Livet er en patentlov

Det er nemt at forveksle ordet patient med patent. Kun et lille i gør forskellen, og hvem gider gå op i petitesser. Erhvervsministeriet har i hvert fald ingen problemer med at se på ordet med nye øjne, når det i sit forslag til en ændring af patentloven “til beskyttelse af bioteknologiske opfindelser” formulerer en lovtekst, der tillader patenter på levende væsener som planter, og dyr og på biologiske materiale såsom menneskelige gener. Loven er et EU-direktiv (98/44) fra den 16. juni 1998, som skal implementeres af de enkelte medlemslande inden den 30. juli 2000.

De fleste gik og troede, at den var en erhvervsmæssig teknikalitet, uden den store betydning for noget som helst. Men efterhånden tegner der sig et andet og meget mere dystert billede.

Holland har anlagt sag ved EU-domstolen i et forsøg på at annullere direktivet, og de har fået støtte fra Italien og Norge. Begrundelserne er blandt andre, at patentlovens formuleringer strider imod konventionen om biodiversitet, mod EU-traktaten og EU’s egen patentkonvention, og at det griber ind i den menneskelige værdighed og patienters selvbestemmelsesret.

Siden 1998 har Danmark støttet direktivet, og selv om 3. behandlingen i Folketinget er blevet udskudt på grund af kritik fra Kristeligt Folkeparti og tvivl hos Venstre, tyder intet på, at regeringen vil ændre noget som helst på teksten, selv om patient- og lægeforeninger nu har meldt ud.

Omdrejningspunktet i direktivet er en ny formulering af, hvad der er en opfindelse, og hvad der er en opdagelse. Kun opfindelser må patenteres, men teksten angiver, at ting kan kaldes opfindelser så snart de er isoleret fra deres naturlige omgivelser, er reproducérbare og har en kendt funktion. Faktisk svarer det til, at man fotograferer sin nabos baghave, og at dette fotografi så postuleres som en opfindelse, og at naboen så skal betale licensgebyrer for havens brug.

Den gamle barnelærdom om, at man kun må patentere fremgangsmåder og maskiner, der leverer et bestemt produkt, er dermed vendt på hovedet: I lovteksten står der, at fremgangsmåder ikke må patenteres, men gerne de stoffer, der ligger til grund for fremgangsmåden. Som illustration på denne absurditet, kan man tænke på hvad der var sket, hvis denne patentlov havde eksisteret i det 19. århundrede: Så ville den person, som havde fundet frem til vands sammensætning kunne afkræve licensafgifter for al benyttelse af vand i 20 år.

DNA er for alvor blevet det nye ikon for fremskridt og økonomisk succes. Det er et kæmpe forskningsfelt, som vil få en afgørende betydning for vores fremtidige samfund. Foreløbig er det dog småt med resultater.

Genterapien på mennesker har endnu ikke ført til nogen behandlingformer, men til gengæld er der masser af hormondyr, transgene dyr, terminator-føde med indbyggede copyrights, patentering af menneskets gener, selvlysende insekter og juletræer, osv. Hieronymus Bosch må have haft et hemmeligt kiggehul ind i nutidens genteknologiske laboratorier. Molekylærbiologerne pipetter suger og sprøjter på højtryk, og kapitalstærke arbejdsgivere beroliger forskerne med den ‘progressive’ idé om, at ethvert forsøg, der kan laves, skal laves. Det kunne jo være at resultatet er nyttigt - at det fjerner hungersnød i verden eller helbreder alle de syge. Men hvis der overhovedet ligger et filosofisk princip bag dette, så må det være grådighedens urform.

I denne sammenhæng er det tankevækkende, at den frie forskning per første januar i år også er ved at blive et fremmedord - i og med at universiteterne nu har pålagt deres forskere at patentere mulige anvendelser af forskningen inden resultaterne offentliggøres i faglitteraturen.

Rigtig mange har en stærk bekymring for, hvorvidt denne uhellige alliance mellem profittens logik og ustyrlig forskertrang kan føre til andet end elendighed. Vil manipulation af gener blive til irreversible skader på naturen? Vil vores krop, vores børn og vores gener blive en vare på samme måde som borde og stole? Hvordan skal vi nu fortolke liv, når det kan patenteres?

