor ærgerligt, at tonen i Leif Hagerups bidrag om akupunktur og zoneterapi bliver en smule for snerpet.

Givetvis er zoneterapien en uspecifik symptombehandling, som er en »primær (muskel)afslappende teknik, som forbedrer cirkulationen og modvirker stress.« Men når han konkluderer, at zoneterapi ikke burde have nogen »begrundet særstatus i sundhedsvæsenet«, så læses det som, at zoneterapi ikke skal have noget status overhovedet, idet den tilhører »kredse(n) af metafysisk orienterede kultdannelser med tilhørende missionærer og troende.«

Hvis lægegerningen ikke kan hitte ud af, at mennesket også er metafysisk, og derfor også skal behandles på et metafysisk plan, må den nødvendigvis degradere til simpel apotekervirksomhed. Man må fare med lempe. Pendulering og krystalhealing betyder ikke automatisk foragt for naturvidenskaben. Det er, som Michael Rothstein siger med sit glimrende indlæg, snarere et forsøg på at skabe en samlende fortælling, hvor mennesker kan genfinde sig selv i en splintret verden. Det »videnskabelige modbevis« bider ikke her. Frem for at ville forstå verden rationelt, konstrueres der en social virkelighed hinsides naturlovene, hvor man kan indgå i et varmt fællesskab med gensidige koder og bekræftende ritualer.

Sødt bliver det, når enkelte forfattere i en misforstået iver alligevel skyder med rationalitetens kanoner efter de esoteriske spurve. Ib Lundgaard Rasmussen bruger i sit indlæg May the Force Be With You! megen krudt på at afkræfte eksistensen af pyramidekræfter, jordstråler og auraenergier med fysikkens argumenter. Mit gæt er, at han rammer grundigt ved siden af. Elementet af social leg og symboludveksling er ofte vigtigere end både videnskaben og endda troen.

Mindreværd
Det forbandede er blot, som Ole Hartlings solide bidrag om Alternativ medicin  ulykkelig kærlighed til videnskab? synes at fortælle, at man i samme åndedrag ønsker sig naturvidenskabernes absolution. Ideen om nymfer, druider og trolde er ikke nok. De skal  koste hvad det vil  tilkendes samme ontologiske ret som gener og magnetiske felter, og det er her, at det alternative afslører et mindreværd. Samtidig med, at »det alternative« stræber efter anerkendelse, indeholder selve begrebet sin egen sproglige underdanighed overfor »det etablerede«, og vil derfor fortsætte med at stå i et anspændt forhold til samme.

Der kunne måske godt være blevet suppleret med et par bidrag fra humanister i bogen, men samlet set er den et vellykket potpourri af saglig information og kritisk tænkning i forhold til overtro og det alternative marked. Givetvis vil salget ligge på en brøkdel af, hvad titler som Chakrahealing og Dit tal er din skæbne indtjener, men for dem, som stadig har en naturlig tiltro til fornuften er bogen en kærkommen trøst og moralsk støtte.

0 comments:

There was an error in this gadget