Den falske enhed

Tredjebehandlingen af loven om patenter på dyr og planter er blevet udskudt. Læger og patientforeninger har nu mulighed for at tænke sig om en ekstra gang

Det hele startede med en bakterie ved navn falsk enhed. Dens kaldenavn er græsk: Pseudomonas.

Pseudomonas er en bakterie, som er genetisk modificeret så den kan spise råolie. Dens skaber var molekylærbiologen Ananda Chakrabarty, og han mente, dengang i 1972, at man med en så unik tingest måtte kunne tjene mange penge, og derfor indleverede han en patentansøgning til de amerikanske myndigheder.

Patentkontoret i USA afviste ansøgningen, fordi den amerikanske patentlov anno 1793 anfører, at man ikke kan tage patent på liv eller naturprodukter. Men Chakrabarty og hans arbejdsgiver, General Electric, gik til domstolene, og efter otte års kamp fik de medhold af Højesteret i, at “opdagelsen ikke er naturens værk, men hans (Chakrabartys, red.) eget; følgelig kan den patenteres.”

Efter 1980 har medicinalfirmaer haft øget held til at patentere biologien. Indtil midten af 80’erne var det f.eks. stadig forbudt i Danmark at tage patent på medicin, fordi man anså det for uetisk at tjene penge på folks sygdomme, men efterhånden faldt det ene forbehold efter det andet. Først medicinen, så mikrorganismer, så planter, så dyr og nu hele spektre af artsvarianter.

Siden Rio-konferencen i 1992 findes der en international konvention for biodiversitet, hvori 170 lande har forpligtet sig til at bibeholde den biologiske mangfoldighed, og til en retfærdig omfordeling af fordelene ved den erhvervsmæssige benyttelse. Men denne forpligtende aftale for teknologioverførsel til udviklingslandene er endnu ikke underskrevet af USA.

Det havde således betydelige konsekvenser, at man i den såkaldte Uruguay-runde under de internationale GATT-forhandlinger i 1993, kom frem til en aftale om, at al fremtidig patentbeskyttelse ikke kun skulle omfatte tekniske opfindelser, men også mikroorganismer, planter, dyr og menneskelige gener. Siden har der foregået en voldsom jagt på gener - noget man ikke kan kalde andet end en ny kolonialkrig mod naturens hemmeligheder - en global patentfeber, som end ikke guldgraverne fra det nittende århundrede kunne have udtænkt bedre.

Ejendomsretten er blevet udvidet på områder, som man normalt har anset for at være opdagelser, men nu kalder opfindelser. Således kan der i dag i princippet gives patent på et gen, hvis det er isoleret fra sine naturlige omgivelser, hvis det kan formeres, og hvis man kan angive en funktion. I realiteten er dette ikke nogen stor kunst, idet det afhænger af, om man har råd til at købe dyre maskiner.

For eksempel sekventerede for ikke så længe siden en forskergruppe genomet for Meningococcus, en bakterie, der kan give hjernehindebetændelse. Nu siges det, at “Meningococcus tilhører os, og enhver som vil udvikle en vaccine eller en medicin mod hjernehindebetændelse skal betale licensgebyrer.”

Det svarer til at man fotograferer sin nabos have og siger: “Endnu ingen har lavet så skarpt et foto af haven, og derfor scorer jeg nu afgifterne for havens benyttelse.”

Et andet eksempel er patenteringen af det indiske krydderi kukurma. Universitetet i Winsconsin havde anmeldt patent på kukurma med begrundelsen: Kukurma er godt for heling af sår. Det var opfindelsen. Det kostede den indiske stat en halv million dollar og et helt team af amerikanske jurister at få patentet annulleret.

Men den slags patenter tildeles dagligt, og ifølge flere græsrodsbevægelser vil det i stigende grad også ske i Europa. Den oprindelige konvention om biopatenter i Europa var uklar på mange punkter, og derfor besluttede EU i 1988 at lave en helt ny patentlovgivning.