Det er derfor kun naturligt, omend morsomt, at der i kølvandet på denne nyrige genetiske videnskabsgren er dukket et hav af forstående bioetikere op. Mange af dem blev samlet i statslige institutioner som f.eks. Det Etiske Råd. Men hvor kom de fra? Fandtes der så mange afskedigede præster og rabbinere, gamle studieværter, skuespillere, afdankede sirener og fravalgte amtsborgmestre? Ingen ved det, men siden de er her, må man tro, at der har været brug for dem.

Nu kan man diskutere, hvorvidt ‘bio-etikernes’ formål har været at skærpe, og ikke at bortlede opmærksomheden på bioteknologiens fagre nye verden, og på dennes udlicitering af tidligere urørlige livsområder til private firmaer. Omend man ikke direkte kan beskylde Det Etiske Råd for at høre ind under bioteknologiens reklamebudget, så er den repressive tolerance, hvormed offentligheden er blevet holdt hen med hensyn til EU’s patentlov et studie værd i sig selv. Patentloven er lige så gammel som Det Etiske Råd selv, begge har deres oprindelse i 1988, og derfor kunne man godt have forventet en lidt bedre ekspertise på området.

Men ingen skal tro, at kritikken fra patient- og lægeforeninger her to minutter i tolv vil føre til det store. Det eneste man kan gøre, er at råbe lidt hen over tåbelighedernes rand, og måske komme dem alle i forkøbet ved at patentere sig selv. - rob

Den falske enhed

Tredjebehandlingen af loven om patenter på dyr og planter er blevet udskudt. Læger og patientforeninger har nu mulighed for at tænke sig om en ekstra gang

Det hele startede med en bakterie ved navn falsk enhed. Dens kaldenavn er græsk: Pseudomonas.

Pseudomonas er en bakterie, som er genetisk modificeret så den kan spise råolie. Dens skaber var molekylærbiologen Ananda Chakrabarty, og han mente, dengang i 1972, at man med en så unik tingest måtte kunne tjene mange penge, og derfor indleverede han en patentansøgning til de amerikanske myndigheder.

Patentkontoret i USA afviste ansøgningen, fordi den amerikanske patentlov anno 1793 anfører, at man ikke kan tage patent på liv eller naturprodukter. Men Chakrabarty og hans arbejdsgiver, General Electric, gik til domstolene, og efter otte års kamp fik de medhold af Højesteret i, at “opdagelsen ikke er naturens værk, men hans (Chakrabartys, red.) eget; følgelig kan den patenteres.”

Efter 1980 har medicinalfirmaer haft øget held til at patentere biologien. Indtil midten af 80’erne var det f.eks. stadig forbudt i Danmark at tage patent på medicin, fordi man anså det for uetisk at tjene penge på folks sygdomme, men efterhånden faldt det ene forbehold efter det andet. Først medicinen, så mikrorganismer, så planter, så dyr og nu hele spektre af artsvarianter.

Siden Rio-konferencen i 1992 findes der en international konvention for biodiversitet, hvori 170 lande har forpligtet sig til at bibeholde den biologiske mangfoldighed, og til en retfærdig omfordeling af fordelene ved den erhvervsmæssige benyttelse. Men denne forpligtende aftale for teknologioverførsel til udviklingslandene er endnu ikke underskrevet af USA.

Det havde således betydelige konsekvenser, at man i den såkaldte Uruguay-runde under de internationale GATT-forhandlinger i 1993, kom frem til en aftale om, at al fremtidig patentbeskyttelse ikke kun skulle omfatte tekniske opfindelser, men også mikroorganismer, planter, dyr og menneskelige gener. Siden har der foregået en voldsom jagt på gener - noget man ikke kan kalde andet end en ny kolonialkrig mod naturens hemmeligheder - en global patentfeber, som end ikke guldgraverne fra det nittende århundrede kunne have udtænkt bedre.

Ejendomsretten er blevet udvidet på områder, som man normalt har anset for at være opdagelser, men nu kalder opfindelser. Således kan der i dag i princippet gives patent på et gen, hvis det er isoleret fra sine naturlige omgivelser, hvis det kan formeres, og hvis man kan angive en funktion. I realiteten er dette ikke nogen stor kunst, idet det afhænger af, om man har råd til at købe dyre maskiner.

For eksempel sekventerede for ikke så længe siden en forskergruppe genomet for Meningococcus, en bakterie, der kan give hjernehindebetændelse. Nu siges det, at “Meningococcus tilhører os, og enhver som vil udvikle en vaccine eller en medicin mod hjernehindebetændelse skal betale licensgebyrer.”

Det svarer til at man fotograferer sin nabos have og siger: “Endnu ingen har lavet så skarpt et foto af haven, og derfor scorer jeg nu afgifterne for havens benyttelse.”

Et andet eksempel er patenteringen af det indiske krydderi kukurma. Universitetet i Winsconsin havde anmeldt patent på kukurma med begrundelsen: Kukurma er godt for heling af sår. Det var opfindelsen. Det kostede den indiske stat en halv million dollar og et helt team af amerikanske jurister at få patentet annulleret.

Men den slags patenter tildeles dagligt, og ifølge flere græsrodsbevægelser vil det i stigende grad også ske i Europa. Den oprindelige konvention om biopatenter i Europa var uklar på mange punkter, og derfor besluttede EU i 1988 at lave en helt ny patentlovgivning.

Direktivet var til afstemning i EU-Parlamentet første gang i 1995, men dengang faldt det, blandt andet på grund af et massivt modtryk fra De Grønne i Parlamentet, og på spørgsmålet om patentering af plantefrø. Men da patentloven blev forsøgt vedtaget anden gang den 16. juli 1997, arrangerede en falsk enhed af medicinalfirmaer og danske patientforeninger udflugter til Strasbourg for at påvirke Parlamentet. Mødre stod med deres grædende børn og råbte sloganet “no patents, no cure”. Operationen lykkedes, og medlemmerne vedtog direktivet, der nu skal implementeres af de enkelte europæiske medlemslande.

Den hollandske regering er gået til EF-Domstolen for at stoppe direktivet, og den får støtte af blandt andre Italien og Norge i argumentet om, at direktivet griber ind i den menneskelige værdighed og patienters selvbestemmelsesret. Den danske regering har dog ikke ændret holdning, og støtter fortsat forslaget.

I den danske politiske debat peger en del af oppositionen på urimelighederne i lovforslaget som det foreligger nu. Kravet om at en patentansøgere skal kunne dokumentere oprindelseslandet for det genmateriale, der søges patent på, er f.eks. kun formuleret som et “bør”. Og ifølge Enhedslisten og SF er det især udviklingslandene, som vil komme til kort over for en lovgivning, der i realiteten giver de amerikanske, europæiske og japanske forskere lov til at gå på strandhugst i udviklingslandenes natur, for bagefter at afkræve globale licensgebyrer. Patentloven vil dermed vende den danske stats tilslutning til at støtte teknologioverførslen til udviklingslandene på hovedet.

Men i sidste uge genopdagede partiet Venstre så procentregningen. I og med at de amerikanske forskere er meget længere fremme i den bioteknologiske forskning, vil de nemlig være hurtige til at få tilkendt patenterne.

Teknologioverførslen vil derfor ikke kun gå fra tredjeverdenslande til Europa, men også fra Europa til USA. En slem misere, som fik Jens Hald Madsen fra Venstre til at sætte hælene i. Lovforslaget er nu kastet tilbage til erhvervsudvalget, hvor det bliver diskuteret i morgen. Men Venstre har da også genopdaget de etiske aspekter i lovændringen. Patent på liv blev oprindelig accepteret af Venstre, fordi det ud fra et forskningsmæssigt perspektiv “også var en måde at redde menneskeliv på,” som Jens Hald Madsen udtrykker det overfor Information.

Men Venstre blev også påvirket af Clintons og Blairs krav om, at man ikke må patentere menneskets gener, og af nyheden om, at den danske forskning og muligvis endda behandlingen af de danske patienter vil komme til at lide under de nye patentregler.

Blandt forskere er der også en stigende skepsis overfor argumentet om, at patenter er en god ting, fordi de fremmer udviklingen af ny teknologi. Der er til dags dato ikke fremført et eneste bevis for den påstand, og et patent på et gen er da også et effektivt monopol, som bestemt ikke fremmer udviklingen.