Direktivet var til afstemning i EU-Parlamentet første gang i 1995, men dengang faldt det, blandt andet på grund af et massivt modtryk fra De Grønne i Parlamentet, og på spørgsmålet om patentering af plantefrø. Men da patentloven blev forsøgt vedtaget anden gang den 16. juli 1997, arrangerede en falsk enhed af medicinalfirmaer og danske patientforeninger udflugter til Strasbourg for at påvirke Parlamentet. Mødre stod med deres grædende børn og råbte sloganet “no patents, no cure”. Operationen lykkedes, og medlemmerne vedtog direktivet, der nu skal implementeres af de enkelte europæiske medlemslande.

Den hollandske regering er gået til EF-Domstolen for at stoppe direktivet, og den får støtte af blandt andre Italien og Norge i argumentet om, at direktivet griber ind i den menneskelige værdighed og patienters selvbestemmelsesret. Den danske regering har dog ikke ændret holdning, og støtter fortsat forslaget.

I den danske politiske debat peger en del af oppositionen på urimelighederne i lovforslaget som det foreligger nu. Kravet om at en patentansøgere skal kunne dokumentere oprindelseslandet for det genmateriale, der søges patent på, er f.eks. kun formuleret som et “bør”. Og ifølge Enhedslisten og SF er det især udviklingslandene, som vil komme til kort over for en lovgivning, der i realiteten giver de amerikanske, europæiske og japanske forskere lov til at gå på strandhugst i udviklingslandenes natur, for bagefter at afkræve globale licensgebyrer. Patentloven vil dermed vende den danske stats tilslutning til at støtte teknologioverførslen til udviklingslandene på hovedet.

Men i sidste uge genopdagede partiet Venstre så procentregningen. I og med at de amerikanske forskere er meget længere fremme i den bioteknologiske forskning, vil de nemlig være hurtige til at få tilkendt patenterne.

Teknologioverførslen vil derfor ikke kun gå fra tredjeverdenslande til Europa, men også fra Europa til USA. En slem misere, som fik Jens Hald Madsen fra Venstre til at sætte hælene i. Lovforslaget er nu kastet tilbage til erhvervsudvalget, hvor det bliver diskuteret i morgen. Men Venstre har da også genopdaget de etiske aspekter i lovændringen. Patent på liv blev oprindelig accepteret af Venstre, fordi det ud fra et forskningsmæssigt perspektiv “også var en måde at redde menneskeliv på,” som Jens Hald Madsen udtrykker det overfor Information.

Men Venstre blev også påvirket af Clintons og Blairs krav om, at man ikke må patentere menneskets gener, og af nyheden om, at den danske forskning og muligvis endda behandlingen af de danske patienter vil komme til at lide under de nye patentregler.

Blandt forskere er der også en stigende skepsis overfor argumentet om, at patenter er en god ting, fordi de fremmer udviklingen af ny teknologi. Der er til dags dato ikke fremført et eneste bevis for den påstand, og et patent på et gen er da også et effektivt monopol, som bestemt ikke fremmer udviklingen.

Det er også interessant, at den eneste fornuftige løsning i denne sammenhæng, nemlig at forpligte industrien på at hæfte for de mulige skader, der forvoldes af det patenterede, mangler fuldstændig i teksten. Når et firma tildeles patent på en ‘opfindelse’, så gælder det for den fulde ret til at udnytte produktet til industriens vinding, men ikke til at være ansvarlig for produktets mulige negative konsekvenser for mennesker eller natur.

Patentretten til livets byggeklodser er altså en blancocheck til at privatisere naturen, og hvis naturen ikke makker ret, skal staten betale for skaderne. Og det er egentlig mærkeligt, at et socialdemokratisk regeret Europa ikke forhindrer denne åbenlyse asymmetri, som i sidste ende kun kan falde tilbage på staterne selv.

Den danske regerings støtte til medicinalindustriens lobbyarbejde for ændringen af patentloven er som før nævnt: En falsk enhed.

0 comments:

There was an error in this gadget