Det er også interessant, at den eneste fornuftige løsning i denne sammenhæng, nemlig at forpligte industrien på at hæfte for de mulige skader, der forvoldes af det patenterede, mangler fuldstændig i teksten. Når et firma tildeles patent på en ‘opfindelse’, så gælder det for den fulde ret til at udnytte produktet til industriens vinding, men ikke til at være ansvarlig for produktets mulige negative konsekvenser for mennesker eller natur.

Patentretten til livets byggeklodser er altså en blancocheck til at privatisere naturen, og hvis naturen ikke makker ret, skal staten betale for skaderne. Og det er egentlig mærkeligt, at et socialdemokratisk regeret Europa ikke forhindrer denne åbenlyse asymmetri, som i sidste ende kun kan falde tilbage på staterne selv.

Den danske regerings støtte til medicinalindustriens lobbyarbejde for ændringen af patentloven er som før nævnt: En falsk enhed.

I clinch med auraholdet

Naturvidenskaben går i en ny debatbog den alternative bevægelse efter i sømmene.

Ny bog
Af Robin Engelhardt



Dan Frederiksen og Lars Peter Jepsen (red.): Bedst af alle verdener - myter i det 21. århundrede


I en ny bog har en gruppe akademikere erklæret krig mod den alternative branche. Bogen hedder Bedst af alle verdener  myter i det 21. århundrede, og er forfattet af en række videnskabsmænd, der på én eller anden måde har beskæftiget sig med »overnaturlige fænomener« og troen på »det alternative.« Med et kritisk blik på den alternativ videnskab vil bidragsyderne slå et slag for det, de mener er en fortsat stigende formørkelse af den danske befolkning.

Og sandt er det jo, at naturvidenskab fylder mindre og mindre i det offentlige rum, mens det man med en fællesbetegnelse kalder New Age-fænomenerne blomstrer som aldrig før: auralæsning, akupunktur, homøopati, irisdiag-nostik, radioni, vegatest, pendulering, kinesologi, yoga, zoneterapi, krystalhealing, jordstråler listen er alenlang. Danmarks Statistik kan fortælle samme historie: 65 procent af danskerne tror, at der findes synske mennesker, 36 procent tror på astrologi, og i løbet af perioden fra 1987 til 1996 steg andelen af danskere, der har besøgt alternative behandlere fra 23 til 33 procent. Det alternative marked for medicin og behandling vokser dobbelt så hurtigt som det traditionelle.

Hokuspokus
Som det altid er med antologier, spænder bidragene vidt. Tryllekunstner Michael Leslie Ahlstrands gennemgang af alverdens tricks og illusionsnumre indenfor det okkulte er for eksempel herlig læsning.

Her får man endelig at vide, trin for trin, hvordan charlataneriet foregår, når en tilskuer fanges af spiritister og clairvoyant trolddom. Man får endda de rette fagudtryk for de psykologiske manipulationer med i hatten: »Barnum-effekten«, »cold reading« og »falsk hukommelse«.

Det viser sig, at spådomskunsten har sin helt egen faglitteratur. Også Mogens Winthers bidrag om astrologi er fængslende læsning. Man tror ikke sine egne øjne, når man får at vide, at ufrivillige barnløse par opsøger hjælp hos astrologer, eller at virksomheder får lavet horoskoper til deres aktier.

Klart standpunkt
Teksterne er grundige og kritiske, og på trods af, at der bliver taget klart standpunkt til fordel for de naturvidenskabelige forklaringer, har man aldrig på fornemmelsen, at den bliver direkte arrogant overfor auraholdet.

Den afsluttende tekst af Thor A. Bak, hvor der tages »det modige standpunkt, at den vestlige kultur er andre overlegen«, er dog en smule storsnudet, især i betragning af, at religionshistorikeren Michael Rothstein i et tidligere kapitel fremhæver den langt vigtigere pointe, at det for mange mennesker slet ikke handler om at bekæmpe naturvidenskaben, og om hvem der er bedst, men om at give tilværelsen en mening.

Det metafysiske dyr
Der fandtes tider, hvor den alternative medicin var et fornuftigt valg. I de forrige århundreder var f.eks. mange af de etablerede lægemidler så skrappe, at en alternativ behandling i mange tilfælde reddede liv ikke fordi den virkede, men fordi den undlod at dræbe patienten. Det er derfor ærgerligt, at tonen i Leif Hagerups bidrag om akupunktur og zoneterapi bliver en smule for snerpet.

Givetvis er zoneterapien en uspecifik symptombehandling, som er en »primær (muskel)afslappende teknik, som forbedrer cirkulationen og modvirker stress.« Men når han konkluderer, at zoneterapi ikke burde have nogen »begrundet særstatus i sundhedsvæsenet«, så læses det som, at zoneterapi ikke skal have noget status overhovedet, idet den tilhører »kredse(n) af metafysisk orienterede kultdannelser med tilhørende missionærer og troende.«

Hvis lægegerningen ikke kan hitte ud af, at mennesket også er metafysisk, og derfor også skal behandles på et metafysisk plan, må den nødvendigvis degradere til simpel apotekervirksomhed. Man må fare med lempe. Pendulering og krystalhealing betyder ikke automatisk foragt for naturvidenskaben. Det er, som Michael Rothstein siger med sit glimrende indlæg, snarere et forsøg på at skabe en samlende fortælling, hvor mennesker kan genfinde sig selv i en splintret verden. Det »videnskabelige modbevis« bider ikke her. Frem for at ville forstå verden rationelt, konstrueres der en social virkelighed hinsides naturlovene, hvor man kan indgå i et varmt fællesskab med gensidige koder og bekræftende ritualer.

Sødt bliver det, når enkelte forfattere i en misforstået iver alligevel skyder med rationalitetens kanoner efter de esoteriske spurve. Ib Lundgaard Rasmussen bruger i sit indlæg May the Force Be With You! megen krudt på at afkræfte eksistensen af pyramidekræfter, jordstråler og auraenergier med fysikkens argumenter. Mit gæt er, at han rammer grundigt ved siden af. Elementet af social leg og symboludveksling er ofte vigtigere end både videnskaben og endda troen.

Mindreværd
Det forbandede er blot, som Ole Hartlings solide bidrag om Alternativ medicin  ulykkelig kærlighed til videnskab? synes at fortælle, at man i samme åndedrag ønsker sig naturvidenskabernes absolution. Ideen om nymfer, druider og trolde er ikke nok. De skal  koste hvad det vil  tilkendes samme ontologiske ret som gener og magnetiske felter, og det er her, at det alternative afslører et mindreværd. Samtidig med, at »det alternative« stræber efter anerkendelse, indeholder selve begrebet sin egen sproglige underdanighed overfor »det etablerede«, og vil derfor fortsætte med at stå i et anspændt forhold til samme.

Der kunne måske godt være blevet suppleret med et par bidrag fra humanister i bogen, men samlet set er den et vellykket potpourri af saglig information og kritisk tænkning i forhold til overtro og det alternative marked. Givetvis vil salget ligge på en brøkdel af, hvad titler som Chakrahealing og Dit tal er din skæbne indtjener, men for dem, som stadig har en naturlig tiltro til fornuften er bogen en kærkommen trøst og moralsk støtte.

Naturens egen arkitekt

Naturen er uforudsigelig. Men uforudsigeligheden har struktur og egne regler, som forskerne er begyndt at forstå og kunne bruge til noget.

Kompleksitet
Af Robin Engelhardt

Hvad har træer tilfælles med bjerglandskaber? Hvad har floder tilfælles med en ost? Hvad har trafikpropper tilfælles med neuroners aktivitet? Og hvad har aktiekurser tilfælles med en sandbunke?

Ville man spørge fysikeren Per Bak, professor på Niels Bohr Instituttet i København, så er ligheden mellem alle disse så forskellige ting den, at de er underlagt den samme fysik og de samme dynamiske principper som om naturen kun havde brug for en enkel arkitekt til at bestride alle sine mange konstruktionsopgaver med. Information har talt med Per Bak om denne nye videnskab, som bruger en masse flotte ord som kompleksitet og selvorganisering, men som er kronisk svær at anskueliggøre. Per Bak forsøger alligevel, og hans yndlingseksempel er sandbunken:

»Forstil dig en situation hvor man drysser sand på et bord. I begyndelsen lander sandkornene, hvor de vil, og de vekselvirker ikke med hinanden på nogen måde. Men efterhånden dannes der en bunke, og man begynder at få små laviner. Man kan ikke længere beskrive systemet som en gruppe af individuelle sandkorn, der ikke kender til hinandens eksistens, idet de begynder at vekselvirke med hinanden. Efterhånden som bunken bliver større og større, bliver lavinerne også større, og på et eller andet tidspunkt kan bunken ikke vokse længere. Den når det, vi kalder det kritiske punkt , eller den kritiske tilstand , og i denne tilstand vil man have laviner i alle størrelser. Man kan ikke længere beskrive de individuelle egenskaber, men man må skrive dynamikken på en holistisk måde.«

Naturens orden
Naturens uligevægtige byggeklodser organiseres ud fra ganske simple regler, og hvis man måler på egenskaberne og sætter dem i en tabel, så viser det sig, at de altid får den mere eller mindre samme matematiske form. Mere præcist har de den samme fordelingskurve . Ligesom Richterskalaen er en slags fordelingskurve for størrelsen af jordskælv, kan en hel masse andre fysiske og biologiske hændelser lægges på en lignende kurve.

Tanken er derfor, at der må foregå noget fysik, som er fælles for alle disse forskellige fænomener. »Man kan for eksempel tænke på biologien og evolutionen,« siger Bak.

 »Dér har vi ikke sandkorn, der vekselvirker, men biologiske individer, bakterier, virus og mennesker. Og måske er det også sådan, at dynamikken i evolutionen opererer i den kritiske tilstand , hvor vi har laviner af alle størrelser, og disse laviner er måske det, vi kalder masseudryddelsesepisoder, som da dinosaurerne forsvandt.«

Shit happens
Fysikere og kemikere har igennem historien vænnet sig til at betragte naturen som et ligevægtssystem, dvs. at de  ligeså snart man taler om ikke-ligevægtsfænomener som laviner, masseuddøen i biologien, børskrak eller jordskælv  har fornemmelsen af at være konfronteret med noget unormalt og skrøbeligt  i hvert fald noget, som ligger udenfor det normale  som en slags undtagelse, der bekræfter reglen.

Men her viser den nye videnskab det modsatte: Ikke-ligevægt er snarere reglen end undtagelsen. De fleste fænomener i naturens fysik  man kan nævne i flæng træernes vækst, floders spredning, bjergenes langsomme formation gennem erosion, men også evolutionen, økonomien, og mange andre vidensgrene, er som regel meget langt væk fra ligevægt, idet de er i en konstant vekselvirkning med omgivelserne. Og at de derfor opbygger sig selv til at være i en kritisk tilstand.

Life SOC's
Det var Per Bak, som fandt på et navn  en fællesbetegnelse  for alle disse mange systemer, og den betegnelse er selvorganiserende kritiske systemer eller, som han ynder at sige det på engelsk: self-organized criticality, forkortet SOC. Men hvad kan den forskning fortælle os andet end at sige, at det går galt alt sammen på et eller andet tidspunkt?

 »Man kan lave matematiske modeller for det. Men det er meget svært for disse modeller at forudse, hvad der vil ske. Desværre. For at forudse for eksempel, hvor det næste jordskælv vil komme, og hvor stort det vil være, må vi kende alle mulige detaljer i jordskorpen. Og måske, hvis der er en lille ændring i trykket eller en lille brist i jorden et eller andet sted, kan det ændre tingene totalt. Så i stedet for at få et lille jordskælv af størrelsesorden en (på Richterskalaen, red.), så får vi måske et kæmpe stort jordskælv af størrelsesorden syv, og vi kan ikke forudse det.«

»Vi kan altid bagefter beskrive, hvad det er, der er sket, men vi kan ikke forudse, hvad der vil ske. På samme måde med børsen: Vi får måske den idé, at vi  eftersom vi kan beskrive, hvordan et sammenbrud på børsen forekom  kunne have forhindret det. Men det er en illusion. Ændrer vi sådan et system et eller andet sted, får vi en helt anden udvikling. Det er uforudsigeligt.«

Netværksoptimering
Men én god tanke trænger sig på: Når nu naturens mange byggeklodser har det med at vekselvirke og ordnes på helt bestemte måder, og hvis man forstår, hvordan naturen gør, kan man måske også bruge det til at ordne menneskers forhold  vores måde at sammensætte og strukturere ting på. For det ser ud til, at naturen i mange henseender er i stand til at gøre det på den bedst mulige måde.

»Man kan for eksempel bruge det til at optimere netværk,« siger Bak. »Hvordan organiserer man et system, der kan levere pakker rundt i netværk af mennesker? Det viser sig, at sådanne netværk er mest effektive, når de er kritiske. Luftfartsselskabet South West Airline bruger således principper, som de har fået fra kompleksitetsteorien til at fordele pakker. Det er sket i samarbejde med et firma i USA, Bios, der ligger i Santa Fe, og som lever af at udnytte resultaterne af kompleksitetsforskningen. Det forbavser selv mig, at det kan lade sig gøre at lave en sådan virksomhed. Den er ledet af en kompleksitetsforsker Stuart Kauffman, og han har 50 mennesker ansat, som ikke laver andet end at bruge resultaterne fra kompleksitetsforskningen til at rådgive og vejlede selskaber som South West Airlines, Boeing, Proctor & Gamble, Nasdaq og andre virksomheder.« Om disse anvendelser er en konsekvens af SOC, og ikke af en dybdeanalyse af de enkelte virksomheder, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Kritik af forskningen
For man kunne også bare kalde det hele for statistik . Når man f.eks. kaster to terninger, er udfaldet tilfældigt. Men kaster man to terninger mange gange, og tæller resultaterne op, vil der fremkomme en karakteristisk fordelingskurve (hvor udfaldet syv forekommer oftest, efterfulgt af otte og seks osv.) Med hensyn til laviner, masseuddøen og børskrak er sagen den samme, blot at der her ikke er tale om faste og uafhængige elementer (som de enkelte terninger og terningekast), men om dynamiske og vekselvirkende agenter.

Der findes også kritiske røster overfor denne forskning. Et af de typiske kritikpunkter overfor SOC er det faktum, at den postulerer en omnipotens, det vil sige at den bruges som en slags altmuligmand til at forklare verden, men at den i virkeligheden blot er en form for smart statistik , uden nogen kraft til at udsige noget om virkeligheden. Således bruges de statistiske målinger til at forklare, at »naturen opererer i et kritisk punkt«, hvilket igen bruges til at forklare statistikken. Cirkelslutningen er tydelig.

På spørgsmålet, om denne kritik har noget på sig, svarer Bak: »Ja, det er jo ikke bare en statistisk videnskab. Vi går jo ikke bare ud og måler og laver statistik på det, vi ser. Vi laver matematiske beskrivelser af, hvad der forekommer. Det er jo, hvad videnskaben altid gør: Dens formål er at beskrive, hvad vi ser, og så har vi forskellige måder at beskrive de ting på.«

»Det, du refererer til, er måske, at det er svært at forudse specifikt, hvad der kan ske i et bestemt system. Derfor er den måde, hvorpå vi sammenligner vores modelsystemer med, hvad der sker i verden, statistisk. Vi kan ikke forudsige, at der sker et sammenbrud på børsen i morgen klokken fem, eller at der vil ske et jordskælv i Afghanistan på torsdag. Men vi kan forklare statistikken over, hvorfor der er så mange jordskælv, og hvorfor de har den fordeling af størrelser.

Ja, hvorfor har de det?
»Fordi jordens skorpe opererer i et kritisk punkt. Det kan forklare statistikken af jordskælv. Det kan forklare tidsfordelingen af intervaller mellem jordskælvene,« siger Bak. Om det evindelige spørgsmål hvorfor hermed er endelig forklaret, er måske en smagssag. Per Bak mener i hvert fald, at det er fuldt ud tilfredsstillende, især fordi det hviler i sig selv: "Vi behøver ikke en udefra kommende mekanisme for at forstå disse har sammenbrud".
There was an error in this gadget